09 februar 2016

Vi definerer lige..

 

 

 

 

Til de, som måtte være af den (fejl)agtige opfattelse, at begrebet/ordet/betydningen traume kun med rette kan bruges i forbindelse med krigsofre er her, hvad der står at læse på Psykiatrifondens hjemmeside:

 

*****************

Citat:

 

TRAU­MA­TI­SKE OP­LE­VEL­SER

En trau­ma­tisk oplevelse eller be­gi­ven­hed er en hvilken som helst hændelse, som opleves som trau­ma­tisk af den in­vol­ve­re­de person.

undefinedOplevelser, der almindeligvis er traumatiske, er ulykker, overgreb (heriblandt psykiske og seksuelle overgreb, røveri og vold i familien) og det at se noget frygteligt ske. Massetraumatiske begivenheder inkluderer terrorangreb, massenedskydning, krig samt alvorlige vejrforhold (orkan, tsunami og skovbrand).

Psykisk førstehjælp gives ikke altid lige efter den traumatiske begivenhed. Der findes fx traumer, som ikke knytter sig til enkeltstående begivenheder. Det kan være:

  • Gentagne traumatiske oplevelser, fx seksuelt, fysisk eller psykisk misbrug, tortur samt mobning i skolen eller på arbejdspladsen. 
  • Minder (flashbacks) om en traumatisk begivenhed, der pludseligt eller uventet tilbage, flere uger, måneder eller endda år efter begivenheden.

Man skal være opmærksom på, at folk kan reagere meget forskelligt på traumatiske begivenheder:

  • En person kan opleve en begivenhed som traumatisk, mens en anden person ikke gør det.
  • Bestemte typer af traumer kan påvirke nogle mennesker mere end andre.
  • Tidligere traumer kan gøre nogle mennesker mere modtagelige over for senere traumatiske begivenheder, mens andre som det resultat af de tidligere traumer bliver mere robuste.

( kilde og tekst er lånt fra Psykiatrifondens hjemmeside: http://www.psykiatrifonden.dk/p1h/yd-psykisk-foerstehjaelp/krise/traumatiske-oplevelser.aspx )

 

****************

 

SÅ, altså ..

Jeg kan med rette tillade mig mine følelser omkring gårsdagens oplevelser. Det er IKKE retfærdigt, rimeligt eller særligt professionelt, at affærdige en borger med en sammelignende henvisning til krigsofre. Min harme og følelse af afvisning er reel i min verden, fordi ingen som helst borger i noget som helst land, med ovenforstående forklaring in mente, kan være tjent med at få deres problemer sammenlignet med krigsofres. Intet kan jo hamle op med krig! Jeg er helt klar over, at jeg og mange mange andre er oppe imod nedskæringer og stramme budgetter, men betyder det så omvendt, at samme budget kun kan bruges til krigsofre? Skal man tage psykiaterens ord til troende, så ja..

 

Jeg ved godt, at jeg muligvis har haft for store forventninger i forhold til de tilbud,der gives fra psykiatriens side, men så kan jeg af et ærligt hjerte sige, at de forventninger stammer fra mine erfaringer fra tidligere i livet, og den berøring jeg har haft med systemet førhen. På medicinske afdelinger bliver der hver dag taget beslutninger om, hvorvidt den ene patient er mere syg end den anden, og hvem der skal “tages” først. Det gælder også i psykiatrien og det er grundlæggende fornuftigt og nødvendigt, men igen.. hvis det skal være kotyme at krig nu skal være udgangspunket, SÅ er det faneme en falliterklæring.

 

Jeg er sikker på, at ikke alle behandlere tænker og handler ens. Der sidder sikkert masser rundt omkring, som har større forståelse for den enkelte, men fælles for dem alle er bugettets begrænsning, og selvom jeg heller ikke er glad ved at blive sendt i skammekrogen af den grund, så er den mere acceptabel. Trods alt.

8 kommentarer:

  1. naturligvis er det hvorvidt en oplevelse er traumatisk relativt, og afhængig af hver enkelt person. den der forsöger at fortælle dig noge andet ved slet ikke hvad de taler om. du behöver samtaleterapi for at bearbejde dine oplevelser. det at, som Helle siger i sin kommentar, for resten af livet göre alt for at undgå at tænke på og tale om det slemme der skete er det værste man kan göre. eneste vej til at komme ud på den anden side af sine traumer er at tale, tale, tale, tale og tale om dem og tænke dem igennem gang på gang og analysere dem og sådan, og kun sådan, mister de sin magt over ens liv og tilværelse. jeg er selv overlever af incest og gentagne voldtægter og har gennem flere år siddet i bestyrelsen til et krisecenter for kvinder der har været udsat for partnervold og vil mene at jeg ved godt hvad jeg snakker om. PLEASE Henriette, giv ikke op! få dine söde stöttepersoner til at hjælpe dig. du skal have samtaleterapi hos en psykolog eller en psykiater, og jeg tror ikke på at man i DK ikke kan få financiel stötte til sådan noget, især en person med en alvorlig diagnose som du har.
    stort knuuuuus!
    Frida, Island

    SvarSlet
  2. Jeg må igen undre mig over den forskel der er på nogle psykiateres og psykiatrifondens tolkning af hvad der er traumer.
    Traumer kan føre til posttraumatisk stress, men på trods af at jeg kan sætte hak ud for flere af de hændelser som psykiatrifonden oplister, så har jeg gentagne gange fået at vide, hos forskellige psykiatere jeg har frekventeret, at ja jo det er jo en slags posttraumatisk stress jeg har symptomer som, men jeg har jo ikke været i krig hverken som soldat eller som offer. Så det jeg lider af er kronisk stressbelastningssyndrom - en diagnose der ikke findes officielt - endnu- iflg en psykiater. Og fordi den ikke findes så konkluderer jobcenteret at jeg ikke er så alvorligt psykisk syg så jeg da skal ud på arbejdsmarkedet igen - efter ikke at have kunne fuldføre et eneste af deres påfund i løbet af de ti år jeg har været udenfor arbejdsmarkedet.
    Nå det skulle egentlig ikke have handlet om mig. Men måske blot for at understøtte din oplevelse af manglende accept af traume fra det psykiatriske system.
    Føj siger jeg bare. Det er en ommer 😡

    SvarSlet
  3. Der findes gode og der findes dårlige psykiatere og jeg har prøvet begge dele.
    Mine alvorligste traumer er fra min barndom og opvækst.
    Det er det som rumstere i mit hoved endnu efter så mange år.
    Da jeg var hos den dårlige psykiater var det dette jeg havde mest brug for at tale om...men han synes at mit sexliv var grunden til min angst.
    Må indrømme at jeg begyndte at grine højt..og sagde til ham at det havde jeg virkelig ingen problemer med..;-)

    jeg synes at du skal sende den psykiater du var hos en kopi af dit blogindlæg..det er vidst noget hun skal have opfrisket..;-)

    Knus fra Lisbeth

    SvarSlet
  4. Hvad er højest - Rundetårn eller et tordenskrald? To mennesker kan objektivt set blive udsat for den samme, potentielt traumatiserende ting - den ene knækker - den anden bliver stærkere!

    Og nu går jeg ud på den tynde is: Kæreste Henriette - mon ikke det var, inden du fik din førtidspension, du oplevede "psykiatrien" på en anden måde - altså mens nogen troede på, du kunne forblive på/komme tilbage til arbejdsmarkedet?

    Efterfølgende er du blevet diagnosticeret med en kronisk, grænsepsykotisk tilstand. Fået en økonomisk stabil hverdag. Tilbudt en behandling, "man" vel har en vis erfaring med er hjælp til at håndtere at leve bedst muligt med tilstanden. Jo, du gik i gang, men vurderede så på rekordtid, at det ikke var noget for dig. Og det er det naturligvis kun dig, der kan vurdere!

    Jeg kan som lægmand så ikke fortænke "dem" i at være forbeholdne omkring, at du selv vil vælge behandling. Jeg mener, fagfolk, der har årtiers erfaring med din lidelse - dem underkender du, fordi det gjorde nas med det der DAT! Du må ikke fejlagtigt tro, at kognitiv terapi gør mindre nas. Og sommetider er det faktisk mere konstruktivt bare at skue fremad. Tømme potten så at sige - fremfor at spilde endnu mere tid på at spekulere over, hvornår man sad skævt på den. Tage hver eneste dag som den gave, den sgu er.

    SvarSlet
  5. Du behøver ikke forklare overfor os der læser med her - vi forstår dig godt, men send lige det dér til din psykiater, det må være den side der var faldt ud af hendes lærebog ...
    Sanne

    SvarSlet
  6. Helt enig, send dit blog indlæg, til dem . Der skal klages , når de ikke gør deres arbejde ordentligt , spares eller ikke spares. Vi skal ikke finde os idet. Knus joan

    SvarSlet
  7. Jeg synes bestemt ikke det er okay! Under nogen omstændigheder. Du har jo forsøgt, at få det bedste ud af det, og erkendt at du ikke kan klare det selv.

    Du skal tale med din læge, og se om der ikke er en løsning på det, og så skal du klage over den psykiater. Magen til manglende empati og ignorance (endda indenfor egen lærdom), skal man lede længe efter.

    Sender dig mange medfølende knus

    SvarSlet
  8. TAK allesammen. Især til de af jer, som helt uden for nummer og med stor modighed åbner for private og personlige detaljer her til mig. Det er virkelig utroligt stærkt at opleve, hvordan mine skriverier kan få andre til at dele noget, som ellers er stærkt privat. TAK TAK det gør indtryk og giver mig varme i hjertet. Vi kan ikke alle være enige om hvordan man ønsker at takle ting, eller hvilke forventninger man har, men det er berigende for mig at høre alles indput. Mange kærlige hilsener
    Henriette

    SvarSlet