30 november 2010

Eet skridt frem og to tilbage ( rapport fra afd psyk #7 )

 

 

De korte nyheder:                       ( der endte med alligevel at blive lidt længere hihi)

 

Natten til idag og det meste af tirsdagen, har været så rædselsfuld at det faktisk ikke kan beskrives, men kort sagt kan jeg nu forhåbentlig se frem til ordentlig søvn, OG dermed mere af det overskud jeg SKAL have for at komme ud til det liv der venter. Dårlig kommunikation i mellem læger og personale endte med at jeg stod som patienten der gik helt i spåner. Og jeg mener HELT i spåner..  Rystende, grædende, bleg, slidt, nervøs og med ondt i maven, mødte jeg tirsdagen.  Og jeg gider ikke bliver MERE syg af at være her. Hvad fanden skal det hjælpe??

 

En lægesamtale senere, hvor jeg redegjorde for min oplevelse og hvad jeg iøvrigt forventer af mit ophold her, fik rettet op på den miser, men den har kostet både fysisk og psykisk. Værst er det sidste, for jeg var jo faktisk begyndt at føle en vis form for ro og optimisme. De seneste døgns oplevelser fik banket mig godt og grundigt tilbage til square one og nu må jeg forfra igen..

 

Der er langt en plan for hvad og hvordan jeg skal arbejde med tingene og den er jeg tilfreds med. Eneste hage er at uanset hvor meget jeg arbejder og slider med mig selv, vil det ikke speede sorgen op og dermed UD af mit system. Det tager den tid det tager..  desværre.

 

Jeg har lært nogle meget vigtige ting trods alt:

 

ALDRIG ALDRIG at give mig selv så 100% igen.

Aldrig at stole så 100% på kærligheden igen.

Aldrig at give køb på min egen sikkerhed i form at bolig og den slags, uanset hvor meget nogen skulle påstå at de elskde mig og ville mig.

Aldrig at forlade mig på, at det der bliver sagt holder i svære tider.

 

 

Lyder jeg bitter, er det ikke det jeg her prøver at formidle. Det handler om at denne oplevelse kan jeg simpelthen ikke tåle psykisk nogensinde igen. Aldrig har angst været en del af min diagnose eller mit liv før nu. Angst er noget af det værste jeg har oplevet i denne verden af psykisk lidelse. Jeg VED at mange ved hvad jeg taler om, når jeg siger at den er ødelæggende. Det skæve her er at man for det meste lider af angst for udefrakommende ting, og kan finde trygheden indefor hjemmets fire vægge. Min angst er skabt netop der hvor jeg skulle være mest tryg, så hvor går jeg så hen??

 

 

Jeg har kun mig selv og mine børn og mine forældre at stole på og tage mig af. Deres kærlighed er tryg og konstant, UANSET hvor syg jeg bliver i perioder.

 

Indtil videre pisker tårene stadigt ud af mig, og som Lavendel så godt har beskrevet, så ved jeg da nu lidt om den proces der venter mig. Jeg glæder mig til fasen der handler om vrede.. Jeg trænger til at tæske løs på et eller andet.

 

Over and out ;)

29 november 2010

Sikke en mandag ( rapport fra afd psyk #6 )

 

 

 

28112010094_resize

 

 

 

Midt i bunken at sten henne ved den smeltede sne omkring varmeristen, der fandt jeg  jo et hjerte på min gåtur i går.

 

Desværre var det ikke mit, og heller ikke min elskedes. Hans hjerte er uden for rækkevidde, og MIT er ikke lavet at sten..  desværre.

 

Mit hjerte er lavet af det blødeste matriale, varmt, sart, pulserende og fyldt med så mange følelser at det er sprængt. Det kunne ikke rumme mere.

 

Nu går jeg så rundt her på afd, og prøver at finde alle stumperne, forsøger bid for bid at lime skårene sammen igen. En svær proces for hver gang jeg syntes jeg har fundet en lim der virker stærk nok, så går det fra hinanden igen et andet sted. Krakelerer og sprækker, og ud siver der tårer i stride strømme. De følges ad med de ord, der er blevet gemt derinde og som jeg har værnet om med kærlighed og stolthed fra den første dag. 

 

***************

 

I dag har været en af de grimme dage. Jeg er blevet udfordret af planen for min helbredelse, af mangel på søvn ( det er mere end 24 timer siden), af udsigten til en kold tyrker for at få den helende søvn tilbage fra medicinens lænker. Som timerne er gået er jeg blevet mere og mere sårbar og udmattet, og nu sidder jeg her..

 

Et varmt  bad og en gevaldig tudetur senere. Der er talt og fortalt, rådet og tøvet og serveret the i min kop. Hvor meget af det jeg husker i morgen er uvist endnu, om jeg får sovet denne nat er næste stensikkert tvivlsomt, om jeg står i morgen igennem er nok mere sikkert, for jeg kæmper.

 

FOR SATAN HVOR JEG KÆMPER..

 

Og FOR SATAN hvor jeg savner..

 

28112010096_resize

Forrygende søndag, men så…( rapport fra afd psyk #5 )

(Beklager den forringede billedkvalitet, men jeg har jo heller ikke noget rigtigt kamera længere..)

 

28112010086_resize

 

Søndag var en god dag, trods den totale mangel på noget, der bare mindede om en adventskrans her på afd. Den nåede ikke at blive fremstillet, og når den engang kommer på plads, vil det være med en form for elektriske stearinlys!!  Hmmm  Ingen har åbenbart endnu opfundet et kalenderlys der ikke er levende :( Så det må vi undvære.

 

Nå, men jeg var vågnet tidligt, og allerede ved halv nitiden klædte jeg mig på med forhåndenværende varme fra min medbragte garderobe. GODT man er strikker, så to sjaler, een sweater og et par vanter senere tog jeg de første skridt på en vandring i området ved hospitalet.  Da det jo var en god dag, blev det hurtigt til en ekspedition efter smukke eller interessante detaljer. Min tanke var at selv om jeg befinder mig et møgkedeligt sted, behøver det hele jo ikke være det. Se bare her:

 

28112010061_resize  28112010103_resize

28112010107_resize  28112010102_resize

 

28112010105_resize  28112010108_resize

 

Også bygningerne gemmer på både smukke og fine detaljer:

 

28112010075_resize  28112010080_resize

28112010085_resize  28112010097_resize

 

 

Jeg fandt et hjerte og flere fuglereder:

 

28112010094_resize  28112010084_resize

 

 

Et kig ud til den virkelige verden:

28112010064_resize  28112010072_resize

 

Og til sidste skal I se at jeg har bygget min egen lille snemand. Billedet er fra i nat.. ( ja ja, jeg har ikke sovet. Altså som i SLET IKKE..)

27112010056_resize

 

Da jeg kom hjem igen var der helt uden at jeg opdagede det gået mere end en time. Jeg var stolt og glad, for at have gjort det så godt.

 

Derfra fortsatte jeg med min første lysbehandling, og noooojjj hvor er det dejligt at sidde foran sådan en lampe. Jeg får en time ( det handler lidt om afstanden fra lampen og til mit hoved ), og i den time skal jeg bare sidde med front mod lyset, og jeg kan enten strikke ( som i går), eller skrive ( som lige nu) . Jeg håber sådan det hjælper, og er spændt på hvornår og om jeg kan mærke effekten.

 

Ligeså dejlig en dag jeg havde, ligeså en forfærdelig og gyselig nat har det været i nat. Som et lyn fra en klar himmel, ramtes jeg af de realiteter som jeg jo lever i og med. Sorgen dukkede op igen, og tankerne om alt det jeg føler jeg har mistet fik tag i mit hjerte. Jeg VED med min fornuft at jeg skal flytte og at jeg skal gemme min kærlighed væk til en anden go’ gang, men mit hjerte… det kan ikke rumme det. Så jeg har vandret, røget, vandret igen, siddet på min pilatesbold og forsøgt at finde fodfæste, drukket kamillethe, strikket, vandret, og mest af alt har jeg bare tudet tudet tudet. 

 

Det mærkelige er at jeg stadigt KAN græde, for jeg husker udemærket der hvor jeg føler mig svigtet, og dermed burde være lettet over at det nu er slut med det.

 

 

Men er der ikke noget med at BURDE er død??

27 november 2010

Medicineringens svære balancegang ( rapport fra afd psyk #4 )

 

 

GODT SÅ!

Det kan jeg så sige herfra i dag. Der er nu to typer medicin jeg absolut IKKE har godt af, meeeeen der er jo mange mange andre slags at vælge imellem. Som fra en bolsjekrukke skal man stikke hånden ned i udvalget, og finde liiige præcis det “bolsje” der “smager” godt..

De er mægtigt obs på herinde, at jeg har haft et uhensigtsmæssigt søvnmønster de senere år, og at det også kan være en faktor omkring depressionens tag i mig. For at sige det som det er, så har jeg generelt svært ved at hømme mig selv i kassen om aftenen, og når jeg endelig er der bliver det sent før jeg føler lyst til at sove. Trods det har jeg for det meste alligevel været vågen enten sammen med John kl seks morgen, eller allersenest når han kyssede mig farvel ved syvtiden. Så har jeg været vågen et par timer eller tre, har derefter sovet lidt igen, været vågen, sovet lidt igen og så…  jahhh, aftentid og så tager vi turen igen.

Det er blevet mig bemærket at DET skal laves om. NU!    Jeg klapper hælene sammen og gør honnør med ordene JAVEL Fru Læge. 

Ej, jeg kan godt selv se det. Det er ikke godt for hverken krop eller sjæl, og jeg vil faktisk rigtigt gerne have nye døgnrytmer og system i mine hverdage. Det der med medicin til at falde til ro på og til at sove på og til at slappe af på og til guderne må vide hvad mere, kan være ret så tricky. En balancegang omkring for meget og for længe, og for lidt i for kort tid. Jeg selv hader stadset, men måtte jo ty til det beroligende en tre ugers tid inden jeg blev indlagt, for simpelthen at kunne standse bare lidt af de indre rystelser. Desværre bliver man/jeg M E G E T hurtigt afhængig af det, og allerede da jeg kom herind, var kroppen hooked. Det betyder at pillen virker når man tager den, MEN allerede efter fire timer ophører effekten og resten af natten består af konstant vekslen mellem at sove og vågne, sove og vågne indtil jeg til sidst står op.

SÅ altså..  det blev besluttet af en enig bestyrelse ( mig, læge og kontaktperson), at jeg skal vænnes fra Benzodiazepinerne, og i stedet ha noget andet, for jeg har voldsomt brug for den nattesøvn, og er endnu ikke stabil nok til helt at stå af piller der hjælper på det, endnu.

Onsdag aften var så aftenen  hvor jeg skulle prøve noget andet, og jeg fik ordineret et alternativ som i kombination med nedtrapning af sovepillen, skulle give mig en god nattesøvn. DET må man så sige at jeg fik! MED bonus faktisk, i form af hævede fødder, hænder og øjne jeg ikke kunne åbne næste morgen, TOTALT svævende fornemmelse, og en form for handlingslammelse der bla fik mig til at være helt zombieagtig. Den fornemmelse forsvandt først langt ud på eftermiddagen torsdag. Så det blev besluttet at det skulle vendes med den søde lægedame fredag formiddag, og her kom bolsjekrukken så frem igen , og et andet præparat kom på bordet. Denne gang en pille, der skulle indtages et par timer før sovetid, og som skulle virke på samme måde, som når man naturligt bliver mere og mere tændt på at gå i seng for at sove til normaltid.

Javel Ja.

Her er det at jeg må indrømme, at jeg nu tager en alm afvænning med hvad deraf følger af uregelmæssig søvn, men i samråd med en anden snild lægedame bliver det ikke før jeg har det rigtigt godt igen. For sove det SKAL jeg altså gøre i helbredelsesprocessen.

Det der hændte fredag aften var som følger:

Jeg skulle tage en pille ved titiden, men allerede halvti blev bolsjevognen kørt rundt på afd, så jeg tager bare hele bundtet og erklærer at en halv time fra eller til, må være lige fedt. Om jeg bliver træt halv tolv eller tolv.. Potatoes potaatoos ik . 

NOT!

Præcis et kvarter senere fik jeg voldsomme vanskeligheder med at færdiggøre et skriv på facebook, min mund kunne ikke få ordene ud ved tale, jeg blev svimmel helt ud i det vanvittige og havde jeg ikke vidst bedre, ville jeg sige at jeg havde fået en ordentlig brandert på. Jeg snøvletænker så at jeg hellere bare må lukke computeren og sove, så jeg kører sengen tilbage til liggeposition,men da jeg lukker øjnene har jeg de vildeste lysglimt der ligesom eksploderer som en blitz inde bag lågene. En million billeder suser forbi mit indre øje, farver og lyd kører rundt i psykedeliske mønstre. Hmmm tåger jeg, men bliver bare liggende. Kan faktisk ikke andet, for stå på benene er lodret helt umuligt. Ved titiden kommer sygeplejemanden så ind for lige at chekke om pillen er begyndt at virke..

MMTTJOOOO siger jeg..

Hans bekymring når nye højder, da jeg også begynder at ryste helt ukontrolleret og fryse som på arktis uden kluns på kroppen. Jeg får mere tøj på og ekstra tæpper på sengen, varmen bliver skruet op i radiatoren og en læge bliver tilkaldt. På det tidspunkt er mit blodtryk begyndt at falde og det bliver det ved med i timevis. Hele natten til lørdag bliver altså en nat med halvtimelige check af hjerte og blodtryk, servering af saft og youghurt, mere check og så lige lidt mere. Gentagne lægebesøg og personalet der kigger til mig hele tiden.

Det siger sig selv, at jeg var fuldstændigt færdig her til morgen ( lørdag), og denne virkning aftog først langt ud på eftermiddagen. Jeg blev beordret til at blive i sengen og ikke stå ud ved egen hjælp indtil ved frokosttid. Derefter havde jeg igen fået skiftet den askegrå kulør i ansigtet ud med en mere lyserød en af slagsen, og jeg insisterede på at gå en lille tur. Ude i bilen har jeg nemlig fået mig et lager af mælk og andre kølevarer, som ikke må stå i afd. køleskab. ( Det er noget med sundhedsstyrelsen!!) Mig ud i sneen, finde mælk og andet frem, pløje mig en tur igennem snedriverne og hjem igen, hvor jeg derefter tog fat på at skovle sne fra terassen og bygge mig en mini snemand på bordet. Alt sammen i forsøget på at få skidtet arbejdet ud af kroppen.

27112010041

Den sidste jeg mærkede til den syrede pille, var gevaldige efterrysteture, hjertebanken og småpanik, så en beroligende måtte tage det sidste og NU

…Er jeg mig selv igen… Lidt småtræt og ør i kasketten, men ok og totalt chilled hihi.

 

 

 

Jeg tænker at det måske er ok at vi dropper flere eksperimenter for denne gang??

26 november 2010

Lidt jul…

 

 

 

Mine unger i '96

 

 

Ja jeg har jo ikke rigtigt noget hjem at pynte op i, men så kan jeg da heldigvis pynte op her.  Har fedtet lidt med det i en tid, og nu gider jeg ikke mere, men her er da også fint nu, eller hvad..?

25 november 2010

At stå stille midt i ræset ( rapport fra afd psyk #3 )

 

 

 

SNC17270_resize

Inden jeg fortsætter min beretning, er det vigtigt for mig at sige TAK til alle jer der hænger på her. TAK for alle kommentarene, der får mig til at fortsætte og føle, at det har en betydning hvad jeg fortæller. EKSTRA TAK til de nye/ukendte læsere der også har skrevet. Til jer kan jeg tilføje, at det glæder mig rigtigt meget at I har været her, og at I har skrevet til mig.  Jeg skriver til jer alle sammen i eet, for jeg kan ærligt ikke overskue at svare hver enkelt fra hvert indlæg lige for tiden. IKKE at det skal misforstås som at I skal holde op med at kommentere…  Tværtimod. Jeg suger hvert et ord til mig og bruger dem til at overbevise mig selv om at jeg ikke skal opgive. Så skriv skriv skriv til mig, det hjælper og varmer mit hjerte.

***********************

Jeg befinder mig et sært sted nu. Mentalt altså. Midt i mylderet af liv fra den verden der omgiver mig, står jeg selv helt stille og ligesom mærker et pust, der gør mig opmærksom på at jeg netop gør lige det: 

STÅR STILLE.

Det er et ubehageligt sted at stå, nærmest som om jeg er hægtet af livet for en stund. Det bliver forstærket af den tid, der allerede nu demonstrerer sig selv allevegne. Om nogen har jeg jo været fuldstændigt overbevist om, at ingen jul skulle eller kunne være mere trist end den jeg/vi oplevede sidste år. Jeg har været fast besluttet på at lade mig føre med af  juleånden, lade den erobre vores fælles hjem, med bagværk, kranse og lys. I familiens ånd, med tanke på at oprette traditioner der skulle være helt vores egne, til glæde for min elskede, ungerne og for mig selv.

Nu sidder jeg her..  Forvirret og handlingslammet. Og jeg aner ærligt talt ikke hviket faktum der reelt gør mig så trist:

Depressionen?

Chokket over at miste mit fundament, og mit liv med manden jeg troede jeg skulle dele mange år endnu med? 

Håbet der nu ikke længere er der, om at jeg stadigt var elsket nok til at række videre ud i fremtiden, udover sygdommens tag i mig, og indtil Henriette var tilbage igen?

Julen, der repræsenterer nærvær og familietid?

Livet jeg kan se ræse afsted derude lige foran døren til hospitalet?

eller

Mørket der hvis jeg var hjemme ville betyde masser af tændte stearinlys, varme og hygge, men som her bare er vintermørke og intet andet.

En anden ting der påvirker mig selvom det ikke burde gøre det, er det at jeg simpelthen ikke kan rumme i mit hoved, at jeg slet ikke længere betyder noget for min nu ekskæreste.  Det burde ikke betyde noget ved det af, at jeg aldrig har været vant til at han ringede til mig. Det har han bare aldrig praktiseret, med mindre der har været en praktisk grund til det, så hvorfor skulle han så få den tanke at ringe lige netop nu?  Nu er jeg ikke engang hans elskede længere, så nu er der jo SLET ingen grund til at interesseres sig for om jeg er ok. Ingen grund til bekymring eller omtanke. Men jeg kan bare ikke forstå det.

Jeg VED at det sikkert også er hans måde at distancere sig fra mig på, at komme videre, men alligevel. Det er faneme underligt! Og jeg føler mig fuldstændigt betydningsløs og tilintetgjort som menneske, men jeg ved godt at er man færdig med at føle noget for nogen, så gælder det hele vejen rundt i registret. Man er simpelthen

 

HAMRENDE LIGEGLAD.

 

 

Det bliver jeg vel også selv en dag..

24 november 2010

Helt og aldeles tom ( rapport fra afd psyk #2 ) (( og lidt strik))

 

( beklager genbrug af foto, men jeg må jo ikke fotografere her)

 

SNC17219_resize

 

Vi er nu nået til den 9. dag på afd, og  jeg har været mange stadier igennem. Hele følelsesregistret lige med undtagelse af vrede.

 

Jeg ved ikke hvad det er med den vrede?

 

Vi kan ligesom ikke sammen. I det små… jojo så går det fint, og jeg kan blive sur over et eller andet, men den udrensende vrede, den der burde være en selvfølge nu, hvor jeg har ro og fred til at få sat årene og sårene i system og derfor også kan se, at jeg har været alene langt hen ad vejen i kampen for, at kærligheden skulle overleve, og for at jeg som menneske skulle få det godt igen, efter julen sidste år, den vrede kan jeg slet ikke finde frem fra mit indre.

 

Jeg har da hele tiden vidst ( jeg er jo dog en voksen og også livserfaren Quinde ), at der var ting og tegn i retning af, at min kærlighed var for stor i forhold til det jeg modtog retur. Men trods den voksnes klogskab, så har jeg også som en uerfaren ung pige troet på at kærligheden var der i de perioder hvor angsten ikke tog over, at det bare handlede om tid pga alle de belastninger og problemer vi har været plaget af. At kærligheden var stor nok, til at kunne række over de problemer og tage min hånd for at vandre videre i livet, når der igen var ro i lejren. Jeg selv skulle have været i behandling længe før nu, men så...   Jeg bliver rask og klar igen, men toget er kørt. Jeg fik ikke nogen billet til den videre tur ind i fremtiden med kæresten.

 

Det var det med vreden..

 

Jeg ville ønske at jeg kunne være vred. Vred over at jeg ikke ved hvor længe jeg har gået i angsten, uden at vide at den var velbegrundet. Vred over at den angst og frygt jeg har udviklet, ikke er blevet mødt med kærlighed og forståelse, og frem for alt viljen til at hjælpe mig af med den igen. Istedet for at få bekymringen til at forsvinde med masser af samtale og viljen til at hjælpe mig med de ting der var svære for mig, er der istedet lagt brænde på bålet ved yderligere handlinger, som har fået hele mit system til at accelere i panik og frygt.

Jeg burde være så vred, skuffet og led ved, at jeg har givet min kærlighed ubetinget, vred over at vi dybest set aldrig fik en chance, da først vi boede sammen. Betingelserne var umulige, den store knægts ihærdige indsats for effektiv og den faderlige evne til at sige STOP SÅ  for ringe, pladsen for trang og min psyke for skrøbelig, og kommunen for sløv i optrækket da vi første gang rakte ud efter hjælp.

 

VRED VRED VRED…

 

Jeg er bare ikke vred. Kun tom som en tønde efter sømænds besøg hos kromutter. Jeg føler ingenting. kan sagtens grine af en vittighed, tude af sorg og savn, blive irriteret og bitter, men det hele varer kun kort, og jeg fyldes igen af denne underlige ingentingsfornemmelse.  Hvad skal jeg i det hele taget føle?? Lettelse over at jeg nu er ude af cirkuset? Eller sorg over tabet af det jeg troede på?  Vrede? Bitterhed? Hva? hva?hva?    sig mig det, for jeg kan ikke selv frembringe andet end det store rungende ?????

 

**********************************

 

Ellers går det fint på afd. Som søvnløs har jeg det privilegium at jeg kan sidde under en GRANDE parasol, pakket ind til tænderne i sjaler og tæpper, ryge mine giftpinde og drikke kamillethe, imens jeg lytter til nattens stilhed, regnen der siler eller sneen der falder så tyst.  Det er et dejligt øjeblik for mig, derude under stjernerne, med ro til at mærke mine egne følelser, om de så er helt væk, eller fylder mig med minder der gør mig ked af det.

Her er stadigt drama ind i mellem, og  jeg vil her benytte lejligheden til at sende en hilsen til alle landets plejere og andet godtfolk på de psykiatriske afdelinger. De kommer faneme ikke sovende til deres løn. Samtidigt med at de skal være der for patienterne, og det er de som oftest, så skal de sørge for maden, jounalerne, “underholding”, mandsopdækning til patienter der kræver det, koordinere og ikke mindst…

Trække vejret.  Phewww siger jeg bare. GUD BEVARE DANMARK OG SYGEHUSPERSONALET.

 

 

 

 

SNC17827_resize

SNC13302_resize2

 

Jeg har roen i mit eget værelse, og vil her til slut fortælle at når det handler om strik er jeg virkeligt kommet i vælten som et orakel og et talent. En status jeg ikke selv mener jeg fortjener, men faktum er at der meldes om udbrud af voldsom begejstring, især over mit Kaunisjal i mange farver, men også over at jeg har strikket min hoodie, at jeg i det hele taget har strikket de ting  jeg har, og at jeg nu har kopieret en købt cardigan og bare strikket den på slump og efter gehør.  Og så er jeg forresten gået i gang med endnu en udgave af den sweater fra Wilfert fra sidste måned. Denne gang i grå og med planer om spændende ændringer.

 

Ved I hvad derude…?

 

Jeg HAR fortalt dem, at der her i blogland og på Ravelry findes tusind gange bedre strikkere, men JEG er ikke den der afviser ros for tiden. Og masser af den :-)

 

HIT ME!  siger jeg bare

19 november 2010

How to remain sane ( rapport fra afd psyk #1 )

 

 

Det er fredag aften på afd psyk.

 

Efter nu fem dage i tryg varetægt, sidder jeg her og skal igennem min første fredag i mit nye liv uden min elskede. For at sige det som det er, så er det så smertefuldt at jeg hellere vil føde en hest på tværs, end at opleve dette nogensinde igen.

 

Hjertesorg, indlagt, fredag aften, november, og helt alene.

 

“How to remain sane” ? , spørger The Ark.   Tjaaaa…

 

Jeg tager helt bogstaveligt eet minut ad gangen, imens jeg skæver til den mobil der pludseligt er blevet min livline til fornuften udenfor disse fire vægge. Problemet er jo bare at den eneste der IKKE ringer, er ham jeg allerhelst vil høre fra..

 

Vi tager lige remsen fra en ende af, så er det overstået for jer derude for denne gang:

 

Jeg savner HAM

Jeg savner mine børn

Jeg savner HAM

Jeg savner mine små pelsede basser

Jeg savner HANS hænder, som er de smukkeste og tryggeste i verden

Jeg savner mit tøj

Jeg savner HANS favntag som indtil for fjorten dage siden holdt mig så tæt hver eneste nat

Jeg savner mit hjem ( som nu ikke er mit mere..)

Jeg savner HANS duft på puden ved siden af min

Jeg savner mine støvler og sko

Jeg savner at HAN kysser mig godmorgen

Jeg savner den Henriette der var, og som er gemt et sted inden i min sjæl.

Jeg savner HANS krop som er den smukkeste jeg har haft i mine hænder nogen sinde.

Jeg savner mine varme tæpper

Jeg savner det blik som HAN så på mig med,   engang..

 

MEST af alt så savner jeg hele 2008 som var det lykkeligste år i mit ellers bøvlede liv. Savner euforien, glæden og lykkefølelsen.  Savner løfterne om en dejlig fremtid.

 

Hvad jeg ikke savner, er alle de bekymringer og den smerte der har fyldt for meget i 2009 og 2010. Problemet er, at jeg har elsket ( alt for meget) og PÅ TRODS af alt, hvorimod min elskede ikke har magtet at gøre det samme. Ikke magtet at elske mig på trods af sygdom, venners manglende støtte og svære tider. Det kan også blive FOR svært, det ved jeg. Der er grænser og man må stå af når man begynder at svinde ind selv.

 

Bare noget lort at jeg ikke har kunnet stå af selv, da jeg begyndte at svinde…

 

 

Godt så!

 

Hverdagen her på afd er ellers ikke kedelig. I går torsdag blev jeg bogstaveligt talt herset ud af min søvn og seng, tidligt om morgenen fordi en anden og mere dårlig patient skulle bruge stuen. Jeg lå i forvejen på et afsnit der ikke hører til Vanløse, så på ti  min var jeg selv og mine ejendele smidt i pose og sæk, og transporteret til naboafd, hvor en ny stue ventede. I alt det kaos jeg føler indvendigt var det ikke lige det fedeste, men sådan er det. Nu er jeg beboer af den kæmpeste stue i afd med eget bad og toilet. Umiddelbart lyder det jo mægtigt, der er bare det at når man er i en konstant følelse af utryghed, forladthed og ensomhed, ja så ku jeg nok ha ønsket mig et værelse nærmere på størrelse med et kosteskab. Men igen.. sådan er det.

 

Her er patienter af enhver art, hvoraf flere giver ordet lukket afd helt ny mening..  Det kræver en stærk psyke at være indlagt på psykiatrisk afd! 

Bare så I ved det derude. Det er IKKE for sarte sjæle eller folk med tendens til tics.

 

Jeg selv har min kugledyne. Jeg har mine smøger, som desværre ikke bliver lagt på hylden, som planlagt inden for nærmeste fremtid. Jeg har mine Paranødder som jeg kæmper for at indtage ( min appetit er pist borte, og jeg har ikke indtaget fornuftig føde i en uges tid nu). Som et andet egern sidder jeg og nipper små bidder af den fordømte nød, skyller ned med vand og håber at det bliver hvor det skal i min mave. Musik kan jeg slet ikke rumme, da alt musik minder mig om kæresten. Det samme gælder film, og faktisk også denne computer jeg sidder ved nu, og allerværst… strikketøjet.

At strikke har været noget der i den grad har hængt sammen med vores liv i fællesskab, fordi jeg ikke strikkede før jeg mødte ham. Jeg håber at lysten kommer tilbage, indtil videre kigger jeg bare på det.

Iøvrigt blev alt taget fra mig den første dag, og strikkepindende var stort NO NO. Ligeså saksen i tasken, nøglesnoren, ledninger, plastikposer, glasset med Nescafe og snore i tøjet.

 

Jo jo der bliver som sagt passet ret så godt på mig her. Jeg har dog jo fået det hele tilbage igen, incl kaffen der nu befinder sig i en plastbøtte med låg. Vandet må jeg ikke selv koge, men hvad fa’en :) Jeg må ikke gå løs uden ledsager og der er hegn omkring hele arealet. Det er dog ikke strømførende..

 

For at fokusere på andet end min sorg, har jeg brugt min formiddag på praktiske ting. Talt med boligselskaber og  kommune, meldt mig på Boligportal.dk, og overvejet om jeg skulle oprette en gruppe på Facebook til støtte for Rasmus og Henriettes nye liv. Formålet skulle være at mennesker med ejendele vi mangler nu, meget gerne måtte donere… Men jeg syntes det lyder lidt søgt så det blev ved tanken.

 

Nok for nu, jeg vender tilbage næste gang jeg har ord til bloggen.

17 november 2010

Mobilt netværk til låns

 

 

Kære allesammen. Jeg har lånt et mobilt netværk af Josefine, for det ligger mig meget på sinde at fortælle om status og ikke mindst takke for jeres støtte og opbakning.

 

Jeg er blevet indlagt på en lukket!!! afd, da personalet mener jeg er alt for nedtrykt til at kunne overlades uden overvågning. En underlig men også utroligt tryg fornemmelse. Da jeg har mine to børn som jeg elsker og skal passe på, kunne det aldrig falde mig ind at gøre noget dumt, MEN jeg har helt klart givet udtryk for en lyst til bare at sove sove sove.

Jeg bliver holdt øje med, nurset om, passet på, og talt med til den store guldmedalje og som da jeg første gang lå her ( 1999 og igen i 2000 ), er dette hospitals psykiatriske enhed vældigt kompetente og obs på behovet hos den enkelte patient.

Jeg fik feks med det samme udleveret en kugledyne, fordi jeg er så forbandet utryg når jeg skal sove. Jeg har svært ved at finde hvile og ro, og dynen fungerer som et kæmpe kram. Til dem af  jer der ikke ved hvad en kugledyne er, kan jeg sige at det er en dyne ( nemlig selvfølgelig) MEN den er fyldt med bolde der tilsammen vejer noget der ligner et ton, men nok nærmere er omkring 10 kg. Når jeg ligger med den ovenpå den alm dyne ( som er pergamenttynd!! ØV), så føles det som om nogen holder om mig, og samtidigt hjælper den til at jeg kan mærke min krop. Det er nemlig svært når man mister sig selv.

 

Behandlingens fokus går først og fremmest på at få mig op at stå igen. Dertil kontrolleres medicinen, jeg bliver tilbudt samtaler af enhver art, både kognitive og fra psykolog og heldigvis er min faste psyk  jo knyttet til hospitalet, så hun kommer her til mig og hjælper.

Af de samtaler der har været indtil nu, hvor jeg er blevet detaljeret udspurgt om de senere års forløb, og især om sidste juls oplevelse og de efterreaktioner der har været, har lægerne vurderet ( og jeg er enig) at jeg i hele dette år har gået rundt med noget henad post traumatisk stress. Symptomerne der handler om vild angst for at blive forladt, problemer med at trække vejret, indre konstant uro, panik ved uventede situationer, OG så den bekymring der har været i forbindelse med Josefine og Rasmus, alle er faktorer der har bragt mig her hvor jeg er nu.

Så der er sat gang i, at jeg skal til at genfinde Henriette, få bugt med frygten, og opbygge overskud og glæden igen.

 

 

Hvad der sker fra nu og frem omkring bolig og økonomi ved jeg ikke, men for min egen skyld VIL og MÅ og SKAL jeg arbejde på at få mig selv tilbage. Tilbage til hende der kunne trække vejret selv, uden at suge al luft ud af sine omgivelser.. Tilbage til hende der havde lysten til at passe på sig selv og sin verden.

 

Ingen aner hvor meget det har betyder og betyder at jeg mærker omsorg her fre blogland. Jeg kan kun sige at det betyder KÆMPE for mig.

 

Knus til alle for denne gang.

15 november 2010

Indlagt

 

Jeg ved ikke hvornår jeg kan komme til at skrive igen, men jeg bliver indlagt nu her til aften. Min elskede har som jeg har frygtet i nogen tid, indrømmet at han ikke orker mig mere og at kærligheden og begæret er borte..

 

Vi “ ses” igen når jeg kan stå oprejst igen.

10 november 2010

Bivirkningernes helvede

 

 

 

SNC13263_resize

 

Siden jeg i forrige uge endnu engang blev sat op i dosis, er der sket noget inden i mig  jeg ikke har haft nogen kontrol over. I første omgang mærkede jeg ikke voldsomt meget til nogen forandring, det er ligesom kommet snigene og har omklamret mit sind, med mere og mere kraft og i går gik det helt galt.

 

Ud på eftermiddagen var det så slemt, at jeg lå rystende, grædende og fuld af panisk frygt i min seng. Time for time accelererede farten og mængden af grufulde tanker og billeder indvendigt. Alt det jeg går med til hverdag og som jeg har nogenlunde styr på ( n o g e n l u n d e …) blev så overvældende at jeg næsten ikke kunne trække vejret, og sjældent har jeg haft det så rædselsfuldt. I hvertfald ikke siden jeg var indlagt og det er nu 11 år siden.  Hvad der er fantasi og virkelighed flyder sammen og bliver til eet, så forvirring og desorientering er resultatet.  Rækker af sætninger der alle handler om, hvor frygteligt det er at være i mit selskab og hvor belastende det er at leve med en psykisk syg, gentages om og om igen. Ord der er sagt og som jeg ikke har kunnet opfatte korrekt suser i mine ører. Billeder af ting jeg har oplevet og som har skræmt livet af mig, viser sig for mit indre øje i skarpe farver der får mig til at frygte endnu mere. En sorg så overvældende at den slet ikke kan rummes, fylder mit hjerte og får kvalme og tårer til at stige og flyde over.

 

Rasmus var hjemme, så jeg gemte mig under dynen. Syntes ikke jeg kunne lade ham se sin mor gå helt i spåner, men han er jo ikke dum og det var da også ham der til sidst  insisterede på at jeg ringede efter hjælp. Jeg ringede til en veninde, der hjalp mig. I første omgang med at få fat i John, som jeg heller ikke turde ringe til. Jeg har fået den ide ( fantasi eller virkelighed??  ), at jeg snart har brugt hans kærlighed helt op, så jeg var virkeligt bange for at forstyrre ham på jobbet. Veninden tog affære og fik John hjem til mig. De beroligende piller jeg ellers viger fra, blev slugt og  jeg har nærmest sovet lige siden. En livline blev givet til Rasmus så han har nogen at tale med, hvis det bliver for meget for ham, og i dag har jeg så fået talt med min læge. Alt dette fordi jeg bare IKKE vil indlægges igen. VIL IKKE. VIL IKKE.

 

Det viser sig, at en bivirkning af medicinen, kan være forværring af de symptomer man skulle have styr på!

 

Indtil den rette dosis er fundet og kemien er på plads i kroppen, er der altså en reel risiko for at man bliver endnu mere syg i pæren end man allerede er..  Ku have været fedt at være forberedt på INDEN jeg gik igang for nu næsten en mdr siden  :(

 

I dag har jeg derfor været indhyllet i en tåge af afslappet og sløv tankevirksomhed. Fint nok efter næsten en hel uge uden søvn, men noj hvor jeg hader det. Hader at være sløvet og bedøvet, hader at være besat i mit hoved af tanker der ikke lader sig normalisere, hader ikke at kunne kende forskel på sandt og falsk, hader at jeg med det her udsætter mine kære for al denne uro jeg skaber.

 

Men mest af alt hader jeg tankerne der handler om, at jeg slider mig selv op. Og dermed også slider min elskede op. Måske til et punkt hvor han bare ikke orker mere. Man ville ikke kunne bebrejde ham at gå kold en dag. Når jeg ikke kan rumme mig selv, hvordan skulle han så ku???

09 november 2010

Til alle jer der har skrevet til mig

 

 

 

Jeg har læst jeres hilsener til mig om og om igen. Det kan være svært for andre at forstå hvorfor det betyder så meget for mig, med tanker fra mennesker der reelt er fremmede for mig, men det gør det og det er I jo ikke. Altså fremmede..

Hvordan kan man være fremmed når man følger med i hinandens liv? Følger med i store dage og små, gode dage og dårlige, ser billeder fra hverdagsliv og begivenheder gennem året?  Ihvertfald er vi det ikke helt og lige nu har det stor betydning for mig, at den verden jeg ikke selv kan deltage så meget i, ikke forsvinder for mig. Derfor skriver jeg til jer her, med en kæmpe tak for ordene I har skrevet til mig.

Det skrevne ord kan jeg nemlig gå tilbage til, det kan jeg ikke med de sagte, da de forsvinder for mig. Især dem der er svære for mig at tage ind og forstå. Kropssprog og mimik er også forvirrende  og jeg bruger enorme resourser på at forsøge at tolke. Derfor er det skrevne så betydningsfuldt.

 

 

Jeg fik post i går. Med et håndskrevet og vidunderligt malet kort til. En lille pakke med kæmpe effekt. Fordi den kom så uventet og  helt fra hjertet af. Fra en kvinde der selv kæmper kampe med sindet.

SNC13335_resize

 

 

En anden kvinde her i blogland har taget initiativ til en juleleg, der skal være søster til påskelegen.       Den kreative pakkekalender. Jeg har gået og overvejet siden jeg læste om legen i sidste måned, for jeg vil så gerne være med. Være med i det fællesskab der følger af deltagelsen, være en del af de mange der på den måde kan dele og være spændte på overraskelser og sjov. Desværre har jeg ikke turdet melde mig til fordi jeg ikke aner om jeg har det godt nok lige præcis den dag, hvor jeg skal sørge for at poste min pakke til modtageren, og det ville jo være både forfærdeligt og pinligt at svigte i sådan en sammenhæng, men noj hvor er jeg trist over det. Jeg tror det kunne være godt for mig at være en del af den leg. Og så bliver jeg så glad når jeg får en gave ;)  Den jeg har fået af Mette har jeg ihvertfald fældet en tåre over, og jeg skal helt sikkert nyde både film og mandler helt alene senere. Kortet er fremvist til hele familien og nu skal det lamineres så jeg kan bruge det som underlag til min kaffekop.

 

 

Der findes engle. Jeg har hørt fra flere af dem i det år der er gået siden sidste december, så det er ganske vist…

05 november 2010

Sen nat og erkendelser

 

 

 

SNC13284_resize

 

Jeg kæmper for tiden. Dag og nat, uafladeligt og hele tiden, kører tanker, ord og bekymringer som en karusel inde i min hjerne. Den ene dag er jeg glad, den næste angst, den tredje i dyb sorg og forfra igen.

 

Jeg er næsten helt slidt op. Hudløs og sårbar. Over følsom og ekstremt sensitiv.

 

Det kører så meget, at bloggen IKKE kører lige nu. Den blog jeg holder så meget af, og som er min dør til verden, kan jeg ikke koncentrere mig om i mere end kort tid ad gangen. Jeg læser men kan ikke kommentere på noget som helst, og  jeg må derfor bare vente på at de ord der fylder og vil ud, handler om andet end det jeg gennemgår lige nu.

 

Behandlingen med den højere dosis medicin går som den skal. Den værste depression er lettet, men den anden sygdom, den altødelæggende og fortærende borderline æder mig op indefra og er i højeste gear nu. Faktisk har jeg helt mistet grebet om mig selv. Jeg kan ikke skelne mellem realiteter og fantasi, kan ikke “se” hvad der er virkelighed og “høre” hvad der bliver sagt, så det der sker omkring mig opfattes og tages ind på en forvrænget måde. Jeg sover ikke om natten, spekulerer og vender og drejer i forsøget på at finde ud af hvad det er jeg ser og hører. Overanalyserer og fortænker helt derhen hvor jeg udmattet bryder i gråd. Jeg tror ikke på nogen eller noget, kun eet føler jeg mig overbevist om.. at jeg vil blive forladt. Af min elskede, mine venner, min familie og jer derude. På et tidspunkt får verden nok af mig og min frygt bliver til virkelighed. Hvorfor jeg er så angst for det aner jeg ikke. Jeg kan jo godt lide at være alene, HAR levet alene  og HAR klaret mig selv helt fint, så hvorfor jeg nu nærmest ødelagt ved tanken? Og er det virkelighed eller hvad..? 

 

Jeg tror jeg holder her. Indtil jeg har styr på mig selv, vil der ikke være mange ord at læse her, men jeg vil muligvis lægge lidt billeder på i ny og næ, så jeg ikke forsvinder helt i blogosfæren. Jeg holder jo så meget af alle jer derude.  Og jeg VIL vende tilbage igen. Jeg VIL..

 

Knus

02 november 2010

Minor setback…

 

 

Weekenden har været hård. På alle fronter, i alle lag af følelser, fysisk, mentalt, menneskeligt og intellektuelt. Skolen på Lolland Falster blev besøgt. Rasmus og jeg  måtte alene afsted og det var en regulær kamp på hjemturen. Han var og er dog heldigvis begejstret, og glæder sig nu endnu mere til at begynde dernede.

I går var egentlig en god dag, jeg mærkede ikke så  meget til de to forrige dage, men i dag…

 

I dag har budt på kvalme, galloperende hjerterytme, træthed, sorg, åndelig smerte, udmattelse og fyldt med tanker der tærer.

 

Lommetørklæder, smøger og tv er mit værn mod det jeg ikke kan rumme, men det helbreder ikke. Det er kun bedøvende..

01 november 2010