Feberredning i 11. time

 

 

Den her flytning tager sgu prisen som den mest hektiske af slagsen. Ikke en pris jeg lige har gået og drømt om, men.. so be it.

 

 

I 11. time har jeg nemlig alligevel fået tilbud om hjælp, og med naboens søn som 2.mand med muskler, og hele TO trailere OG en vejrudsigt der lover tørvejr, ja så er jeg alligevel sikret en tungting flytning, som ikke koster en formue. En kæmpe lettelse er det, og jeg begynder at kunne se lys for enden af tunnelen. ENDELIG!

 

 

Jeg glæder mig til at få tid og ro igen. Langsommelighed. Eftertankedage. Stabil varme. En økonomi, som kommunen i fremtiden tager sig af. Glæder mig til at lege med farver, ganske som hende her:

Liselotte leverer inspiration så det basker på dette billede, og jeg giver pokker i pladsen, eller mangel på samme. Om jeg så skal tage gulvet i brug, så skal jeg ha puslet med mit legetøj igen. Garnet.. farverne. Og ideerne som følger af den proces.

 

 

Forinden vil jeg dog lade december indtage mit hjem ,som det nu kan la’ sig gi’ sig. Gå stille rundt og få huset til at blive mit, og emme af mig. Jeg vil tænde rå mængder af stearinlys. Indhente det forbrug jeg normalt allerede har fra sept, men som i år har været helt glemt. Eller ignoreret. Levende lys hjælper på meget i denne tid, og jeg har i mit hoved også planer om hvordan jeg kan/vil pynte pladsen foran køkkenvinduet ude i haven. Ideer fra Pinterest er noteret til udførelse lige om lidt. I min nye have og mit nye hus.

 

Levende lys i dec 2012. Brønshøj

 

Og ja.. jeg savner sgu min lille pelsede ven Fister virkelig meget i denne tid. Sender ham tanker dagligt faktisk. HAN ville have hadet de omvæltninger jeg har været ude i, i år. Vanedyr som han var. Og derfor er jeg også lykkelig for, at han trods min sorg over hans exit, ikke kom til at opleve det. Vi var to alen ud af eet stykke, han og jeg.

Fister fulgte mig overalt.

 

Nå, der røg jeg lige af sporet. Undskyld derude for min sentimentalitet og mit fjollede dyrehjerte. Det nytter ikke at ønske sig tilbage, eller bruge for meget tid på at forfalde til drømme om kæledyr. Jeg er nok bare lidt hudløs for tiden.

 

I morgen er endnu en dag og den skal forhåbentlig gå med at være mere frisk end i dag.

Om ikke andet har jeg da fundet mine strømper

 

 

 

Strømperne ja. Dem har jeg ikke kunnet finde siden jeg flyttede i maj. Har heller ikke ligefrem manglet dem, før her på det seneste. De var endt ude i spisekammeret!  I en skuffe!! 

Så udover varmere fødder, har jeg nu nogelunde overblik over hvor mange ture jeg skal ud på endnu. Og hvor meget jeg ikke selv KAN slæbe rundt på. Så er det på plads.

 

Jeg siger også TAK for de anvendelige tips fra havefolket, jeg ved nu hvordan jeg bedst bevarer mine frø og det bliver der taget hånd om lige efter 1. dec. DE står fint nu, men jeg skal hakøbt kaffefiltre kan jeg lissom fornemme hihi.

 

I vejkanten lige overfor min have står..

 

 

.. masser af strå, græsser og kløver. Det sjove er, at når man lige kaster et blik henover, ser det både kedeligt, tørt og stikkende ud på en varm dag som i dag, men .. kigger man nærmere efter er særligt de små kløverblomster faktisk både fine og saftige at skue. Fister ville have været ellevild af lykke hernede. Jeg siger det bare..

 

Lige nu er det virkelig mærkbart at jeg savner min lille kanin, og selve det at have en lille pelset kompagnon.

Jeg ved det.. jeg har sagt det før, men nu siger jeg det igen. Jeg savner min Fister gør jeg

 

 

Han ville være blevet et år nu.. og han ville have elsket hver minut af disse dages solskin

 

 

Piv snøft og suk..

Mens vi venter på at blive begravet i sne til halsen..

 

 

Ja det er da næsten lige ved at være sådan man tænker, når man om og om igen hører vejrprofeterne spå om fremtidens vejr.

 

Ej, noget tyder jo på at de får mere eller mindre ret om ikke andet så i, at vi får snestorm. Det blæser heeeelt åndssvagt lige her om mit gavlhjørne, og jeg glæder mig over, at mine småfugles mad er fortøjret godt og grundigt, for den står da nogle gange nærmest vandret i luften. Jeg håber bare at de små pjevser overlever kulden, for mad har jeg masser af til dem.

 

 

Apropos dyr, savner jeg ham her rigtig meget for tiden..

Min trofaste pelsede lille ven.  Heldigvis har jeg jo haft masser af andet at tænke på de sidste to mdr, men han er der. Han er der i form af tanker om, hvordan han nok IKKE ville have taklet det flytterod, som hersker her særligt godt. Han er der også når jeg sitter i sofaen, og et lille hår pludseligt dukker op fra gud ved hvor. Allermest er han der bare fordi. Fordi jeg savner ham. Han ville have elsket den nye have ligeså meget som sin mor ville han.

 

En time i solen på altanen..

 

 

 

 

 

  ..det er næsten verdens bedste medicin. Den kemiske del har søde bloggere hjulpet med at skaffe, og både mine engle og solen på himlen giver mig igen energi og jubel i hjernen.

 

Jeg elsker og har elsket den altan fra første gang jeg så den. At jeg nu får en have giver nye og helt andre former for grønne glæder, men jeg er helt bevidst om, at netop det at bo på anden har sin helt egen fordel. Jeg har udsigt og fordi altanen er bygget ind i huset, kan jeg sidde i læ hele året rundt. I både regn, blæst og sne har jeg fået dækket behovet for høj himmel, fugleliv og følelsen af frihed.

 

Jeg ved da godt, at der sikkert er masser af andre altaner rundt om i landet, som er ligeså gode, og alligevel er jeg overbevist om at denne min oase er den allerbedste i verden. INGEN altan kan måle sig, og jeg bliver bestemt trist ved tanken om at sige farvel til den. De mange mange timer derude sammen med Fister har været det allerbedste her.

 

Så må jeg videre i livet, og hvadskaldetblivetil er færdig

 

 

Jeg sørger. Det gør jeg altså, og det kommer til at tage lidt tid, men jeg må jo også videre. Jeg vil bare lige afrunde hele denne sørgelige oplevelse, med de sidste tårer jeg har fældet.

 

Strømmen stoppede på dag fire. Der ku jeg gå rundt og opleve, hvordan jeg havde perioder uden tanke for Fisters skæbne. En lettelse, men også noget som gav mig mega dårlig samvittighed, for jeg synes jeg skylder ham i det mindste at mindes ham, og ikke glemme..    Endnu har jeg ikke været ude på altanen. Kun et kort øjeblik en sen mørk aftentime. Jeg KAN bare ikke. Altanen er lig med os to sammen og dejlige timer, og jeg glæder mig over, at der er et par mdr til at jeg seriøst kan gå til den derude. Så langt så godt.

 

Mandag sad jeg og så programmet “ sådan er kærlighed”, og lige der midt i samtaler om at flytte sammen og hvad har vi, ja så har en af kvinderne et minde om sin fritgående hængeørekanin Fister!!!!  SÅ hylede jeg igen. HELT ærligt altså. Det er sgu da for underligt og utroligt. Af alle kræ og af alle navne og af alle måder af have dyr på, skal det lige være en “ bror”. 

 

I går gik det så galt i Netto, fordi det første jeg rammer er deres grønt og frugt afd, og der stod persillen så. Synet af det grønne, og mindet om at jeg IKKE længere skal hamstre til ham, det blev igen for meget og jeg måtte lige stoppe op lidt. Resten af dagen var jeg lidt væltet, og appetitten er stadig væk, men det går over.

 

Sådan vil det sikkert være mange gange endnu, men i dag er der gået en uge, og jeg er jo stadigt i live, så jeg har klaret det. Ondt i maven og hovedpine døjer jeg stadig med, men det kan også skyldes, at der nu kun er få dage til, inden jeg skal ind til skifteretten.

 

På den anden side…

 

Denne sidste sorg og bekymring har gjort mig endnu mere forstenet i mit hjerte. Jeg kan mærke det, og det er både godt og skidt. Godt fordi jeg fra den ene dag til den anden, blev hamrende ligeglad med de matrielle og økonomiske slag jeg skal kæmpe nu. Jeg kan ganske enkelt ikke hidse mig op over det. Får jeg sanering så er det super godt, gør jeg ikke.. ja så må det bare være sådan.  Foged, trusselsbreve og flere møder.. bare kom med det hele. Så længe jeg betaler min husleje har jeg tag over hovedet, og så er jeg bare hamrende bedøvende. Jeg kan ikke gøre mere ved det.

 

Det forstenede hjerte er omvendt ikke så godt, når det handler om relationer. Efter to år er jeg endnu ikke mig selv. Og nu er jeg bare endnu mere sikker på, at jeg får meget svært ved at knytte mig igen. Fister var lige det jeg magtede, for et kæledyr kræver ikke mere end jeg kan give, og giver omvendt så meget tilbage. At måtte give slip på ham, har lukket mig endnu mere. Og det er bare sådan det er. Jeg vil egentlig gerne have en ( deltids ) kæreste, men i så fald får sådan en brug for en rimelig heftig hammer til at bryde betonen ned, og som en billedhugger må han være udstyret med stor tålmodighed. Foruden at jeg ikke kan love nogensinde at kunne elske 100% igen. Jeg tør simpelthen ikke. Og jeg har lovet mig selv, at de næste jeg elsker og som jeg MÅ miste en dag, bliver mine forældre. DE har så også fået besked på at blive ihvertfald 100 år, for NU har jeg oplevet smerte nok. NÅ!

 

Forresten flyttede jeg min seng torsdag aften. Jeg kunne bare ikke sove i den, der hvor den stod.

 

Æret være dit minde min lille ven. Du var kun til glæde og gavn. Knus og kys fra damen med maden.

 

Og nu.. ikke mere sorg eller tristesse her på bloggen.

 

“ har du fattet det deroppe??” 

 

*****************************************************

 

 

Søndag greb jeg igen hæklenålen, og som en besat strøg jeg afsted så nu er projekt hvadskaldetblivetil færdig:

 

Det er endt som en taske. Circles and stripes hedder den nu. Bortset fra knapperne er jeg vældig tilfreds og den skal nok blive brugt når sommeren kommer. Knapperne ville jeg gerne have større og brydsomme, men jeg har sgu ikke råd til sølle fire smækre knapper i røde farver. I stedet har jeg sat den her plet på:

Bagsiden er bygget rundt om to blomster jeg hæklede sidste år i januar. Jeg skal lige have dem presset lidt med strygejern, så de bliver jævne, men igen synes jeg det er gået helt fint med at eksperimentere.

 

Bunden er en fortsættelse af forsiden som er lavet af striber rundt om cirklerne.

 

Der er plads nok til et helt projekt med cone og det hele.

 

Hanke er hæklet og sat på til sidst.

Finito.

 

 

Jeg nåede et projekt i januar og det var målet. Nu venter lidt fedteri omkring hvad februar skal handle om på pindende. DET glæder jeg mig også over nu.

Min verden står stille

 

 

De sidste billeder..  først nu har jeg kunnet tømme kameraet.

 

Tak til alle jer, som har skrevet til mig

 

 

Update:  Vilma troede jeg havde postet billeder af en død kanin, og DET må jeg lige have på det rene… Han ligger bare og sover aftenlur.  Jeg kunne aldrig finde på at poste billeder af ham efter aflivningen ;-)

R.I.P Fister og jeg håber du tilgiver mig

 

 

 

Fister lever ikke længere. Detaljer, årsag og beslutning kan jeg simpelthen ikke holde ud at skrive om. Måske en dag jeg kan, men dette er det værste jeg har oplevet som dyreejer. Simpelthen fordi det denne gang handler om et velfungerende, raskt, gladt og tillidsfuldt væsen.

 

Endnu mere forfærdeligt er det, at han kunne have været reddet, hvis bare…

 

Jeg skal lige bruge lidt tid nu til at fordøje, og acceptere. Simpelthen fordi jeg som den dyreelsker jeg jo er, er helt knust og fordi jeg ikke helt kan fatte at jeg har været den som har taget livet af ham. Eller.. det har en dyrlæge, men..

 

Nogle kan forstå, og sikkert mange kan ikke helt forstå, men jeg har tudet så jeg er helt udmattet. Vinna tog den hårde tjans at aflevere ham, og jeg er nu tilbage. Alene og med en skyld så enorm at det ikke kan beskrives.

 

Fordelene ved IKKE at have ham, orker jeg slet ikke at glæde mig over lige nu, men det kommer vel. På et tidspunkt.

 

I får ingen billeder af ham. Det er simpelthen for svært at kigge på lige nu for mig.

Jeg har vist ikke helt fået fortalt ..

 

 

…  at jeg er ved at udvikle allergi over for Fister! 

 

Jeg har vist også bare lukket øjnene for det, men jeg kan ikke helt komme uden om, at noget er galt. Han fælder helt vildt igen, og som dagene går får jeg mere og mere kløen i øjne og næse. Jeg nyser. Jeg rømmer mig. Jeg klør mig. Jeg har udslet omkring øjnene og min næse er stoppet på en underlig måde. I det hele taget kender jeg symptomerne fra dengang jeg var barn, og ikke ku være i nærheden af hunde eller katte.

 

Marsvinene havde jeg aldrig problemer med!

 

Nu sidder jeg så her og er ved at tage det faktum ind, at jeg måske ikke kan beholde min lille ven. Det er en ting, hvis jeg måtte skille mig af med ham pga af Josefine, men noget helt andet hvis det er pga mig selv. Men hvad gør jeg så?  Han har et kaninliv her hos mig, som er så meget anderledes end de fleste andre kaniner man hører om, og det ville ikke være til at bære, hvis hans fremtid bliver i et bur eller uden omsorg.

 

Uanset hvordan det her ender, så er jeg nok færdig med husdyr efter Fister. Skulle der sidde et menneske derude, som ved hvordan Fister har det her, og som selv ville kunne give ham et godt frit kaninliv..  så skriv til mig.

 

Jeg er sgu ked af det lige nu, men håber det løser sig. Måske jeg kommer over det og allergien forsvinder igen. Jeg elsker jo min lille pelsede og frække ven.

Atjuuu

Fister og Nuser er sådan set ret ens

 

 

 

 

Det her ku sådan set snildt være Fister i snor..

 

Den er kun prøvet en gang, og det var bare ikke populært, og skulle jeg gentage forsøget måtte jeg ud efter en ny sele forresten, for han er vokset ret så meget siden.

 

Mild som han er, har han også en side som er både snu og morsom. Mange gange om dagen spæner han hen foran altandøren. Så sitter han der en tid og venter på, at jeg får bevæget mit legeme hen for at lukke ham ud. En tid, er i dette tilfælde noget der ligner et minut og er jeg ikke hurtig nok, ja så kigger han på mig samtidigt med, at han stille og roligt begynder at gnave i væggen..

Det er noget, som kan rykke mennesket har han fundet ud af, ligesom det også er enormt morsomt at se, hvordan damen kan springe, hvis han hopper hen og begynder at vise interesse for en ledning. Så skal vi lege skal vi, ik å?? 

 

Når han er færdig med at indtage dagens ret ser det sådan ud:

Forresten fælder han igen, og det så det forslår. Jeg reder og børster, men her er bare kaninpels overalt i øjeblikket. Det må man leve med når man har pelsdyr, men jeg må da nok indrømme at kaninhår i mit hækletøj er knapt så fedt.