TOPfrustrerende

 

Jeg er topfrustreret. Jeg indrømmer og ved at det ikke nytter, men det er jeg altså. Dagen er nu nået til sin midte, og endnu har jeg INTET kunnet. Har bare siddet og klikket lidt rundt på den bærbare, set lidt tv, sovet en times tid, nulret Fisters bløde nakke, set mere tv, drukket min tredje kop kaffe, talt med lægen om hvilke bivirkninger jeg døjer med ( fordi jeg er så letpåvirkelig og IKKE skulle have nærlæst avisen i går..), kigget lidt ud på fuglene, rystet på hovedet af det støv som alt for tydeligt viser sig nu, hvor solen brager ind af mine vinduer, og ja.. jeg bliver langsomt vanvittig.

 

Jeg kan bare ikke holde ud, at det er sådan det er bare fordi jeg har brugt mig selv igår.

 

***********

 

Noget helt andet er, at jeg vil have risengrød til middag, men jeg orker ikke at stå en time for at røre i gryden, og nu er jeg sur på mig selv fordi jeg glemte at starte processen i morges. Kunne jo snildt have brugt dyneenergien i stedet for ik.. En dag under dynen er ikke kun godt for mig, men også for risengrøden HA!

 

Nå, men uden yderligere ord kommer her billeder fra min dejlige tur i går. Og vil I ikke nok skrive til mig derude?  I dag har jeg brug for jer, til at fortælle mig, at jeg nok skal kunne mere med tiden, for jeg er sgu ked af det.

 

 

Ej lidt ord kommer her forresten alligevel. For det var en særlig tur for mig. Jeg klædte mig behørigt på, og tog bevidst en rute med så meget sne som muligt. Det giver mig motion, som jeg ikke ellers får og jeg elsker jo at gå i sneen. Det var regulær snestorm, og mit hjerte bløder for de stakkels fugle, som forgæves leder efter føde i stiv kuling og modvind. Søndag så jeg en ensom gråand, som åbenbart ikke nåede toget inden det tog afsted sydpå, men jeg kunne ikke finde den i går, jeg håber sådan den ikke er død af kulde og sult.  Jeg havde min rullemarie med, og langsomt blev den fyldt efterhånden som jeg kom frem. Efter turen ved mosen, gik jeg ad småvejene bagom Frederikssundsvej. Jeg så et hus klædt på til jul med nisser overalt :) I Føtex købte jeg noget jeg ellers ALDRIG køber, for at forkæle mig selv..  En Lottokupon, som jeg ikke kan finde ud af hvornår jeg skal chekke hihi, en flaske Jim Beam til Irish Coffee i julen, OG en lille snapseflaske til en sildemad en dag. Jeg var glad og tilfreds da jeg kom ud på gaden igen, og jeg stred mig videre hen til isenkrammeren, hvor jeg købte mig en termokande, fordi jeg er træt af at tænde for elkedlen 1000 gange om dagen. Inden jeg nåede hjem, fik jeg også rundet den lille grønthandler. Der fandt jeg kastanjer til mig, og persillebundter til Fister. I Liedl blev det til 6 l forskelligt at drikke, mælk og saft og sånt. Det var en vidunderlig gåtur, med masser af smil og sludder fra mennesker, som pga vejret viste både humør og åbenhed. Det elsker jeg. Inden jeg var hjemme igen, var der gået mere end to timer og det var blevet mørkt. Jeg var træt. Ja nærmest udmattet, men ikke på den grimme måde, og derfor bliver jeg så ked af at det koster mig så meget. Jeg ville gerne have gentaget turen i dag, men jeg kan bare ikke.

Tirsdag bliver som mandag bestemte

 

 

 

Jeg var på den mest vidunderlige gåtur i går, og har glædet mig til at vise billeder og fortælle om den lige siden jeg kom hjem, men nu er det morgen og jeg sidder her, og er STADIG fuldstændigt kvæstet.

 

Jeg tror ærligt talt ikke jeg nogensinde kommer til at forstå og acceptere at to frivilligt tilbragte timer, med glæde, frisk luft og motion, skal betales så dyrt. Jeg ved, at alle vil kunne mærke en form for træthed og udmattelse efter at have rørt sig, men jeg bilder mig ind, at det kun tager en vis tid før man igen er klar til nye opgaver.

 

Nu tager jeg formiddagen med ro, og så satser jeg på at det går bedre igen senere på formiddagen. Jeg har sågu da ting at gøre og sager at ordne. NÅ!

Ord er overflødige her

 

 

 

 

 

 

Kan vel bare nøjes med at fortælle, at jeg har fået til opgave i dag at lave øvelser med min pilatesbold og små vægte, som kan sættes om ankler eller håndled..

( heldigvis har jeg da helt til i aften at få det gjort, inden jeg skal ud at marchere med S’janten ..)

En lille aftale kan hurtigt ende med en laaaang gåtur når man ikke er tavs som graven

 

 

 

 

 

“Godmorgen, hvordan går det ?   Jeg skal til Anika i dag og jeg har bare ikke lyst..”    

“ Godmorgen. Hvornår skal du det da? “

“ her kvart over tolv.”

“Vær parat om 15 min, så går vi derned” ……

 

 

 

 

Og sådan gik det til, at jeg idag blev overrumplet, og endte med at gå frem og tilbage mellem min dejlige varme lejlighed og Damhussøen. For mig er det en tur på ca en time den ene vej, og noget der ligner det dobbelte den anden. Nu sidder jeg med ømme fødder ( min garderobe rummer ikke sko til langvandring har jeg indset), ondt i brokkemusklerne, svære skader på negativitetsbarometeret, MEN også med masser af grin på samvittigheden, skønne timer i dejligt selskab, billeder fra turen af min ynglingsrute her i Brønshøj, skinnende negle og godt humør. I virkeligheden ikke nogen ringe handel. Og så må der sendes støttetanker til den mere end tålmodige mand, som uden at kny ( til forskel fra mig..) traver med. Det er sgu imponerende at han gider, men omvendt har jeg vistnok lovet at acceptere en aftale om, at fristen for nonstop klynk og piv udløber 1. november. Gisp!

 

 

 

Rødt

 

Gult

 

og æbler af flere sorter

 

En enlig sol i en have med gråvejr

 

 

 

 

Og se så her. Jeg leger med mit kameras funktioner for tiden. I dag opdagede jeg en, som kan tage tre billeder i rap med tre forskellige lysformer. I en busk sad spurve og jeg trykkede af, men se lige hvor sjovt det ser ud. Bemærk den lille nysgerrige fis på midterste billede..

Tre spurve

 

Tre spurve OG en lille ekstra der titter frem

 

Tre spurve igen.

 

 

Billederne bliver jo taget med sekunders mellemrum, så jeg syntes det er vildt morsomt at den lille fyr lige når at kigge op og så forsvinde igen. Men måske det bare er mig, jeg elsker fugle og syntes de er så pudsige med deres hurtige bevægelser hihi.

Med Trine på cykeltur

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg har været på min første motionstur i dag. Det bringer min indre Trine helt frem i frontlinien, for uhh hvor er jeg bare negativ. Jeg ved det. Kan endnu ikke se det sjove. Kun den tid jeg KU ha brugt på bedre beskæftigelser. Feks ku jeg snildt ha nået at strikke MINDST fire julegaver. Eller have fået hele hytten til at være top rengjort. Eller drukket dejlig kaffe. Og set hyggelige krimier. Nusset fister bag ørene. Nippet blomster. Sovet.

 

 

I stedet hev jeg cyklen frem og trådte i gang. Og jeg HADER det. Kan godt lide at cykle, men nu er det pludseligt en sur pligt, så derfor er jeg møgsur. Sur over at det er nødvendigt. Sur fordi det var blæsevejr. Og fordi det er OP ad bakke første halvdel af turen BÅDE ud og hjem ( turen peaker lige præcis på halvvejen af underlige årsager ), sur fordi jeg meget hellere vil spise kager og være tyk, end gulerødder og være slank. Hvad fanden.. jeg har kun sidste halvdel af livet tilbage og hvorfor skal det nu OGSÅ være surt. Som om første halvdel ikke har været rigeligt af det NÅ!  Endnu surere er jeg når jeg tænker på, at jeg skal ud på flere ture igen.

 

Eneste formildende omstændighed i dag, var målet. Det skulle have været Anika, for at have noget at køre efter, men jeg ændrede det og kørte til Nørkleriet i stedet for.  Det hjalp gevaldigt på det hele, at der var garn for enden af turen hehe.  Jeg er verdensmester i brok, og jeg brokkede hele vejen frem og tilbage ja jeg gjorde så. Tog kamera med for at kunne dokumentere at jeg ikke har snydt, men da billedet af nedfaldne æbler på en vej skulle skydes, ja så lå SD kortet derhjemme…

 

 

 

SÅ brokkede jeg mig endnu  mere.

 

 

 

Jeg siger det lige igen:

 

 

Det kræver virkelig motivation for at det skal ende med, at jeg syntes det er sjovt.

 

 

 

Jeg bryder mig ikke om at jeg kan mærke mig selv fysisk, og der har vi nok problemets kerne. Det føles direkte fobisk at hjertet hamrer derudaf. At det gør ondt i benene, og at hænderne sover når jeg holder på styret. Jeg kan ikke lide at jeg sveder som en gris efter to min, eller at jeg bliver så forpustet at jeg kan mærke lungerne. Jeg kan i det hele taget bare ikke lide at jeg mærkes. “ Så kan man mærke at man lever”, er overhovedet ikke motiverende på mig, og jeg ville hellere sidde så jeg intet mærker til andet end nå ja.. ingenting. DET kan jeg tilgengæld forholde mig til, og det gør mig ikke bange.

 

 

Faktisk er det absurd så voldsomt jeg føler utrygheden ved hele det her motionsfis, jeg ved det godt. Sådan har det været altid tror jeg. Kan godt more mig med en ketcher i hånden, eller når jeg hiver i den der tingest som styrker ryggen, nede i motionscentret, men jeg har aldrig mærket andet end trangen til at kaste mig over nærmeste pølsevogn, når jeg er færdig med at svede. Så derfor mine venner..

 

 

Jeg er bare møgsur fordi det er nødvendigt. ØV