20 januar 2017

Tina og teksten og tankerne deri

 

 

 

 

IMG_2620

 

I går læste jeg en tekst, som handlede lidt om hvordan en enkelt ulykkelig hændelse kan ændre ja.. vel nærmest hele ens liv. Det oplever mange, men Tina formulerer så rammende det jeg også selv har forsøg at belyse i mine tekster herinde fra tid til anden. Hun og jeg har hunderede procent forskellige grunde til, at vi begge står i samme situation, men ændringen, frustrationen, problematikkerne og også sorgfølelsen er fuldstændigt den samme.

 

I kan læse teksten her:

https://www.facebook.com/tina.poulsen/posts/10209871530438419

 

I dag her til morgen så jeg så pudsigt nok denne lille, men fine tekst på IG :

2017-01-20 11.34.21

Det er næsten, som om nogen prøver at fortælle mig noget..

 

De ord er nemlig så aktuelle for mig hver eneste dag, at jeg som det første når jeg vågner om morgenen, fremover bør tænke dem som det allerførste, for sandheden er at uanset hvor meget jeg kæmper for at gøre alt det rigtige sådan rent terapeutisk, se de smukke hverdagsoplevelser, elske de små glæder, bemærke den nu halve times ekstra lys hver eftermiddag, være taknemmelig for det jeg har, og de muligheder det dermed giver mig, glæde mig over mine børn og mine forældre, mit ualmindeligt store og dejlige virtuelle netværk, tælle alle de små grønne knopper der om lidt bliver til anemoner og vintergækker og og og..

 

.. så bærer jeg, uden at jeg selv forstår hvorfor, stadig og konstant rundt på en sorgfølelse, der hele tiden er lige under huden på mig. En sorgklump som jeg ikke kan ryste af mig, selvom jeg gør alt hvad jeg selv kan. En tyk klæg sort mudderklat, der over år har vokset sig så klistret, at jeg bare ikke kan få den vasket væk. Sorgen er sjovt nok ikke vokset de senere år trods alle mulige forhindringer på min hverdagsvej. Besynderlige udlejere og rådne huse og uendelige flytninger har ikke formået at øge klumpens størrelse. Den består derimod af hundredevis af små og store klumper, jeg er faldet over på min vej gennem voksenlivet. Og allermest fylder den del, der handler om tab af mig selv. Af den jeg ikke længere er, og om den jeg er endt med at være. Den del er givetvis også ekstra fedtet ind i min borderline, som jo handler overvældende meget om identitetsproblemer.

Den sorg fylder urimeligt meget, og alt for ofte gør den det svært for mig at leve med de præmisser jeg har nu. Jeg har på alle mulige måder selv forsøgt at arbejde mig fri af den, men det er ikke lykkedes endnu. Jeg kan bare ikke forlige mig helt med de mistede kompetencer og den sociale isolation jeg lever i.

Nogle er vældigt gode til at acceptere, og det har jeg jo på sin vis også selv efterhånden gjort, men ikke helt. Ikke når jeg oplever, at den forhindrer mig i normalt samvær med mine børn feks. Eller når jeg tænker over, hvor længe siden det er jeg har været på langfart. Eller når jeg opdager, at endnu et år er gået uden at jeg er blevet “bedre” i hovedet, snare en lille smule værre. Ikke når jeg mærker dybt inde, at jeg ikke har nok i “bare” at være god til at strikke, indrette haver og sove. Som alle de mange andre, der lever med samme konsekvenser som jeg, er det uendeligt svært at være bisidder til tilværelsens normaler.

 

Jeg kunne blive ved, men pointen er lige netop i teksten ovenover.

 

Der er sindssygt meget jeg trods alt kan. Jeg skal bare lære at fokusere på DET og ikke på, at jeg meget meget hellere ville gøre det meste af det i selskab med andre. Jeg MÅ fokusere på det lyksalige i at jeg KAN noget fremfor ensomheden i, at jeg kun kan gøre det hele alene.

 

Jeg MÅ og SKAL og Jeg VIL, men det er så fucking møghamrende skide røv belastende svært, og i Tina’s tekst fornemmer jeg faktisk at der er hun nået et godt stykke videre end jeg selv er. Det beundrer jeg hende uendeligt meget for. Især fortæller hun at latteren stadig er med hende i den nye Tina, hvilket ramte mig lige i hjertekuglen. DEN sved og DEN gjorde nas. Jeg griner nemlig uendeligt sjældent efterhånden. Ungerne får mig til det heldigvis, men det er godt nok ikke ofte at jeg får grineflip af at grave i haven eller hækle en firkant! Maxikat og minikat får mig også til at hive mundvigene opad, dog ville jeg da hellere grine min røv i laser sammen med tobenede venner.

 

Til sidst vil jeg afslutte med at slå fast, at jeg jo går rundt i en hverdag jeg ER taknemlig over at være i. Jeg har så meget mere end andre, det behøver ingen kloge sig over på mine vegne. Det er noget jeg også har med mig i bevidstheden hver dag. Det, at jeg i dag mere står end ligger bogstaveligt talt er også glasklart for enhver og mig selv. Jeg har fået arbejdet mig hen til et sted med en fornuftig hverdag, med et indhold der giver det hele mening.

 

 

IMG_2872

I sidste ende er mening nemlig det, der betyder at man lettere lever i det nu man er havnet i.

16 januar 2017

Mandag midt i januar..

 

 

 

 

    … er fyldt med frost da jeg står op. Heldigvis er det jo en anden historie inde i min stue, for her er der varmt og hyggeligt indbydende at være. Støvet efter en hektisk flytning har lagt sig, og jeg nyder hver dag bare at kunne leve videre, som om intet var hændt.

 

Og så alligevel ikke helt..

 

Der er jo haven. Meget er hentet, men endnu mere står endnu tilbage og venter på mig. Det har jeg planer om at gøre lidt mere ved i denne uge, for dagens frost bliver senere til tø og lidt mildere temperaturer, og det benytter jeg mig af. Hvis altså kroppen vil.

 

 

 

2017-01-14 13.24.50

Lørdag gik jeg  ud. Det var dejligt vejr, så jeg brugte et par timer på at få et overblik over alt det, som bare var “smidt” i carporten. Planter, sager, møbler og redskaber hulter til bulter, er nu så små ved at finde på plads, og der ser lidt mere ryddeligt ud derude. Lidt.. for indtil jeg får min trillebør hentet, er det sin sag at rokere på de tungere ting. Der er “kilometer” langt fra indkørslen og hen til gården. Et af de første tiltag har været at få etableret et hjørne til komposten. Jeg er nemlig ikke sikker på, at jeg kan få min kompostkasse med mig denne gang, jeg har prøvet at få den løftet fri af alt det jeg har fyldt i den, men den var ikke til at rokke og begyndte i stedet at gå i stykker. Det er jeg ret frustreret over, for jeg har faktisk ikke lyst til at bruge penge igen på en ny, så lige nu bliver det til en improviseret løsning.

2017-01-14 11.42.112017-01-14 13.24.372017-01-14 13.25.02

 

 

2017-01-14 13.26.13-1

Inde under træerne skal den halvdøde stol bo sammen med et af de to gamle borde som var efterladt i skuret. Det er så tilpas vakkelvornt, at det kan få lov at ende sine dage, viklet ind i den vildtvoksende vedbend som er bunddække her, og så fylder jeg skuffen med jord og planter stedmødre i.

 

 

 

2017-01-15 10.54.21

Søndagen gik jeg i bryggerset. Jeg er så vild med det rum, men der hang et tøjstativ som i den grad indbyder til kaos, så det blev pillet ned og skal nu bruges som klatrestativ til en klematis udenfor.  Sådan et stativ har en tendens til bare at få mere og og mere hængt på sig, og ret hurtigt ender det med en enorm bule af tøj og tasker og alt muligt midt i mellem, som ellers burde være andre steder. Kender I det?  Det ser ud af helvede til og jeg kan ikke ha’ det.

 

Det er fjernet nu. BUM!

2017-01-15 12.36.24

Nu står der en reol, som egentlig var i entreen, men den var i vejen og ikke særligt “på rette plads” der.  Den får lov til at rumme sjaler, mit havekluns og inden længe nogle af de pelargonier jeg har tætpakket andetsteds.

 

Det her rum altså. Jeg siger jer, det indbyder bare SÅ meget til at blive brugt. Her er ikke hverken stil eller BoBedresk, men her er totalt hyggeligt. Jeg tager min Ipad med, tænder for musikken, en kop kaffe ved min side og så er det bare at indtage timerne derude. Jeg åbner min dør og får vinterluft ind, har udsigt til en gård der i år nok skal blive værd at kigge ud på når jeg har haft fat i den senere, og så er det bare om at slappe af med noget interessant.

I går blev det til en påbegyndt gennemgang af, hvad jeg egentlig har fået læsset ind i skabe og ned i skuffer efter flytningen. Jeg fik også ryddet bordpladen, så der nu er fri bane til at sortere de frø jeg har samlet ind i sidste sæson.

Ind og ud af døren kan jeg gå. Ind i varmen og ud i den friske luft. Den frihed jeg har ved at bo i hus, betyder at jeg især om vinteren får 100 gange flere stunder ude end dengang jeg boede i lejlighed. Jeg kan simpelthen bare gå ud!  For de fleste er det sikkert ikke til helt at forstå, hvorfor det i det hele taget skulle være så særligt, men for mig er det en stor ting. Jeg sad nogle gange i ugevis uden at komme uden for en dør inde i byen. Hel processen med at skulle have ordentligt tøj på, åbne døren, gå ned og senere op ad trapperne, gå eller køre for at komme hen til et stykke natur, var så uoverskueligt for mig at jeg simpelthen blev hjemme.

 

Nå, men bryggerset her altså ing!

2017-01-15 12.35.04

I går tog jeg så fat på mine frø. Der er en hel del og de er alle forskellige at kigge på. Nogle af dem faktisk så “usynlige”, at jeg måtte have fat i stærkere briller, pincet og rolige hænder for at få dem samlet ind. I år er det feks første gang jeg kaster mig ud i at samle frø fra mine georginer og stolte kavalerer, og DE har altså ikke tænkt sig at bevilge adgang til frøene uden, at udfordre tålmodighed og viljen til sejr:

2017-01-15 12.41.02

 

Her ser I de silkesprøde hoveder, som er tørret uden at være rørt siden efteråret. Det er hoveder uden alle de kulørte kronblade vel at mærke.

2017-01-15 12.41.20

 

Her er der så skåret igennem hovedet med en skarp kniv, for på den måde at løsne uden at beskadige frøene. Det er virkelig sarte sager det her, og jeg måtte have fat i ekstra briller for at kunne skelne hvad der var hvad. Fotoet er taget tæt tæt på.

2017-01-15 12.51.24

 

.. og sådan her ser frøene ud. Bitte lille små er de.

2017-01-15 12.56.53

 

 

De stolte kavalerer er omvendt ret lette at håndtere, omend der også her er tale om noget værre fedteværk at håndtere. Faktisk er jeg slet ikke bygget til den slags arbejde, for jeg er alt for utålmodig til at stå der i evigheder med redskaber og tilbageholdt åndedræt. For guds skyld, hvis I gør mig kunsten efter.. Lad være med at få et akut nyseanfald!  Det får hele molevitten til at blæse i alle retninger.  Nå, men her er det tørrede frøstande, som let lader sig nulre så frøene løsner sig.

2017-01-15 13.17.14

 

Det ser sådan ud:

2017-01-15 13.32.01

Selve frøene er nærmest som et lidt længere kommensfrø og lette at se, men håbløse at håndtere uden pincet.

 

Som sagt er det noget nørderi at stå med, men jeg er alligevel vild med det. Fordi det giver lidt havefølelse trods frosten. Og fordi det er frø jeg helt selv har “lavet”. Og fordi det tvinger en til at være langsom og omhyggelig og fokuseret. Det sidste er nok det vigtigste for mig, som kæmper kampe hver eneste dag for at holde fokus uden at flagre hid og did.

 

 

Den frostklare mandag er igang, og jeg har tænkt mig at tilbringe den med flere frø. Og med at kigge ud på det hvide:

2017-01-16 08.14.352017-01-16 08.14.592017-01-16 08.15.082017-01-16 08.15.392017-01-16 08.19.382017-01-16 08.20.032017-01-16 08.20.29

Herman er med mig, men Holger han skal godt nok ikke nyde noget hihi.

12 januar 2017

Farvel til Fred Astaire og goddag til elefanten i glashuset

 

 

 

For mig er der ingen anden måde at beskrive det på. Om ikke så længe overdrager elegantiéen forretningen til sin efterfølger. Politisk vil jeg ikke begynde at kloge mig, men menneskeligt vil jeg. For det er noget jeg ved en smule om..

2017-01-12 11.07.21

For mig har Obama repræsenteret det elegante og diplomatiske menneske. At se ham nærmest danse ned af trapperne, med hænderne i position som hos en letvægtsbokser, har været et fryd for øjet. Han har talegaverne i orden, og har uden tvivl den vigtige egenskab for en politiker, at han kan få ørenlyd uden at brovte eller hæve stemmen. Han hviler i sig selv er jeg sikker på. Her er et menneske med værdierne i orden og, som har demonstreret for os at man kan opnå en masse, selvom man opfører sig ordentligt. Nu skal verden så til at vænne sig til en noget anden personlighed.

 

2017-01-12 11.49.13

At jeg i det hele taget gider sætte mig ned for at reflektere over emnet politik og mennesker, er såre simpel. Jeg genkender tydeligt personlighedstræk i mr. Præsident Elect, som også min eksmand besad. For lige at slå fast, er der også mange uligheder er jeg sikker på. Feks tror jeg ikke, at der i det hvide hus fremover, vil gå en præsident rundt med uro i hele kroppen, fordi hans kone har skubbet til de bukser han har været tyve minutter om, at få til at hænge i de rette folder over en spisestuestol.. På daglig basis! Ejheller bruger han sikkert sin tid på at polere hele sin enorme cd-samling sirligt med en klud, hver gang fruen formaster sig til at gribe med sine fedtede fingre om kassetten i forbindelse med rengøring eller endnu værre… aflytning af samme. Med andre ord vil jeg ikke udtale mig om, hvorvidt han måtte lide af OCD/personlighedsforstyrrelser eller ej. I det hele taget vil jeg ikke spekulere i, hvordan hjemmefronten fungerer eller om der er diktatur i det lille store hjem.

 

Nej det jeg hæfter mig ved, er kropssprog og mimik. Og adfærd udadtil. Lur mig om ikke vi i denne herre, har et eksempel på hvordan man IKKE tilpasser sig omgivelserne. På godt og ondt og ja.. som en elefant i et glashus. Hans skolemesterløftede pegefinger/fingre er som jeg oplever det nærmest grinagtigt og et tegn på, at han ikke er til sinds at lytte.

 

Det kan snildt tænkes at manden er i stand til at opnå resultater. Det kan de fleste, der stamper hårdt i gulvet længe nok. Respekt er der omvendt på ingen måde tale om. Hverken for ham eller for den sags skyld fra ham. Man KAN ikke have respekt for et menneske der VIL have sin vilje og VIL have det på sin måde, men man kan bøje sig og ryste på hovedet. Fordi det er det nemmeste. Man kan heller ikke respektere et menneske, der hårdnakket afviser alle former for kritik, men giver man sådan et menneske magt, så kan man blive nødt til at affinde sig med det. Så må man finde sig i, at det så pludseligt ikke længere er muligt, at få fornuftige eller ansvarsfulde svar på kritiske spørgsmål, uden at der på ganske barnlig og bekymrende affærdigende vis bliver sagt “du er dum, dig vil jeg ikke tale med”!  

 

Sådan var min eksmand også.

 

Han var bonkammerat med alle, lige indtil de sagde fra eller spurgte ind til. Den dag der blev sagt imod eller ment noget andet, ja så røg vennerne på røv og albuer UD af hans liv for aldrig mere at blive lukket ind. Den eneste der ikke lod sig kue var forresten mig, så jeg kæmpede med næb og klør i 16 år for at få ham til at indse, at det muligvis kunne være ham der var stejl. Og perfid. Og kolerisk, eller tog fejl. Fanden tage mig om jeg ville opgive at få et mere rummeligt menneske ud af ham, men i sidste ende var det lige hvad jeg gjorde. Gav op. På den måde at jeg gik min vej. Slidt op af alle de forbandede kampe og ugelange diskussioner, som han i den grad dyrkede som olympisk disiplin. Han VILLE have ret. Det er alle de andre der er dumme og noget galt med.

 

Sådan virker den kommende præsident også til at opføre sig. Desværre. Og det kan vise sig at blive fuldstændigt umuligt at forhandle på diplomatisk vis med ham, for slet ikke at tale om at gå på kompromis. Den slags gør sådanne mennesker sig nemlig overhovedet ikke i.

 

Som sagt, jeg finder det bekymrende. Omvendt har han en anden egenskab, som sikkert er ret snild når man skal sidde for enden af bordet. Han er rungende prakmatiker, hvilket vil sige at følelser aldrig kommer i vejen for hans beslutninger. Spørgsmålet er så bare om hvorvidt han kan nå at køre hele repræsentanternes hus i sænk. Jeg håber det ikke. Nogen håber jeg der sidder, og ikke er bange for at gå ham i mod. Ligeså når det kommer til de resultater, diplomatiet har opnået omkring USA’s forhold til sin omverden. Jeg håber der sidder stærke personligheder, som er kampklar. Og så bliver det spændende at se, hvor mange der efter fire år, ligger gispende tilbage udmattede af dramaerne, som denne mand nok skal forstå at sætte fut i.

06 januar 2017

Det blev jul, det blev nytår og så blev det frostklar fredag

 

 

 

 

IMG_1171

Og sådan gik der to uger.

 

I går vågnede jeg med den onde migræne, og så er der ingen vej udenom et anfald, der virkelig slår hårdt. Skæbnen ville, at da jeg første gang måtte ud for at kaste op, ja så var der oversvømmelse i toilettet!  Totalt kikset, og ikke et problem jeg på nogen måde er i stand til at forholde mig til, når smerter får mig til kun at kunne kravle rundt med lukkede øjne.

 

Så jeg ringede til bostøtten, som ringede til udlejer, som kom med det samme. Forinden var hun selv forbi for at gå i haven for at finde en spand ( som jeg ikke ejer en eneste af til indendørsbrug!!), den blev fint pakket ind i plastik, sat ved min seng med en toiletrulle og på den måde kunne jeg nøjes med bare at ligge og ligge. Imens jeg lå der og var så pinligt sølle, fik udlejer slået fast at et eller andet ikke var i orden, og idag har han så i første omgang med optimisme været forbi ved halv nitiden for at grave op i gården. DET kunne jeg så godt have fortalt ham ikke ville blive let, jeg mener.. det er jo 12 frostgrader! I fællesskab har vi nu aftalt, at det lige må vente til næste uge hvor det igen er tø. Det lille skyl virker nogenlunde, så jeg kan sagtens klare mig indtil da. Hovepinen er overstået, og fredag er derfor dedikeret til at blive menneske igen. Så langt så godt.

 

Og nu det med en spand ved min seng..

2017-01-05 12.27.56

.. ja så har jeg altså efter tre år uden, endelig fået mig en rigtig en slagsen. Juhubiduuu siger jeg bare.

 

Mine forældres julegave til mig.

 

2017-01-03 15.06.24

Den har en størrelse, som kan være i rummet OG flyttes af almindelige mennesker, men jeg skal da lige vænne mig til at den ikke er så bred, som jeg ellers foretrækker. At den ikke er det, kan nu ikke oveskygge det faktum at jeg simpelthen er så lykkelig over igen at kunne sove på et underlag, der ikke smadrer kroppen mere end det heler. Den er høj, den er hård og den er et mirakel. Og når jeg i fremtiden vågner med akut kvalmemigræne, så skal jeg ikke OP fra gulvet for at vakle hen ad en lang gang, klamre mig til et gelænder ned ad en vindeltrappe, igennem et par stuer og et køkken, før jeg endeligt når til toilettet..

Nu kan jeg bare rejse mig og spæne fire lange skridt.

 

Hold nu kæft jeg er en heldig Sulejma.

 

Og i dag er det en frostklar solrig fredag. Det er heller ikke ringe. Jeg orker godt nok ikke at gå ud, men jeg har min terasse, og den runder jeg et par gange på sådan en dag.

 

Op til jul, og særlig også inden nytår benyttede jeg mig af det milde og stille vejr vi havde. Et par timer i haven med praktisk arbejde betyder, at jeg er ved at få gang i følelsen af at høre hjemme også der.

Jeg har gang i en masse skitser og notater, og en plan er ved at tage form.

2016-12-22 19.00.01-1

Der bliver ændret og rettet og ændret lidt mere, men det store forkromede billede er klar i mit hoved.

Nytårsdag greb jeg spaden fordi jeg bare liiige måtte igang.

 

2016-12-31 11.13.232016-12-31 11.13.34

I ugen mellem jul og nytår fik jeg også sat juleroserne på en blivende plads. Dem ville jeg rigtig gerne have ned inden frosten, og nu står de ved en smuk rød kornel der allerede var i haven.

Jeg har fået stynet et par træer og nogle buske, som er skønne at skue, men mere høje end fyldige. Det rettes der op på nu. I den forbindelse talte jeg med naboen på venstre side, og vi fandt sammen i et fælles ønske om lige, at få lidt styr på højden af hele beplantningen mellem de to haver inden foråret.  Meget meget dejligt, at jeg ikke er alene om den tjans synes jeg, for når jeg skriver at jeg har stynet ( klippet og beskåret med grensaks) træer og buske, ja så er det altså noget jeg har gået og gjort over de første fire uger jeg boede her. Det kræver flere kræfter i armene end jeg efterhånden har, så det er lidt her og lidt der. Først træet på den ene side, og så en anden dag kan jeg tage den anden siden. En halv time her og der. Det er fint, men absolut ikke så effektivt, som hvis man er to.

IMG_1194

IMG_1195

Grenene er blevet sorteret og nu ligger de længste og tykkeste af dem bag i gården, så jeg kan bruge dem som plantestøtte senere på sæsonen. Intet går til spilde her. Nemlig.

IMG_1196IMG_1197IMG_1198IMG_1199

 

IMG_1193

Gaven fra mine forældre var en pengegave, og straks gik min hjerne jo helt amok i havedrømme. Store og små. Praktiske og pyntelige. Alle er det drømme, som jeg har på en liste, men drømmene veg altså i første omgang for den mere fornuftige og langsigtede gode seng. Da jeg havde betalt var jeg en tid en smule utilpas, for sjældent knalder jeg penge af på den måde, og af sådan en størrelse. For nogen er det selvfølgelig ikke noget at tale om, bare et greb i lommen, men ikke for mig. For mig er det noget med, at jeg synes jeg får mere for pengene, hvis jeg kan få en masse mindre enheder for dem, en blot een stor. Jeg gik hjem fra Lars Larsen i en mindre tåge af tvivl, men jeg stod fast. Og ved gud jeg er glad for det. At sove godt om natten er ja.. en drøm, og noget jeg ikke har reelt har gjort de sidste tre et halvt år. SÅ.. havedrømmene skal nok også blive realiseret. Bare spredt over længere tid og i mindre doser. Det sgu ok.

 

Jeg fik feks fortalt udlejer om mine planer her til morgen.

 

2016-12-19 18.16.23

Viste tegninger og fortalte om det jeg gerne vil gøre her i haven. Jeg slog fast, at det er noget jeg gør udelukkende for egen sundheds skyld, men at jeg også har mine begrænsninger når det kommer til gode varige løsninger og forbedringer. Jeg vil blandt andet åbne bagsiden af carporten op, så man får et langt kig hele vejen ned langs siden af huset. Der har jeg allerede gravet jorden jævn og lagt klar til bede. Jorden ville jeg allerhelst gerne dække af med ukrudtsdug og et småstenslag ( har ikke kræfter til at lægge fliser feks), men det er ikke en udgift jeg synes jeg vil eller kan sætte mig i. Ikke at jeg ikke udmærket ville kunne hitte på fikse alternative løsninger, men det kunne være så fint for helheden med en ordentlig belægning.  Foruden er det den vej der ligger mest lige for at gå frem og tilbage mellem bil/have og hoveddør, og med kun jord bliver det hurtigt noget mudret ballade om vinteren. Og han var enig.

2016-12-20 14.32.51

Jeg vil nu få leveret en røvfuld stengrusagtigt matriale, som jeg så kan lege med efter behag.

 

Fik jeg sagt, at jeg er ret glad for tiden?

 

Lidt træt, men meget glad. Lidt for træt til at kunne fortælle så detaljeret og meget om jul og nytår, men jeg har lidt billeder. Og en erklæring om, at det har været den dejligste jul i 100 år og jeg lever..

 

2016-12-24 14.52.302016-12-24 15.56.302016-12-24 17.00.342016-12-24 17.17.232016-12-24 18.46.242016-12-24 18.46.362016-12-24 19.28.172016-12-24 19.28.242016-12-24 20.03.182016-12-24 21.41.04

Jeg er kommet godt igang med 2017. Det fandens år 2016 er smuttet, og selvom jeg overordnet set ikke havde et annus horibilis, så er jeg glad for at jeg nu kører frisk start over hele linien med i helt nyt år. Tre store stjerner nåede lige på et hængende hår, at forlade denne verden inden nytår, og med dem blev 2016 ihvertfald et trist år for underholdningsbranchen.