Sne sne sne :-)

Personligt elsker jeg jo sne og efter fem års venten, har jeg endeligt fået dækket mit behov. Flere taler om det sene tidspunkt på sæsonen, og det ER da også lidt røv et eller andet sted, at den sjældne og ualmindeligt dejlige oplevelse først kommer nu med begyndelsen af det officielle forår, men jeg vælger nu alligevel at stornyde sneen, for den ER bare sjælden og ikke på nogen måde at tage for givet. Sne kan man aldrig vide med sikkerhed om vi får i vintermånederne, MEN MEN men kære havevenner og alskens andet godtfolk derude ..

.. det er bombehamrende sikkert, at foråret kommer. ALTID. Uanset hvad, så har vi endnu ikke oplevet at gå direkte fra sne til sommer, så ja.. det ville da være rarere at kunne potte stedmødre end at skovle sne, men vi bliver ikke snydt. Vi skal nok få skarp forårssol. masser af løgplanter i kulørte formationer, fuglekvidder og kø på planteskolerne. Bare rolig.   Forresten passer det mig personligt glimragende, at foråret lige holder i tømmen, for jeg er stadig syg og ville slet ikke kunne udleve forårshysteriet om jeg så ville.

Vi tager lige et tilbagekig på d. 6 marts de foregående år:

Marts er reelt selve essencen af ordet “variation”. Ordet forår er omvendt fuldstændigt fast defineret i alle skandinavers hjerner med begreber som :klare farver, lysegrøn, fuglepip, skarp sol og lyseblå himmel, plaid, kaffekop og læhjørner.  DET ligger bare helt fast.

Mellem den første og den 22..

.. er der sket en del og så igen.. ingenting.

Jeg har været nedlagt med influenza i nu to uger, og det bliver bare ved og ved med feber, hovedpine og elendighed. Årets vinter OL er næsten gennemført, og jeg har trøstet mig med at se på mine favoritdisipliner i de laaaaange svedige dage jeg har tilbragt med at have så grundigt ondt af mig selv. En Prins er gået bort, hvilket jeg også har fulgt med i på tv. Alt i alt er det summen af februar der her bliver listet op. En meget meget kort og ret så dødssyg liste hvis I spørger mig. Flere dage har jeg ikke engang kunnet strikke! 

Lige inden jeg lagde mig, nåede jeg at tage et smut til kysten ved Rødbyhavn. En virkelig dejlig tur, især fordi vejret var så flot med høj himmel og klar frost.

Herman er fræk som altid, men har hurtigt lært at bruge den kattelåge jeg har fået til ham. Det kom til et punkt, hvor han blev mig et nummer for strid med sin yndlingsleg..   “mor jeg vil ud”  “mor jeg vil ind”  “MOR JEG VIL UD”   “MOR JEG VIL IND”  nu nu nu nu!  NU!

Reagerer jeg ikke hurtigt nok kan sådan noget som det her ske:

Jo jo, sygdom eller ej, så skal ingen påstå at lille Herman har sin storebrors sans for, at passe på sin sløje mor. Her savner jeg igen virkelig Holger, som altid var på pletten med katteomsorg når jeg lå brak. Den slags giver Herman sig overhovedet ikke af med. Niks og nej.

“Syg siger du”??  nå, ok .  “Jamen hel i orden med mig, EFTER du har fyldt min madskål og EFTER du har holdt lågen for mig i min nye dør. “    “NÅ der går grænsen siger du”, “ jamen godt så. Fint nok. Så kan jeg da godt selv gå ind og ud, hvis du synes det er så besværligt at servicere en svagelig lille kat” ! 

Min nye herre og mester sender mig sit mest besnærende blik her..

Om lidt er så februar gået, og marts banker på. Det siges, at vi ikke skal gå hen og få forårsfornemmelser sådan lige af den grund. Det ville ellers være rart med forår, men helt ærligt passer det mig nu fint nok med hård frost og vinter lidt endnu, for naturen trænger til en vinter der kan tage livet at de bunker af skadedyr, der i de forrige år har overlevet og avlet med fryd også om vinteren. Kun fuglene er jeg bekymret for i den forbindelse, for der vil ganske givet være arter der ikke klarer et par uger med sibirisk kulde i marts.

Den korteste vej til foråret går gennem ..

…  februar.

Februar som vi hilser velkommen i dag, og som er så dejligt kort at marts venter lige om hjørnet. Vi ved alle efterhånden, at de vise ord til indre ro og hverdagsglæde hedder noget i retning af  “lev i nuet”, men jeg giver hermed officielt lov til at vi alle gerne må skue ivrigt fremad, og gå med hurtige skridt henover februar. Det er stadig en måned der giver os lov til at hygge og samle kræfter til at startskuddet for endnu en kulørt sæson i haven går i gang, men februars skæbne er og bliver at være et springbræt til foråret.

Foråret som er lig med blomster. Og farver. I mit hoved er jeg allerede i gang, for indtil det ægte forår viser sig kan jeg da heldigvis selv gøre noget ved den sidste del af en brun og grå vinter. Nemlig.

Udenfor i haven er nyt liv så småt ved at vise sig, og det er næsten det bedste ved hele havelivet. Det at man kan se endnu en sæson stå på spring allerede i slutningen af januar.

At have en have er en gave.

Den første lille forberedelse til blomsteråret i haven

I dag prøver jeg forsigtigt at genoptage bloglivet. Igen. Jeg er megaglad over at få bekræftet at det ikke kun er mig, der er træt af påståelige og stædige læsere, så tusind tak alle sammen, for lige at hjælpe mig videre.

Det er jo allerede lige på falderebet til februar, og endnu har der ikke her i mit lokalområde været synderligt meget vinter. Det kunne ellers være virkelig sundt og godt, hvis vi fik en måned med reel kulde, for især rotter og andre skadedyr trivedes lige et nummer for godt efterhånden. Som det er nu netop i disse dage, er det mildt og gråt. Faktisk så mildt og så gråt og så vindstille, at vejret har været perfekt til at få spredt mine valmuefrø i bedene. Jeg har, foruden alle dem jeg selv har produceret og høstet sidste sommer, også investeret i lidt nye farver og faconer. Især de sarte pasteller fra Sarah Raven glæder jeg mig til at se irl, men jeg går også og venter på at modtage en sending af vidunderlige frø fra Floret i USA. Jeg har fulgt dem et par år på Instagram og min betagelse af deres blomster er nærmest umålbar, så da de sidste år begyndte at sælge frø også til EU i større stil, var jeg på pletten, men der blev udsolgt vildt hurtigt. I år lykkedes det mig at få hamstret til hobe heldigvis.

I det hele taget er det lige netop nu, at havemennesker lægger store planer over det ganske land. Alle er vi allerede nu i fuld sving med at planlægge den nært forestående nye sæson udenfor, og der sorteres frø, organiseres i farver og højder, tegnes og fantaseres, gennemlæses bøger, magasiner og internet. Havesæsonen er muligvis på stand by, men ikke helt. Faktisk er jan/feb og marts tre virkeligt hyggelige havemåneder, hvilket jeg i år får rigtigt lov at mærke, fordi jeg for en gangs skyld ikke er optaget af at flytte.

Hurra hvor er det bare herligt.

PS: jeg har nu status af eksryger og røgfri og det går fint med det. Jeg savner mine smøger i visse situationer, men generelt er det værste overstået og jeg kan se frem til en havesæson uden røgpauser, men bare kaffepauser. Det er så skønt altså, og jeg har selvfølgelig store planer for de millioner af formuer jeg nu sparer op haha. Indtil videre er første bunke brugt på garn og strikkebøger, men hvis jeg ellers kan holde mig fra “købknappen” i uldland, så skal næste portion kroner lægges i jord. Så at sige.

Om den skrøbelige vilje

Egentlig ville jeg gerne på skrift komme med en længere udredning om mine bevæggrunde for dette og hint, men ved I hvad.. jeg er SÅ træt lige pludselig. Een enkelt læser insisterer hårdnakket på, at fastholde mig i det der hidtil har været motivet til at blogge, og selvom jeg af alle kræfter forsøger at formidle mere lyse og optimistske tanker herinde, så ER jeg stadig borderliner og har som sådan STADIG de samme mekanismer inde i mig selv. Mekanismer som betyder at der ikke skal mere end EET enkelt menneskes påvirkning til for, at jeg komplet mister lyst og gnist til at dele mit liv med nogen som helst.. Ord er lige netop det eneste der skal til for at nedbryde det jeg så gerne vil forsøge at bygge op for mig selv. Et liv med optimisme og livslyst.

Det gik op for mig efter min beslutning om at stoppe, at jeg ikke kunne undvære skriveriet, men også at jeg måtte skifte spor for at kunne fortsætte. For at det gav mening. FOR MIG! 

Hende her mener tydeligvis ikke at det er iorden, at jeg nu fokuserer på andre aspekter af det liv jeg har. Jeg orker ikke at gengive her, men hendes kommentarer står at læse frit for alle, og også frit for alle til at have en mening om. Der er ganske givet masser af holdninger til hvordan hendes ord skal opfattes, men sådan som JEG læser dem og sådan som de påvirker MIG, har det den effekt at jeg nu igen slet slet ikke ved hvilken måde jeg skal gribe mit skriveri an på. Jeg har mistet lysten. Igen.

Jeg har forsøgt på mange måder. Med venlig diplomati. Med mere skarpe vendinger. Intet virker. Det eneste jeg har tilbage er lysten til at råbe   SÅ STOP DOG MENNESKE. Lad mig for helvede gå den vej der er bedst for mig. Og fri mig for skyld over at “svigte” alle de der stadig kæmper. Jeg er en privat person der har delt af mig selv, og som sådan står det mig frit for at vælge hvad jeg vil formidle.

Jeg må lige træde et skridt tilbage.

Igen.

Desværre.