De pokkers dage forsvinder bare

Nå, alle derude. Jeg er her endnu og jeg er ok, men den ene dag tager den anden og med dem erindringen om at jeg har en blog, som jeg har stor glæde af og som jo skal passes for ikke at dø. Fuldstændigt som med haven forresten. Der er bare det ved det, at jeg går forbi computeren hver dag og tænker.. i morgen. I morgen bliver lynhurtigt til igår og sådan går det til, at hele juni røg før jeg igen fik tændt for maskinen.

Man kan sige, at når I intet hører er det fordi det går godt. Til forskel fra de mange mange hundrede skriv fra min hånd, om det ene drama efter det andet, er tavsheden også et hint om, at jeg gudskelov er dramafri og vældigt tilpas med det.

Af overskrifter kan jeg fortælle, at Josefine nu kan kalde sig student og det med bragende karakterer, som uden at overdrive har fået vores lille familie til at gå helt bananas. Ikke fordi jeg ikke har troen på at min datter kan hvad hun sætter sig for, det VED jeg hun kan, men i min familie har vi ingen studenter. Et par langt ude på stamtræet er der vist, men som sådan er hun bare mønsterbryder og jeg er sindssygt stolt af hende. Stolt af det 12 tal hun fik i samfundsfag og stolt af det 10 tal hun fik i matematik… I MATEMATIK!

Jeg måtte prioritere og var dermed “kun” med til translokationen, men heldigvis var der en ring af veninder og lærere omkring hende da hun fik sin hat på.  Jeg fik set hende få bevis OG legat og det var stort kan I tro. Inden længe starter hun på den videregående uddannelse som hun er optaget på, og ja.. jeg er bare helt færdig over hende.

En million spekulationer gik forud fordi jeg ikke har den ringeste erfaring med, hvordan man håndterer sådan en dag. Der er noget med røde roser og en gave VILLE jeg bare have at give hende. Efter længe at have overvejet, hvad jeg kunne give hende ( budgettet spillede en rolle her), slog det mig pludselig. Hun skulle uden tvivl have den ring jeg har fået af hendes oldemor i sin tid. En guldring med blå sten. Oldes forlovelsesring. Det var bare den helt perfekte gave, som kan være et minde om dagen fra mig og til hende. Den passede så fint til hattens blå, og er spinkel ganske som hende selv.

Desværre var der ikke råd til fra skolen til, at studenterne i Nakskov kunne få den traditionelle pyntede vogn til at køre sejrsrunde i. Det kunne jeg ellers virkelig godt have undt dem, men faktum er også at jeg i mit stille sind sukkede lettet da jeg hørte det, for et besøg af den karakter havde jeg helt sikkert slet ikke kunnet håndtere. Men synd er det sgu.

Jeg var også selv blå i dagens anledning forresten..

Seneste strikkede kreation, en hjemmelavet ring fra for mange år siden med Josefines tænder i og blå sten OG krudt i hovedet. Det blev hermed en af de par dage om året, hvor jeg har anledning OG overskud til at se helt smart ud. HA!

Dagen og de næste fire derefter var jeg så knapt så smart.

At ligne havregrød i flere dage var dog ALT værd for mig. Jeg fik oplevet noget jeg en tid aldrig troede ville ske, og det er indtil videre dette års allerbedste oplevelse. Sidste år var det i modsætning til,, hvad man skulle tro IKKE, at jeg fik et andet hus at bo i, men den dag Rasmus ringede og fortalte at han endelig endelig havde fundet et sted at bo. Væk fra sin far, som ikke ville lade ham bade i varmt vand, eller bruge vaskemaskinen, eller koble sig på internettet, eller hænge gardiner op i vinduerne og meget meget mere af samme skuffe. To store dage jeg aldrig vil glemme.

Selv begyndte jeg i juni igen, at få behandlinger henne hos kiropraktoren. Hovedpinen måtte bare håndteres, og det sindssyge er at allerede efter første behandling blev anfaldende både reduceret i antal, varighed og styrke. Det er helt vildt altså. Jeg kvitterer taknemmeligt med gavmilde mængder af buketter fra haven.

Hov forresten..

Jeg har sgu da også fået mig en sofa. Min nye skønne bagnabo var inde for at se have og hus, og hun kunne slet ikke komme sig over at jeg kun havde een stol at strikke i. Bumtikkabum og en uge senere, stod hun og kæresten med en sofa på en trailer! De kendte en der var leveringsdygtig i den slags. Jeg var målløs en stund, men nu kan jeg jo slet ikke forstå, hvordan jeg kunne leve uden. Der blev omrokeret en smule, og det satte gang i en større organisering af garn og kreative sager, som ikke har været i søgelyset siden de blev smidt på plads i december. Jeg er såååååå glaaaad kan jeg godt love jer, og inden længe kan jeg levere valmuefrø og andet godt den anden vej, til hendes have.

Med tæpper og puder blev en ellers småfalmet sofa tryllet om til min nye rygvenlige oase:

Den er fortrinlig til at tørre strik på, og et par katte mener vist nok også lige at den er genial..

Om haven bliver det næste jeg vil skrive om. Men ikke nu. I må vente og jeg tror jeg tør love, at der ikke går en hel måned. Tror.

Afsked med en dejlig maj

 

 

 

 

Maj takker af med voldsomt blæsevejr. Så blæsende, at jeg i dag ikke har taget de runder jeg ellers tager hver dag. Synet af nedlagte planter gør mig nedslået og småmuggen. Andet er der ikke at sige om den ting.

 

Nå jo forresten..  for trods blæst som i oktober, har jeg da siddet på terrassen siden morgenstunden. Først omkring klokken fire fik jeg nok af susen for ørene, og pakkede mig selv og mine sager sammen for at sætte mig i stuen.

 

 

 

Maj har været dejlig. Svingende i vejret, men absolut dejlig. Og jeg har, ihvertfald de seneste to uger, reelt ikke rørt en finger. Lidt nips af blomster, klip af kanter, slåning af de få kvm græs jeg har og vanding, er det eneste havearbejde jeg har beskæftiget mig med. Det har jeg det godt med, men grunden er alligevel træls.  Hver eneste dag i to måneder har jeg måttet sluge den bitre migrænepille. Små anfald dagligt over så lang tid tager i sidste ende pippet fra mig og jeg er lige nu sååååå træt. Jeg ved ikke helt hvad det skyldes, og det kulminerede i sidste uge, hvor jeg en tidlig nat vågnede med en af de der ture, hvor alt bare er ude af kontrol. Fordelen lige nu er heldigvis, at på denne tid af året kan jeg lindre og aflede opmærksomheden fra smerterne, ved at stå op og gå ud i den kølige nat. Så den nat så jeg solen stå op. Gik rundt ude på vejen med to katte som væbnere. Frem og tilbage og frem og tilbage. Først omkring ved halv sekstiden var der så meget styr på hovedet, at jeg kunne gå i seng igen.

 

Jeg har alle mulige tiltag oppe til overvejelse, som jeg går rundt der og bare vil være smertefri, men jeg HAR bare så svært ved at handle på det, at jeg endnu ikke har fået taget mig sammen til at opsøge læge/akupunktør/kiropraktor/piercer og/eller hvad der ellers findes af behandlinger. Hver dag tænker jeg, at i dag.. er det hele overstået igen.

 

 

Så jeg har altså simpelthen siddet på min terrasse. Jeg har siddet og ladet mig stikke af ualmindeligt aggressive og tidligt ude myg. Jeg har strikket. Rigtigt meget. Og hørt lydbøger. Jeg har sovet en masse. Nusset katte og holdt væskebalancen ved lige. Og jeg har opdaget, at et hus med en rigtig terrasse giver et helt andet og nyt aspekt til det liv jeg har. Det er mit fjerde hus. Og dermed også min fjerde have, men det er min første rigtige terrasse, og himmel sikke en opfindelse. I ugevis har jeg overhovedet ikke opholdt mig inde i huset. Kun for at hente forsyninger, tisse, se nyheder 18.30, og hente mere strikkegarn. Fra jeg står op til jeg går i seng mere eller mindre er jeg udenfor. De to store glaspartier betyder at jeg kan opholde mig i læ og ly for vejrets luner konstant. Og NOOOOOOJJJJJ hvor er det bare FEDT altså. Humøret fejler stadig ingenting vil jeg også gerne lige skyde ind. Hverken hovedpine eller træthed kan få bugt med følelsen af lykke og held.

 

Siden sidst: