Jeg fik besøg i dag

 

 

 

 

Tak Pernille. Den næstsidste forhindring er overvundet med din hjælp. 

Bare en lille tanke fra onsdagens pause

 

 

Har nogen husket at fortælle mig, at jeg flytter meget langt væk??  GISP!

 

 

Den slags tanker summer ind og ud af hjernen nu, men lidt har jeg da fået strikket, og ligeså endda pakket endnu et par kasser. Det bedste ved denne dag er dog et besøg, som var aftalt OG, som endda betød at min strømforsyning her til den bærbare ikke længere er i fare for at dø.  Fisters tænder var begyndt at præge forbindelsen med både gnister og andet ubehageligt, men nu kører jeg igen sikkert derud af.  Tak for det ven :-)   Efter 15 år er det stadig godt at se dig.

 

Dagen har i sandhed været lilla, solrig og blød

Lagerstyring AKA, der er taget hul på projekt garnistueogpåhylderskaltællesopoglæggespåRavelry..

 

 

 

 

 

 

Til morgen da jeg vågnede var der ikke tegn i sol og måne på, at det skulle være i dag jeg gik igang med den opgave, MEN.. som jeg sad der på altanen med kaffen, og var helt klar til at drible tilbage i seng igen for at sove videre, tænkte jeg at det skulle blive løgn sgu det.

 

Så jeg greb knoglen, ringede til Vinna, foreslog morgensamling og garndag. Heldigvis er Vinna mere impulsiv end jeg selv er, så hun var frisk og en times tid senere fik jeg besøg. Klokken var vel ca 10 eller deromkring, og jeg skal da lige love for at vi ( men mest hun ) fik noget fra hånden.

 

Planen er at jeg vil ha genoprettet garnstatus, og ryddet op i baljerne med gamle projekter og rester, for derefter at få lagt det på plads på en mere hensigtmæssig og organiseret måde. I dag fik jeg begyndt, hvilket har givet mig en lille portion, der skal lægges til salg på min pulterblog, en bunke som Vinna købte billigt og så en portion med rester til donation. Det tog hun også med sig. Det lyder jo ikke umiddelbart til at tage alverdens tid, MEN jeg har en garnspole og den er blevet brugt så flittigt i dag, at den nærmest må stå til afkøling på altanen..

 

 

Vinna har drejet og drejet og jeg selv har puslet med ditten og datten. Sørget for musik og senere en lydbog til vores ører. Jeg gik igang med at bage knækbrød, men nåede aldrig længere end til at tænde ovnen, før jeg ( vi.. ) måtte fatte skraldeposen. ALT var sat til med orme og spind ADRR.  Vask, støvsugning i omvendt rækkefølge og systematisk udrensning betyder at jeg må ud og proviantere på ny før der bliver bagt noget som helst her igen. Det er SÅ belastende altså, men ok.. da ovnen allerede var varmet op fik jeg så tilgengæld smidt den kylling i ovnen, jeg købte forleden og som var nær ved at lide glemmedøden. Fint nok.

 

Jeg tog en lur, Vinna drejede videre og Fister ja, han var langt væk i kanindrømmeland også. Vi fik spist og pakket sammen og endda også vasket lidt op, inden klokken nåede 19, og vi begge måtte kapitulere og sige godnat.  Skøn dag og projektet er skudt godt igang. Derfor er det også så forbandet underligt, at jeg på trods at total rolig stemning og intet stress eller jag, alligevel skal kæmpe med et indre der er både uroligt og anspændt og småstresset. Det er MIG der inviterer og MIG der alligevel er ved at gå kold indvendigt. Hvad fanden er det da for noget altså???  Vinna den stakkel, bøjer næsten sig selv sammen i begge ender for at holde sin energi indenbords, og hun er så opmærksom på IKKE at stresse mig at hun nærmest er ved at eksplumdere af bare hensyntagen, så det utåleligt at jeg ikke selv kan holde mig rolig indvendigt. Jeg VIL ikke ha det sådan, at alle former for socialisering efterhånden gør mig skidt tilpas.

 

 

 

 

Jeg er glad for at jeg overvandt mig selv, men gid det snart bliver bedre med mig.

Life has been good today :-))

 

 

 

 

Sidder her med det fyy’este daddelslik, givet til mig af hende der I ved, som ikke lader mig sige nej til et besøg.  Det er jo weekend, og dermed er der ikke Charlie krimisommer, så jeg ser SATC, hvilket er længe siden sidst. Jeg vil strikke videre på den cardigan jeg begyndte på, inden Leftien overtog min hjerne og, som jeg måtte lade Pernille overtage da jeg opdagede en grum strikkefejl i eftermiddags. Otte rækker tilbage og nu om igen.  Ikke lige min hofret, men når udtagningerne forskydes med to masker så er der ingen vej udenom hihi.

 

Redning er inden for rækkevidde.

 

 

 

Rene og jeg ses heldigvis stadig, og der er opstået en dejlig form for enighed om, at vi bare skal være sammen når vi/jeg føler for det. Hans liv skal ikke styres af mine humørsvingninger og op og nedture, ejheller skal det sættes på hold for min skyld, så han fylder sine dage med det han elsker, og som gør ham glad, og så fanger vi hinanden et eller andet sted der imellem. Vi prøver om det er måden at gøre det på, for undvære kan vi ikke. Ejheller jeg. Min beslutning har jeg det godt med, og det giver mig en indre ro at jeg ikke skal stresse over samværspligten når man er kæreste. Fremtiden lader vi komme som den nu vil, og skulle skæbnen forme sig sådan, at han møder sit livs kærlighed, så træder jeg tilbage. Han fortjener det allerbedste.

 

Når det er sagt, er han ligeså stædig som Pernille, når det handler om at overskride mine grænser for mit eget bedste. OG derfor fik jeg i aftes kun en halv times frist til at være klar med cyklen!  JESUS altså..

 

 

Som en anden otteårig var jeg fuld af brok og dårlige undskyldinger for at slippe, men der var ingen nåde. Og ud kom vi. På den dejligste aftentur rundt om mosen. Med kameraet og sommeren i tasken. Vi delte vand og kirsebær i udkigstårnet og nød en stille krammetur med indlagte kys.

 

 

 

 

Vel hjemme igen takkede jeg for initiativet, og vi gik hver til sit igen.

 

 

 

En dejlig weekend er ved at slutte og næste uge bringer mig timer med både Josefine, Rasmus og min mor. Jeg glæder mig.

Lyset er derude, siger man

 

 

 

 

Jeg har været helt færdig siden udflugten til Plantorama i søndags. Foruden endnu et privat problem, der slog luften ud af maven på mig torsdag, betyder det at jeg i to dage ikke har lavet en hujende fis, andet end at pleje mit hoved og tude.  I natkjole og med uglet hår tuller jeg lidt omkring, imens jeg gentager mantraet fra psykologen:

 

De svære tider får en ende, det bliver IKKE ved. De svære tider får en ende, det bliver IKKE ved. De svære tider får en ende, det bliver IKKE ved. De svære tider får en ende, det bliver IKKE ved. De svære tider får en ende, det bliver IKKE ved. De svære tider får en ende, det bliver IKKE ved. De svære tider får en ende, det bliver IKKE ved. De svære tider får en ende, det bliver IKKE ved…

 

Jeg har godt nok svært ved selv at tro på det, MEN har fokus nok til at se lyset, bla fordi tagrenoveringen nu nærmer sig en afslutning.  I går aftes fik jeg sat de tre nye altankasser fast derude i mørke, men jeg handler når motivationen opstår :) Nu jeg skriver dette kan jeg også godt overfor mig selv indrømme, at jeg ser masser af lys et sted derude, når jeg tænker på al den hjælp og støtte jeg får fra ham den kærlige. NOJ, hvor han er fantastisk. Og tålmodig. Når han er ved siden af mig, bliver tingene lissom lettere at overskue. Ergo, det skal nok gå. Tror jeg nok. Måske. En dag. Lige om lidt når vi igen ser solen. ( Det ER mig der er et fjols jeg ved det. Jeg gør alt, hvad jeg kan for at vise min glæde ved manden, der forkæler mig så jeg er helt rød i bærret af glæde. Feks har han givet mig en vaskemaskine forleden, så jeg kan få en lettere hverdag! Han syntes det er helt fortjent, jeg selv har endnu ikke fået underkæben på plads endnu. )

 

****************************

 

Forresten har jeg også lært, IKKE at handle med migrænen hamrende derud af og piller i hele systemet. Jeg har med andre ord lært IKKE at VILLE noget for enhver pris, for jeg er nu den lykkelige ejer af  60 l surbundsjord!!!  Ikke lige det jeg allermest har brug for på en altan, men jeg hitter på noget. Een ting er, at jeg ikke har haft fået taget  mig sammen til, at få ordnet brillesituationen endnu og derfor ikke ser verden så tydeligt, en anden er at det IKKE hjælper når man er så også er lidt bims i bøtten.  Her kommer en række uskarpe billeder, der skal minde mig om at få mig selv ud af røret, og komme af sted til den brillemand:

 

Håber det kan blive i morgen :-)

 

****************

Og nu hvor jeg har skrevet indlægget til ende, er jeg søreme lidt gladere. At skrive ord ned kan hjælpe enormt. Jeg blev lige i min egen øv’hed mindet om, hvor heldig jeg er. Med min altan, min mand, mit garnlager, mine umulige rollinger, mine blogveninder og alle jer, der også er der for mig med ord, hjælp og opmuntring. :-)

Havetjans

 

 

I går var jeg forbi Roskilde fjord. Alt for lang tid er det siden sidst så jeg nød det, især fordi jeg fik lov at hjælpe til i haven. Sidst jeg var der, så der sådan ud:

 

Som tak for lån af træ og hængekøje er det vel også kun rimeligt, at jeg hjælper med at fjerne den million milliard blade træet har smidt på plænen. Eller rettere… over alt i haven, bedene, buskene, og næsten også i fiskenes vand.

 

 

Systematik må der til.

 

Lange rækker, derefter fejet sammen til bunker og så ned i sækkene. Det blev til otte sorte sække og to der tager dobbelt mængde i denne omgang. Der har allerede været fjernet blade een gang tidligere, så sådan et træ kan virkeligt sætte gang i søndagsmotionen. Nu er der som støvsuget igen, og haven kan stå klar til at modtage næste vintergæst…. Sne i rå mængder. Jeg er klar når det sker for jeg elsker sne, og i år VIL jeg have billeder derfra med sne på, om jeg så selv skal skovle mig frem dertil hihi.

 

Midt i alt det brune og grå, kørte jeg forbi en have med resterne fra sommeren. Rester så smukke og farverige, at jeg stoppede dytten for at tage kulørene med mig hjem. Ikke i form af tyvegods, men som billeder jeg kan kigge på og glæde mig over, også herinde:

Det er da fantastisk, at vi her i november kan se frodighed og farve i haverne endnu. Intet under at netop georginer er en af mine ynglingsblomster.

 

I min vens have er der også stadigt små sjove detaljer og farver at finde, og de kom også med mig hjem. Både i form af matrialer til et lege med, og billeder til bloggen:

Heldigvis er det ikke ofte jeg kommer på besøg. Heldigvis forstået på den måde, at jeg hver gang jeg skal hjem igen bliver lidt trist. Der er så dejligt at være, naturen er fantasisk og både omgivelser og mit sind er i ro og harmoni. Hverken bystøj, maskine- eller menneskeskabt huserer eller forstyrrer deroppe, og selvom jeg er glad for at bo i byen, kan lide mulighederne lige uden for døren, så ER det bare noget andet at være på landet. Ku jeg, havde jeg pengene og muligheden ja så gad jeg sgu godt bo ved Roskilde Fjord.

 

 

Ham her var ingen steder at se, og fordermesteren har en lumsk mistanke om en nabo, der har lokket med et foderhus tættere på dens hemmelige hule. Personligt mener jeg jo at den slags bør anmeldes til politiet ;)))  Og hvad er det lige med dyr og troskab spørger jeg bare??

 

 

Nå, men i dag er det mandag og her har der allerede været håndværkere på færde i en rum tid. Til forskel fra det lille stille egern, er de igang i kælderen og DEM kan man ihvertfald høre…

 

 

Godmorgen til dem og alle jer derude.

Halloweensk velkomst

 

 

Jojo, her er man inviteret til en HYGGELIG sammenkomst, og så modtages man af edderkopper, gravsteder og øjne til frokost.

 

 

 

Den er god nok. Jeg studsede i første omgang over, at der var dukket gravsteder op i indgangspartiet da jeg ankom, men da jeg skulle forcere spindelvæv med edderkopper i,  bare for at ringe på blev jeg altså lidt betænkelig. Vel inden for døren, fulgte så en regulær stepdans for at undgå at træde på de sorte kræ. Eller for at gå ind i mere spind. Ufff altså  ;) ;)

 

Grænsen gik ved den store sorte slyngel der var bosat på kaffebordet. DEN ku jeg sgu ikke lige klare hihi. Og mine fingre holdt sig også fra skålen med edderkoppe æg.  Pyhh det var lidt af en gyser. GODT jeg ikke var besøgende i det uhyggelige hus i går aftes. Rygter vil vide at der var helt og aldeles mørkt, og at man i haven havde observeret en levende død stige op fra børnenes sandkasse…   Mon ikke der har været børn i forældrenes senge i nattens løb..

 

Sikke en fantasi familien Putz kan ligge for dagen. Jeg bukker mig i dyb beundring over deres kreativitet og glæder mig over at kunne sætte tænderne i det her:

 

Et styks syrekage pyntet med velsmagende øjne hihi.

 

 

Hyggeligt var det som altid, og jeg har glædet mig over at se dem alle tre igen. Det er lidt tid siden sidst, så der blev talt til den store guldmedalje. Og grinet. Af mig. Stakkels lille mig. ALTID skal jeg drilles af de store piger i klassen. Godt at jeg kan klare mig selv, og gå hjem for at skrive om dem alle sammen. NÅ! 

 

  

  

De tre drillepinde og en kat der bare ikke gad deltage. Så hellere vende ryggen til og ignorere balladen hihi.

 

 

 

PS:  Tjek lige de døde ud ovre på gravstedet her: 

http://frauputz.blogspot.com/2011/10/lets-take-stroll-in-garden.html

Weekend med nye oplevelser

 

 

Weekenden bød på flere nye oplevelser til mig. Jeg tog til fjorden efter timerne i forretningen, og det tog ikke mange minutter før jeg havde skiftet kjolen ud med shorts og top. Køreturen var godt nok svedig..

Indtil jeg igen tog hjem søndag aften bestilte jeg stort set ikke andet end at drive den af. Strikke i timevis på de forskellige terasser i haven, slendre ved vandet, sove og mere slendrian. Der er så dejligt deroppe og stedet er en oase af fred. Første nye oplevelse var at ligge i en hængekøje. Jeg faldt i søvn på stedet og tænker, at jeg bare MÅ eje sådan en på min nye altan. Og så skal der stå en der kan sørge for at den aldrig holder op med at gynge..  hihi

Husets herremand har desuden fået anskaffet sig et kamera, så her ligger jeg nok så uskyldigt og sover, uden at ane at jeg er offer for en paparazzi in spe..   Det er nu ok, for jeg er vældigt glad for det billede. Det viser at jeg også kan være afslappet og nyde livet :)

 

 

Jeg har gynget

 

.. og strikket

 

.. hilst på min lille søde ven

 

…og kigget på dyr i mange udgaver :

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Generelt er jeg meget glad for vand. Elsker at svømme ( er ikke særligt ferm til det ), at vandre med fødderne i vandkanten og kan næsten ikke drives væk når først jeg har ramt en strand, MEN er der noget jeg hader så er det både. Af uransagelige grunde er jeg den der kvinde, der tilter rundt på dækket, selv når færgen stadigt ligger til kaj!  Det er vildt ubehageligt faktisk. I blikstille vand, vindstille vejr og uden at have indtaget en dråbe spiritus, bliver jeg så snart jeg er ombord både svimmel og mister fornemmelsen for balance. Det sætter gang i en indre form for panik så jeg begynder at hyperventilere, småtude og gå helt i selvsving. Fuldstændigt vanvittigt, men sådan er det bare.

Derfor var det også første gang, jeg nogensinde har prøvet at sejle med en lille båd. Hvad sådan en hedder ved jeg ikke, men en balje med motor på, er vel et meget godt bud på den tingest jeg var på fjorden med søndag.

Som båden antyder skal man prøve sig selv af..  I med mig, start motor og ud på vandet.

 

Kaptajnen forsøgte at forklare at hastigheden var lig nul!  Ihh ja tænkte jeg og holdt lidt bedre fast på kanten, men øhh jeg mener nu nok at vi havde rimeligt godt med fart på.. Ihvertfald nok til at vandet sprøjtede, og båden hoppede over hver en lille bølge fra de andre både på fjorden.

 

Vandet var faktisk spejlblankt og kun i bevægelse pga båden.

 

Og hvordan var det så? At sidde der midt i det blå i en båd, med vinden i håret og høj sol?

 

 

DET VAR FANTASTISK :-))

 

 

Jeg vil ha en båd. Jeg vil være sejler. Jeg vil tilbringe resten af mine somre i en balje med motor på. Nyde duften af havvand og fornemmelsen af luft under vingerne. Det er næsten som når man kører på motorcykel, og DET elsker jeg jo også. Fart over feltet.. ;)

 

Næste skridt var en tur i en mega badering på slæb efter skipper. DET var jeg godtnok ikke meget for at prøve, men da jeg ikke vil lade mig begrænse og jo elsker vand trods alt, så endte jeg sådan her:

Mine arme og ben var liiige det korteste, men juhuu hvor var det skønt. Jeg vil helt klart ha mer’ og håber at sommeren bliver laaaang i år.

 

 

 

Der var ild og jordbær til sent ud på aftenen.

 

 

 

 

Og leg med knapper i skyggen under parasollen.

 

Foruden at jeg fik strikket så meget på min lilla sweater at jeg løb tør for garn.

 

Jeg føler mig både heldig og taknemmelig fordi jeg bliver inviteret derop. Det gavner min sjæl.