Humøret og vandstanden steg og steg

 

 

Tjaaa, vi var jo altså så til havefest i går.

 

To fejrede deres runde fødselsdage, og generelt er den 14 august jo et udemærket tidspunkt på året at vælge, når man tænker vejr og vind, MEN..

 

 

Lige præcis i går aftes ramte et skybrud København og Nordsjælland. Der er ikke meget andet at sige til det, end at i sådan en situation.. med to festtelte i haven, opdækkede borde, tændt grill under parasol, en stor mængde mennesker og en endnu større mængde mad .. ja så kan man kun grine og tage den derfra. Aftenen var underholdende af flere grunde, og værterne må siges at være cool mennesker, for hverken en kælder med stigende vandstand og derpå følgende feberredning, gulve der efterhånden blev mere og mere våde og beskidte, en have der endte med at have egen sø, og maden der var i fare for at drive væk på et klapbord, kunne få dem bragt ud af fatning.  (Stoisk ro er kodeordet i den forbindelse).

 

Summa summarum, vi festede bare videre. Allerede inden alle gæster var ankommet, var regnen begyndt at sile ned. Inde ku vi ikke være, og derfor var jeg i går deltager i den vådeste fest jeg nogensinde har oplevet, og helt ærligt..

 

Det var vildt morsomt. :-)

 

Vi kunne dårligt høre for regnen der piskede ned i stride strømme på teltdugen, nogen påstår at der var musik i teltet, men på et tidspunkt var det så voldsomt at alle bare sad og lyttede og kiggede på, at haven langsomt blev fyldt med vand. De fleste havde været forudseende og var praktisk klædt på, lige med undtagelse af mig, der iført stram sort nederdel og stiletstøvler fik testet balancens kunst. Min røde regnfrakke havde jeg dog været kvik nok til at tage på, selvom den til sidst ikke længere kunne holde vandet ude. Da jeg kapitulerede ved halv ellevetiden og fortrak til den varmere stue, var jeg våd overalt.   Selve festen var vejret til trods en succes. Alle gæster incl børn var i højt humør, der blev grinet,talt, råbt og drukket, og i fælles kampånd gennemførtes middagen i teltet.

 

 

 

Ved midnatstid var vi tilbage i det, der ikke længere kunne kaldes VANDløse ;)  Rygter vil vide at vejen under Flintholm St. stadigt er under næsten en meter vand.

 

 

 

Gider nogen sørge for at vi kan komme til Vordingborg i dag UDEN at drukne??

Central Park Hoodie

 

 

Jeg er godt i gang med min kommende cardigan. Flere foto’s kan ses her.

Efter omstart på stykket med snoninger tre gange, går det nu bare derud af. Mønstret er til at overskue for mig indtil videre, og jeg satser da på at det fortsætter. Ihvertfald indtil hætten skal strikkes :-)

Farven er Heathers musegrå i Cascade220. Vidunderligt at strikke i, men også lidt hårdt for fingrene, da jeg strikker bedst på mindre pinde end denne, der er nr 4,5.

24 cm er strikket, og det bliver helt sikkert til mere, for jeg skal lade op til den fest jeg har lovet mig ud til i aften. Derfor står den på strik og kaffe, strik og kaffe og cigaret, strik og kaffe og en lur, strik og kaffe og så.. Påklædning og afgang kl 17.45

 

 

( Og forhåbentlig hjem i ordentlig tid, så jeg kan være frisk til i morgen. Da skal vi aflevere Mira på efterskolen kl 14. To biler må vi have med, for ingen af dem er store nok, til al det hun har brug for at tage med, incl storebror..)

Et Buddistisk bryllup…

…. er en utroligt fredfyldt og smuk oplevelse. En oplevelse jeg er virkeligt glad for at have været med til, og en jeg takkede brudeparret mange gange for, at de syntes vi skulle have lov til at være med til.






Hele oplevelsen har jeg simpelthen ikke kræfter til at beskrive i detaljer, men jeg kan nævne i flæng at det var som ventet på bare fødder, at lama’en som er en ældre herre helt havde glemt at møde op, og at vielsen derfor blev forestået af en af hans “ hvad-man-nu-kalder-hende”, at brudgommen havde glemt at slukke for mobilen!!!!, at jeg forinden var blevet syltet ind i kontaktlim ( forklaring følger), så kærestens og mine fingre var næsten uadskillelige, at nogle af gæsterne ikke lige fattede at det KUN er brudeparret, der skal gentage vielsesritualet sammen med hvad-hun-så-skal-betegnes-som, at de 17 ( gentager lige..  SYTTEN ) børn næsten var stille som graven imens, OG at lykke og kærlighed gennemstrømmede hele forløbet derinde midt i København.


PHEWWW!


Kontaktlim, hmm    ja jo altså når man som jeg er kreativ og impulsiv, ja så skal der altså i sidste sekund laves et bælte af en gammel halsting, som ikke længere er hel. En lang kæde af perlemorsknapper passede lige damen rundt om hofterne, kun manglede der et eller andet til at dingle lidt for enderne. SNUPTI og halløj, så tager man et endnu ældre vedhæng fra en anden kæde, som engang i halvfemserne prydede min hals. Det medsamt en lille guldløve, som jo er mit stjernetegn, og som er røget af et armbånd med charms, blev fluks omdannet til dinglere ved hjælp af fiskesnøre, klemperler og lidt andet fikst. Jeg springer op af stolen, perler flyver om ørene på mig, tænger og andet godt skøjter hen af bordet og -


DOiiinnnnggg.. lå kæden på gulvet.


Vedhænget fra de glade 90’ere er tungt som et ondt år, lavet af massivt glas og hvad har vi af uægte guld, og nu lå den så i to dele på gulvet.

Hvad gør en klog??  Jamen hun tager da bare en ligeså gammel tube kontaktlim, klipper i hysteri toppen af, fordi den er klistret sammen nemlig, og igen.. SNUPTI er den flydene lim sprøjtet i en lind og meget tyndagtig stråle ud over fingre, vindueskarm, charm, arme og gulv.


Godt så..    den på sekundet, nu godt fastlimede charm skulle sparkes af gulvet, mine fingre og negle var næsten umulige at få fra hinanden og mit bælte dømt ude af kæresten. Heldigvis er jeg en stædig rad, og vil ikke sådan finde mig i at tingene ikke bliver som jeg vil i en krisesituation, så jeg beordrede den dumme tingest til at tage sig sammen og sætte sig fast til det fordømte vedhæng, svang bæltet om livet og så var vi dem der var fløjet. På det tidspunkt var der 20 min til deadline, og lige en bil der skulle findes parkering til i midtbyen. 



I bilen blev fingrene forsøgt filet med grov- og fin fil for at tage det værste adr, brudgommen fik set os ankomme og vi fandt en plads lige ved siden af åstedet. Det ligger i øvrigt midt på Nørregade, ved siden af Notre Dame. Et udemærket tidsfordriv når nu alle gæsterne er blevet bedt om at vente tålmodigt på en løsning af den manglende Lama.








Efter ceremonien som sikkert var mindre anspændt end den svenske ditto, tog vi alle hjem til et smukt og sommerligt pyntet rækkehus. En kage så fristende og masser af grønt med dip var klar til os, og senere stod den på Chili con carne og et timelangt forsøg på at tænde en terassevarmer. Sjovt som sådan en ganske som en kuglegrill, kan få mænd til at spille med musklerne ikk.. ;)  


  
Jeg har knipset en lang række forsøg på at få ild i kalorius det eneste der ikke er med på billederne er den latter der fulgte med. Den BLEV tændt til sidst, og er jeg næsten ked af at sige, ikke af de damer der også forsøgte, men af gommens knægt på 16.. :-)




Jeg holdt ud til kl ni, glad og mæt og træt og godt underholdt. Eneste tåre der trillede på min kind, var inden selve ritualet. Det indledes med en række sætninger og øvelser der alle handler om at finde den indre ro frem..  Den, og så glæden, kærligheden, lyset og varmen i en selv. Lige noget der kan få mig til at gå helt i stykker og jeg klemte kærestens hånd en ekstra gang for ikke at smuldre. Lige præcis de ting er jo dem jeg kæmper så hårdt for at finde. At blive bedt om at fokusere på dem bare sådan, for at kunne visualisere dem videre til brudeparret, satte noget i gang i mig der næsten kunne være endt i en krise, men det gik. Faktisk reagerede jeg som altid når noget er svært eller direkte smertefuldt, ved at gå helt i sort. En ubeskrivelig tilstand af ikke eksisteren, og en der gør at jeg slet ikke er til stede. Min psykolog har et ord for det, som jeg også har fortrængt ( hehe ), men det virker og jeg kan komme helskindet igennem den proces der er årsagen.




Da kl var ti i aftes var glansen gået af Solejma og jeg faldt i søvn som et barn. Sov lige til ti i morges, og hele dagen har været tilbragt i behagelig stilling på langs, kun afbrudt af lidt altanbesøg med tilføjede regnskyld fra helvede og en enkelt kop kaffe.




Den buddisme der, er jeg nødt til at lære mere om..  


PS:  Kæresten syntes at jeg så alarmerende godt ud hihi

Jeg skal være fin..

 

…  for en gangs skyld. Og her kommer så et fra mig sjældent indlæg om tøj, make up og sko ;)

Det er ufatteligt sjældent, at jeg har lejlighed til at skulle være fin og flot klædt på. Til forskel fra den fjerne fortids glimmer og perfektion, har jeg jo i mit liv nu ikke nogen anledning til dagligt, at iføre mig make up og lækkert tøj.  Det er ok, jeg er ikke længere den samme og trivedes egentlig bedst i frie klæ’r og fuld bevægelighed for kroppen,og så kan jeg hygge mig med at  tage lækkert undertøj på for min elskede..

Der var engang…

På vej tilbage til livet efter års sygdom, 15 år senere

I morgen skal jeg igen lege med tøj og farver og den fornægter sig ikke, min skjulte og glemte forkærlighed for at dresse up. :-)

Her til aften benyttede jeg lejligheden til at få ryddet lidt op i make up skuffen. Ikke at der er så meget, en enkelt en af slagsen har jeg i dag, til forskel fra dengang jeg jobbede. Dengang var min samling så enorm at jeg måtte sortere det hele i hver sin skuffe. Læbestifter, øjenskygger, mascara’er, rouger, alle mulige slags af dækcremer og pudder, neglelakker og parfumer. Det hele fint i rækker og efter farve. Pyhh nu jeg tænker over det, var det vist lidt vildt, men make up og et smukt ansigt har jeg altid været hys med. Ku jeg ikke ha kontrol med mit indre, kunne jeg ihvertfald styre mit ydre..

 Resterne af det jeg har nu dækker fint mit behov, og jeg supplerer i dag nærmest kun med nye neglelakker og en enkelt læbestift i ny og næ.

Jeg er endt med at droppe kjolen og tager i stedet et par stramme cigaretbukser på. Til dem en nærmest antik cardigan jeg har fået af min mor. Den har skinnende pailletter på og små perler,samt en historie med sig om nytårsaftener i gode venners lag, dengang i 60’erne da min mor var ung og ufatteligt smuk :-)  Dertil en art stola i limegrønt skinnende stof med påsyet blomsterbort, syet til et andet bryllup engang og med tilhørende lille taske. 

Dillemaet er nu..

Hvilke sko skal jeg tage på?? Jeg har forskelllige, men sort er ikke det rette og lilla helt galt. Så er der dem i guld med simili på, og dem der bare sidder så godt og er behagelige at gå på, trods højden.  De har en farve der går igen på blomsterborten, ligesom den lyseblå passer til cardiganen. Det ses bare ikke så tydeligt på billedet her. Hmmm 

 

 

Nogen gode råd??

Det bliver nu alligevel dejligt at klæde sig lidt ud, dufte godt og få lidt farver i ansigtet igen. Neglene er der styr på og håret skal bare være løst tror jeg. Det er blevet så langt nu, at jeg har lyst til at gøre som jeg ellers aldrig gør, lade det flagre lidt.  Min elastik kommer med i tasken, hvis nu jeg skulle få et flip hihi

Snolderi er tilladt når bare..

…det ikke er af den spiselige slags hehe

Skattefar har været endog særdeles gavmild overfor kæresten i år, og jeg har fået frikort til lidt snolderi. Uhh jeg ved næsten ikke hvad jeg skal vælge, for ønskerne står som altid i kø:

En cykel ( grøn )

Garn ( jeg mangler jo heeelt vildt)

Kluns og sko

Blomster til altanerne

Smykker og parfume

Forlovelsesringe ( det ønsker vi os begge to )

Lydbøger i stabelvis

En cykel ( rød )

Garn ( jeg mangler jo heeelt vildt )

Garn ( jeg mangler jo heeelt vildt )

En cykel ( grå )

Garn ( jeg mangler jo heeelt vildt )

Dvd’er med mine ynglingskiggeting på aka engelske krimier

Hmmm ???

Ku også bare lade pengene stå lidt. Bare vente til det helt rigtige dukker frem af tågerne. Eller betale noget af gælden ned ( adr ). Det ville jo være det mest fornuftige, men jeg hader at være fornuftig, så hvad gør en klog? Den vil jeg lige tygge lidt på

Men indtil da tror jeg lige jeg køber lidt garn

:) :) :) :)

Jeg tog afsted alligevel

Jeg tog med til fest i aften, jeg kunne klart mærke at kæresten gerne ville at jeg var der. Det betyder faktisk en helt masse for mig, det at han ikke er ligeglad, så jeg overvandt mig selv, klædte mig varmt på og beredte mig på nogle timer med tju hej.


Lad mig lige her standse op og filosofere lidt over livets gang..



I aften stod det nemlig lysende klart at jeg er blevet ældre, og at fornuft vinder over forfængelighed når det er hundekoldt udenfor. For 20 år siden ville jeg have klædt mig på til fest, med skørt og florlet undertøj, tynde strømper og høje hæle. Nu her midt i livet, kunne ikke ti vilde heste få mig til at gå ud, uden mindre end varmt tøj og hue, vanter og halstørklæde, vinterfrakke og tykke støvler. Faktisk er jeg nået til et punkt hvor jeg overvejer uldent undertøj! Jeg mener.. er der noget jeg har respekt for efterhånden, så er det kulde og dermed risiko for sygdom i underlivet. Hjemme render jeg rundt og ligner noget der er løgn i denne tid, især er jeg pakket godt ind omkring numsen, med et dejligt varmt sjal til at lune det sarte og udsatte indre. Jeg har nemlig prøvet både blærebetændelse og underlivsbetændelse flere gange, og jeg skulle lige hilse og sige, at det faktisk kan være ret så pinefuldt. Hvorfor jeg ikke allerede har dejligt varmt at tage på inderst inde, skyldes nok at jeg normalt aldrig fryser og at de sidste års varme vintre ikke har fordret det. Så altså, jeg gider ikke længere satse heldbreddet på en enkelt aften ude, så jeg var muligvis ikke den smarteste gæst, tilgengæld var jeg varm :-)


Når det er sagt, så er det jo heller ikke nogen hemmelighed her efterhånden, at jeg ikke trivedes med så mange mennesker samlet, så efter passende tid tog jeg hjem igen. Vi blev enige om at John kunne tage en taxa retur, for han var i muntert selskab og jeg syntes ikke det er rimeligt, at han altid skal gå når det er sjovest, fordi jeg vil hjem. Det er fint med mig, og jeg har derfor kunnet nusse rundt i stilhed, efter at jeg fik krøbet i det elskede nattøj, bare nuldre lidt med dyrene, tage en kop varm kaffe og så ellers bare være selv lidt.

Nu glæder jeg mig til at han kommer hjem, og jeg ved med sikkerhed at han ikke var helt appelsinfri da jeg kyssede ham farvel, så der er lagt op til at han vil være godt flad i morgen hehe. Jeg selv er klar til at fortsætte i mit værelse, hvis ellers jeg ikke har fået det værre end jeg har haft det i dag.

Vi får se.


Nu er klokken mange, men jeg vil lige strikke en pind eller to inden jeg går helt til ro. Jeg har nemlig modtaget garnet fra Lavendel og mit blå sjal behøver ikke længere vente. Hende Lavendel hun er en knag, og jeg vil her lige reklamere for hendes butik Lavendelgården. Kig ind, der er mange dejlige sager der. Se bare her feks, eller hvad med denne hersens tingest? Den er da lidt sjov ik.. Og så er der jo garn ikke at forglemme :-)



Forresten..


Jeg må befinde mig et rigtigt godt sted sådan på et åndeligt plan for tiden. I aften er jeg nemlig blevet spurgt om det eneste, man ALDRIG spøger en kvinde om, med mindre man kender svaret med sikkerhed på forhånd. En herre spurgte om jeg var gravid og i samme åndedrag lykønskede han så min elskede med den kommende begivenhed.


SUK og herregud altså.


Jeg svarede som sandt var: " nej, jeg er bare tyk".


Jeg kan her afsløre, at både han og de omkringstående var mere pinligt berørte end jeg selv, og i den næste halve time måtte jeg lægge øre til en strøm af undskyldninger, tamme bortforklaringer, OG at han bare syntes at gravide er sååå smukke. Nå, ja, ok, fint nok, men som sagt er jeg altså bare tyk! Fister...


Det berørte mig ikke en hujende fis, men på en dårlig dag var jeg brudt sammen, det er helt sikkert, men nu er det bare sådan at jeg har det godt indeni, og derfor kan jeg ikke rigtigt hidse mig op over at jeg har taget på. For det har jeg, den øgede dosis medicin har lidt af skylden, men resten er min egen. Jeg har ikke kunnet koncentrere mig om kost og sundhed siden decembers ballade, men jeg ved da godt at når alt er på plads her igen, så må jeg se om jeg kan finde en måde at tabe mig lidt på. Alt andet lige er det ikke godt at tøjet strammer, og så er der også den helt jordnære del, der handler om at det er besværligt at slæbe rundt på for mange kilo.

Housewarming

Uhh det var sådan en god sammenkomst vi var med til i går..



Vi skulle være der klokken 14, og den var 21 da jeg måtte bide i tæppet og bede kæresten om at køre mig hjem. Det syntes jeg sådan set var ret godt klaret i betragtning af, at jeg slet ikke havde hvilet på noget tidspunkt i løbet af dagen. Normalt smutter jeg jo lige ind i nærmeste soveværelse og lukker alt ude en tid, men det nåede jeg slet ikke at overveje i går.


De var en del mennesker, men ikke flere en at det hele tiden var til at overskue. Jeg fik en velkomstdrink som med det samme gjorde mig svimmel, så det var godt at jeg kunne sidde ned. Med de høje stylter jeg havde på til lejligheden, ville jeg være væltet som en anden uchekket chick. :-) Jeg ER altså bare ikke længere rutineret drikker, så det mærkes især når jeg får et glas vin. Sjovt nok ikke med øl eller spiritus. Hmm

Muntert var det ihvertfald og jeg holdt mig til sodavand resten af tiden, for jeg får sådan en dundrende hovedpine ellers. Jeg har jo lært at kombinationen af piller og sprut ikke er så godt. I alle tilfælde ikke dagen efter....




Jeg fik grinet, sludret med en masse jeg ikke kendte på forhånd, og på ægte Henriettevis også dummet mig på alle mulige måder. Jeg har det med at sige et eller andet der får bragt mig selv i fedtefadet, og som altid syntes andre det er såååå morsomt, når jeg så skal rede mig selv på land igen. Men ok.. jeg griner osse, det kan nemlig ikke nytte at være for selvhøjtidelig, og når jeg absolut skal bemærke at jeg har det vildt varmt, så beder jeg jo selv om det. Bemærkninger om overgangsalder og pre dit og dat fløj gennem luften. Lidt pletter på tøjet nåede jeg også, og så er alt ved det gamle igen. Vi fik i øvrigt den skønneste thaisuppe, god og stærk var den. Måske det var den der fik mig til at få hedeture?? Hmmm


Søde mennesker, et dejligt hus til indvielse, hjemmelavede isvafler, sol og gode samtaler...
Hvad mere kan man ønske sig? Ja jeg spørger bare :-)


Vel hjemme igen var der kun een vej for mig, og det var den direkte til sofaen og strikketøjet. Mit hoved snurrede som efter en koncert, og jeg orkede ikke engang at koge vand til kaffe. Det ordnede John. Med Barnaby på skærmen og garnet i hænderne faldt jeg glad i søvn.



I dag skal jeg bare tænke og tale minus. Sidder stadig i sovesofaen med dynen og marsvinene og hygger, men måske jeg skulle overveje at få stuen til at ligne stue igen?? NOT!


Skal nogen bruge mig til noget, må de sende en ansøgning i tre eksemplarer, og vente med svar til i morgen.

Firmamedfamiliebakkeudflugt

Sådan en ting var vi med til i går..


Johns arbejdsgiver holder ikke julefrokost, tilgengæld samles alle medarbejdere med familie, hvert år i august, til en festlig dag på bakken.

Det er et massivt arrangement med en masse mennesker, og på denne dag er der ikke sparet på noget. Chefen er en gavmild mand og der er ikke bund i portemonnæen, hvilket betyder at alle får turbånd om armen, at mad/is/popcorn/drikkevarer kan indtages til vi alle segner, at middagen indtages på en herlig restaurant, og at turen ender på Vin og Ølgod... Hmmm :-)

Det siger sig selv, at sådan et arrangement kræver sin mand/kvinde og jeg havde da også taget højde for, at jeg på et tidspunkt trængte til lidt ro. Efter maden tog jeg min lille rygsæk, og gik en tur for mig selv i skoven. Ud af forlystelsesparken og væk fra al støjen og musikken og ind i den dybe grønne skov. Ad en vej og på en sti gik jeg, og lige der midt i det hele lå en lille åbning med en bænk.

Der på bænken med hækletøj og vandflaske, sad jeg en lille times tid. Noj hvor var der dejligt.


Desværre er der jo sådan en fredag ikke tomt for mennesker og fred være med det, men jeg må indrømme at skov og høj disco/techno ikke lige rimer i mine ører. Et stykke fra min bænk var flere store skoleklassebørn samlet til et eller andet halløj. De var mildest talt godt stegt og har helt klart haft det herligt. Jeg husker selv mine udflugter til skov og strand med kammerater og flasker, så det er bestemt ikke et surt opstød jeg kommer med her. Eneste øv er bare, at der var så uendeligt smukt lige på den plet, og det gik lidt fløjten fordi der vrimlede med berusede teenagere, som råbte og skreg og så altså hørte riiiiimeligt højt musik. Heldigt er det så bare for mig, at jeg efterhånden er ret så god til at lukke mig selv inde i håndarbejde og mig selv, så jeg var egentlig ikke direkte generet af dem, og efter en times tid var jeg igen opladet og klar til at returnere til bakken.

Jeg har besluttet mig til at besøge det samme sted en søndag morgen i stedet for.


Imens John og jeg og de andre voksne hyggede og blev underholdt på det meget besøgte Vin og Ølgod, var alle børnene ude og muntre sig i forlystelserne. Vi så nærmest ikke skyggen af dem i mange mange timer. Ind i mellem kom de lige og fik en tår sodavand og så smuttede de igen.

Klokken halv midnat var der bare ikke mere strøm på mine batterier og jeg ville hjem. En togtur og en lille gåtur skulle vi igennem før vi var vel hjemme og jeg har bare sovet og sovet lige til nu.


Og gud hvor har jeg sovet godt.. :-)


Her er lidt stemningsbilleder fra turen:


Vi er på vej i en af vores sjælne togture..

Et hornorkester på øvelse lige udenfor bakken..


Og ænder der var fuldstændigt upåvirkede af, at orkestret som stod næsten lige ved siden af og spillede..


Min bænk. Det ser jo idyllisk ud og der var også så dejligt. Bare synd der ikke var så stille som billedet antyder.. :-)


Om ikke så længe vil der være de mest fantastiske farver her.


Mit kommende vintertæppe.


Jeg er retur til selskabet igen. Rasmus laver fis..


Josefine og jeg i lys og skygge

Lange timer

Det har været nogle lange timer for mig i dag.

Vi har alle seks været afsted til konformation og selvom både kirke og festlokale ligger i nærområdet, er jeg fuldstændigt kvast.

Vi skulle være i kirken kl 10.30, og da vi ankom var hele kirken fyldt til bristepunket. Vi blev bænket i et tilstødende lokale, hvor der sad ca 50 mennesker og hvor der også var en plads til de små med legetøj og lidt bøger.

Det er i sådanne situationer, at jeg hurtigt bliver så træt. Den megen faren omkring af mødre og børn i alderen 1/2 år - 5-6 år, mennesker der kommer og går fordi der er et barn der græder, eller nogen der kommer for sent, og så præsten der taler, får min hjerne til at arbejde på højtryk. Det er ikke noget jeg selv har kontrol over, og jeg er bestemt utilfreds med at det er sådan.

Derfor er det også noget af en marathon for mig at deltage i den slags arrangementer. Halv elleve til 17.30, så måtte jeg bare hjem. Som de første til at forlade festen er det noget der bliver lagt mærke til, alle spørger hvorfor vi går allerede, siger at der mangler jo stadig dit og dat, og jeg hader den opmærksomhed det giver. Allerhelst ville jeg snige mig uset ud af bagdøren og lade resten feste videre.

Nu har jeg sovet lidt, og resten af aftenen skal gå med ingenting.

I morgen følger den videre beretning om dagens hændelser. Den indeholder lidt om fester og gæster, mad og drikke, og sidst men ikke mindst... Etikette.. :-)