Havevandring #8

En sensommervandring i havens lille illusionsskov

Når viljen vejer så tungt som bly

 

 

 

 

Hver dag gør jeg et forsøg på at komme nærmere målet. Nærmere på konsekvensen af en flytning.  En pose med bøger der og en pose med bøger her. En gryde ud af skabet. Garn i en sæk. Der sker en smule, men det går langsomt. Langsomt fordi alt i min krop vejer som bly. ALT koster kræfter, selv det at stå op! Migrænen er nu med mig i døgndrift, og kun en pille tre gange i døgnet gør, at jeg har pauser hvor jeg ikke har smerter i øjnene.

 

Sagt på en anden måde, så tynger det her mig helt åndssvagt.

 

“ Jeg kan ikke det her”. Det nytter ikke at sige det, og jeg leger kognitiv terapeut. Insisterer på at lege omvendtpsykolog. “ Jeg kan godt det her, jeg kan godt det her, jeg kan godt det her”. For det skal jeg. Der er ingen vej udenom, eller over eller under. På en eller anden facon, SKAL jeg have rykket mine ejendele og mig selv de 500 meter. Distancen er kort, men det føles som at bestige et bjerg uden ilt til at hjælpe mig på vej. Hver gang jeg siger til mig selv at jeg godt kan, jager smerter igennem et eller andet tilfældigt sted i kroppen. Hvis jeg bare så meget som overvejer at tænke i have/spade/grave baner, bliver jeg straks overvældet af kvalme. Jeg spørger mig selv om jeg egentlig er i stand til at flytte en have igen?

 

 

 

Reelt KAN jeg bare ikke det her. Men jeg skal.

 

 

Det nytter ikke at strudse den, men det er der jeg er lige nu. Jeg er en struds, som sidder i en stol med sit hækletøj og ser krimi på tv. Jeg sidder helt stille, og venter egentlig bare på, at Josefine ankommer i weekenden, så hun kan tage over. Tage styringen.

 

For jeg kan bare ikke selv. Jeg er blevet pakket ind i bly. Beklager.

Jeg vil op jeg vil ned jeg vil ud jeg vil ind….

 

 

 

…  nogenlunde sådan går BabyHermans vågne timer. Fuld speed frem, og uendelige spændende steder at udforske. Nu er han gået kold og lige så er tålmodige Holger, som dag for dag bliver mere og mere interesseret, og knyttet til den bette artsfælle. Selv er jeg træt nu, klokken er sent, men for ikke at glemme bloggen helt, fyrer jeg lige en række billeder af nu. Nyt fra haven, den lille og den store og et enkelt af mig hihi. Forresten var jeg også til min første lægesamtale i dag i Maribo, og det gik godt. Jeg har ikke energi til at gå mere i detaljer, men vi har talt om den medicin jeg får, om et forløb og hvad jeg forventer. Summa summarum, jeg når en bunke og er glad for det er sommer, for den var nok ikke gået i vintermørket :- )

 

Den nye ynglingskop

 

 

 

Jeg faldt over den buttede kop på Isabellasmith.com, da jeg var inde for at bestille frø til næste år. Den kostede den nette sum at 39 kroner, og jeg må sige at jeg bare er så vild med den. Den rummer godtnok mere end jeg kan drikke sån lige, men da jeg glad og gerne også slubrer kold kaffe/the, så i hegnet med det. Farven er skøn og allerbedst, vil den være perfekt at spise is eller grød af.

 

De frø jeg var på udkig efter fik jeg heldigvis også med i pakken. Det kan godt betale sig at solde nu, hvor resterne er nedsat, for de holder sig fint til næste sæson. Foruden frø til min drøm om en kamilleplæne, røg der også lidt grøntsager med og så en ny forsyning af hvide klokker. Disse var både på tilbud og så er der også flere i pakken, end dem jeg endte med at måtte kigge langt efter i år, fra et andet firma. De seks møgdyre frø blev aldrig til noget desværre.

 

Næste punkt på listen over haveinvesteringer ( og hvad jeg kan afse af penge i de næste måneder ), bliver løg til forårets have. Jeg surfer rundt, og flere steder er der stadig lidt rester at få til gode penge. I år var det hvide og lilla tulipaner jeg så vokse frem, og næste forår håber jeg at få lidt flere farver på derude.