Dengang JEG var barn.. eller historien om den døde huslæge

 

 

 

Ingen kan vist længere være uvidende om, at der er ikke  kun er store men også alvorlige problemer med adgang til det, der engang med rette blev kaldt en huslæge. En huslæge er det vi kan definere, som den medicinske kontakt enhver borger har ret til når der er behov for det. Definitionen er dog med tiden blevet så udvandet, at jeg personligt ikke længere kalder min læge for huslæge. Altså den person jeg opsøger når jeg har noget der skal ses på, OG som husker mig fra gang til gang, over tid lærer mig bedre og bedre at kende, og dermed også har min historik in mente, når jeg møder og og har brug for hjælp.

 

Netop den personlige historik, er i mine øjne ret afgørende for den diagnose, der skal diskes op med når jeg sidder i stolen og piver over dette og hint. Som patient er det ualmindeligt frustrerende, at skulle bruge dyrebar og ofte på forhånd afmålt tid på, at opsummere fortiden. Den problematik er sådan set ikke kun forbeholdt privatpraksis’en, men det er en helt anden historie. Her skal det handle om den nære og første kontakt når sydom opstår.

 

Jeg kan næppe bryste mig af at slide min egen læge op. Efterhånden er det en overvindelse overhovedet at skulle tage knoglen for at bestille en tid, MEN når jeg gør det så er forløbet sådan, som det trods alt altid har været til en start. Man får i en sekretær. Derefter er forløbet en noget mere alternativ oplevelse.  Jeg ringer op, en sekretær siger goddag og derpå fremfører jeg mit ærinde. Jeg vil gerne have en tid hos “min” læge. Desværre er der typisk tre- fire ugers ventetid.. jeg accepterer derfor som oftest den alternative model, og takker ja til en tid hos vikaren/den lægestuderende/sygeplejersken eller den anden fastansatte læge. Dermed er der lagt op til, at det meste tid af de afsatte 15 min går med at fortælle, hvem jeg er og hvad jeg kommer for. Løsningen på mine beklagelser er derfor ofte også hurtigt besluttet, ELLER jeg bliver bedt om at få en ny tid senere, så vi kan se hvordan det SÅ går og så tage den derfra..

 

Altså!

Dengang JEG var barn. Og ung for den sags skyld. Og nyvoksen. Og først i 30érne. DER havde jeg faktisk en rigtig huslæge. Da jeg var barn hed han Dr. Christensen, og ham var jeg forresten overhovedet ikke begejstret for. Han var den gamle onde mand, som da jeg var syv og fik opereret min blindtarm væk, nægtede at tro mig da jeg fortalte at lægerne på hospitalet havde fortalt min mor og jeg, at trådende skulle klippes af. Så han trak til. Som i at det dårligt sammenvoksede lille ar sprang op og det blødte voldsomt. Det gjorde sindssygt nas siger jeg bare, og den sad i mig i årevis efter. Siden dengang var han bare ikke på hitlisten hos mig. Men huslæge det var han. Han var faktisk familielæge, og han kunne sin historie om hele den pukkelryggede, lige fra oldemor til oldebarn. I øvrigt bedrev han den i dag fuldstændigt utænkelige gerning, at han tog på hjemmebesøg når man ikke var rask nok til at møde på klinikken.

 

Det kan unge mennesker i dag jo slet ikke forholde sig til når der fortælles om fortidens serviceniveau.

 

Efter doktor Christensens afgang kom så Torsten B., og om ham kan jeg fortælle at han først gik på pension sidste år. Og at han i alle årene kørte klinikken videre næsten i samme ånd, blandt andet med i visse tilfælde at køre hjem til patienterne. Han var min (ualmindeligt) velkendte læge, som fulgte børnene fra de var spunker, mine egne forskellige problemer og, som senere da jeg flyttede fra byen, anbefalede mig en anden yderst kompetent og rigtig gå-i-dybden læge på Frederiksberg. Han var familiens læge i 11 år gennem børnesygdomme, mine indlæggelser, skilsmissen, og det private drama som også omfattede børnene sidenhen. Det var ham som kendte mig så godt, at han personligt tog fat da jeg gik helt i spåner første gang og fik mig indlagt, og senere også sørgede for ind i mellem lige at ringe for at høre til mit forløb. I det hele taget slog han fra første konsultation fast, at jeg ALTID ALTID kunne komme til en snak, hvis det var det der skulle til i en given situation. Dog blev det i de senere år tydeligt, at også han blev mere og mere presset på tid, men aldrig er jeg blevet afvist i døren så at sige.

 

DET kan man så ikke just påstå er praksis i Nakskov!

 

Min datter ringede forleden til den læge hun var blevet givet, da hun flyttede dertil. Meldingen hun fik fra klinikken var så sindssyg, at jeg faktisk nægtede at tro det kunne være sandt. Som klogemor besluttede jeg, at hun måtte have misforstået et eller andet, eller måske havde hun ikke forklaret sig tydeligt nok. Vi kom næsten op at skændes om det hun og jeg, men i sidste ende greb jeg knoglen selv. Ringede klinikken op for at høre om det var muligt at få en tid. Selvfølgelig ikke, da jeg jo ikke er patient der, MEN jeg gik til dem og spurgte ind til, hvordan proceduren er generelt hos dem.

 

Bagefter måtte jeg ringe tilbage Josefine og på det dybeste undskylde mine moderlige tvivl på hendes udsagn. Hun havde hørt rigtigt og selv var jeg mildt sagt målløs! Og ophidset. Og helt og aldeles stum af harme. I Nakskov er det nemlig sådan AT, hvis man ringer op og ikke er akut syg, har brækket noget, er ved at dø af iltmangel eller har 50 i feber, ja så kan man altså desværre ikke uden videre få en tid!  Citat: “ vi må jo sørge for, at de patienter der kommer ikke spilder lægens tid, og er feks hypokondrikere”. Citat slut. !!!!!!

 

For real. Jeg lyver ikke. Man får en sludder for en sladder af en sygeplejerske, som kan give råd om dette og hint, OG hvis man så stadig efter en måned er dårlig, SÅ kan man komme i betragtning til en personlig aftale med lægen!!!!!

 

Uden at overdrive var jeg ved at skide i bukserne af harme og forbløffelse og moderlig foragelse og vrede, og jeg kan godt love jer for, at den omtalte stakkels sygeplejerske måtte lægge øre til mor her’s allerværste gloser. Ikke bandeord altså, men ord der ikke efterlod tvivl om, at den tilgang til patienterne bare ikke er i orden. Det eneste vi faktisk endte med at være enige om var, at det i bund og grund handler om tid. Tid og presset på de stakkels læger, som trodser alle odds og slår sig ned som læger i yderområderne. Mange af dem holder ikke i generationer for de går enten ned med stress selv, eller de kaster håndklædet og rykker tilbage til storbyerne.

 

Det er SÅ trist, og det får garanteret ofte også konsekvenser for den behandling patienter/borgere bliver tilbudt. Selv kan jeg jo igen trække min egen oplevelse fra psykiatrien sidste år frem af hatten. Det var den med, at jeg ikke var kritisk syg nok i forhold til krigsflygtninge ,og dermed ikke i kategori til at få et behandlingstilbud.

 

Som en lille krølle kan jeg da lige meddele de damer om, at jeg nu har nået den alder hvor man uden at ville det, bliver indkaldt til diverse interessante undersøgelser. Den slags man absolut IKKE gider. I morgen gælder det en mammografi. Og ja jeg HAR allerede aflyst een gang. Og nej i morgen aflyser jeg ikke. Det er nemlig sidste dag den mobile enhed for den slags undersøgelser befinder sig i Maribo, så med bostøttens hjælp tager jeg afsted og får det overstået. Jeg kunne ellers med rette aflyse ( synes jeg jo selv) af den grund, at jeg altså har lidt hormonelle brystspændinger, og DET gør altså bare ondt. PIV.  Bostøtten mener ikke den er gangbar! Jeg gyser ved tanken om selve proceduren med, at der skal presses kød sammen og her kommer min indre bangebuks frem, for jeg kan ikke lide noget der gør ondt.

 

Dog.. her er der jo rent faktisk tale om en læge eller lign, som gerne vil se mig og bruge den tid det tager, så jeg må hellere benytte mig af det. Hvis nu jeg er kvik og spørger rigtig pænt kan det måske være at de også liiiiige vil tage billeder af mit dårlige knæ nu vi er i gang og alt det der..

 

Farvel til Fred Astaire og goddag til elefanten i glashuset

 

 

 

For mig er der ingen anden måde at beskrive det på. Om ikke så længe overdrager elegantiéen forretningen til sin efterfølger. Politisk vil jeg ikke begynde at kloge mig, men menneskeligt vil jeg. For det er noget jeg ved en smule om..

For mig har Obama repræsenteret det elegante og diplomatiske menneske. At se ham nærmest danse ned af trapperne, med hænderne i position som hos en letvægtsbokser, har været et fryd for øjet. Han har talegaverne i orden, og har uden tvivl den vigtige egenskab for en politiker, at han kan få ørenlyd uden at brovte eller hæve stemmen. Han hviler i sig selv er jeg sikker på. Her er et menneske med værdierne i orden og, som har demonstreret for os at man kan opnå en masse, selvom man opfører sig ordentligt. Nu skal verden så til at vænne sig til en noget anden personlighed.

 

At jeg i det hele taget gider sætte mig ned for at reflektere over emnet politik og mennesker, er såre simpel. Jeg genkender tydeligt personlighedstræk i mr. Præsident Elect, som også min eksmand besad. For lige at slå fast, er der også mange uligheder er jeg sikker på. Feks tror jeg ikke, at der i det hvide hus fremover, vil gå en præsident rundt med uro i hele kroppen, fordi hans kone har skubbet til de bukser han har været tyve minutter om, at få til at hænge i de rette folder over en spisestuestol.. På daglig basis! Ejheller bruger han sikkert sin tid på at polere hele sin enorme cd-samling sirligt med en klud, hver gang fruen formaster sig til at gribe med sine fedtede fingre om kassetten i forbindelse med rengøring eller endnu værre… aflytning af samme. Med andre ord vil jeg ikke udtale mig om, hvorvidt han måtte lide af OCD/personlighedsforstyrrelser eller ej. I det hele taget vil jeg ikke spekulere i, hvordan hjemmefronten fungerer eller om der er diktatur i det lille store hjem.

 

Nej det jeg hæfter mig ved, er kropssprog og mimik. Og adfærd udadtil. Lur mig om ikke vi i denne herre, har et eksempel på hvordan man IKKE tilpasser sig omgivelserne. På godt og ondt og ja.. som en elefant i et glashus. Hans skolemesterløftede pegefinger/fingre er som jeg oplever det nærmest grinagtigt og et tegn på, at han ikke er til sinds at lytte.

 

Det kan snildt tænkes at manden er i stand til at opnå resultater. Det kan de fleste, der stamper hårdt i gulvet længe nok. Respekt er der omvendt på ingen måde tale om. Hverken for ham eller for den sags skyld fra ham. Man KAN ikke have respekt for et menneske der VIL have sin vilje og VIL have det på sin måde, men man kan bøje sig og ryste på hovedet. Fordi det er det nemmeste. Man kan heller ikke respektere et menneske, der hårdnakket afviser alle former for kritik, men giver man sådan et menneske magt, så kan man blive nødt til at affinde sig med det. Så må man finde sig i, at det så pludseligt ikke længere er muligt, at få fornuftige eller ansvarsfulde svar på kritiske spørgsmål, uden at der på ganske barnlig og bekymrende affærdigende vis bliver sagt “du er dum, dig vil jeg ikke tale med”!  

 

Sådan var min eksmand også.

 

Han var bonkammerat med alle, lige indtil de sagde fra eller spurgte ind til. Den dag der blev sagt imod eller ment noget andet, ja så røg vennerne på røv og albuer UD af hans liv for aldrig mere at blive lukket ind. Den eneste der ikke lod sig kue var forresten mig, så jeg kæmpede med næb og klør i 16 år for at få ham til at indse, at det muligvis kunne være ham der var stejl. Og perfid. Og kolerisk, eller tog fejl. Fanden tage mig om jeg ville opgive at få et mere rummeligt menneske ud af ham, men i sidste ende var det lige hvad jeg gjorde. Gav op. På den måde at jeg gik min vej. Slidt op af alle de forbandede kampe og ugelange diskussioner, som han i den grad dyrkede som olympisk disiplin. Han VILLE have ret. Det er alle de andre der er dumme og noget galt med.

 

Sådan virker den kommende præsident også til at opføre sig. Desværre. Og det kan vise sig at blive fuldstændigt umuligt at forhandle på diplomatisk vis med ham, for slet ikke at tale om at gå på kompromis. Den slags gør sådanne mennesker sig nemlig overhovedet ikke i.

 

Som sagt, jeg finder det bekymrende. Omvendt har han en anden egenskab, som sikkert er ret snild når man skal sidde for enden af bordet. Han er rungende prakmatiker, hvilket vil sige at følelser aldrig kommer i vejen for hans beslutninger. Spørgsmålet er så bare om hvorvidt han kan nå at køre hele repræsentanternes hus i sænk. Jeg håber det ikke. Nogen håber jeg der sidder, og ikke er bange for at gå ham i mod. Ligeså når det kommer til de resultater, diplomatiet har opnået omkring USA’s forhold til sin omverden. Jeg håber der sidder stærke personligheder, som er kampklar. Og så bliver det spændende at se, hvor mange der efter fire år, ligger gispende tilbage udmattede af dramaerne, som denne mand nok skal forstå at sætte fut i.

Gift ved første blik… måske det ikke er helt i hegnet. Om dating og hvad deraf følger

 

 

 

Her til  morgen faldt jeg over det program, som handler om par der prøver et eksperiment, og lader sig arrangere ind i et ægteskab, baseret på eksperters vurdering af et godt match. Så langt så godt.

 

 

Det har fået mig til at tænke, for umiddelbart kan det opfattes som en fuldstændig forrykt handling. Men er det nu også det? Hvis man ser på de erfaringer, jeg personlig har gjort mig i løbet af de ni år der er gået siden jeg blev skilt, så slår det mig at det muligvis ikke er helt i hegnet. Det her med, at man bliver matchet af nogen som har forstand på den slags, og som har forsket og analyseret begge parter grundigt forinden. Det kan dårligt gå værre end det man ellers selv kan få rodet sig ud i, OG.. med mine egne erfaringer in mente igen, kan man på den måde spare sig selv for mange kedelige oplevelser. På den måde begynder man et liv som to, med samme udgangspunkt. Man vil det her. Man vil det samme som mennesker.

 

 

Indrømmet. Det ideelle ville være den romantiske forestilling vi alle har om, at man møder en partner helt spontant, og at det bare er lykken man nu har fundet.

 

 

I dag bliver dagen, hvor jeg vil dele ud af mine erfaringer. I dag skal være dagen, hvor jeg åbner for posen og fortæller lidt mere om, hvad det egentlig er der foregår, når man synes det kunne være dejligt med en livsledsager. OG i dag bliver der ikke lagt fingrene i mellem, så til de af jer med sarte ører, vil jeg lige komme med en advarsel…

 

Uartige ord kan forekomme…

 

Jeg blev altså skilt i 2006. Efter mere end 16 år med den samme mand, og ser vi bort fra de ting som IKKE var ok og, som var grunden til at jeg måtte ud af det ægteskab, så var selve basis for vores forhold helt traditionelt og det var for den tid, også helt efter bogen omkring det at mødes, forelskes osv. Jeg kan lige for en god ordens skyld opsummere, hvordan det foregik dengang i det forrige århundrede. I de gamle firs-halvfemsere, pre-computertime..

 

 

Man mødes tilfældigt.

Man er ung, og bagkataloget er så at sige forholdvis blankt.

Man forelskes.

Man går ud til forskellige oplevelser sammen. Det være sig koncerter, skovture, middage osv.

Det udvikler sig, og man opdager at man ikke har lyst til at være uden den anden.

Man begynder at være et fast par..

 

Derfra går det slag i slag, med fælles ønsker, drømme, håb og ambitioner. Om jobs, børn som regel, og bolig. Her varierer det meget fra par til par, hvordan og i hvilket tempo tingene går.

 

I dag, står sagerne mildt sagt noget anderledes.

 

Allerførst er der jo seriøst forskel på, om man søger en livsledsager som ung, eller om man har nået en alder, hvor ambitonerne ikke længere handler om børn feks. Der er med andre ord forskel på om man er der, hvor man skal til at starte det seriøse voksenliv, eller om man allerede HAR været på den, og nu har fokus et andet sted. Her vil jeg fortælle om, hvordan det er når man HAR de børn man skal/vil have, og når bagkataloget af liv er noget mere broget og måske også besværligt i form af diverse eks’er, delebørn, og måske endda et heldbred der svigter på en eller anden facon.

 

 

Dengang JEG var ung.. Den frase er der ingen nutidsunge, som kan bruge til noget som helst. Sådan er det nu, sådan har det altid været, og sådan vil det forblive at være til evig tid. I GAMLE dage… Det er også en velkendt traver, som de fleste unge mennesker er ved at dø over at høre, og vi kan hurtigt blive enige om, at der trods ER flest fordele ved nutiden sat i forhold til fortiden. Ihvertfald når det gælder bekvemmeligheder, sundhed, oplysning og udvikling, men der er nu alligevel een ting, som virkelig VAR bedre førhen synes jeg. Eller ihvertfald sundere. For krop og sjæl.

 

 

Metoderne til at møde en livsledsager..

 

 

Rækkefølgen af et forholds udvikling er byttet rundt, og efter min mening er det, som er betingelserne i dag, på vej i en uheldig og lettere syg retning. Førhen mødtes man, og for de fleste gik det efter samme mønster. Man brugte tid på at lære hinanden at kende. Man følte hinanden på tænderne, man mærkede kildren i maven. Ingen regler uden undtagelse, den er jeg helt med på, men i det store hele var det sådan det gik for sig, dengang mor og far mødte hinanden. I dag gør man ikke sådan. Næ nej.. Idag, hvis man er ovre sin første ungdom, ser det uden overdrivelse noget mere kontant ud. Jeg ved fra egen erfaring og fra andres bekræftelse, at det er helt normalt nu at:

 

 

- man allerførst bliver spurgt om man er til analsex

- om man er frisk på at bytte partner

- om S/M kan komme på tale

- hvilke præferencer man ellers kan diske op med

- om man ynder at lade sig ydmyge evt

 

 

Når DISSE detaljer er på plads, så kan man derefter være “heldig”, at komme i betragtning til et første møde..

 

Fra 2006 og til 2013, som er det år hvor jeg for alvor gik kold i mine egne drømme om en mand, er der sket en uhyggelig udvikling. Især selvfølgelig på internetdatingfronten. Det er mere regel end undtagelse, at interessen for at lære en evt date at kende FØR sex overhovedet kommer på bordet, den er lig nul. Hvis ikke man er til det ene eller det andet, og DET er afklaret på forhånd, ja så er videre forløb slet ikke aktuelt. Det er helt omvendt i mit hoved altså!  Jeg er fra en tid, hvor man kort sagt blev forelsket, besluttede at blive kæreste, og SÅ lærte man med tiden, hvilke ting der var go, og hvilke der var no go sexuelt. Man voksede med andre ord med hinanden hen ad vejen, og FORDI man elskede, var det helt ok, at der var noget man muligvis måtte afstå fra, eller omvendt fik lyst til at prøve med hinanden. Jeg mener.. man er sammen med et andet menneske på godt og ondt, og man indgår kompromisser, på ALLE fronter.

 

Som nævnt har jeg oplevet lidt af hvert i min tid som enlig. Det trodser faktisk enhver beskrivelse, hvad jeg har oplevet. Der har været skønne, uforglemmelige og morsomme mænd, men de fleste har været aehm.. kun uforglemmelige. Pga grænseløse særheder. Fælles for dem alle har været, at de ikke gad bruge tid på noget så kedeligt som MIG. MIN personlighed. Det menneske JEG er. NUL. Niks og vi må videre.

 

 

Der var ham, som spurgte om jeg ville møde op med min datter, så han kunne kigge på os! I første mail.

Der var ham som diskvalificerede mig, da jeg afslog klemmer på brystvorterne! I første mail.

Der var ham, der kun ville have en kvinde han kunne filme.

Og mange er smuttet fordi jeg har afslået forskellige former for udklædning, som i mit hoved ville få mig til at se totalt idiotisk ud.

Der var ham, som umiddelbart virkede rigtig sød og varm, men som efter nogle måneder, pludselig kom frem med, at han havde siddet inde. Fordi han var pædofil. Fordi han havde udnyttet begge sine døtre. OG som var forment adgang til jylland!!!  Der døde jeg lidt indeni, og der var det jeg indså, at det her game ikke er for de svage. Han nægtede at lukke mig ud af sin lejlighed før jeg havde fået hele historien medsamt intime detaljer af hans syge fantasier om døtrene. DEN affære endte med polititilhold og ændring af alle mailadresser, lukning af min allerførste blog, og nyt telefonnummer. I flere år efter blev jeg regelmæssigt kontaktet af politiet, som ville tjekke at jeg kunne gå i fred. En detalje som jeg stadig er meget benovet over, da man ellers hører så meget grimt om politiets indsats overfor stalkere.

 

Da jeg havde sundet mig en tid efter ham, men stadig med troen i behold, genoptog jeg datinglivet, og jeg oplevede at i mellemtiden var tonen gået fra rå til direkte kontant. Nu stod den foruden emnet sex på krav, som jeg personligt mener er helt i hegnet. Igen fordi man i min alder HAR erfaring med sig, og man HAR skeletter i de fleste skabe af en eller anden art. Det nytter ikke at kræve problemfri kærester. Det nytter ikke, at dømme ude fordi en kuhaveværetgod kæreste, roder i badeværelset, kører en “forkert” bil, er for høj/lav, indretter sig med hvidt eller ingen bøger. Fordi man ikke kan lide suppe, godt kan lide suppe, går i kondisko/ikke går i kondisko, hader/elsker at køre på kælk. Eller fordi samme er enormt dejlig/sød/tiltrækkende/intelligent/morsom/tilpas udad/indadvendt, MEN frasiger sig lysten til at have sex med en ekstra i sengen.  I det hele taget..der er en tendens til, at ingen gider bruge tiden på at arbejde for tingene. Ingen overvejer at det jo kunne være, at den iøvrigt dejlige/smukke/intelligente osv kvinde/mand, ville være parat til lidt af hvert af det sjove, hvis altså bare man liiiiige lærte hinanden at kende først. Og tog sig tid til det.

 

 

For nu lidt mere end to år siden gad jeg ikke mere.

 

At forsøge at bevare troen på det gode, og at blive ved med at være tillidsfuld og givende, sled mig op og det gjorde mig på sin vis også lidt mere syg i låget. Jeg kunne ikke ha’ det mere. Ikke een mere mand, som ikke gad bruge tid, eller som forsvandt fordi jeg roder og er besværlig til tider. Ikke een gang mere, gad jeg skulle undskylde et migræneanfald, eller at jeg ikke havde overskuddet mentalt OG økonomisk til at spæne fra Herodes til Pilatus efter oplevelser ud over det sædvanlige. Det er nemlig det man skal. Man skal være PÅ. Man skal være KLAR. Man skal være ÅBEN og PARAT til en masse nyt. Der skal ske noget hele tiden. Og allerhelst skal man være akrobat.

 

Og her er den afgørende forskel på dengang og nu. Ung eller midt i livet. Som ung er man klar til at vokse med sin partner, måske fordi der er børn på ønskelisten. Man bygger et liv op, og man udvikler sig på godt og ondt ved siden af hinanden. Midt i livet og enlig, er det min oplevelse, at der er tolerancen bare nærmest ikkeeksisterende. Man gider IKKE en kæreste, som har svigtende helbred, eller som måske har mistet sit arbejde, eller som har ukendte anderledes vaner, eller som har droppet det hektiske liv. Feks. Man gider ikke at bruge energi på en kæreste, som forkuserer SIN energi på menneskelige værdier, fremfor swingeraftener i storbyen.

 

Der er meget få datere derude, som reelt gider det de efterlyser. Rigtig mange, som HVIS/NÅR de finder en der kunne være lige rigtig, har modet og moralen til at stoppe op. Selv, hvis der etableres en kontakt, er det for langt de flestes vedkommende også helt i orden, at der stadig og fortsat søges videre, for det kunne jo være at noget endnu bedre viste sig lige om hjørnet.

 

 

SÅ, altså. Derfor.

 

 

Derfor er det, at jeg begynder at overveje, om det mon er der man skal bevæge sig hen i fremtiden? Måske ikke lige mig personligt, jeg er sgu nok blevet for gammel til det, men generelt? Er det i virkeligheden den vej, de unge skal til at gå? Det er en debat, som vil kaste sig millioner af for og imod’er af sig, men eet er sikkert. Det KAN ikke være befordrende for kærligheden og forelskelsen, at det først og fremmest handler om sexuelle preferencer FØR menneskelige egenskaber. Sex er dejligt og nødvendigt for, at et forhold skal balancere fornuftigt, men sex kan man altid skaffe sig. Det kræver straks mere arbejde at finde, OG beholde tryghed, ligeværd, respekt. Der er for mange, som ikke gider gøre det arbejde. Og sidst men ikke mindst, så er jeg ikke den eneste som gør sig sådanne tanker. Jeg lyder som og er også lidt, en bitter gammel kælling, men ikke desto mindre. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, som bekymrer sig over udviklingen. Den nye verden er en hård en. Jeg er ikke ung længere, og sart som jeg kan være, kan jeg alligevel tage det. Jeg har lært en masse, og har fået hårdere hud på brystet, men hvad med de unge? Hvordan bliver deres liv, hvis de får den opfattelse, at sex er vigtigere end samhørighed, allerede inden de skal til at etablere sig? Hvis brug og smid væk også bliver normen for forhold? Hvis det at bruge tid og energi på et andet menneske er for bøvlet.

 

 

Jeg er selv en del af skilsmissestatitikken. Det var ikke min drøm. Før det kom så vidt, brugte jeg mere end, hvad der var rimeligt af tid, på at være i det liv jeg nu havde. Det er ikke det jeg forsøger at prædike til nogen. At bruge urimelig tid. Omvendt agiterer jeg kraftigt for, at der åbnes for viljen til at kæmpe, og til at ville tage chancen med et andet menneske. Jeg agiterer for modet til at investere sig selv. Ganske enkelt.

 

Je suis danois, ytringsfrihed og .. manglen på ord er øredøvende her

 

 

 

 

Man kunne måske tro, at jeg i min ekstase over vejret lørdag og elendighed søndag, helt har været blind og døv over for weekendens skyderier i hovedstaden. Det har jeg ikke. Tværtimod. I første omgang er det jo heller ikke til at komme udenom, hvis man tænder for sit tv, men hvor pressen flyder over med ord, og efter min mening trættende gentagelser, som er med til at hype det til noget, der mest af alt minder om jubel over en jounalistisk sensation, så er jeg helt modsat TOM for ord.

 

Misforstå mig ikke..

 

Jeg støtter på alle måder op om ytringsfrihed, som jeg jo selv benytter mig af som blogger og amatørskribent her, hvor jeg iøvrigt også kun få gange har har set det nødvendigt, at lægge låg på mine læseres meninger og kommentarer. Ligeså ville jeg uden at tøve deltage i både marcher og højtideligheder, hvis helbred og mulighed var der, MEN..

 

.. jeg ved ikke..

 

Når det kommer til sådan en hændelse, som vi har været vidne til i weekenden, så mister jeg simpelthen mælet. Af flere grunde. Allerførst selvfølgelig fordi det er FULDSTÆNDIGT uacceptabelt. Det er ikke noget, vi som moderne samfund, skal ligge under for eller finde os i. Jeg har meget stærke holdinger, som jeg ikke gider debattere fordi alle har ret til deres mening, og jeg ved at mange sikkert vil finde mine holdninger lidt vel drastiske. I det her stykke bør der være kort proces og ingen pardon. Og heldigvis er gerningsmanden da også skudt, og på den måde uskadeliggjort. Desværre vil det jeg ser som rimeligt, nok bare i visse kredse ses som matyrium, og så har vi problematikken. Jeg går ind for dødsstraf, men når det handler om ekstremister, er det jo slet ikke en straf. At lide døden for en sag.. Den største straf ville have været at tvinge manden til at leve som kristen.. HA!  Dybest set har jeg det dog bare sådan, at hvis nogen ikke bryder sig om lugten i det bageri de befinder sig i, så kan de faneme bare skrubbe ud og finde sig et andet hvor de synes der lugter bedre. Med andre ord.. er Danmark eller den vestlige verden ikke til at respektere, ja så er det da bare at skynde sig hurtigst muligt at flytte retur til de lande, som har værdier der KAN respekteres. Længere er den ikke.

 

Nå, men jeg mangler ord som sagt, over for hele det postyr, som opstår i kølvandet på tragedien. For det er DET det er. En frygtelig tragedie, som påvirker en masse liv lige nu, og for de pårørende fremover. Jeg mangler ord, overfor pressens slet skjulte begejstring over at have en historie, som de kan køre i sløjfe i døgndrift og som de konsenkvent refererer til, som en begivenhed.

 

En “begivenhed” !!!!

 

Det klinger af noget, som er en fantastisk oplevelse, selvom jeg godt ved at ordbogen skriver sådan her:

citat fra :

Den Danske Betydningsordbog

1.spontan, tilfældig eller uforudsigelig handling eller oplevelse, som har en fremtidig betydning, eller som er anderledes end det, man normalt oplever

2. handlingsforløb med et vigtigt eller afgørende udfald, som har en længerevarende eller historisk betydning

3. periode, hvor en eller flere personer deltager i en arrangeret oplevelse, fx en festlighed, en koncert, et sportsstævne eller lignende

 

 

Der er mange ting jeg ikke ved, men hvad VED er, hvad det gør ved mig. Der er nemlig sket det efterhånden, at mit følesystem er blevet en lille smule immunt overfor den slags hændelser. Enhver ved at jeg er et yderst følsomt væsen. der græder når børn og dyr lider eller er syge. Jeg kan ikke klare at mine nærmeste har det skidt. Jeg ville redde hvert et ensomt dyr, hvis jeg kunne. Jeg tudbrølede over Diana. Gik i chok og rædsel over de to tårnes fald, og igen da London stod for tur. Det ramte min sjæl. Sidenhen er den slags voldsomme og kæmpe tragedier blevet hverdag, og desværre rammes min sjæl knapt så voldsomt efterhånden, når kæmpe naturkatastrofer lægger landsdele øde, og når hele lande sulter og går til grunde i krig. På en eller anden måde er mit sansesystem blevet så vant til billeder og beretninger om disse tragedier, at grænserne stille og roligt er rykket. Og jeg skammer mig over at sige det. Men det er det der sker, når man får det serveret, som vi efterhånden gør i medierne. Man bliver forhærdet. Forfærdet MEN forhærdet.

 

Man bliver immun.

 

DET skræmmer mig omvendt til døde.

 

Førhen da jeg var yngre kunne jeg dårligt tåle at se en krimi med blod. Altid sad jeg med puden op foran ansiget, og ventede til dramaet var væk fra skærmen. Sådan er det ikke mere. I dag ved jeg faktisk ikke, hvad der skal til for at jeg vender blikket væk. Eller jo.. det ved jeg godt. Alt med børn og dyr og vold i den forbindelse. DET  klarer mit system og min sjæl ikke.

 

 

Helt tom for ord var jeg så alligevel ikke. Det påvirker. For ytringsfrihed er en del af et demokrati, og den måde vi som mennesker i vort land har levet i århundreder efterhånden. Det er noget vores forfædre har kæmpet bravt for. Det er en del af vor kultur og vores måde at være på som mennesker. Frihed til at tænke og handle. Både privat og offentligt. Hvad JEG mener er måske ikke det samme, som det DU mener, men derfor kan vi være venner alligevel, og om ikke andet er der plads til os begge, og vor religion skal ikke være en begrænsning, men en berigelse for dem som tror.

 

 

Havde jeg en flagstang ville flaget i min have i dag flage på halvt. Det er både sikkert og vist. For at vise min deltagelse. Og for at demonstrere over, at nogen tror de har ret til at tage vor frihed fra os.

 

Jeg springer lige over her

 

 

 

 

Jeg er helt tom indvendigt og mangler derfor ord at skrive. Alt det, som december og jul repræsenterer findes ikke indeni eller rundt om mig, og da jul er ret så meget oppe i tiden lige nu, går jeg i hulen nu. Det er et deja vu fra 2010, men med andre faktorer, som giver samme resultat. Det her er en tid, hvor selve det at have familie og nære er et must.

 

Jeg ved at der er mange mange andre som har det som jeg. Sidder på samme måde som jeg, men ærligt talt er det ikke noget, jeg kan bruge til at få det bedre. Eneste jeg skal nu, er at trylle tirsdag om til en dag, der rummer alt det hele måneden har manglet. Hygge, god mad, pynt og fryd. Hygge er jeg mester i, maden bliver som den bliver, pynten .. hmm.. bum bum, må lige frem i et døgns tid og fryden er at jeg skal se min søn. Juletræ er her ikke. Ejheller gaver, så det man i en børnefamilie er mest fokuseret på, skal han og jeg nu forsøge at fjerne os fra. Det må være måltidet, som er dagens højdepunkt. Når det er indtaget må vi så se om vi kan abstrahere fra, at “resten” af verden omkring os, på samme tid holder traditioner i hævd, som vi har mistet hen af vejen. Og NEJ.. jeg har ikke allerede glemt de gaver jeg har modtaget i løbet af mdr, men de er pakket op før d. 24 af den enkle grund, at jeg IKKE ville sidde med gaver, når Rasmus ikke får nogen. Jeg HAR en gave til ham, men den er på forhånd aftalt, og flad som en pandekage. Ingen overraskelse i det.

 

Bla bla.. jeg jeg ved det godt. Det er rent piv det her, og jeg beklager, men I må finde jer i det. Jeg vil bare have den næste uges tid overstået, så for ikke at gå helt i sort ( eller endnu mere i sort.. ), glemmer jeg lige blogland indtil julen er gennemført, og hurtigt lagt i glemmebogen. Jeg under jer alle en rigtig glædelig jul, kan bare ikke rumme at høre om det.

 

Jeg springer altså let og elefant hen over de næste dage, og vender tilbage som om intet var hændt om en uges tid. Og så er mit fokus vendt på at få støvet hvide tulipaner op, så jeg kan byde januar så evigt velkommen.

En opringning fra kommunen får mig til at messe, “ du må ikke tage sorgerne på forskud, du må ikke tage sorgerne på forskud”

 

 

 

Jeg har lige sundet mig en times tid. Klaret tankerne, og soigneret mine klematisser så de er klar til at afmonteres væggen i næste uge.  Eller… bliver det så i næste uge??

 

Det er jo lige det ik?

 

Endelig blev der ringet tilbage fra damen på kommunen. Jeg lagde besked i mandags, fordi jeg er forholdsvis stresset over IKKE at vide, hvad de har tænkt sig omkring den sk.. flyttehjælp. Jeg orker simpelthen ikke gengive hvert et ord, men summen af det hele er nogenlunde sådan her:

 

De overvejer endnu, OM jeg får det så meget bedre ved at flytte!  Deres beregninger viser, at min økonomi ikke vil komme op på et tilfredsstillende niveau!!  KAN det så overhovedet betale sig for dem at hjælpe mig? SKAL jeg flytte lige nu?  Ville det mon være bedre, om de fandt mig en mindre og billigere bolig i Kbh??

 

Og

 

“ Nå, du HAR allerede opsagt lejemålet! “    OG    “ Nå, lejligheden ER allerede lejet ud igen! ”  OG   “SÅ du SKAL altså være ude om senest nogle uger??”   OG  “ HVOR meget betyder det for dig, at det skal være d. 3 som aftalt med flyttefirmaet? “

 

Her fik jeg et godt gammeldags hysterisk anfald.

 

Mistede simpelthen al sans og samling. Stortudende fortalte jeg i dramatiske vendinger, om stress og medicinfremkaldt paradentose, (skide være med at smøgerne også har en betydning, det kommer ikke det smør ved lige nu), som jeg nu også går og slås med. Om hvordan min krop bare er så fyldt med smerte og spændinger, at jeg dårligt kan sove om natten. Om hvordan jeg HAR pakket hele hytten sammen, og at jeg HAR gjort klar til at rykke videre. Jeg brugte mængder af ord og energi på at overbevise om, at jeg HAR et netværk hvor jeg nu skal bo (og så håber jeg faneme, at I er der hihi ), at det er tvingende nødvendigt at jeg nu FÅR LIDT FUCKING RO i mit liv.

 

Jeg er godt nok noget usikker over, at deres beregninger er så meget anderledes end mine, hvilket ganske givet må skyldes min egen dårlige evne til at overskue tal, MEN..  Jeg forklarede at jeg får billigere forsikring bla.  AT der er brændeovn, som skal varme huset for en stor del, ( det er nemlig et argument for at de IKKE vil hjælpe mig..   at der er elopvarmning ), jeg forklarede hist op og kom her ned, og nu kan jeg så ikke gøre mere.

 

Kun vente…  Bum bum

 

Får en melding senest fredag om, hvad de beslutter. Bliver det nej tror jeg bare, at jeg går under dynerne og tuder mig i søvn weekenden over. Jeg ER lovet hjælp fra anden siden “hvis nu”, så jeg skal nok få flyttet, men det er jo pengene som er hele det springende punkt her.

 

Jeg synes allerede jeg kan se, hvordan jeg fra i morges og til nu har fået endnu flere grå hår og rynker. For slet ikke at tale om, at det gør ondt i maven og i hovedet og i bisserne.   Og i lilletåen sgu nok også..

 

SUK

 

 

UPDATE kl 20.25

Pernille er kommet med et fint input, som jeg ikke lige selv orkede at få med i første omgang, jeg lægger det på her som oprids af årsagen til dette indlæg. OG.. der er spurgt til bilen, men det er IKKE den forsikring jeg taler om. Det er min indbo som faktisk falder med hele 500 kr. Jeg har slet ikke omtalt bilen i denne omgang, da jeg jo godt ved at den KAN ende med at måtte sælges. AT jeg ender på Lolland var i første omgang fordi, jeg skulle helt derned for at finde mig en husleje jeg kunne betale, og der viste det sig mirakuløst at jeg ku få hus og have for de penge..   Jeg er IKKE gået efter noget jeg ikke har råd til som pensionist, ej heller har jeg ønsket mig mere end jeg er “berettiget” til.

 

Pernille har skrevet:

For det første er det muligt du er på overførselsindkomst, psykisk syg, medicineret og førtidspensioneret, men det giver ikke kommunen ret til at gøre dig til den slave og bestemme, hvad der er godt for dig. Det er din drøm at få et hus med have. Det er dig selv der har fundet en mulighed for at realisere drømmen. Om det er den bedste løsning, det kan kun du vide og finde ud af.
For det andet var det ikke dig, der fandt på at søge om hjælp til flytning. Det var kommunen selv, efter at have negligeret en henvisning fra din læge i flere måneder. Damen du talte med, vidste godt at beslutningen var taget, at du var ved at flytte og var ved at finde muligheder for hjælp i den retning.
Det var altså kommunen selv, der gav dig troen på at hjælpen var på vej.

Spise med de hjemløse.. Det var løsningen fra kommunen

 

 

Jeg fik aldrig fortalt, hvad damen fra kommunen sagde da jeg endeligt fik fat i hende. Ovenstående siger jo det meste og det handler om, at fordi jeg er pensionist kan jeg ikke få en akut kontant udbetaling, medmindre det skyldes en desperat situation!!!

Noget med at jeg skulle have haft det allerede dengang jeg stod på krisecenteret, “men øhhh dame du, der ku jeg jo lissom ik få fat i jer vel. OG dengang var det ikke jo ikke så galt som det er nu, hvor jeg jo lissom flytter fordi det hele er gået i hårdknude ing” .

 

Så nu sender flink dame fra kommunen mig et brev, hvori der ligger en ansøging om en engangsudbetaling til medicin og en adresseliste til de steder, hvor jeg kan gå hen og få et måltid gratis mad sammen med de hjemløse. Iøvrigt vil det tage minimum tre uger at få kørt ansøgningen igennem, og til den tid vil jeg uden medicin nærmest ligge og ralle.

 

Nå, men jeg er så krøbet til korset, og har igen fået lidt penge af mine hårdt prøvede og højtelskede forældre. Pensionister som de er, ser de sgu også frem til at jeg kan klare mig selv igen, selvom de IKKE brokker sig. Jeg har det bare skidt med at skulle bede om penge hele tiden. Min mor på snart 70, arbejder endnu næsten fuld tid i en børnehave, og skal jeg være ærlig har jeg en mistanke om, at hendes løn som vikar er givet videre til mig rigtigt mange gange det sidste år. Det er faneme ikke i orden.

 

*********

Intet under, at psykisk syge eller af anden grund svage mennesker uden netværk, går i hundende her i landet. Her er det op til familien selv at hjælpe, og det kan ofte være en næsten umenneskelig opgave. Men det er en helt anden historie..

Nå ja forresten.. den gode nyhed jeg lovede at dele med jer, den kommer her

 

 

 

 

Fredag i forrige uge, fik jeg en opringning fra en flink dame fra kommunens voksenteam. Hun forklarede, at hun henvendte sig fordi hun sad med en skrivelse fra min læge om, at jeg skulle visiteres til en form for hjælp. Skrivelsen er dateret okt 2012….

 

Tavshed på linien følger

 

Jeg rømmer mig og forklarer så, at jeg i de forløbende   F E M   måneder, har været igennem en større runde af beslutninger og forandringer. Endvidere har jeg måttet opsige mit lejemål og rykke mig selv sydpå. Det er derfor en smuuuule sent at tilbyde støtte!

 

NÅ, men damen er mere end flink og lettere brødebetynget. Jeg viser forståelse for at der er mange flere end lige mig, som har det svært og at ventetiden er lang. Hun spørger så ind til min situation, og i løbet at nul komma dut er et par ( for mig ) ukendte paragraffer fremdraget, og nu kan jeg få betalt flytning og sikkert også een af to huslejer, jeg må betale dobbelt i maj. Indskud kommer også med på den konto.

 

HILLEMÆND altså.

 

Jeg er selvfølgelig nu jublende lettet, og har et par aftaler med flyttefirmaer, som skal bese og afgive tilbud inden påske.

 

Den flinke kommunedame var fuld af forståelse for mit manglende overskud, så hun har på forhånd udfyldt to forskellige ansøgninger for mig. De er lagt i hver sin svarkuvert. Hun har også kopieret alle relevante papirer om min økonomi for mig, og de er også vedlagt. I påsken skal jeg så bare lige selv udfylde det sidste selv, og vedlægge kopi af lejekontrakten osv.

 

Man kan spørge sig selv hvordan tingene havde set ud, hvis de havde fulgt op allerede  i oktober..

 

Ikke at jeg er ked af udviklingen. Overhovedet ikke. Men alligevel ik?

 

Billederne er fra Statens Museum for Kunst’s frigivne samling, som kan downloades og bruges frit som man lyster.  Klik HER for mere info. 

Det var en kold og blæsende dag, eller planespotting med amatørkameraet

 

 

 

 

De fleste, som følger bare lidt med i nyhedsstrømmen vil vide, at her i Husum/Brønshøj ja der flyver det bogstaveligt om ørene på os med kugler. For tiden er det vel i grunden dagligt, at meldinger om nye skyderier har fundet sted, og i aftes var lige lovligt tæt på synes jeg nok. Selv ikke den kolde blæst kan åbenbart få sat en stopper for balladen, så det skal da blive interessant, om nattens snefald virker bedre som kuglestopper.

 

SENESTE :   fire min efter jeg postede dette indlæg, blev endnu en person skudt!  Og denne gang på vejen, for enden af min vej..  Jeg har nu beordret begge mine unger at blive indendøre.

 

Nu, hvor jeg skal flytte og beslutningen er taget, kan jeg ikke sige mig fri for at være grumme glad over, at jeg inden længe skal bo et sted, hvor den største trussel i bedste fald ligger i at blive nedstirret af en ko, i værre fald måske at skulle springe af cyklen pga en knægt i fuld fart ud af landevejen, eller… i værste fald at ende mine dage i et køleskab.

 

Sådan er der så meget her i livet, og man kan glædes og forskellige ting. Selv glæder jeg mig også til at bo et sted, ( og her beklager jeg, hvis jeg støder nogle på de mere rummelige manchetter ), hvor jeg på min færden rundt i nærmiljøet kan være sikker på, at tale mit eget sprog. Jeg vil IKKE skydes i skoene at jeg er fremmedfjendsk ( ikke 100% i hvertfald), men jeg vil gerne stå ved, at jeg er møghamrende træt af at bo et sted hvor jeg, hver gang jeg træder uden for døren, kun kan høre fremmede sprog i mine ører. Et eller andet sted er det bare underligt, at være dansker i danmark i et boligkvarter, hvor JEG er en fremmed fugl! 

 

Nå, nu fik indholdet en helt anden drejning end tiltænkt, men her kommer så en række fly som i dagens anledning har været omdirigeret. Det eneste som nemlig aldrig flyver her, er fly. Så jeg greb Canon og forsøgte at øve i at lade være med at ryste på hånden. På små 20 min fik jeg hilst på de her:

 

 

Over and out :-)

Mit sofabord en fredag i december

 

 

En skønsom blanding af livsnødvendigheder og ja… Simon Emil ( “Ammitzbøll: Fattige rygere har moralsk problem” ), der ligger ganske rigtigt smøger på bordet til trods for min økonomiske status, MEN jeg sværger at jeg nok skal give mine børn en ordentlig jul alligevel. Og et eller andet sted har du da ret i, at det er interessant at man altid kan finde penge til en pakke røg, men så enkelt er det jo ikke irl vel..  som med alle andre former for misbrug er også smøgerne mega svære at droppe, ISÆR i livets svære perioder.

 

Nå, men snæversyn skal nu ikke få lov at ødelægge min decemberfredagsaften, så jeg ser Nigella lave julemad på 3puls, og så drømmer jeg mig tilbage til dengang livet var nisseenkelt og julelegende let.

 

Sindets dag 2012

 

 

 

 

 

 

I dag er det sindets dag. Der er arrangementer i den anledning over det ganske land, men selv har jeg nu ikke tænkt at gøre med ud af det, end denne lille notits påp bloggen.  Det er selvfølgelig en vigtig sag og en vigtig dag, men sindet fylder mere end rigeligt i min egen hverdag, så jeg lader den fare.

Et sted så jeg et spørgsmål stillet i forbindelse med dagen:

 

 

 

Hvordan har dit sind det i dag?

 

 

 

Det kan jeg svare kort og godt på…

 

 

Mit sind har det jævnt ad helvede til for tiden.

Det er der jo mange gode grunde til, men jeg skal da ærligt indrømme, at jeg er virkeligt træt at at svinge så meget som jeg gør. Op og ned går det. Om ikke fra time til time, så fra dag til dag, og fra morgen til aften. Det ene øjeblik er jeg i mørke for så at opdage at verden er et dejligt sted igen. Hold kæft hvor bliver man træt. Træt er et gennemgående ord og tema i min hverdag, men nu har jeg taget mig sammen og ringet til min læge. Har fået en tid i næste uge, for faktisk har jeg ikke talt med ham om andet end fornyelse af recepter, siden jeg flyttede ind her sidste år i august. Måske det er på tide..

Jeg vil lige gøre opmærksom på en god sag

 

 

 

 

Det kræver hverken penge i stor stil eller de store anstrengelser. Jeg håber at I vil være med og gribe garnet for at :

 

 

 

 

 

 

 

Projekt VARM en hjemløs handler ganske enkelt om, at vi som strikkere kan bidrage på en let og enkel måde. Det er helt frivilligt og ingen tjener på det, men en ildsjæl har sat sig for at alle de som trænger kan få sig en varm hue, et par varme fødder, lune skuldre eller varm hals. Med andre ord…

 

 

Grib pinde eller nål, strik/hækl et par huer, sokker, halstørklæder eller sjaler. Gå ind på Facebooksiden og fortæl om dine færdige ting, så sørges der for at de bliver givet videre til dem der har brug for det.

 

 

Jeg syntes det er et vældigt godt initiativ, og jeg selv har jo allerede både huer og et par sjaler jeg kan give videre. Jeg er sikker på, at det er der også andre rundt om i blogland som kan, foruden at vi også kan komme om det ved simpelthen at donere lidt garn. Så sidder der damer rundt omkring, som strikker det op. Kan det være nemmere???

 

 

Nej vel.

 

 

Selvom jeg aldrig selv stod helt og aldeles uden tag over hovedet, glemmer jeg aldrig nogensinde, hvordan det var at være “hjemløs”.  Mange vælger deres liv under åben himmel selv, men husk på at der er EN GRUND til at de gør det. Det kan være familie, alkohol, psykisk nedbrud eller misbrug der fører til et liv på gaden, men uanset…   Med varme fusser, hænder eller hoveder bliver det måske en smule bedre.

 

 

 

Jeg håber at en masse vil gøre som jeg, så kom nu.. giv de hjemløse en varmere vinter :-)

Gode dage og dårlige dage, og Klidmoster skal ha ros

 

 

 

 

 

Aktiviteten her er jo SÅ RINGE for tiden, men I ved hvorfor og ingen skal heller være i tvivl om, at det irriterer mig selv, at det er sådan det er. Dog.. jeg får da ind i mellem læst  med rundt omkring, og i dag således kom jeg forbi Malou. Hun skriver og jeg har fået lov at dele simpelthen fordi jeg mener, at det ikke kan gentages nok, læses af for mange eller udbredes for vidt. Jeg mangler ikke selv evnerne til at tage fat i posen med ord, og formulere når jeg har noget der skal ud, men her kan det slet ikke betale sig at bruge tid på det, for det KAN ikke skrives bedre eller tydeligere…

 

Læs med og vid, at jeg kan skrive under på hvert et ord selvom min usynlige lidelse er en anden ( OG at hetzen og fordømmelsen mod mig er knnaaaapt så voldsom).

 

 

Fra Klidmoster/Malou er hentet følgende:

 

Ja, jeg beklager - endnu et indlæg der ikke handler om mad. Og så alligevel - for omdrejningspunktet er jo stadig den mad jeg tillader mig at gå ud og spise.

 

Og jeg kan da lige flashe min morgenmad: tykmælk med speltmysli, ahornsirup og blåbær.

 

Wow, sikke en overvældende respons – både positiv og negativ der kom på det sidste indlæg. Hele 75 kommentarer er det blevet indtil videre. Der er godt nok et par af kommentarene jeg har lyst til at slette, men da jeg ikke går ind for censur får de lov at blive stående. Alle har ret til deres mening – og må gerne skrive den her. Men det er måske for meget forlangt at det kan forblive konstruktivt og i en sober tone? Jeg har INGEN respekt for folk der anonymt ser det her som en mulighed for at svine mig til og kalde mig de værste ting.
Der er blevet plukket en ting ud af kontekst fra mit indlæg og brugt til at køre en hadefuld debat videre her på 180 grader. Det er ret chokerende læsning - men vist et meget godt billede af hvordan mange ser ned på førtidspensionister.
Og i den forbindelse er der nogle ting jeg er nødt til at slå fast:
Jeg har betalt min skat i alle mine år som lønmodtager – og er naturligvis taknemmelig over at der nu er et sikkerhedsnet der fanger mig. I år 2000 blev jeg ramt af en bil som fodgænger. Det smadrede min krop og jeg fik en lille hjerneskade. Efter 1 år blev min mengrad fastsat og jeg blev erklæret 25% invalid. På trods af smerter og gener efter ulykken lykkedes det mig alligevel at taget en uddannelse, dygtiggjort mig inden for mit felt og havde en lovende karriere foran mig. Efterfølgende har de kroniske smerter jeg fik som følge af trafikuheldet udløst fibromyalgi – som er en dysfunktion i centralnervesystemet. Jeg sørgede længe over diagnosen – for det var en sygdom jeg selv havde mange fordomme imod. Det var virkelig forfærdeligt at miste min evne til at arbejde og forsørge mig selv. Ikke alene skulle jeg nu modtage forsørgelse, jeg skulle også stå model til folks hån for det. Det er virkelig svært at tage ansvar for en situation som man ikke selvforskyldt er havnet i. Måske er det føreren af den bil der ramte mig som skulle stå for skud? - det var ham der brød færdselsloven, kørte for stærkt i midtbyen og 'ødelagde' mig i første omgang.
Og ja, fibromyalgi er en rigtig sygdom. Den officielle diagnose har eksisteret siden 1990 og er anerkendt af WHO og Sundhedsstyrelsen. Der mangler dog forskning og viden – hvilket gør at der stadig er mange læger af den gamle skole der nægter at anerkende diagnosen.
Den der holdning med at det er en fup-sygdom og at alle os der har den griner hele vejen hen i banken – det gør mig vred og ked af det. Jeg ville til enhver tid bytte sygdommen for et normalt liv og et job i min branche. Der er faktisk en ret oplysende artikel om fibromyalgi her i magasinet Sundhed (side 14-16). Læs den og få en smule mere forståelse og indblik i hvilken sygdom fibromyalgi er.
Jeg kan desværre ikke bestride et job. Og jeg blev meget ulykkelig over at blive tvunget på pension. Jeg var nemlig overbevist om at jeg sagtens kunne et eller andet, om ikke andet så et par timer om dagen. Og derfor blev jeg ved med at kræve at komme i den ene arbejdsprøvning efter den anden – med samme dårlige resultat. For jeg tåler ikke stress af nogen art, det forværrer symptomerne SÅ meget. Det er vurderet at min restarbejdsevne er så lav at den ikke rækker til hverken en revalidering eller et fleksjob – på NUVÆRENDE tidspunkt. Jeg fik nemlig lovning på at komme i arbejdsprøvning igen hvis jeg fik det bedre. Og det er min store drøm at vende tilbage på arbejdsmarkedet i en eller anden udstrækning. Jeg bliver her igen skudt i skoene at jeg burde lette røven og lave noget – gerne, siger jeg. Skaf mig et job hvor jeg kan arbejde efter evne, møde når jeg kan holde til det og yde det dagsformen byder. Tro mig, jeg har prøvet at finde det – men på trods af betegnelsen det 'fleksible arbejdsmarked' – så findes den slags job ikke. Og jeg tror faktisk jeg kan tale for mange af os med usynlige handikaps det er tvunget på førtidspension når jeg siger: giv os da jobmuligheder der passer til vores formåen og lad os bruge vores uddannelser til at bidrage bare lidt til samfundet - i stedet for 'parkering' på førtidspension. Den nuværende fleksordning er kun for flok med stor restarbejdsevne - man skal helst kunne arbejde 20 timer, ellers kan virksomhederne ikke rigtig bruge en. Det der før hed skånejob hedder nu job med løntilskud for førtidspensionister og er næste umuligt at få. For her skal du nemlig helst kunne arbejde 12 timer om ugen. Den eneste mulighed for at 'arbejde' for mig er altså at lave noget til bloggen her - når der er overskud. Men det stykke arbejde bliver kritiseret for ikke at være lønarbejde. Damned if you do - damned if you dont!
Før jeg blev pensionist var jeg i en kort periode i ulønnet praktik hos Aarstiderne - hvor jeg herhjemme skrev små tekster til internt brug i deres engros-afdeling. Det gjorde jeg for at se om jeg kunne skabe mig et fleksjob (som jeg var blevet visiteret til) - men jeg kunne ikke holde til det. Jeg skriver lidt for div internesider hist og pist - men det er også ulønnet og knapt umagen værd. For det stresser og kræver kræfter - men det udfordrer alligevel min faglighed, så jeg gør det af og til. Ja, jeg var frivillig på Roskilde Festivallen for at se om det var noget jeg kunne - men jeg måtte jo give op da det var alt for hårdt. Jeg havde så svært ved at acceptere at jeg havde begrænsninger at jeg blev ved med at presse mig selv for hårdt. Det bliver nu fremlagt som om at hvis jeg kunne de ting - så kan jeg også blive selvforsørgende. I dagens Danmark skal man kunne tilbyde en meget stabil arbejdskraft hvis man skal være 'værd at investerer i'. Jeg kan på ingen måde blive selvforsørgende ved at kunne lidt her og der - så de få kræfter jeg har bruger jeg på at give noget tilbage her på bloggen. Tilbage forstået på den måde at det jeg trods alt har lært i løbet at min uddannelse ikke er helt spildt.
Jeg har i stedet gjort den her blog til mit 'job' – til et visitkort på de ting jeg kan. Det håber jeg kan være med at at skaffe mig et fleksjob på den lange bane. At nogen læser med her og tænker: ”Sikke en masse begrænsninger hun har fysisk – men kreativiteten og opfindsomheden kan vi bruge”.
Og ja, bloggen er et glansbillede af min virkelighed. For der er ingen der gider læse om hvor træls min hverdag er hele tiden. Den mad jeg viser frem har ofte taget hele dagen at lave med masser af pauser. De arrangementer jeg deltager i koster så mange kræfter at jeg må betale prisen bagefter. Men jeg gør det gerne – for alternativet er at ligge på sofaen resten af livet og ha' ondt af mig selv. Det virker dog som om at jeg ville få mere respekt hvis jeg bare sad og rallede i et hjørne i stedet for at skabe mig en smule liv ud af det der er tilbage af det. Jeg vælger i stedet at omsætte den viden og kunne jeg har til den her blog. Noget jeg kan være stolt af. Og det er livskvalitet for mig.
For jeg har mange fysiske begrænsninger. Fibromyalgi påvirker folk i højere eller mindre grad. Her er hvordan det påvirker mig: konstante smerter i muskler og led. Der er ingen gode dage. Der er dog dage hvor jeg er i stand til at ignorere smerterne bedre end andre og gøre ting jeg gerne vil – og så tage skraldet bagefter. Mit immunforsvar er ødelagt, hvilket resulterer i konstante små betændelsestilstande, forkølelse og hoste – hvilket igen resulterer i en konstant tilstand af feber. Man kan faktisk sige at jeg har en slags kronisk influenza + invaliderende smerter. Søvn er en by i Rusland – det bliver sjældent til mere end 4 timer sammenhængende. Og alle ved vist hvordan manglende søvn alene er er ødelæggende for både krop og psyke. Jeg ved ALDRIG hvad jeg kan forvente af morgendagen. Men nok om syddommen.
Jeg prøver virkelig at være et rummeligt menneske og give plads til andres meninger. Det er bare rigtig svært her. Igen bliver mistanken om socialt bedrageri hevet frem: ”Og der er intet odiøst i at lade sig skille fra manden for at få flere penge ud af systemet? De lægger ikke engang skjul på at de stadig er sammen”. Her på bloggen skriver jeg kun om mig, ikke om de ting som Max slås med. Men fakta er at vi ikke kunne leve sammen og dele hverdagen længere – så den eneste mulighed var at flytte fra hinanden og blive skilt. Alle der læser med her fast har jo kunne følge med i processen. Vi bor hver for sig, lever separate liv og ses ca 1 gang om ugen. Og ja, jeg blev meldt for socialt bedrageri af en anonym anmelder med ondt i røven, var til 'forhør' hos kommunen og sagen blev efterforsket. Men den blev også droppet igen – for der var jo ikke noget i den. Vi er ikke ude på at snyde nogen og det er på ingen måde en måde at ”få flere penge ud af systemet på”. Trist at vi på alle andre fronter får ros for ikke at smide næsten 20 års parforhold på gulvet pga sygdom – men at det alligevel bliver opfattet som forsøg på bedrageri.
Der er forhåbentligt ingen der er er i tvivl om at der skal ydes mange ofre for at spise som jeg gør. Resten af mine udgifter er regnet ud efter et meget stramt budget. Men det er min valg. Mad er min hobby – så det er naturligvis der jeg prioriterer. Og som en skrev på bloggens Facebookside: ”Det er lidt underligt, for hvis du nu ikke var mad-nørd - men veteranbils-nørd og samlede på vereranbilsmodeller og tog til veteranbilsstævner og var en HAJ til at male, tegne, nørkle og samle veteranbiler...ville folk så have så ondt i røven?” .
Og ja, jeg bliver ofte inviteret ud og spise. Der er mange mennesker der gerne vel glæde mig, forkæle mig, aflaste mig i køkkenet og hygge sig sammen med mig – og det gør de ved at invitere mig enten på restaurant eller cafe. Og det tager jeg med glæde imod. Systemet er sådan indrettet at man som førtidspensionist ikke må tage imod penge og gaver fra andre uden at det skal beskattes – eller at det skal modregnes i pensionen fordi det 'bidrager til ens husholdning'. At blive inviteret ud at spise er den eneste ting man med rimelighed kan tage imod. Og det har jeg talt med både kommunen og SKAT om.
Jeg vil gerne slutte dette indlæg med at dele noget som Henriette skrev på min væg på Facebook i går:
REGLER FOR LANGTIDSSYGE MED SYGDOMME DER IKKE KAN SES MED DET BLOTTE ØJE!

1. Laver du noget, så forbered dig på kommentaren: - Jaså, kan du godt det når du er syg? Sagt i en mistænkelig tone.
2. Laver du ikke noget, så forbered dig på kommentaren: - Du må da orke at lave et eller andet, sagt i en bebrejdende tone.
3. Smiler du og er glad, bliver du mødt med kommentaren: - Jeg troede du var syg?.
4. Smiler du ikke, bliver du mødt med kommentaren: - Op med humøret, Vær positiv, så bliver det hele lidt bedre.
5. Deltager du i sociale sammenhænge, så vær forberedt at der altid er nogen der bemærker det, ikke for at de er glade for at se dig der, men fordi de ikke forstår at du orker at komme, da du er jo syg.
6. Lader du være med at deltage i sociale sammenhænge, kommer kommentaren: - Men du har jo godt af at komme ud blandt mennesker.
7. Ethvert svar på spørgsmålet: hvordan har du det? - vil altid være et forkert svar. Enten fordi du er FOR positiv eller FOR negativ.
8. Vær altid klar til at forklare og forsvare, hvorfor du gør det du gør i enhver situation, og vær klar over at dine svar altid vil være genstand for en diskussion.
9. "Friske" personer vil kappes om at fortælle dig løsninger på alle dine problemer - det er bare at gøre som dem !! De har jo holdt sig raske ...
Og der er virkelig en masse sandhed at hente der. Folk har SÅ travlt med at gøre sig kloge på hvad jeg kan og ikke kan, hvad jeg må og ikke må. Jeg er lidt træt af mig selv over at jeg nu skriver det her indlæg for at forsvare mig selv....igen. Men fremover har jeg så noget at linke til når jeg får mails og kommentarer.
Endnu en gang må jeg bede om at man holder en sober tone hvis man ønsker at tilkendegive sin mening. Kom gerne indenfor og tag en snak - men stil de beskidte støvler på måtten udenfor!

Måske det er mig der er snerpet..

 

 

…  og jeg glemte helt at spørge den anden dag.

 

 

I Rødovrecenteret ligger der masser af forretninger som bekendt. En af dem, er sådan en af slagsen med tonsvis af ting man ikke mangler, men som tiltrækker blikket og drager især børn derind. Dukker, perler, ting og sager, postkort,samlekort, fødselsdagsflag, balloner og spøg og skæmt.

 

Og så lige der midt i butikken imellem slik og gaveartikler, på de fire nederste hylder finder man…

 

Store tissemænd!  (Jeg ku godt kalde dem noget andet, men jeg er jo en pæn pige her ik.. )  Jojo, jeg er ellers ikke sippet, men jeg syntes bare det er helt helt fejlbedømt, at den slags står lige i øjenhøjde af børn på 6-7-8 år. Alt muligt er der. Kondomer med smag, attrapper og hvad har vi, forskellige effekter med billede af, hvad og HVORDAN tingene fungerer.

 

Ja jeg siger det bare. JEG syntes det er forkert. Lige der ihvertfald.  Ned bagi med det. Op på de højere hylder og væk fra det, der typisk tiltrækker børnenes blik. De voksne der gerne vil købe det skal sug nok finde frem til det selvom de må længere ind i forretningen. Ekspedienten var forresten heller ikke voksen, men det er en helt anden historie..

 

Jeg nægter selvfølgelig at illustrere denne lille skrivelse med et billede, der viser hvad jeg skriver om så her er istedet et helt uskyldigt og stuerent billede fra mosen  ;-)

Uden at sige for meget… BANG!

 

 

 

De vildeste brag og bom har lydt spredt igennen hele december måned her i Kabul  Brønshøj, men i dag er det kulmineret på en måde, så vi må spørge os selv om det mon er sådan, at bo midt i en krigszone??? Hvis der så bare var strålende farver og kaskader af guld for enden af larmen, men nej.. det er kun BULDER OG BRAG OG BOM!

 

Det kan undre når man tænker på, at vi taler om økonomiske kriser og sparetider. Hvor pokker kommer pengene fra, til det??  Fra tidlig formiddag har der været en konstant tåge af krudtslam i luften, og da vejret er som det er, ja så letter det ingen steder hen. Her er med andre ord ikke til at se en hånd for sig, og i gadelampens skær kan man se røg og damp alle vegne fra.

 

Mine tanker går i dag til de stakkels dyr, der rystende af rædsel ligger gemt under senge og bag døre. Og mine tanker går til miljøet, atmosfæren, og alt det man kunne betale af gæld for de penge, der bogstaveligt talt ryger op i den blå grå luft.

 

 

Behøver jeg sige at jeg ikke er så stor en fan af fyrværkeri i overdrev??

 

 

Sikke en tirsdag.

 

 

Jo altså det begyndte jo med den dersens mail fra Rasmus’ sagsbehandler. Og min noget manglende tiltro til damen fra hjemløseenheden, der havde brændt mig af hele fire gange i træk, fortsatte så med mobilens mystiske dumpning af hele mit telefonregister og alle sms’erne. Så var der pause fra balladerne med et par timer, hvor jeg forsøgte at stresse af med lidt fysisk aktivitet og udafhuset oplevelser. Derefter fik jeg handlet lidt ind, og kom hjem for så at opdage, at jeg havde glemt det vigtigste indkøb, nemlig den medicin jeg får mod depressionens mørke, OG som jeg løb tør for allerede i sidste uge ( da jeg ikke havde nok penge tilbage til at købe nyt for, sidst på mdr I ved.. ), og dagen endte fuldstændigt forudsigeligt med besøg af moster migræne. 

 

Jeg tror bare jeg vil slå fast, at jeg ikke er særligt kompetent til at håndtere når tingene spidser til, og mange forskellige praktiske ting ikke går som planlagt. Jeg syntes faktisk selv at det er ok, at jeg har har været stresset den senere tid, men også at det ku være fedt at kunne håndtere problemer mere overskudsagtigt.

 

Derfor skal onsdagen om ikke andet tages langsomt. Meget langsomt. Helst skulle hele denne måned gerne være langsom. :) Ikke nogen dårlig beslutning i betragtning af, at det jo forresten er årest første sommermåned der begynder i dag, og den gider jeg altså ikke forsvinder mellem hænderne på mig, som maj lige gjorde. Jojo jeg er dybt utålmodig efter august’s komme, men også bevidst om at foråret var dejligt og kort som altid, ligeså vil sommeren føles hvis ikke jeg mærker hver dag. Efter den lange vinters venten på netop NU, skal NUET nydes så meget som muligt.

 

Hvordan gik det så i går? Med den ene og den anden dame??

 

Dame 1, hende der holder min fremtid i sine hænder, overholdt endeligt sin aftale med mig. Vi talte og planlagde, forhandlede og udøvede kompromiset’s svære kunst. Hun lyttede faktisk fint og deltagende til min enetale om forløbet de senere år, og nuet som er svært. Omvendt var jeg åben for hendes svære dobbeltrolle, som kommunens gatekeeper og samtidigt min fortaler. Det er da helt klar ikke nemt at sidde på den stol, det er jeg helt med på. Resultatet blev sådan rundt regnet, at jeg får lån til indskud, ingen flyttehjælp, MEN tilgengæld vil hun overfor dem HUN skal ha tilsagn fra, tale for at jeg får hjælp til seng/tøjopbevaring, køleskab og første mdr husleje. Derudover er hun gået ind i problemerne med Josefines situation, som hun godt ku se er blevet syltet og sat i viktualiekælderen.. Hun har også frataget mig ansvar og bekymring for betalingsfrister, og andet praktisk i forbindelse med overtagelse af lejemålet.

 

Det gik sgu da meget godt IK ;)

 

Dame 2, hende der holder Rasmus nærmeste fremtid i sine hænder, skrev tilbage hele TO gange sent i går eftermiddags… HUN har det ikke godt, det er helt sikkert, og ja.. jeg ved godt at det ikke er hende personligt, der har ansvaret for de love hun formidler, men som hun selv er klar over, så er det faktisk hende der her har handlet liiiige overilet nok. Hende der ikke heeelt har haft styr på sine informationer, og som ikke liiige har tænkt sig om, da hun mailede mig i går morges. 

Jeg bærer ikke nag, og nu går vi bare videre, for læs her:

*****************

 

Hej Henriette

Rasmus fylder 17 år den 30.12.2011, det er mig der har regnet forkert, han når ikke at blive 18 år inden han bliver færdig på efterskolen.

Henriette, det må du undskylde, jeg havde kalkuleret med at han nåede at fylde 18 år inden skolen slutter, det gør han heldigvis ikke !!! og hvor er jeg glad for det.

Jeg skal nok arbejde videre med bevillingen, og kan se at sagen ikke skal oversendes til ny børnefamilieenhed, vi beholder den her J

Der er ingen ko på isen alligevel, det var en tællefejl fra min side.

Mange hilsener fra XXXX

 

OG HER:

**

Hej Henriette

Hvad er dit tlf. nr. ?

Jeg vil informerer dig om retningslinierne for økonomisk støtte til Rasmus.

Håber ikke jeg ødelagde din dag, og håber du fik mailen hurtigt.

Med venlig hilsen

**********

 

Nu skriver jeg lige tilbage til hende om lidt, og så må den være ude af verden. Hun fik faktisk sendt min dag af sporet, men nok om det. MOVING ON..

 

 

Hvis maj var en quickstep, så lad juni og juli være en slowfox :-))