Efter syv måneder er det tid til at revidere- OBS! vi er IKKE i godt humør i dag

 

 

 

 

 

For lige at tage det fra en ende af..

 

Jeg har nærmest ikke haft mit ellers højtelskede kamera fremme i år. I stedet ser jeg mig selv flintre rundt med mobilen, fordi det bare er nemmere, og selvom nemt er skønt er det simpelthen for ringe. En anden grund handler om lys. Lyset her på min adresse er både ude og inde dybt uinteressant. Her er bare mørkere simpelthen, og det gør mig vanvittig. og det inspirerer ikke voldsomt.

 

Lyset ja.. HVIS nogen skulle sidde og tænke, at nu er hun sgu da igen en smule negativ, så vil jeg lige her illustrere. I går var jeg et smut ude i haven for at knipse billeder af min himmel til jer, og ve I hva.. den er væk! Simpelthen.

 

.. og nej, jeg har ikke bare stået under et træ for at lege dramaqueen og hente sympatistemmer. Sandheden er her, at jeg som lystrængende er ved at gå helt amok over, at være havnet i en skov!  Tiltag bliver iøjeblikket gjort, så efteråret skal ændre på det, for det holder jeg ikke til psykisk i længere tid, og før nu nogen ryger i kridthuset for at hylde træernes dejligheder vil jeg her slå fast, at jeg er stor elsker af træer. De er smukke, forskellige og symboler på selve livet vel egentlig, MEN..

 

og det er et STORT men

 

…alting med måde. Hvert træ til sin plet så at sige, og her i denne byhave har mangemangemeter høje træer med kæmpekroner bare ikke sin rimelige plads. De skal i snor. De skal trimmes. De skal beskæres så lyset kan nære min hjerne, mit sind og mine georginer. Ihvertfald hvis jeg skal blive boende her. NÅ!

 

Og nu det her med at bo.

 

Ih guder hvor jeg bare ikke er vild med huset. Det er sjovt nok, for enhver der kommer her bryder ud i sang over, hvor hyggeligt dukkehuset er. Og det har de ret i. Det er nuttet og cute og fint og hvad har vi, men at bo her er en anden sag. Kvm passer fint til een person, men er denne ene person på akut panisk flugt fra en kæmpeedderkop er det direkte sundhedsskadelige kvm. Kender I det? Man bliver forskrækket, og reagerer uden hjerne men pr overlevelsesinstinkt med, at springe for livet. DURK ind i en dørkarm! Eller et hjørne på et møbel. Eller en væg. Eller en anden væg, og i særlige tilfælde endda loftet. I dette forbandede hus ER der nemlig ikke rum til forskrækkelser eller at spæne. Bredeste sted er vel omkring 1 meter, og for at nå hen til den plet, skal man sno sig grundigt, og ih hvor jeg hader det. Ligesom jeg hader, at jeg hele tiden vælter ting. Fordi jeg er mortorisk i udu meget af tiden og pladsen er så trang. Måske der ligger en naturlig forklaring her på, hvorfor JEG synes her er trægt at opholde sig, for er det ikke et naturligt og dejligt miljø for kryb at bo i en skov?  Jo det mener jeg bestemt det er. Jeg elsker naturen og mit haveliv, men jeg har aldrig aldrig haft drømme om at bo i en skov. Er jeg måske en nisse hva? Eller en trold? Nej det er jeg ikke. Jeg er et menneske.

 

Så fik vi lige det på plads.

 

Hovedet på denne dags negative søm er en anden effekt af skovlivet. Her er sindsyyyygt mange myg og andre små irriterende insekter i luften. Overalt i haven. Faktisk, og hold nu fast ik, har jeg ikke een eneste gang denne sommer, eller i det hele taget imens jeg har boet her, kunnet sidde og nyde mine aftener udenfor. Det er ikke til altså. Og det frustrerer mig og skuffer mig og ærgrer mig i en sådan grad, at det er til at tude over. Nu har jeg gået og glædet mig hele vinteren til at kunne nyde min have, og til at frydes over livet på min bænk derude, og i stedet for er jeg nødt til at gå ind i helvedshuset, når jeg skal spise aftensmad og fremefter. HVIS altså ikke jeg da vil sidde ude, og ende med at være helt viklet ind et spind af garn, der bliver mere og mere rodet fordi jeg hele tiden skal vifte med armene. Det ku ende med at jeg måtte ringe til 112 for at blive klippet fri!

 

Jeg ER hys. Jeg ve det. Og jeg øver hver dag på at blive mere positiv, men ved gud den glipper i dag. Måske fordi jeg er træt. Fordi jeg ikke har sovet i nat. Fordi jeg røg ind i en gidselsituation, og måtte vente med at tisse til at det igen blev dag og lyst. Fordi jeg VILLE knække en diagramkode inden jeg gik iseng, og dermed glemte at huske at gå på toilettet inden mørkets fyrste vågnede op til dåd. Nu sidder jeg og venter med længsel på, at søddamefrakommune kommer på besøg senere. Hun skal befri mig, så jeg kan få mig et bad.

 

Jeg er taknemmelig for at have tag over hovedet. Jo det er jeg, men den sætning bør nok printes ud på et huskekort og lamineres, så jeg kan terpe den resten af sommeren.

 

Onsdag er lidt af hvert

 

 

 

- Den er migræne, men tror der er styr på den inden så længe.

 

-  Den er fyldt med lettelse over mandagens resultat. Kort sagt: Jeg blev erklæret insolvent, hvilket jo generelt er en dybt deprimerende kendsgerning, MEN.. det betyder at jeg er fredet en tid. Bilen, som var den jeg frygtede mest for, var de ved at dø af grin over, og der er ingen grund til bekymring på den front. Pheww””   De tre kreditorer er sendt i skammekrogen, og normalt vil det betyde et halvt års fred og ro, men da jeg er pensionist og uden udsigt til, hverken et pludseligt bryllup med kærlighedsramt og senil millionær, eller arv fra hidtil ukendt rig slægtning fra det store udland, er sædvanen, at jeg nu kan slappe af et par år, uden evige opkald og breve. Jeg er dog stadig lidt afventende omkring Nordea, og afgørelsen betyder heller ikke at jeg nu har flere penge. Jeg kan bare få lov at leve uden bøvl. På den front..

 

-  Onsdag er også begyndt som så mange gange før i nyere tid. Med undren over, hvorfor pokker jeg efter tre et halvt år, STADIG vågner op med jævne mellemrum, efter at have drømt at eks’en kommer tilbage til mig! DET er da i sandhed sygt. Og jeg spørger reelt her:  Hvad betyder det?? er det virkelig normalt, eller er det endnu et symptom på at jeg er fuldstændigt sindssyg i min hjerne???   Jeg mener.. jeg går jo ikke i hverdagen og skænker ham de store tanker. Ejheller går jeg og savner ham, eller ønsker mig tilbage til det liv vi havde. Noget tyder bare på, at jeg endnu ikke er kommet over ham, og bare det at skrive disse fuldstændigt åndsvagt ærlige ord her til jer, giver mig tårer i øjnene lige på stedet! Jeg omtaler det ikke gerne egentlig, men det er jo en del af den jeg er. Og faktum er, at de to eneste mænd jeg nogensinde har elsket ( og elsket alt for meget..), ja de bor i mig endnu. Begge forlod mig. Og omkring begge ved jeg i dag, hvor jeg er klogere, at jeg selv bærer en stor del af  ansvaret, fordi jeg netop elsker for meget.

 

Nå, der røg jeg lige af  sporet..sorry

 

- Onsdag er en morgen, hvor der bliver holdt vagt foran toilettet. Af en edderkop!  Jeg siger det bare, DET her hus burde omdøbes. Til haunted house, house of horror, eller nårvikommertilaugustmåjegfindeetandetstedatsove..  I går fik jeg endeligt pudset vinduerne udvendigt, og i den forbindelse vrimlede det frem med alskens småkravl. Det rager mig på langs, fordi det er UDENFOR, men nogle af dem altså.. Jeg siger det bare. Der findes de absolut grimmeste, største, ulækreste og allermest nedrige af slagsen i Rødby. NÅ! 

 

- Onsdagen skulle have budt på lidt støvsugning. Bla pga den her lille opdagelse:

Holgers dødsfjende numero uno. En hunkat som uden mit vidende åbenbart har fundet sig et stille retreat. I MIT KLÆDESKAB!  jeg anede ikke at hun lå der. Ejheller ved jeg, hvor længe hun har benyttet mine strikkerier til sovepude. Eller om hvordan pokker hun har fået den ide??  Eneste jeg ved er, at den går altså ikke i længden, og måske det er derfor Holgerhankat ind i mellem vandrer rundt med rejste børster ude i entreen. Det har jeg nemlig undret mig over. Han har endnu aldrig vist interesse for at gå længere end til sofaen. Katte er sgu sjove og underfundige kræ ik..

 

 

Endeligt er onsdag endnu en dag med strik. Åhhh hvor er det da bare skønt at kunne det igen. Jeg gør det dog stadig med måde, fordi arret gør svimlende ondt endnu. Trods konstant massage og påsmørring af fede cremer dagen lang. Men jeg KAN strikke. Og det er bare lykken

Vinterhaven.. På tur i mit skur

 

 

 

 

Det er sikkert de færreste, som tænker havehygge eller udendørs fornøjelser tidligt i februar, men når man elsker havearbejde, bor i en tændstikæske, har brug for så meget dagslys som muligt, OG trænger til lidt højt til himlen, ja så er der ingen tøven.

 

Man MÅ ud, så snart solen skinner.

 

I går var det ydermere helt vindstille, tørt i vejret og himlen var klar. Ingen grund til tøven med andre ord. Hækling, rengøring, middagslur og hårvask er alle dyder, som snildt kan få være til det igen er mørkt.

 

Det første der skal gøres for, at en havedag om vinteren bliver holdbar og rar, er at indrette sig med varme. En stol bliver godt foret med den gamle pels og flere lag tæpper. Kaffen bliver sat frem. Lidt frisk vand. Således godt rustet begynder jeg mine timer udenfor. I stolen og med udsigt til lidt sprøde tulipaner.

Jeg får mit vanlige besøg af en kat, der tydeligvis kender min have bedre end jeg selv gør, og vi har indgået et forlig. Den må godt være her, og jeg vil også gerne supplere dens velpolstrede mavse med lidt godt, men så skal den omvendt bruge den kattebakke jeg har sat frem til den. Indtil videre har den accepteret, og jeg vil hellere tømme bakken, end finde katteaffald allevegne i bede og skure. Vi får se om det holder.

 

 

Med vasketøjet hængt på stativet er jeg nu klar til det sjove. Går mig en runde, og kan ikke helt beslutte, hvad jeg lige synes er mest presserende. At få bundtet den enorme mængde af bambusrør jeg har liggende, eller måske få tjekket mine blomsterknolde. Jeg kunne også fortsætte med at feje blade sammen, eller begynde at sortere i alle de ting jeg har slæbt med, og som står tilfældigt smidt på plads i skuret.

 

Jeg vælger det sidste. Af den simple grund, at jeg er bekymret for mine georgineknolde og pelagonier. Der har været hård frost helt inde i alle hjørner, og det er bare ikke noget for en sart knold. Heller ikke selvom de er omhyggeligt pakket i avispapir, og lagt i lag og dækket til.

Det er næsten lige så nervepirrende, som at vente på om ferietoget mon kører til tiden, men jeg kan slet ikke få fingre i nogle af dem, før jeg har fået ryddet op og lagt på plads. ALT står som sagt i en vældig uorden.

 

Det er hyggelige timer brugt. Med lyden af solsorten i bagrunden, og solens stråler igennem taget, er der ikke noget som at gå og drømme forårsplaner og sommerbede. Derude i skuret begynder det at ligne noget. Der bliver pakket ud og sat nogenlunde i system. Knoldene bliver tjekket, og ca halvdelen må desværre kasseres. Det gør mig lidt ærgelig, men omvendt er jeg glad for at jeg får dem gået efter, og de bliver forsigtigt pakket om i tørre aviser, lagt i lag og pakket godt ind under et tæppe. Et par timer og en halv blev det til derude. Længere ville ikke have været rart, for på det tidspunkt begyndte jeg at kunne mærke, at det trods alt ER vinter. Ikke nok så mange kaffepauser under et tæppe kan ændre på, at temperaturerne er i den kølige ende, og så snart solen forsvinder er det sjove slut.

 

Nu står skuret klart til at tage i brug. Der mangler kun en smule ting udenfor, som endnu skal sættes på plads, men det er hurtigt gjort næste gang det er vejr til det. Vil I se ind?

 

Her kommer en rundtur:

 

Det er faktisk lidt samme følelse som da jeg boede i Brønshøj..  Lejligheden trivedes jeg i so and so, men ALTANEN… Den elskede jeg over alt på jorden, og jeg var derude nærmest hver eneste dag året rundt. Huset her er også so so..  men jeg er godt nok vild med mit skur.

 

Også selvom nogen mener de kan bruge det som vinterhotel!

Skrub ud af mit skur siger jeg bare. Og hvad fanden lever du i det hele taget for endnu? Mage til frækhed sådan at trænge sig ind på mine enemærker. UD med dig. NÅ!

Jeg går nu med gummestøvler efter mørkets frembrud eller.. hvorfor jeg blev taklet af en dørkarm i nat

 

 

Need I say more?

 

Denne, for nogen så yndige, “lille” mutantedderkop befandt sig i mit køkken sent i aftes. Af samme grund drak jeg min kaffe uden mælk, men var ellers rolig og strikkende i stuen indtil sengetid. I baghovedet havde luret den tanke, at den sgu nok var vandret igennem køkkenet, og ind til mig i stuen alene for at genere og drille, men jeg slog den hen og strikkede videre.

Jeg slukker mit tv, tager en hurtig runde i haven og kigger på den gule måne, går ind igen og JEP.. der sad den så. Lige midt på gulvet, og imellem mig og døren til entreen. Gode råd er dyre, men jeg slår koldt vand i blodet og griber en bunke aviser, og så sker der følgende:

 

Fire aviser havner med et klask på gulvet, og ovenpå kræet

Kræet accellererer fra 1 til 4000 på et sekund, og tager de otte ben på nakken i retning MOD mine fødder,  ( sig ikke at de er bange for mennesker een gang til )

JEG kaster mig pr blindt instinkt væk, og bliver i eet hug taklet af dørkarmen, hvilket sender min knæskal skarpt i retning mod jorden og jeg ser sol måner og stjerner.

Lettere slået står jeg på vaklende, nu aldrig mere nøgne fødder i sandaler efter mørkets frembrud, og sunder mig en stund. Kigger efter kræet..

Beslutter at lampen i vindueskarmen i stuen får lov at lyse denne nat, humper på et ben, og med værkende knæ op til min seng på første.

Slået, forslået, men IKKE knækket gemmer jeg mig under mine to dyner, som først er blevet grundigt rystet efter i sømmene, og falder i dødlign søvn til nat igen er blevet til dag, og der er lys over land.

 

 

På sådan en morgen efter kamp, er der en vis terapi i at klippe blomster som det første, imens kaffen MED mælk nydes ekstra meget.

 

Et par timer er brugt på en morgenfotorunde og eftertænksomhed

Hestene står lige i min baghave nærmest, og kan igen ses efter at hækken er blevet klippet.

 

 

Der er to steder, som skal kontaktes med henblik på en afdragsording i dag. AAB og VVSmanden. Den ene for regnskabet fra Brønshøj, og den anden for installation af vaskemaskinen. Begge beløb er himmelråbende, og især de 550 kr!!! jeg skal betale for at en dør ( som aldrig var sat i da jeg flyttede ind..), er blevet båret op fra kælder til 2. sal af en svend, er jeg noget rystet over.