Trodsalder AKA Herman den stride

 

 

 

Har jeg nogensinde fortalt at Herman snakker ret meget?

 

 

Nå, men det gør han altså. Holger har også sit eget sprog med lyd på, men det er i en helt anden og anderledes afdæmpet og effektfuld kaliber. Han opnår det han vil ved hjælp af dygtig manipulation og menneskekundskab, hvorimod Herman den lille uvorne knægt larmer og diskuterer og svarer igen så det mere er, som at have en femårig i huset!

 

Nu tænker I jo nok, at ja ja.. nu har hun sgu da helt tabt småkagen. Tillægge et umælende væsen den slags egenskaber.. den er helt gal med hende. Hrmpff altså!!

 

 

Der er bare lige ded ved ded, at det er simpelthen sådan han er indrettet. Alle ved jo efterhånden at han er både kreativ, handlekraftig og beslutsom. Hvad ingen kan vide, fordi jeg simpelthen kun kan lægge billeder uden lyd på her er, at der ikke går en dag uden at han og jeg er ude i flere diskussioner om, hvem det lige er der bestemmer her i huset.

 

Han har mange forskellige lyde at spille på. Når han får øje på noget udenfor vinduet feks og ikke kan komme ud, så kører han på med en mijaven der er helt desperat indtil jeg bøjer mig og lukker ham ud. Noget i stil med, at han bare SKAL have ordnet det her vigtige altafgørende problem, og det må jeg da kunne forstå. Det lyder som en normal kattelyd.

 

Så er der den lyd han bruger når han skal fedte sig ind..

 

Det er nærmest sådan en lille trillen, der minder om den marsvin kommunikerer med. DEN lyd er virkelig belastende for en træt foderautomat, der ligger og sover. Samme lyd bruges nemlig også når der er kedsomhed på skemaet. Kattemennesker vil vide hvad jeg mener, for han giver ikke op. Både Holger og jeg kan indimellem se meget meget trætte ud i fællesskab.

 

- og så er der den lyd han bruger når han ikke er enig med mig.

 

Forestil jer et lille barn der vræler. Wuaaaa lyder det. Kan I huske den lyd? Det er virkelig et vræl der lyder, som de bogstaver der beskriver det. Wuaaaaa.

Hør så for jer, at den lyd bliver stoppet brat. Som i Wua. Bum. En kort og bestemt lyd.

 

DEN lyd kan Herman!

 

Og sådan går det for sig at han og jeg kan diskutere.

 

 

 

Han har gang i noget forbudt.

“NEJ Herman siger jeg.”

WUA! Siger han og kigger op på mig med et særligt trodsigt blik.

En pote flytter sig umærkeligt en smule tættere på målet. Stadig med fast øjenkontakt.

“ NEJ siger jeg jo, Herman”

WUA.

Halen kører som en fejekost frem og tilbage henover gulvet, og der rykkes lige et par cm mere.

“STOP så Herman!”

WUA!

Poten frem med lysets hastighed og kræet i fri flyvsel hen imod det forbudte, og SÅ er missionen hermed fuldendt. For minikatten.

“For fanden altså Herman, NEJ bliver der sagt”

WUA!  er kommentaren og det der blik, som er kun en sejrrig Napoleon værdigt.

 

Han er yndig ik.

 

Han er også ret vild med at ligge i netop den stol. Den står med ryggen til mig når jeg sidder i min egen stol. I den ligger et tæppe, som betyder at man ikke kan se igennem, og han kan derfor ligge i skjul. Lige noget for en listekat..

 

 

Forleden skete det her så:

 

Jeg sidder i min stol og kan ikke se ham. Han ligger ( så vidt vides ) i dyb søvn bag det tykke tæppe. Holger er gået kold i en kurv. Alt ånder stilhed, fred og idyl. Begge katte har slumret længe og inderligt.

Lige pludselig kan jeg se spidsen af en lille hvid pelstot bevæge sig ganske forsigtigt.

 

Her ligger han og hænger ud af venstre side, men omtalte aften kunne man slet ikke se ham, og den lille hvide pote dukkede frem på den anden side. Altså til højre. Det er den side af stolen som står tættest på mit arbejdsbord…..

 

Nå, men jeg lader som ingenting og hækler ligeså lydløst videre, altimens den lille hvide pote laaaaangsomt bliver rykket en millimeter længere ud gennem hullet i stolen.

Alt er som sagt idyl her. Fred og ingen fare. Her er lyd fra tv’et, og fra tid til anden lidt slupren fra en kaffekop. Holger snorker en smule.

Poten bevæger sig forsigtigt og langsomt længere og længere frem. Og i stolen ligger minikatten og rævesover som I nok kan regne ud. Han rævesover og tror sig uset gør han, og derfor kan han fortsætte med at lade nu både hvid pote og lang grå “arm” komme tættere og tættere på bordet.

 

OG SÅ, sender han “pilen” afsted i en allerhelvedes fart og i eet hug har han nedlagt fire glaskugler, der nu med et vældigt rabalder flyver gennem luften, for til sidst at lande i alle retninger på gulvet!

 

“HERMAAAAN!” brøler jeg. “Hvad fanden laver du? Det må du sgu da ikke”, skænder jeg samtidigt med at jeg desperat forsøger at vikle mig fri af fjorten tæpper, en pude og forbi en fodskammel.

 

WUA!

-  siger han bare og kigger frem over kanten med et par spidse ører, og to kuglerunde øjne med mørke store ligeså runde pupiller.

 

Kan I høre ham gnække?

 

 

PS:

Her ligger han på min arvede puf fra Moster Birgitte. Den har hjul på… OG her i stuen er der ikke væg til væg tæppe. Nyeste underholdning er en minikat der tager tilløb og flyver henover puffen for at lande lige på kanten med neglene dybt forankret i det bløde tæppe, OG en puf der nu er sat i bevægelse og som derfor suser henover gulvet i høj fart. Herman jubler, Holger fatter ikke en meter, jeg råber stooooop og Herman svarer

 

WUA!

 

 

 

Herman den Grusomme er hans alter ego.

Den varme trøje

 

 

 

 

Denne morgen har jeg for første gang i mange mange måneder mærket køligheden i luften. Jeg drikker stadig morgenkaffen udenfor, og i dag kunne jeg indtage den iført en lækker vams af en hjemmestrikket trøje, men selv med den på kunne solen på himlen ikke fortrænge realiteterne. NU er det altså efterår. Og NU er det ved at være på det sidste med at vågne langsomt i frisk luft. Det er sæsonens vendepunkt, og jeg er bare dybt taknemmelig for, at det i år har været muligt helt frem til oktober.

 

Det er fanme ikke ringe synes jeg.

 

 

Den varme sag begyndte jeg på allerede i august sidste år, men først nu er den færdig. Og lige i rette tid til en dag som i dag. Den er strikket på tykke pinde, hvilket har været en hård omgang for fingrene dengang de havde det værst, men det har været det hele værd, nu hvor jeg har den på og kan glæde mig over en trøje der går til midt på skinnebenet.

Når man strikker på langs, trækker arbejdet nedad så at sige, og jeg var faktisk slet ikke forberedt på, at den ville ende med at blive så lang. Det skyldes også at garnet i sig selv er tungt. Fire tråde har jeg brugt. Cottonwool, silkmohair og alpaca. BUM!  Det fås ikke mere luksusagtigt. Inden vask var den en smule slatten af se på:

En smule uformelig og uden hold, men efter vask har ulden sat sig til rette så at sige, og nu er den tæt og formfast. Miraklet ved uld og hjemmestrik stopper aldrig med at tage pusten fra mig, for det er virkelig utroligt som det færdige arbejde efter vask bare fungerer. Hvis altså man husker IKKE at bruge for varmt vand. Det er en væsentlig faktor for succes. Denne trøje er så tyk, at det har taget mere end 24 timer at få den helt tør.

 

 

Med det vil jeg lige slutteligt meddele, at dagen i dag herinde nok kan fremstå lidt mystisk, men det er fordi jeg har sat mig til rette i stolen for at tage fat på lidt fornyelse. Her skal lige lidt efterår indover og sånt. At genetablere alle de mistede links vil jeg også lige se om jeg kan få fred til. Det hele afhænger af ham her:

Kære bløde dejlige varme Holger fedtemus. Holger som i øjeblikket er totaaaalt forelsket i sin mor, og som næsten ikke magter at ligge andre steder end i skødet på hende. Og med sådan en krabat er der ikke så god plads til en computer. Indtil videre har jeg pladsen for mig selv, så jeg skynder mig at komme i gang i maskinrummet..

En lømmel er født

 

 

 

Jeps. Det er ham her vi taler om. Smuksakken Herman med den blødeste hvide vinterkrave, og de store opmærksomme øjne. Inde bag al denne lækkerhed befinder sig en teenagelømmel af højeste karat. Jeg siger det bare.. han er STRID er han. Desværre er han også overdrevet nuttet, skøn, kærlig, omsorgsfuld og sjov, så det kniber med at blive oprigtigt vred på kræet.

 

 

Hver dag er han fuld af fup og fiduser. Hans opfindsomhed trodser enhver beskrivelse, og både Holger og jeg må til tider ty til desideret flugt, hvis ikke vi vil angribes af en tiger, som selv synes han er vældig farlig. Det overrasker på ingen måde, at Holgers tålmod er til en nobelpris, men at han finder sig i at være skydeskive hver eneste dag, er alligevel beundringsværdigt.

Der er ingen tvivl om at Herman er en strid banan, men omvendt heller ikke, at han elsker sin storebror af hele sit hjerte. Herman havde ikke været i vores lille familie i mere end ja.. en dags tid eller to, før han udemærket vidste at HAN var Herman og at storekatten var Holger. Uanset hvad han ellers har gang i, eller hvor han befinder sig, skal jeg kun sige Holgers navn een gang, og Herman spidser ører. Hvis jeg siger “hvor er Holger?”, spæner den lille afsted for at lede efter ham. Kalder jeg “Holgeeer” ud i haven, er Herman over stepperne som en pil. Han følger simpelthen sin storebror overalt.

 

 

Inde fra køkkenet står jeg ofte og ser de to lege tagfat. De bliver “smidt ud” hver dag, for lige at jeg kan få lidt ro på, og så går det over stok og sten. Den ene efter den anden. Op i træer ( såvidt det nu lader sig gøre for Holger..), og ned i spændende jordbunker. De tager turen hele vejen rundt i gården, og videre ud i den store haveverden, i hælene på hinanden og fuld fart. Det lyder næsten som en løgn, men det ER virkelighed og jeg er stolt. Allermest af min store elskede Holger, som bare finder sig i at være boksebold og stødpude. Det er til at tisse i buskerne af grin over synet af Holger, der kommer småløbende med Herman, som hænger fast i Holgers bagpoter som en anden dødvægt. Han vil så gerne takle, men det går ligesom ikke rigtigt, når man er mindre og lettere end sin “fjende”, men give slip, DET nægter han HA!

 

Selv går jeg heller ikke just fri af Hermans påfund.

 

 

Vi er inde i en periode, hvor mine fødder er jaget vildt og frit bytte! Der er helt fastlagte regler for legen, og så snart jeg går i retning af sofaen, spæner den efterhånden knapt så usynlige Herman hen og ligger på lur bag nærmeste hjørne. Her venter han spændt på at jeg tager mine sutsko af, og så snart jeg har bare en tå fremme, springer han frem helt uden at jeg vidste det ville ske.. og så gælder det sådan set bare om for mig, at få fødderne ind under tæpperne i en allerhelvedes fart, for ellers har jeg klør og tænder i mig. Han bider aldrig igennem, men det kilder som bare pokker. Uh, vi har en fest med den leg.

 

Forleden fik Herman så den ide, at han nu er en kanin!

 

Det betyder at alle ledninger er frit bytte, og jeg har en kamp med at redde diverse i hele hytten. Han har, i et uopmærksomt øjeblik, allerede haft fat i min nye oplader til mobilen, og heller computerens ledning er gået hans næse forbi. I det hele taget nyder han godt af, at hans menneskemor er lettere sløv i bøtten, hvilket han beviste forleden nat. Bamser og tøjstykker skifter plads uendeligt, brag er en del af den daglige trummerum, der skubbes ting og sager over gulvene så det er en lyst, og han undersøger alle kroge og hjørner så ofte at jeg overvejer, hvordan jeg kan montere støvsugeren til hans snude.

 

 

Indimellem går Holger sig en tur. Herman er næsten altid i hælene på ham, men når det regner som det gør i øjeblikket, SÅ skal han alligevel ikke nyde noget, og Holger får sig på den konto lidt frirum, men når han returnerer til domicilet, er det et hjertesmeltende syn for guder, at betragte deres gensynsglæde. Især Herman viser begejstring, så han sætter sig på bagbenene, slår forpoterne om halsen på Holger og så får den ellers på alle tangenter med at slikke pels, bide i ører og snuse dufte.

 

De to altså..

 

De er bare sjove. Og fulde af ballade. Og enormt udfordrende på hver sin måde.

 

Hit med det kamera… :-  )

En længe ventet ven er kommet forbi

 

 

 

 

Ja, altså.. natteregnen.

 

 

I aftes, da vejrudsigten meldte kommende regn, troede jeg ikke et sekund på den historie. Jeg har erfaret at vand fra oven, kan være en sjælden gæst på disse breddegrader. Ikke at vi ikke får regn, nej. Det sker bare ofte, at regnen som passerer landet, ofte svinger udenom Lolland. Og så er det ikke engang fis. Har også erfaret, at det handler om noget med varmen fra det hav, som ligger lige bag mig, har en form for indflydelse på den slags. Eller noget..

Under alle omstændigheder såbegyndte det at regne i aftes, kort efter jeg var krøbet til køjs, og nu er den en virkelig velkommen ven, for her i haven er der så knasttørt, at det ikke længere er muligt at sætte spaden i jorden.

 

 

Jeg holder af lyden af regnen på det skrå tagvindue. Især når jeg skal sove. Det beroliger og luller i søvn. Det er også hyggeligt. I aftes og i nat er den effekt dog udeblevet, og af uvisse årsager har jeg bare sovet virkelig ringe. Måske fordi jeg er ved at vænne terroristen Herman til at være ude om natten, og dermed har lukket vinduet i stuen. “Stakkels lille Herman” ringer det i mine ører, og nu regner det ovenikøbet osse. Buhu. Måske fordi Holger, af endnu mere uvisse årsager netop i aftes besluttede, at han ville tildele sin gamle madmor sit selskab, og derfor har ligget klods op af mig, som en 100 grader varm snorkende plydsbjørn..

 

Ved firetiden vågnede jeg, fuldstændigt overbevist om, at jeg kunne høre lille Herman mjave højt udenfor.

 

Som om..

 

Han lå naturligvis og sov ovre under halvtaget i en varm og pelsbeklædt stol. Da jeg åbnede døren for, at lukke min lille indbildt drivvåde kat ind, sprang han tør og topklar ned og spænede ind i huset, gik igang med at bide Holger i ørene, og så var der ellers to katte linet op, med store mørke pupiller, ved siden af hver sin madskål. SUK, jeg er så nem alså.

 

 

Nu sidder jeg her.

Man kan vel altid lytte videre på sin lydbog. Man kan vel altid lige strikke en pind eller fem. Man kan vel altid klare en enkelt kop varm the. OG.. man kan vel altid sove når man bliver gammel.

Med en killing og en onkelstorkat går al strik langsomt

 

 

 

Jeg strikker stadig hver dag, nu hvor jeg ikke længere har smerter. Dog… det er sin sag at strikke effektivt, når man er killingemor og onkelstorkatnusser.

 

 

 

Vi er ude i noget med, at katte er ude på opdagelse. Så gribes strikketøjet. Dernæst kan stor og lille kat, lugte selv helt nede fra baghaven, at der er garn i hånd. En eller to katte kommer dernæst galopperende, og enten een eller begge to lander i skødet på mig, ca fire sekunder efter, at jeg får gemt strikketøj af vejen. Så begynder de at slumre, eller måske endda snorke, og jeg lister forsigtigt pind og tråd frem igen. Sidder på akavet vis og strikker en maske eller fire, hvorpå en kat eller to lugter sjov og kommer til live igen. Sååå pakker mor strikketøjet væk igen.

 

Og sådan kan det gå for sig om og om igen.

 

 

… og sådan går det til at, mine igangværende projekter tager noget længere tid en ellers.

Efterhånden er jeg heldigvis færdig med det første efterårsstykke. En øvelse udi flerfarvestrik, strukturstrik og sjal på rundpind. Der er flere fejl, og jeg har lært gode fif hen ad vejen, så nu er jeg igang med et mere. Det er en ekstra udfordring for min hjerne, at der er flere farver, men jeg er alligevel ret så glad for resultatet. Iøvrigt er det utroligt så forskelligt det føles mod huden, om man strikker glat eller rillestrik. Det her er glatstrikket og det er simpelthen så blødt og behageligt at have på. Tæt og varmt. Og lidt for lille. Det næste skal med justeringer være større. Meget større…

Vi nåede det i det sidste lys

 

 

 

 

Efter en dag med kun en kort tur ude i bilen, fik jeg pludselig nok af sofa, så med et par noget vrangvillige katte bagefter mig, nåede vi lige at gå en tur inden lyset forsvandt. Det er SÅ morsomt at gå tur med de to, og trods det at de har pels på, er det fuldstændigt som at gå tur med to småbørn.

 

Lykke er når man ikke behøver strømper, og derfor stak jeg fusserne i de varme støvler, som det helst ikke skulle være nødvendigt at tage i brug endnu.

Kvaliteten af billeder er noget blandet, men jeg er doven og gider ikke tage ekstra briller med i lommen, og ja så kan jeg sgu ikke helt se hvad det er jeg laver..

Mød Herman

 

 

 

 

 

Her er lille baby Herman. Et fantastisk tilfælde bragte mig til ham i formiddags, og nu har jeg reddet hans lille liv. Jeg skulle have talt med en Laila, men kom til at trykke på det forkerte nummer, så jeg fik fat i en anden Laila, der efter en kort forvirring kunne fortælle om et kuld killinger, der var moderløse. De to var adopteret af en anden killingemor, men ham her og en brormand, stod til at skulle aflives inden frokost.

 

DET var mere end jeg kunne bære så jeg spurtede ud i bilen og fræsede til Fuglse for at se på killinger. TO er for meget for mig, men een kan jeg uden at blinke sagtens tage til mig, især med Holgers omsorgsfulde sind, og derfor blev det lille grå Herman, som i morgen bliver hentet og bragt til sit nye hjem. Han er en lille bitte en og skal have mælk hver tredje time, så derfor måtte han lige vente en dag ekstra med at flytte. Jeg skal have ryddet lidt op, og også have købt lidt sprøjter til mælken på apoteket. En tryg rede er jeg også ved at lave til ham, for han skal ikke være alene igen. Ever. En kurv med tæpper er allerede reserveret, og så kan jeg tage ham med mig alle steder, indtil han selv begynder at kravle rundt.

 

Der er lidt med hans ene øje, men dyrlægen kigger på det inden jeg henter ham, og ellers er han fin og nysgerrig. Stadig i chok over at være efterladt uden sin mor, så ikke en lyd kom der over ham da jeg var der.

Der kommer altid en sporvogn og en kattekilling til ..

 

 

 

 

Jeg har været ualmindeligt udmattet i dag, og som glasuren på kransekagen, døde musefunktionen pludseligt her på computeren. SÅ smækkede jeg låget i og besluttede at tage et hvil. Maybritt har hjulpet mig her til formiddag, og hun var så sød lige at komme med en opdatering på forrige skrivs kommentarer, men nu kopierer jeg det lige her så alle kan se det. Det er det nemmeste for mig lige nu, for jeg vil gerne lige komme med seneste nyt, da ikke alle måske får set tilbage, og musen.. ja den er igen igen erstattet med en reserve via USB. Jeg havde samme problem for omkring et år siden, og der viste det sig at være en latterlig detalje, der fik musen til at gå i sort, men kan jeg nu huske hvad det var jeg skulle gøre??  NIKS!  Så med mus i hånd må jeg klare mig.

 

Maybritt skrev:

Henriettes PC'er virker ikke d.d. Så jeg har lovet at give Jer en status opdatering vedr. Gertrud.
Henriette er som altid meget taknemlig for den støtte og opbakning I har givet hende.
M.h.t. Gertrud så er status lige p.t. at Gertrud er på Falsters Kattehjem, hvor hun, når de får tid til det, vil blive fotograferet og fremlyst på deres hjemmeside samt Dyrenes Beskyttelses hjemmeside. Her vil hun figurere i 14 dage hvor evt. ejere kan henvende sig og få katten tilbage. Dersom ingen ejere henvender sig vil Gertrud blive steriliseret, øremærket og fremlagt til adoption. Da Henriette har ytret ønske om, at killingen kommer tilbage til hende, kontakter Falster Kattehjem Henriette først. Der er dog en problematik, som er blevet fremlagt fra kattehjemmet, og det er, at killingen måske har et hjem i nærområdet, og derfor efter genudsættelse vil løbe fra Henriette og hjem igen. Henriette er meget OBS på dette, og har selvfølgelig ikke til hensigt at "stjæle" andre folks killinger. Henriette sætter opslag op i nærområdet vedr. Gertrud, i håb om at finde ejeren. Og så har Henriette taget en beslutning om, at Gertrud ikke skal flytte ind til hende og Holger. Det føler Henriette er det rette på nuværende tidspunkt. Holger og hende er "pot-og-pande". Han giver Henriette den ro der skal til, og selvom han er en venlig fyr, behøver han ikke andre katte i sit liv. Han har jo Henriette som "kattemor" kh Maybritt

 

Og ja, sådan er det altså nu. Jeg ønsker ikke at komme i klemme, og det kan jeg nemt hvis jeg går ind og får den chippet, og der så er nogen der genkender den en dag. Jeg kan også jo også risikere at den en dag selv finder tilbage til første ejer, og så er der altså nogen som har sponsoreret en killing til mig forgæves. DET kan jeg heller ikke leve med.

 

Det eneste jeg ønsker er, at Gertrud har og får det godt, og det har hjemmet lovet mig at hun får. De plejer som regel at finde nye hjem til katte som Gertrud et sted, der ikke er i nærheden af findestedet, for netop at undgå fremtidige problemer. OG dette sker naturligvis KUN i tilfælde af, at den rette nuværende ejer IKKE dukker op/kan findes.

 

 

 

Jeg har den overbevisning, at skal Holger have en lillesøster/bror, så sker det bestemt en dag, og indtil da så glæder fedtemusen og jeg os begge til tørt og vindstille vejr. SÅ skal vi knagme i haven. Jeg får mange mange timer til at gå i øjeblikket med, at studere og læse. Om haver, planter, pleje, tips og tricks. Så optaget af udelivet er jeg, at der ikke bliver strikket eller hæklet så meget, men det er altså svært at gøre det hele på een gang, og lige nu er det min egen lærdom omkring havehold, der optager mig. Alle Esthers havemagasiner bliver mere og mere flossede i kanterne haha, og de er ved at være godt fyldt med post it’s. Jeg er ude i noget med, at jeg må have mig et par kæmpe plancher jeg kan bruge som mood boards i stuen. Klip og klistr, noter og lav plan. Nemlig.