Ny have betyder forfra med pil

 

 

 

 

Med lidt starthjælp fra flink nabo, begyndte jeg lørdagen med en længere køretur, inden målet for i dag blev besøgt. Jeg har længe vidst, at alle de mange ultra korte ture ville tage pusten fra batteriet, og jeg har forsøgt at forhindre det ved mere eller mindre hver gang, at køre ned og runde rødbyhavn inden jeg stoppede bilen i Søndergade. I det lange løb er det dog ikke nok. Især ikke om vinteren, og i dag var altså dagen hvor den med et suk gik i stå.

 

Så er det jo så heldigt, at jeg har kabler og naboer..

 

Forholdsvis forlegen over, at måtte banke på lørdag morgen allerede kl 10, fik jeg forklaret at jeg var i knibe for strøm, og et kvarter senere stod hjælpen i carporten. Jeg er fanme så glad for, at jeg er blevet en knag til at bede om hjælp når jeg behøver. Jeg takkede og gav hånd, og kørte derefter smilende en runde i omegnen, inden jeg kunne parkere ved Helles pilehegn. Rygter vil vide, at hun overvejer at fjerne dem helt fordi de vokser så vanvittigt, og derfor har jeg klippet mig en seriøs bunke pil til lager. Det er jo så rart at have noget liggende for det tilfælde, at jeg skulle få en ide i fremtiden.

Meget af det er allerede øremærket til små hegn a la det jeg flettede i Søndergade.

 

 

I går fik jeg arrangeret mig et lille aflukke til de belastende grimme skraldespande, som jeg har stående i gården. De er nødt til at stå der, for min dovenskab forbyder mig simpelthen at gå de 10 km fra døren og rundt om huset og videre ud til fortovskanten. DET er for åndssvagt, med tanke på hvor ofte jeg har noget der skal i dem. Hellere køre dem frem een gang hver fjortende dag end hver dag, og til sommer vil de været skjult bag frodige planter så sådan bliver det.

Jeg har faktisk overvejet at sætte pilehegn lige der, men med tanke på hvor meget de breder sig, vil jeg ikke udsætte naboen for ufrivillig pilevækst i deres have. Den stor zinkspand er en fordums skraldespand, som hang på hegnet da jeg flyttede ind, men jeg synes den er perfekt som beholder til min grensamling. Nemlig.

Weekenden kom og gik med lynets hast, incl Holger og en mistbænk

 

 

 

 

 

Med min nye siddeplads glemmer jeg rent min computer. Den er der ikke plads til omkring lænestolen nemlig. Derfor er der nu gået dage med haveliv og hygge, uden at jeg har husket verden derude.

 

Vi tager lige en rundtur:

 

Lørdag morgen var en kold fornøjelse, men efter dagevis med blæst var det også en skøn morgen, så jeg var ude første gang allerede halv syv, for at høre stilheden og mærke weekenden.

 

 

Straks de åbnede kørte jeg på lossepladsen, og bagefter ind til naboen XL-Byg. Der fik jeg taget livet af den dumme sparegrisetrold, og indholdet blev brugt til flere plantesække. Der går utrolige mængder til, når både de nyeste kasser, en del krukker og nogle nye bede skal fyldes. De får hurtigt ben at gå på.

 

 

Efter at have læsset ind og ud af bilen, tog jeg fat på at få ryddet op i gårdhaven, og med at få flyttet jordbærplanterne. Som altid når jeg begynder at rode i jordhøjde er Holger på pletten med ivrig hjælp. Han har nærmest snuden helt nede i mulden.

Selv synes han jo at han er uundværlig, men omvendt er det sin sag at få flyttet noget som helst når kræet smider sit legem durk ovenpå dem.

 

Og ja, såååå har jeg gang i et eksperiment, der kræver fiberdug og aehmmm jeg burde nok have forudset hvad det ville betyde, men det gjorde jeg ikke, og derfor gik der nok ikke mere end fire sekunder fra jeg begyndte at fjumre med det flagrende stykke stof, før Holger havde alle kløerne i det!  For nu at sige det på en anden måde, så tog det sin tid før det sad som det skulle. Bum bum

 

Jeg fik også hjælp med stenbeddet..

 

Senere kiggede Majbritt ind, og det endte med at eftermiddagen gik med hygge i hendes gårdhave. Den spontane af slagsen klarer jeg fint, og det er simpelthen så vanvittigt fedt, at have en god nabo, som man kan den slags med.

 

 

Så blev det i dag. Søndag. Igen var jeg tidligt oppe og ude, og denne morgen fik jeg øje på en af mine klematis ( eller rettere to af dem, men kun den ene åbenbarede en synder), som så noget pauver ud. ALLE nye skud er ædt! Jeg kiggede og kiggede og forbandede den formastelige æder langt væk, og tog en runde for at tjekke alle mine klematis efter. Den lige ved køkkendøren har lidt samme skæbne, men er knapt så hårdt ramt, og der lige midt på et vissent blad fra sidste år, sad han så. Banditten. Nu lever han ikke mere..  Resten af planterne ser fine ud. Jeg synes måske nok det er lige lovligt tidligt at jeg skal ud med forstørrelsesglasset, men sådan er havesæsonen altså i år.

 

Jeg fik besøg af Holgers lille ven, som denne gang var noget mere modig. Desværre lå Holger inden i huset og snorksov, så den lille tog sig en rundtur på matriklen alene. Sjovt som sådan en lille fyr bare bliver stokdøv lige pludselig. Hans mor kaldte og kaldte, men han var alt for optaget af haven og alle duftene til at reagere, og til sidst måtte vi nærmest slæbe ham ud igen hihi. Han har ingen have selv nemlig, men jeg har lovet ham at han altid gerne må besøge os her. Og Holger.. ja han sov som sagt. Ikke på vilkår om han gad med ud, da jeg tog tøj på fra morgenstunden. Han gloede bare surt på mig, og gik i kurven.

 

Det var sin sag forresten, at forevige den lilles visit for der var godt nok fart over feltet med ham. Noget mere, end der er over bassen her:

Da han endeligt viste sig i haven, gik der ikke længe før han igen gik i dørken. Denne gang af lykke over at blive kæmmet. Man sku være hankat sku man.

 

Ved to-tiden besøgte jeg Viola. På vejen kom jeg forbi et hus, hvor der stod et skilt ovenpå nogle krukker. GRATIS! Jeg fik bremset og bakket i en ruf, svingede de ualmindeligt fede krukker ind i bilen, ringede på døren og takkede for dem, og kørte videre. Sådan nogle krukker har jeg slet ikke råd til selv. Jeg HAR nemlig luret prisen på den slags. Hos Viola var der lagkage og nabosludder med min anden gamle nabo, hende med marken og alle køerne. Jeg havde lovet lidt strikkehjælp, og håber at min kunnen rakte. Desværre var dette en aftale jeg kendte til i flere dage, og derfor fik jeg det helt efter bogen, vanvittigt dårligt inden jeg skulle køre. Af samme grund holdt jeg kun halvanden time, men ærligt talt er det bedre end slet ingen time, så jeg ser det som en sejr. TRODS kvalme og følelsen af at skulle kvæles.. (lortehjerne siger jeg bare ).  Med mig hjem fik jeg marksten, som allerede er øremærket og en god stabel flamingokasser til efterårets blomsterknolde. Foruden selvfølgelig dejlige knus og gensynsglæden.

 

 

Efter besøget fik jeg gjort formiddagens projekt færdig, med Holger som tilskuer.

En improviseret mistbænk er bygget, og jeg har tænkt mig at gøre den højere, når jeg igen har samlet lidt mursten sammen.

Jeg fik vandet, for alt er tørt nu, og jordbærrene er sat rundt i kanten på højbeddet.

 

Det var en lille tur rundt om et par dages gøremål. Inden længe er jeg den der laver en Holger..

Dagens dont i efterårshaven

 

 

 

( ADVARSEL!!   billeder af trædrab forekommer.. )

 

 

 

At begynde en ny uge med et morgenopsummeringsbesøg er simpelthen SÅ luksus. Majbritt  (nabo til min venstre side) og jeg, fik styr på verden for en stund, og endte med at gå i haven sammen. Hendes kæmpe grund var det rene vildnis da hun flyttede ind, men der er efterhånden ved at være en ende på første store etape. Eder og forbandelser er føget omkring derindefra i løbet af sommeren, og lille Holger sidder på det nærmeste ret og gør honnør, når hun er rigtigt sur på vildtvoksende brombær, eller hendes to hundebasser er uartige. Det kan godt være de to hunde ignorerer deres mor, men Holger HAN har respekt hihi.

 

Og nu det her med brombærrene..

 

 

 

Det ER for meget og de ER bare alt for ødelæggende for anden beplantning, især når årelange lejerskaber bare har ladet det hele sejle. Så i dag tog vi fat på det sidste hjørne, hvor stammer så tykke som kobraslanger, klatrede ind og ud og op og ned over alt. Under alt løvet fremkom træer og buske som har lidt under det, kilovis af ukrudt så velvoksent som bryggerheste, og der var ikke andet for end at gå hårdt til den. Det nytter ikke at gemme på halvdøde og helvisne ævletræ’r, ranglede buske og fordoms frodige stauder. Vi taler ren womanpower her. To haver, to kvinder, ingen store stærke mænd til at hjælpe, kun grensakse, rosensakse, handsker og en foldeudsav.

 

 

 

 

De to haver er delt med et hegn der trodser enhver beskrivelse og en række håbløse ranglede træer. Flere af dem mere døde end levende og alle med topgrene så lange som en motorvej, og alle har de æren for massiv skygge i min baghave. Tilsammen med mine to skovtræer altså. De to kæmper er der alligevel ikke lige udsigt til at få trimmet, men de små kan to kvinder snildt få has på, og da vi begge er rørende enige om hvordan vore haver skal befolkes, var der ikke langt til handling. En stor time tog det at få himmeudsigt og sol ind på min plæne. Det bliver SÅ godt til næste sommer.

 

 

 

 

Iøvrigt var vi ikke helt alene kvinder, for der er jo en stor hankat som trofast overvåger enhver beslutning. Foruden at det er morsomt som han huserer nu,så er det så dejligt at opleve hvor tryg han er i dag.

Vi er begge to mest til åbne vidder, og jeg har jo synes det var svært at være lukket inde efter huset på marken, så denne løsning passer rigtig godt. Jeg selv er jo til en blomsterhave, men Majbritt drømmer om en rummelig og frodig køkkenhave, så tilsammen kommer de to matrikler til at se ud som de ikke har gjort i årtier er jeg sikker på.

 

 

 

 

Efter frokosttid gik jeg kold. Kroppen trængte til pause, og heldigvis slog jeg et smut indenom kiosken før jeg slog mig ned på sofaen, så eftermiddagen var en lur, et rigtig godt strikke/hækle magasin OG Barnaby i tv. Hvem forlanger så egentlig mere..