I går var det endelig dagen, hvor jeg endnu engang skulle have besøg af Pernille og Bettina. Et forsinket fødselsdagsbesøg. De ankom og tog straks køkkenet i besiddelse, for min gave bestod blandt andet i, at de stod for maden. Total luksus bare at byde velkommen, efterfulgt af hygge og gaaaaaver. Inden længe skulle det dog vise sig, at de bragte gaver der i bogstaveligste forstand fik mig til at miste pusten..
Dejlig dejlig tærte og salat blev fremtryllet, og huset begyndte hurtigt at dufte som det jo ellers sjældent gør. I ventetiden fik jeg de mest vidunderlige gaver. Gaver så smukke og kreative, at jeg slet ikke kan lade være med at kigge beundrende på dem. Bettina gav mig sin gave på forskud, for at jeg kunne få glæde af den henover sommeren. Bløde blå behagelige clogs og et par fine små sandaler med blomstrede såler. Jeg har desværre fået pakket sandalerne væk for i år, så dem kan jeg ikke lige blære mig med nu, men Pernilles gaver kan jeg fremvise, og det gør jeg med stor glæde.
Vi skulle jo have været samlet på dagen d. 12 august, men der kom noget i vejen. En af Pernilles kreationer er derfor helt utroligt veltimet og tilfældig, eftersom ingen dengang vidste, at Holger ville være borte en måned senere. Se lige her:
Mød Holgers efterfølger :- ) er han ikke bare skøn? Jeg flippede en smule af bare begejstring da jeg så ham, for intet kan vel bedre udfylde Holgers plads i sofaen, end ham her. Han er mere eller mindre str lifesize.
Min nye krammekat sad i en kurv så smuk. Endnu en frembringelse med så meget finesse og nøjagtighed, at jeg ikke fatter det tålmod det må kræve at lave den. Hanken er en gren, der er forarbejdet så fint, at den er blød som smør at holde i.
Sidst, men ikke mindst fik jeg en dejlig blød vaskeklud OG OG OG tre fine klokker, der skal hænge på terassen. De er lavet i ler og har en klar klang når de dingler frem og tilbage.
Jeg udskifter lige snorene, for min erfaring er, at vind og vejr hurtigt vil få de tynde hampsnore til at gå til, og knække. DET må bare ikke ske, så jeg vil erstatte dem med noget læderagtigt snor jeg har liggende i perlekassen. Farverne er ramt helt rigtigt, og i tråd med mine puder og tæpper derude.
Åh jeg kan slet ikke komme mig over, hvor heldig jeg er at modtage så skønne sager.
Hvad jeg heller ikke kan komme mig over er, at selvsamme dejlige damer nær var ved at tage livet af mig! Hvad fanden er det så lige for en gave at give mig!!
Ej, spøg til side, så blev det helt uventet alvorligt og dramatisk på rekordtid efter, at vi havde sat os til bords. Det har aldrig været noget, der har været aktuelt at tale om, men der er et par ting jeg er allergisk overfor. I over 25 år har jeg ikke oplevet problemer, da det jo bare er noget der sidder på rygraden. Alt hvad jeg indtager, og som jeg ikke selv har købt eller lavet, er altid lige tjekket mentalt for sesam, græskarkerner, birkes og valnødder. Jeg gør aldrig noget stort nummer ud af det, spiser bare noget andet. I går gik det så uventet helt galt da jeg spiste af tærten. Ikke ti minutter efter den første bid, begyndte jeg at føle varme og brand i spise- og luftrør. Det bredte sig lynhurtigt til brystkassen og armene. Jeg siger så henkastet som muligt, at jeg synes jeg får det så underligt, og jeg går ud for at trække lidt frisk luft.
Det virkede naturligvis ikke, og i stuen sad der to som ikke helt vidste, hvordan man forholder sig til en værtinde, der begynder at stønne og pive over smerter i maven, og kvalme. Vi fik hurtigt opklaret at synderen var tærtedejen, som var bagt på sesammel. DET er en af de helt store no go’ere hos mig, ved vi alle tre nu, for selvom jeg altid har vidst at det kunne jeg ikke tåle, har jeg aldrig aldrig oplevet noget lignende omkring sesam.
Jeg gik ind for at lægge mig, men det fik jeg det endnu værre af, og det endte med at jeg lå på gulvet og hev efter vejret. Bettina fortæller bagefter at mit ansigt skiftede farve og, at jeg begyndte at tale underligt uklart, men det husker jeg ikke selv. Hvad jeg husker er, at der blev ringet alarm og at der ret hurtigt kunne høres en ambulance med udrykning. Forinden var forposten ankommet, en paramediciner der foretog nogle indledende øvelser.
Tror I lige mor her midt i al dramaet, og iført iltmaske og blodtryksmåler, blev vældigt begejstret over at få noget så sjældent, som opmærksomhed fra hele tre yngre labre løver i eet hug?? HA, jeg siger jer bare, det er ikke løgn hvad man siger.. reddere er totaaalt øjenguf. Knapt så begejstret var jeg så over, at måtte hoste op med min egen alder indtil flere gange, og over at jeg sad der og lignede udskidt ævlegrød. Hvorfor sker sådan noget, når man IKKE er stylet til et 12’tal? ÆV.
Nå, men enden blev at jeg ikke ville på hospitalet i Nykøbing. På det tidspunkt havde jeg allerede fået det en kende bedre, især fordi jeg selv havde nået at sluge allergimedicin inden hjælpen kom. Pernille og Bettina vil med glæde skrive under på, at jeg ikke hører til i kategorien af stille heltinder, der bider smerten lydløst i mig.. Jeg er med andre ord ganske forfærdelig til at klare smerte. Migræne jo, den siger jeg ikke en lyd af, men i går pev og hylede jeg som et barn, hver gang jeg fik tilbagefald. Og tilbagefald fik jeg selvfølgelig. Flere gange. En tur på toilettet for at fremtvinge opkast var jeg også, og DET var en første gang for mig, og DET var da noget af det mest ubehagelige jeg længe har oplevet. Det hjalp dog, men ikke 100%
For nu at gøre kort proces, var jeg først nogenlunde ude af efterveerne omkring midnatstid. Mavesmerterne kom i bølger med jævne mellemrum resten af dagen og aftenen, og jeg kan af et ærligt hjerte sige, at det var virkelig voldsomt, og meget forskrækkende. Især da mine to dødsengle var kørt hjemad igen, sad jeg og kom i tanke om hvor heldigt det var, at de var omkring mig. TÆNK hvis det var sket, og jeg havde været alene hjemme! Det gik rasende hurtigt fra jeg sank den første bid, og til at jeg lå med kramper på gulvet uden at kunne nå min telefon. Fanme uhyggeligt!
Nu er det så søndag.
Jeg sidder i sofaen og er helt og aldeles smadret fysisk. En ting jeg ikke kan komme mig over er, hvor ondt jeg fik bagpå kroppen også. Lige der hvor nyrerne sidder var det, som om jeg havde fået et par gedigne spark. Jeg er øm endnu, så alle planer bliver udskudt til en anden dag. I stedet vil jeg nu bare sidde og strikke i min sofa, imens jeg kigger forelsket på min nye kat :- ) Resterne af lagkagen åd jeg sent i aftes da jeg igen følte mig klar til den slags. Den smagte himmelsk siger jeg bare.
En lagkage fyldt med rigtig flødeskum og creme, og med rigtig chokolade på toppen. Kæft’ den var go’.
