Der er ikke meget andet man kan gøre

Der er dage, hvor jeg som pensionist er dybt taknemmelig over, at være lige netop det. Jeg hylder ikke et liv i lediggang på nogen måde, bare hvis nogen skulle være i tvivl eller begynde at fare i blækhuset, men når livet nu engang har skikket sig sådan for mig, er det af stor betydning for livsviljen/lysten, at jeg kan få mine dage til at rumme mest mulig meningsfuldhed og glæde. Og maximal udnyttelse af de muligheder DET nu giver mig.

At have et arbejde er på mange måder det mest respekterede, et menneske kan opnå i vores samfund. Har man intet arbejde følger etiketter med holdninger i kølvandet, men jeg føler selv at jeg efterhånden har formået at formidle min egen situation så godt, at jeg ikke længere bliver fordømt eller stillet til regnskab for den jeg er, eller det liv jeg har. De, som stadig måtte dømme mig hårdt, gider jeg slet ikke have med at gøre. Ingen skal nemlig være i tvivl om, at jeg da hjertens gerne bytter mine mentale og fysiske problemer, for et raskt helbred, social kontakt og et job. TIL HVER EN TID.

Indtil nogen giver mig en krop uden smerter, og et hoved med en harddisk, der ikke går i sort med jævne mellemrum, så vil jeg uden at blinke tillade mig, at finde glæde og fornøjelse i det jeg nu kan. Og det jeg kan i dag, er en luksus mange jobbere sikkert også gerne ville have. Jeg har den luksus, at jeg kan sidde i min sofa under et dejligt tæppe med kaffe og tændte stearinlys, imens jeg kan høre vinden suse buldre og regnen tromme udenfor. Jeg kan nusse rundt, få vasket lidt tøj, fundet lidt flere lysestager frem, drikke bunker af the/kaffe dagen igennem, og jeg kan lytte til efterårstoner der smører mine øregange med fed og cremet lyd.  Jeg kan nulre min lille Herman på maven og jeg kan være taknemmelig over at jeg har muligheden for alle disse ting. Hver dag. Alle disse elementer af fryd kan jeg tilføre min mandag, og jeg kan på denne måde lade som om jeg ikke har ondt nogen steder. Lysene, musikken, varmen og duftene hjælper mig til at holde fokus langt langt væk fra det, der ellers ville dominere min bevidsthed fra morgen til aften, og ærligt talt..

.. når mandag er fuld af regn og rusk er der ikke meget andet at gøre end at give efter, og lukke efteråret ind i stuen.

Mandag og jeg skal virkelig tage mig sammen og efteråret er ankommet

 

 

 

 

 

Her sidder jeg. I min sofa. Under tæpper og med tyk sweater på. Og med en ligeså sweatertyk og slidt kliche så fatter jeg simpelthen ikke, hvor pokker tiden går hen, hvor dagene er blevet af eller, hvordan det lige gik til, at 2014 allerede har brugt de ni at sine tolv måneder! Jeg synes virkelig, at jeg et blevet rigtig god til at mærke hver dag, til at være i nuet, ikke skue for meget frem eller tilbage, men alligevel suser den ene måned efter den anden bare forbi. Jeg ved det, jeg har skrevet det før og gør det med garanti også igen, men jeg synes bare det er så meget mere mærkbart i disse år.

 

Nå, men Trine har jo ret, så jeg tror at mandagen bare skal ha lov at komme og gå i eget tempo.  At september er næsten forbi får mig til at huske, at jeg helt har glemt at poste min traditionelle video, som jeg elsker og altid har haft postet til jer når ja.. september rammer os. I år skal ikke springes over så værsågod:

 

 

 

I haven er der stadig smukke blomster at finde. Dog ikke så mange længere, for efteråret er ikke en tid, hvor jeg har så meget mere haveenergi i mig, og derfor har jeg ikke bevidst sat planter som skal fylde op derude nu. I stedet nyder jeg dens stille forfald. Plukker alt, hvad plukkes kan indtil jeg ikke har mere at tage af og ser frem til oktober, hvor jeg håber at få lige de kræfter der skal til, så alle mine løg kan komme i jorden. De ligger her. Er købt ind og lagt i kø. Måske de får lov at overhale et andet gøremål i havekøen. De mange hundrede frø jeg har samlet er alle tørre nu, og klar til at komme i kaffeposer og i dåse, så de kan overvintre på behørig vis. Nogle skal sendes videre ud i verden.

Jeg har fint styr på hvad der er hvad, værre er det med det kaos og rod som (også) er at finde i skuret, hvor de befinder sig. Det skal der rettes op på, så det er også en del af havenkøen. Forleden opdagede jeg til min store forundring, at en spire kan spire endda uden, hverken vådt eller tørt!

Er det ikke utroligt? Uden min hjælp har den lille smækker vokset sig ud af sit frø helt på egen hånd.

 

Et andet haveunder er nogle knolde ingefær, som har været både glemt og ladt alene hele sommeren. De er nu i gang, og så har jeg et problem for jeg aner faktisk ikke, hvad jeg nu skal gøre ved dem. Har læst både på Pinterest og hos havefolket, men jeg kan alligevel ikke helt hitte rede i, hvordan jeg får dem til at overleve vinter og, hvordan jeg skal få dem til at blive til knolde jeg kan tage af. Men stolt er jeg nu alligevel over, at de sådan har villet leve i min have. 

 

 

 

 

 

 

Om lidt er det rigtige efterår i fuld gang. Farverne ændrer sig og vi skal være hurtige, hvis ikke vi skal gå glip af den palet, som naturen viser os. Den er overvældende, men holder kun kort. Det er så fantastisk, og på en vindstille dag i oktober findes der næsten ikke noget mere trygt og beroligende, end efteråret og dets indbydelse til gåtur og varm chokolade i en sofa. Præcist så smukt som det ser ud, lyder det også. Bare hør her:

 

 

Og nej.. det nytter ikke at skue for meget tilbage, men disse melodier, jeg altid smider på her på denne årstid, betyder vanvittigt meget for mig. Der ligger en historie i dem. Fra min barndom, ungdom og fortid, som rummer al den tryghed, ro, fred og harmoni, jeg i dag bare ikke har liggende i mit sind, som noget selvfølgeligt. Så derfor. Derfor spiller jeg dem for mig selv og for jer. De skal sende os ind i vinteren med øje for det, som foruden mørket og kulden og hulebjørnetendenserne, OGSÅ følger med den årstid. Nemlig hyggen. De levende lys. Duftene. Sneen ( som jeg elsker og, som jeg trods alt håber også vil falde i den kommende vinter ). Varmen. Tæpperne. Det strikkede sjal og de gode film. Den krydrede the, og de kraftige gryderetter, som jeg håber at få lavet bare et par stykker af til mig selv. Og min fryser. Som nu bor hos naboen, fordi hun flippede helt ud da hun opdagede, at jeg have tænkt at den skulle stå i min spisestue. DET nægtede hun simpelthen at acceptere. Selv var jeg tilfreds, da en fryser i stuen er bedre end slet ingen. Så nu står den hos hende og husbond, og der kan jeg så bare gå ind når jeg skal lægge i eller tage op. Ved gud jeg hylder det gode naboskab, og ved gud hvor jeg dog savner Viola. Hun burde være her også. De to kvinder og så ville min vinter ikke være helt så mørk.

 

 

 

Og sådan gik det til, at jeg kom vidt omkring igen idag. Når man skriver så uregelmæsstigt, hober der sig ting og sager op på fortællekontoen. På den er også sat beretninger ind om min ombytning af de to små stuer i dukkehuset, af hvordan jeg har tænkt mig at komme ved om manglen på opbevaringsplads, OG om hvad jeg har tænkt mig at strikke nu, hvor vintergarderoben er på plads. I dag vil jeg dog ikke hæve mere, for jeg har været en evighed om at skrive dagens tekst. Frem og tilbage har jeg vandret mellem tastatur og have, køkken og soveværelse. Jeg er mega ukoncentreret. Ubeslutsom ku man også kalde det, men nu har jeg besluttet at resten af mandagen skal bruges på at klæde bloggen behørigt på til sæsonen.

 

 

Og Hello Fall..

 

En dejlig måde at vågne til mandag på

 

 

 

 

Lidt sløvt er jeg vågnet til mandagen, og lidt sløv er jeg på tasterne i øjeblikket. Det første fordi jeg ser fodbold, som jo sender kampe kl møgsent, og det sidste fordi jeg bare ikke lige gider sidde ved skærmen. Det er jo nu, at udelivet skal bruges til det yderste. Derfor benytter jeg igen den smarte form med at fortælle i billeder og referatform. Her er nemlig som altid ikke kedeligt…

 

 

Holger kigger forbi, men der er langt imellem at han har tid til kæl.

 

 

Torsdag var jeg til møde på kommunen, og stresset rådgiver ku forsikre mig om, at jeg ikke skal betale strafgebyr for de rykkere jeg har modtaget. Ejheller skulle det ske igen, at jeg i det hele taget bliver rykket så voldsomt, at alt bliver lukket. Vi er ude i noget med lange forklaringer, og gode grunde, som jeg ikke rummer at forholde mig til. Desuden oplevede jeg i samme minut, at få med den ene hånd og at miste igen med den anden!  Først blev mit ugentlige budget sat op til 600kr  “wee”, dernæst blev det sat ned igen, da hun fik justeret min selvangivelse ind efter de nye forhold, hvor jeg ikke betaler af på gæld, og dermed ikke har renter at trække fra. Det betyder nemlig at min pension bliver nedsat og så.. tja… der blev jeg så lige sendt hjem med lidt flere grå hår og et humør på nulpunktet.

 

 

Min venstre hånds pege og ringfinger er nu så mærket af fortiden og højre hånds operation, at jeg ikke tror jeg kommer udenom endnu en tur på bordet. De yderste led på de fingre er helt ødelagte og døde nu. Dette gider jeg bare ikke indrette mig efter, så i dag skal jeg lige hen og have en blokade mere, for den forrige hjalp faktisk rigtigt meget. Pokker tage mig om jeg allerede nu igen vil lægge strikketøjet fra mig! Hækling er stadigt et problem med højre hånd pga arvævet og tommelfingeren. Det gule sommersjal nummer to blev færdigt igår og jeg glæder mig til at gå med det. Desuden er der to som har ytret noget om, at de gerne vil bestille strik af mig, så jeg har sgu heller ikke råd til at en finger eller to, står af. NÅ! Om det bliver til noget med de to er en anden historie, men jeg håber lidt at kunne slå til.

 

 

 

Hylden er i hus.

Dog ikke uden sværdslag. Først havde jeg problemer med at finde en balje som var stor nok. Fik nemlig samlet lidt flere skærme end jeg plejer, men i sidste ende lykkedes det. En renvasket strikke”kurv” lagde litermål til. Jeg brugte mængder af  tid på at finde en ordenligt opskrift, men i sidste ende blev den den gamle traver fra den grønne syltebog som holdt for.

 

Dernæst fik føromtalte smertende fingre det hele til at skride lidt, og jeg stod i går i et klistret køkken og de to her:

Den ene fine flaske gled ud af hånden på mig og tog den anden med i faldet. Bedst som jeg er ved at hælde saft på… behøver jeg sige at jeg blev lettere prikken over det?  Eller at sådan noget stads er helt vildt klistret? Rengøring er jo i og for sig let nok, men at finde andreflasker knapt så meget. Til alt held lå der nogle i bilen, som ikke var afleveret og sådan blev det. Forresten er jeg her i huset gået tilbage til Lauradagene da jeg ingen mulighed for kulde eller frys har. Atamon er min redning, men ih hvor er det bare Uøkonomisk ikkekunne gemme til natten. Havde jeg været den lykkelige ejer af frugtbuske og grøntsagshave, ville det have været det rene spild, nu jeg tænker over det.

 

 

 

Billedet er Nana’s og lånt fra hendes webshops hjemmeside.

 

Nå, men på den lyse og superglade side er min mandagmorgens besked om at jeg knagme har vundet et gavekort. Jeg spiller aldrig, og deltager sjældent i giveaways og deslige. Sidste fordi der altid følger et eller andet krav med i form af, at jeg skal melde mig som fast læser, eller sprede diverse budskaber om dette og hint. Det gider jeg bare ikke. Dette gavekort gad jeg GODT vinde. Drømmegaven er en webshop med skønne sager, og eneste opgave for deltagerne var at fortælle, hvad vi drømte om at bruge pengene på i shoppen. Let nok ..  hihi.  Indehavenere og bloggeren Nana har fristet mig med en lille sød æblevase. Skal nok vise den når den engang bliver min. Indtil videre er jeg fornuftig og gemmer kortet. For 150,00 når man trods alt ikke så langt, og med porto fratrukket nærmest ingen vegne. Derfor venter jeg på at hun atter tilbyder en portofri weekend. Ved godt at hun dermed så ikke har tjent mange kroner på mit besøg, men sådan må det være. Jeg kan ikke tillade mig at sætte penge til på at vinde noget.  Desværre..

 

 

Hvad mere.. bum bum..

 

 

Nå jo, lørdag nat gik nogen gennem min have. Eller rettere, nogen gik gennem gruset i min indkørsel, videre forbi køkkenvinduet og igennem mit møjsommeligt dyrkede krukkebed ( meningen var at det skulle kunne lukke hullet ind til naboens tilvoksede have..),  og.. smadrede en rude til en dør i hans lille udestue. Mine øjne var TOPvågne resten af natten, men udover en knækket kæmpe tall.smækker  , skete der ikke yderligere. Altså før i dag. Lige før gik der nemlig endnu engang ( sikkert samme halvsnaldrede herre), igennem og foretog samme handling. Dog uden den baldrede rude, som jo allerede var klar til ham!  Ind i huset med ham, og ti min efter gik han ud igen. Denne gang var den en lille og nu knapt så stolt kavaler der måtte lade livet. SÅ greb jeg knoglen og ringede til udlejer. Ved godt at mit liv sikkert ikke er på spil her, men det gider jeg bare ikke ha. Jeg vil have min have for mig selv, og jeg vil at mine planter skal have lov at stå i fred. Jeg passer mig selv og min lille matrikel med omhu, og har nok i at bekæmpe storædende biller, vanvittige myg, sindssyge spyfluer OG en enkel snegl i ny og næ, men faneme om jeg også skal stå vagt for at forsvare de grønne glæder overfro fremmede. NUL amigo.

 

 

Sidst men IKKE mindst er jeg møghamrendeogvanvittigttræt af at ryge. Sidste år tog jeg springet og var godt igang med et rygestop da jeg flyttede, men stress fik mig alligevel til at ryge HA! på vognen igen. Og sådan har det været siden. Hele tiden er der noget, og som alle rygere ved, er det IKKE i pressede situationer, at man kan/skal forsøge at kvitte skidtet. Jeg synes egentlig det er hyggeligt nok med en smøg, MEN det irriterer mig, at bruge pengene på det. Een dag uden, er nok sparet til halvandet nøgle garn. En hel uge uden, kunne forsyne mig med mere end en hel cone garn!  For slet ikke at tale om, hvor svimlende meget garn jeg ku handle, efter at have sparet smøger i 30 dage.. Hele 1.100 kroner ville jeg ku få fibre for. MINDST…

 

Feks ku jeg købe minimun TREDIVE nøgler af det her:

Billedet er som I sikkert kan regne ud Liselottes, og lånt fra Garnudsalgs hjemmeside.

 

Det er jo sindssygt, så derfor går jeg i denne tid og mentaliserer mig selv til et rygestop. Jeg har mulighed for at få hjælp i form af noget nåledimseri / akupumkturbehandling via kommunen, så jeg skal simpelthen bare have hovedet med. Og nerverne.. 

 

 

 

Sikke et skriv det blev til hva.. Nu vil jeg videre. Ud i haven og om lidt hen til lægen. Og så vil jeg igang med næste strikkeprojekt. Hehe..

Hov! Der forsvandt da lige en mandag her

 

 

 

Mandag har været ..

 

 

Kvalmemigrænemorgen

 

Indkøb af kattemad og kaffebesøg i Bursø

Frøindsamling i forladte haver

Tre timers bevidstløs eftermiddagslur

Killingejagt

Killingedressur

Killingenus

og..

 

Nu er jeg bare udmattet.

( og når jeg ser sådan et billede her, så er det jeg tænker, “hvornår er det lige jeg har samlet sådan en omgang rynker der foran???” )

Mandagsmandag er det i dag, for i nat mente myg og fluer ikke at jeg skulle ha fre’

 

 

 

To timer inde i en rastløs og meget svedig søvn, kom en myg på tværs af det hele. Kender I det..? Man gider ikke vågne, men den bliver VED med at summe lige i ansigtet på en. Man bliver nærsindssyg af det, og selv ikke en ihærdig viften med den elektriske tennisketcher ku få bæstet i knæ.

 

Efter en time var jeg lysvågen, så jeg kapitulerede og gik neden under i sofaen. Tændte en lille lampe og greb min bog. Inden der var gået en halv time, var tre mutantfluer aktiveret, og så var freden også forbi her. Jeg holdt ud i to timer. Med en fluesmækker konstant viftende i den ene hånd, og bogen i den anden fik jeg da læst et par kapitler, og da solen stod op, gjorde jeg et nyt forsøg i sengen.

 

Dødtræt er jeg nu.

 

Stod op halv otte, og fik i morgenluften lige afmosset noget af forhavens plæne. Et sted skal jeg jo begynde, og den har godt af det, men resten af dagen bliver jeg simpelthen inden for. Både fordi jeg ikke VIL røre en finger i dag, og så fordi mandag byder på så mange mitter i luften, at man bliver helt sort på huden af dem, og de bider for et godt ord. Det er jeg slet slet ikke i humør til, og nu hvor jeg har fået dem alle skyllet af igen, så gider jeg bare ikke begynde forfra.

 

NÅ!

 

 

 

 

Og..selvom mandag viser sig fra den irriterende side, går jeg stadig rundt og hygger mig over søndagens lille gæst

Som en sej karamel i gebisset…

 

 

Kender I den fornemmelse?  Når noget bare er irriterende og besværligt at tage livtag med?  Næsten umuligt at håndtere? Sejt og insisterende?

 

Ja, ok det er måske nok liiige i overkanten at bruge den sammenligning, men sådan synes jeg altså denne mandag morgen er. MEGASEJ at tage hul på. Iøvrigt er der også andre ting jeg har det sådan med, men det er en helt anden historie..

 

 

Jeg sidder her og forsøger at tygge mig igennem formiddagen, med ømme gummer forresten, (hvilket er virkelig irriterende for de er ikke en metafor ), og en trang til bare at sige see you, og på gensyn i morgen tirsdag. Bare springe dagen over simpelthen.

 

 

Det har været en god, givende men travl weekend. Jeg kan med rette sige, at jeg har været glad i den, og at jeg stadig er glad, især over den succes min nye gruppe på Ravelry har vist sig at være. Jeg vidste med mig selv, at den ville dække et behov, men jeg er alligevel overrasket over tilslutningen. I går aftes inden jeg driblede i seng, var 90 nye medlemmer tilmeldt!!!

 

Siger og skriver  H A L V F E M S  !!!!  på mindre end et døgn

 

Det synes jeg faneme er godt gået, og jeg glæder mig over at der allerede nu flittigt er opdateret med billeder af FO’s og skriverier. HEP for det og tak for interessen derude :-)

 

 

Og ja.. jeg har ondt i gummerne. Aner ikke hvorfor, men faktum er at de lissom værker hele vejen rundt og oppe og nede. Det gør mig vanvittig faktisk. Is er godt til bedøve lidt. Ligeså hjælper det, hvis jeg overhovedet ikke tygger på noget. Jeg når muligvis at blive lettere svimmel inden fredag, hvor jeg har en ny tid, men på den anden side så kan jeg snildt tåle at smide et par kilo såå…

 

Nok for nu. God mandag til jer, som er friske derude. Hils dagen fra mig ik..

Snoopy siger det hele

 

 

Jesus jeg er træt her til morgen.

 

 

Det bliver en uge, som kommer til at trække tænder ud. HA!  ( Noj hvor jeg kan her fra morgenstunden), især i dag og frem til torsdag skal jeg virkelig huske at stoppe op, få de pauser jeg overhovedet kan, og så ellers bare se frem mod weekenden og resten af ugerne inden flytningen.

 

Min tæller viser at der er 22 dage tilbage, så det skal nok gå heldigvis. Jeg har hjælp lørdag og søndag til en masse af det, som har stresset mig lidt og når næste uges mandag begynder, vil jeg da forhåbentlig kun mangle det, der bare ikke kan pakkes før lige i sidste sekund.

 

I dag inden jeg er ude af døren skal jeg ha fat i damen fra kommunen. Og jeg mener SKAL ha fat i. Min konto står på nul nu og mit køleskab er næsten tømt. De sidste to dage har jeg spekuleret og kæmpet med hovedet ( og ja.. tandpinen, men det gider vi ikke tale mere om nu), for jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg skal komme hen til den første maj. Det lyder helt vanvittigt, men jeg er sulten og jeg mangler igen noget af min medicin, og som jeg skriver det kommer tårene bare. Det er IKKE skrevet for, at I skal sidde derhjemme bag skærmene og tænke, at jeg er igang med at angle sympati. Jeg skriver bare som jeg altid gør, fra den virkelige verden lige her og nu hos mig.

Jeg håber at damen måske kan se det fornuftige i, at jeg får lidt penge til at komme igennem denne sidste måned, så jeg ikke mister kræfter af mangel på næring.

 

Det er sgu helt surrealistisk at sidde her og fortælle om, men det er sådan det er. Lige nu og her. Midt i det begyndende forår. Træt og sulten er jeg, men også fuld at optimisme fordi jeg ved det bliver nemmere om lidt, og fordi jeg kan se lys for enden af tunnelen nu. ENDELIG

Eden Prairie… sikke da et held at jeg elsker store sjaler

 

 

 

 

Jeg er færdig med havsjalet, og med et vingefang på næsten to meter må det siges at være noget nær det største jeg til dato har strikket.

 

Undervejs har jeg været noget loren over mit farvevalg, og overvejelser om en arvtager har været indenom min hjerne, men nu hvor jeg har det færdigt, vasket og spændt ud sååå…  

 

Det er sgu da blevet flot synes jeg.

 

Kanten på den opskrift jeg har fulgt brøds jeg mig ikke om, ku jeg ikke hitte ud af, så jeg har istedet bare lavet en stribet kant med lidt huller og sånt. Jeg kan heller ikke lide sort, så derfor gik jeg den gule vej. Måske ikke lige helt så meget et hit for mig, men alt i alt er jeg faktisk ret tilfreds. Det skal nok blive brugt på de kølige sommeraftener ude i haven.   HA!

 

Tænk hvor syret er det lige, at jeg kan skrive det.

 

“ Ude i haven ”  !  

 

Hold da kæft jeg får kriller i maven, bare ved tanken

 

Elementer af mandag

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Farver, hovedpine, væske, ro og eftertanke. Deri består min mandag

Hverdagen er tilbage, fødselsdagen var rar og NU er jeg så træt at jeg bare kan ligge

 

 

 

Ja sådan ca kan jeg summere op på, hvordan jeg begynder en ny uge. Ikke nogen dårlig mandag, bare en mandag hvor jeg kun kan være vandret, og fyldt op med erindringer om gode dage. 

 

Jeg er så flad at jeg må ty til den nemme løsning. og TAKKE samlet for alle de varme fødselsdagshilsener jeg har fået. Ville jo allerhelst svare hver enkelt personligt, men jeg har ikke flere kræfter tilbage, så jeg håber I tilgiver mig.. :)

 

Dog vil jeg lige vise den gave jeg fik i går. Pernille kiggede forbi med noget jeg blev så glad for, at jeg senere fældede en tåre, fordi der i gaven er lagt så mange tanker og så megen hjertevarme. Det er en gave jeg kommer til at beundre, og bruge til der ikke er een eneste fiber tilbage, og en gave som jeg er utroligt stolt af at have fået. Også fordi jeg nok aldrig får evnet at lave den selv..

 

Et lace sjal. Kæmpe og dejligt blødt:

 

Det kommer ikke helt til sin ret her, men jeg er som sagt såååå træt, at kreative billeder heller ikke ligger lige for, men kig HER, og se selv hvad der er skrevet om det.

 

Og nå ja.. det grønne sjal der hænger bagved er det jeg strikkede på ferien. Ren impro og med enkelte detaljer jeg ikke er helt tilfreds med, MEN jeg elsker det alligevel for farven er smuk, garnet er blødt og jeg er allerede igang med et mere i en anden farvesammensætning. Når hånden igen virker strikker jeg lystigt videre på det.  Her er et mere af det grønne:

 

Næsten færdigt og klar til at blive spændt ud.