… er fyldt med frost da jeg står op. Heldigvis er det jo en anden historie inde i min stue, for her er der varmt og hyggeligt indbydende at være. Støvet efter en hektisk flytning har lagt sig, og jeg nyder hver dag bare at kunne leve videre, som om intet var hændt.
Og så alligevel ikke helt..
Der er jo haven. Meget er hentet, men endnu mere står endnu tilbage og venter på mig. Det har jeg planer om at gøre lidt mere ved i denne uge, for dagens frost bliver senere til tø og lidt mildere temperaturer, og det benytter jeg mig af. Hvis altså kroppen vil.
Lørdag gik jeg ud. Det var dejligt vejr, så jeg brugte et par timer på at få et overblik over alt det, som bare var “smidt” i carporten. Planter, sager, møbler og redskaber hulter til bulter, er nu så små ved at finde på plads, og der ser lidt mere ryddeligt ud derude. Lidt.. for indtil jeg får min trillebør hentet, er det sin sag at rokere på de tungere ting. Der er “kilometer” langt fra indkørslen og hen til gården. Et af de første tiltag har været at få etableret et hjørne til komposten. Jeg er nemlig ikke sikker på, at jeg kan få min kompostkasse med mig denne gang, jeg har prøvet at få den løftet fri af alt det jeg har fyldt i den, men den var ikke til at rokke og begyndte i stedet at gå i stykker. Det er jeg ret frustreret over, for jeg har faktisk ikke lyst til at bruge penge igen på en ny, så lige nu bliver det til en improviseret løsning.
Inde under træerne skal den halvdøde stol bo sammen med et af de to gamle borde som var efterladt i skuret. Det er så tilpas vakkelvornt, at det kan få lov at ende sine dage, viklet ind i den vildtvoksende vedbend som er bunddække her, og så fylder jeg skuffen med jord og planter stedmødre i.
Søndagen gik jeg i bryggerset. Jeg er så vild med det rum, men der hang et tøjstativ som i den grad indbyder til kaos, så det blev pillet ned og skal nu bruges som klatrestativ til en klematis udenfor. Sådan et stativ har en tendens til bare at få mere og og mere hængt på sig, og ret hurtigt ender det med en enorm bule af tøj og tasker og alt muligt midt i mellem, som ellers burde være andre steder. Kender I det? Det ser ud af helvede til og jeg kan ikke ha’ det.
Det er fjernet nu. BUM!
Nu står der en reol, som egentlig var i entreen, men den var i vejen og ikke særligt “på rette plads” der. Den får lov til at rumme sjaler, mit havekluns og inden længe nogle af de pelargonier jeg har tætpakket andetsteds.
Det her rum altså. Jeg siger jer, det indbyder bare SÅ meget til at blive brugt. Her er ikke hverken stil eller BoBedresk, men her er totalt hyggeligt. Jeg tager min Ipad med, tænder for musikken, en kop kaffe ved min side og så er det bare at indtage timerne derude. Jeg åbner min dør og får vinterluft ind, har udsigt til en gård der i år nok skal blive værd at kigge ud på når jeg har haft fat i den senere, og så er det bare om at slappe af med noget interessant.
I går blev det til en påbegyndt gennemgang af, hvad jeg egentlig har fået læsset ind i skabe og ned i skuffer efter flytningen. Jeg fik også ryddet bordpladen, så der nu er fri bane til at sortere de frø jeg har samlet ind i sidste sæson.
Ind og ud af døren kan jeg gå. Ind i varmen og ud i den friske luft. Den frihed jeg har ved at bo i hus, betyder at jeg især om vinteren får 100 gange flere stunder ude end dengang jeg boede i lejlighed. Jeg kan simpelthen bare gå ud! For de fleste er det sikkert ikke til helt at forstå, hvorfor det i det hele taget skulle være så særligt, men for mig er det en stor ting. Jeg sad nogle gange i ugevis uden at komme uden for en dør inde i byen. Hel processen med at skulle have ordentligt tøj på, åbne døren, gå ned og senere op ad trapperne, gå eller køre for at komme hen til et stykke natur, var så uoverskueligt for mig at jeg simpelthen blev hjemme.
Nå, men bryggerset her altså ing!
I går tog jeg så fat på mine frø. Der er en hel del og de er alle forskellige at kigge på. Nogle af dem faktisk så “usynlige”, at jeg måtte have fat i stærkere briller, pincet og rolige hænder for at få dem samlet ind. I år er det feks første gang jeg kaster mig ud i at samle frø fra mine georginer og stolte kavalerer, og DE har altså ikke tænkt sig at bevilge adgang til frøene uden, at udfordre tålmodighed og viljen til sejr:
Her ser I de silkesprøde hoveder, som er tørret uden at være rørt siden efteråret. Det er hoveder uden alle de kulørte kronblade vel at mærke.
Her er der så skåret igennem hovedet med en skarp kniv, for på den måde at løsne uden at beskadige frøene. Det er virkelig sarte sager det her, og jeg måtte have fat i ekstra briller for at kunne skelne hvad der var hvad. Fotoet er taget tæt tæt på.
.. og sådan her ser frøene ud. Bitte lille små er de.
De stolte kavalerer er omvendt ret lette at håndtere, omend der også her er tale om noget værre fedteværk at håndtere. Faktisk er jeg slet ikke bygget til den slags arbejde, for jeg er alt for utålmodig til at stå der i evigheder med redskaber og tilbageholdt åndedræt. For guds skyld, hvis I gør mig kunsten efter.. Lad være med at få et akut nyseanfald! Det får hele molevitten til at blæse i alle retninger. Nå, men her er det tørrede frøstande, som let lader sig nulre så frøene løsner sig.
Det ser sådan ud:
Selve frøene er nærmest som et lidt længere kommensfrø og lette at se, men håbløse at håndtere uden pincet.
Som sagt er det noget nørderi at stå med, men jeg er alligevel vild med det. Fordi det giver lidt havefølelse trods frosten. Og fordi det er frø jeg helt selv har “lavet”. Og fordi det tvinger en til at være langsom og omhyggelig og fokuseret. Det sidste er nok det vigtigste for mig, som kæmper kampe hver eneste dag for at holde fokus uden at flagre hid og did.
Den frostklare mandag er igang, og jeg har tænkt mig at tilbringe den med flere frø. Og med at kigge ud på det hvide:
Herman er med mig, men Holger han skal godt nok ikke nyde noget hihi.
