Havevandring #8

En sensommervandring i havens lille illusionsskov

Haven sidst i september

Heldigvis er i morgen sidste dag i september. Jeg smider altid mine billeder ind i mapper, der er opdelt efter måned og år, og efter Holgers død har det været svært at åbne denne måneds fotoarkiv. Jeg bliver så ked stadigvæk når jeg ser hans nuttede ansigt.

Jeg har heller ikke været meget i haven siden hans aflivning. Jeg har været super træt, men også det at han ikke længere er i hælene på mig dagen igennem derude, er så trist. I går tog jeg mig selv i nakken og gik ud lidt. Det skal jo overvindes, og haven ligner noget der er løgn for nu at sige det mildt. En masse sager jeg har “arvet” flere steder fra har hobet sig op, og er ikke blevet flyttet fra det sted hvor de lige blev sat feks. I det hele taget har jeg ikke haft motivationen/inspirationen til at tænke i haveindretning og hvad har vi.

Jeg har det stadig ikke, men jeg tvinger alligevel mig selv til at gå ud og få rørt mig lidt, få luft og lys og til at få et overblik.

Gårsdagens timer med praktisk arbejde betyder, at jeg nu har et sorteret og pænt overblik i carporten. Stigereoler blev samlet til lyden af mine eder og forbandelser, fordi det er ret så bøvlet når man kun er selv, OG træet er blevet en smule fugtigt. Det lykkedes og jeg er glad for den orden det giver.

De væltede tomater har været urørt i to uger, men nu er de også plyndret og lagt til kompostering.

Trods rod og uorden og smukt forfald, er der stadig masser af blomsterliv derude, og der er knald på farverne kan jeg godt love jer. Som altid får tallerkensmækkerne deres anden ungdom når det bliver efterår, og lige nu er de både flotte og sprøde at se på.

I morgen tager jeg et par timer igen, og på den måde ender der jo nok alligevel med at blive vinterklart i tide.

Og så blev det pludselig fredag …

… og med fredag kommer også weekenden. I morgen får jeg besøg af Bettina og Pernille, og det ser jeg virkelig frem til. Intet er så helende, som strikkevenner og varme knus. Dybest set er jeg i vanlig stil, hele tiden ved at aflyse med alle mulige dårlige undskyldinger, fordi jeg er som jeg er, og altid får lyst til at gemme mig under dynen.

Jeg gør det dog ikke.

Jeg ved, at med dem kan jeg tage de hvil jeg har brug for, og hvis ellers jeg selv kan holde kæft, behøver jeg heller aldrig tale mig selv halvt ihjel i deres selskab. Det er så befriende.

Holger tænker jeg på næsten hele tiden. Næsten. Jeg gør nemlig en stor indsats for ikke at hensynke i gråd og elendighed. Det går ikke. Herman gennemgår også sine faser, og det er som han i løbet af i går indså, at Holger ikke kommer tilbage, og da det skete gik han simpelthen ind og lagde sig. Og siden har han ikke haft lyst til noget som helst! Alle hans katteillusioner brast, og nu venter jeg så bare på, at se hvad næste fase bliver. Jeg har været virkelig om ham, og er ofte inde for at nusse ham, hvor han nu ligger. Det er enten på min dyne, eller på den pude der ellers normalt var Holgers. Jeg har hverken kunnet lokke ham med ud i haven, eller til at spise lækkerier.

Jeg har brugt fredagen på systematisk at klippe haven ned, og det var først omkring ved femtiden, at min lille ensomme ven vovede sig ud. Glad blev jeg, og endnu mere da han ikke længe efter, kom retur med en solsort i gabet.. Ikke at jeg glæder mig over fugledrab, men det var næsten som om også Herman forsøgte, at gøre noget normalt for at komme tilbage til hverdagen. Jeg mener.. han plejer jo snildt at hjembringe et par småfugle og mus og andet småtteri dagligt. Der har mildest talt været fri bane for mus i flere dage her i byen haha.

Der er noget rensende og befriende ved bare at gå til den med saksen. Orden og overblik gør hjernen klar igen. Man ´gør sig fri af sæsonen, og gør klar til den næste, som man ved bliver endnu en begyndelse på noget smukt og livgivende.

Jeg ved, at mange havemennesker vælger, at lade haven stå. Lade den forfalde og stå vinteren over. Det er også godt som frostbeskyttelse, men selv kan jeg ikke holde ud at se på det. Jeg bliver nærmest manisk klippelysten, og må have ryddet op. Det er nok bare mig, men sådan er fungerer jeg bedst, hvis jeg også skal have ro i hovedet. Alt i alt er også nedklipningen og oprydningen for mig, en super god måde at holde afstand til stress. Jeg nyder at gå rundt, og tro mig det går laaaangsomt, og bare klippe. Stille og roligt uden at have travlt. Systematisk lade alt afklip ligge hvor det falder, for sidenhen når alt er ordnet, tage bunke efter bunke og klippe det op i små bidder, som så kan kompostere i løbet af vinteren.

Kære venner lykke ER bare en have. På alle måde og i alle situationer.

Den våde have

Mandag er våd. Meget våd. Igen!

Den er så præcis så våd, at dagens buketter må udskydes, for vejret er ikke til at plukke i, og blomsterne er alt for medtagede til at arbejde med.

De høje solsikker vejer og bøjer sig for vinden, men de klarer sig heldigvis, for jeg har snore der forhindrer dem i at vælte helt.

Forrige weekend fik jeg lyst til at lege lidt med alle blomsterne, fik lyst til at se hvor mange forskellige der egentlig befinder sig hos mig i år. Det kom der de her små collager på plænen ud af:

Det har været en nyttig lille leg, for her ses det tydeligt at jeg skal have flere hvide og blå/lilla i fremtiden. De røde er jo håbløse af fotografere, men også den kulør er underrepræsenteret. Alt i alt var det hyggelige timer på en søndag i august.

Det siger sig selv at der sker en masse på to måneder, og at det vil være lige i overkanten at lægge alle de billeder jeg har taget ud her, så jeg vil forsøge at begrænse mig..

HA!

Here goes:

Juli

August

Det må være nok for nu.

Jeg vil ikke lyve eller være falsk beskeden, så  jeg indrømmer blankt at jeg er sk.. hamrende stolt af, at jeg har skabt sådan et frodigt sted for mig selv, helt selv. På rekordtid.  Jeg er vanvittigt stolt af den bedrift det har været, at køre haven i stilling så jeg har haft netop dette syn at glæde mig over hele sommeren.

Der ER planer for ændringer. Og jeg HAR allerede tænkt tanker for nye tiltag. Der er planter jeg nu har oplevet stå steder, hvor de ikke står allerbedst, så de skal lige flyttes i løbet af efteråret/vinteren. Ingen hast med det. Det mest presserende er det lange stykke græs der skal graves op og fjernes, for at jeg kan realisere næste skridt i havens historie. Det er ikke en opgave jeg kan påtage mig selv, men heldigvis har min søde nabo Tina, uden at blinke udlånt sin mand til den tørn, og jeg er ret taknemmelig over det fordi jeg har en bunke løgplanter på lager fra foråret, som blandt andet skal lægges her. Og det skal gøres i løbet af september.

En sæson er næsten forbi, og med den har en del ideer hobet sig op. Ideer, som skal gøre havedagene endnu mere praktiske i det daglige, og ideer der bare forskønner. OG skal vi så ikke lige aftale, at jeg IKKE skal flytte denne vinter! Jeg har ikke tid til det faktisk.