Solen skinner

Og hvor er det bare længe siden.

Jeg har sovet som en sten lige til klokken 10, og da jeg vågnede var det til en soloplyst udsigt og høj himmel. Den voldsomme blæst har fjernet de sidste blade fra træerne her omkring, så landskabet er bart og brunt. Det ligner faktisk en af de der kolde vinterdage man kan have i januar, men jeg tror faktisk ikke det er så koldt endda.

Marsvinene hopper glade omkring her ved siden af mig i sengen. Hopper er egentlig en underdrivelse, for der er mere tale om ræs ind og ud af dynerne. Op i buret, gnave lidt i den pilekurv de fik sidste fredag og som i dag ligner resterne af jeg ved ikke hvad, ud og spæne igen, over mine ben og under dynen. De er helt klart glade og i hopla, pludrer og knirker helt vildt. Jeg må se at finde noget pil et sted fra, for det bliver søreme dyrt i længden at indkøbe de små flettede kurve. Meningen var jo at de skulle bruges til at ligge i og ovenpå, men de smager åbenbart for godt til at de kan få lov at overleve særligt længe.


I dag er der kun en rest af bunden tilbage, resten af kurven er helt spist op..


Og her har Cupcake sneget sig baf om ryggen på mig for at smage på frynserne. Bagefter fik pakken fra UK en ordentlig omgang. Han fik den næsten slæbt med helt op i buret!!


Jeg skal til samling i skurvognen i aften og det har jeg glædet mig til siden vi mødtes sidst, så jeg tager det helt roligt i dag, jeg skal spare op så jeg kan klare mere en bare et par timer. Sådan et arrangement betyder jo sniksnak og munterhed i lange baner, en god ting men også noget der udmatter mig i en grad så jeg skal bruge et par dage til restituere i bagefter.

Dette indlæg har faktisk kigget på mig i en halv time, jeg kan ikke koncentrere mig, og synet er uklart, men nu trykker jeg på udgiv, og så tager jeg mig sammen til at lave en kop kaffe.

Strikkenyt

I går bragte både overraskelse og overrumpelse.



Jeg har modtaget den sidste pakke fra England for i år. Den indeholdt lækre sager såsom garn, strikkeblade og lidt gadgets. Firmaet havde også vedlagt en praktisk lille skriveblog med deres logo på, hvilket jo er en god måde at sørge for at jeg ikke glemmer hvad de hedder..




Garnet er Noro Cashmere Island, og jeg kan jo kun give andre strikkere ret i at det er skønt at skue og berøre. Det er første gang jeg har købt noget af det, men det var voldsomt nedsat, så jeg sprang på vognen.



Bladene er en sag for sig, og jeg er helt færdig over dem. Igen er det første gang jeg har investeret i magasiner fra udlandet, MEN HOLD DA OP hvor er de fede. Masser af artikler, adresser på firmaer der må tjekkes ud, og så selvfølgelig de smukkeste opskrifter på ting jeg godt kan lide. Det ene er et vinternummer og det andet er et "holiday"nummer, med alskens ting man kan lave til gaver og andet. Nu er jeg altså også blevet hooked på blade om strik.


Det måtte jo komme, da jeg altid har været en magasinfreak. Helt fra jeg var lille har jeg været i famile med kvinder der har holdt det ene og det andet ugeblad. Da jeg selv blev større, ung og voksen begyndte det med modemagasiner i tonsvis, så kom magasinerne med interieur, sidenhen mad og have, og nu her senest er det så strik der ryger i kurven, når jeg skal have lidt at kigge i. Det er nærmest sådan en udvikling jeg har gennemgået, og i dag gider jeg feks ikke læse modeblade mere. Der ryger et i kurven en sjælden gang, men jeg bliver altid irriteret bagefter, for det har bare ikke min interesse mere. Jeg ved hvad jeg vil ha på, hvad jeg kan lide og køber alligevel kun som jeg selv vil, uden skelen til tidens luner.

Indretning er lagt lidt på is i disse år, for der er simpelthen ikke råderum til at være kreativ på det område og den er sværere, men jeg prøver hele tiden at holde fast i, at det nok skal komme igen. Jeg har det i mig, og har masser af ting jeg gerne vil prøve af, men det kan bare ikke lade sig gøre lige for tiden.

Mad er heller ikke lige på hitlisten, men mon ikke jeg også får den interesse tilbage igen, når jeg igen kan mærke en fred inden i til at gøre noget ved det?

Tilbage er strik og andet der handler om håndarbejde. Det er nu fint nok, for jeg har virkelig sørget for at yde min del til den glittede industris overlevelse både her og i England. Det er jo en kendt sag at den slags magasiner vejer godt til, og hver eneste gang jeg har været i London eller Bath, har jeg hamstret alt hvad jeg ( eksmanden...) kunne slæbe hjem. Og jeg skulle hilse og sige at det er ikke så lidt, da udvalget er noget større derovre. Tilgengæld koster de blade ikke en brøkdel af hvad de koster her i landet, så der er ingen grund til at være mådeholdende.


Til sidst må jeg fortælle, at jeg havde en noget oprivende oplevelse i går eftermiddags.


Jeg var hos negledamen og var iført det grå sjal. Havde lovet at vise det frem, men da jeg skulle hjem siger hun så til mig, at hun vil købe det af mig, og inden jeg fik set mig om, var sjalet ikke længere mit. Fedt med lidt lommepenge, men uhhh jeg havde det underligt med at gå fra det. Det er jo ligesom min baby, og jeg var slet ikke parat eller klar til at sige farvel. Det endte med at jeg styrtede ud af klinikken uden at se mig tilbage, og nu vil jeg så strikke mig et til. Det går jo ikke, for egentlig var det ment som en julegave...




Det er sgu da meget smigrende at hun syntes det var smukt nok til at betale for :)

Engle bor altså i Jylland.. og et nytårsfortsæt

Det ved jeg nu, for igen i går modtog jeg en pakke fra en derovre fra.


Hvor er jeg ærgelig over at jeg bor langt væk og ikke kan takke personligt, men det må jeg få gjort noget ved i det nye år. Faktisk kan jeg allerede her afsløre, at det skal være mit nytårsfortsæt, at tage bilen og køre en runde derovre. Et fortsæt der skulle kunne være til at overholde ;)





Pakken var fra Mette og jeg blev bare så glad så glad. Tænk sig, jeg har fået en lille håndvarmer, pynt til jul og et lille armbånd. Det er helt vildt at hun sådan har tænkt på mig, og har syntes at jeg har fortjent at få en gave.

Tusind tak Mette, jeg er rørt og glad og har pralet til alle med at jeg har varme hænder resten af vinteren. :)))

Marsvin i sigte.. 2

Jeg vil være marsvineavler... i mit næste liv.



Oj noj og gud hvor er de bare nuttede, og sikke mange slags der var af dem. Jeg blev selvfølgelig betaget og forelsket lige på stedet da jeg fik de små i hænderne. Kun een dag gamle som de var, var de ikke større end en lille mobiltelefon, men trods den korte tid i denne verden, begyndte den lille pelsbold at sludre og knirke lige med det samme da jeg fik den i hånden.



I haven står huse i flere størrelser og jeg var slet ikke klar over, at de sagtens kan bo udendørs året rundt. Det kan de fordi Gitte passer godt på dem, og hver dag fylder godt op med halm. Når vinteren rigtigt sætter ind, bliver husene fyldt til bristepunktet med halmen og derinde er der lunt og godt fordi halmen er hul og dermed fyldt med luft der isolerer, sammen med dyrenes egen kropsvarme. De er så forkælede er de og får masser af grønt og frugt. For tiden er det æbler og grove ting der ligger og er lige til at gnaske i sig.





Efter at have vandret rundt i haven og kigget på dyrene, blev jeg indenfor præsenteret for husets nyeste medlem. En lille bille hvid kaninus. Den er så fluffy at det er som at holde en vattot i armene. Med store lyserøde ører og helt blå øjne, var jeg jo også helt færdig over den. Men jeg nøjes nu stadig med marsvin, de er sjovere i længden.


Masser af plads har de at løbe rundt på og putte sig i





Derude i haven fandt jeg Cupcakes kommende mor til hans børn. På et tidspunkt MÅ jeg have en lille cupcake mere, med de hvide ringe om øjnene, og der i et af husene sad der et marsvin nøjagtigt magen til ham selv. En tromletyk hun, gravid med masser af unger, og hvis de to blev parret er det sikkert at der ville komme babyer i den samme udgave. Det er næsten ikke til at holde ud, og en dag så skal jeg bare have en mere.


Næste gang jeg skal på besøg tager jeg Rasmus med, han var nemlig ikke tilfreds med at jeg skulle derud uden ham. Han er også glad for de små pelsede :)

Marsvin i sigte..

Jeg skal besøge vores marsvine mor Gitte i dag.


Vi taler sammen med jævne mellemrum både fordi det er hyggeligt at høre nyt, men også fordi hun selv har en Rasmus og en hverdag der er lidt hård til tider. Så får vi lige vendt verden lidt, men mest taler vi om dyrene.

Hun var jo ude for en rigtig ubehagelig oplevelse her for ikke så mange måneder siden. Hun og drengene var væk på en kort ferie, og da de kom hjem havde nogen været inde i deres have. Det er en stor en af slagsen og om sommeren er mange af hendes dyr udenfor i bure. For at holde styr på bestanden, var marsvinene delt op i hunner og hanner, men da de kom tilbage fra ferie, havde nogen altså været inde og flytte rundt på dyrene og lukke en del af dem ud...

De siger sig selv, at hun og knægtene var helt fra den og også dybt rystede. Een ting er at blande dem sammen, en anden desideret at slippe så små dyr fri. De er jo forsvundet og tabt og sikkert spist inden for kort tid.. Resultatet af denne utidige blanding af store og små, hunner og hanner var da også at de fleste af hunnerne var gravide da de kom tilbage fra ferien. I sig selv et problem, da man som avler gerne vil ha styr på, hvem og hvor mange der skal have unger ad gangen, men i dette tilfælde også fordi de fleste af hunnerne var alt for unge til at skulle være "mødre". De var selv kun børn endnu kan man sige, og i overhængene risiko for at dø af sådan en omgang med graviditet og fødsel.


I dag skal jeg så ud og se hvordan det er gået de små. Vi har ikke få talt så meget sammen siden det skete, og jeg er spændt på om de har klaret skærene, og hvad hun så har gjort da hun stod med gu ve hvor mange nye unger. Her handler det jo også om plads, og at de helst skulle have det godt alle sammen.


Jeg håber at hun har fået dem afsat og at de alle har det godt.


Så lille var Lakridsen da vi var ude og vælge ham. Han er faktisk ikke til at kende i dag


En lille bitte hårbold, stille og sky men helt bedårene


Og her er Cupcake. De hvide ringe rundt om øjenene, som i dag får ham til at se helt vildt fræk ud til tider, var allerede dengang tydelige


Som i dag, var han det eneste marsvin i kassen med totalt gang i den.. han er bare så fremme i skoene hele tiden.


Et sjældent stille øjeblik. Han ligger og holder øje med mig fra sin udkigspost på sofaens armlæn.
I går var han som sædvanligt i hopla, og jeg kan kun sige endnu engang at jeg ALDRIG havde drømt om at marsvin kunne opføre sig sådan. Jeg fik en opringning tidligt på dagen, og lå stadig under dynen, med computeren på skødet. Det var en længere officiel samtale, og på ingen tid havde Cupcake taget turen tværs over dynen for at finde ud af hvad jeg nu lavede.

Prøv at forestille jer hvor svært det er at være seriøs i en telefon, når der samtidig står et marsvin og hopper ovenpå jer, med snuden HELT oppe i mit ansigt, dens knurhår kildrende min næsetip, OG med begge forpoter solidt plantet på min mund, samtidigt med at den skal undersøge telefonen....... Ik nemt, skulle jeg lige hilse og sige. Når noget interesserer den, så slikker den helt vildt med sin lille tunge, og både telefon, min hage og min hånd blev grundigt undersøgt. Samtidigt med al denne interesse så hopper han altså rundt ovenpå mig. Hans lille krop kan på et sekund vende 180 grader, vupti så giver han et spjæt og vender den anden vej, løber lige op og ned af sengen i en runde, og er så tilbage til mor igen.



Ingen af de andre marsvin er bare halvt så nysgerrige og modige og trygge ved at opleve nyt, og fra han var helt lille har han praktiseret menneskeforhindringsløb.

Han er noget helt særligt, det er han altså.

En harmløs baktus spreder sig

Jeg tør næsten ikke skrive det, for jeg er lidt overtroisk, men her der ikke nogen ond baktus der spreder sig.

En harmløs baktus er tilgengæld ved at vokse frem, og halløjsa hvor bliver den flot. Jeg er så vanvittigt betaget af garnet, og kan slet ikke beskrive de farver der viser sig på pindende. Jeg har taget et billede som jeg håber kan vise bare lidt af forløbet. Det er nemlig helt unikt.

Hver evig eneste maske har en forskellig farve, nøje og fint afstemt efter forrige og jeg fatter ikke hvordan det kan lade sig gøre. Jeg mener.. det er håndindfarvet. Jeg ved intet om processen med at farve garn, men nogen har altså siddet og farvet det på en måde så farveskiftene er så korte, at der aldrig er to masker ved siden af hinanden der har samme farve. Når man sidder med pinden i hånden, ligner den faktisk at farvekort. Prøv selv at se her:


Med mit lille kamera er det temmeligt svært at fange farverne og de kommer ikke helt til sin ret på billedet. Det er svært at se at hver en maske faktisk har sin egen farve, men det har de altså og jeg er dybt fachineret.


Mit sjal er færdigt og jeg kan nu sige at jeg kun mangler een julegave der skal være færdig, så har jeg alle klar, undtagen børnenes. Der er ingen af dem der ville blive særligt begejstrede for mors hjemmestrik, så de må indkøbes i de dertil indrettede butikker.

Jeg har også denne gang hæklet en kant hele vejen rundt, og selvom garnet er tykkere end kaunien, er det blevet rigtigt godt, og nu mangler kun vasken og så at det skal strækkes lidt ud.

Det har fungeret fint med at smide maskerne her også, og det har et lidt mere rustikt udtryk end det grå. Alt i alt er jeg tilfreds med resultatet. Og så er det forresten ret sjovt at se det vokse frem, efterhånden som de "tabte" masker får lov at løbe i gennem arbejdet. :)



En ny uge begynder i dag og jeg er mere afslappet i sindet end længe. Der er ro omkring mig, vores utilfredse knægt holder sig helt og aldeles på afstand af mig, og umiddelbart kunne det lyde som en betænkelig situation, men her må jeg indrømme at det har gjort mit liv og min hverdag så meget lettere og mere behagelig. Trist som det er, er sandheden nu bare den at jeg har det fint med det. Ikke at skulle diskutere, modtage kritik og spydigheder, ikke at skulle mærke den ubehagelige energi der er omkring ham, betyder virkelig en hel del for min trivsel. Som det er nu, lever han og jeg tilfældigvis i samme lejlighed, men vi kommer ikke hinanden ved. Han er i øvrigt ikke hjemme de næste fjorten dage ( nu får vi se med det.. ), utilfredsheden med at skulle betale husleje er så stor, at han endnu en gang er blevet hentet af mormor!

Fred være med det.


Jeg mærker også at min energi og mit humør langsomt er ved at indtage min krop igen, men jeg skal ikke overdrive og derfor gør jeg ikke mere end jeg ved jeg kan. Jeg har tre aftaler i denne uge, den ene ikke lige noget jeg havde kalkuleret med, og jeg håber at jeg kan overholde dem alle, den første er i morgen aften. De pelsedes mor har inviteret til en sludder og lidt the, og det glæder jeg mig til, for er der noget der kan få mit humør op, så er det da at sidde med et lille marsvin i hænderne, og dem har hun jo masser af. Spørgsmålet er så bare om jeg kan klare at tage hjem igen UDEN at tage en baby med mig...

Cupcake er nu så stor at han næppe kan kaldes et lille marsvin længere, men han er stadig den morsommeste af de fire vi har omkring os. Her er han gået kold efter en lang løbetur i vores seng.
Lakridsen er heller i just lille længere, men han er stadig en blød lille bjørn at se på



Uha jeg må være stærk må jeg

Lykkelig lige nu

Sådan har jeg det faktisk i disse timer.

En lørdag aften med kæresten der er lige i nærheden, men dog optaget af sit eget, en datter der smiler og griner af alt og intet og en søn der spiller playstation med stor entusiasme.

Mine to papbørn giver ikke lyd af sig i aften, for den ene er ikke hjemme og den anden er stadig sur som en citron, og derfor ikke at mærke.



Og jeg.. jeg er såmænd igang med et nyt strikketøj. Sjalet er jo færdigt og min iver efter at komme igang med det smukke melerede garn fra Sydamerika har fået mig til at gå i gang med den nok så berømte baktus. Jeg har endnu ikke haft den på pindende, men dette garn er lige det rette. Jeg har nemlig ikke nok til en hel trøje, og garnet er for tyndt til halstørklæde syntes jeg. Et mønstret et af slagsen har ellers været forsøgt, men med de korte farveskift, kommer sådan et med snoninger oeg huller heller ikke til at blive helt godt. Næhh baktussen er helt rigtig.


Baktussen og min nye gadgetæske, som alligevel har vist sig at være et nummer for lille!
Jeg satser på at det bliver den eneste baktus vi får inden for dørene her hos os...


Krigen nærmer sig i Matador, men her har freden sænket sig i det lille hjem :)

Stilstand

Jeg står helt stille for tiden..


Efter den seneste måneds turbulens, er det som om jeg nu er gået helt kold. Som på en bil, er mine indre batterier gået sig en tur. Både fysisk og mentalt er jeg helt og aldeles færdig.


Det er sikkert en hel naturlig reaktion, og jeg har bare glemt hvordan det er fordi det jo heldigvis er meget længe siden jeg sidst har været ude i sådan et menneskeligt stormvejr. Så jeg flyder med, slapper af, laver næsten ikke noget som helst, og fordriver bare tiden med at gøre ting jeg kan lide, og sludrer med Josefine og Rasmus. De har begge været sygemeldte i denne uge, og derfor har vi haft masser af tid sammen herhjemme.


Rasmus har siddet her i stuen og spillet på sin playstation, samtidigt med at jeg har flydt i sofaen med hvad jeg nu lige havde lyst til af håndarbejde og min bærbare. Matador har været en fast del af denne uges baggrund for min langsomme tilbagevenden til mig selv igen. Det tempo den holder sig, er lige i tråd med mit eget, og den har kørt på den bærbare, så Rasmus kunne benytte sig af fjernsynets skærm, når han spiller.

I dag skulle jeg have været til blogtræf, et træf jeg har glædet mig til længe, men jeg har meldt fra. Kræfterne til samtaler og selskabelighed er der bare ikke. Men de skal nok komme igen, det ved jeg, det tager bare lige lidt tid. Og det går hurtigere hvis jeg lytter til mig selv, og ikke ignorerer det faktum, at jeg har været ude i et psykisk pres, der slet slet ikke er godt for mig.


Så dagen i dag bliver ligeså langsom som i går.

Det mest ophidsende jeg oplevede der, var da jeg efter indkøb tog på planteskolen og købte lyng til mine potter på soveværelses-altanen. Uhh der var fyldt til randen med smukke ting og sager til jul og hjem. Lidt snold blev det til, og jeg kan nu glæde mig over en smuk æske der skal rumme min efterhånden store samling af strikkepinde og gadgets der hører til. Sådan en har jeg manglet, problemet er bare at den faktisk ikke engang er stor nok! Hmm


Billeder skal nok komme senere idag :)

Jeg fik vist aldrig fortalt hvordan det gik med min lille bil.

Den var til syn i mandags, og da jeg ankom til synshallen var der ikke et øje. Jeg var forberedt på at skulle vente i en evighed, så derfor var jeg lettet over at kunne komme til med det samme. Et kvarter tog det, og så var vi - bilen og jeg - ude igen. Den gik glat igennem og mor her er lettet og stolt.

En pære skal skiftes, og et bremserør har en lille bitte rustplet på størrelse med en enkrone. Jeg måtte love at få det ordnet, men skal altså ikke tilbage til synshallen. Nu har jeg jo aldrig selv været inde under bilen, så det var lidt sjovt at stå der inde under og kigge på den. Jeg kunne med egne øjne se, at der ikke var noget at udsætte på den. Bortset fra den lille plet, var den som ny, og mekanikeren var selv temmeligt forundret over dens flotte tilstand. Den er trods alt fra '94.



I dag fredag bliver endnu en langsom dag. Jeg er stadig træt som et alderdomshjem, men her er forholdsvis ro i hytten. Josefine og Rasmus er hjemme, Theis ser vi ikke noget til, han er stadig møgsur på John og mig, og Mira passer sin skole. I eftermiddag bliver hun hentet af sin mormor. Lige nu er selv marsvinene inaktive, vidste jeg ikke andet ville jeg tro at også de er påvirket af det mørke der har været dominerende de seneste dage.

Jeg kan jo se at rundt omkring i blogland, er der mange der har det som både marsvinene og jeg selv.. Mørket og årstiden påvirker, men også mange er syge. Rigtigt mange faktisk og jeg krydser bare fingre for at vi her i huset går fri.


Mon man bliver smittet af at blogge...


Selvom jeg er træt, drænet for energi og lidt uoplagt til andet end at komme til hægterne igen, så har jeg det godt og er egentlig glad. Det syntes jeg må være på sin plads at tage med her. Kæresten og jeg har fundet pladsen ved siden af hinanden igen, vi nusser og hygger og griner som vi også gjorde før balladen begyndte. En ting der om muligt gør vores såkaldt voksne knægt endnu mere negativ og sur, men ham om det. Han har uden tvivl fået sig et mindre chok, da det gik op for ham, at hans opførsel ikke førte til andet end at han blev mindet om at han ikke styrer hjemmet og sin papfar, OG at John ikke er til sinds at skulle miste mig.


Jeg får langsomt hæklet kanten på mit lilla sjal færdigt, og regner med at kunne vise det frem i næste uge, for også pinde og hæklenåle ligger stille.

I min søvnige tilstand..

... glemte jeg rent at fortælle om en engel.


Vidste I at der bor en engel i Jylland?? Sådan en af slagsen, der er spontan og gavmild.

Nå, men det gør der altså og hun sendte mig en pakke i forgårs. Ganske uventet og helt fra hjertet røg der over vandet, en pakke med tre bøger i. Tre smukke, skønne og inspirerende bøger fyldt med farver, ideer og kulørte billeder til at svømme hen over.

Jeg blev så glad og er lidt henført over at jeg bare sådan skulle have dem. Det er da en himmelsk gave, for en nørkler som mig.


Bare se her:


Specielt den der hedder One skein er helt genial, for det er da utroligt hvad man kan fremstille med kun eet nøgle garn.

På det lille vedlagt kort er der også en engel... ;)
Tak Anita jeg er så glad for min pakke