Sløret løftes... et kilometer lang indlæg om mit retreat

Det er efterhånden længe siden at jeg har leget i Photoscape, men med billeder fra processen med THE ROOM :-), er det vist helt det rigtige sted at muntre sig. Jeg lover ikke at det er lige flot hele vejen igennem, der er simpelthen så mange muligheder for fis og ballade, at tiden bare går med det ene forsøg efter det andet.


Her kommer så en lille fotomontage fra mit nu næsten færdige retreat/arbejdsværelse/bibliotek OG hyggerum, men inden kommer her lige lidt ord om hvad der egentlig er sket herinde.






Dette adr og føj syn mødte os, da Mira var rykket ud og rummet stod klar til mig. Klar og klar var vist så meget sagt, for der var den mest modbydelige fugt og andet godtfolk især i den ene ende af rummet. Jeg måtte derfor væbne mig med tålmodighed, og gå i gang med Rodalon og varme, inden jeg overhovedet kunne begynde at male. Fy for satan, og undskyld mit sprog.

Og male ja... det er jo det. Hvilken farve skal der så være i sådan et rum? Det er et smalt og aflangt rum, med to vinduer af en rimelig størrelse, som fylder det meste af den ene væg. På væggen overfor er en dobbeltdør, og derfor er rummet meget lyst ( hurra ), men også med begrænset vægplads ( øv )

Jeg gik i tænkeboks, men havde egentlig en ret så fast ide om hvad jeg ville med det. Den ene ende skulle rumme mit eget lille bibliotek og derfor være hyggeligt, og specielt om vinteren give indtryk af lidt hulestemning og med fornemmelsen af varme. Den anden ende skulle være der, hvor mit arbejdsbord og mine reoler skulle stå. En arbejdsplads kræver godt med lys og derfor blev den plads i den ende hvor vinduerne er på min venstre side. Masser af lys og sol strømmer den vej ind, og jeg har desuden investeret i en luplampe, jeg fandt på tilbud i Aldi for et par uger siden. Den blinde createur kan nu se og lave noget..

De to ønsker, det hyggelige og lidt mørke bibliotek, og den lyse arbejdsplads er nu kombineret i eet rum. Jeg har nemlig fra døren og rundt til vinduet fra højre, malet i en skøn koksgrå farve. Fra vinduerne og frem til døren på den anden side, er der malet i en helt lys farve. En farve der kaldes ... øhh det har jeg glemt!, nå men den er lys lys gråhvid. Alle paneler/vinduesrammer og karmen er hvide, loftet er hvidt, men den ret så dominerende flade radiator er malet en lidt lysere koksgrå, så den istedet for at irritere mig, nu står frem som sig selv foran den lyse væg.

Foran den står en træbænk fra den forretning jeg har arbejdet i, den er nu sammen med alle minikommoder malet i en lys farve der hedder olivensæbe. Jeg ville gerne have lidt bløde farver omkring mig, med da jeg også gerne vil ha mønstre må bagrunden være i samme farve, så med denne lyse farve på alt træet, ser det herligt ud, med skufferne der nu er med mønstret papir og små greb af porcelæn. De er blevet så fine syntes jeg. Næste trin er at få alle skufferne lakeret med decoupagelim, for at det ikke bliver slidt for hurtigt.




Sidste nymalede genstand, ( og placeret under skrivebordet) er en gammel og grim kommode John fik til overs. Den er nu malet og har fået egne nye knopper til greb. De knopper er også nogle jeg har haft liggende på lager til en passende lejlighed, og købt som rest dengang butikken lukkede. Til min elskedes store fortrydelse har jeg malet den i en lys mint. Jeg VED godt at det lyder helt sindssygt, jeg elsker jo i virkeligheden grøn, og har altid grønne ting allevegne, men nu syntes jeg det var på tide at prøve lykken med andre kulører. Den koksgrå er bestemt også en ny vej for mig. Mint lyder også underligt som kombi med de valgte farver, men som helhed med de øvrige ting, sager og dimser jeg er i besiddelse af, så er det ikke helt galt. Jeg er jo æskegal, og I husker nok alle min gamle opremsning af samlingen huset her rummer. I den forbindelse skal jeg huske at rose mig selv, for jeg HAR faktisk også smidt en del ud. Jahaaa da. Flere gamle skuffedarier og skotøjsæsker er røget på forbrændingen, til fordel for nyere modeller, og jeg håber bare ikke John får samme tanke med mig! Hmmm Nå, men..

Skrivebordet er en "arv" og hjemmelavet af flere dele, og så er der to træborde jeg har fundet i skraldekælderen for flere år siden. Det ene står ved min arbejdsplads og det andet, der har to klapper og en underhylde, er placeret foran den ene dør, der aldrig bliver åbnet. Ovenover dette fine lille bord hænger nu min skønne garnholder fra Håndarbejdets Fremme. Jeg er i gang med at fylde den med alt mit blomstergarn og uldbrodérgarn.

Ved siden af bordet til højre, står nu to høje reoler fra Ikea. De rummer alt mit stof og garn. Stofferne ligger og venter i et syndigt rod, på at blive sorteret efter farve og i ordentlige bunker, men garnet.. DET er lagt i orden og pænt på plads. Det er muligt at jeg rykker rundt igen, man ved aldrig om jeg får en bedre ide, men lige nu ser det bare godt ud. Jeg er dog lidt rystet for med den meget bedre plads, ser det pludselig ud som om jeg slet ikke har noget. UHA jeg syntes det er en mager beholdning, men kæresten mener jeg er mere eller mindre gal i hovedet. Han mener jeg har rigeligt til flere år, men hvad ved bønder om agurkesalat? Ja jeg spørger bare?

Min plantebænk bliver god til forår og sommer. Når radiatoren slukkes, vil der være masser af plads til at lege med jord og spirer, sorter og potter. Under den står en skoreol, med kurve der skal rumme poser med frø og den slags. Også smukke vaser får en plads det, så er de lige ved hånden. Uhh endnu flere hylder med mulighed for at sætte en enkelt æske eller to.



Biblioteket er et lille univers med drømme i.



De fire reoler omkranser min bløde lænestol og så er der ikke plads til mere. De er fyldte med uordnede bunker, som når jeg får lyst skal sorteres i mine tre favoritemner. En reol med historie og kultur, en med håndarbejde og to med krimier. På min venstre side står den uundværlige lampe, som giver mig lys til at arbejde ved. I denne stol er det nemlig også som at sidde i himlen når jeg strikker. Med en god lydbog i ørene og garn i hænderne, er jeg helt væk fra verdens vrimmel.

Og så mangler jeg kun at nævne to ting.

På den højre side var der lige en plads til mit syskrin som nu skal konverteres om til strikkeprojektskrin, og ovenover hænger de to hylder som engang var skilte i boghandlen jeg var i lære i. OG ovenover dem, mit billede fra min mormor. En tegning med henved 200 år på bagen. Jeg tænker på mormor hver gang jeg kigger op på den smukke tegning. På min venstre side i vindueskarmen sidder min garnvinde og pynter i al sin enkelhed. Der mangler endnu at komme gardiner op, der var egentlig persienner, men jeg har nogle hørgardiner fra min gamle lejlighed jeg savner at kigge på, så de SKAL op. Desuden passer de til den gigaopslagstavle jeg har lavet. Den er sat op til venstre for skrivebordet og beklædt med hør. På den hænger lige nu alt muligt i et syndigt rod, bla smukke farvekort med garn og brodérgarn, ting og sager der minder mig om ungerne, billeder, og så en aflang trækasse med rum i ( fra butikken på Gl Kongevej ), og som nu er fyldt med alle former for skriveredskaber, sakse, limstænger og gu ve hva ellers :-)

Og nu... ta daaa:

Henriettes drømmeværelse:










Hvis man klikker på billederne bliver de større tror jeg nok.


Alt i alt et tætpakket, men alligevel herligt rum. Præcis som jeg har drømt om og som ved et mirakel stadig rummer gulvplads til at gå på.

Josefine og min rygrad

Min datter har det rigtigt godt hvor hun er lige nu.


Både vi, mine forældre og mig alene har besøgt hende i den forløbne uge, og hver gang har vi mærket en helt anden ro fra hende. Hun virker glad og afslappet, og er helt klart tilpas med beslutningen om at tage time off fra verden det næste stykke tid. Det er en kæmpe lettelse for mig, og selvfølgelig glæder det mig, at der er udsigt til at andre nu tager over og hjælper med at få hende på fode igen. Hendes og personalets udgangspunkt er, at hun har udviklet en social fobi og at den skal hun ud af. Det rimer med min egen opfattelse, nu skal hun bare have tid til at arbejde med det.

Vi var i går oppe på skolen for at hente hendes ting, rydde værelset og så sige tak for denne gang. Skolen har været fantastiske og de har gentaget mange gange, at hun kan komme tilbage igen så snart hun er klar, men det bliver i så fald en ommer. Det første semester er færdigt om en måned og hun har haft for meget fravær til at kunne springe på og fortsætte det nuværende forløb. Det er nu helt ok, og hun har selv givet udtryk for at hun håber hun får lysten tilbage, for dyr VIL hun altså arbejde med i fremtiden. Hurra for det :-)





Mit eget humør er godt igen, og en tudetur er åbenbart det der skal til ind i mellem. Jeg glæder mig så også over, at jeg i år trods alt har det så meget bedre, end jeg havde det sidste år på denne tid. Februarblues følger altid med hos mig, men for et år siden sad jeg helt og aldeles uvirksom hen og kunne bare INTET. Der var jeg trist og træt, opgivende og ku næsten ikke komme igennem dagene, men sådan er det jo slet ikke nu. Heldigvis da. Jeg nyder at vi har fået meget mere lys hver dag og at tingene ser ud til at lykkedes, og derfor må jeg bare tage de der belastende dyk jeg får, med i købet. Et af årets mål, den med at smile mere hver dag, er indtil videre en succes for det gør jeg rent faktisk.

Jeg ved at jeg skal lære at sætte tingene i perspektiv, men den er en svær en, og derfor kan jeg ikke love at der ikke kommer flere dage med buhh hu. Heldigvis er det jo helt rigtigt, at jeg selv bestemmer hvad min blog skal bruges til, og handle om. Tankerne om bloggen har lært mig at jeg nok alligevel er mere påvirkelig omkring hvordan den modtages, end jeg selv lige anede. Det betyder faktisk en del for mig, at jeg læses og at det jeg skriver også kan bruges til noget ude i den store verden. Måske det er fjollet, men jeg har ikke noget arbejde jeg kan måles på, ikke nogen der har brug for min indsats ud over familien og det er vildt svært at føle sig overflødig i den store samfundsmæssige sammenhæng. Måske netop derfor betyder det så meget, at jeg her føler at jeg har en betydning. At jeg også har en plads.


Giver det mening for andre end mig selv??


Det at være pensionist har jeg langt om længe forliget mig med ( sån da... ), men det er et faktum at det ligger dybt i de fleste af os, at vi skal yde vores for at det hele kan dreje rundt. At vi er en del af et samfund, hvor det at arbejde og bidrage, giver os en form for "ret" til at eksistere og leve. Hurtigt kan man føle sig helt hægtet af og uden for den dagligdag "alle andre" lever. Der er også det aspekt i det, at ved at arbejde får man også den vigtige kontakt med sin omverden, man kan følge med i stort og småt og vigtigst af alt.. man lærer hver dag nyt om andre mennesker og hvordan tilværelsen er for dem. Det udvider vores horisont at komme ud og rundt. At gå hjemme kræver mere styrke og rygrad end mange måske lige går og aner. Det er så let at stå af, lade verden klare sig selv og miste fokus. Så nemt at stille sig selv spørgsmålet:

Hvorfor skal jeg?

Hvorfor er det nødvendigt at stå op, tage tøj på, komme ud og rundt?

Verden kan sagtens klare sig, selvom jeg står af og bare ser tv og ligger på sofaen, ku man begynde at tænke.

Sandheden er, at det er et skråplan og en glidebane. Hvis ikke man selv trækker sig op, ender man NETOP med at være ingenting på en måde. Bare dalre rundt og miste grebet om de simpleste ting. Jeg ved det for jeg har jo været der, og stadig skal jeg kæmpe med at tage mig i nakken hver eneste dag. En meget vigtig ting i min dagligdag, for ikke at blive helt verdensfjern er at se de daglige nyheder, læse avis på nettet og netop også følge med i blogland. Det er mit vindue til den verden jeg ikke længere selv deltager så meget i, i kraft af at jeg ikke arbejder. Jeg VIL vide hvad der sker omkring mig, VIL kunne ha en mening om stort og småt, alt andet ville være utænkeligt. At gå hjemme og IKKE være interesseret i hvad der rører sig, er det samme for mig, som at blive helt forstenet.

Af den grund blogger jeg så glad videre, men lige for tiden altså ikke så ivrigt og ihærdigt som ellers. Jeg slår mig til tåls med, at lige for tiden er jeg mat i tasterne, og at sådan er det. Min dybtliggende ide om pligtopfyldelse, også over for mig selv må jeg vist lære bedre at dæmpe. Den der med at jeg SKAL gøre sådan og sådan, for at andre ellers ville blive skuffede er for tumpet.


I dag er det mandag, dagen er tiltaget med 2 timer og tolv minutter og DET kan bare mærkes. Især om eftermiddagen. Der er udsigt til mere frost og sne, men skidt med det, jeg varmer mig selv ved tanken om at i NÆSTE mdr skal min vindueskarm fyldes op med spirer og mine forhåbentlig overlevende pelargonier, der blev nedklippet og sat på aftægt i efteråret.

Både vindueskarmen og jeg glæder os til det :-)

System i kaos og overreaktioner

En udemærket overskrift på dagens skriv fra De fem.


Et kaos der heldigvis er væk nu. Det matrielle rod er der styr på, nu mangler jeg bare at få orden på det mentale rod.



Den senere tid er min hjerne gået helt i selvsving, ord flyver rundt i knolden på mig, centrifugen af sætninger og lyd er nonstop i gang, faktisk så meget at jeg har utroligt svært ved at sætte mig til tastaturet. Jeg VIL gerne skrive hver dag, har masser af ting jeg syntes jeg vil dele ud af, men jeg kan bare ikke få hold på ordene. Det gør mig stresset og desperat når jeg har det sådan, og her til morgen gik jeg da helt i spåner.


I vores univers svæver der en planet rundt, i form af en ven som med stort held praktiserer " jeg ringer, du springer" øvelsen, en øvelse jeg har umådeligt svært ved at håndtere med fornuft ind i mellem. Denne ven lever altså på sin helt egen planet og har ikke rigtigt nogen fornemmelse for hvordan livet i en familie fungerer. Han er single, middelaldrene og UDEN børn, og derfor ikke vant til, at tingene ku dreje sig om andet end ham selv og hans umiddelbare behov. I kombination med at min elskede ikke kender til ordene, desværre/nej/en anden dag/jeg har ikke tid lige nu, bliver resultatet så altså " jeg ringer, du springer" med stor succes.

Jeg ved ikke..

Jeg siger sjældent fra overfor kærestens egne behov for samvær med venner og bekendte, han er betydeligt mere social end jeg, men lige i aftes ku jeg altså ikke takle en telefonopringning kl halv midnat, med et ønske om assistance til et eller andet meget vigtigt i dag. Kæresten siger jo ja uden forbehold, og glemt er så de planer vi egentlig har haft for lørdag og søndag. Fleksibilitet er en god egenskab, og jeg har kæmpet med at tage det afslappet, men her til morgen havde jeg så ondt i maven af usagte protester, at jeg simpelthen gik i krampegråd som en anden toårig.

Jeg mangler ikke noget at tage mig til, kan sagtens underholde mig selv, og bliver tosset på mig selv over, at jeg ikke håndterer en uventet ændring af planer bedre, min største frygt er nemlig at udvikle mig til en tudevorn hjemmegående kvinde, hvis mand er bundet af at jeg skal underholdes når han har fri. Jeg gider ikke være en brokkemoster, der klager og beklager sig, men i dag er jeg altså bare sådan. Min hjerne er standset og jeg er helt i sort.

En masse andre tanker og tumpede bekymringer har jeg kørene for tiden, og det trætter mig helt ud i det åndssvage. Kognitiv tækning ville være på sin plads her, så jeg må vist til at hive fat i de principper igen, ellers mister jeg helt proportionerne.

( kan man sige sådan?? )


Det er en svøbe at være så sk.. tænksom og spekulativ, og jeg misunder dem der ikke tænker dybt over noget som helst. Det må alt andet lige være lettere at gå gennem tilværelsen som en lettænkende person. Der er ikke så mange dikkedarer og dagene tages som de kommer. Ingen rynker mellem næsen og panden, og ingen tanker der fylder op i bevidstheden. En tom hjerne er garanteret lettere end en fyldt.



Let gang på jorden, som Agnes Henningesen har kaldt en af sine bøger. Sådan ville jeg gerne gå.



Ugens bekymringer:

- Josefine
- Den daglige pligt i form af aftensmad og tudene unger, der tror de skal dø hvis jeg ikke orker andet en rugbrød
- Rasmus
- Mine manglende skriv på bloggen, og bliver I alle skuffede fordi jeg ikke har orket at læse og kommentere så meget som jeg plejer
- Tømning af Josefines værelse på skolehjemmet
- Mine hår på benene... jeg orker ikke at tænke på andet end ren hud for tiden
- Mine mørke poser under øjenene, jeg ligner en olding syntes jeg
- Min manglende evne til at koncentrere mig om en mere indviklet strikkeopskrift jeg gerne vil igang med
- Hvorfor er en af mine faste læsere forsvundet? Har jeg sagt noget forkert? Det går jo den forkerte vej, hvis først jeg MISTER læsere, hvad handler det om?
- bla bla bla og mere bla!


Stort og småt, vigtigt og ligegyldigt i et stort sammensurium. En gryde fuld af ingredienser til et meltdown. Jeg ved det... det er helt vanvittigt og jeg må tage mig sammen, sortere i væsentligt og Uvæsenligt. Problemet er bare, at jeg ikke kan finde ud af hvad der er hvad lige nu, det hele virker lige vigtigt.





Jeg tror jeg tager strikketøjet i hænderne og lyttebøffen i ørene resten af dagen.

Alt for tidligt

Jeg er tidligt oppe idag.


ALT for tidligt efter min smag. En hel halv time før kærestens vækkeur ringde for at være helt præcis, men når man skal tisse så skal man. Lige så snart jeg sætter benene på gulvet, begynder de pelsede at hyle op, og så skal der altså mad på bordet mener de. Efter det lille hus og affodring, syntes jeg ligeså godt at jeg kunne koge vand, så kaffen ku stå klar til kl seks og derfor sidder jeg nu her i min lænestol, i mit nye værelse der er ligeved at være perfekt.

Her mangler kun en enkelt omgang maling af min kommende plantebænk, lidt oprydning og så finpudsning af hvor ting og sager skal stå. Allerede nu kan jeg bare mærke hvordan jeg slapper helt af herinde. Fra stolen har jeg en bred udsigt til himlen der ligenu er bælgmørk, og som om sommeren lader solen skinne ind fra tidlig formiddag til lang ud på eftermiddagen. Jeg ved at det vil være et godt sted at få smukke blomster til at vokse og gro. Den megen varme, og lyset kan få lov at virke som mit eget private drivhus og måske jeg kan have andre former for planter end jeg tidligere har kunnet have her i Vanløse..

Ja planerne er mange, men dejlige at tænke på og fantasere om. Lige noget der kan få en kold februarmorgen til at virke knap så gyselig.

Også i søndags var jeg tidligt på færde. Jeg vågnede og fra sengen kunne jeg se ud af vinduet, at noget var anderledes. I første omgang troede jeg det var tåget, men tænke at tåge sågu da ikke hænger sammen med frost og sne! Ikke engang husene på den anden side af vejen var til at få øje på, og da jeg fik rejst mit legeme fra de varme dyner, blev jeg helt vild. Sneen faldt så tykt at alt var væk simpelthen. Helt stille var her, så jeg sprang i tøjet, hele tre lag og med sjalet godt op hoved og hals, den oplevelse ville jeg bare ikke gå glip af.

Sådan en søndag morgen, hvor hele verden er pakket ind i en dyne så tyk af hvidt og koldt, er der ikke meget liv udenfor. Tre standhaftige løbere og en optimistisk cyklist blev det til, på min vej ned til søen. Hold da op hvor var der smukt. Det der normalt er frodigt, eller i det mindste fyldt med planter og træer, var nu bare en ørken af sne.

Jeg ved at sne er ved at være en kedelig gammel nyhed, men alligevel.. Hvem ved hvilket år vi igen kan opleve en rigtig vinter?




Her ligger normalt en sø og vugger, nu kan man ikke se andet end uendelighed





En lille forsmag på hvad der er kommet på plads i mit retreat:

Jeg har fået sat en køkkenbordsplade op. Benene er fra vores gamle spisebord. Et bord John har klunset engang, og som var et eller andet dyrt italiensk design. På benene er et kæmpe stempel med navn og nummer på et eller andet fint, så han fandt på at genbruge dem på denne måde. De er af massivt et eller andet og enormt tunge. Bordpladen blev tilovers da en kammerat var færdig med at opsætte sit eget skrivebord. Jeg fik resten og jeg skulle hilse og sige, at det nu er så solidt at jeg kan stå på det. En super arbejdsplads bortset fra at jeg syntes det er så fint at jeg næsten ikke nænner at begynde at bruge det. ;)

I dag skal jeg være på hospitalet til et møde med Josefines læge kl 11. Jeg er nok nødt til liiige at få sovet bare lidt mere inden, for ellers er jeg ikke mange sure sild værd til den tid. Jeg er spændt på at få lidt mere information, og så håber jeg ellers bare at hun ikke helt har opgivet sit ophold der endnu.

Nå, men altså...

... jeg må vel til det.


Det er flere dage siden jeg sidst har været her. Har ligesom gået lidt rundt om den varme grød, åbnet computeren, kigget lidt rundt, og er så endt med at lukke den igen.


Der er sket en masse på mange fronter siden sidst, både værelse og stue er næsten komplet og færdig, ligeså er soveværelset, strikkeriet kører derud af, og så... ja så er Josefine altså afleveret til andres hænder i går.

Det ligger mig meget på sinde at udbrede viden og kendskab til sindets bagside, og jeg har både skrevet stort og småt om mine egne problemer, om det svære at være forælder til en asperger og så om de ting der ellers har plaget både Theis og Josefine. Selvom samfundet som sådan er mere obs på sindslidelser og deres behandling i dag, er der stadig masser at rette op på, mange ting der kunne være så meget bedre og områder der er helt oversete. Her tænker jeg jo netop på de unge, dem som er børn af psykisk syge, men også dem som generelt bare har det svært. De glemte børn kalder jeg dem.


Lige nu kan jeg bare slet ikke finde de rette ord, der kan beskrive forløbet i går, så jeg venter og skriver når det lige ligger på tungebåndet, MEN jeg vil alligevel erklære at det var en umådelig lettelse for mig, at de tog hende og jeg seriøst, at de lyttede og var klar til at handle. Hun er nu indlagt og så må jeg igen finde optimismen frem, på ny tro på at NU, denne gang sker der noget.
En ting der slog mig var, at hun trods sin tristhed over at det nu var som det var, alligevel formåede at lave sjov og le sammen med mig. Min datter er i besiddelse af den mest vidunderlige og tørre humor, og det viser sig på de underligst tidspunkter. Mit hjerte smelter og jeg ved jo at der inden under hendes skal, ligger der en pige og venter på at springe frem fra sit skjul. En hjertevarm, munter og klovneagtig lille pige, der skal have indhentet nogle års udvikling så hun kan klare sig selv og livet fremover, og så hun kan springe ud som den kvinde hun er tæt på at være.

Jeg talte med min far i aftes, og selvom også han syntes det er så trist at hun skal igennem så svær en tid, er han også tænksom over den tråd der ligger i vores familie. Min farfar var syg og begik selvmord da min far var lille, min far og hans to søstre er sindslidende på hver deres måde, jeg er det, og nu også i hvertfald det ene af min to børn. Det er ikke til at vide hvor langt tilbage vi kan komme i anerne, for farmor vil under ingen omstændigheder tale om farfar, og dermed heller ikke om, hvorvidt der skulle være flere i den del af familien, der har haft symptomer på noget. Summa summarum er, at ud over det der rammer een i vandringen gennem livet, har også generne sin del af forklaringen på hvordan man takler livet. Interessant er det at min mor er stik modsat, en fighter og overlever og altid på farten og i gang, men de gener er slet ikke repræsenteret i mig eller hos mine børn.

Tilgengæld takker jeg hende for at hun har givet mig sine kreative og opfindsomme sider i vuggegave. Dem ville jeg ikke undvære for noget.


Min datter er i mit hjerte og jeg har fundet lidt billeder frem, som giver mig sjove minder:

1 år og fuld af lagkage og gå på mod.


Temperementsfuld, når hun ikke kan som hun vil. Billedet er fra dengang hun ville op og sidde på blepakkerne, men ikke helt magtede balancen. Hun tippede lige så stille forover og der lå hun så. Skreg som en stukken gris.. he he. Mor måtte lige snuppe et billede inden hun hjalp det stakkels barn ned på fast grund igen.


Iført ALT tøjet fra vaskekurve! Se mor jeg ku helt selv ta tøj på.


En sommerdag for mange mange år siden iført sin fineste blå kjole


Og nu..... er hun vokset op og kan stadig ha smil i sine øjne, når hun altså er i trygge rammer.