Den første frost i haven

Vi har december nu, og i dag har min have fået den første dosis af frost. Det svinger jo rigtig meget lokalt om der er frost som bebudet, og her hos mig blev det altså i dag, jeg kunne stå op til smukke hvide kanter på husløgene. Sådan en chance vil jeg ikke lade gå fra mig, så før alt andet, selv kaffen .., smuttede jeg i nattøj og røjser ud med kameraet. Solen stod højt på himlen og det var kun et spørgsmål om tid før den hvide glasering igen forsvandt for denne gang.

På sådan en tur mærker jeg savnet efter Holger, selvom Herman og jeg har fundet os selv i en ny hverdag nu. Holger er stadig så meget en del af mit haveliv, at det især er når jeg går rundt derude, at jeg mærker min lille vens fravær. Herman er mere på farten end Holger nogensinde var, så mine timer i haven er mere “ensomme” nu. Herman ER med og han har helt styr på, hvornår jeg er udenfor, men hold nu op det er som at forsøge at fange vinden, når jeg vil have et foto af ham! Holger fulgte mig nysgerrigt rundt, og holdt sig som oftest lige i nærheden når noget aktivt skete, Herman.. ja han er absolut også nysgerrig, meeeeen her er vi mere ovre i noget med at spunse rundt i en nyindsamlet bunke blade, eller determineret opgravning af en plante jeg lige har sat i jorden.

Det er forresten sjovt så forskellige de to’s adfærd er/har været. Holger var stille men royalt insisterende, hvorimod Herman “råber” op når han mener jeg ikke giver ham nok opmærksomhed. På min tur rundt i dag, tog han sig allernådigst lige tid til at følge lidt med rundt, men så snart jeg standser op går det bare for langsomt, og han styrter igennem hækken og tilbage til sin private legeplads på den anden side. Han er væk, dukker op og kalder, er væk igen, kalder, spæner, kalder osv osv osv.

Lad mig sige det sådan.. Herman har ingen problemer med at holde vægten! Hans nye vinterpels har givet ham den skønneste halskrave, men han er i fin form.

Min have er jo ikke, som den feks var i Vestergade, hvor jeg decideret kunne gå tur fra den ene ende til den anden fordi den var så lang, men gå tur gør jeg nu alligevel. Nu er det bare mere noget med at gå rundt og rundt, og jeg kan dvæle længe ved en eller anden detalje som fanger mit øje. Den luksus har jeg nemlig. Og jeg er meget bevidst om, at jeg endelig er et sted og på en plet, hvor jeg kan sige at stress ikke længere fylder mig op konstant. Det er lidt sjovt, at med det lille og forholdsvis kedelige liv uden matrielt overforbrug jeg lever…

… så lever jeg til overflod med vore dages mest eftertragtede luksus.  Jeg har tid. Tid til at dvæle. Tid til at lave det jeg har lyst til og til at hvile så meget som jeg behøver. Kunsten for mig er så ikke at bruge for meget af den tid på, at spekulere og tænke mig selv til døde over alt det jeg ikke kan ændre eller forstå.

Har jeg har spekulationer eller uro, kræver det kun at jeg klæder mig på efter vejret og går i haven. Jeg mærker den indre ro overtage allerede inden mine fødder rammer gummistøvlerne. I øjeblikket er der ikke lige noget som overvælder hjernen, men roen i haven mærkes ekstra meget på en frostklar og stille lørdag morgen:

En lille halv time brugte jeg derude i dag. Ville gerne mere, men det er trods alt for koldt, og så er det da fantastisk, at jeg med den tid jeg har og som er min helt alene, kan beslutte at resten af dagen skal bruges henslængt på sofaneseren. Med julefilm i flimmeren og lidt uld mellem hænderne.

Det var så tirsdag og nu er det onsdag

 

 

 

Tirsdag kom og gik. Og fred være med det. Jeg sover generelt både ujævnt, elendigt og i intervaller, så jeg er vant til det, men sundt og godt er det ikke. Det skyldes både at jeg ikke har en ordentlig seng at ligge i, og også at hjernen ofte kører for fuld udblæsning så snart alt bliver stille og mørkt. Intet nyt i det. Dagen efter en søvnløs nat er lige til at klippe over på midten og smide ud. Så UD med tirsdag og IND med onsdag.

 

Der ligger projekter og venter på at jeg tager fat, og måske i dag bliver god nok til at jeg enten kan gå i gang med at rense malingen af loftet på første ( som jeg fik besked på af udlejer, for ellers vil maler ikke komme og gøre arbejdet færdigt!), eller lægge alt det rene tøj på plads, som ligger på spisebordet i stuen. Siden sidste uges besøg har jeg ikke haft mange kræfter, så køkkenet flyder, jeg har ikke fået noget reelt at spise, og et bad trænger jeg også til.

 

 

Der var engang ( hvis jeg virkelig gør mig umage og trækker i huskesnoren ), hvor mine dage begyndte og forløb som de fleste andres. Op, bad, mad, afsted, hjem, mad, sid, sov.  En dag skåret helt ind til benet. Det er længe siden efterhånden. 15 år helt nøjagtigt. Et helt andet liv på en helt anden planet, og i dag er mine dage så meget anderledes. Hvad jeg når på en dag står slet ikke mål med, hvad tiden kunne blive brugt til.

 

 

 

Jeg har vænnet mig. Lært at sådan er det nu. Gør jeg tiden op og tænker i statistik, så har jeg vel i runde tal omkring 10 aktive år tilbage. Det er godt nok ikke mange…  Den beregning handler om, hvor meget tidligere psykisk syge dør, i forhold til raske. Og om, at jeg kun bruger ca halvdelen af mine vågne timer aktivt, og på noget fornuftigt. Så hvis jeg lægger til og trækker fra ( ihukommende mine ringe evner for tal..), ser det vist meget rigtigt ud. Det regnestykke er så ikke et jeg går og holder øje med, men jeg kom til at tænke på det i sidste uge, hvor Rene og jeg tog til Maribo:

 

Afsted

Jem og Fix   ( 20min )

Silvan   (15min )

Rema1000  (efter lidt frokost)

Sidde på bænk.

Træt/Hovedpine

Hjem

 

 

 

HELT ÆRLIGT!

 

Det er faneme ikke ok. Jeg er kun 48, og efter kun ca to en halv time væk hjemmefra, er jeg så smadret, at resten af dagen og dagen derpå er fuldstændigt ødelagte. Og netop på den baggrund ser mit regnestykke pludselig ikke så urealistisk ud vel..

 

 

Det nytter ikke at grue over de perspektiver i hverdagen, og jeg gør alt hvad jeg kan for at fokusere på lys, smukhed, glæde og alle andre positive tillægsord jeg kan komme i tanke om, men i det store billede er det bare IKKE GODT NOK. Tiden er og bliver min fjende.

 

 

Måske jeg i virkeligheden bare skulle gå ud og grave det hul nu..

 

 

Farvel juli og goddag august

 

 

 

Juli sommermåned er lige om lidt historie. Det har været en utrolig måned synes jeg, med varme dovne dage og sol over hele linien. Hvordan august bliver ved vi jo ikke, men sikkert er det at jeg om nogle uger har fødselsdag. IGEN!  Jeg hader min fødselsdag. Ikke så meget pga det runde tal som nærmer sig ( eller jo.. også derfor ), men fordi jeg på den dag mærker min egen isolation lidt mere end ellers.

 

 

Nå, men jeg sludrer og vrøvler her til morgen. Har ikke sovet i nat. Overhovedet..

 

 

Så havde jeg jo ondt i hovedet. Så begyndte det at regne, og det måtte jeg lige mærke efter om var virkelighed. Så var det for varmt og dernæst sku jeg tisse. Efterfulgt af tørst, som blev afløst af lyset der brød frem og SÅ måtte jeg også lige opleve det i regnvejr. Bum bum.. og så blev klokken halv seks og jeg opgav helt at blive under dynen.

 

 

Kan godt ske den sidste dag i juli går hen over hovedet på mig.

Overspringstanke, overspringshandling og overspringsdag

 

 

 

Alle tre begreber er noget jeg har en doktorgrad i.

 

 

Overspringstanker er jo noget med, at jeg har svært ved at holde koncentrationen, og derfor ofte får tanker, som får mig til at udskyde det jeg burde forholde mig til.

Overspringshandlinger er ganske velkendt hos de fleste vil jeg tro, og er den der grumme gerning, som er så meget sjovere eller interessant, end det man burde ta sig til.

Overspringsdage ved jeg ikke om er så udbredt, men jeg har dem. Ikke frivilligt og absolut ikke fordi jeg hellere vil springe dage over, end at være i dem. Overspringsdage er en ganske særlig disiplin, og de er en kombination af flere ting.

 

Man tager …

 

- En periode med ringe eller slet ingen søvn

- En beslutning om at i nat VIL man sove

- Så indtager man en Truxal, som ikke er et produkt man har for vane at bruge

- Næste morgen vågner man med en mellemslem migræne. Dette er et meget vigtigt element og bør absolut ikke glemmes..

- Til sidt vender man sig om på den anden side, efter at man har indtaget en passende dosis smertestillende og SÅ..

 

- Vågner man sidst på eftermiddagen efter mørkets frembrud, og opdager at man har mistet det meste af en dag, OG mange timers dagslys.

 

Overspring kan være mægtige, men når jeg mister en hel dag, så bliver jeg altså noget underlig til mode. Sådan lidt en “ud af kroppen” oplevelse, som får mig til at sidde helt forvirret og glippe med øjnene. Jeg hader dem. Og jeg skriver dem, for der har været nogle stykker i år. I går var sådan en dag.

 

Den kom og gik uden, at jeg oplevede meget af den, men i dag satser jeg på at indhente lidt af det tabte. Jeg skal med sikkerhed ud, for jeg har post der skal sendes. Lidt frost vil jeg også gerne mærke i kroppen, og så kan det være at jeg også køber mig et kalenderlys og en krans til advent. Måske. Jeg har endnu ikke besluttet mig, og jeg tænker at det nok bliver jul alligevel.

 

Status quo

 

 

 

En uge er gået siden strandturen og jeg har stadigt efterveer. Syntes måske nok at det nu er liiige lovligt morsomt. Tilbagefald i går med migræne og ad hoc medicinering er lig med mange timers søvn. Søvn som er helende på sin vis, men som også snupper mine dage fra mig. I dag bliver ligesådan kan jeg mærke, men det er jo ikke underligt for kroppen skal vel på en eller anden måde reagere. Eneste lille hik bliver køreturen til Hornbæk. Den kommer jeg ikke udenom, for jeg har lovet Rasmus høj og helligt at han kunne stole på mig. Turen har jeg faktisk også gået og glædet mig til, for der er så dejligt helt yderst på kanten af Sjælland, så indtil vi skal afsted sover jeg da bare videre. Snork..

 

2011 - året der suste forbi

 

 

 

                                                                                         Mere behøver jeg vist ikke sige om det..

 

****************************************************************************

Jeg gør det nu alligevel, for sikke da et år det har været.

 

Det vil være alt for omfattende, at komme med en genfortælling og det er vel heller ikke nødvendigt, for I ved jo alle hvordan 2011 har været her i  “Det nye liv” .  Jeg vil bare nøjes med at konstatere følgende:

 

 

Det har været et lidt vel rigeligt uroligt år.

Det har været et lidt vel hurtigt år.

Det har været et lidt vel opslidende år OG..

Det har været et år, der også har været dejligt, sindsoprivende, fyldt med strik, ALT for fyldt med sukker og smøger, ALT for præget af for lidt motion og meditation, lige lovligt problemfyldt.  OG det har været et år, der gav mig både flere grå hår og smil i hovedet.

 

 

På denne næstsidste dag, der OGSÅ er Rasmus’  17. af slagsen, opsender jeg en stille bøn om at 2012 må blive året, hvor jeg får lov bare at leve. Sådan uden de store svingninger i hverdagen. Uden de store ballader, men MED masser af zen og åndsforkælelse.

 

Jeg hilser i dén grad 2012 velkommen. Men jeg vender sgu ryggen til, og stirrer surt ind i væggen, skulle det vise sig at jeg har fejlkalkuleret, og flere problemer venter om hjørnet. NÅ!

 

 

**************************************

Kæmpe tillykke til min store knægt. Ikke blot er han blevet stor af alder, men han er søreme også vokset så meget det sidste år, at jeg ikke længere kan se ham over skulderen. Hans hænder kan bruges til at skovle sne med, og når jeg får et knus er det en nærdødsoplevelse. Uhh sikke dog, som ham er voksen.. næsten. For heldigvis er der et helt år til endnu, inden jeg ikke længere kan bestemme over ham. Måske jeg når at vænne mig til tanken i de næste 12 mdr..?

 

Fister et og Phister to. Den ene er borte, men den anden er her i høj grad endnu. Heldigvis :-))

 

Dagen skal han fejre med farmor og far, så jeg skal ikke lave hverken lagkage eller bage boller i denne omgang. Ikke i dag ihvertfald. Men i januar tager vi revanche, når energien er til det igen.

Så langt.. så godt..

 

 

 

Jeg er gået fra og til hele dagen. Altså fra og til min blog. Der er stadig ting der nager mig, og jeg bliver ved med at prøve, at rette ind og gøre ved. Noget er blevet bedre, blandt andet har jeg alligevel fået lavet mig nogle ekstra sider, som ihvertfald på den ene er blevet fyldt op med lidt af hvert. Det der er så underligt er det med de dersens sider.. på layoutet i Artisteer, er de ekstra sider BÅDE vist i form af knapper, OG med mulighed for at lave undersider. Det viser sig bare ikke når jeg uploader det. Jeg ved at der er et eller andet jeg har overset, så jeg maser videre. Faktisk har jeg endda været inde og rette i koderne!!  Jo jo den er god nok, kodeamøben fandt pludselig de vises sten, og ved hjælp af vejledning fra google og blogger, fik jeg rettet noget til.  Sikke en følelse det giver, når man endelig fatter russisk :-)

 

Endnu syntes jeg at sidebaren ligner noget der er løvn. Teksten er alt for krampet sammen, det roder og er ikke opdelt ordentligt i felter eller kasser. Det er også noget jeg ellers har så fint på skabelonen, så også der skal jeg redigere lidt i det.  Med tiden kommer det som nok til at ligne en side der repræsenterer mig og den jeg er.

 

Vær tålmodig er min lille bøn, for hurtigt går det ikke.

 

Hele dagen har jeg sagt til mig selv: “ NU pauser du, lukker for den pokkers maskine og laver noget helt tredje”.  Og hver gang er der ikke gået mere en en halv time, så sad jeg her igen. Sku bare lige…  Og snupti var der gået tre timer, min blære var ved at eksplodere, for tisse ku jeg ikke lige finde interesse for, mine øjne sved og min hjerne klikkede med alt for mange informationer og farver.  Kæresten griner i skægget og er mægtigt gammelklog og fro.  “ Sådan er det at være nørd” er hans replik. Han mener at jeg er ved at få computervirussen, der handler om tid der forsvinder ud i space, når man går i gang med programmer og nettet. 

 

Her kan jeg dog godt love, at det ALDRIG kommer til at ske. Det er kun lige med bloggen, at jeg lader mig rive med af min egen perfektionisme.  Jeg vil jo meget hellere bruge tid på at

 

 

STRIKKE   ;-)

 

 

 

Sommertid HURRAAA

Så er det endelig sommertid igen :) Jeg har ventet med længsel på denne dag og glæder mig til de endnu længere lyse aftener.

HER kan du klikke ind og se stort og småt om, hvad det betyder og hvordan og hvorledes med urene, hvis du skulle være i tvivl.

Sommertiden har ikke kun indflydelse på hvordan vi bruger de lyse timer i døgnet, den påvirker også mange menneskers døgnrytme og ikke alle er vilde med at skulle rykke på tiden, men personligt har jeg kun gode ting at sige om den ordning.

Rent faktisk findes der en forening IMOD sommertid, og vil I vide mere om hvad de mener så kig ind her.

Jeg siger god lørdag aften, jeg vil se finalen i X-factor og håbe på at min favorit vinder stort ;))

UPDATE..

HEP fra mig, min favorit vandt, men jeg indrømmer at de alle tre var dygtige, dog var jeg for første gang helt væltet af den lille Jesper. Noj han var god i aften :)

Tillykke til Thomas herfra defemibyen

Det får jeg jo ikke lavet noget af...

I dag er mange mange timer gået med at surfe om strik og garn. Det er helt utroligt som man kan blive suget ind i strikkeuniverset, så mange smukke ting der kan friste og så meget tid der pludselig er forsvundet ud i den blå luft.

Ravelry er en farlig farlig side at være inde på, inden man får set sig om, er man viklet dybere og dybere ind i en masse andre strikkeres projekter, grupper der er sjove eller interessante, og strikkere der fremviser ting der bare MÅ gemmes til senere.


Jeg har klikket som en gal videre og videre, er endt på sider jeg slet ikke kunne finde tilbage fra, og alt dette har betydet at jeg ikke selv har fået strikket en eneste maske. Sjaler, bluser, huer, sjaler, vanter, strømper, halstørklæder, sjaler, sjaler sjaler og lidt andet har jeg sukket efter, bogmærket eller downloaded, mine ambitioner fejler ingenting, det er vist kun tiden og evnerne der begrænser mig.





En gruppe handler om et projekt om måneden i 12 mdr. Fristende, men der må jeg nok kigge dybt i mig selv, for jeg tror ikke jeg kan strikke så hurtigt på eet eneste projekt. Så hellere den gruppe der henvender sig til dem der har masser af garn på lager og som gerne vil have brugt det. Eller den for de som ikke kan lade være med at købe lækre og herlige fibre... HMM. Rækken er endeløs og der er grupper for enhver smag og interesse. Se den her feks, den er da sjov og lige mig, eller den her som må siges også at henvende sig til mig og til sidst så er der den her, en gruppe som i høj grad må siges at være mine ligesindede hihi..

Jeg syntes jo mit eget garnlager sagtens kan rumme meget mere, men jeg er også realistisk og ved at det vil være praktisk at BRUGE af det også. En svær kunst når man har det farlige samlergén, der gør at man liiiige skal have lidt mere. En særlig farve eller nyt fra ynglingsforhandlerens lager. Ligeså med tilbehør og gadgets. Altså... kan man overhovedet få for meget af den slags??? Ik i min bog, og heldigvis har jeg en mand der har den samme last og overbevisning når det handler om at samle af det der interesserer og fascinerer. Hans kælder bugner af dimser og dutter og ledninger og ram og og og alt muligt andet til fremstilling af computere. Vi er to alen af et stykke er vi :)


I morgen må jeg bare have gang i sjalet igen, det nærmer sig sin afslutning, et mål jeg har sat mig er, at det ikke skal med ind i 2010 med pinde på. Det skal ligge på mine skuldre eller alternativt i stræk. NÅ!



Billede lånt fra hendes hjemmeside

Forresten fik jeg helt tilfældigt ramt DK4, og der var i formiddags ( sån ca) en HEL times interwiev med Christel Seyfarth og hendes fantastiske designs. Masser af klip fra festivalen på Fanø her i efteråret, og lidt tips til teknikker. Jeg svømmede hen og var lidt i himlen :)


Apropro Ravelry så prøv lige at se på det her:


Sjal

Sjal

Trøje

Halstørklæde

Sjal

Sjal

Thevarmer

Søhest ( som er præcis som den jeg har på min skulder) Den er da nuttet ik?



Osv osv osv osv..... SUK


Jeg er vist håbløst fortabt til fibre og farver og dømt til et evigt liv med pinde i hænderne. Sikke en skæbne hva..

Når mor er bag rettet..

... ja så kan alt ske. Og det gør det så!


Vi tog afsted i god tid syntes jeg. Ved fire - halvfemtiden tullede lillebilen afsted med retning af Roskilde og siden Asnæs. Vores tradition om at runde en Mac D. begyndte turen, og allerede der måtte Josefine tage sig til hovedet over mig. Først havde jeg for meget fart på, og drønede lige forbi den der ting man skal bestille sin mad ind i... Vi kunne høre en dame hvis stemme blev svagere, og med et kig på hinanden kom vi til at skrupgrine, for den har jeg lavet før. Bakke tilbage og bestille, frem til lugen for at betale og der er det så at jeg flink som jeg er, endnu engang besvarer et spørgsmål om hvorvidt der ønskes ketchup ell pommes frites sovs. Pigen i lugen gloede tomt på mig, Josefine griner igen og jeg fatter intet, før det går op for mig at det jo er næste bil i rækken der er ved at bestille. Jeg mener... det er da ikke nemt at sidde der og kigge en i øjenene der taler, men ikke til mig og huske kode og betale og køre og og og...

På vej til Roskilde taler jeg med hende om fidusen i at forberede sig på noget, især hvis det er noget der aldrig er oplevet/prøvet før. Taler om at det giver en ro og et overskud at vide sig sikker på at der er styr og kontrol med tingene. Jeg ved ikke om det sætter sig, om det gør indtryk, men det virkede til at hun godt kunne forholde sig til det jeg talte om. Måske det en dag bliver noget hun gør af sig selv.


Roskilde rundes og jeg får lige plukket den sædvanlige kæmpe bunke græs til mine dyr. Bilen pakkes og GPS'en bliver indstillet til destination laaangt væk og ude på landet. Faktisk så langt væk at vi flere gange bliver bedt om at runde en mark i stedet for at blive på motorvejen! Hmm godt at mor her kan bruge hovedet selv.... nå.

Nu er det bare sådan at det ER grænser for hvor meget hun kan bruge hovedet, så det gav tre runder i en rundkørsel...

Se det for jer:

Vi kommer kørene af motorvejen, den bliver til en mindre vej som ender i en rundkørsel. Vejen vi kører ad, fortsætter bare ikke rundt, men sån nærmest til højre og derud af. Mor bliver forvirret, laver en Bond-manøvre til højre og holder ind for lige at ringe og få lidt mere info om ruten. Jo jo den er god nok vi skal bare videre mod Nykøbing Sj.
Vender bilen og er tilbage ved vejen vi kom ad. På skiltet peger en pil mod højre og en tekst der lyder: Sjællands Odde og Nykøbing. Jeg drejer så til VENSTRE og kommer så pludselig til den før så usynlige roundabout, kører ind og forbi skiltet der peger tilbage mod Roskilde, videre og vupti er vi igen på vejen vi lige kom fra!

Vi holder ind igen samme sted som før, ringer op IGEN, og får bekræftet at jo jo Nykøbing Sj, er det samme som Nykøbing OG Sjællands Odde! Hvad ved en Københavner om agurkesalat, så jeg starter dytten een gang mere og halløjssa da... Vi er nu for tredje gang på vej i retning mod den nu så hjemmevandte rundkørsel.

På det tidspunkt var Josefine nået til jegtisseribuksernegrænsen, og jeg selv ku også godt se komikken. Pyhh det holdt hårdt, men efter endnu lidt kørsel og hvor-er-vi-nu, ku vi endelig ringe på dørklokken ved syv-tiden. Derudover bød turen på voldsomme vindstød der får sådan en lille letvægter til at vibrere, en lavtstående sol som fik mig til at køre nærmest i blinde og senere en måne så klar at jeg ku se den smile til mig, hele den lange vej hjem igen.


Gården Josefine skal bo på i denne uge


Vel ankommet skal der straks lige ringes lidt..


Månen der fulgte mig hjem ..


I tusmørket der på bakken stod en mølle og tronede så flot..



Og den udsigt må være fantastisk i højt daglys, uanset vejrets luner..
Det er svært at se, men jeg stod faktisk langt oppe oppe på en bakketop.




Godt 200 km, fik jeg tilbagelagt i dag og på fredag gentager jeg successen. :-)

Forsinket og lidt doven...

... er jeg her til morgen..



Jeg er jo som regel vågen allerede ved seks-halvsyv tiden og således også idag. Når kæresten er smuttet får jeg læst nyheder på nettet og på bloggene. Således også idag.
Derefter er det tid til at stå op og fjerne sporene fra natten, ved at slå sengen sammen og den slags. Således IKKE i dag!

Jeg faldt i søvn igen og er næsten lidt vågnet. Ik så fedt for jeg har en aftale om fem min. Heldigvis bor negledamen jo lige her i opgangen ved siden af, så jeg smutter og er tilbage igen senere.


Med nye hænder :-)


Hej hej derude

Vi prøver

Det er lørdag morgen og vi vågner langsomt.

Kæresten er allerede ude af døren, han skal jo lige give en hånd med hos en kammerat. Vi har alle sovet godt og der er stadig to teenagere der snuer i deres senge.

Rasmus havde lige en tid i aftes hvor han var så ked af det, og det skærer mig i hjertet at se. Vi prøver alle at hjælpe, men ved at det bliver tiden der må læge sårene, kombineret med samtaler. Jeg håber at vi kan få lidt psykologtid til ham, evt på skolen og så når han er registreret i vores kommune. Det begynder langsomt at gå op for ham, at hans hverdag er totalt forandret og det er hårdt for ham.


Jeg må indrømme at alle de praktiske ting, der er ved hver enkelt barn her i familien, gør mig temmelig stresset i hovedet. De har alle hver deres at slås med, og der er til hver enkelt koblet diverse offentlige personer på. Jeg må have et overblik..

Jeg gør nu det jeg er bedst til. Jeg organiserer og sætter i system. Hvert barn får deres egen bog, hvor alle navne, adresser og telefonnumre kommer til at stå. Jeg kan så notere de ting der vedrører dem uden at blande det hele sammen. Jeg skal bare lige have købt notesbøgerne , og det må blive på mandag.

Herhjemme må der også system i tingene. Jeg kan/vil ikke overkomme at være den der sørger for alt alene, så jeg vil bruge lidt tid på at få lavet et skema. Et skema hvor der kommer til at være alle børnenes navne på en led, og på den anden led står de ting de hver især har ansvaret for. HVER DAG...

Humlem i det hele er jo at de er nødt til at lære at vi alle må tage ansvar og hjælpe til. Gider de ikke, ja så er der konsekvenser. Her i huset er det værste man kan byde en teenager, at der ikke er mad at få... :-) :-):-) He he he

Jeg har det lidt sådan at jeg bare ikke gider skulle gøre hele køkkenet rent før jeg kan gå i gang med at kokkerere. De er alle sammen slemme til IKKE at rydde op/ tørre op/ fjerne rester og spildt vand og meget andet i løbet af dagen. Nu bliver det sådan, at når den første kommer og piber efter mad ved aftenstide, ja så går jeg da glad i gang, forudsat at der er til at komme til, i vask og på bord og ved komfur. Er der ikke det, ja så er jeg munter over at kunne se nyheder i stedet. Jeg laver ikke en krumme, før der er orden der ude.

HVEM der har efterladt hvad, er jeg ligeglad med, men der er et skema over hvem der har køkkentjans også kan de gå derud og kigge på det. At lære dem alle at rydde op efter sig selv, er en håbløs opgave, og jeg regner med at de hurtigt vil bliver tvære over at skulle gøre rent efter alle andre også. Men det er middagen der står på spil. Vi to voksne er overnud tilfredse med en rugbrødsmad. Der er også havregryn hvis det skulle være.

Der er ikke tvivl om at det bliver lidt at en kamp, men jeg kan godt klare det tror jeg. Det er nødvendigt for ellers bliver jeg helt slidt op. Det sværeste er nok at få vores aspergerpige til at deltage. Hun har jo for det første svært ved at lære nye rutiner, og for det andet, har hun en ide om, at det ikke er endnu at hun skal deltage mere end hun gør. Der tager hun så fejl. Lidelsen er ikke en undskyldning for ikke at deltage så godt man kan i det daglige arbejde herhjemme.

Der ligger strategi og planlægning forude de næste par dage.

Multi tasking

I dag har været modsat alle planer.

Det er der ikke noget unormalt i, for det går stort set aldrig som forventet og arrangeret hjemme hos os. Jeg har i det sidste år lært helt nye vaner, og det er både godt og skidt syntes jeg.

Min kæreste er verdens mest rolige og afslappede mand. Jeg har ALDRIG kendt nogen, der i den grad tager tingene som de kommer, og som er ude af stand til at skynde sig. Jo det passer forresten ikke... Om morgenen, tidligt tidligt når vækkeuret ringer rammer han knappen på et nanosekund. Derefter står han op som en raket og går direkte ud og sætter kaffe over, SAMTIDIG er det garanteret at ringetonen igen begynder. Som det usynlige fantom er han gennem køkken,entre og videre ind i stuen, hvor mobilen med den infame melodi kører igen, for at slukke for den. Første gang jeg oplevede det, troede jeg ikke mine egne øjne.

Aldrig har jeg set noget lignende. Denne i øvrigt smukke mand, som altid lunter afsted i roligt tempo, og som har goooooooood tid uanset hvor sent vi er på den, kan altså komme fra jorden til månen på ingen tid.

SÅ er det jeg må spørge mig selv, hvorfor jeg så altid er den der står klar og venter, når vi har aftaler der skal overholdes???

Det er her mine nye vaner kommer ind i billedet. Jeg er nemlig af den tidshysteriske type. Jeg hader at komme for sent til en aftale og kan derfor blive totalt stresset over at være den ventende part. Men jeg er ved at lære at slappe af. Jeg er nu bedre forberedt på at der altid liiige er noget der skal ordnes. Jeg mener... det er jo ikke anderledes end dengang jeg havde småbørn. Der skulle også altid liiiiiige gøres et eller andet, eller der var en ynglings bamse der ikke kunne findes, og som IKKE kunne efterlades hjemme.

Det er egentlig i orden at lære at tage det hele mere med ro, og jeg har jo også mine tricks. Så nu er jeg begyndt at overveje, at fortælle at vi skal være et sted en time tidl end vi skal.


Hov.. Jeg kom fra det jeg egentlig ville dele med blogland. Det med de planer, der altid går i ged.

Kæresten skulle have hjulpet ude i dag, jeg skulle have været på altanen og lege havearkitekt, MEN aftalen blev aflyst og så er der jo det med sofaen der skal på plads i stuen. Den plan skal så selvfølgelig føres ud i livet. Det er vi begge enige om. Det kræver en mindre operation, for min elskedes elskede fladskærm, skal nemlig nu hænge på den modsatte væg. På den væg hænger der i forvejen hylder som så altså skal ned... Huller skal lukkes, og maskiner der larmer skal i brug. Det er ikke noget jeg kan bruges som hjælp til. Jeg går bare i vejen.

Så jeg har i stedet bagt brownies og lavet hjemmelavet æggesalat. Det er jo påske. Samtidig med det, har jeg også genoptaget et projekt, der handler om at få alle mine cd'er ind på computeren. Pladsen er lidt trang her efterhånden. DET projekt har stået stille fordi selvsamme computer pludselig blev syg og måtte årelades for uindbudte baciller. Da det var ordnet, skulle pladsen computeren stod på, så flyttes for at sofaen overhovedet kunne komme ind i stuen... PYHHHH

Planen var at vi skulle have en stue, alle kunne benytte på den behagelige måde, men lige nu ligner det bare genbrugspladsen inden tømning.

Heldigt at jeg har lært at tage den med ro...