På tur på en tirsdag

 

 

 

 

 

 

Jeg kom ikke kun til tandlægen i går. Som noget helt uhørt foretog jeg hele to ud-af-huset udflugter tirsdag. Jeg plejer at gå i koma af overvældelse, hvis jeg skal mere end een gang ud i verden på en dag, så det var virkelig en sejr at jeg også var på udflugt rundt på øen. Det var dog kun en times tid, da min ledsager jo har afsat tid til flere forskellige “borgere” end jeg. I bil på en kold men solrig dag når man heldigvis langt, så jeg fik en rundvisning til flere smukke pletter i nærheden. Allerede sidste år gav jeg mig selv det mål, at jeg ville køre rundt for at lære Lolland og Falster godt at kende, men deeeeeet blev som bekendt ikke til noget. Planen stødte på grund allerede fra starten, fordi jeg ikke har kunnet opdrive et helt almindeligt, men åbenbart håbløst gammeldags landkort til at hænge op på væggen! Meningen var at jeg et par gange om ugen ville lukke øjnene og sætte nål et sted på kortet og så køre dertil. Der ER flere alternativer, såsom at få printet et hjemmelavet kort ud eller at bestille et fra en hjemmeside, men det har jeg altså ikke fået sat mig ind i.

 

Kort sagt (haha) var jeg altså på tur i går.

 

Himlen var høj og jeg huskede kameraet for en gangs skyld, selvom jeg er lidt ude af træning med at kigge gennem linsen. Der er så meget at køre efter hernede, og jeg er virkelig tilfreds og glad over at jeg ikke afslog foreslaget for at blive i sofaen.

 

 

Starlettens svanesang på dødens motorvej

 

 

 

Lidt af en overskrift ikke :- )

 

 

Jeg tog på tur i går. Et smut til Stevnskanten og hjem igen. Det blev en tur, der var lidt mere anstrengende end ellers, men målet for turen var havesnak og gensyn, og det var det hele værd.

 

 

 

Her er ikke mange billeder fra turen, for mobilen valgte at gå ud næsten med det samme, da jeg ankom oppe hos Esther. Heldigvis nåede jeg da at få et par, af en af kattene og nogle af hendes påplanteskoleniveau mange frølinger.

 

Turen begyndte med, at min lille fikse og limegrønne mobiloplader til bilen var væk. Jeg fatter stadig ikke, hvor den kan være blevet af, da den lissom ikke kan bruges andre steder, men det betød at jeg måtte runde en tank med butik for at finde en erstatning ( som senere viste sig IKKE at du!! ). Der er en motorvejsafkørsel mod fastlandet i Rødbyhavn, så dernede fik jeg tanket og også købt “strøm” til turen. Lidt af en oplevelse iøvrigt, for damen i butikken var helt oppe i det røde felt. Og jeg forstår hende godt, da jeg selv har prøvet at være ekspedient. Det job kan være en udfordring til tider, og her var den helt gal, da der manglede en færge. Det betød kilometerkø. En kø der genererer kunder, som så forventer service på mange niveauer, som butikken så ikke er gearet til akut, som så udløser surhed og frustration, som så går ud over stakkels dame bag disk, og damen er alene på skansen, en hel lang dag… 

 

Jeg fik ønsket hende pøj pøj og kom afsted derudaf.

 

Og hvorfor da ikke kaste sig ud i det virkelige køreliv med det samme, efter næsten eet års pause, når nu det endeligt skal være..  Fra tanken var der lige netop et større færgetræk i gang, så jeg holdt tungen lige i munden og fik accelereret og flettet på fineste vis. Med alle muskler i kroppen spændt til det yderste. Jeg har ikke kørt på motorvej et år som sagt, og min lille elskede racerbil lød IKKE begejstret for, at være skulle præstere mere end 80km i timen. Jeg var ytryg hele vejen derop. På halvejen opdagede jeg, at forbruget af benzin også var anderledes end ellers, og min nervøsitet tog et ekstra nøk opad. At være under genoptræning i total vågenhed, samtidigt med at jeg hele vejen spekulerede som en besat, over alle de ting der kunne nå at gå galt, OG bevidstheden om at dytten nok aldrig mere kan transportere mig ud på langfart, tog simpelthen så meget energi fra mig, at jeg, da jeg kom tilbage i aftes, var fuldstændigt ødelagt.

 

Jeg er nu lidt mere afklaret heldigvis. Jeg har en bil, der fint kan holde til korte og langsommere ture rundt i lokallandskabet, og DET er jeg vældig lykkelig over. Jeg kan få handlet stort ind, og jeg kan komme rundt og opleve, som jeg har udfordret mig selv til at jeg SKAL i år, men jeg siger jer.. min krop i dag gør mere ondt end da jeg tog afsted. Alle mulige muskler værker, mine kraveben har det af underlige grunde, som om jeg har fået bank, og mavepine er også indeover. Alligevel er jeg glad og stolt.

 

Jeg tog afsted. Jeg var på tur. Jeg fik genset Esther og hendes fantastiske have, og jeg fik en nærmest religiøs ( og husk på at jeg ikke tror på noget ) oplevelse med i købet.

 

Landskaberne er endnu ikke i deres fineste tøj, men foråret kan fornemmes derude som man kommer frem. Det er oplivende. Det giver fornyet håb og optimisme, men der er een ting som gør det helt modsatte, og den ting er så sørgelig og også lidt rystende for en sart sjæl som jeg, at det giver en udflugt som min, en lille skygge af tristhed med.

 

Turen var fyldt med død. Døde dyr af så mange arter og i et sådan omfang, at jeg hurtigt opgav at holde mandtal over dem. Harer, fasaner, fugle af enhver slags, ræve og pindsvin. I hobetal lå de på motorvejen og i vejkanten. Blødende og døde. Håber jeg. Med brækkede ben og vinger og nakker. Kropsdele spredt over vejstrækningen. Og jeg blev så ked af det. Ved godt at det moderne samfund har sine ofre, men det var barskt alligevel at se. De små forårskåde væsener, som fejlvurderer deres chancer for at krydse vejen bliver smadret af det, og jeg håber bare at de ikke når at opdage, hvad der rammer dem.

 

Det religiøse aspekt.. Jamen det er bare mig, der har en livlig fantasi, og som er let at røre.

 

Turen hjem var overskyet det meste af vejen. Jeg nærmer mig den smukke Farøbro og netop i det sekund, hvor jeg kører op på den, åbner skyerne sig og solen bryder igennem. Stråler i tusind farver tegner striber over himlen, og i samme sekund når Leonard Cohen, der er sat på min afspiller, til omkvædet af So long Marianne. Et kor af pigestemmer synger så betagende, og hele øjeblikket giver mig gåsehud.

 

Kender I det?  At flere faktorer lige passer sammen uden at det var planlagt, og i et kort øjeblik er alt bare så fyldt med ro og skønhed? Det var jo kun et kort øjeblik, men det satte sig lige fast i mit hjerte en stund. Det skarpe sollys, de stribede skyer, den blåeste blå himmel, Cohens poesi og markante stemme, broens arkitektur. Det hele gav et perfekt øjeblik.

 

Jeg minder her om, at jeg ikke er et menneske, der ellers har sans for poesi eller den slags. Jeg er som sagt ikke, hverken religiøs ( desværre ), eller på anden måde med sans for guddommelighed. Jeg har altid elsket litteratur og ord, men altid været pas på digte, følsomme tekster og andet i den dur. Jeg rammes for det meste af det mere rå, hvis jeg skal formulere, hvad der rører mig. Rockmusik frem for sødsuppe Gospel feks. Seattledepri over pop. Til hver en tid. Så at jeg blev helt rørstrømsk af en åben himmel, og alle de døde dyr var lidt af en mavepuster.

 

Tilbage i virkeligheden brugte jeg de sidste kræfter til lige at runde Aldi. Kørte hjem, fik de sarteste planter sørget for, smed noget frossent i ovnen, krammede Holger en ekstra gang, og inden klokken var ni lå jeg i min seng.

 

 

I dag tilbringer jeg med at restituere. Bilen udenfor er fyldt med mursten, marksten, en masse havemagasiner og flamingokasser til tomaterne. Den bliver ikke tømt i dag. Kun skal de små aflæggere jeg har fået med mig hjem i deres nye potter, og det bliver så dagens to do.

 

Fin fredagsgerning for mig.

 

Torsdag skal jeg på langfart

 

 

 

.. og jeg er en smule nervøs ved det.

 

 

 

Heldigvis bliver vejret mere venligt stemt i morgen, end da dette billede blev taget. Smukt som det er, så ER det altså svært at køre på motorvej i hård frost .. på sommerdæk. SÅ altså jeg triller på udflugt for første gang i et helt år nøjagtigt.

 

Jeg har kørt SÅ meget i min tid, og jeg elsker det. Elsker fart og tempo, fuld knald på musikken, landskaber der suser forbi og følelsen af frihed, men det er en gammel dame jeg efterhånden skal ud at køre i, og det gør mig altså en smule nervøs. Jeg gentager for mig selv, at det nok skal gå og at alt er godt, så jeg ikke følger min allerstærkeste impuls.

 

Aflysning.

 

 

Det vil jeg bare ikke. Og jeg har sørget for at nummeret til autohjælp ligger på mobilen :- )Det er noget forbandet fis, at jeg nu flipper sådan og jeg vil ikke ligge under for min egen fantasi. Og for den underlige lyd der efterhånden kommer et sted fra, når bilen er tændt. Mekanikerne kunne ikke hitte grunden i sin tid, og den har også kørt fint siden.

 

Og Holger. Han bliver hjemme. Jeg har naturrrrligvis sørget for, at der bliver kigget til ham ved middagstid, og at nus og opmærksomhed også bliver leveret, for jeg synes jo det er vanvittigt svært, at efterlade ham heeeelt alene i fem timer. Tænk nu hvis han tror jeg har forladt ham! 

DET HER MÅ I altså bare lige se … , og hvor er jeg egentlig henne?

 

 

 

  …..

Hvad jeg ikke ville give for, at æde mig en mavepine til af den her is. Jeg siger det bare.. Og nej.. så vidt mine halvblinde øjne kan se, så er det vist bare garn, men ideen er da herlig. Og skulle man få lyst til andre gode sager uden kalorier i, sååå..

 

Hvilket tålmod der skal til for at lave sådan noget, tænker jeg bare.

 

 

**************

 

Jeg vender tilbage til sydhavsøerne i morgen, og jeg venter med længsel på gensynet med min have. Jeg kom godt afsted, da først jeg overvandt mig selv. Nød turen. Har ikke lidt hverken nød eller overlast, MEN.. jeg har været møghamrende syg tirsdag nat og onsdag. Sikkert kroppen, der på sin egen overbevisende måde gør opmærksom på, at når man tvinger sig selv ud i noget man ikke har det godt med, så ja.. så er der en pris. Prisen er vanvittig migræne med de nu efterhånden sædvanlige følgeopkastninger, døde arme og synsforstyrrelser. Har kravlet rundt på fremmede gulve, og bare forbandet mig selv langt væk. Dog skal det siges, at jeg omvendt også forsøger at forklare min krop, at der altså ER ting og opgaver her i tilværelsen, som man er nødt til at gøre, uanset om man synes om det eller ej. NÅ!

 

I mit sidste indlæg fik jeg vist også skrevet på en måde, så det kunne misforståes, at jeg er afsted på kursus lige nu. Det er jeg altså ked af, for det var bøvlet skrevet. Jeg ER begyndt i et særligt forløb, som henvender sig til mig og mine lidelsesfæller, og der skal jeg bla lære at håndtere følelser og den slags på en fornuftig måde, men det er IKKE det jeg er i gang med på denne tur. Jeg sukkede derimod over, at jeg ikke allerede ER i besiddelse af de evner jeg nu skal til at lære, for så ville denne udflugt ikke have været så forbandet svær for mig.

 

Uden at gide at forklare i vilde detaljer, så er jeg på langfart for at redde min bil. En øvelse, som betyder at jeg skal være social og glad og på, på en måde jeg bare ikke orker for tiden. Jeg er i selskab uden at ha den fornødne energi, men omvendt så betyder denne tur forskellen mellem INGEN bil, eller bil i endnu to år. Og derfor har jeg ikke kunnet sige fra eller nej. Til tilbud om assistance. Eller til i det hele taget at få lavet det, der skal laves uden beregning. At få sådan et tilbud i min situation er jo en gave fra himlen, og så nytter det sgu ikke, at jeg sidder hjemme i dukkehuset og piver fordi jeg ikke har lyst til, at snakke eller underholde nogen som helst. Det er bare at bøje og takke og iøvrigt være dybt taknemmelig. Og det er jeg. Helt inde fra hjertet. DYBT taknemmelig og meget meget lettet, da jeg lige netop for et par timer siden fik at vide, at bilen er gået fejfrit gennem syn, og at jeg nu kan trille roligt hjemad igen, med den bekymring mindre.

 

Jeg gider heller ikke diskutere for eller imod, hvorvidt jeg i det hele taget kan tillade mig at eje en bil for faktum er, at den er min livline, og de sidste snart otte år om og om igen, har været min redning i flere akutte situationer. Uden den bliver min radius lige præcis så langt som til apoteket i Rødby, og hjem igen. Jeg bliver stavnsbundet til min matrikel, og så kan det godt være at mange ikke fatter, hvorfor jeg ikke bare tager cykel, tog og bus. Til det vil jeg bare sige, at ku jeg så gjorde jeg sgu nok allerede det. Jeg har førhen ELSKET at rejse med tog feks. Hvilket fire ture til London t/r, på netop den facon har bevist. Det er bare ikke sådan mere. Eller.. jo, jeg elsker stadig togture, men de tager så meget på mig, at jeg når jeg er fremme ved bestemmelsesstedet, må gå lige i seng. Lidt lissom ikke det, som er meningen med at rejse til en festlig begivenhed, et strikkemøde, fødselsdage, gensyn med venner, børn og familie, eller på messe, indkøbstur til Garnudsalg.dk, og alle mulige andre ting som jeg faktisk super gerne vil kunne. Bare en gang i mellem. Jeg vil jo gerne, i den udstrækning det er muligt, gøre ting som helt almindelige mennesker kan og gør i min alder.

 

Så jeg synes det er turen, bøvlet, smerterne og bekymringerne værd. Og jeg kan nu se frem til yderligere to år, hvor jeg HAR MULIGHEDEN for at være social, når jeg kan være det. Uden bare at drømme om det.

 

Denne tur har ikke været let, men den var nødvendig. Desværre har den også trættet mig så meget, at jeg ikke i denne omgang kan få hilst på hverken familie eller venner. Omvendt betyder netop denne tur, at jeg nu KAN besøge venner, familie og andre arrangementer. I fremtiden.

 

I morgen triller jeg glad og fro hjem. I baggagerummet ligger sække og poser fyldte med havegodter. Jeg har nemlig også fået et udvalg af stauder og løgplanter med mig. Har haft muligheden for, at være ude i en have også her, når jeg har været frisk til det. Så nu skal der etableres lidt flere bede og nydes lidt mere have. Og køres i bil..

Jeg har bare ikke lyst..

 

 

 

I dag er der afgang til Sjælland. Jeg har bare ikke lyst. Desværre. Elsker ellers at køre langt. Elsker at besøge mit gamle hood, og har normalt ikke problemer med at komme ud af røret. Jeg mener… jeg har lissom været på farten frem og tilbage rimeligt mange gange sidste sommer og efterår, men nu ORKER jeg det bare ikke.

 

Hele ugen har jeg fået det en lille bitte smule værre hver dag, ved tanken om pakning af tøj og fravær fra min have. Jeg har stadig ikke styr på, hvad jeg skal have med, for jeg kan simpelthen ikke koncentrere mig om det. Men jeg skal. Så det gør jeg. Om nogle timer.

 

Lige nu sidder jeg og tager dybe indåndinger for, at få styr på vejrtrækning og svimmelhed. Sipper til min kaffe. Og kigger ligefrem. Trangen til at gå lige under dynerne igen skal holdes i ave, for det nytter ikke noget. Jeg SKAL afsted. Og det kommer jeg. Om nogle timer.

 

Jeg plejer jo at aflyse for et godt ord når noget er svært, men denne gang er der ingen vej ud om, og jeg må prøve at ignorere de protester, der fylder hver en fiber i min krop. På kurset jeg er tilmeldt, skal vi bla træne i at udholde følelser, og den træning ku jeg virkelig godt have brugt nu, for det er netop en følelse jeg kæmper med og, som får mig til at flippe helt ud. Følelsen som hedder “jeg vil ikke”. Selv forstår jeg ikke en bønne!

 

Hvorfor pokker er lige netop denne udflugt så svær at håndtere? Hvorfor har jeg denne gang så ulidelige kvaler over at skulle afsted hjemmefra, når jeg ellers altid synes det er skønt at komme ud og opleve?  Jeg aner det simpelthen ikke, men måske det handler om at jeg SKAL afsted, og ikke selv kan vælge til eller fra. Måske det er fordi jeg endnu ikke har så meget overskud, at jeg orker turen og det sociale der følger med. Og måske det er fordi jeg ikke denne gang kan sige fra, og udskyde det til et tidspunkt hvor jeg er ok med at forlade min hule.

 

Heldigvis er der mange timer at tage af, og jeg skal bare sørge for at tage afsted i så god tid, at jeg når frem inden det bliver mørkt, for i mørke får jeg problemer med at koncentrere mig, når jeg har det sådan, og det er nok ikke det smarteste når man kører bil. At være ukoncentreret og småforvirret.

 

 

Under alle omstændigheder er jeg fraværende de næste dage, og om jeg dukker op og får skrevet lidt her, må tiden vise. Jeg har da planer om at få udnyttet, at jeg trods alt er i nærheden af velkendte steder, og det ender såmænd nok med at blive en rigtig dejlig oplevelse at komme afsted. Lige nu har jeg bare ikke lyst..

Fredag og jeg er stresset..

Allerførst til Helle og Henriette: der sker så meget i bøtten på mig og jeg har simpelthen glemt at reagere på jeres mails. Det er jeg MØG ked af, og jeg skal prøve at huske jer, når jeg kommer tilbage efter weekendens udflugt. Jeg får mange mails fra læsere, og det kniber lige for tiden at overskue det hele..           

Lige nu ligger jeg på sengen og prøver at trække vejret fornuftigt. En masse skal huskes, men jeg er helt tom og har svært ved at koncentrere mig, hvilket er skidt når man skal på en længere køretur. Jeg har dog nået at få min sweater færdig og tørret, MEN.. Den blev godt nok mindre efter vask, meget.. mindre, så den er voldet og med magt strukket ud igen. Kvaliteten er heldigvis overdrevet lækker og jeg vil lige lave en mere i en anden farve, hvor jeg kan rette de fejl jeg synes denne her har.                                  

Nummer to bliver ynglings grøn.              Jeg smutter nu, og lover at komme hjem med billeder fra turen. Kig evt forbi på Instagram og FB, der smider jeg lidt hurtige billeder på i løbet af de næste dage.