Januarfarvet #2

Heldigvis har januar mere at byde på, end den farve jeg beskrev i sidste indlæg. Januar har så meget mere at byde på, at jeg uden at ryste på hånden vil skrive under på, at når jeg vågner til en mandag som i dag, så tilgiver jeg glad og gerne den våde grå og forplumrede udgave vi måtte igennem forleden.

Det er mørkt aften igen nu. En smuk smuk solrig og frostklar dag er blevet afløst af bundløst sort mørke, men med lys i stuen og skiskydning på tv emmer huset af vinterro. Jeg holder virkelig meget af at se vintersport. Der er en helt særlig dæmpet lyd i snesportsprogrammer, og når jeg ikke kan få min vilje med sne i rå mængder her til lands, er vintersport bare fedt at lytte til. Og se på. Med det sagt, kan det nok ikke overraske at jeg ser frem til februar, hvor vinter OL skal afvikles. Masser af sne og skøjter og ski og bobslæder skal flimre forbi mig og mit strikketøj. Jeg foretrækker så absolut vintersport med sne fremfor feks håndbold, som er et af de mest larmende og stressende sportsprogrammer der findes. I min verden altså.

I dag har jeg suget til mig af hvidt i mit eget lille vinterlandskab. På vej til lægen og tandlægen måtte jeg lige standse for at indfange øjeblikket, fordi intet som bekendt varer evigt og slet slet ikke de hvide vinterdage. Ved lægen fik jeg lige fjernet nogle pletter, der skal testes. Jeg har for mange år siden fået fjernet hudkræft på min ene arm, og for lige at være på den sikre side bliver pletterne sendt til analyse. Ved tandlægen handlede det bare om lige at få tjekket gummerne efter mit rygestop. Igen.. bare lige for at være på forkant.

Den 2. uge i 2018 er godt i gang nu, og jeg hilser den velkommen.

Iøvrigt er det ikke ofte at det er så koldt, at jeg må skrabe is af bilen.. INDVENDIGT!!

Når alt er farvet i januar

En have i Danmark i januar kan være en mudret affære, og i dag er haverne hernede sydpå helt pludret til i januarfarve.

Januarfarvet. Ordet kom lige til mig, da jeg stod op i morges. Det er en ganske særlig farve, hvis lige ikke findes i andre måneder af året. Det er en farve så mættet med tunghed og fugt og dagsmørke, at den eneste måde at redde hjernen fra helt at mugne er, at sylte dagen ind i klare regnbuefarver, der er investeret i til formålet. Den metode har jeg anvendt i mange år efterhånden, at hente regnebuen frem i januar, men denne vinter er alligevel anderledes på eet afgørende punkt. Vinteren 17/18 har vist sig at blive endnu et vendepunkt for mig, et mere i den lange række af opture jeg har haft i det sidste år. Denne vinter har jeg nemlig hygget mig i mørket!!!  

Det er en tilstand jeg bare ikke har magtet at være i, i de sidste syv år!!

Det har været en ubrydelig cirkel af tristesse, træthed, nedture, og til tider gråd, at komme igennem de lange vintre for mig, som regel har jeg kørt hulebjørnsmetoden og er simpelthen gået i seng allerede ved 21.-21.30 tiden. Jeg har bare ikke orket, at være vågen i de uendeligt mange og lange timer i mørke hver eneste dag, så jeg taklet dem ved at sove mig igennem dem.

Indtil videre.. ikke dette efterår eller denne vinter!

Jeg har nærmest transformeret mit sind tilbage til dengang, hvor jeg evnede at hygge igennem og jeg har genoplevet glæden ved stearinlys, og rarheden i at putte med tæpper og tv i timevis. Hvor jeg før har følt mig desperat og kvalt i mørket, føler jeg mig nu tilpas. Ja jeg føler det tilmed tiltrængt med nogle måneders hvil.

Det seneste år er det som om Henriette langsomt er ved at dukke op igen. Hende jeg kender og som jeg har savnet. Hende der var før alt dramaet og før bloggen kom til. Eller.. helt den samme bliver jeg jo aldrig, og det ville også være både spooky, uønskværdigt og unaturligt, men elementer af min sjæl kan man vel sige, begynder at dukke frem igen. I stedet for at være fastlåst og fastholdt, af både indre og ydre omstændigheder, i et skidt mønster og en ond cirkel er jeg åbenbart ved at bryde igennem og befri mig selv af fortiden. Som en fugl i et æg har jeg fået hul på skallen, er kravlet ud og er ved at lære at flyve. Efter syv år må jeg så også lige sige på godt dansk..

DET VAR FANDEN GALME OGSÅ PÅ TIDE!  NÅ!

Det falder godt i tråd med det løfte jeg har givet mig selv om, at vende ryggen til alt det og alle dem der insisterer på, at jeg bliver stående på stedet. Insisterer på, at udvikling og fremskridt ikke er for mig. Bliver ved med at minde mig om at det, jeg har arbejdet og arbejder så hårdt på at komme videre fra og over, ikke KAN lade sig gøre. Det gør mig rasende og umådeligt ked af det. Alle ved, at det sundeste man kan gøre for sig selv er, at slippe fortiden og skynde sig at være i nuet. VÆRE i nuet. SE nuet. OPLEVE nuet. Det mest konstruktive man kan gøre for at trives, gro og udvikle sig til en kraftfuld eksistens, er at nære nuet og holde op med at forgifte med fortiden. Nøjagtigt som med både prydplanter og ukrudt. Næring eller forgiftning. Det er ikke altid et valg man selv kan tage, men man kan omvendt godt aktivt tage et valg om at ville kæmpe i stedet for at lægge sig ned. Man kan vælge regnbuen fremfor farven januar..

Man kan feks vælge at pudse sine vinduer på en januarfarvet dag. Man kan sætte regnbuen frem i vinduet, og kigge regnbuefarvede frø til haven hos frøleverandøren. Man kan spise regnbuefarvet mad og man kan tage regnbuen i sine hænder og lave blomster i friske kulører.

I det hele taget kan man vælge, at ville have hele regnbuen at kigge på i januar. Det behøver ikke være hele huset, der bliver malet om eller nyindrettet, mindre kan sagtens gøre det. For at få havens kulører ind kan man med et lille enkelt trick, hente regnbuen ned fra himlen og på den måde fortrænge farven januar. I min stue har jeg lavet min regnbuemotivationsplads foran vinduet:

Resten af huset ligner sig selv, og der er ikke ændret på noget. Her dominerer som altid de mere neddæmpede nuancer, som vinteren også indbyder til. Kun eet sted er der eksploderet en farvebombe, og dette ene sted liver hele min dag op. Hele min vinter. Ligeså snart foråret begynder at levere farver og regnbuer i mine bede, kan jeg igen nedtone og som med julen, pakke noget af alt det kulørte væk igen.

Nu jeg tænker over det..

Jeg pakker julen ned og pynter til forår.. Det sgu da det jeg gør :- )

Blandede dage i januar

 

 

 

Januardagene kravler i sneglefart, og de svinger fra det ene yderpunkt til det andet. Ganske som januar plejer at gøre, men det er som om at for hvert år der går, bliver det en smule sværere at håndtere de korte dage og de mange mørke timer. Normalt er jeg bevidst og sparsommelig, men den går ikke i januar, så jeg frådser i tændte lamper. I huset her, er der heldigvis højt til loftet og åbne arealer, og det hjælper faktisk at kunne gå rundt og frem og tilbage og op og ned, så jeg kan få følelsen af forandring dagen igennem. Det hjæper også at kunne gribe knoglen og tale med nogen, efter de nætter, hvor jeg bare har tudet uden helt at vide hvorfor. Den slags nætter, hvor jeg bare ikke KAN finde fornuftige grunde til at gå videre. Det er så mørkt på det sted, at et elendigt helbred, ensomhed og evig kamp IKKE virker særligt motiverende for livslysten.

 

Omvendt er der så de modsatte dage, hvor jeg får kigget kærligt op mod solen og finder energi til at gå videre. DE dage giver mig lidt på pluskontoen.

 

Ikke kun jeg er ved at gå ud af mit gode skind, for Holger og måske især Herman er ved at få fnidder over at være inde. Vi ER begyndt i det små at gå lidt ture, og de får hver dag lov at komme ud når de sidder foran døren og stirrer på den, men jeg skal da lige love for at ingen gider have så meget som spidsen af et knurhår ud i kulden. Så vi hænger alle lidt i gardinerne for tiden. At restituere og tage det roligt er lidt af en øvelse, samtidigt med at man har en teenager på speed. Flere tricks er taget i brug, men summen er og bliver det samme, det ER hårdt for os alle tre at vi ikke kan være ude og få brændt lidt krudt af.

 

 

Jeg har fået taget røngten i dag, og turen ud var smuk som bare pokker. I ti minutter.. Tyve over otte blev jeg hentet, og da jeg åbende døren så det sådan her ud:

En himmel med en helt utrolig kulør.

 

Tre minutter senere og godt ud af landevejen, fik jeg chaufføren til at standse bilen så jeg kunne få indfanget øjeblikket, og så stod vi der. To fremmede i tavs beundring over det sjældne syn. Det var lidt magisk, og jeg er glad for at have fået mine billeder, for blot fem minutter senere var enhvert spor af rød, gul og orange pist væk og alt var bare gråt og brun/hvidt igen.

Jeg synes det var både skønt og friskt af flexchaufføren, at han ikke tøvede med at standse på en ellers pivkold og rutinefyldt tirsdag morgen.