Jamen hvad kan så få mig til at reagere så voldsomt??

 

 

Jeg er faldet ned igen. Helt derned hvor jeg er udmattet og også sååå mentalt træt over, at jeg nu skal i gang med at skifte læge, hvilket ikke er let når først man HAR fået en tildelt.

 

Nå, men jeg var ellers ovenpå en noget hektisk start på dagen, i top humør da jeg tog afsted. Høj sol og bare tæer i sandalerne, Magtens Korridorer på anlægget og glade køer i søen

 

Mit humør skulle hurtigt vise sig, at blive mørkt som i helvede meget hurtigt.

 

Den aftalte tid ved pedantisk ny læge, fik jeg lavet fordi jeg gerne ville møde ham og få talt lidt om, hvem og hvad jeg er for en. Hvilken medicin jeg bruger, og hvad jeg har med i baggaen..

 

Disse ting ved I jo alt om herinde, så jer behøver jeg ikke liste op over for, men det er jo klart at en ny læge skal ind i tingene, og lige ha en grundviden at arbejde med. Min journal er fremsendt, og altså klar til at læse tilbage i, for bedre forståelse.

 

Faktisk ved jeg slet ikke, hvordan jeg skal formulere det møde. Men sidste indlægs overskrift er ikke en dårlig beskrivelse af manden, som ud af de 20 afsatte minutter brugte ca 10 på at fremdrage en nydelig lille folder, og dernæst meget langsomt og grundigt gennemgå, hvilke mekanismer en migræne er bygget af!!!! HVAD FANDEN????

 

Jeg var målløs og lettere pikeret over, at skulle skoles i netop den sygdom.

 

Nu er jeg jo høflig og ved at det er ikke god tone at afbryde, men jeg forsøgte da at inskyde nogle bemærkninger i strømmen af belæring og klogskab, der flød fra den lærde mands mund, og da han var færdig forsøgte jeg også at invie ham i min 22 år lange smertehistorie. Fik sagt noget om at jeg som patient MED migræne, selvfølgelig IKKE ville belære HAM om noget, men at jeg nok alligevel kunne mønstre en vis viden og erfaring på området, OG at jeg så iøvrigt ( hvilket også står i min journal), har været testet i hoved og røv omkring det her, at neurolisk afd( i samråd med div psyklæger), har konstateret at min slags er af den art, som opstår når jeg er syg i pæren. Med andre ord når jeg ikke har det særligt godt. Har været mere end presset, og har for meget at takle i hovedet.

 

Jeg orker bare ikke referere ord for ord hele samtalen, men summa summarum er:

 

- Jeg skal fremover møde personligt frem, HVER gang jeg skal forny en recept. Uanset hvad jeg så skal bruge, og uanset hvordan jeg så måtte have det den givne dag.

- Jeg kan fremover KUN modtage recept på EEN afhentning og ikke som nu, få en som virker flere gange.

-  Jeg kan iøvrigt fremover IKKE få udskrevet ketogan

-  Jeg SKAL nu begynde helt forfra, og han vil så revurdere den medicin jeg indtil nu har fået udskrevet.

 

 

Igen.. med andre ord er de sidste 15 års arbejde med at finde lige den kombination af kemi, som giver mig det bedste liv jeg nu kan ha, fuldstændigt og med en vindtør lille mands krogede hånd dømt ude. Skide være med at jeg forsøgte at forklare ham, hvordan jeg særligt om vinteren IKKE fungerer. Skide være med, at jeg fortalte om de anfald jeg feks begyndte at få da jeg var på krisecenteret. Skide være med noget som helst faktisk. Han har IKKE læst min journal igennem, han er tydeligvis heller ikke på højde med de indlæggelser, og de diagnoser jeg har fået foræret i den forbindelse, og dermed er han IKKE klar over, hvilken effekt hans beslutning har på mig.

 

Han brugte en rum tid på at sidde tilbagelænet i sin stol, og med sine foldede renvaskede hænder forklare mig, at min forrige læge har været ualmindeligt sjusket til at soignere journalen. Han brokkede sig over, at der var påskrivelser helt tilbage fra 2001, hvilket jo er hele humlen ved at gemme et forløb.. så man kan kigge tilbage lissom ik!!! Han belærte mig om sundhedsstyrelsens nye ( WRONG, den er mindst fire år gammel), regel om at man ikke længere kan få udskrevet beroligende midler over telefon, og jeg replicerede at netop den regel er jeg fuldt bekendt med, og at det IKKE er de midler vi her har til debat.

 

Frem og tilbage gik det, og spilde min tid gjorde jeg. Her er et menneske, som helt klart må have issues på hjemmefronten. Anden forklaring KAN der ikke være på, at gud med eet har taget bo i hans krop. Han har autoriteten og videnskaben på sin side, og jeg er bare en lille dum københavnerkælling, som tror hun kan komme valsende ind og forlange at blive behandlet som hun altid er blevet. “Jeg skal lære hende skal jeg”, har han sikket tænkt.

 

Der var meget mere af samme skuffe. Jeg må fremover sørge for at være på forkant så jeg ikke løber tør!  Ok, godt så..  jeg rammes af et anfald, lad os sige bum bum natten til en torsdag. Fire dage og tre daglige piller senere når vil til søndag, og med sidste pille i hånden, hvad gør jeg så?  ( En æske indeholder 12 stks)  Jooo lille frøken, så ringer du jo bare til vagtlægen. Jamen han vil jo ikke udlevere medicin længere hr læge, det har du selv lige siddet og givet mig ret i. Nej, men han kan udskrive en recept til dig søde. OG DEN SKAL JEG SÅ SELV KRAVLE UD EFTER, EN VINTER SØNDAG I MØRKE OG FIRE METER SNE MÅSKE????  for ja, jeg må jo ikke få udleveret til lager vel??  Nej det må jeg ikke.

 

Der var en snert af tilfreds nydelse i hans blik da jeg gik. Den slags nydelse, som giver mig lyst til at spænde ham op, og ringe efter den ondeste domina jeg kan opdrive i landet, til at nå ja.. ydmyge ham må samme måde. Han er ikke den første læge på min vej, som har opført sig sådan. En historisk rigid en af slagsen mødte jeg på Frb hosp tilbage i ‘99, og ham endte jeg med at spidde til et fællesmøde, den dag jeg blev udskrevet to mdr senere. På det tidspunkt var hans diagnose, som lød på hysterisk stress, tilbagevist og lavet om til dyb og muligvis uhelbredelig depression, som følge af langvarig metalt slid i ægteskabet. Den slags læger bruger kitlen og titlen til at bygge deres eget lille bitte ego op med, gør de. Og det kan jeg bare ikke respektere.

 

Det er jo en given ting, at jeg nu fordi jeg har været så hidsig, har hovedpine. Det var ventet, men ikke desto mindre irriterer det mig, alene fordi jeg så må tage en pille og dermed er een pille nærmere en ny recept. Og hvad er jeg så ude i tænker jeg?? 

 

Nu bruger jeg de næste dage til at gå i haven. Lade op og slappe heeelt af. Dernæst står den på en opringning til kommunen, hvor jeg vil insistere på at få en anden læge. Vel at mærke en som jeg på forhånd ved hvad er for en..

Den lille perfide, pedantiske, og med garanti iført verdens mindste og slappeste tissemand, magtsyge,impotente, rigide lille lort

 

 

 

Jeg har talt med min nye læge…

 

 

 

Efter en lang, og ad mange unødvendige omveje, køretur senere virker kun landskabet, øl, sild og snaps på det, for mig så sjældne, raseri jeg koger over med nu

 

 

*********************

 

 

 

Når jeg senere er færdig med at se pletter for øjnene, og min puls igen ikke ligger på 553, vil jeg komme med en forklaring. Faste læsere af min blog, vil vide at jeg har haft endog MEGET svært ved at blive vred og tosset, hvilket nok kunne have været på sin plads flere gange siden år 2010, men i dag.. HOLD DA KÆFT jeg mistede besindelsen. Bare synd jeg først reagerer sådan bagefter. OG bare endnu mere synd, at jeg ikke har noget at afreagere på, for sikken energiudladning det er. Og for de hårdkogte og ikkesarte kan jeg kun tilføje, at var der en mand i nærheden ku han ha nydt godt af det på den sjove måde, for alkohol og raseri viser sig at være en ret så potent kombi, men ok.. jeg kan også bare grave mig et hul kan jeg. Indtil jeg igen er mig selv og heeelt rolig.

Når man tager uden at give, uden skrupler..

 

 

 

 

Igen i går blev en dag taget fra mig. Migrænen slog sin klo i mig på en måde, der bogstaveligt giver mig pletter for øjene, lammer mine lemmer og får mig til at kaste op og have mavesmerter længe efter. Efterdønningerne skvulper endnu, og her til morgen var min morgenmad suppleret med den sidste ( i denne omgang) dosis smertestillende. Hvorfor det accelererer er fortalt, og jeg kan så bare komme med den ekstra krølle, at jeg igen har været ufrivilligt i kontakt med eks’en.

 

Resultat:

 

Sammenbrud, beroligende medicin, samtaler med personalet og en beslutning om at al kontakt fremover må gå via dem. Jeg KAN ikke klare mere. Penge jeg har tilgode for møbler han har taget med sig, er nu vendt på hovedet til penge jeg skylder ham!!! For en himmelråbende regning der intet har med mig at gøre. Ihvertfald ikke i det omfang der påstås, men bare ordene skrevet i en sms fik kvalmen og smerterne til at eksplodere og tårene til at sprøjte. Alene fordi jeg ikke forstår hvordan hans hoved og tanker fungerer.

 

Der er heldigvis hjælp og assistance at få fra kompetente og proffesionelle mennesker her på stedet, så nu er min opgave bare at være helt rolig, forsøge at se og tænke klart, lade være med at ærgre mig over endnu en dag mistet på jobbet som jeg elsker, være tryg i bevidstheden om at jeg ikke mister det, selvom jeg har fravær, tryg omkring den støtte og omsorg jeg kan modtage fra dem der er mig nær. Var den der ikke ved jeg ikke, hvor jeg skulle finde den indre styrke fra.

 

Jeg er dog fast besluttet på IKKE at lade mig knække mere. Jeg VIL ikke lade en svag og dårligt fungerende person diktere mit helbred og mit humør, men faktum er alligevel, at selvom jeg af al kraft forkuserer på det nye liv, lyset og det gode, så er der inde i mig, helt derinde hvor jeg ikke selv kan nå med selv de mest positive energier, et chok og en angst og utryghed, der ikke bare sådan går væk, og det er den der bestemmer hvordan mit helbred arter sig fra dag til dag.

 

De ord der ringer i mine ører lige nu er dem, der handler om mennesker, hvis egen overlevelse handler om at suge al saft og kraft og liv ( og økonomi ) ud af dem de får i deres net. Hvordan de dygtigt snor sig gennem livet på bekostning af andre, og efterlader udbrændte og ødelagte mennesker i deres kølvand. Jeg er nok ikke den første og jeg VED med sikkerhed at jeg ikke bliver den sidste, for allerede nu er en ny og frisk kvinde fanget ind. En kvinde der som jeg gjorde, er trådt til med lån og financiering af et liv der er bygget på en løgn. Jeg har ondt af hende, for som jeg er hun pensionist og skal nok få problemerne ind på livet også. Sp snart hun begynder at vise svaghedstegn, så kommer hun til at stå som jeg, og det er umådeligt sørgeligt at tænke på.

 

Desværre kan jeg ikke hjælpe hende, advare hende eller tage det ansvar på mig. Det er ikke MIT problem. Sådan er jeg desværre nødt til at tænke for selv at komme videre og henover de bjerge af problemer jeg har fået af et forhold jeg troede var bygget på kærlighed og ikke udnyttelse.

Dagens remse til mig selv:

 

Jeg er stærk, smuk, god, varm, givende, fuld af kærlighed, og jeg skal nok rejse mig igen. Jeg skal nok klare mig i livet fremover, og også en dag møde en mand der vil mig af et ærligt hjerte. Og som ikke er bange for at tage mig som jeg, som ikke mangler evnen til at elske, give, modtage og se mulighederne i livet med mig. Fremfor alt klarer jeg mig fremover uanset om det er på den ene eller den anden måde, for jeg er værd at kæmpe for. Så jeg kæmper for mig selv og min egen skyld..

 

Men for satan jeg syntes nok jeg ku fortjene lidt medgang og lykke.

 

 

Jeg skyder mig en kugle for panden!

 

 

 

INGEN kan udtrykke bedre mit humør lige nu, end Kaptajn Haddock!

 

Strikkeprøver ved enhver strikker er nødvendige for, at få et godt resultat når man skal sikre sig at størrelsen passer. Hvordan kan det så være at jeg ikke lige har overvejet, at det samme må gælde for HÆKLING??    HVA? HVA?

 

Lad mig sige det sådan:

 

Måske jeg gider nr to når jeg er færdig med at rase over nummer et?

Måske jeg bliver glad for mit nye pudebetræk!!! 

Måske jeg endda har lært noget??

Måske jeg nu har fået mig det dyreste betræk EVER til en pyntepude?

 

Blød er den da. Og den lyser op i rummet. Og den strammer faktisk også om pudens mave. Bemærk ordet OGSÅ..  For ja..

 

Tror I jeg kan passe kroppen på den hæklede sweater jeg har lavet?? 

 

Nej det kan jeg så ikke, og derfor gider jeg ikke engang sætte ærmer på og gøre den færdig. Det ligger nemlig sådan at metoden til at hækle sammen med, er nem og ret så effektiv hvilket også betyder at den er umulig at pille op igen.  Jeg råber højt i dag gør jeg :

 

Lige under overfladen..

 

 

… ligger frustrationen og lurer. Hver dag gør jeg alt hvad jeg kan for at fokusere på lyset, det gode, optimismen, de små glæder og min egen viljestyrke. Een dag ad gangen. Ikke for meget fremtid og da slet ikke fortid.

Jeg har gentaget her og for mig selv et utal af gange, at jeg er forundret over hvilke kræfter jeg har i mig, og som jeg ikke vidste jeg havde. Det ER virkelig en af de sandheder jeg gerne vil formidle på bloggen, den om den menneskelige psyke og hvordan man lever når man er som jeg. Ikke noget nyt i det. Faktisk er der mange gentagelser her, det er en del af min selvhjælp så bær lige over med mig endnu engang, når jeg nu må af med lidt tankeaffald og nogle tårer. Om lidt har jeg det bedre igen.

 

Mit liv har budt mig mange udfordringer. Jeg har oplevet ting jeg ville ønske jeg havde været forskånet, og meget af det har jeg skrevet om, deriblandt voldtægt, aborter, og psykisk vold. Nogle tror måske at jeg er 100% åben og at der intet er fortiet, men selvfølgelig er der det. Der ER faktisk ting jeg ikke fortæller her. Af hensyn til min egen sikkerhed. Tro det eller lad være. Selv jeg kan være FOR åben, men altså… jeg taler om de fleste tabuer og problemer man kan have. Af den simple grund, at jeg mener det er vigtigt at vise for mine medsøstre, at livet ikke kun er roser og violer, og indimellem strik og begejstring for farver og livets muligheder er der kampe til os alle, der skal overvindes. Og KAN de overvindes.. Og hvordan så??

 

I dag er en af de dage, hvor jeg virkeligt har mærket, at jeg trods alt hvad jeg gør alligevel har nogle ting, som IKKE sådan lige lader sig ignorere eller overkomme alene af vilje eller bevidshed og stædighed. Alle Det nyes liv’s læsere kender vel efterhånden til de sidste to års kamp for at få et familieliv til at hænge sammen. At jeg nu sidder hvor jeg gør og hvordan jeg har det med det.  Og alligevel må jeg bare ha’ luft endnu engang, men i dag orker jeg hverken diplomati eller omskrivninger. Jeg er simpelthen for træt lige nu. Derfor følger der med dette indlæg lige en advarsel om et for mig atypisk sprogbrug og harske bemærkninger.. Så ved I det.

 

En samtale med en af krisecentrets børnepsykologer her til morgen fik sluppet følelser løs jeg ellers bruger megen energi på at lægge låg på. Vreden I ved.. Den der ene ting jeg er så dårlig til, og som gør mig decideret svimmel og utidig. Vreden, som når jeg oplever den hos andre, giver mig angst og hjertebanken, og som jeg ikke selv kan rumme. Den er derinde. I mig. Et sted. Og I dag fik den afløb i form at tårer i stride strømme. Det har kostet mig min dag i butikken og næsten alle mine kræfter, en ændret aftale og udsigt til et par timer hvor jeg må hvile for at genvinde fatningen.

 

For satan da. Jeg er så edder splintrende tosset og skide hamrende vred over at jeg sidder her i et hummer, der er så småt og som tærer så meget på mig og ikke mindst min søn. Jeg er harm og sindssygt arrig af den simple grund, at jeg med lidt omtanke kunne have været forskånet for lige den belastning. Hvis altså bare den kæmpeegoist af en mand jeg har levet med, ellers ville have gidet tænke længere end til sine egne behov. Han skylder mig 20.000 kr som jeg ikke har kunnet få med det samme, og alligevel har han fundet penge til at flytte til en anden kommune, og ind i en bolig på tre etager og med masser af kvm, have og hvad har vi. Hvordan i hede hule helvede har han haft råd til det?? Hvordan i hede hule helvede har han fundet midler til at finansiere sådan en flytning, når han ikke har kunnet betale mig mine penge??  Jeg er skide hamrende ligeglad med, at jeg er blevet lovet at få pengene på en bestemt dato, for jeg sidder her med gæld og uden fundament, ubegribeligt små midler, og så gider han efter den måde han har behandlet mig på, ikke engang tage det hensyn at betale mig mit FØR han kaster sig over nye økonomiske investeringer. Jeg bliver fuldstændigt sindssyg og mangler ord over, at han med sine handlinger også på den måde har ramt min søn, som jo for det første havde vist ham tillid, og for det andet har oplevet alt for mange svigt fra voksne mænd i sit liv.

Jeg kender ikke engang alle de gloser der findes og som ville kunne bruges lige nu i mit forsøg på at beskrive hvordan jeg har det. At vide at der nu står en tom lejl med en altan, og som jeg med lidt omtanke og vilje, kunnet have boet i, gør mig så ..!/¤/¤)%)###()¤***+**#U%(#%)(Y%()#¤8y5()Y%)# RASENDE.

 

Sket er sket, gjort er gjort. Jeg ved det godt. Det nytter ikke noget at tænke mere over det, men lige her og i dette tilfælde kan jeg altså ikke styre mig. Jeg har som alle ved, uden anden reaktion en sorg stået model til det mest utrolige. Ladet mig køre helt derud hvor en indlæggelse var nødvendig. Har stædigt troet på at der var en grad af ansvarsfølelse i den mand jeg troede jeg kendte, og som jeg har givet min fulde tillid og forøvrigt også så meget andet.. Resultatet er nu, at jeg i dag er nødt til hele tiden at tænke i baner jeg aldrig har gjort før. Og jeg hader det. Hader at være for forkant, at tænke i forsikringer i stedet for at kunne være tillidsfuld.

 

Jeg har lært af det. På den hårde måde. Men det er virkeligt svært at forholde sig til. Jeg har jo hele tiden haft troen på, at to mennesker der vil hinanden er godt. At så skal man gå ind i det med 100% tillid og turde give slip. Desværre har denne her erfaring betydet, at jeg idag må gribe livet an på en mere pragmatisk måde. Blandt andet betyder det at jeg aldrig mere vil ende i en situation som nu. At jeg til evig tid må holde fast i, at have egen bopæl uanset hvor meget jeg måtte elske. Det er jo fuldstændigt forkert. Men det er sådan det er. Hvis jeg en dag skulle turde kaste mig ud i endnu et forhold med bofællesskab ( som jo er det der er det mest naturlige i min verden) så kræver det en form for sikring af mig, jeg ikke tror nogen vil være parat til. Desværre.. Og dermed er døren til mine drømme nærmest lukket endnu inden de blev åbnet. Det gør mig så ked af det. Og VRED. For satan det gør mig buldrende arrig.  Jeg vil ikke være en mistroisk gammel havgasse, der lever resten af livet i ensomhed, med underlige vaner og for mange kæledyr. Jeg vil elske. Være tillidsfuld. Elskes og dele livet.

Men hvordan gør man det, når man er bange helt ind til benet for at stå på gaden igen?

 

FOR EDDER HULE POKKER OG HELVEDES SATAN DA OSSE.

 

Alligevel har jeg besluttet at jeg ikke vil lade mig begrænse af min fortid. At jeg vil være klog af skade, men ikke forskrækket for livet. Jeg vil være besindig, men stadigt varm og givende. Jeg vil fortsætte med at tro på at kærligheden findes. At jeg er værd at elske, og at der måske endda findes en, der en dag vil mene jeg er værd at ofre noget for. Mit liv skal være så godt som det nu er muligt og jeg vil SELV bestemme hvordan det skal forblive sådan. Ansvaret for lykken er min egen og ikke nogen andens, men derfor er der bestemt plads til at lukke følelser ind i mit hjerte igen. I stedet for at være en bitter kælling vil jeg forblive en varm kvinde, og ha lov til at give af mig selv. Give på et fornuftigt plan vel at mærke.