Der røg alle mine links!

 

 

 

Uden at ane hvordan, så kom jeg altså i går aftes til at slette alle mine uundværlige links! De lå sorteret efter kategori i Speed Dial, hvor alle var lagt ind så de var lige til at trykke på. Jeg bandede og bander stadig over det, for jeg kan jo på ingen måde huske en brøkdel af dem. Her hjælper det en smule på ærgrelsen, at det er blæsende og overskyet, så jeg kan blive i min stol og bruge kedelig tid på at genskabe det jeg nu kan. Der var en tre sider lang havekategori og den bliver den sværeste at genoprette. Værst er det dog, at jeg bare ikke gider bruge al den tid det kræver, men nu gør jeg det. Øv øv.

 

 

 

Det der er langt sjovere selvom det også er møghårdt, er jo haven udenfor. Netop her til morgen har jeg været ekstra glad for at stå op til den, for jeg havde det mest vanvittige og gyselige mareridt lige inden jeg vågnede. Var helt rystet, kender I det? I drømmen blev jeg uden at tænke over det, overbevist om at jeg ville tilbage til København og bo, og i næste øjeblik boede jeg i en kælderlejlighed, hvor en lille bitte altan var den eneste udemulighed jeg havde, og den skulle jeg endda dele med naboen. Lejligheden lå i et kompleks med direkte udgang til et indkøbscenter i Rødovre!!!  Jeg fik besøg af min mor og en gammel kæreste, som har givet mig virkelig mange smertefulde minder, hvilket er virkelig mystisk, for det er mere end 15 år siden han var i mit liv på den måde. Da jeg først var flyttet ind, gik det op for mig at jeg slet ikke kunne forklare, hvorfor jeg ville bo i lejlighed igen, og hvorfor jeg havde forladt Lolland og haven. Jeg blev fyldt med desperation over ikke at kunne slippe ud af den lejekontrakt jeg havde nået at skrive under på. Totalt mærkeligt altså.

 

Den drøm sidder stadig i kroppen som jeg skriver om den, men værst af alt er den sorg, der ALTID følger når jeg kommer til at tænke på den omtalte mand  selvom det er så mange mange år siden. To mænd har jeg elsket i mit liv, og samme to har knust mit hjerte så voldsomt, at jeg den dag i dag begynder at tude som på kommando når de dukker op fra dybet. Begge elskede jeg alt alt for meget, og så voldsomt at jeg blev indlagt fordi det gjorde mig syg. Begge slog bak fordi de ikke kunne klare mine alt alt for voldsomme følelser, hvilket jeg er smerteligt klar over i dag.  Jeg gør alt hvad jeg overhovedet kan for aldrig aldrig at tænke på dem, men i mine drømme dukker de hver for sig op med jævne mellemrum, og det kan ødelægge dage bagefter. Faktisk dukker de op oftere på årsbasis end jeg bryder mig om og forstår. I hverdagen føler jeg at jeg er videre, men er jeg i virkeligheden det? Er det den virkelige årsag til at jeg ikke kan være i forhold i dag? At smerten fra de to forhold, er det der giver mig kvalme, mavepine, hovedpine og galopperende panik, så snart jeg forsøger at nærme mig et andet menneske? Indtil for få år siden havde jeg troen på at det sagtens kunne overvindes, men jeg er helt modsat bare blevet mere og mere ødelagt og indesluttet, og som alle der læser med her ved, så kan jeg uden at overdrive slet ikke være i andre menneskers selskab i dag. To livskærligheder og en del andre mindre skuffelser, er for meget at håndtere for en borderliner. Det nåede jeg da at indse, i de timer jeg fik med mig fra DAT-kurset. Borderlinere er ikke i stand til at bearbejde den slags på en fornuftig måde.

 

Uha.. her kom jeg helt på afveje for det var slet ikke det jeg ville skrive om i dag!

 

Tilbage på sporet.

 

Haven.

 

DEN er min redning hver eneste dag, og de sidste to dage har været dejlige, men hårde for kroppen, så gråvejret er velkommet.

 

Jeg har nu kun ca otte spande med planter tilbage, heriblandt nogle roser, som mangler at få en plads. Alle mine storkenæb og løvefod kom i jorden i går, hvor jeg næsten kunne se en ende på udgravningen af det bed de skal bo i. Fokus har været at få dem på plads, og selve bedet mangler stadig at blive gravet helt færdigt, men det haster heldigvis ikke så meget. Det næste der skal i der er georginer, og der går en rum tid endnu før det skal gøres. Bedet bliver kantet med de træklodser jeg har fået af naboen, og det er endnu flottere end jeg havde forestillet mig. Der er sådan en orden over et bed der har grænser.

Det næste der lige skal gøres, at at få glippet vissent løv af, men da det er helt umuligt for mig at gå ned i knæ eller bøje ryggen, må det vente lidt.

 

Så meget af græstørven som muligt bliver genbrugt som bundfyld i de næste bede jeg tager fat på. De bliver bygget ovenpå jorden, for at slippe for mere graveri. Generelt er de sidste næsten fire måneders knokleri ved at vise sig som lysegrønt liv. Hvor det glæder mig, at jeg har været så stædig.

 

Det er lykkedes for mig, at overvintre enkelte stedmødre og her kan man se, hvordan de begynder at leve igen. Ret sejt faktisk. Mere sejt end at jeg har mistet mere end halvdelen af mine pelargonier denne vinter. Jeg tror jeg har overvandet dem simpelthen, og i dag er det blevet til endnu en, der viser tydelige tegn på nærdød. Den største af dem er det desværre, så nu må jeg gå den tunge gang ud efter saksen, så jeg kan forsøge at redde stiklinger fra den. Satans i hede hule helvede. Noget lykkedes fint, og andet går helt i smadder, hvilket vist nok er en haveidiots mest vise erfaring.

 

 

En anden plante, der skal have med saksen selvom det er lige sent nok, er min flotte Ghita rose fra Blomsterverden.dk.  De har en udmærket vejledning  i rosenpasning, men jeg har overset indtil nu, at en ny rose har det bedst med en treårig plan, så den kan vokse sig flottest muligt. Den hedder sådan her:

Efter første år klippes den tilbage til ca 10 cm. Andet år klippes den tilbage til ca 20 cm og tredje år til ca 25 cm.

 

Der er sikkert roseneksperter, der kan komme med mere uddybende råd og tricks, men nu gør jeg en smule forsinket, som der bliver sagt. Klipper den tilbage og sørger i øvrigt for, at ingen af grenene står og gnider op af hinanden, eftersom det kan give slid på stammen og dermed være åsted for sygdomme. PHEWW” der er meget at huske, hvis man vil lykkedes med en fantastisk have! Det med sliddet har jeg set på tv, hvor Monty Don  min store havehelt fortæller om det.

 

Og netop Monty gør mig klogere i dag, hvor jeg foruden at måtte bøvle med computeren, har tv2-play og Gardeners World  til at køre nonstop. Det er så fedt at der er fire sæsoner med havenørderi at tage af.

Tænk sig..

 

 

 

- Jeg har allerede boet her i et halvt år!  Tiden er gået hurtigt, og i dag skriver vi 1.maj i kalenderen.

 

 

- Jeg har i april blogget i FEM år!  Og jeg har helt glemt at fejre det. At markere. Fem år er søreme længe, og det havde jeg ikke lige regnet med, da jeg gik i gang.

 

 

- Det er en måned siden jeg blev opereret!  Det går godt. Eller.. som det skal. Dog er det rigtig ubehageligt med arret for tiden, for det er SÅ følsomt. Huden svider og brænder ved mindste kontakt, men jeg går ud fra at det er en del af helingen. Har ikke lige den store erfaring med ar.

 

- Da jeg skulle sove, kravlede der en edderkop rundt på min hovedpude!  Hvad er lige meningen med det? hva??  Som sagt tror jeg det forrygende forår, bringer os en kriblekrable sæson af helt nye dimensioner, og jeg forbereder mig på, at jeg nu bor i huset fra helvede. Og nej.. ingen billeder af det. UFF

 

 

- Onsdag blev en dag med flere former for kritik, og jeg har ikke sovet meget, fordi den slags giver tankemylder, men nu er det lagt på plads på rette hylde, og ja.. jeg står ved min beslutning. Basta. DAT må vente. Jeg er ikke klar til det. At Holger kommer og går her på matriklen, vil jeg heller ikke føle skyld over. Det er nemlig også en af onsdagens bebrejdelser. Sådan er det når man skriver i det offentlige rum. Man må tage det sure med det søde. Heldigvis er det sure så absolut i mindretal, og der er flest søde minder. Posten kom med frøbytte, og en gave fra en engel. Og en ukendt læser mødte op uden forvarsel tirsdag, men jord og blomster til mig!  DET slog mig i den grad ud af kurs hihi. Pludselig stod hun der. Lige midt i gården. Belæsset med havegodter.

 

- Tænk sig…

 

At hun kom forbi for at glæde mig. Det er bare fantastisk. Og dejligt. Den slags oplevelser følger af at jeg skriver her. Så jeg bliver ved, og tager kritikken med.

 

-

Og SÅ er kontrasten ikke meget større..

 

 

 

 

 

 

Totalt overskud mandag. Total hægtet af tirsdag ( migræne..). Og i dag onsdag, ja der har jeg det bare jævnt elendigt! For pokker, hvor det irriterer mig altså. Småallergi. Smerter i arme og ar. Og i hovedet. Og i ryggen efter en nat på en elendig madras. Og med underlige eftertanker af sære og ubehagelige drømme om at være spærret inde!

 

Jeg synes jeg er en mærkelig en, og med en anstengende uforudsigelighed.

Som et kuriosum kan jeg tilføje, at i går var det tirsdag, dagen før DAT. Sidste uge glemte jeg simpelthen alt om kurset i ren fortrængning, selvom aftalen var at jeg lige skulle ringe for at melde ud om, hvorvidt jeg ville fortsætte. Forrige tirsdag, blev jeg jo syg tirsdag. Også..     Og nu gentager historien sig. Nedlagt dagen før dagen.

 

Har forsøgt at ringe til min primærbehandler, men uden held indtil videre, for at sætte en stopper for det her. Jeg magter bare ikke så voldsomme smerter på fast ugebasis. Beklager. Ved godt at mange vil skyde mig i skoene, at jeg giver op og ikke bør springe fra af noget, som i sidste ende skulle give mig et lettere liv, men smerterne er mine og ikke andres. De må meget gerne overtage dem..

 

Rekord runder i ringen

 

.. eller nærmere betegnet, i nat tog jeg en ikke ønsket rekord, i ture til badeværelset.

 

 

 

 

Om det virkelig er DAT, som sætter gang i noget, og som så også tricker miræneanfald, ved jeg reelt ikke, men faktum lige nu er, at jeg siden i går har været ramt af et af de værste anfald EVER.. Jesus hvor jeg IKKE synes om den udvikling. Og er det virkelig en reaktion på kurset, så ved jeg ikke om jeg vil fortsætte, for smerter har jeg haft nok af, og smerter tager så meget på kræfterne, at jeg mister modet. Ja jeg gør.

 

Nu er det torsdag, og jeg er sån ca ok igen. Udmattet, tørstig, hængtkatisofaagtig, og helt til rotterne fysisk. Et planlagt påskearrangement hos psyknabo er aflyst. Jeg bruger i stedet dagen på at indhente den væske jeg har tabt. På at få lidt i skrutten igen, uden at aflevere det hele ti min senere. På at sove. Og på at sludre med Holger, som har slumret her siden kl otte i morges.

 

Sludder pludder rabler jeg af mig her, og det eneste jeg ville fortælle var, at jeg er ved at være ok igen, og at jeg lige bruger to min på at have ondt af mig selv, fordi.. ja fordi det må man godt have engang i mellem. Ikke altid er det lige morsomt at være så sk.. stærk.

 

!!! Hvorfor nu det???

 

 

 

Har det bundhamrende ad helvede til her til morgen, og jag fatter det bare ikke!  Jeg svinger da helt ulideligt op og ned i disse dage, og i dag hvor jeg skal til DAT vil jeg allerhelst bare blive under dynen. Jeg er trist og ked, og har endnu engang den her følelse af, at livet simpelthen bare er for hårdt at kæmpe sig igennen. Pillerne har gjort mig tyk igen, jeg har hovedpine og mine sko er for små. Mit tøj er slidt, og det meste ligger i en kæmpe vasketøjsbunke, jeg ikke orker at tage fat på. Mit køleskab er tomt. Og jeg er rigtig træt af kun at være selv hele tiden. Jeg savner at have penge til at købe garn og nyt undertøj for. Hader mit hus, der i den grad trykker mig sammen, og som åbenbart har fået det indtryk, at det er helt i orden at invitere enhver art af kryb ind. Det er mig en gåde hvorfor bænkebiddere, edderkopper, biller, flyvende aliens og kravlende småtterier synes det er ok, at tage ophold i mine skabe, skuffer, garnkasser, hjørner og kroge.. Og så er det ikke engang sommer endnu!

 

RØVONSDAG er igang..

 

 

Og så blev det onsdag igen

 

 

 

Jeg har badet, er klædt standsmæssigt på, morgenkaffen er drukket, katten fodret, tasken pakket OG.. min hjerne forberedt. På ugens DAT undervisning. Der er lige bezin nok til turen frem og tilbage til Maribo, og kameraet er klar til de ugentlige knips ved kajakklubben. Alt i alt er Henriette parat til at smutte, MEN…

 

Kurset er sgu aflyst!

 

Fik lige en opringning fra sekrætæren, og så er den jo ikke længere. Jeg skal være den sidste til at, øv’ve over noget som ikke bliver til noget, for jeg har vist rekorden i aflysninger i sidste øjeblik, og selvom jeg da sjældent er så ren så tidligt på dagen, skifter jeg tøj om lidt og går i haven. Måske det passer meget godt med det, for i dag skal være sidste praktiske dag derude. I ve.. den med kravlegården og vanterne i ugen op til operationen ing’ ..

 

Om det skyldes weekendens forskrækkelse eller om jeg bare er ramt af realisme ved jeg ikke, men jeg er så småt nået til den konklusion, at haven ER en stor mundfuld for mig. Jeg mener, jeg er jo kun mig og der er store ting at gøre derude, så jeg har besluttet i år, at fokusere allermest på gårdhaven og det jordstykke, som ligger lige i forlængelse deraf. Resten af arealt kan jeg så nøjes med at slå med maskinen, for at holde AL SKVALDERKÅLEN nede. Jeg har allerede anlagt et par små bede og de bliver der selvfølgelig. Ligeså skal hegnet gøres færdigt, og komposten gemmes lidt væk, men mere bliver det nok ikke til. Jeg er umådeligt glad for gården, og synes det er her jeg vil bruge tid og energi på at få det til at se anstændigt ud, i forening med alle de planter jeg har på vej.

 

Trods humøret, har jeg i weekenden og man/tirs, fået påbegyndt et stenbed ved det grimme hegn, som er på venstre side af gårdhaven, og der er sat stauder langs med huset. Stauderne er hentet i den nu forladte og overladte have ved siden af. Ingen interesserer sig for den, og den er godt på vej til forfald, så jeg har reddet lidt af det der står derinde i vildnisset. Nu kommer det til at pynte hos mig, og så er jeg forresten spændt på, HVAD det er for planter der viser sig senere.

 

 

Forresten..

 

Ligger nogen inde med en parasol, de ikke bruger eller som skal skiftes ud, er jeg meget interesseret. Men egen døde sidste sommer nemlig. Også krukker og kummer er jeg ude efter, og jeg kan jo selv hente det, hvis det er inden for en rimelig radius.