I følge statistikken …

I dag er det første oktober, og kigger man lidt bagud med statistiske briller, bør jeg nu forberede mig på lidt af hvert. Det siger sig selv at netop statistikken betyder, at jeg får et lille sug i maven over oktober, selvom jeg gør mig umage med IKKE, at lade fortiden diktere nutiden.

I oktober ´10 var jeg så syg, at begyndelsen til enden var igang, og inden november var slut mistede jeg mit fundament. Efter en måned på den lukkede, og med sneen væltende ned i hidtil uhørte mængder, blev julen en ensom affære. Rasmus og jeg på et krisecenter uden adgang til hverken tv eller internet. Vi boede der indtil august 2011.

Efterår og jul var i 2011 uden drama. Jeg fik mine to elskede marsvin tilbage, da jeg igen fik min egen bolig.

I oktober ´12 modtog jeg et varsel om, at der skulle nyt tag på bygningen og, at huslejen dermed ville stige til et punkt, der lå over min formåen og dermed blev den indre uro vækket igen. Hele vinteren spekulerede jeg som en gal, og det endte jo med at jeg tog springet og flyttede herned. Det var dog ikke noget jeg kunne vide noget om da jeg det efterår indså, at jeg måtte videre. Igen. Julen var uden drama, men med en uvis fremtid i baghovedet.

I 2013 flyttede jeg i maj, og da vi nåede oktober var jeg endnu en gang fyldt med stress og bekymringer. Mit hus var voldsomt angrebet af svamp, og flyttekasser fyldte sammen med uvisheden om næste bolig hele min bevidsthed. Julen kom og gik i delvist flytterod.

I oktober ´14 var der sådan set “ro” på, kun utæt tag og vand i spande gav mig tanker om fremtiden. Julen svømmede i vand, og to dage før juleaften måtte skadesservice tilkaldes akut!

Året efter, i oktober ´15 blev rotter og spande under utæt tag i køkkenet startskuddet til endnu en flytning. Julen var pakket ned sammen med resten af huset og jeg rykkede d. 27 december.

Og så.. i oktober 2016 blev jeg sagt op og måtte atter indse, at jeg endnu ikke var nået i mål. Turbulente måneder fulgte, men det lykkedes mig at få et hjem færdigt inden jul. Vi tilbragte juleaften i hyggelige rammer, med orden og ikke een flyttekasse i sigte.

…..

I dag har vi så oktober igen.

Det er en måned jeg elsker højt pga farverne i naturen, men som jeg også er endt med at have et ret anstrengt forhold til. Uden at ville det, holder jeg vejret og fortæller mig selv, at INTET udefrakommende i år, vil fjerne fokus fra den smukkeste og hurtigst forandrende årstid vi er så heldige, at leve med på disse breddegrader.  På en måned går vi fra mørkegrøn og igennem rød, gul og orange, indtil vi omkring november ender i alle nuancer af brunt. Foråret er fantastisk. Sommeren er smuk. Vinteren er grå, men efteråret ..  det er bare SÅ intenst, fordi man ved det varer så kort. De gyldne og brændte farver kan nærmest fra den ene dag til den anden visne og falde til jorden, så det gælder om at være nærværende, og bruge sine øjne til at se. Til at få sjælen med ind i vinteren.

I år håber jeg at jeg får lov at fokusere på ilden i naturen og ikke mig selv.

( bonusinfo: man taler om syv års ulykke.. jeg har forgæves forsøgt at huske tilbage for at se om jeg smadrede et spejl i 2009, men erindrer det ikke. Nu håber jeg så bare at de syv år er betalt!)

Feriebrev med Holgerspam

 

 

 

Jeg befinder mig i en underlig ny situation. Og ikke pga Holgernussekat.

 

 

Af et menneske, som har det bedst med ro regelmæssighed/ forudsigelighed og ja, også renlighed, så kan et tilbageblik på de sidste fem års bloggeri fortælle en noget anden historie. Det virkelige Henrietteliv har været lige lovligt dramtisk i forhold til plan og drøm.

 

Jeg har skriblet og griflet om:

- Den store ( for mig ) kærlighed, og livet med lykken, som endte med at blive alt for kort. Og også lidt min ulykke.

  - Livet med fire teens som endte med at slide alle op.

-  Et asbergerbonusbarn. En søn der forsvandt fra mig i tre år. En datter med sorg og en bonussøn med psykiske problemer.

- Mit liv med borderline

-  Det store sammenbrud. Der endte med det voldsomme brud fra kæresten.

- Der er dokumenteret fra den lukkede.

- Og fra et ophold, der blev lige lovligt langt, på et krisecenter.

- ALT for mange flytninger og alt for mange ophold rundt omkring på må og få i en periode, hvor hele min tilværelse var pakket ned og opmagasineret flere stede rundt om i storkøbenhavn.

- Jeg har fortalt historier om mine elskede kæledyr. Og deres død.

- Om at skulle finde sig til rette i nye omgivelser om og om igen.

- Om hvordan det er at opleve og angribe et økonomisk nedbrud

- Om alle mulige og umulige, og nogle gange mere psykosomatiske end reelle, smerter alle mulige og unulige vegne i kroppen.

- Gu ve hvor mange rodbehandlinger..

- Den store flytning fra min hjemstavn og til sydens sol på Lolland

- Og sidst men ikke mindst, om at få sig en længe ønsket have.

 

 

 

Alt dette har været dokumenteret og delt med verden, her hos mig. Det har været en super god måde at samle tankerne på, for mig som har et vist kaos i hjernen og som ikke helt kan samle det til et roligt hele derinde. Men nu..

 

Ja nu hvor jeg ( lige bortset fra en svipser i mandags, hvor regnen fik loftet i køkkenet til at lække….), sker der faktisk ikke så meget sindsoprivende, hvilket er en lise for min sjæl, men også en udfordring for mit hidtidige skrivegrundlag. Jeg har jo udviklet bloggen til, at være vældigt fyldt med historier og nogle lange skriv med masser af ord. Det hele garneret med små indlæg og billeder med impulsive indfald.

 

Hvad pokker gør jeg så nu?

 

 

Jeg vil ikke stoppe med at skrive. Har brug for den kontakt der følger med i min tilværelse, hvor jeg har svært ved at være social. Så det går jeg nu rundt og summer over i min lille ferie herfra. Og nu, hvor jeg igen har sovet uregelmæssigt i flere nætter, sidder jeg her og tænker, at I skal sgu spammes med Holger skal I. Siden operationen, er der dukket et pelset væsen frem, som helt har overtaget min verden. Holger, og en mission der skal sikre mig en strikket vintergarderobe jeg kan passe.. er det jeg er optaget af, her i den hede juli vi holder os. Og uden flere forklaringer kommer her en serie billeder af comfykat Holger. Mange ligner hinanden, hvilket er et rigtig godt udtryk for mine dage. Dage der er præcist, som jeg har behov for og, som jeg har drømt om længe. Regelmæssige, og nu med en kat, der er vanedyr om en hals. Om ikke andet sørger han for at alt, er som det plejer at være. Hver dag.

 

 

Som I kan se har jeg fået mig en værre kælepotte, som følger mig overalt. Allerhelst ligger han helt oppe i krydderen på mig, og der er ingen anden måde at strikke og skrive på, end at gøre det rundt om ham. Her i juli sidder jeg derfor ofte, og sveder iført et ekstra lag pels! Og jeg hygger mig enormt.

Der var engang..

I min gennemvaskning af alle tekstiler, nåede jeg idag en kasse, der ikke har været åbnet længe. Meget længe...    Jeg stødte bla på denne lille underkjolestrammavenind sag, og øhh .. Det er godt nok længe siden jeg ku være i den!    Skal den optimistisk bevares, eller realistisk bortgives, spørger jeg mig selv?  Og tjooo, det ku jo være at jeg igen engang befinder mig i en str 38, så den ryger med og bliver gemt. Et år mere.  Man må bevare troen må man :-)