Indlægget jeg aldrig troede jeg skulle skrive

 

 

Det er med megen ydmyghed og en skidt fornemmelse at jeg nu beder blogland om hjælp. Jeg er desværre endt i en situation der er endnu mere håbløs, end dengang  jeg blev skilt, for denne gang har jeg stort set INTET at tage med mig, andet end et par stole og mine reoler med strik og bøger. Småmøbler, lidt køkkenting og så er det vist det. Spred gerne budskabet rundt.

 

Er der nogen af alle jer derude der har noget stående som alligevel skal skrottes, vil I så donere eller sælge billigt til mig?

 

Det drejer sig om gu ved hvor mange forskellige genstande.

 

Tallerkener, bestik, gryder, pander ( mit eget er jo ubrugeligt nu hvor det har været brugt på et gaskomfur), elkedel, kaffekande mm, og så de helt umulige ting såsom, dvd’afspiller, tv, radio, noget til at opbevare tøj i, seng, sofa, spisebord, stole     og…

 

 

..Åh gud jeg kan slet ikke overskue det!  Alle mulige tanker om det praktiske hober sig op. Hvordan skal jeg få flyttet mine ting, hvorhen skal det, og for hvilke midler.

 

 

I morgen fredag skal jeg til møde med et kvindekrisecenter, hvor de har een akutbolig tilbage. Eneste issue er om der er plads til Rasmus. Den er nemlig meget lille, og lige nu kan jeg ikke tage meget med mig, så det jeg dog har af ejendele skal opmagasineres et eller andet sted. 

 

Jeg skal nemlig væk herfra og det skal gå hurtigt. Nye opdagelser har gjort at jeg ikke kan være her et sekund mere end højst nødvendigt.  Akutboligen kan jeg så heldigvis være i indtil de tre instanser der er igang med at hjælpe mig, kan fremskaffe en bolig.  Alle planer om at forsøge at gøre noget for at det ikke går for meget ud over ungerne er droppet, JEG er færdig med at yde mit. Dråben der fik bægeret til at flyde over kan jeg slet ikke holde ud at skrive om, men jeg er den der er smuttet. Det gælder mit helbred og min forstand.. Er nogen nysgerrige så skriv en mail, jeg vil gerne og HAR brug for at lukke luft ud, men det kan jeg i dette tilfælde IKKE gøre her.

 

2011 Må  og skal blive MIT år og jeg er klar til at skabe mig et liv der er godt for mig og for Rasmus.  Ku dog godt have ønsket at jeg havde været en bedre menneske kender..

 

EEN ting ved jeg dog med sikkerhed:

 

Det er IKKE mig den er gal med. Min moral og etik er den rigtige og  jeg holder fast i, at de grænser jeg har følt overskredet, ER grænser der er helt fornuftige at have.

Næsten 3 uger er der gået …( rapport fra afd psyk #8 )

 

 

 

 

…. og der er ikke meget andet at sige end at jeg kæmper.

 

 

 

 

 

Som i alpernes sneklædte landskab, går det op ad bakke og ned ad bakke og så tager vi lige en tur op ad bakken igen. Der er nu bred enighed i “bestyrelsen” ( personalet og jeg ) om, at hvis jeg skal stå denne kamp igennem, så er jeg simpelthen nødt til at benytte mig af de medicinske hjælpemidler der står på hylden, for ellers ender jeg istedet som en vissen grøntsag. Een ting er den overbelastning jeg oprindeligt ville lade mig indlægge for at få hjælp til at kurere, en anden er den sorg der lige blev serveret på et sølvfad for mig på dørtrinet til hospitalet.

 

Mit eneste mål er at sikre min søn og mig selv tag over hovedet, trygge rammer OG RO. At holde fokus på det kan jeg så kun, hvis jeg får støtte i form af personalets samtaler med mig, og hjælp til at sove om natten, og beroligende medicin der kan holde mig samlet om dagen. Uden det går jeg i opløsning og mister al sans for at komme videre. Den metode ER afprøvet og det gik helt galt.

 

Siden tirsdag har jeg så lige så stille igen fået styr på tankerne, og jeg har aktivt kunnet foretage telefonopkald, skrive praktiske mails, og tænke lidt frem. Jeg har det lidt sådan, at da jeg og Rasmus skal ud af vores hjem, så er det DET jeg skal været samlet til at gennemføre, og så må alle de sorgreaktioner jeg dysser lidt ned nu, komme bagefter. Som ved dødsfald, må jeg gennemføre det praktiske og så derefter lade mig selv få følelserne helt ud. I øvrigt har jeg jo mine ugentlige samtaler med psykologen og der får jeg talt og talt og tudet og tudet, og det hjælper også.

 

Jeg er sikker på at mange før jeg selv, har set det komme. Men chokket sidder jeg stadigt med. Og tusind spørgsmål som måske aldrig bliver besvaret. Det er næsten det værste for ord er det eneste jeg kan forholde mig til. Konkrete ord som sætter det på plads, der rumsterer inde i knolden på mig.  En ting som er så fjollet, men som sikkert også er helt normal, er min følelse af at være “forkert”. Fysisk må jeg være forkert, og mentalt må jeg være forkert, for det KAN ikke være mangel på kærlighed fra mig der er årsagen.    EJ, jeg ved jo godt hvorfor det er gået som det er gået, men i mørke stunder kommer disse tumpede tanker. At jeg ikke er noget værd, for var jeg det, var jeg også værd at hjælpe og støtte når jeg får det svært i sindet.  Var jeg noget værd ville jeg stadigt være værdig til at modtage både fysisk og mental kærlighed, også når jeg er syg eller svag.

 

**************************

 

 

NÅ, men her på afd er der ellers så småt ved at være bare lidt juleagtigt. Det er ikke sørgeligt det hele, og en af de ting man overlever på sådan et sted som her, er en grum humor og masser af selvironi. For tiden har vi en munter og ongoing samtale kørende, fordi det er et stort mysterie hvad der er blevet af de tre kasser julepynt som tilhører denne del af psyk afdelingerne. De er pist borte og mange har en mening og et forslag til hvad der kan være sket dem siden sidste jul. Vi er ude i  at overveje hemmelige missioner rundt i huset, for at finde den forsvundne nisse og alle hjerterne. Faktisk er der stof til en udemærket ny voksenjulekalender på DR2…  Se det for jer:

 

24 afsnit hvor en flok plejere og mere eller mindre forstyrrede patienter er på julepyntejagt rundt i hospitalets gange og kældre. D. 23 dukker det endeligt op og d. 24 kan alle glæde sig over at det alligevel blev jul i afd. psyk. Jeg tænker at Hr. Anders Mattesen ville været et godt bud på forfatter, instruktør og rolle ansvarlig ;-)  Hva ba..  hva siger du Anders? er du frisk?  hehe

 

 

Indtil videre sidder jeg og et par andre plantet foran skærmen hver aften for, at se et afsnit af Jul på Vesterbro. Længe leve DVD’en :-)

 

PS:  Jeg savner mine unger helt forfærdeligt, men de har sendt mig en lille film af dem selv fra forleden aften og  jeg blev så glad at jeg hylede lidt. De er sgu skønne og de er mine :)

 

Original Video - More videos at TinyPic

Eet skridt frem og to tilbage ( rapport fra afd psyk #7 )

 

 

De korte nyheder:                       ( der endte med alligevel at blive lidt længere hihi)

 

Natten til idag og det meste af tirsdagen, har været så rædselsfuld at det faktisk ikke kan beskrives, men kort sagt kan jeg nu forhåbentlig se frem til ordentlig søvn, OG dermed mere af det overskud jeg SKAL have for at komme ud til det liv der venter. Dårlig kommunikation i mellem læger og personale endte med at jeg stod som patienten der gik helt i spåner. Og jeg mener HELT i spåner..  Rystende, grædende, bleg, slidt, nervøs og med ondt i maven, mødte jeg tirsdagen.  Og jeg gider ikke bliver MERE syg af at være her. Hvad fanden skal det hjælpe??

 

En lægesamtale senere, hvor jeg redegjorde for min oplevelse og hvad jeg iøvrigt forventer af mit ophold her, fik rettet op på den miser, men den har kostet både fysisk og psykisk. Værst er det sidste, for jeg var jo faktisk begyndt at føle en vis form for ro og optimisme. De seneste døgns oplevelser fik banket mig godt og grundigt tilbage til square one og nu må jeg forfra igen..

 

Der er langt en plan for hvad og hvordan jeg skal arbejde med tingene og den er jeg tilfreds med. Eneste hage er at uanset hvor meget jeg arbejder og slider med mig selv, vil det ikke speede sorgen op og dermed UD af mit system. Det tager den tid det tager..  desværre.

 

Jeg har lært nogle meget vigtige ting trods alt:

 

ALDRIG ALDRIG at give mig selv så 100% igen.

Aldrig at stole så 100% på kærligheden igen.

Aldrig at give køb på min egen sikkerhed i form at bolig og den slags, uanset hvor meget nogen skulle påstå at de elskde mig og ville mig.

Aldrig at forlade mig på, at det der bliver sagt holder i svære tider.

 

 

Lyder jeg bitter, er det ikke det jeg her prøver at formidle. Det handler om at denne oplevelse kan jeg simpelthen ikke tåle psykisk nogensinde igen. Aldrig har angst været en del af min diagnose eller mit liv før nu. Angst er noget af det værste jeg har oplevet i denne verden af psykisk lidelse. Jeg VED at mange ved hvad jeg taler om, når jeg siger at den er ødelæggende. Det skæve her er at man for det meste lider af angst for udefrakommende ting, og kan finde trygheden indefor hjemmets fire vægge. Min angst er skabt netop der hvor jeg skulle være mest tryg, så hvor går jeg så hen??

 

 

Jeg har kun mig selv og mine børn og mine forældre at stole på og tage mig af. Deres kærlighed er tryg og konstant, UANSET hvor syg jeg bliver i perioder.

 

Indtil videre pisker tårene stadigt ud af mig, og som Lavendel så godt har beskrevet, så ved jeg da nu lidt om den proces der venter mig. Jeg glæder mig til fasen der handler om vrede.. Jeg trænger til at tæske løs på et eller andet.

 

Over and out ;)

En håndgranat i min hjerne

At leve med en psykisk lidelse er ikke kun noget den enkelte patient døjer med. Det påvirker i høj grad de nærmeste pårørende og kan i mange tilfælde drive dem om ikke på flugt, så dog ud i kraftige overvejelser om hvorvidt der er kræfter eller følelser nok til at blive. En tragisk følge af noget der dybest set ikke er patientens eget valg. INGEN vælger bevidst at være bims i låget, mere eller mindre vanvittige eller bare triste og mørke i hjertet/sindet.
Der er selvfølgelig den kategori af unge, der ved pillemisbrug kan ende i livsvarige psykoser, men det er en anden snak og det er ikke det jeg vil skrive om i dag.

Jeg har kendt og kender mennesker der lever med maniodepressivitet, skizofreni og deppressioner. Også i nær familie..  Det jeg ikke har oplevet så meget er diagnosen personlighedsforstyrrelse og borderline. Jeg har kun haft mig selv og egne problemer inde på livet, men jeg har nu desværre måttet erkende at også min datter har en splint af det. Hvor slemt det er og kan blive vides ikke endnu helt, og måske er hun heldig fordi hun har fået det konstateret i så ung en alder, at der rent faktisk med den rette behandling er håb om at hun kan blive det kvit.  I lang udstrækning i hvertfald.

Jeg selv har skrevet om det fra tid til anden herinde og jeg ved at mange syntes det er både interessant og godt at jeg fortæller, for at udbrede kendskabet til lidelsen, men jeg ved også at har man ikke selv prøvet det, er det nærmest umuligt at fatte hvad det handler om og hvorfor pokker det er så svært at komme til livs. Til det kan jeg kun sige at det FORSTÅR JEG godt. Man forstår jo også kun i det små hvad det vil sige at leve med sukkersyge, kræft, allergi eller skøre knogler feks.  Er man empatisk kan man sæte sig ind i, AT det er svært, men ikke hvordan den reelle dagligdag fungerer.
At leve med en personlighedsofrstyrrelse/borderline er møgbesværligt og utroligt opslidende.  Læs mere om de tekniske termer her.  Jeg er desuden det man kalder særligt sensitiv og hvad det betyder kan man læse om her og her.

Den sidste månedstid er jeg langsomt blevet mere og mere forstyrret inde i hovedet. Jeg ved det skyldes overtræthed i forbindelse med hele perioden omkring Josefines behandling og det at vi var flere end ellers i lejligheden i en mdrs tid. Når jeg ikke får den daglige hvile og ro jeg har brug for, ryger jeg langsomt ind i en tilstand der minder om en snebold på vej ned af et bjerg.  En pludselig opstået tanke hægter sig fast og jeg kan ikke stoppe udviklingen af tanken, til det der ender med at være en hård klump af gentagne sætninger. Om og om og om igen kører de i i ring, vokser, gror til og bliver til sidst så overvældende dominerende at jeg intet andet kan koncentrere mig om. Min søvn begynder at forringes, mave og hovedpine er konstant, der kommer kvalme og tilsidst noget der minder om angst. Jeg kan ende helt derude hvor jeg rystet og får svedeture, hakker og stammer, ude af stand til at samle mig sammen. Indvendigt kører der en konstant og gentaget samtale imellem mig selv og den eller de mennesker det drejer sig om.  Først for omkring et år siden gik det op for mig, at ikke alle går rundt og taler indvendigt hele tiden. Ikke alle har konstant en dialog med en tavs modpart i gang, og jeg forstår nu bedre hvorfor jeg er så forbandet endnu mere træt i de perioder.

Mine år i behandling har lært mig, at det eneste der hjælper er samtale. Ud med ordene og ind med fornuft fra et andet menneske. Typisk det eller dem jeg bekymrer mig omkring.  Ikke samtale inde i hovedet men IRL.  En ting jeg har endog meget svært ved. For hvordan kan jeg forklare og begrunde de underlige og oftest meget fatasifulde tanker jeg har?

Et godt eksempel er den seneste måned.

For omkring fire ugers tid siden, fik jeg som et lyn fra en klar himmel en tanke om at min elskede og jeg en tid ikke havde talt så meget sammen, og så kører toget. For at tydeliggøre mekanismerne vil jeg her lave en liste over hvordan det så forløber indtil den dag jeg simpelthen bryder sammen:

Tanken om manglende kommunikation opstår
Jeg ser så at der har været en tid med mig der går i seng først og dernæst kæresten… 
Tanken vokser og jeg “ved” nu at det skyldes, at han ikke længere gider mig.
En uge eller to går med spekulationer og jeg kan så “se” tegn der viser at vi heller ikke længere er så nære som vi var..
Jeg syntes pludselig at vi slet ikke rører eller kysser hinanden. Jeg “hører” ændringer i stemmeleje og tonefald, “ ser” forandringer i kropssprog og mimik.
Der går flere dage hvor jeg går rundt om mig selv for at veje for og imod mine teorier.
De ting vi foretager os i favør for at alt er godt, fejer jeg af bordet med en forklaring til mig selv om, at mange jo prøver at redde et skrantende forhold ved at foretage store indkøb, afgørende beslutninger eller måske endda flere børn.
ERGO.. jeg er på vej til at blive fyret.  Noget jeg godt forstår for jeg er da slet ikke til at leve med.
Bolden er nu på størrelse med et højhus.
Vi tager afsted i sommerhus og på vejen derop i bilen syntes jeg, at jeg fanger et øjeblik hvor min elskede ser trist ud og med en hammers kraft rammer tanken mig:
“ Han er trist fordi han har besluttet at stoppe vores forhold”. “ Han ved at dette bliver den sidste tur i sommerhus for os sammen”. Mine ekstremt sensitive fornemmelser for stemningsskift får mig til at registrere et eller andet.
Jeg går helt og aldeles i sort. Kvalmen og smerter alle vegne er nu over mig, og hele fredag aften, lørdag og søndag indtil vi skal hjem igen, går jeg rundt i en tåge. Smiler mekanisk, prøver at være normal og luger terassen for ukrudt indtil jeg dårligt kan rejse mig igen.  Lørdag nat sidder jeg vågen på terassen og tuder i stride strømme. Kan slet ikke rumme at jeg nu igen skal igennem kriser og “skilsmisse”.   Jeg prøver igen og igen at få mig selv til at bringe det op for ham, men bliver bremset af bevidstheden om min egen umulighed. Jeg “VED” at han vil være endnu mere frastødt af mig hvis jeg viser svaghed og tegn på usikkerhed. Hvordan skal jeg finde og udtale de ord der suser i ørene op mig? Frygten for at virke helt vanvittig og irrationel er også en ting der stresser mig.

Søndag i bilen hjem knækker filmen helt og på en parkeringsplads vælter det nu ud af mig. Tankerne, observationerne og angsten. Kæresten er målløs!

INTET af det jeg har “set” eller opfattet er korrekt.  Hele bordeline i en nøddeskal. Den virkelighed jeg opfatter er langt fra den, andre ser eller hører eller mærker.
Hans ord til mig er beroligende, stille forklarende og jeg kan på et splitsekund se at han har ret og jeg bliver med det samme frisk igen. Også noget der er helt typisk. Hele det spind jeg har været viklet ind i, er væk og jeg er glad igen. Kan ikke længere koncentrere mig om det der for et øjeblik siden optog mig så meget at jeg var noget nær fysisk syg.
Jeg er træt og udmattet i flere dage efter, men ellers er alt igen godt. Han elsker mig, vil ikke andet end leve med mig, og er iøvrigt bare selv udkørt af for meget arbejde og for lidt fritid til egne interesser. Derfor de sene nætter og de glemte kys..    Meget mere kunne jeg forklare, men summen er at jeg gør mit eget og hans liv så meget mere bøvlet når jeg ikke er frisk og veludhvilet. Så kommer sygdommen langsomt snigende og jeg mister både realitetssans og fodfæste.  Jeg opfanger signaler der ikke bliver sendt, ser ting der ikke er, hører toner der ikke bliver spillet og har i det hele taget nerver og følelser uden på tøjet.

Dette eksempel handler om de personlige tanker, det kunne  ligeså vel have været en beretning om andet end misforstået kærlighed og nærhed. Det rammer mig af mange grunde og i mange sammenhænge, men fælles for alle nedsmeltningerne er, at jeg i mange tilfælde ikke kan regne mennskers handlinger ud. Jeg kan miste evnen til at se det hele i flere farver, alt bliver bogstaveligt og sort/hvidt. Jeg lever med ekstremerne. Enten/eller og ja eller nej.

Det kræver sin mand at elske mig..

Jeg prøver igen

 

 

 

Dagen igår begyndte ad h.. til, fumlende og famlende og i næsten søvne. Ved et-tiden ringede min telefon med en besked om, at jeg var savnet hos Anika, min negledame. Hun mente bestemt at jeg havde en tid NU, og jeg kunne slet ikke huske at have set en sms med tid og dato, så der sad jeg i nattøj, sort i sindet og var i hvertfald ikke på vej ud af døren.

Nu er det sådan at hun har til huse uden for min opgang og ti skridt til højre, så hun beordrede mig mildt til at komme i klunset og rubbe neglene ( hihi ). Det tør jeg jo ikke sidde overhørig, for hun er en dame med et travlt og snævert program, mange mange fruer og frøkener lægger deres hænder i hendes, så på fem mirakuløse minutter var jeg ude af døren.

Den næste time gik så med nussen og stille sludren om en fælles bekendt, der er havnet i en fælde af de grimme, en af dem der handler om vold og kontrol, og vores bekymring er til at tage at føle på. Problemet er jo at det er uendeligt svært, for ikke at sige umuligt at gøre noget. Man kan ikke trænge igennem med fornuft og kloge ord, ikke rent fysisk gå ind og flytte hende væk, ikke indgyde hende mod til at fjerne sig fra manden. I stedet kan vi fra sidelinien se på at et ægteskab nu er under opsejling, hendes selvstændige erhverv droppet til fordel for en tilværelse som hjemmegående med hans børn fra et tidligere forhold, og vi er magtesløse.

 

Ikke nogen særligt rar tanke..

 

Da jeg var færdig der, rullede lavinen med flere uforudsete ting, og jeg måtte smide hvad jeg havde i mine ellers tomme hænder, for at komme kæresten til undsætning i Ikea. Belæsset med kommode i papindpakning og andre store og små ting, var kortet i udu ved kassen og gode råd dyrere, end de varer han havde hentet efter en lang arbejdsdag for at glæde mig. Kortet er i mit navn, og proceduren er klar. Er det ikke mig der står med kortet og identifikation i tilfælde af strejke, ja så…

Mig ind i bilen, af sted i myldretidstrafikken på Roskildevej, en youghurt som middel mod koncentrationsbesvær og knurrende mave, og i en bil der har en kæmpe lænestol liggende i baggagerummet, hvilket vil sige OVER DET HELE, da min bil jo er lille og kun lige kan rumme sådan et møbel. Den stol skal retur til udlåner, da datteren ikke syntes om den.. 

Vel ankommet fik jeg et kæmpe knus og en svingtur og kys i massevis.  Benzin til mit bål og jeg kunne pludselig godt overkomme turen hjem igen :)  Faktisk så godt at jeg vejs ende rundede tanken, og fik givet dytten en forårsomgang i vaskehallen. DET var tiltrængt skulle jeg hilse og sige.

 

 

 

I dag skal jeg så bare ha afleveret den pokkers stol på Østerbro, men det klarer jeg nu nok. Det går bedre og jeg tager min dag i små bidder. Solen skinner og det ligner noget der kunne få mig til at smile endda..

For pokker da

 

 

 

Nu gik det lige så godt, de sidste par dage har jeg mærket lidt til mig selv og mit bedste jeg igen, men i dag er jeg vågnet op helt og aldeles kvæstet.

Småsvimmel, træt og uden koncentration har jeg siddet og forsøgt at vågne med lidt bloglæsning, de kommentarer jeg har lige på tungebåndet, virker uoverkommelige som et bjerg, og dagens planlagte gerninger fuldstændigt umulige at overkomme. En samtale i telefonen kiksede fordi ordene kommer stødvis, og i uorden ud af mig. At formulere en fornuftig sætning med lyd på er slet ikke muligt lige nu.Vask er der igen masser af, køleskabet er mere eller mindre tomt og planterne på altanen kalder på mig.

Jeg kan ikke, selv det at komme i bad kan jeg ikke overskue, men hvorfor nu det?

 

Hvorfor?

 

At have en psykisk lidelse som følgesvend er lig med aldrig at vide hvad dagen bringer, altid at være i risiko for planer der må droppes, altid at have skyldfølelse over for de nærmeste, altid at føle sig nødsaget til forklaringer, men værst af alt..

 

En dræbende og altovervældene træthed, der rammer når det mindst passer.

 

Jeg er ikke ene med denne problematik, hende her skriver også om sin hverdag i depressionens skygge. Vi står ikke samme sted, men alligevel er der så mange ligheder i vores hverdage, og det hjælper at vide man ikke er ene om det.

 

Normalt ryster jeg mine indlæg ud af ærmet på ingen tid, men på sådan en dag som i dag har det taget mig næsten en time. Skrives skal det dog for, for det er ord der må formidles videre.

 

 

 

 

Fredag i maj

 

 

Denne fredag bringer intet andet end ingenting heldigvis.  Vasketøjet fik jeg bugt med i går, i mod alle odds fandt jeg viljen til til det frem, og nu er jeg et lille skridt nærmere målet.

Målet som handler om igen at få sat skik på hjemmet efter en måned med lav husflidsprofil. Vaskebunken var stor, men jeg er glad for at den er væk så weekenden kan helliges os selv og ikke så meget andet. Det er som om mine omgivelser afspejler mit indre, selv min bil er rodet og beskidt. Ikke at jeg er beskidt indeni :), men kaos spreder sig fra mine tanker og rundt omkring mig.

Stik modsat før min sygdom gik i udbrud faktisk, for dengang håndterede jeg min indre uorden og forvirring, ved at holde alt udenfor min krop i ekstrem orden og renlighed. Når jeg ikke ku få hold på kaos i hovedet ku jeg i det mindste kontrollere hvordan alt det ydre tog sig ud incl mig selv. Jeg var altid tip top tjekket og i orden.

De mange år med samtaler lærte mig at slappe af og give efter overfor det jeg ikke magtede lige her og nu.  Jeg er blevet rigtigt dygtig til at lade tingene ligge, men den dårlige samvittighed mærker jeg stadig nogle gange. Jeg har jo familie..  Nu har jeg så for min egen skyld gjort det, der var mest presserende og så kommer resten lidt efter lidt igen.

Der skal dog ikke meget til at vælte mig når jeg er i minus, det har jeg fortalt om mange gange og således også i går. Jeg går stille rundt, nyder freden når jeg er alene, samler mig selv sammen i små bidder dag for dag, men en enkelt uforudset afvigelse fra det, får mig til at gå helt i baglås.

I går eftermiddags var det tornadoen i form af kærestens fraflyttede søn der dukkede uanmeldt op af det blå, for anden dag i træk. Ved hans besøg bliver hele hytten sat på den anden ende på et splitsekund, roen forsvinder og jeg får ondt i maven fordi jeg stadigt har alle de grimme oplevelser lige under huden.  December har sat sit præg, gjort dybt indtryk på mig, og jeg føler mig helt klart ikke helt rolig endnu når han er her. Det er noget jeg må arbejde med, for jeg ved at jeg ikke skal være bekymret mere. Hans indflydelse på vores familie er lig nul, men alligevel..  Et sådan besøg er altid præget af en underlig statisk elektricitet, fordi han ingen ro har på sig  selv.

I går lå jeg og hvilede mig efter seks maskiners vask. Kl var halvfem. Det ringer på døren og Rasmus lukker op. Derefter sker der følgende:

BANG! et par sko flyver gennem entreen, et par fødder i løb ender i køkkenet hvor der lyder et brag da en kop tages ud af skabet. I farten bliver der skubbet til resten af beholdningen og det hele klirrer. BANG! skabslågen knaldes i. Der løbes gennem entreen og ind i stuen. BANG! det er thermokanden der rammer bordkanten i farten efter opskænkning af kaffevand. Klirren med sukker, skeer og andet der ligger på bordet, og et sekund efter lyder tv'et for fuld skrue.

Det hele sker på mindre end et sekund og jeg er på det tidspunkt allerede helt færdig. Jeg er alene hjemme med Rasmus og Mira, John er ved Josefine for at samle møbler. Jeg selv har meldt pas og hviler som sagt. Jeg samler mig selv sammen og går ind i stuen, tager fjernkontrollen ud af hans hænder, skruer ned og spørger hvad det er der foregår??

Han erklærer at han kommer for at hente en kuvert, et frimærke, låne telefonen og en computer.

Jeg er himmelfalden og forklarer ham, at det er da fint nok men et opkald i forvejen ville have været at foretrække, da jeg sover og ingen er hjemme. I øvrigt har jeg ikke sådan lige nogle frimærker at diske op med, og hvorfor telefon og computer??

Jo jo..  han har fået taget nettet pga manglende betaling, telefonen har han smadret, ligesom også hans ene dør og et vindue i lejl forresten. I løbet af de fire måneder han har boet for sig selv, er det lykkedes ham at nå dertil hvor han skylder to mdr husleje, er truet med lukning for strøm og nu altså får lukket for internetforbindelsen. Han er på vej til at blive smidt ud fra sin skole, er blevet fyret fra sit fritidsjob pga dårlig opførsel, og skylder nu penge flere steder fordi han har brugt sine penge på tøj, fis og ballade i stedet for regningerne.

Senere da jeg får talt med John viser det sig at han har talt med ham tidligere på dagen, og at aftalen egentlig handlede om at han skulle kigge forbi efter otte, IKKE allerede kl halv fem.

Jeg bliver så stresset og kan slet ikke slappe af overfor ham endnu. Hader hans åbnen og lukken af døre allevegne, hans gåen op og ned ad gulvet konstant, hans pludselige indfald der også fører ham ind i vores soveværelse for at kigge der. Hans høje stemmeleje og hektiske trommen med hænderne på bordene og knæene.

Jeg selv er overbevist om at han er hyperaktiv, og bliver helt svedt ved erindringen om at det var min hverdag i over et år. Knægten er dybest set en sød dreng, men han har et problem. Han er letantændelig, opfarende, hektisk, og helt uden for rækkevidde når det handler om at lytte til fornuft og erfaringer. Han tager konsekvent de forkerte beslutninger, men kan ikke forholde sig til konsekvenserne.

Som med mit eget eksempel først i indlægget, bærer det præg af, at hans indre kaos viser sig uden om ham. Forskellen er at jeg er bevidst omkring det, arbejder med det, har lært at håndtere det på en eller anden måde, men han vil slet ikke se at hans adfærd er problematisk. For mindre end en måned siden fremførte han igen sin holdning til mig, i en samtale med John. Han mener stadig jeg er skyld i hans ulykker, at det er mig der har ødelagt hans liv simpelthen.

Denne gang var min elskedes reaktion heldigvis klar og kontant. Han gider ikke besøge ham, hvis han skal lægge øre til den svada om mig. Havde det været en anden kvinde der boede her, var det samme sket for livet er ikke stationært. Han har problemer, men hvad pokker skal der til for at få ham til at indse det?? 

Vore børn/papbørn vil altid være en kilde til glæde og stolthed, men de giver også evige bekymringer og erkendelsen af, at vi ikke kan redde dem fra alt, når de er blevet så store at de selv skal til at tage ansvar. 

 

I dag vil jeg tage mit hækletøj og finde den indre ro igen..

 

Det skete så bare ik!

 

… Men jo det gjorde det,           s g u f a n d e n d a o s s e.

Jeg har lige slette en mappe i bogmærkerne hos Firefox. Den med alle de blogs og blogrelaterede ting i…

Jeg er helt handicappet nu, for der stod alle dem jeg kiggede ind til en gang i mellem, dem jeg måske gerne ville kigge mere på, dem jeg ikke har fået kigget på endnu, OG alt det der hjælper i blogregi, såsom der hvor man kan hente forskellige lauouts, adresser på gu ved hvad, og meget mere jeg ikke engang kan huske.

 

!&#/”(&&##**^^*^^/Q#%&Q#%)=/%#!!

 

Det var mappen nedenunder der skulle have været smidt ud, men markeringen var ikke flyttet. SÅ kan jeg måske lære ikke at være så hurtig, ikke at sidde med hovedet under armen og klikke bevidtsløst på knapperne NÅ.

 

I aftes var den også gal, der var det bare brillerne det handlede om.

 

Hele, og jeg mener HELE familien rendte rundt som forvirrede høns omkring mindnatstide, fordi mor her ikke kunne finde sine briller. Der opdagede jeg lige hvor afhængig jeg er blevet af de små runde glas, for jeg er prisgivet uden dem. Da jeg fik dem var det for, at jeg kunne se når jeg skulle bruge computer og sidde med håndarbejde/  læser, men i dag er det sådan at jeg ikke kan se min mad uden briller, ikke lave maden uden briller, ikke kigge mig i spejlet uden briller, faktisk alt hvad der er tættere på en mine arme er lange.

Det endte med at min elskede fandt dem.

På et helt umuligt sted, hvor jeg aldrig ville have fundet dem selv, for det første fordi jeg er for blind til at se, for det andet fordi jeg ALDRIG lægger dem der, for det tredje fordi jeg var mindre hysterisk og havde mistet overblikket en smule.  Hmm

Jeg aner ikke hvordan de er havnet der, men der er mistanke om at jeg har været på vej til et eller andet med dem i hånden, et barn har afbrudt mig i den handling og jeg har lagt dem fra mig uden at vide at jeg gjorde det. Igen.. hovedet under armen teknikken.

 

Gud fader, hvad bliver det næste??

System i kaos og overreaktioner

En udemærket overskrift på dagens skriv fra De fem.


Et kaos der heldigvis er væk nu. Det matrielle rod er der styr på, nu mangler jeg bare at få orden på det mentale rod.



Den senere tid er min hjerne gået helt i selvsving, ord flyver rundt i knolden på mig, centrifugen af sætninger og lyd er nonstop i gang, faktisk så meget at jeg har utroligt svært ved at sætte mig til tastaturet. Jeg VIL gerne skrive hver dag, har masser af ting jeg syntes jeg vil dele ud af, men jeg kan bare ikke få hold på ordene. Det gør mig stresset og desperat når jeg har det sådan, og her til morgen gik jeg da helt i spåner.


I vores univers svæver der en planet rundt, i form af en ven som med stort held praktiserer " jeg ringer, du springer" øvelsen, en øvelse jeg har umådeligt svært ved at håndtere med fornuft ind i mellem. Denne ven lever altså på sin helt egen planet og har ikke rigtigt nogen fornemmelse for hvordan livet i en familie fungerer. Han er single, middelaldrene og UDEN børn, og derfor ikke vant til, at tingene ku dreje sig om andet end ham selv og hans umiddelbare behov. I kombination med at min elskede ikke kender til ordene, desværre/nej/en anden dag/jeg har ikke tid lige nu, bliver resultatet så altså " jeg ringer, du springer" med stor succes.

Jeg ved ikke..

Jeg siger sjældent fra overfor kærestens egne behov for samvær med venner og bekendte, han er betydeligt mere social end jeg, men lige i aftes ku jeg altså ikke takle en telefonopringning kl halv midnat, med et ønske om assistance til et eller andet meget vigtigt i dag. Kæresten siger jo ja uden forbehold, og glemt er så de planer vi egentlig har haft for lørdag og søndag. Fleksibilitet er en god egenskab, og jeg har kæmpet med at tage det afslappet, men her til morgen havde jeg så ondt i maven af usagte protester, at jeg simpelthen gik i krampegråd som en anden toårig.

Jeg mangler ikke noget at tage mig til, kan sagtens underholde mig selv, og bliver tosset på mig selv over, at jeg ikke håndterer en uventet ændring af planer bedre, min største frygt er nemlig at udvikle mig til en tudevorn hjemmegående kvinde, hvis mand er bundet af at jeg skal underholdes når han har fri. Jeg gider ikke være en brokkemoster, der klager og beklager sig, men i dag er jeg altså bare sådan. Min hjerne er standset og jeg er helt i sort.

En masse andre tanker og tumpede bekymringer har jeg kørene for tiden, og det trætter mig helt ud i det åndssvage. Kognitiv tækning ville være på sin plads her, så jeg må vist til at hive fat i de principper igen, ellers mister jeg helt proportionerne.

( kan man sige sådan?? )


Det er en svøbe at være så sk.. tænksom og spekulativ, og jeg misunder dem der ikke tænker dybt over noget som helst. Det må alt andet lige være lettere at gå gennem tilværelsen som en lettænkende person. Der er ikke så mange dikkedarer og dagene tages som de kommer. Ingen rynker mellem næsen og panden, og ingen tanker der fylder op i bevidstheden. En tom hjerne er garanteret lettere end en fyldt.



Let gang på jorden, som Agnes Henningesen har kaldt en af sine bøger. Sådan ville jeg gerne gå.



Ugens bekymringer:

- Josefine
- Den daglige pligt i form af aftensmad og tudene unger, der tror de skal dø hvis jeg ikke orker andet en rugbrød
- Rasmus
- Mine manglende skriv på bloggen, og bliver I alle skuffede fordi jeg ikke har orket at læse og kommentere så meget som jeg plejer
- Tømning af Josefines værelse på skolehjemmet
- Mine hår på benene... jeg orker ikke at tænke på andet end ren hud for tiden
- Mine mørke poser under øjenene, jeg ligner en olding syntes jeg
- Min manglende evne til at koncentrere mig om en mere indviklet strikkeopskrift jeg gerne vil igang med
- Hvorfor er en af mine faste læsere forsvundet? Har jeg sagt noget forkert? Det går jo den forkerte vej, hvis først jeg MISTER læsere, hvad handler det om?
- bla bla bla og mere bla!


Stort og småt, vigtigt og ligegyldigt i et stort sammensurium. En gryde fuld af ingredienser til et meltdown. Jeg ved det... det er helt vanvittigt og jeg må tage mig sammen, sortere i væsentligt og Uvæsenligt. Problemet er bare, at jeg ikke kan finde ud af hvad der er hvad lige nu, det hele virker lige vigtigt.





Jeg tror jeg tager strikketøjet i hænderne og lyttebøffen i ørene resten af dagen.