Ingen søvn i nat heller

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Og nej..  jeg fik ikke mange timers søvn i nat heller. Jeg er lidt bimlet i hovedet, men ved halv seks tiden gad jeg ikke rulle rundt længere. En kop kaffe og en frisk Fister, nyheder og en morgenvandring på altanen har fået min dag igang.

Jeg har masser jeg gerne vil nå , men jeg håber altså også at få indhentet bare et par timers hvile, for i morgen VIL jeg bare ikke aflyse strikkeklubben endnu engang. Vi skal til Karina og jeg glæder mig så meget til at se de damer igen. Det kræver at jeg er i overskud at deltage såååå… 

 

 

 

Godmorgen og må alle få en rigtig dejlig onsdag

En peanut fortæller om mit humør

 

 

 

 

 

 

 

Måske mit humør bliver bedre når jeg kan gøre sådan:

Efter mit frisørbesøg.. ;)

Langsomt, meget langsomt

 

 

 

 

 

Natten er skyld i dagens tempo. Den er langsom. Meget meget langsom. Indkøb af mælk, smør og smøger betyder at jeg MÅ ud, ligså gør aftalen med psykologen, men jeg må indrømme at jeg allehelst ville blive her. Med dynen strukket helt op over hovedet. Noj altså, hvor er jeg træt.

 

Havde jeg været alene, var al udgang nok droppet og udskudt, men knægten er sulten så der er ingen vej udenom desværre.

 

I dag er forresten også en af de dage, der virkelig trækker tænder ud på en anden måde. Arbejdet over mit hoved er gået ind i en ny fase, det er svært at vurdere hvilken, men larmen har nået nye højder. Skulle jeg tro på de lyde jeg hører, så står der lige over mig en cirkusartist og jonglerer med store træplanker, og han er ikke særligt god til det. Der lyder grangiveligt som om han taber dem hele tiden. Lyden kunne også minde lidt om en, der taber en ordentlig bunke brændeknuder på et meget tyndt, men hårdt underlag. Bulder og brag med andre ord. Derefter tager cirkusartisten plankerne og hamrer løs på dem med en energi jeg må misunde ham, indtil han igen henter en ny omgang. BANG! så tager vi turen igen.  Halv otte gik det i gang, og på et tidspunkt sværger jeg på at lampen i loftet gyngede lidt.

 

Nå, men det skal jo være skidt før det bliver godt, og om det er gulv eller tag der arbejdes på i dag, så MÅ det vel snart betyde at her bliver lidt varmere. De sidste dages mildere temperaturer har fået mit termometer til at stige fra 12 til 15 grader sååå…  Vi sveder vel nærmest lige nu ;)

 

I aften har jeg en aftale med strikkedamerne og skal til Hvidovre. Ud til hende der I ved, der er berygtet for at pynte hjemmet op med både spind og gys. Hun har godt nok erklæret at der ikke er pyntet til fastelavn, men kan man nu stole på det??  Måske der står en uhyggelig klovn bag døren når jeg kommer ind? Man kan aldrig helt vide med hende Frau Putz ;)

 

Under alle omstændigheder vil jeg meget gerne møde op, så er jeg ikke for smadret efter aftalen kl 16, ja så må Rasmus klare sig selv i aften. Faktisk har jeg aldrig været i familie med en krykhusar før, og jeg har da lært at det IKKE er nemt sådan at manøvrere rundt på smalle arealer. Der væltes ting i en jævn strøm, så når jeg kommer tilbage igen vil jeg være spændt på, hvad der ligger af ting der skal samles op og rettes ud hihi. TO gange er strømmen gået i hele hytten, efter hans forsøg på at åbne døren fra badeværelset af. Af ukendte årsager kan den få sikringen til at slå fra når den rammer strømdimsedutten!  Jojo her er ikke kedeligt.

 

Meget afhænger af hvordan jeg kommer igennem de næste timer, og må jeg aflyse så ved de damer heldigvis hvorfor og at det ikke er med min gode vilje.  Lykkedes det, så tager jeg det her med i dag. Jeg vil videre med det vendestrikkede sjal.

Bivirkningernes helvede

 

 

 

 

Siden jeg i forrige uge endnu engang blev sat op i dosis, er der sket noget inden i mig  jeg ikke har haft nogen kontrol over. I første omgang mærkede jeg ikke voldsomt meget til nogen forandring, det er ligesom kommet snigene og har omklamret mit sind, med mere og mere kraft og i går gik det helt galt.

 

Ud på eftermiddagen var det så slemt, at jeg lå rystende, grædende og fuld af panisk frygt i min seng. Time for time accelererede farten og mængden af grufulde tanker og billeder indvendigt. Alt det jeg går med til hverdag og som jeg har nogenlunde styr på ( n o g e n l u n d e …) blev så overvældende at jeg næsten ikke kunne trække vejret, og sjældent har jeg haft det så rædselsfuldt. I hvertfald ikke siden jeg var indlagt og det er nu 11 år siden.  Hvad der er fantasi og virkelighed flyder sammen og bliver til eet, så forvirring og desorientering er resultatet.  Rækker af sætninger der alle handler om, hvor frygteligt det er at være i mit selskab og hvor belastende det er at leve med en psykisk syg, gentages om og om igen. Ord der er sagt og som jeg ikke har kunnet opfatte korrekt suser i mine ører. Billeder af ting jeg har oplevet og som har skræmt livet af mig, viser sig for mit indre øje i skarpe farver der får mig til at frygte endnu mere. En sorg så overvældende at den slet ikke kan rummes, fylder mit hjerte og får kvalme og tårer til at stige og flyde over.

 

Rasmus var hjemme, så jeg gemte mig under dynen. Syntes ikke jeg kunne lade ham se sin mor gå helt i spåner, men han er jo ikke dum og det var da også ham der til sidst  insisterede på at jeg ringede efter hjælp. Jeg ringede til en veninde, der hjalp mig. I første omgang med at få fat i John, som jeg heller ikke turde ringe til. Jeg har fået den ide ( fantasi eller virkelighed??  ), at jeg snart har brugt hans kærlighed helt op, så jeg var virkeligt bange for at forstyrre ham på jobbet. Veninden tog affære og fik John hjem til mig. De beroligende piller jeg ellers viger fra, blev slugt og  jeg har nærmest sovet lige siden. En livline blev givet til Rasmus så han har nogen at tale med, hvis det bliver for meget for ham, og i dag har jeg så fået talt med min læge. Alt dette fordi jeg bare IKKE vil indlægges igen. VIL IKKE. VIL IKKE.

 

Det viser sig, at en bivirkning af medicinen, kan være forværring af de symptomer man skulle have styr på!

 

Indtil den rette dosis er fundet og kemien er på plads i kroppen, er der altså en reel risiko for at man bliver endnu mere syg i pæren end man allerede er..  Ku have været fedt at være forberedt på INDEN jeg gik igang for nu næsten en mdr siden  :(

 

I dag har jeg derfor været indhyllet i en tåge af afslappet og sløv tankevirksomhed. Fint nok efter næsten en hel uge uden søvn, men noj hvor jeg hader det. Hader at være sløvet og bedøvet, hader at være besat i mit hoved af tanker der ikke lader sig normalisere, hader ikke at kunne kende forskel på sandt og falsk, hader at jeg med det her udsætter mine kære for al denne uro jeg skaber.

 

Men mest af alt hader jeg tankerne der handler om, at jeg slider mig selv op. Og dermed også slider min elskede op. Måske til et punkt hvor han bare ikke orker mere. Man ville ikke kunne bebrejde ham at gå kold en dag. Når jeg ikke kan rumme mig selv, hvordan skulle han så ku???

Halvdelen af ugens hverdage …

 

 

 

 

 

… er gået og jeg syntes ikke det har været så dårlige dage endda. Jeg har ting indvendigt som roterer i mig, men jeg prøver at holde fast i det gode og de små glæder.

 

 

 

 

Onsdagens glæde her i Vanløse, var en kæreste der kom uventet tidligt hjem. Hjem til sin kæreste der har opsendt røgsignaler om PC-problemer hele dagen :)

 

 

Nu håber jeg at den stationære snart vil fungere efter hensigten igen, der er ihvertfald rodet med den til langt ud på sidste nat, og nu igen idag. Vi troede at grafikkortet havde overlevet syndfloden, men det ser det så ikke ud til alligevel. Et nyt er fremskaffet fra kælderens dyb, og så krydser vi fingre.

 

Måske jeg i morgen kan skrive nyt henne ved skrivebordet..

 

Jeg håber og satser og ser

Overvindelse af hoodie etape og en efterlysning

 

 

 

 

 

Det der med at måtte lægge et arbejde fra sig, for at vente på nødhjælp er altså ikke godt for moralen.

Sidste uge fik jeg den assistance jeg havde brug for, så jeg kan komme videre og blive færdig med sidste forstykke på min hoodie, MEN her er processen så frosset til. Næste skridt er nemlig at få delene spændt ud til blokning og tænk..  jeg kan ikke få taget mig sammen til det. Syntes det virker helt og aldeles uoverskueligt at skulle hive og trække for at få de mål frem der skal til. Højre forstykke skal lige strikkes lidt tilbage da det er blevet for langt, men det er jo en bagatel der ikke bør tage mere end en time. Tror I jeg kan få det gjort???

NÆ NEJ og NEIN.

Jeg strikker på alt muligt andet. Så er der lige den sidste vante, så begyndelsen af et halstørklæde i Misti’en, så vil jeg gerne i gang med en poncho og bruger oceaner af tid på at finde en opskrift jeg kan hitte ud af, og som ser ud som jeg vil ha den skal se ud. Så sidder jeg og sumper over at jeg har syltet Ravelry alt alt for længe, ja faktisk hele sommeren. Jeg har en kæmpe bunke med opdateringer af strik, billeder der skal oploades og nyt garn der skal registreres, men igen… jeg kan ikke tage mig sammen til at trykke hul på bylden. Det irriterer mig grænseløst, men mht Ravelry har jeg alletiders undskyldning hehe. Det er nemlig allermest effektivt på min stationære computer, som jo har været til lægen, for der er der meget mere skærmplads, og jeg kan have flere sider åben ved siden af hinanden på en og samme tid.

Bla bla bla og undskyldninger er der nok af :)

Kom i gang Mutterfit!

Omkring ponchoen VED jeg, at jeg har set en masse forskellige og skønne udgaver alle vegne her i blogland, men husker jeg HVOR og hos HVEM???  

Kære strikkemedsøstre, som har ponchoer i skabet, gider I muligvis lægge mig en hilsen så jeg kan finde jer og de opskrifter I har brugt?  Jeg må have lidt inspiration og vil gerne henvises til de steder hvor gode opskrifter er at finde.

Forresten har jeg jo også lovet mig selv og Christunte, at levere små tæpper til de premature på Hvidovre..  Du godeste, det går da ikke at jeg sidder her og skriver, jeg må afstig afsted ind i strikkeuniverset, så jeg i det mindste kan præstere bare lidt inden jeg bliver gammel og gigtplaget.

KNIT ON og keep rockin’ :-))

System i de pelsede

 

 

 

 

Jeg er ved at lægge alle de pelsede historier ind på den ekstra side jeg har oprettet til dem.  Er nogen mon klar over, HVOR mange gange jeg har fortalt stort og småt fra deres hverdag her i huset?  Nej vel.. Heller ikke jeg. Jeg er i den grad forbløffet over, at se mængden af indlæg og det tager godt nok sin tid at få det lagt på i rækkefølge. Indtil nu er jeg kun nået til juli sidste år, altså de første tre mdr, men resten skal nok komme løbende på. Det har været sjovt at se, hvordan ordene er gået fra lidt oplysning til rene historier.

Er der stemning for lidt munter underholdning, så klik ind på de pelsedes helt egen side på fanebladet under headerbilledet.

God fornøjelse :-)

Onsdagsord ;)

 

 

 

 

 

 

 

Skulle vi ikke lige tage en omgang onsdagsord, indtil overskuddet til ord her, igen rammer overetagen.. 

 

 

Onsdagen onduleres også, omend orden og overblik er til at overse. Overvejer onsdagens omfang af overskud til oplevelser . Optimismen er dog igen i omdrejninger.

Hihi

Jeg kæmper med mig selv

 

 

 

 

 

Det er ikke meget jeg udretter hjemme for tiden. Små hak i to do listen skriver jeg, men de store ting, dem som egentlig er med til at gøre det lækrere at gå hjemme, dem orker jeg ikke.

 

Vinduespudsning for eksempel. Eller gulvvask. Eller støvsugning bag sofaen. Kagebagning. Vask af døre og paneler.

 

Hver dag går med at komme igennem den, uden alt for dårlig samvittighed simpelthen. Det lykkedes ikke helt, for begge mine børn syntes ikke jeg er der nok for dem. Alt det de gerne vil at jeg gør for dem, magter jeg ikke. Josefine ville allerhelst være her hver dag hvis jeg gav hende lov, og Rasmus ville allerhelst at jeg var klar til at snakke fra morgen til aften. I stedet gør de mig opmærksom på mine utilstrækkeligheder og  alt det andre rigtige mødre kan og gør.

 

Faktum er at jeg selv ville ønske jeg ku. Jeg ville ønske at jeg ku køre dem allevegne hen og de steder de beder mig om. Jeg ville ønske at jeg ikke var så støjfølsom, så de ku råbe og skændes i stuen lige så meget de orkede hver dag. Jeg ville ønske at jeg ku ordne alle de praktiske ting de vil ha mig til, og  jeg ville ønske, at jeg magtede at reparere alle de ar de har på sjælen efter skilsmissen og afvisningen fra deres far. Jeg ville ønske jeg ku stå i køkkenet og kokkerere fra tidlig morgen til sen aften.  Jeg ville ønske jeg kunne dække alle deres behov..

 

Men det kan jeg ikke og jeg føler mig utilstrækkelig hver eneste dag. Det sørger de for uden at vide det, hver gang de mukker over mig. Jeg har umådeligt svært ved at håndtere, at de aldrig er tilfredse eller glade for at jeg i det hele taget ER her.

 

Jeg syntes det er svært at være mor.

??? !! ( Mit ansigtsudtryk lige nu )

 

 

Hoptimister har generelt et bedre helbred end pessimister.

Er det ikke sådan det er?  Jo, det er jeg selv sikker på og jeg har længe haft en lille stemme indvendigt, der gør mig opmærksom på at Rigets tilstand, som i mit helbred, er min egen skyld. Om og om igen er det blevet sagt til mig at netop min psyke er indirekte årsag til, hovedpine, infektion i tandkød og mave/rygsmerter.

Mit besøg hos gynækologen idag har gjort mig noget eftertænksom. I det hele taget var det en underlig oplevelse, selvom manden selv var flink nok.

Jeg ankommer og får med det samme at vide, at min tid er 45 min forsinket. Det er jeg lidt ærgelig over, for i løbet af dagen har jeg fået det værre og smerterne i underlivet sidder nu og gnaver så meget at jeg har svært ved at sidde ordentligt, og jeg er træt i hovedet. Tre kvarter ret op og ned i en hård stol, er ikke lige på hitlisten, men den søde sekretær får mig overtalt til at blive og vente på en briks, hvor jeg kan slumre imens.

Da det bliver min tur, er venteværelset efterhånden fyldt op med kvinder unge som gamle, og jeg føler mig en smule stresset i bevidstheden om at jeg optager tid. Ind kommer jeg og lægen er som sagt venlig nok, men han taler i et tempo der får hele min hjerne til at gå i hi, jeg kan simpelthen ikke følge med. Effektivt går han i gang med et hav af spørgsmål, som alle kræver at jeg liiiige tænker, men tempoet får mig til at gå helt i baglås. På briksen bliver jeg undersøgt og han fortæller fint nok om hvad vi ser og hvad vi IKKE ser, altimens jeg prøver ikke at skrige højt, fordi han rammer lige der hvor det gør allermest ondt..

Tilbage i stolen erklærer han så, at det bestemt IKKE er endometriose!!

Lad mig lige sige her, at jeg selvfølgelig syntes det er vildt skønt at høre. At det ikke er en kronisk og grim lidelse, MEN hans konklusion kommer helt bag på mig. I den sidste måned har jeg forsøgt at indstille mig på, at smerter og besvær vil være en del af hverdagen fremover, og nu hører jeg ham sige at det er min egen skyld fordi..

Hans diagnose lyder på bækkenmyoser, forårsaget af min psyke og min tilværelse..

Behandling:

“Gå dig en tur rundt om søen, oplev det smukke i livet og prøv at spænde af.”

Ved de ord begyndte jeg at tude. Jeg som har så svært ved at komme ud! Jeg har vildt svært ved at forholde mig til, at jeg selv er årsag til de smerter, der har fået mig til at ligge sammenkrummet og klynket som en hund, nogle gange i hele dage ad gangen. Jeg skal også lige have på plads i mit hoved, at de smerter som altså rammer helt i plet med symptomerne på endometriose, IKKE er det.

Læger altså…

Kvinder over 40

 

 

Lige et lille hurtigt skriv om denne nye blog:

 

 

 

 

Et super initiativ, som jeg selv lige har meldt mig til. Kig ind på den nye blog, og vær en del af den store gruppe kvinder over 40, der blogger og deler ud af deres hverdag.

Endoundersøgelsen

 

 

 

 

Jeg starter september med et besøg hos gynækologen. Jeg skal i gang med en tilbundsgående!! undersøgelse, så jeg kan finde ud af, hvor slemt det står til med det der Endometriose noget. Ikke fordi jeg ligefrem sidder klar og venter i begejstring må jeg indrømme, men det skal jo gøres. I går mærkede jeg de første tegn på at det ( allerede ) er ved at være tid til næste blødning.  Og med det mener jeg at der altså er to uger til endnu..  SUK

 

Smerter, oppustet mave, træthed og en fornemmelse af, at hele underlivet fylder for meget.   I TO hele lange uger.

 

Han har bar at gå forsigtigt til værks ham doktormanden. :(

Godmorgen

 

 

Også tirsdag og i dag, har jeg været oppe før en vis herre og solen fik sko på. Alt for tidligt hvis jeg skal være ærlig. Kæresten skal arbejde meget langt væk, og møde på jobbet tidligere end sædvanligt oveni, så uret ringer kl 05 dut. 

 

Han er sendt afsted nu, ud i verden og om lidt er jeg igen i min seng. Jeg har en plan for dagen, men den kan ikke udføres så længe min hjerne stadigt er indstillet til dvale.

 

 

 

Snorkk zzzzzzzzzzzzzzz

Udsigten fra mit retreat..

 

 

…bliver mere og mere kedelig.

Se bare her:

 

Garneret med ham her ;)  :

Byggeriet er selvfølgelig forsinket af alle mulige og umulige årsager, og forhindringer. En stor begravet olietank feks..

Nå, men så kan jeg jo heldigvis vende blikket mod min egen tarzan, OG når han ikke er hjemme, denne smukke struktur som jeg selv er mester for:

Farven på øverste billede er den der rammer bedst.  Jeg er kommet så lang som til at jeg skal lave ærmegab. Det kører bare..

Så rammer den igen..

 

 

Følelsen af afmagt.

 

Min datter har kun mig.

 

Min søn har kun mig.

 

Mine grænser tæller ikke.

 

Mine ord bliver ikke hørt.

 

Jeg elsker mine børn, men jeg bliver ædt op ind til benet.

 

De få kræfter jeg har, bruges til at kæmpe for min korte tid i ro.

 

Men jeg skal undskylde, forsvare og forklare, om og om igen.

 

Tynges af skyld over ikke at orke 24 timers døgnvagt som rådgiver/problemknuser og organisator.

 

De har kun mig, og de ved det.

 

Jeg er så træt og vil bare ligge under dynen. Gemme mig og slippe for menneskelig kontakt. Den slags der skal bruge mig til noget.

 

Bare jeg sad på en øde ø.

 

UDEN mobil…

Broderier til salg i pulterkammeret

 

 

 

 

 

 

Så er der lige lagt lidt broderier ind i pulterkammeret. Kig ind og se om det frister.

Jeg er ret glad for den måde siden er kommet til at se ud på, men kan se at de nyheder der kommer på side “ 2 ", ikke bliver registrede som nye indlæg, så derfor annoncerer jeg her.  Forsiden som kaldes starsiden er jo en stationær tekst til alle, og den vil forsvinde nedad i bloggen, hvis jeg skriver noget der. Skal lige hitte ud af om man kan bytte rundt på de to funktioner..  De der har meldt sig til som faste læsere, kan ikke se at der er kommet nyt, da forsiden hele tiden forbliver den samme. At opdatere på blogbot er også omsonst i den forbindelse, nu jeg tænker nærmere over det.

Hmmm..

Indtil det er løst, er det da vildt heldigt at jeg har et par ekstra blogs at skrive på ik?  ;-))

Iøvrigt kommer der snart lidt porcelæn på også. Når der er billeder af det…

Altså den der nøgle ik… (en aspegersk udfordring )

 

 

Det er det nye Nem ID jeg taler om.

Jeg fik min nøgle i sidste uge, og i første omgang gik jeg helt kold da jeg så det vedlagte matriale. GAD bare ikke sætte mig ind i en masse nyt, når nu det jeg allerede har fungerer udemærket og efter hensigten.  Efter en tid fik jeg dog kigget nærmere på det, og jeg tog mig sammen til at få det installeret. Jeg kan godt se fidusen faktisk, MEN..

og der er flere meget store MEN’er:

FOR det første er det skidehamrende besværligt at vi nu skal til at rende rundt med det nøglekort klistret til kroppen, for at kunne få adgang til netbank. Man kan ikke lige åbne banken, når man får brug for det, uden først at have kortet ved hånden. Kortet hvorpå der er 475 forskellige nøgler, som hver især kun duer een gang. Sikkerhedsmæssigt er det garanteret voldsomt effektivt det erkender jeg, men praktisk er det en dræber.

FOR det andet, gør vi her i huset sikkert som så mange andre ægtepar, de ting vi nu er bedst til og som er mest praktisk i hverdagen. Blandt andet er det mig, der sørger for at overføre pengen imellem hver vores konti, jeg betaler regninger osv. Hidtil har vores nøgler til netbank ligget her på min computer, og jeg har nemt kunnet skifte imellem de to konti. NU skal jeg have både min egen, men også kærestens nøglekort hos mig for at klare den slags småting. DVS, at skulle det ske at han sidder på sit job, og lige skal chekke saldo eller andet, så har han IKKE sit kort på sig, og kan IKKE lige gøre det han har tænkt sig. Selvfølgelig kan han så ringe hjem til mig for, at få oplyst hvilken kode han skal bruge, men et eller andet sted er der skide bøvlet, for nu at sige det mildt.

FOR det tredje, og det allermest værste, er denne nye ordning et fuldstændigt umuligt tiltag for vores datter med asperger…

Lige nu kan hun kun akkurat finde ud af, at hun har en netbank konto og hvor hun skal trykke for, at finde nøglen frem på sin computer. Netbank har hun været nødt til at få oprettet, meget mod sin vilje, for fremover at kunne disponere over sine lommepenge på efterskolen. Hun er desideret bange for hæveautomaterne, og for at bruge kortet pga koden derpå. Hun kan ikke overskue at huske hvad koden er, og derfor heller ikke, at der på computeren er en ANDEN kode oveni den der skal bruges i butikkerne.

Med det nye nøglekort er hun helt hægtet af. At hun HVER gang hun skal logge på, nu skal have et ekstra kort frem, kigge på 9 kolonner med uendelige talrækker for at finde lige den, banken beder hende om at finde, OG derefter taste dem ind i feltet i bankens kodeboks, gør hende totalt konfus, og hun går i sort lige på stedet. Hun bliver forvirret, forstår det simpelthen ikke, og ender med at nægte at have noget med det at gøre. Vi ved ikke lige helt hvordan vi grejer den, men håber at skolen vil være med til at assistere hende fremover.

Jeg tænker så at hun er jo ikke den eneste dansker der har de problemer. Det nye NEM ID er ganske givet bedre og mere sikkert, men

HANDICAPVENLIGT er det sgu, helvede, faneme

og

edderpokker ikke…

 

Postkort

 

Jeg har modtaget et feriepostkort.  Faktisk allerede i weekenden, og nu skal I lige dele min glæde.

 

Jeg er slet ikke vant til at få den slags hilsener, heller ikke på min fødselsdag, så jeg blev bare så glad da det dumpede ind ad brevsprækken. At der er tænkt på mig, samtidigt med at der er ferieret på en af vores smukke øer varmer mig rigtigt meget.

 

Nu står det og pynter i mit retreat :)

Leg med bogstaver

 

 

Når nu jeg ikke evner at redesigne bloggen, kan jeg heldigvis finde ud af at scrable.  Rasmus og jeg har spillet, og hygget med de små brikker både på bord, og i hjerne.

 

 

 

 

Rasmus snød og jeg vandt ;-)

Jeg holder meget af at spille, men kan ikke altid finde roen i mig selv til det. Jeg har dog lovet at næste gang bliver det yatzy han skal have tæsk i    hehe..

Det gider jeg bare ikke NÅ!

 

 

Det der høvl med faneblade kan de godt stikke op, hvor solen aldrig skinner ovre på bloggers kontor. Nu har jeg prøvet at skrive et nyt indlæg til fanebladet om lydbøger. Ja hej du, i stedet for et nyt indlæg er det første slettet og det viser sig som en side man kan kommentere på. Man kan IKKE, som på blogdelen scrolle ned og se hvad der tidligere er skrevet, og ikke skrive uden gå ind i redigér indlæg.

Eller måske kan man, JEG kan bare ikke hitte ud af det.  Een ting er, at jeg gerne vil have flere muligheder for opdeling af min blog, en anden er at jeg syntes det er hamrende kedsommeligt at bruge tttiiiiimmer på at fatte det.

Næ nej, så hellere en mad – eller strikkeopskrift. Det har jeg da ( næsten ) ingen problemer med at hitte rede i. Ihh guder hvor er jeg hidsig nu.  Min tålmodighed er bare ikke til det, og jeg får galloperende blodårer i panden af det.

Jeg forlanger at blogger kommer HJEM til mig på adressen og så kan jeg beskrive hvad jeg vil have de skal lave med min blog.

AARRRHHH!!   !”/&%#%§**#”&(“&(“§§§§>>¤¤###”!!!&/%&#”#¤%&/()  !

Jeg sletter mine faneblade igen gør jeg. 

ÆV