Nu tror i sgu nok jeg helt har tabt småkagen..

 

 

 

Og det er også kun her jeg vover at fortælle, for jeg frygter lidt at skulle få klar besked om at tage mig voldsomt sammen. NÅ!

 

 

I al hemmelighed har jeg noget jeg er meget forvirret over. Når man ved, hvad der ellers sker omkring mig lige for tiden, er det nærliggende at jeg nu slet ikke kan skelne virkelighed fra fantasi, men jeg lover højt og helligt at jeg taler sandt. Det er ikke noget jeg finder på, og jeg ville bestemt også helst at det var indbildning.

 

Jeg har jo ikke nørklet noget tid nu. For mig er det en evighed, men for ikkefiberbesatte vil det nok bare være et kort øjeblik. Nå, men altså jeg har indtil i går aftes bare tænkt at jeg var træt, og at jeg derfor ikke kunne samle mig om det. Sådan føltes det også, lige indtil jeg blev opmærksom på en ting. Mine øjne virker ikke!

 

Ja undskyld mig, jeg ved godt at der også er SÅ meget andet i vejen, at det lyder for åndssvagt, men det er sandt. I første omgang ku jeg pludseligt “se”, hvordan jeg IKKE kunne se ordenligt når jeg pinnede og læste computeren. Kanon- og urimligt dyre briller til trods, ja så sidder jeg altså og drejer, og bevæger hovedet hele tiden for at finde et punkt, hvor jeg ikke ser dobbelt. Hmmm..     Nu som jeg sidder her og skriver ser jeg med brillerne på, både dobbelt og utydeligt.

 

 

Næste opdagelse gør jeg i dag da det er lyst ,og jeg ikke kan se helt skarpt UDEN briller hen på væggen med mine hæklede blomster. Fra sofaen burde det ikke være noget problem, ejheller når jeg kigger tv. Normalt har jeg brillerne på til begge dele, da det jo er det de er lavet til, men jeg KAN ikke holde det ud. Jeg har godt selv været opmærksom på, at jeg er begyndt at tage brillerne af så snart jeg kan se mit snit til det, men da jeg aldrig har været særligt glad for dem, har jeg ikke selv tænkt over at det ubevidst skyldtes ,at jeg simpelthen ikke ser ordentlig med dem på.

 

Ret så kikset når jeg UDEN dem er hjælpeløs.

 

Jeg er i vildrede og aner ikke hvad der sker her?  Jeg er ikke igang med at skifte medicin. Det kan ellers påvirke synet ret så voldsomt. Jeg har kun haft disse briller i lidt over et år. Jeg har heller ikke ændret andre vaner. Jeg sidder så tæt på/ langt fra som altid fra tv og pc. Jeg har længe ikke orket at læse bøger. På et år er jeg kun igang med nr to!!  Det har simpelthen været for anstrengende at læse, men nu er det nærmest helt umuligt.

 

Noj altså hvor jeg dog bare er træt at de forbandede glasøjne. Allermest er jeg lidt småloren ved hvad det her handler om. Kan man virkelig ændre øjne på så kort tid??  Eller er det hjernen der er så frossen at øjnene sitter fast??

 

 

 

Jeg tager brillerne af og går ud og laver mad i stedet, og håber at jeg ikke hakker fingrene af i processen hehe :)

Ihh altså..

 

 

Så står man her og skal i bad. Med mega fedtet hår og søvnige øjne, og så er der sgu lukket for vandet!

 

IGEN!

 

Og det endda uden at der er noget varsel om det. Håndværkerne har ellers officielt afsluttet deres arbejde her, og alt burde være tilbage til normalen, men øh.. noget må været galt.

 

Jeg er en smule irriteret lige nu.

 

ØV.

 

Ham her stamper efter orme, måske jeg skulle gøre ham selskab, og se om jeg kun få stampet noget vand frem på samme måde..

Ingen diskussion. Disqus sku' væk…

 

 

…. og H Y L!  det så ud til at jeg i samme omgang, dermed mistede samtlige mine kommentarer for hele min tid i blogland.  DET gør mig helt svimmel og jeg kan ikke finde ud af, hvordan man overfører kommentarene igen til bloggers egen funktion, så jeg må beholde Disqus ser det ud til. Tænk.. jeg føler mig sgu lidt fanget her. Det er nemt nok at hente alle tidligere kommentarer over i Disqus, men intet sted fortæller de hvordan man kan gå tilbage til gammelt system igen.

 

Der døde jeg sgu lige lidt. Sidder stadigt og er helt svimmel, ved tanken om at to et halvt års historie bare sådan forsvandt. BUM!  Har jo mange mange for mig, vigtige ord at gemme fra blogland. 

 

Pyhh altså der var jeg sgu lige ved at komme til at tude lidt. Øv hvor jeg hader mekanik til tider. Nu hænger jeg åbenbart på det her til evig tid.  Buhu :(     

 

Jeg skyndte mig at sætte Disqus på igen, og så ellers tjekke at alt var som det skulle være, og nu håber jeg bare at flere vil være villige til lige at sige hvem de er når de kommenterer. Det er nemlig en stor hage ved systemet.. at man ikke kan se andre end de læsere der har tilmeldt sig som kommentatorer. Om det er en besværlig proces skal jeg ikke kunne sige, men gid I gad. For min skyld. Nu hvor jeg har leget lidt for meget med min blogs funktioner, og prøvet nyt.

 

Trods den morgenforskrækkelse tror jeg det blive en god dag. Jeg er da ihvertfald glad, udhvilet, og har ikke ( endnu, krydse fingre, krydse fingre…) ondt noget steds. Gode odds sku jeg mene, for endnu en dag hvor jeg kommer mere til hægterne igen. Kom an uge, siger jeg bare.

 

 

Vær nu lidt positiv Henriette

 

 

 

Ja ja, jeg skal nok prøve, men jeg syntes godtnok der er nogen, der gør det lidt sværere end jeg ku ønske mig.

 

Disse to sedler lå på gulvet i entreen her til morgen. Det er oplysninger om det praktiske i forbindelse med den FORESTÅENDE udskiftning af alle rør i huset, og renoveringen af taget!  Taget har jeg set komme, men rørene var ikke lige noget jeg var bekendt med før sidste uge. Det kommer til at gå som følger:

 

Inden for de næste par uger skal jeg have ryddet den lille entre ( den med alt mit overtøj, kasserne med sommertøjet, den million toiletruller jeg har pakket ud og stablet i overskabet, OG alt det der endnu ikke har fået plads i badeværelset  (( med andre ord.. det hele..))  ), den store entre ( ihvertfald for ting der kan forhindre let gennemgang, hvilket vil sige løse sko, støvler og andet godt ), alle skabe i forbindelse med vasken ( tre stks ). Ydermere skal mit kælderrum ryddes, for der er også rør der skal udskiftes..  Hvor fanden jeg så skal gøre af det???

 

Ja undskyld men jeg sukker lige lidt. Nu var jeg sgu lige ved at ku se en ende på flytterod og bunker alle vegne, så derfor syntes jeg selvfølgelig at det er liiiidt træls, at jeg nu skal tømme ud og bunke op andet steds her i lejligheden een gang til. Og så er der taget. Om en mdr tid bliver hele huset pakket ind, og så går det løs indtil april næste år. Godt er det, at de så forhåbentlig er færdige inden foråret og sommeren rammer så jeg kan bruge min altan, men kæmpeØV er det, at jeg bor lige under taget, og dermed vil mit nye lille hjem være ramt af både støjgener og meget andet de næste mange måneder.  Jeg PRØVER virkelig at lade være at tage sorgerne på forskud, nu er det bare sådan at jeg har været sådan en tur igennen to gange før i mit liv, og jeg ved derfor også at det ALDRIG går som planlagt, at det aldrig lykkedes at overholde tiderne, OG at det er en pest at være hjemme i dagtimerne når det står på. Jeg SKAL ihvertfald have indkøbt OG ophængt gardiner, for jeg gider altså ikke være nødt til at udstille mit legeme med OG uden tøj, for en hob af stilladsmænd og andet godtfolk med arbejdstøj på hihi. DEN fornøjelse skal de faneme ikke ha i præmie nej. ;)

 

Jeg har fået en skrivelse, der fortæller at de huse der allerede nu er taget hul på ( tre styks ), har åbenbaret uventede problemer i form a bla svampeangreb og andet sjov, så jeg er lidt spændt på også af den grund, hvordan det udvikler sig i mit hus. Fik jeg sagt at det aldrig går som beregnet af arkitekter og andre smarte byggemænd??

 

 

Fremtiden rykker hurtigt ind på mig, og udsigten er begyndt at se noget anderledes ud:

 

 

 

 

 

Jeg spiser min tudekiks, pudser min helt åndssvagt forkølede næse, og nyser højt og heftigt i retning af stilladser og tagkonstruktioner, i håbet om at de alle må falde om med mine baciller i deres næser, så jeg på den måde kan standse udviklingen. Har jeg måske ikke skrevet side op og side ned de sidste mange måneder, at nu vil jeg sgu snart ha lidt

 

 

RO! 

 

 

 

½!%&¤###=(/%R¤%””**^*/&%¤%¤§#¤##”&%¤   arrgggg  NÅ!

 

 

 

Noget siger mig at stilladsarbejdere og byggematadorer ikke er blandt mine faste læsere ;)

Så er det altså at jeg bliver lidt ØV

 

 

Jeg går jo og sparer sammen til en seng. Ikke en hurtig plan, men dog en plan jeg er ret målbevidst omkring. Jeg har besluttet hvilken en det skal være, hvordan og hvorledes, hvor den skal handles og alt det det.

 

 

Nu har jeg så fået en mail med besked om, at i DENNE uge, kun i Gentofte og kun for Ikea family medlemmer, kan jeg få min seng hele 1000 kr under normalprisen. Derfor så man mig i fuld firspring og bevæbnet med tålmodighed ( det er trods alt regnvejr og ferietid, hvilket betyder en million grædende småbørn.. ), fedte rundt i det store møbelhus i eftermiddag.

 

En halv time senere ku man så se, hvordan jeg gik nedbøjet hjem igen.

 

Hvorfor?  Jooo ikke fordi der var udsolgt. Ej heller fordi køen var for lang, eller sengen for bred, men simpelthen fordi jeg SKULLE tage den med hjem med det samme!  I sagens natur en umulighed. For det første fordi jeg ikke har træk på bilen, og for det andet fordi jeg ikke har noget sted at gøre af den før d. 15 august. Og at købe den nu, med levering senere var ikke en del af tilbuddet.

 

Så er det altså at jeg bliver skide ærgelig, for 1000 kroner er mange penge for mig, og vel også for de fleste andre, og nu kan jeg så sidde her og vide at når jeg om to uger tager til Ikea på ny, skal investere i en seng der koster ekstra 1000 kr. Ihh guder det er dyrt at være fattig.

 

ØV

Satans osse!

 

 

Så sidder man her og lover det ene og det andet. Bla billeder til bloggen.. Desværre er det et no go i dag, for mit hukommelseskort til kameraet er ..

 

VÆK!

 

Strik klart til at forevige. Kamera frem. Tænd. Og så gør den lille billedmaskine høfligt opmærksom på, at der ikke er noget kort i.

 

Her er det så at jeg igen igen sætter mig, og bare sukker dybt. For er det ikke netop DET jeg er så hamrende træt af. Med al denne flytten rundt. Jo lige netop. Mine ting forsvinder. Bortkommer. Ligger alle mulige og umulige steder, men HVOR?  Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst tog kortet ud for at overføre til computeren. Ej heller HVOR jeg gjorde det. Eller hvad jeg så har gjort af det siden hen. Faktum er bare, at efter en længere periode uden at skyde en eneste lille pipfugl eller noget, så har jeg nu det vildeste behov for at bruge mit kamera. Selvfølgelig. Det er den menneskelige natur, eller i hvertfald min… Hvad jeg ikke kan eller må, det bliver det eneste jeg har lyst til.

 

Normalt er det jo en lettere barnlig opførsel, men lige i dette tilfælde er det ok at flippe lidt, for sådan et kort kan jeg da ikke undvære. Jeg må tilbage til Vanløse for at lede højt og lavt må jeg.

 

ØV.

 

 

Tudeprinsessen aka Henriette 10 år tager over

 

 

Kort sagt har jeg bare ondt af mig selv. Og ikke kun af mig selv, men nok allermest I mig selv. Jeg har tudet i aften. Fordi jeg simpelthen ikke orker at grine. Min krop smerter. Allevegne. Efter fire måneder her med ti skridt den ene vej og ti skridt den anden vej og kun et sted at sidde, på en bestemt måde, så har jeg godt mærket den sidste tid, at knoglerne, bagdelen og især min ryg og mine ben er begyndt at brokke sig.  ( Og ja.. jeg er helt umulig i dag. Beklager )

I dag har jeg så forsøgt at ændre på det ved at bygge mig en behagelig stol, men allerede ud på aftenen fik jeg så ondt i ryggen og benene, at jeg endte med at ligge med stængerne op ad væggen for at få det til at gå væk. Uden synderlig effekt skulle jeg måske lige tilføje.

Dengang jeg blev skilt havde jeg en hjemmebygget seng, lavet af madrasser, en enorm og tyk luftmadras og en ligeså tyk overmadras. Den var skøn det første år, men så begyndte jeg at mærke hvordan den langsomt blev blødere og blødere at ligge i, og da jeg flyttede til Vanløse havde jeg kronisk ondt især i mine ben. Nå, men så var det jo at vi ny seng efter nogle år, og allerede efter ganske kort tid forsvandt alle problemerne med ryggen og benene. Fryd og gammen.. ihvertfald på den front! Faktisk har jeg aldrig sovet og ligget bedre end i den seng og jeg SKAL bare have skaffet en madras magen til igen.

Jeg kan vist bare konstatere, at jeg er blevet for gammel til at bo på feltlazaret og sove på en seng, der denne gang er hård som beton. Det hjælper ikke at sige “hvis nu jeg bare havde.. dengang jeg var ung”. Jeg skulle have været igang med en form for sport især efter fødslen af Josefine. Det er heller ikke for sent går jeg ud fra, at ændre på det nu rent praktisk, hvis jeg kunne finde overskuddet til at være elitegymnast, men helt ærligt..

 

…så er jeg bare så skide træt af det her. Jeg forbeholder mig retten til at tude videre i aften. Til at brokke mig og være opgivende en tid endnu, til at stampe rasende i gulvet af frustration, for faktisk er det ret så krævende at være stærk og klog og ikkeoffer og optimistisk og forandringsvillig og nysocial og og og..

 

PIV

 

 

Sortseer for en tid

 

 

Ja ja jeg ved det.. Jeg har jo lovet at øve mig i optimismens svære kunst, men når jeg er overstimuleret, underskudsramt med ro, og trætheden dominerer hele mit system, har jeg uendeligt svært ved at tralle og synge. På de dage kører tankerne endnu mere end ellers, og alt det jeg normalt er ( næsten) i stand til at fortrænge af mørke tanker og tunge spekulationer, skubber sig frem i første række af min bevidsthed.

Den besked jeg fik på min fødselsdag, har jeg haft lidt svært ved at tage med oprejst pande. Eller.. jo jeg skal jo nok tackle det og tage det som det kommer,  for som jeg har skrevet er det hverken dødeligt eller farligt, andre har fået værre beskeder en min, men et eller andet sted føler jeg mig lidt amputeret. At vide at mit underliv ikke fungerer som det skal er altså ret så hårdt. At skulle forholde sig til en fremtid med smerter, som i værste fald kun bliver værre, er næsten ikke til at bære.

Jeg ved at det nok skal gå, at der er flere muligheder for lindring, og at jeg er begavet med en mand der elsker mig, og som siger at også DET skal vi nok klare sammen, men lige nu er jeg bare lidt nedtrykt over det.

Kan man sige at jeg mærker alderen trykke??? ;)

Sidste fredag for denne gang

 

 

 

 

Det er sidste fredag i børnenes skoleferie. Foran os ligger forandringer. Det ene barn skal på efterskole, det andet begynde i niende på skolen han har gået på siden børnehaveklassen.  I tiende er det hans tur til at afprøve efterskolelivet.

 

I aften tager vi solbrillerne på og lader som om vi ikke kan se datoen i kalenderen. Lader som om ferien ingen ende vil tage, og at sommeren varer evigt.

 

Dog er det allerede nu kl 22.30, ved at være mere mørkt end lyst udenfor, så på den måde mindes vi alligevel om at der venter årstidsforandringer inden længe.

 

For nu, er det dog stadig sommer, heldigvis :-)

 

Hvad kan man med smerte ?

 

 

 

 

 

 

Ja det er jo et rigtigt godt spørgsmål..

Svaret er mangesidet, for som med mennesker er smerte meget forskellig og opleves også på mange måder, alt efter hvem der har den. Jeg selv har lært at leve med, og indrette mig efter den. I hvertfald langt hen ad vejen og ihvertfald med den jeg har i hovedet, men der hvor jeg bliver væltet er med sådan en slags smerte, som den jeg har haft i dag.

HOLD da op. Har man aldrig haft ondt i knolden, er det ikke til at forholde sig til, HVOR invaliderende det er. Der er grader af hovedpine og efter 19 år med migræne som regelmæssig følgesvend, har jeg simpelthen bare besluttet, at det gider jeg ikke leve med og lide under, så der benytter jeg mig af mirakelmidlet Sumatriptan, også kendt under navnet Imigran. De første mange år fandtes de slet ikke, og jeg var henvist til at leve smerten ud indtil den forsvandt igen. Da de endelig kom på markedet, kostede de 700 kr for en pakke med seks styks!  Det siger sig selv, at det har været noget af en udgift, men en jeg bare har taget med, når midlerne var til det. Efter de obligatoriske 10 – 12 år med patent på, blev de så frigivet og i dag kan man få en kopi til sølle ca 40 kr. Så altså..  migrænen bestemmer JEG over. At den ikke helt forsvinder skyldes sikkert mange ting, men under min indlæggelse gennemgik jeg en mængde undersøgelser, og konklusionen fra hjernespecialisten var såre simpel. For det første er den hormonelt betinget ( første anfald kom under min første graviditet), den er sikkert også en del af min arvemasse, da de meste af min mødrene familie lider af den, MEN det mest sansynlige ( pga hyppigheden..), er at det er psykisk betinget. Når jeg er ude af balance accelererer anfaldende.

I dag har været et af den slags tilfælde, hvor ingen kan forklare hvad der lige skete. Jeg stod op, fodrede de pelsede og DOOIINGG, fra et sekund til det næste eksploderede det simpelthen inde bag det ene øje. Uden varsel og uden at jeg kunne nå at handle på det. Medicinen skal nemlig tages INDEN et anfald går i gang, men her var intet forvarsel. Fra syv morgen til otte aften har jeg så været helt væk. Rigtig dårlig og ude af stand til at se eller tænke. Sove har også været umuligt, og alle stillinger har været lige smertefulde. Med en kold klud over ansigtet har jeg ligget og bare ligget. Min overbo har været en guldklump, og cyklede til apoteket efter piller, fordi jeg ikke havde nogle liggende. Men lige meget hjalp det, og jeg ringede så til sidst efter vagtlægen. Og nu kommer så det mærkelige:

Inden han nåede frem, forsvandt smerten lige så pludseligt som den var kommet!

Jeg ringede op igen, og afmeldte besøget, hvilket forresten fik lægevagtemanden til at udbryde et kæmpe tak. Han var målløs, for det havde han ikke oplevet før. Men jeg mener…  hvorfor spilde tid på at besøge mig forgæves?? Jeg har haft det godt siden, og har kun været mast som efter 12 runder i ringen. Helt naturligt med tanke på den energi kroppen bruger under sådan et anfald.  Min egen læge var bange for at det kunne skyldes en hel masse andre ting, eftersom migrænemedicinen slet ingen virkning havde, men det tror jeg nu ikke. Jeg lader det ligge, og håber der går mindst et år indtil næste gang. Det er nemlig godt et år siden sidst såå..

Det jeg egenligt ville skible lidt om, er det med hvad man kan med smerte i kroppen. De fleste herinde i blogland ved jeg, har prøvet at have ondt i ryggen, hold i lænden og at være låst til saltstøtte af pludseligt opståede smerter i bevægeapparatet. At have rygsmerter giver en bevidsthed om, HVOR meget ryggen har af indflydelse på vores bevægelser, MEN man kan faktisk alligevel en del, selv når man ligger i en eller anden sindssyg stilling, og er ude af stand til at flytte sig.  Feks kan man udemærket lytte eller læse en bog, se tv, høre musik, spise, drikke og måske endda nørkle lidt, hvis man er havnet på langs og kan sidde med lidt støtte. Toiletbesøg er en anden sag, og enhver der har prøvet at låse fast og ende på gulvet, ved at DET er noget af en udfordring ;)  Smerter i fødder og ben, arme og skuldre er også øv, men ikke sådan at man ikke kan fordrive tiden med et eller andet, under en eller anden form.

Undtagelsen er når smerten sidder i hovedet, hvad enten det er hovedpine, tandpine, ørepine eller betændelse i bi, pande eller kæbehuler.  DET kan man simpelthen ikke ignorere på samme måde. Når smerten sidder lige netop der, så er man bare henvist til at have ondt. Det fylder så meget, at alt andet er no go. Man kan ikke holde musik ud, ikke se ud af øjenene, ikke spise eller sove/hvile. Med andre ord, er smerter i hovedet

HAMRENDE belastende.

PS: Jeg ved godt at der er mange grader, og at vi alle oplever smerte forskelligt. Jeg selv er en pivskid, og hader at have ondt i kroppen. Men af alle smerter syntes jeg bare at denne er den værste, fordi jeg ikke kan lave andet imens det står på. Det passer ikke min natur, at være henvist til at være passiv. Ihvertfald ikke når jeg ikke selv har lyst til at være det.  NÅ!

Er det mig eller..???

 

 

 

 

 

Jeg har aldrig pralet af at være et lys til det her med computer og koder og hvad ved jeg, men jeg er søreme lidt undrende over at Blogger helt fjerner de gamle muligheder for skabeloner og kun efterlader de nye designs til os?  Jeg selv er glad for den brede skriveflade, men det er slet ikke muligt så vidt jeg kan se, med de nye skabeloner. Ihvertfald ikke hvis jeg samtidigt vil beholde mine kasser ude i siden!

Jeg bøvler også med at få det til at virke som prøve uden at jeg, når jeg har kigget på den, skal helt tilbage og begynde forfra? Det er fedt med de forskellige baggrunde, MEN jeg tror bestemt at de har overset den GRANDE kæmpe store gruppe af strikkere…  Ikke eet enkelt lille bitte billede er der af garn, eller nøgler, eller strik man kan bruge.   Igen.. er det mig? Jeg tænker at det så ville være fint med et upload af eget billede i stedet, men det kan jeg heller ikke rigtigt se muligheden for.  Nej jeg beholder for nu hvad jeg har, jeg bor jo fint, men elsker at dekorere om og indrette så jeg er lidt øv over at det ikke er så ligetil som før, med de begrænsniger der så var.

HJÆLP modtages gerne, hvis det bare er mig der er tumpet.

En anden ting jeg heller ikke fatter, er min ZIPstat, den har pludselig ikke virket i den sidste månedstid eller mere?  Fra den ene dag til den anden, gik der ged i den og jeg får ikke mails tilsendt længere?  Uhh jeg hader altså min egen blindhed når det handler om computere. Humlen er bare at jeg intet fatter af det. Jeg får ligesom et filter for øjenene når jeg forsøger at lære mig selv at forstå. Ganske som dengang i skolen, da jeg forgæves forsøgte at “se” fidusen ved matematikken..  Jeg er stadig blind for tal og kan ikke regne den ud.

Nå, men jeg kan da altid strikke, når bare altså jeg ikke selv skal regne på mønstre og sån.. :-)

Og her til sidst:

 

 

 

 

Minderne har jeg da ihvertfald…  om solen fra sidste uge ;)

Minus til plus

 

 

Jeg er træt i dag og mit hoved gør sig bemærket med en dunken, der kan udvikle sig til noget ubehageligt, så reglerne for i dag hedder minus aktivitet.

Uden at ane hvorfor er jeg traurig, måske det skyldes det vedblivende gråvejr med indlagte regnskyl.. Egentlig kan jeg jo godt lide sommerregn, men jeg syntes måske nok at ham der vejrguden har læst forkert på sine anvisninger omkring fordelingen af sol og vind og vand.

Opskriften på sommer indeholder altså noget mere sol en regn Fister løgsovs..

Jeg satser på at kunne få en plusdag ud af det senere, hvis jeg bare ikke forventer noget af mig selv. Ikke lader mig skylle væk af burde, der ellers gerne vil overtage min hjerne og skubbe helt i orden ud på et sidespor.

 

Tunge tanker og beslutninger

 

 

En masse tanker har rumsteret inden i mig i denne uge, samtidigt med at det jo har været en uge med for mange aftaler og indtryk. Jeg skrev i mandags at jeg var helt svedt over det, og med god grund, men nogle vil garanteret sige at det er selvforstærkende at frygte manglende kræfter og følgende træthed. På sin vis har de ret, det ved jeg udemærket godt, men..

..kald det hvad I vil, jeg er inden i mig og er den der gang på gang sidder tilbage efter masseinfo og indtryk, som en grønstsag med smerter og kvalme. Jeg har netop forsøgt at gå imod min erfaring ved at insistere på ikke at lade mig begrænse af sygdom og erfaring, nægtet at lytte til hvad tidligere erfaring har været, og hver gang er det endt på samme måde..

Back to square one.  Ihvertfald for en tid.

En tid der er alt for lang når man ikke er alene, men har børn og familie. Og iøvrigt egne ambitioner om dagligdagens forløb.

Så denne uge slutter med en tung beslutning, og en opvågning for lidt siden med en drøm på nethinden, der er en variation af en drøm jeg har om og om igen. Detaljerne er mange, men handler alle om alt for meget baggage jeg skal have plads til, min eksmand som altid er i bagrunden, tidspres og risikoen for at blive ladt tilbage. I dag var jeg i England som så mange gange før, bussen skulle køre og skibet sejle lige om lidt, men jeg ku bare ikke få presset alle mine ting ned i de mange tasker jeg baksede med. De var tonstunge og umulige at flytte. En opringning fortæller mig at turen over havet vil være forlænget på grund af voldsomme bølger, og min panik stiger så jeg begynder at græde helt uhæmmet, jeg er bange for at sejle.  Midt i det hele er der personaleskift!!!! Og de nye logerende på mit værelse, som jeg endnu ikke har forladt, rykker ind. Jeg får øje på en strikkeblogger og jeg prøver at forklare hende at jeg er så ked af at jeg ikke nåede at møde hende og de andre der også flytter ind.

Jeg ved godt hvad noget af det handler om.

De overvejelser jeg er gået med i de sidste uger, har været omkring mine ønsker om at deltage og arrangere strikkemøder, om større forsamlinger og den slags. Hidtil har jeg som sagt ignoreret konsekvenserne, når bare det ikke var for ofte jeg deltog, men nu må jeg bare indse at jeg ikke kan eller vil. Prisen for at jeg oplever i de store rammer, er alt for høj og jeg har derfor endeligt besluttet at jeg fremover kun kan være med, når antallet af deltagere ikke er for mange. Den beslutning betyder så desværre at jeg må melde ud til dem jeg allerede har aftaler med, om at jeg ikke kan alligevel.

Det piner mig at have sagt ja, for så at sige nej, men det er jo ikke første gang det er sket, og nu må det stoppe. Det er for bøvlet simpelthen. Jeg har skrevet om det før, og ved at der er mange der støtter mig i det, men jeg har haft utroligt svært ved at føre det ud i livet, dette med ikke at melde mig til noget jeg så gerne vil.

Denne beslutning betyder også at jeg må trække mig ud af strikkeklubben, som den ser ud nu og DET har været en virkelig svær en. Det er jo mig selv der har efterlyst flere deltagere, har skrevet og været i kontakt med de mange der har vist interesse, mig der har taget initiativet til at få det til at køre, men allerede efter den første gang vi var mødtes om bordet ( vi var “kun” fem ud af omkring ti tilmeldte ), gik det helt galt og jeg brugte næsten to uger på at være sat helt ud af spillet.  Der begyndte jeg at mærke den mavefornemmelse, der fortæller at jeg har overvurderet mig selv.

Så jeg har måttet gå den kedelige gang til tasterne, formulere et skriv der skal sendes rundt til alle, om at jeg må trække mig. Jeg opfordrer til at gruppen kører videre uden mig, og at jeg selv har indset at jeg kun kan deltage i mindre grupper.

Det har jeg det ufatteligt skidt med, men jeg er afklaret og sådan må det være. Nu håber jeg bare at jeg ikke i blogland bliver blacklistet, fordi jeg har engageret mig i noget jeg ikke kunne føre ud i livet. Det ville gøre mig virkelig deprimeret. Der er mange jeg rigtigt gerne vil møde i fremtiden, og håber at det så kan lade sig gøre i mindre selskaber.

Blogtræfs og strik in’s må jeg holde op med at drømme om, og i stedet fokusere på at jeg har opnået så meget andet efter jeg begyndte at blogge.

 

Men jeg er stadig ked af det, og skal lige sluge den erkendelse.

Den dovne post

Jeg ved at Pernille vil give mig ret her..


I postkassen lørdag lå foruden breve, reklamer og pakken med strikkeringen i, også en blanket med besked om at min bogpakke var til afhentning på posthuset!

Hmm, nu ved jeg tilfældigvis at mdr bog er sendt som brev, OG at jeg ikke har været uden for en dør hverken fredag eller lørdag, så stor er min undren over hvorfor jeg selv skal hente den. Det er desværre hverken første eller anden, tredje - tiende gang, at vi får den besked, og det irriterer mig i dén grad, at jeg betaler for levering ved døren, og så alligevel selv skal afhente .


Jeg syntes derfor det må være helt rimeligt at jeg kalder mit postbud for en doven hund. Hvad ellers kan det skyldes? Jeg kan rent statistisk oplyse, at det med tiden har været både store og små pakker, breve og andet, der udemærket har kunnet afleveres ved døren.

I første omgang har jeg ringet og brokket mig, på den pæne måde og så vil jeg altså også liiige lade et par ord falde når nu jeg henter bøgerne i morgen.

Hjemme og med ny viden

Jeg er vel hjemme igen, og nu med den viden at jeg IKKE kan se film i 3D!

Jeg har en fornemmelse af hvad filmen handlede om, hvordan farver og faconer bevægede sig, teksten var klar som glas, MEN derudover ku jeg ikke se en disse. Et eller andet sted vil jeg her lige advare om, at der åbenbart kan være problemer for folk med dårlige øjne, når de sådan skal se film på denne facon. Det var jeg ikke forberedt på og allerede efter halvanden - to timer var jeg den der var smuttet.

Jeg bruger jo briller. Sidste januar fik jeg mig et par læsenogen af slagsen, et par af dem der sørger for at alt hvad der skal ses inden for en arms længde ca, KAN ses i det hele taget. I den senere tid syntes jeg det er blevet værre og i dag skal jeg have dem på, også når jeg spiser, sidder med dyrene og laver mad. Det er ikke noget der huer mig, for jeg skal konstant rende rundt og tage dem af og på, og jeg glemmer stadig at tage dem med når jeg skal købe ind. Så står jeg der og ligner en høvl, når jeg skal se hvad jeg køber. Til koncerten forleden grinede billetøren af mig fordi jeg ikke kunne se min egen billet. Jeg kunne egentlig godt bare gå rundt med dem hele tiden, men de er købt som læsebriller og er ikke særligt høje i det, så gør jeg det skal jeg vippe med hovedet for at se hvem jeg taler med, uden at have stellet lige i midten af synsfeltet. Ja det er en fest, og i dag var den så helt gal.

Med en pris på 120 kr for sådan en sk.... filmoplevelse, så er det surt at det eneste jeg ku se var flimmer og farver der var i en forvirrende bevægelse hele tiden. Især også fordi alle ser ud til at syntes den film er helt vildt fantastisk.

Det er muligt, men jeg ser nu frem til at vi, kæresten og jeg skal ind og se " parterapi " sammen. Den er jeg sikker på jeg kan se, og så er det altså lidt sjovere at gå i biffen.

Det endte med at jeg måtte forlade mit sæde, for at vente udenfor på at filmen var færdig. Mit hoved holdt simpelthen ikke til mere, øjne og pande smertede og jeg var helt vildt træt af at anstrenge mig for at se. Jeg kan forstå at den endte som den skulle, vi er kommet godt hjem og nu står den på øjenchokolade i form af tv der ikke kræver noget. Strikke kan jeg ikke lige i aften.

Og det er faktisk det værste :(((

Kender I det ??

Her sidder man godt plantet i sofaneseren, alt inden for rækkevidde, kaffe, flødebolle, fjerndimsen til tv'et, lydbog, plaid om kroppen, ungerne beskæftiget med deres, kæresten med projekt fyld-en-kommode-med-ledinger og dimsedutter, og opskriften på dominosjalet klar og så..


Jeg har §¤%&"#&!/&"#((!!****&#q¤%#/! AAARRRGHHGHGHGEUJKSHFIUESOFGSHNED


IKKE GARN NOK.



Ja undskyld, men det kan altså gøre mig helt vild. Anden række er godt i gang, men allerede nu kan jeg se, at garnet slet ikke rækker og at jeg har fejlkalkuleret mit lager. Garnet er Kauni og købt i julen ved det firma der lukkede ned pr 31 dec.

For pokker da også altså.

Jeg har lagt det helt væk og håber nu på at jeg kan finde et sted der sælger lige præcis den farvekombi, men indtil videre ser det ud til at der kun er en mulighed, og jeg vil prøve at høre i Nørkleriet om hun kan skaffe det. Jeg har faktisk heller ikke lige planlagt mere garnhandel, tror kæresten ville få en prop, men hvad så?? Skal jeg pille det hele op og begynde forfra? NEJ! Sådan er jeg slet ikke indrettet. Jeg hader at begynde om, og vil hellere vente, så det bliver enden på den historie.


Den næste krølle på dette strikkedrama er så, at ALT mit garn nu ligger pakket ned i blå Ikeakæmpeposer, fuldstændigt uden for system. I aftes sad jeg og forsøgte at beslutte hvad jeg så skulle kaste mig over, en sweater som den her fra UniKarina ligger højt på listen over to do, men hvor er garnet??


Jeg gik i seng gjorde jeg.


Godnat og øv og så kan det også bare være ligemeget NÅ!



I dag vil jeg forsøge at glemme alt om strikkepinde og i stedet fylde huller i væggen på mit værelse. Derefter ligger der flere opskrifter på engelsk, som jeg bare ikke kan finde ud af, og derfor må ideen være at jeg prøver at oversætte dem til dansk, så de kan blive omsat til strik på mine pinde.



Når jeg altså kan finde mit garn igen.




Hende her har ikke brugt meget garn på sin kjole.. Den lille spanske Infanta Margarita er udstyret efter alle datidens kunstens regler, og har sikkert haft problemer med at sidde ned. :-)

Torsdag med øv på

Jeg har været sygepasser i nat.


Kl halv to vågnede jeg ved at Rasmus kom med underlige lyde og jeg sprang ud af sengen i eet hug. Der lå han og var så dårlig, med kvalme og smerter som han ikke rigtigt kunne forklare hvor eller hvordan noget om. Feber havde han ikke, og det blev heller ikke til mere end lidt spytteri i kummen, men det er underligt er hvad det er..

Han er hjemme i dag og lige nu syntes jeg ikke han ser ud til at fejle andet end at være dødtræt. Ligesom moderen...


I går fulgte jeg Kari's råd om at stille og roligt at kigge kasserne med jul igennem. De blev hentet op fra kælderen allerede i weekenden, fordi vores lyskæder er verschvunden. Pist væk og borte er de, og heller ikke i kasserne lå de. Det ville også ligne mig dårligt at pakke dem så godt væk, dem tager jeg nemlig altid frem som det første når vi rammer november, så en strategisk plads et sted her i lejligheden ville være det mest sansynlige. Men hvor pokker lagde jeg dem så da de blev pillet ned i februar?? Det jo lige det

Nu ligger de ting jeg syntes der er plads til her, klar til at blive sat frem og Rasmus har allerede været der og sikret sig at de vante ting er imellem. Noget er der, men meget mangler og det skyldes at jeg har barberet mængden ned til to flyttekasser. Ved skilsmissen havde vi seks!! Rasmus' eget julepynt er desværre et mysterium, for jeg efterlod det til ham, men han har ikke set det siden og ved ikke hvor far har gjort af det. Der blev ikke pyntet op i fars hjem, og nu hvor han er her, har han så heller ikke fået det med. Det er lidt ærgeligt for der var masser af ting med minder i for ham.


Nå, men jeg er iøvrigt ved at få et hysterisk anfald for s'et sidder fast i min computer og jeg må hamre som en besat hver gang et ord indeholder dette MEGET ofte benyttede bogstav. Derfor har jeg nu bezluttet at indtil jeg kan få knappen til at fungere igen, zå bruger jeg z i ztedet for. Beklager hviz det giver problemer med at forztå ;))) Morzomt zer det ihvertfald ud hihi


Vorez ztore knægt er allerede tilbage igen, og det tog kun to min inden der var kurrer på tråden mellem kærezten og mig! Han har kun været væk een uge af de to han proklamerede, og hvad der nu zker er ikke til at forudze, men jeg har knuden tilbage i maven igen. Jeg orker ikke gå i detaljer, der er allerede zkrevet zå en mazze og at det bare fortzætter er næzten for meget, men lad mig nøjez med at konkludere at de ting der er blevet zagt om mig, hanz holdning til min tilztedeværelze åbenbart allerede er glemt. At forvente en undzkyldning eller at konzekvenzer zkal være længerevarene, er det kun mig der mener, har jeg erfaret. Derfor tuller han nu rundt igen og hygger med far og zkider på mig!

For lige at føje endnu en ting til torzdagenz lizte over æv og øv, zå er min bil punkteret. Hvorfor og hvordan er mig en gåde, da den intet fejlede dengang jeg parkede efter køreturen i tirzdagz. Nu ztår den her og der bliver den. Jeg kan ikke overzkue at zkifte dækket zelv.

Godt jeg ikke har planer der kræver en bil, men Jozefine kommer til at tage toget hjem i morgen..

Nu stopper du...

... tror jeg at min krop tænker.


I aftes havde jeg nogle rigtig gode timer, fra det ene sekund til det andet lettede tågen og jeg fik travlt med at indhente noget af det tabte. Jeg fik lavet middagsmad, og derefter kastede jeg mig over rengøring af badeværelset. Det har stirret på mig i månedsvis, det grønne gyselige stads der vokser frem i hjørnet af brusekabinen. Kalken sidder også godt fast, så af flere omgange fik jeg sprøjtet det med et eller andet supermiddel, og derefter er der blevet skrubbet og skuret. Med et lille og meget gammelt badeværelse er det kun en sølle virkning det har på det visuelle plan, MEN nu er der rent og det er rart at vide.

Jeg skulle bare slet ikke have gjort det..

Det sker jo det, at når jeg endelig syntes af fungere normalt, så er det næsten ikke til at bære at skulle gå i seng så det blev alt for sent inden vi slukkede lyset. Der var hele tiden liiige noget jeg gerne ville. Bl a har jeg nu Ravelry på forsiden som en knap, ( jeg takker mange gange for de råd jeg fik i går herinde af jer søde quinder ), og jeg har min side (Ravelry altså..) fuldt opdateret med de projekter jeg har haft i hænderne. Det gik helt fint med at få det lagt på, og jeg er dødtilfreds. Nu kører den jo bare og jeg kan opdatere den løbende, det tager ingen tid når jeg hele tiden er
a´ jour.


Her til morgen var/er den nemlig helt gal igen. Jeg vågnede alt for tidligt fordi jeg skulle tisse, og jeg satte mig ind til kæresten for at sige godmorgen og farvel. Min krop protesterer vildt og jeg har kvalme, ondt i maven og spændinger i kæber og tindinger, det suser i ørene, jeg hiver efter vejret og jeg kan slet ikke holde ud at være lodret. Så jeg ligger nu her i min seng og kan kun spørge mig selv, hvornår jeg mon lærer at jeg ikke skal tro jeg er noget, bare fordi jeg lige har et par timers velbefindende. Ik lige for tiden i hverfald.

Jeg skulle jo lige have været et smut forbi Pernille, og se hvordan man laver loops på sine wirer når man skal strikke i små cirkler, men den går bare slet ikke. Tænk engang.... sådan en lille bitte tur, et kort møde må jeg bare afstå fra...

Jeg havde allerede planlagt, at når nu jeg alligevel lige var i nærheden, så skulle Rødovrecentret frekventeres og forskellige småærinder ordnes, den voksende vasketøjbunke skulle væk, men maven og kroppen har sagt nej.

Hvad pokker er det her for noget??

Jo, jeg ved det jo måske godt lidt, men jeg vil ikke helt acceptere det. Og når hjernen ikke vil lytte til sig selv, må kroppen jo træde til og sige fra. Og jeg skal love for at den siger fra i en sådan grad, at jeg egentlig burde ryge durk på plejehjem.


Jeg havde lovet mig selv at der skulle en livsstilsændring til, men det er søreme ikke let i en stor familie, og når man er den eneste der syntes det er nødvendigt. Jeg ved faktisk godt at den er gal hele vejen rundt, lige fra for lidt søvn, stress, overbelastning, forkerte kostvaner, for lidt motion og så også lige de dumme smøger jeg ikke har lyst til at droppe, da jeg så ville tage yderligere på. Og nå ja.. så medicinen. DEN påvirker også kroppen.


Jeg vil på rekreation vil jeg....

Denne tirsdag.. OG et vigtigt spørgsmål til sidst.

.. er ikke startet som planlagt.


Men er der noget nyt i det? Næhh det er nærmest forventet, at den ikke er som forventet.


Det er ikke noget jeg har svælget så meget i, det gør jeg om så meget andet, men faktum er at jeg siden den søndag hvor jeg havde vagtlægen på visit, har haft kronisk hovedpine/migræne. Hver evig eneste dag, dukker pinen op og jeg må sluge den bitre pille for overhovedet at kunne fungere. Jeg begynder at syntes det er lidt for meget af det gode. Jeg har lidt af migræne de sidste 19 år, og det har alle dage været meget svingene, hvornår og hvor meget jeg har været plaget af det. Der har været perioder under min sygdom, hvor det ku vare nonstop i månedsvis, for så pludselig at forsvinde igen, og der har været lange perioder hvor jeg ikke har mærket noget overhovedet, men nu har jeg så altså haft mere eller mindre ondt i en månedstid, og jeg er sk.... træt af det.

I aftes var den gal igen. Jeg endte i min seng med et koldt omslag og kvalmen lige under overfladen. Og træt træt træt var jeg. Min nattesøvn har været urolig, og her til morgen vågnede jeg så op, med et hoved der var nogenlunde ok.

Det er jo tirsdag og jeg SKULLE bare i strikkecafeen, da jeg har et spørgsmål til pindene jeg bruger til den røde sweater. Jeg kan udemærket klare resten af blusen selv, men om jeg begriber hvordan man skal kunne strikke rundt, med en rundpind hvor pindene reelt er for lange i forhold til den korte wire, der er påkrævet af hensyn til antal af masker og halsens omkreds. Det fungerer ikke, og jeg måtte have lidt assistance. Ør i bolden fór jeg op som trold af en æske, da det gik op for mig at klokken var kun en time fra åbningstid, ræsede rundt, fik pakket mit habbengut sammen, incl min strikkemappe med mønstre der skulle vises frem og tales om, briller og gu ved hvad. Afstig afsted og ud af døren. Ned i bilen og tju hej rundt om hjørnet og så...



EFTERÅRSFERIE!!!



I guder og for helvede da osse. Butikken er åben, men Cisse er på Malta og derfor stod jeg så der med alle mine talenter og nærmede mig ægte desperation. Jeg vil altså snart gerne have den trøje på, og hele tiden er der et eller andet der gør at det trækker ud.
Pigen der passer butikken var sød og ville gerne hjælpe, men heller ikke hun ku se andre udveje, end at strikke videre som nu, med det ekstra tid det tager, fordi maskerne er svære at trække rundt. I bare protest over at jeg var gået forgævet, købte jeg lidt ind. DET hjælper altid :)))

Mit lager af gode redskaber er udvidet med et par megatykke pinde, tre hæklepinde jeg manglede, lommer til mine wirer OG som rosinen i pølseenden tre nøgler lilla sokkegarn.


Man kan tydeligt se at pindene er for lange i forhold til omkredsen og hvad gør man så??


Det rene snolderi, men herligt herligt.



Derfra gik turen videre til Føtex, hvor der er Jo Næsbø titler på lydbøger til 79 kr. Jeg købte kun en, for jeg skal liiiige høre om oplæseren er i orden, inden jeg tager et par mere. Jeg har jo alle bøgerne og de er S U P E R gode. Så gode at de absolut er et lyt værd. Inden jeg nåede så langt brød pinen ud igen, og jeg måtte lige hive vand og pille frem af tasken. For tiden går jeg ingen steder uden nogen af delene. Jeg tør simpelthen ikke..


Nu er jeg så plantet her i sofaen, og her bliver jeg. Jeg er iført min første hjemmestrikkede sokker og har netop indtaget resterne fra gårsdagens karryret. Kaffen venter og der er faktisk en del jeg gerne ville fortælle, men jeg tror jeg vil hvile øjenene lidt og så istedet komme tilbage til det senere. Heldigvis går computeren jo ingen steder og allerede for et stykke tid siden oprettede jeg en huskeseddel på skrivebordet, hvor jeg kan skrive stikord til det jeg vil ha med her på bloggen. Gør jeg ikke det, forsvinder det for mig igen.

De er uens, vinde og skæve, min første sokker, men jeg elsker dem allerede :))


Jeg gad ikke ris, men der var masser af ild og sødme i retten. Uhmmm




Til sidst har jeg et lille spørgsmål som jeg håber at nogen her i blogland kan besvare:

Jeg sad i aftes og rodede med Ravelry. Har lagt flere projekter ind og syntes det sjovt, men også tidskrævende. Nu er det så at jeg godt kunne tænke mig at få en "knap" til Ravelry ude på min blogforside, det har jeg nemlig set andre steder, men hvordan? Jeg har ledt og søgt på ravelsry's egen side, men ingen steder kan jeg se hvordan jeg skal gøre.

HJÆLP please... ;))

Life is wonderfull... Hmmm

Lad mig lige slå fast..


Jeg er glad, har det godt i min hjerne, nyder alle mine garner og glæde mig over at jeg har tiden til at "lege" med dem. :-)


Fysisk er det dog knaaaap så fantastisk!


Jeg mærker alderen trykke. Op det noget så eftertrykkeligt i dag. Josefine tog først tilbage til sin skole i går eftermiddags, og den historie kommer på et andet tidspunkt, men det har jo så betydet at vi har sovet i stuen siden fredag.

Det er både godt og skidt. Godt fordi sovesofaen er ny og rigtig god for min ryg. Jeg har ingen smerter i bækken, ben eller ryg når jeg sover der, men skidt fordi jeg savner at sove i mit eget soveværelse. Derinde er der mere ro og der er mulighed for at lukke døren.

I aftes kunne vi så genindtage vores egen seng og jeg nød at sidde i den og læse lidt inden jeg faldt i søvn. Min MP3'er skulle lige genoplades, så det blev til en af de bøger jeg købte i bogklubben i sidste måned. Så langt så godt...


I dag ku jeg unde mig selv at sove længe, inde bag min lukkede dør. John fik alle unger op og ud af røret, så ingen pligter til mig denne morgen. Jeg burde nok været stået op som altid fordi min krop kan slet ikke tåle at ligge så længe i denne gamle møgseng.

Jeg er låst igen! Ude af stand til at bevæge mig, kan kun kigge lige ud og med ret ryg.

Vågnede op ved titiden og kunne ikke komme op at sidde. Prøvede forsigtigt at vende mig som da jeg var gravid i sin tid, rulle om på siden og laaangsomt sætte mig op. Det gik fint og jeg var ude af sengen i en enkelt bevægelse. Dyrene er det første jeg tænker på når jeg sådan er sent på den, de er vant til at få deres grønne mad allerede tidligt på dagen, og jeg ved at ingen andre end jeg tænker så langt, så derfor er jeg som det første ude i køkkenet efter salat og frugt til dem.

KNÆK! ..... sagde det og så ku jeg så stå der i en skæv vinkel med frugten i hånden, og ude af stand til at rette mig op. På alle fire har jeg så været rundt med maden til mine elskede pelsede, de hopper glade rundt og jeg er langsomt kravlet tilbage køkkenet igen. Jeg vil have min kaffe vil jeg.


Resultatet er at jeg nu sidder hvor jeg sidder, og der kan jeg blive siddende på ubestemt tid.
Jeg kan simpelthen ikke bevæge mig. Ryggen er låst og det gør så skrigende ondt, at man bliver husket på det faktum, at duer ryggen ikke, duer INTET.


Vi er altså nødt til at finde en måde at få en ny seng på. Den er så blød, og skæv og bulet og buet i madrassen, at jeg generelt altid har ondt når jeg har ligget i den. Det plejer så at gå over igen, når jeg havner i sovesofaen i stuen i weekenden. Så efter dage med kvalme og utilpashed, er min elendighed nu drejet over i regulære smerter og immobilitet.


Var der nogen der sagde noget om motion??
Ja ja jeg ved det godt, og det er en af mine uendelige planer over ændringer i min hverdag, jeg er bare ikke nået dertil endnu. Det er muligt at rækkefølgen af planer og projekter skal revideres..


Godt at jeg har alt inden for rækkevidde, hyggefis som jeg er. Jeg kan klare mig indtil jeg kan blive reddet af en eller anden.



Happy Happy, livet er godt og jeg er glad, men hold da op hvor gør det helvedes nas det liv ;))






Udate..

HJÆLP!

Jeg skal tisse og jeg kan ikke komme derud!

Jeg har et problem...