Nu jeg tænker efter..

 

 

 

.. har der altså været et lille hik i en ellers dejlig dag. Det kommer tilbage til mig, nu da jeg har siddet og haft tid til at vende fredagen i hovedet.

 

Jeg har nemlig en eks’svigermor, som stadigt befinder sig i min sfære om jeg vil det eller ej. For min søns skyld er jeg indstillet på at det skal være sådan, men i dag har hun gjort det meeeget svært at være åbensindet. Jeg er nemlig en slap, dårlig og håbløst let at manipuleremor. Jeg tager forkerte beslutninger, og det er da muligt at jeg syntes det er endog meget svært, at være alene om at opdrage på en nær 17 årig, men det er jo min egen skyld. Det var jo mig der ville skilles… !!  Så jeg ligger som jeg har redt.

At jeg gør alt hvad jeg kan, at jeg kæmper og kramper med at gøre det rigtige og stå fast og holde ved, er ikke sagen vedkommende. Det er IKKE godt nok.

 

Det hele er min skyld og jeg er selv ude om det..

 

 

 

 

Jeg bliver så træt. OG ja.. undskyld. Jeg måtte bare lige tømme hjernen. Et eller andet sted. Til nogen. Jeg er sgu kun et menneske.

Nogle gange bliver jeg så træt..

 

 

… af at være mor til en teenager!

Orker og behøver vel egentlig ikke uddybe yderligere vel?

 

De fem er nu de tre, og info om asperger

 

 

 

 

I går var dagen, hvor husets sidste datter skulle begynde på efterskole. Super klar var hun, og timerne inden afgang var lange. Kl 14 skulle vi være i Mern v/ Vordingborg, og vi blev mødt af flag, spændte unger, lagkage, boller og glade voksne, der var helt klar til at begynde et nyt skoleår med elever, som alle har en form for autisme i sig.

 

Det med børnenes specielle personlighed og de hensyn som er nødvendige, skinnede igennem hele arrangementet, overalt var der nøje forklarende sedler hængt op for at sikre, at eleverne ikke bliver hægtet af i alt det nye de skal til at prøve. Helt ned til at denne seddel hænger på værelserne:

 

Disse børn kan ikke af sig selv finde ud af de små ting, som vi andre ikke engang tænker over, men bare gør som en del af hverdagen.  Det kan virke voldsomt detaljeret, men selvom de er unge på 14/15/16 år, så fungerer de i det daglige og intellektuelt ofte kun på samme stadie som 10 årige.

 

Det lyder måske hårdt, når man sådan læser mine ord, men det er hverken ondt, spydigt eller nedladende ment, det er simpelthen bare sådan det er, og den sandhed kan være svær nok at fordøje for de fleste forældre til børn med Asperger, og andre former for autisme/funktionsforstyrrelser. For udenforstående kan det være mere tydeligt at der er noget galt,og ofte har forældrene vænnet sig til at “ jamen sådan har det jo altid været”, eller “ han/hun er bare ikke særligt social”, men disse børn har brug for særlige hensyn for at få en tryg og god tilværelse.

 

En ting som Aspergere ( som er det jeg ved noget om ) IKKE forstår, er det meget farverige sprog vi benytter os af, når vi kommunikerer med vores omverden. Aspergere er 100% konkret tænkene og kan simpelthen ikke forstå andet end konkrete samtaler. Det er for at sige det ærligt utroligt trættende, og meget meget belastende til tider, og endnu mere så når man som jeg “kun” er stedmoder, og ikke har de naturlige moderfølelser på lager til at give mig overbærenhed døgnet rundt.

En samtale MÅ ikke indeholde nogen former for tillægsord til at berige og forklare hensigten, hvis man vil “opnå” en hensigtsmæssig reaktion eller forståelse. Et eksempel kan være dette:

Normalt ville jeg sige til mine egne børn, at når de skræller gulerødder må de gerne prøve at undgå, at skrællerne flyver om ørene på dem, men i stedet skrælle ned i vasken og derefter samle skrællerne sammen og smide dem i affaldsspanden. Jeg ville forklare, at når man møder skrællerne helt ud i entreen, er det lidt for meget af det gode.

 

DEN GÅR IKKE med en asperger!

 

Det hun hører er det hun ser for sit indre øje. Så hun siger at skrællerne da ikke flyver overhovedet og at hun gør som hun plejer..

Allerede der hægtes hun af, fordi hun bliver standset af mit underlige udsagn, men især fordi, der i den sætning jeg har sagt, er flere handlinger i på een gang. Hun skal skrælle, hun skal samle, og hun skal smide ud.  Oveni er selve det at forsøge, at få ændret på en vane der for hende fungerer så udemærket, er en kamp og noget nær umuligt. En asperger kan IKKE modtage mere en en enkelt opgave ad gangen. De går helt i stå, og magter ikke at sortere og tage tingene fra en ende af.

 

Her kommer flere vendinger som er no go:

 

“At stå af”  i betydningen af ikke at forstå noget, at blive “hægtet af”, at “gå agurk”, “ ude at buldre” i betydningen at feste, “helt ude i hampen”, “ at smøre tykt på “,  “hun blomstrede op” osv osv osv.  Prøv selv at tænke efter, HVOR meget vi faktisk bruger billeder i det daglige sprog. Billeder som giver en asperger “grå hår” i hovedet i forsøget på at forstå beskeden.

 

Vores indtryk af skolen og dens ansatte er, at det er yderst kompetente og engagerede mennesker, som nu skal hjælpe vores børn med at kunne klare sig fremover i et samfund, som stiller utålmodige krav til det’s indbyggere. Krav om effektive og ydende borgere, en art borger som disse børn ikke kan være, simpelthen fordi de er hvad vi “normale” omtaler som fatsvage, langsomt opfattende, tunge at danse med, træge i optrækket osv osv.

 

Her i hjemmet har vi alle haft det svært, det ved de fleste efterhånden, og selvom kærligheden og omsorgen er der, ER det bare for ikkeprofessionelle forældre utroligt svært og kræver stor tålmodighed og overbærenhed, at forsøge at få hverdagen til at være som det er bedst for et aspergerbarn. Især i en sammenbragt familie fordi det kræver noget af alle, og de søskende som IKKE er rigtige søskende kan ikke altid forholde sig til de hensyn der skal tages. Jeg selv med min egen sygdom har også haft problemer med overskuddet i det daglige. Der er så mange aspekter ved problemet som hver dag viser sig, både i form af de omstændelige forklaringer, der hele tiden skal til for de mest simple opgaver, men også pga den dårlige motorik der følger med.

 

Vi glæder os over at hun selv er så glad for at skulle være på skolen, at der nu er udsigt til kompetent støtte for hende, og dermed at vi selv kan slippe den dårlige samvittighed over ikke at være tilstrækkelige. Og vi kan være lettede over, at vores egen hverdag nu bliver lidt mindre belastet. Vi skal feks ikke længere, hver dag vaske gulvene fordi der er en sti at fødevarer og forskellige drikkevarer igennem lejligheden fra køkken ud i entre, ind igennem stuen og på værelserne, morgen middag og aften. Der vil også være mindre uro generelt, for nu er der ikke længere en stor teenager, der som et barn hopper op og ned på samme sted i længere tid, eller rokker frem og tilbage når utålmodigheden er for overvældende, eller som bryder i gråd over udsigten til et måltid der ikke falder på klokkeslet.

 

Ja ja, jeg ved at det kan støde nogen med så direkte en beskrivelse, men sådan er tilværelsen altså med et barn med autismeforstyrrelser.  Det er IKKE beskrivelsen af en teenager der ikke er elsket. For det er hun, og hun er samtidigt en glad pige der kan klovne og være sjov.

 

Det har bare været skide hårdt..

 

Pædagogen kiggede forbi i går, og asperger blev skubbet lidt

Og pædagogen det var mig...


Tro det eller lad være, jeg selv fattede ikke hvor det kom fra, for jeg er ikke særligt flink til at lære fra mig i køkkenet.
Ikke desto mindre var jeg i aftes den, der stod ved siden af og underviste i hakkebøffer, kartoffelkogning, sovs og grønt. Og hvem spørger I så...?


Ja det var såmænd Mira der var den glade elev.:-)


Hun viser stor interesse for at være med, og jeg har hidtil slet ikke haft lyst eller overskud til, at have føl med i det lille køkken. I aftes tog fanden ved mig , og jeg ved at det er fordi jeg har læst flere steder om andre bloggeres børn, der lige tager tjansen i køkkenet. DET har været noget jeg virkelig har tænkt over, for er der noget jeg kan se fidusen med, så er det da at jeg kan få aflastning af den vej.

Det lyder lidt egoistisk, men der er jo flere super grunde til, at jeg kommer over min modvilje mod flere i køkkenregionen, og det er den helt basale grund, at det er smadder godt at hun vil.
At hun har lysten og gerne vil lære. Jeg har aldrig selv været i køkken med min egen mor, hun var som jeg er nu, og jeg kan se det dumme ved at insistere på at gøre det hele selv.

Mira har jo så meget mere brug for end andre, at lære nye ting og rutiner, så jeg må lægge mig selv til side her. Iøvrigt har John været den der har haft hende med når han har haft været kok, så jeg tror på at hun nok skal blive en ørn til det.

Asperger viser sig forresten også her.

Hun undrer sig virkelig, når jeg viser hvordan og med hvad hun skal håndtere maden, for FAR gør jo slet ikke sådan.. Når først hun har set en metode, så er det næste umuligt at forstå hvorfor jeg gør det på en anden måde. Det får mig dog ikke til at give op, for hun kan sagtens lære at hun også selv kan finde lige den måde der passer hende bedst. Feks hvordan hun skal holde på redskaberne, at hun ikke skal være bange for at røre ved maden, at hun skal vaske sine hænder efter kød og grønt og at hun ikke skal være bange for at svine, så gør man bare rent bagefter.


Maden smagte godt og hun var stolt som en pave :-))



Nu skal jeg bare også have Rasmus med. Han ved jo at mor ikke gider selskab, men han vil også så gerne være med, så det skal han have lov til. Stille og roligt og på skift må de lege med, og i mit tempo, men så tror jeg også på at det bliver godt.

Jeg er IKKE på hitlisten hos vores asperger...

Da jeg var alene med Josefine og hun nærmede sig de 17-18 år, kunne jeg begynde at se en ende på den svære periode med piger der er trodsige, surmulende og obsternasige...


Jeg ville lyve hvis ikke jeg nu indrømmer, at jeg er lidt loren ved udsigten til endnu en af slagsen i mit liv, og så ovenikøbet en der -


1. - Ikke er min egen. Med andre ord er jeg "stedmoder" og sansynligvis ond

2. - Asperger, med de kommunikationsvanskeligheder det nu giver

3. - Mere sammen med mig end med sin far

4. - Kan sno sin far om sin lillefinger

5. - Kan få ham til at ændre mening når jeg ikke er der...



SUK


I aftes havde vi igen ballade. Ikke af den store og larmende slags, men ikke desto mindre trættende.

Vi har i den seneste halvanden måned haft sløset med arbejdsskemaet, både pga ferietiden og så også fordi jeg selv, ikke har haft så meget overskud til at være efter de fire ( nu tre ) børn hele tiden.Det har så selvfølgelig betydet, at de ingen lommepenge har tjent.


Mandag aften fortæller vi så, at nu skal den igen tages i brug. Nu gælder samme regler som da den blev lavet, nemlig at gider de ikke lave det de skal, ja så gider jeg heller ikke. Med andre ord.. der bliver ikke kokkereret hvis ikke jeg kan komme til i køkkenet feks. Jeg fortalte også at jeg gik og pønsede på en madplan, og at jeg er igang med at få det sat i system, men at det er på betingelse af, at vi alle yder vores.


Fint nok...


I aftes var det så Rasmus' tur til at sørge for at køkkenet var pænt og ryddet inden der skulle laves mad. Da han ikke var hjemme gik tjansen videre til Mira. Theis stod for middagsbordet, dvs ind og ud med sevice og i opvaskemaskinen.
Da Mira har tjekket køkkenet, kommer hun ind i stuen og beder om lommepenge.

Jeg forklarer hende, at dem er der ingen af før til okt, da vi ikke betaler forud for deres arbejde. Hold da kæft hvor blev hun sur. Jeg forklarer at hun på intet tidspunkt den seneste måned har lavet noget som helst af det hun skulle, så der er ikke så meget at være i tvivl om. John bakker op, men det er mig der siger det der skal siges..
Hun talte ikke til os resten af aftenen, men der er ingen tvivl om, at det er mig der må lægge skuldre til at være den onde.


Her til morgen er den så gal igen. Lige inden hun skal ud af døren, kommer hun og spørger efter en seddel til skolen. Den kender jeg ikke noget til, og spørger hvad den skulle handle om. Det viser sig så at hun alligevel har fået lov til at gå hjem fra skole efter gymnastik uden at bade først.
Den ordning har været debatteret lige ved skolestart, og der var vi klart enige om, at det ikke var en god ide, da hun generelt hader at bade, og skolen sætter som krav for at ungerne kan få lov, at forældrene så sørger for at de får badet når de kommer hjem. Og hvem er hjemme når hun kommer hjem??? Ja det er jeg jo. Og det er så mig der skal tage skænderiet med hende uge efter uge. For skænderier bliver der med sikkerhed. Allerede første gang vi talte om det, var hun muggen over at skulle bade her hvis hun fik lov til at slippe, derfor valgte vi at sige nej.

Ser vi bort fra at sådan en ordning med garanti vil betyde at nogle får lov og nogle ikke, så syntes jeg det er en underlig ting at de i det hele taget får muligheden for at slippe. Det er en kendt sag, at i den alder gider de ikke bade, og at mange af dem kommer hjem til et tomt hjem, og derfor slet ikke vil blive smidt i bad af nogen som helst.


Tilbage til i dag..

Jeg får så forklaret hende at jeg ikke lige har hørt at hendes far har ændret mening, men at jeg da lige vil finde ud af det. I samme moment husker jeg hende så også på, at får hun lov så betyder det at jeg vil være over hende når hun kommer hjem, og sørge for at hun får badet, inden hun går i gang med alt muligt andet...


BANG! så smækkede døren endnu engang. Sur teenager igen

Jeg får talt med John, og han bekræfter at hun har fået lov til at droppe badet på skolen, men inden jeg får lagt røret på, er hun smuttet så jeg går ud og kalder på hende fra altanen, for at spørge om hun ikke ville have sedlen med alligevel. Hun er fuldstændigt udtryksløs i ansigtet og kigger bare på mig, stiger op på sin cykel og kører.

Hold da kæft hvor er det træls at være i mine sko ind i mellem.

Disse to episoder er bare eksempler på hvordan det kan være virkelig svært at være stedmoder og hende der skal tage de daglige ting, og dermed være den onde. Så er der alle de gange i løbet af en dag, hvor jeg må tage fat i hende for at lære hende at hun IKKE skal smide papir fra bind, toiletrulle, thebreve og mad på gulvene, men i de dertil indrettede skraldespande. Hvis ikke jeg gør det lærer hun det aldrig, og lige netop med hensyn til at skulle vade rundt i skrald, vil jeg altså ikke selv gøre det for hende. Mange andre ting er jeg stoppet med. Gider ikke mere balladen.


Nu er det heldigvis ikke så tit at det lykkedes hende at sætte splid i mellem hendes far og jeg, men det er sket og det sker endnu. Hver gang føler jeg mig virkelig underligt til mode. Hvad nytter det, at jeg prøver at få lidt skik på tingene, hvis tøsen bare skal tude lidt foran sin far, og så giver han efter??


Uanset hvordan eller hvorfor, så ender jeg som den onde stedmoder...

Hygge,alvor og rød næse

Weekenden har budt på hygge, lidt efterårsforberedelse, samtale OG baktusser..




Jeg har været dygtig og virkelig haft taget Henriettetid.

Fredagen blev godtnok indledt med en alvorssamtale med vores største knægt, en samtale der bød på gråd fra både knægten og jeg, men med et resultat der endte rigtigt godt. Han har jo været rådden som ind i helvede i længere tid og det har især betydet mobning af Rasmus og konflikter generelt. Flere gange har vi prøvet at tale fornuft med ham, men det er ikke rigtigt trængt ind hidtil.

Samtalen fredag var af en anden karakter, for jeg har som mor virkelig haft det skidt med, at min søn ikke syntes det har været så fedt at være her. En knægt på 18 har jo en vis attitude, og det tog sin tid at få ham til at lægge paraderne, men da jeg fortalte ham at jeg trods det at han har været ubehagelig og belastende, inderst inde holdt af ham, at jeg op fatter både ham og Mira som mine egne unger, at jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at også de skal have det godt, og at jeg aldrig har glemt hvor vidunderligt han tog imod mig, da jeg kom ind i hans fars liv, ja da brød han helt sammen. Jeg fortalte ham at jeg udemærket godt er klar over at han har det skidt, at han muligvis har fået den opfattelse at jeg ikke kunne lide ham, fordi jeg har været efter ham og at jeg ved det er hårdt for ham at være det barn der hverken har sin rigtige far eller mor hos sig. Jeg mindede ham om, at han faktisk besidder nogle smadder gode egenskaber, men at de er blevet gemt væk den senere tid. Egenskaber der fik ham til at gå til mig med sine problemer allerede fra begyndelsen af. Jeg fortalte at jeg aldrig har glemt hvordan han kom og fortalte om alt muligt, vores stunder sent om natten når vi begge ikke kunne sove og hvor vi lærte hianden godt at kende.

Hele den lange smøre fik sgu også tårene frem i Johns øjne, men det var nødvendigt at det blev sagt. Det kan ikke nytte, at han går rundt og har det skidt og lader det gå ud over Rasmus. Han er i øvrigt endelig i behandling med samtaler, og har i den forbindelse fået medicinsk hjælp. Vi er alle meget optimiske omkring det, og håber at det hele kan hjælpe ham til at komme igang med sin uddannelse een gang til.

Efter hårde ord, høje stemmer og tilsidst forsoning, endte jeg med at give han en ordentlig krammer og kys på kinderne. Han er blevet mindet om at jeg faktisk holder af ham. Det var tiltrængt..



Weekenden bød på masser af timer for mig selv, da John jo var på job i lørdags. De gik med at forberede stuen på efteråret og vinterens komme. Når vi er nået hertil gider jeg ikke se mere på lysegrønne og blomstrede tekstiler, så alt det sommerlige er pakket væk, og frem er kommet tæpper , plaider og puder i brune, grå og andre mørkere farver. Min stol har fået sit vinterbetræk på, og der ser nu helt smukt ud igen. Mange af mine planter på altanen er kommet ind, og nu skal jeg bare finde plads til at de kan overvintre. Det kommer nok til at ske i soveværelset for der er koldest vinteren igennem.


Her er lagt op til mange timers læsning og hulefornemmelse. Resten af tæpperne ligger i sofaen, men det glemte jeg lige at fotografere.


Der er blevet strikket, hæklet og drukket dejlig the, og i går fik jeg søreme bagt boller til morgenmad.

Ja miraklernes tid er IKKE forbi endnu. :-)


Tilsidst kan jeg berette om årsagen til min indtagelse af the i rå mængder...


Fra det ene sekund til det andet blev jeg i går eftermiddags ramt af det vildeste nyseflip i mands minde. Det var så overdrevet, at det bragte børn frem fra deres gemmer for at se, hvad pokker der foregik. Anfaldet forsatte uafbrudt i henved et kvarter og jeg måtte kigge op for at se om der muligvis var begyndt at drysse peber ned fra loftet. Efter sidste nys ku jeg kun læne mig udmattet tilbage, og så begyndte ellers min næse at løbe. Et urimeligt antal pakker lommetørklæder er brugt og kun med hjælp af min 8hour creme, har min næse kunnet forblive min og ikke Rudolfs. Deraf min genopdagelse af theens herlige virkning. Især da når man hælder et ordenligt skvæt rom i.. :-) Det har dog ikke hjulpet sån særligt på ,at virus og baktusser har besat min krop.


Jeg er nu helt og aldeles skidt tilpas. Er varm og øm, træt i kadaveret, mit hoved er pakket ind i vat, så jeg bliver under tæpper og dyner i dag. Andet kan slet ikke komme på tale.
Godt jeg er igang med både Morse på computeren og strik i lange baner. Så kan jeg nemlig blive i min seng uden at blive helt desperat.


Atjuuu og dejlig mandag til alle i bloggeland :-)

Indfrahøjreforældremøde

Der kom lige et møde ind fra højre..



Siden jeg flyttede fra min eks med Josefine, har jeg ikke været i kontakt med skolevæsenet af nævneværdig betydning. Heller ikke lus for den sags skyld!!

Her til eftermiddag fik jeg så lige en opringning, med besked om at der er møde på Rasmus' skole nu her til aften kl 19. Desværre har jeg jo ikke lavet en hujende fis i dag, og jeg kan slet ikke klage over hverken minus overskud eller kraftige smerter et eller andet sted, så jeg tager selvfølgelig afsted. Desværre er John ikke hjemme og ham ville jeg egentlig gerne have haft med, og desværre er jeg heller ikke den der har super stor succes til den slags møder, så derfor er jeg alligevel øv over at skulle derhen.

Jeg ved ikke lige hvorfor, men den slags møder får altid det værste op i mig. Jeg som ellers altid er så tilbageholdende med at gøre mig upopulær, kan bare ikke holde kæft i netop dette forum. Det er meget muligt at jeg nu træder en masse over tæerne, men så kører jeg jo bare stilen videre også herinde. :-)


Til sådanne arrangementer er det jo givet at vi som forældre kommer med en holdning til hvordan vores børn skal opdrages og indlæres når de er på skolen. Det er helt fint, men allerede da ungerne var små, blev der tændt en lunte inden i mig. Det var da vi var til et møde der handlede om de smås medindflydelse på deres hverdag. Her har vi altså pædagoger der sidder i ramme alvor og taler om, at tre-fire årige skal være med til at bestemme hvordan tingene skal køre i børnehaven! Selvfølgelig er jeg ikke afvisende overfor at de i rundkreds kan tale om hvilke ture der kunne være sjove at ta ud på, eller om der skal læses den eller den bog højt i sovetimen. Der hvor filmen knækkede FULDSTÆNDIGT for mig, var da nogle af forældrene insisterede på, at deres børn skulle have lov til selv at bestemme hvornår og hvordan de ville indtage deres frokostmadpakke.

Jamen helledusseda.
Se det lige for jer:


20 børn på en stue med to - tre pædagoger. Alle disse børn er sultne på forskellige tidspunkter, ergo er der hele tiden mindst eet barn der fiser rundt med en leverpostejmad i hænderne. For slet ikke at tale om hende der syntes det var i orden at lille Hans ikke sad ned når han spiste.. "Han syntes jo det er så meget skæggere at løbe rundt når han tygger", var hendes forklaring.

I min bog så skal de unger bare lære at sidde (pænt) ned ved måltiderne. De skal lære at sidde forholdsvis roligt når maden skal indtages og de skal blive siddende til alle har spist færdig. Derefter skal der i fællesskab ryddes af bordet og hvad der ellers hører med.


Rasmus i børnehaven. Han ser sur, for han ville ikke være klædt ud.


Det er muligt at jeg er håbløst bagefter, men min teori om at det ender i kaos, er sådan set bekræftet i og med at mine to " nye" børn, der aldrig har haft egentlige regler eller normer, i dag spiser og opfører sig dybt uacceptabelt når vi spiser. Den ene nægter at bruge kniv fordi det er alt for besværligt!!! og den anden nægter at gå et andet sted hen og ryge, så tågerne står os om ørene ligeså snart han selv er færdig med at spise...

Lige præcis de her problemstillinger her i huset, har jeg nu så valgt at stå af på. Det må sejle må det, for jeg har bare ikke de kræfter der skal til, når det handler om at rette op på gamle mønstre. Jeg HAR prøvet og det er alt for opslidende. Men det er så netop min pointe. Det er da vigtigt at de fra små lærer almindelige regler for opførsel sammen med andre.


Det var så lige et sidespring fra aftenens møde, men humlen er den samme. I alle årene har der været disse forældre, der ønsker at deres børn skal være frie fugle, og ikke lære at indrette sig efter andre. De skal være individualister skal de.


Nu er der bare det problem, at den slags børn bliver til de unge, der ikke kan fatte at man gør som der bliver sagt på en læreplads. De bliver til dem, der vil have medindflydelse også som elever, og det er nu engang sådan at man starter i bunden og ikke får firmabil med det samme.
De bliver senere til voksne der ikke kan indrette sig i et forhold. Som ikke kan finde ud af at gå på kompromis og som generelt kun tænker på sig selv.



Ja ja det er hårde ord, men jeg er trods alt så gammel nu, at jeg rent faktisk ved hvad jeg taler om. Så jeg skal altså her til aften ruste mig til lidt af hvert, for jeg husker nemlig godt de fleste af de forældre der er i den klasse. Og i mellem dem, er der altså nogle der er riiimeligt alternative.





For lige at lette lidt på stemningen, så er her et billede af Rasmus og Josefine til fastelavn.
Rasmus HADEDE at være klædt ud, og det ses tydeligt her på billedet. Josefine derimod elskede det og det er hende der griner højt lige ved siden af ham.

Jeg syntes det er sådan et morsomt billede. Og vi har faktisk ikke eet eneste af ham hvor han syntes det er morsomt....