Ting der bare IKKE MÅ ske..

 

Syltetøj i computeren!  Er så udmattet efter en uge på langs at jeg ikke engang kan holde ordentligt fast på en sk.. rissi fruti ( som er det eneste jeg orker at indtage). Ergo klistret computerskærm, klistret computerpanel og klistret Henriette!  Ok, det lod sig fjerne igen og no harm done, men ærligt talt ikke den fedeste måde at begynde dagen på.

Dårlig nattesøvn! Nu gik det lige så godt og jeg var helt af med pillerne igen. Men en uge på langs med en forvredet døgnrytme til følge, er bare IKKE godt for mig. Har brugt virkelig meget energi på at få vendt min døgnrytme til normalen, at kunne fungere i dagtimerne, og så.. nu er der ged i den igen. I dag er jeg vågnet efter endnu en urolig nat med tunge drømme og flere vågne perioder. KL HALV ELLEVE!   Det må bare ikke ske. Tilbagefald er stadigt overhængende, og faren for at jeg slet ikke kommer ud og videre er endnu dagligt truende.

Flere dages sygdom på langs!  Det kan sammenlignes med de mange former for afhængighed der findes. Skal man ud af dem og videre, skal ALT pilles ned, bygges langsomt op på ny og derefter aldrig mere være en del af livet. Eller en livsstilsændring. NEVER again ku være kodeordet. Aldrig mere for fedt eller for sødt. Aldrig mere ingen motion. Aldrig mere røg… 

Fælles for det hele er, at i begyndelsen er der ingen slinger i valsen. Man skal være helt og aldeles afholdende. Tage en dag ad gange med helt nye vaner, nye måder at tænke på, nye baner at køre i. Det er skide hamrende hårdt, men langsomt ( hvis ikke man har opgivet forinden..) mærker man at det bliver en del af en selv. Det at tænke og handle efter de nye og bedre og sundere regler.  Der går længe inden det er en rygradshandling, og selv små tilbagefald kan betyde forfra og om igen. Hvor længe der går før det nye liv en del af en selv 100%, er afhængigt af den enkeltes natur tror jeg.

Så altså.. flere dage på langs som feks ved sygdom er bare det, der IKKE MÅ ske for mig. Ved jeg nu. Næsten en uge uden lyslampe, med dage hvor jeg har glemt min medicin, og hvor jeg ikke har været uden for en dør, ikke har været ansigt til ansigt med andre levende end min søn, endsige har haft andet end nattøj på betyder, at jeg i dag mærker trangen til at BLIVE under dynen selvom jeg faktisk er så meget friskere, at jeg godt kunne bade, tage kluns på og gå ud. Jeg er naturligvis dødtræt og udmattet af de mange dage med monsterhovedpine, småfeber og kvalme. Men derudover mærker jeg også denne udefinerbare velkendte følelse af, at jeg ikke kan overskue det. Tanker der går i retning af, at det er da så fint bare at være her. Trygt.Nemt.Overskueligt.Velkendt.

Det underlige er, at jeg jo har længdes efter jobbet. Hver dag har jeg mærket desperationen over ikke at komme ud og få frisk luft. Mærke årstidens temperatur, få lyset og lydene fra livet ind, og stimuleres til mere af samme skuffe. Jeg har ikke tænkt på andet faktisk. Så hvorfor har jeg det så sådan i dag?  I dag hvor jeg netop godt kunne komme lidt op og ud? I dag hvor jeg senere skal i strikkeklub sammen med de dejligste damer og skønneste fruentimmere? Hvorfor?

Som hos alle andre der har en afhængighed, en livslang forkert livsstil, eller en psykisk lidelse af en art kan jeg ikke svare fornuftigt på det. Der er ingen logisk forklaring. Ikke andet end måske trygheden ved det velkendte, og fælles for os alle sammen gælder…

Slinger i valsen MÅ BARE IKKE SKE..

 

 

( om jeg kommer videre i dag lader jeg være et åbent spørgsmål, men jeg har ringet og sagt til Sisse at jeg kommer forbi. Ligeså har jeg LOVET at komme i aften sååå…  )