Alt er vel. Jeg er i godt humør. Vejret er herligt. Haven eksplumderer.
I det hele taget kan jeg ikke klage, og derfor er det også noget af en underlig oplevelse, at jeg konstant har det skidt! Forleden blev jeg præsenteret for en teori som nok ikke er helt dum, og igen kan jeg så bare konstatere, at kroppen faneme er en underlig en.
Teorien går på, at jeg i så mange år har levet med problemer, svære beslutninger, hårde dage, og i det hele taget daglig kamp, at nu hvor tingene lysner og mit liv ser ud til at tage en drejning, kan psyke og dermed krop slet ikke håndtere det. Det rimer fint i mine ører synes jeg. Det er almindeligt kendt og dokumenteret, at feks langtidssyge patienter nærmest kan gå hen og få angst, den dag de får det bedre. Det er idiotisk, men ikke desto mindre sandt, at tryghed også findes i at være i det liv man kender og ved, hvordan skal håndteres. Har man været patient længe, kan det virke skræmmende at skulle sige farvel til den “status”, som samtidigt indebærer masser af hjælp til en masse fra system og pårørende, og goddag til et liv som selvkørende.
Der ligger dyb psykologi i at være kroniker.
Som det kan tage tid, at vænne sig til at man er syg og må acceptere at hjælp skal der til, kan det faktisk og åbenbart også være lidt af en opgave, at få sit liv tilbage. Og det uanset i hvilken grad man får det. Jeg selv får jo aldrig et liv psykisk/helbredsmæssigt, som det jeg har haft engang, men nu ser det søreme ud til at jeg begynder at opleve medgang, og som sagt går min krop i denne tid helt i baglås. Jeg kan ikke helt tage det ind så at sige. Jeg har stadig problemer med at mærke mine følelser, hvilket sikkert har en stor del af skylden for de fysiske gener ved at opleve medgang. “Fysiske gener ved at opleve medgang”! Prøv lige at hør, hvor fuldstændigt åndssvag den sætning er. Den giver ingen mening overhovedet, men den er alligevel 100% virkelig. Meget af tiden ved jeg kun at jeg er glad og fro, men jeg kan ikke mærke det. Det er er uhyre svært at forklare, og sikkert endnu sværere at forstå for de, som ikke har oplevet, at få forstenede hjerter.
Det skifter mellem mavesmerter, hovedpine og dræbende træthed, som jo er velkendte “venner”, til andre og helt nye former for “mærkdigselvkvinde”, og tilbage til maven igen. For et par uger siden fik jeg feks pludseligt den ondeste smerte omkring det venstre knæ, og jeg gik en stund og var overbevist om, at nu havde jeg sgu da mindst fået en blodprop! Jeg har haltet som en olding i længere tid pga det knæ. Faktisk var det så voldsomt, at jeg greb knoglen og ringede til lægevagten. Han ordinerere mig to panodiler og sengeleje, og selv gik jeg i gang med at skrive testamente.. Jeg mener, man HAR jo hørt så meget om lægevagten og panodiler ik! Og så i mandags blev jeg som et lyn fra en klar himmel svimmel. Så svimmel at jeg intet kunne!!! Så der lå jeg så og lå et halvt døgns tid. Med et loft der sejlede og kvalme som efter en druktur. Tanker om blodpropper og andre grumme lidelser tog igen til i styrke. Og jeg fejler INTET. Absolut INTET altså. Om jeg nogensinde bliver klog på livet altså. Og min egen krop!
Som nævnt er det nærmest umuligt for mig at absorbere realiteterne. Min hjerne har sat programmet til centrifugering, og jeg oplever en næsten konstant følelse af at have paraderne oppe. Det siger sig selv at så bliver man en pø udmattet. Næste er så, at jeg ikke helt hører efter den udmattelse fordi jeg efter en lang og mørk vinter bare vil være ude og rundt så meget som muligt, og SÅ skal det jo gå galt. Fra at leve forholdsvis isoleret har jeg nu som minimum min datter hos mig 95% af tiden feks. Der var lige en tidlig brunch en søndag jeg ikke ville gå glip af. Og flere besøg her i haven. Der har været køreture og SÅ er der jo alle timerne med hænderne i jorden.
Som en interessant og kikset eftertanke, kan jeg afsløre at jeg for ikke længe siden sad kry og stolt og erklærede, at jeg var blevet supergod til at sige NEJ. At NEJ ligger virkelig godt i min mund. At min kalender af princip altid er næsten uden aftaler. Sådan er det dybest set også, men jeg må nok erkende at jeg lige bør minde mig selv om, AT jeg er god til det der med NEJ..
Jeg er faneme for mærkelig altså!