Endnu en nat med nærmest ingen søvn. Der arbejdes på højtryk derinde. I de snirklede gange i min hjerne. Sjovt som intet er for stort eller småt til at blive tænkt, når man faktisk er træt som et alderdomshjem. I nat har det handlet om noget, som jeg nærmest har funderet over dagligt, og igennem flere år.
Hvordan går det til, at man kan miste en indlært færdighed? Jeg mener… uden at man har været ude for en ulykke og har fået en hjerneskade!
Det er virkelig besynderligt, for vi kender jo alle den der med, at har man først lært at cykle glemmer man det aldrig. “ Bare op på cyklen igen” hedder det feks. ( eller er det hesten? ) Fra man er lille, lærer man hvordan ting og sager gøres, og siden er det bare noget, der sidder i kroppen og man tænker aldrig igen over hvordan. Man GØR bare. Uden at det koster den mindste grad af energi eller omtanke, griber man sit tøj og tager det rigtigt på. Man skærer brød. Holder tændstikken rigtigt når man stryger den. Trækker i snoren ( nå nej.. trykker på knappen ). Man ved, hvordan en nøgle fungerer. Man lærer og husker højre og venstre, at begå sig i trafikken, det meste om hygiejne og. hvordan man holder bordskik og spiser pænt.
Alt det og en million andre små ting holder hjernen skik på. Den sørger for, at vi i det hele taget går gennem livet, og at vi kan holde os selv i live. Den kender metoderne til det så at sige. Men hvad sker der Hr Peter Lund Madsen spørger jeg nu, når noget man har kunnet i flere årtier, simpelthen ikke længere har en plads i bøtten?? Er den skuffe simpelthen bare låst, og kan den i så tilfælde låses op igen måske? Eller er kommoden skiftet ud med en mindre?
Hva? Hva? hva?
Jeg kan godt finde vej ud i køkkenet. Jeg kan åbne og lukke låger. Ved hvor gryden står, og hvordan man åbner for pakker og poser. Jeg kan bruge komfuret, vandhanden, kogekedlen, og også SE at der står forskelligt på hylderne. Men hvordan jeg sætter det hele sammen, så der kommer noget spiseligt ud af det, koster mig i dag så meget energi og koncentration, at jeg dybest set ikke laver mad mere end højest et par gange om mdr. Hvis det går godt.. Og så vil jeg slet ikke tage med, hvad der sker når jeg står i supermarkedet, og selv med en seddel i hånden skal beslutte, hvilke varer jeg skal købe.. DET er i sig selv som at skulle tage stilling til liv eller død. MAO helt umuligt.
Nu kan I med rette sige, at jaja.. sålænge du overlever og stadig kan putte mad i munden og tygge det, så lad dog være med at bruge så meget energi på at ærgre dig over det tab. Der er bare det ved det at jeg er, og har længe været, godt i gang med at ødelægge min krop og mit helbred fuldstændigt, og ikke kun fordi jeg æder medicin og ryger smøger, men også fordi jeg simpelthen kun spiser, hvad jeg lige kan putte i munden som det er. Enhver form for tilberedning og forarbejdning er så overvældende svært at hitte rede i, at jeg for længst har opgivet, og når jeg endelige tager tyren ved hornene er jeg så smadret bagefter, at der går uger og måneder før jeg forsøger igen. Også derfor har jeg så stor glæde af min lille bordopvaskemaskine ( som endelig virker igen ). Efter fremstilling af bare et enkelt måltid er der minus tilbage til oprydning/opvask.
Hele denne problematik betyder, at jeg indtager en ret så ensidig og allerværst, ALT for sukkerrig kost. Hvis man altså kan kalde det kost. I virkeligheden er det vel nærmere noget med, at jeg bare stopper noget i munden for ikke at dø langsomt hen ad vejen. Og min krop hader det. Den brokker sig ud over alle grænser over det hver eneste dag. Jeg har vidst længe, at det kunne være en af årsagerne til mine perioder med kronisk hovedpine feks. For bare at nævne det som jeg mærker tydeligst.
Jeg vil utroligt gerne ændre på det. Er evig og altid bevidst om at jeg ville få det bedre på alle måder, hvis jeg nu spiste fornuftigt. Eller… det ku være en faktor i kombination med alle de andre brikker, som lagt sammen har slidt på mig. Der sker simpelthen bare det, at så snart jeg står i køkkenet, så går alt i stå. Ingenting som helst går i gang af sig selv, som det ellers har gjort i mange mange år. Engang. Jeg har fortalt det før. At jeg har været en top køkkennørd, som ku sammensætte menuer og frembringe retter, i søvne og med den ene arm på ryggen. I stedet kan jeg nu stirre blindt på de fødevarer jeg har at arbejde med, uden at ane hvad jeg skal gøre ved det, eller hvordan jeg griber det an. Det er som en kode jeg ikke kan knække. Eller en rebus måske.. Så er det langt nemmere bare at at snuppe en småkage mere. Eller klippe hul på endnu en pose risengrød.
Der ER råd for det, og jeg VED at der findes måder at få sund og varieret kost på, som ikke kræver mere af mig, end jeg måske kommer til at kunne klare. Det arbejdes der hen imod med mine såkaldte hjælpere.
Det jeg hele tiden bare ikke kan forholde mig til er, hvorfor det er endt sådan? Det er til at få grå hår af.
Nå ja, det har jeg jo forresten allerede.. HA!
Ej spøg til sige, så ER det sgu da sært. Synes jeg. At sådan noget kan ske.
