August… GISP!

 

 

 

 

Jeg er ved at være mig selv igen, kun trætheden er påtrængende, og med det er fulgt den chokerende virkelighed, at vi nu har ramt august. Jeg mener… hvordan gik det lige til???  Tiden står på ingen måde stille, selvom der har været mange dejlige timer på altanen, hvor det har føltes sådan.

 

Jeg er lidt rystet. Det er jeg altså. Især fordi august betyder at jeg lige om lidt har fødselsdag IGEN. OG det betyder også at jeg lige bagefter har boet her et helt år. Jamen altså hvad skal det ikke ende med. Det har været et år der slet ikke er gået, som jeg havde forventet eller planlagt, men sådan er det og jeg må bare tænke, at om endnu et år er jeg kommet endnu længere og endnu videre i mig selv.

 

Her er ingen billeder taget i år endnu, men for to år siden tog jeg bla disse to fotos i august:

Min klematis lever endnu, men i år er der ikke een eneste blomst endnu. Om der kommer er spørgsmålet, men den vokser fint. Måske den som jeg skal tilpasse sig sit nye klima, og næste år den så vil blomstre op igen.  August 2010 var også en måned hvor jeg havde vældigt fornøjelse af mit Central Park Hoodie projekt. I det hele taget fik jeg strikket en masse den sommer.

 

Sidste års august bragte også en masse billeder med sig, men de to jeg har valgt viser hvad august også bragte med sig, udover Rasmus’s afgang til efterskolen:

 

Flyttekasser i kilovis og min to elskede og nu også savnede små pelsbasser. Kasserne savner jeg bestemt ikke, og jeg håber af hele mit hjerte at jeg ikke skal ud i sådan en omgang igen, men marsvinene.. det er noget helt andet. Forleden så jeg et klip med marsvin på youtube, og jeg må indrømme at jeg et kort øjeblik var klar til at få et par igen. Uhh de er nu herlige sådan nogle, men jeg besinder mig. Tre dyr er mere end jeg magter desværre.

 

Gider I bruge ti min, så kig lige med her:

 

 

 

Jeg skal spare jer for yderligere videoer af marsvin, for jeg ved godt at det nok er de færreste der går i koma over sådan et par smådyr, men uhh jeg gad altså godt hihi. For ikke at kaninvennerne skal føle sig overset så er der også en lille kaninfilm her, og jo jo  min lille fister laver mange sjove stunts, men ham her på filmen.. han er altså heller ikke kedelig:

 

 

 

Nu er dagen næste gået, og jeg vil strikke lidt videre på mit næste sjal. Se lidt tv og så satse på at jeg i morgen kan tage mig sammen til at støvsuge og pakke ned til jeg tager afsted på lørdag :-)

Noget ændrer sig aldrig, heller ikke min hang til at strikke i blinde

 

 

 

 

Et halvt år uden strik er meget længe, men NU skal det være og jeg vil overvinde min derafølgende strikofobi. Det kan ikke være rigtigt, at jeg nu skal tvivle på mine strikkepinde, så jeg har i første omgang valgt at strikke en let og hurtig ting. Et sjal som skal varme mig til vinter, og som skal supplere dem jeg har. Sjaler kan man simpelthen ikke ha for mange af.

 

Inden jeg kom dertil fandt jeg alle de kurve frem, som i mellemtiden har hobet sig op med projekter af mere eller mindre tvivlsom art. Det må være på tide at gennemgå og beslutte. Hvad skal overleve, og hvad skal pilles op for igen at leve en tid som smukke nøgler i min reol. Selvom jeg ikke har strikket har jeg nemlig alligevel gået og leget med ideer og farver, problemet er bare at jeg ikke længere kan huske hvad jeg ville, eller hvad jeg så egentlig har liggende.

 

Dernæst har jeg samlet det garn for sig, som jeg har købt gennem tiden fra den tarvelige og fristende hr. Weller…

Uhh han er slem er han. Og jeg fandt mere frem, end jeg huskede at have købt, MEN ikke nær så meget som jeg gerne ville eje.  Aehmmm..  Der er lidt af hvert og alt sammen er smukt, blødt og med en fremtid imellem mine hænder. Ikke så ringe nej. Meningen er, at jeg vil ha mig et overblik over hele lageret i mine reoler, så det jeg har købt i tiden på krisehjemmet kan blive ført behørigt til protokols på Ravelry. En super hyggelig opgave ,og lige passende til alle de regnvejrsdage vi har her i landet..

 

Nå, men altså mit første projekt igangigen, sjalet, er strikket på pinde 5,5 og helt ud af landevejen. Med start fra top og med seks masker. Derefter er det bare at tage ud i siden og i midten, ganske som på det lyseblå jeg lavede. Jeg har det hele lige på nethinden, men da jeg kun har tre nøgler skal jeg være forsigtig med at strikke for langt, før jeg lukker af og sætter kvaster på.

Så langt så godt..

 

Det er nemlig gået som altid, når jeg kaster mig ud i noget uden opskrift.  Jeg får pludselig en lyyyysende ide, og så bliver den ført ud i livet. Problemet er bare her, de kun tre nøgler OG at jeg ikke helt har kunnet forudse, hvordan resultatet bliver. Allerede nu har jeg måttet trevle op een gang, og jeg kan godt begynde på den kedelige tjans endnu en gang, for det virker ikke helt som jeg vil.

Min ide er nu gemt i min idebog, og jeg strikker som hele tiden planlagt et sjal uden dikkedarer. Jeg ved det bliver lækkert alligevel, for garnet er den rene luksus og så behøver man vel egentlig ikke så meget andet fis end kvasterne vel.. :)

 

Rotterne har jeg fået af Pernille, og jeg er totalt forelsket i dem. Også selvom de næsten er lige så store som dem jeg har på loftet hihi.   De kan passende få tjansen med, at vogte på mit lager sammen med ham den grå jeg har i forvejen..

 

 

Forresten..

 

 

På min vej gennem billedarkiverne kom jeg forbi en anden grå lille fyr, som ligger mit hjerte nær. Åh hvor jeg dog elskede de to små basser og hvor savnet stadigt dukker op, når jeg ser billederne. Godt jeg har min lille kanin til at gøre mig glad nu.

Tror alligevel det bliver flot til sidst

 

 

 

Indtil videre er jeg nået hertil. Nu mangler bare uendelige rækker af ensfarvede kanter. Det skal være stort og det er perfekt arbejde at sidde med til tv og med slør for øjnene.

Jeg har besluttet at lave kanten med samme metode som mit elskede halstørklæde. Tror det vil være super flot,og indtil nu med den første grå række er det vist ikke helt galt.

 

Sådan her skal det være

 

 

 

*******************************************

 

 

 

Og så kom jeg lige forbi ham her i min søgen:

Snart. Inden længe siger jeg bare. Så henter jeg to nye venner hjem. Det er tid nu.

Jeg savner må jeg tilstå..

 

 

 

 

 

Jeg forsøger ikke at dvæle ved det, men hver eneste dag som jeg går herhjemme, sender jeg dem tanker og mærker hvor tomt her er. Jeg tænker over det, hver gang jeg smider grønt i skraldespanden, hver gang jeg dufter til agurker, hver gang jeg vågner og inden jeg går i seng. Med andre ord er de rutiner, der fulgte med i hverdagen med dyrene, så stor en del af mig, at de simpelthen mangler og giver en fornemmelse af savn.

Savnet handler måske allermest om den personlighed, der fulgte med de to pelsede kræ, mere end det handler om savnet efter dyr generelt. Og så alligevel jo… jeg savner sgu dyr i mit liv. Og på de dage hvor vejret er rigtigt gråt og vådt, ja så kan jeg godt få helt tårer i øjnene over det. Sikke noget altså.

Så sådan bliver det..

 

Jeg har besluttet mig. Efter at have talt med den sødeste dame ikke langt herfra, kommer Phister nu til et godt og trygt nyt hjem, med små legekammerater og god forplejning. Jeg har siddet med ham et par gange i dag, og ja.. jeg hyler også lidt, men i min sjæl mærker jeg, at jeg må have en pause. Jeg må få mig selv helt på plads her. Fra næste uge begynde på den normale hverdag igen, en hverdag med rutiner og ro på. Det har været liiige lovligt turbulent følelsemæssigt de seneste fire mdr, med flytning, gensyn med dyrene, aflivninger, håndværkere i tide og utide, og december med hvad deraf følger.

 

Min trøst og mit mantra er, at jeg jo altid kan få nye dyr. Lige nu kan jeg bare ikke være dyremor. Jeg skal have lidt tid til at komme mig over, hvordan og hvor hurtigt det gik med de to der var her så kort. Og så vil jeg bruge de næste dage på at fjerne alle spor, få gjort rent og vasket deres tæpper, få det pakket ned til brug på et andet tidspunkt, og så.. bare se at komme videre. Sikke da en afslutning på en ellers glad december!

 

 

PS: Jeg er igen på vej ind i fasen med ægløsning, så jeg VED jo nu af erfaring at jeg bliver helt håbløst tudevorn, måske det også har indflydelse på mit humør lige i disse dage. Jeg syntes selv jeg tager det ret så tungt, men om to uger skulle jeg gerne være mig selv igen.. pyhh ha. Det er godtnok ikke let at være hormonella.. ;)

Onsdag med grå på

 

 

Juledagene har været en lille smule mere trættende, end jeg lige havde planlagt de skulle være, men dyr og helbred kan man jo ikke sådan forudsige, så i dag er jeg ligeså grå som vejret udenfor. Pyhh ha altså.

 

Jeg er stadigt SÅ meget i tvivl om hvad jeg skal gøre med Phister, for når jeg kigger på ham vil jeg bare ikke af med ham. Omvendt så er det det bedste for ham, at få sig nogle legekammerater. Jeg ved godt at beholder jeg ham som enebarn, kan han blive et rigtigt tamt og lille skønt kæledyr at have, men jeg ved ikke… Jeg er bare så træt nu. Det har været en lang måned, og nu hvor hverdagen igen viser sig, er det som om min hjerne har taget ferie. Jeg er helt tom for handlekraft og rationelle tanker, men een ting ved jeg… Det har været hårdt at miste sine to elskede kæledyr på så kort tid, efter at have savnet dem så længe. Og jeg ved også at jeg vil savne IKKE at have nogen overhovedet.

 

What to do?? 

 

 

 

Striksammen hjælper

 

 

Ja ok, billedet er genbrug og fra november, men jeg glemte rent at lege fotograf i dag. Vi mødtes denne gang hos Karina, som havde bagt det lækreste brød jeg har fået længe. Uhm der er ikke noget, som et nybagt endnu lunt brød med sprød skorpe.

 

Det var rart lige at komme lidt væk fra hjemmet, og tankerne om Lakridsens endeligt, men ligeså dejligt at komme hjem igen og tage lille Phister op for at ae ham lidt. For at give ham lidt selskab og minde ham om, hvem der passer på ham, blev han pakket ind i et sjal så jeg kunne vaske op, med ham hængende på maven hihi. Jeg ved det godt, jeg er skingende gal, men hellere sørge for at han ikke er overladt for meget til sig selv, end at han føler sig glemt og forladt af sin storebror. Jeg har haft ham så meget oppe siden i aftes at han nu ved hvad der venter, så han lægger sig straks til rette i mine arme og kigger misfornøjet op på mig, hver gang jeg lige kigger væk eller tager en nussepause.  Han er søreme så kær den lille fis :)

Jeg tænker så det knager

 

 

 

 

Lille Phister kan slet ikke forstå hvor Lakridsen er henne. Jeg har ham her hos mig, men det er bestemt ikke det samme, som en tryg og pelset ven at putte sig op af. Jeg er i syv sind, vil nemlig gerne beholde ham, men samtidigt så har jeg egenligt ikke lyst til at få flere dyr lige nu. Derfor ender det nok med, at jeg må finde en god ny familie til ham, og så bare håbe at det er et godt sted han kommer hen.

Phister er en frisk lille fyr, men samtidigt overhovedet IKKE nysgerrig efter at gå uder over de kendte enemærker. UHA, man kunne jo komme ud for alverdens ulykker nemlig. Så hellere følges lige i hælene på storebror. Men hov han er der jo ikke ..

 

Får Phister ikke en legekammerat, så ku han godt ende med at blive alt for ensom og isoleret, trods mine forsøg på at forkæle ham. Det går jo ikke især fordi han slet ikke vil komme frem fra sit skjul for at spise. DET er alt for farligt..

 

Allerede i dag må jeg gøre noget, men noj hvor er det trist at tænke på.

Fra Phisters første dag hos mig.

Farvel Lakrids.

 

 

Tjaa, der er ikke meget mere at sige, end at det mest humane var at lade ham aflive. Det er gået hurtigt de sidste dage, og her til eftermiddag var den så gal igen, og han var så fortvivlet og stresset af kløe, at jeg ikke kunne lade det fortsætte.

 

Han fik nummer to behandling for skab i går. Det var de foreskrevne ti dage siden første behandling, men det har været svært at dosere, da han jo var et meget stort marsvin. OG han fik det faktisk kun lidt bedre, inden det igen tog til. Dyrelægen kunne bare bekræfte at han virkelig var hårdt angrebet, og den før så kraftige og flotte pels var nu næsten helt forsvundet hen over ryggen.

 

Jeg har i timerne inden vi tog afsted, ikke kunnet andet end sidde og kigge på, at han har løbet rundt og rundt af bare desperation over kløen. Hoppet og spjættet for derefter at falde forpustet sammen hen over mine lår, hvor han så lå og kiggede op på mig. Han plejer bestemt ikke selv at søge mit selskab, men idag gjorde han. “ Klø mig mor.. “ lyste de mørke øjne. Men hvis jeg bare rørte hans pels, spjættede han igen som om det gjorde ondt.

 

Noj hvor har det været forfærdeligt at se på, og jeg er helt sikker på at jeg tog den rette beslutning, men derfor skal jeg jo lige igennem lidt tuderi nu. Jeg vænner mig aldrig til at se dyr lide og dø.

 

Her ligger han og lurer lidt på mig, kort efter at jeg fik ham tilbage i august.

Om lidt..

 

 

…  kommer kæresten og han har lovet at lave varm mad til mig.

 

 

Jeg tog mig sammen og bad om det, selvom det ikke er let. Det føles så forkert at sige  “ vil du komme og give mig et knus, og tage lidt varm mad med til mig?”, men nu er det altså sagt og jeg glæder mig til det. Eftermiddagen er gået med at øve på en vanteopskrift, og så dufter her så herligt at clementiner og nelliker.  Fik pludselig sådan lyst til at gå igang med dem, men øv så var der kun tre tilbage, så i morgen SKAL jeg bare ud. Både for at være i butikken, men også for at købe flere dejlige orange frugter. Det er da en nem lille opgave og det hygger bagefter. Måske jeg endda får hængt nogle af dem op inden jul ;)

 

 

Her er Phister lige. Han er allerede vokset lidt, selvom det nok kun er mig der kan se det. Han er på ingen måde en kopi af Cupcake, og sådan skal det også være. Inderst inde har jeg nok alligevel gået med et lille håb om, at han havde nogle af de samme sjove egenskaber, men de har i så fald ikke vist sig endnu. Det lille pus bliver vanvittigt bange når jeg tænder for støvsugeren, og DEN skal jeg sgu lige huske at vænne mig til. Der er ikke nogen knurhår, der skal suges hos den lille fyr hihi. Omvendt har han hurtigt lært lyden af agurk..  Og den lyd mener han er aktuel, hver eneste gang jeg går ud i entreen. Så skal jeg da lige love for at han kan hyle op. Faktisk så meget, at Lakridsen nærmest går i koma. Man kan næsten se det på ham, at han tænker  “OMG skal vi nu til det fis igen?”  Phister er også begyndt på de der sjove spænerunder, som jeg husker fra de fire da de var små. Det er ligeså morsomt at se og høre på, omend der bestemt er forskel på et marsvin og fire, som dunker ind i vægge og kanter, fordi de ikke kan nå at stoppe op inden der kommer et hjørne *fnis*. Doiingg lyder det, og mirakuløst nok sker der intet med deres små hoveder. Det er bare i gang igen og derudaf. Han er nu sød den lille Phister :) Let som en lille fjer og hurtig som en raket.

Lakrids og Phister, de nye makkerpar

 

 

 

De to her er pot og pande. Lakridsen er med eet blevet storebror, og han tager sin rolle meget alvorligt kan jeg godt fotælle jer. Der opdrages, nusses og forklares om stort og småt, og Phister er konstant lige i hælene på ham. Den lille fyr følger sit forbillede overalt i tykt og tyndt. Eller… dvs så langt som han kan komme. For når Lakridsen hopper fra kassen og op på sin plads i tæppeteltet, ja så kan Phister ikke følge med. Han kan nemlig ikke hoppe så højt, eller også har han endnu ikke opdaget at han kan :)  Så står han der og hyler højt. Forstår ikke hvor bror blev af? Helt ulykkelig bliver han, lige indtil mor her kommer og løfter han op over kanten. SÅ er der glæde over hele linien igen, og der snakkes og skubbes til den store guldmedalje. Hver gang er gensynsglæden enorm, og man skulle tro jorden var gået under en lille smule.

Intet er bedre end at putte helt tæt op af Lakridsen, der omvendt også nogle gange ligner alle andre nybagte forældre.. Liiiidt træt af al den aktivitet der lægges for dagen, og “kan vi ikke bare sooovvve lidt hva?”.  Han har bestemt fået sin sag for  i den lille aktive fyr, men der er INGEN tvivl om, atdet var den rigtige beslutning at hente Phister hjem til os. Fra Cupcake forsvandt gik det ganske hurtigt ned ad bakke med Lakridsens humør. Han lå bare og lå. Spiste, og så ud som om han nød at ingen snuppede maden fra ham, men bagefter luntede han på plads i hulen igen, og bare lå og kiggede på mig.

 

Marsvin er selskabelige dyr, og er de først vænnet til at være to, så skal de blive ved med at være det. Ellers kan de simpelthen dø af sorg.

 

Nu skal jeg på arbejde og jeg kan tage afsted i tryg forvisning om, at de to nok skal klare sig fint sammen imens. Cupcake mangler hver dag, men jeg er lykkelig for min lille nye Phister, der har fået Lakridsens humør op i gear igen. Sådan skal DET bare være :-))

Hils på Phister

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg lader billederne tale for sig selv i dag, Lakridsen, Phister og jeg er trætte efter nogle festlige timer med MASSER af fis og ballade, nussen og pussen, spisen og gumlen, snikken og snakken og indretning af et hjem, der helt har glemt hvor hurtige og hittepåsomme sådan nogle små babyer kan være… :)

Lakridsen og jeg

 

 

 

Uh det har været en lang dag syntes jeg. Jeg har haft det lidt bedre, men tårer kommer der stadigt væk med jævne mellemrum. Som feks da jeg ville gå i gang med at lave om på Lakridsens hjem, og dermed gøre rent også. Støvsugeren var jo Cupcakes absolut ynglingslegetøj. Stik mod hvad man skulle tro, så skræmte den ham ikke. Tværtimod syntes han det var så evigt morsomt, at spæne rundt imellem mine hænder, skraldepose og fejeblad, at han ofte var tæt på at få støvsuget knurhårene af..  Helt hen til røret skulle han, hvis han kunne se sit snit til det. Den slags minder er der jo mange af, og som med al anden sorg over tab, så er minder ret så påtrængende i begyndelsen, men heldigvis ved jeg at det bliver mindre og mindre med tiden.

 

Lakridsen har ikke direkte været påvirket syntes jeg, han er jo stille af natur og han har ihvertfald nydt at kunne spise hvad der passer ham i fred og ro hihi. Agurk har været helt væk fra menuen, fordi Cupcake ikke kunne tåle det til sidst, men nu kan Lakridsen igen glæde sig over den saftige grønne lækkerbidsken, og det glæder jeg mig rigtigt meget over. Trods alt har han jo også været præget af, at der skulle tages hensyn til en sløj roommate.

 

Vi har nusset han og jeg, i dag. Han ved ikke helt om han gider, fornærmet som han er på mig over al den opmærksomhed han IKKE har fået, men han skal nu nok tø op igen. Om ikke andet så fordi jeg inden længe skal hente et lille nyt babydyr hjem. Det er det eneste rigtige at gøre, og selvom jeg syntes det er svært at tænke på, så er det jo også spændende. Små marsvin er vildt nuttede og det skal nok give liv i gaden igen.

 

Pladsen hvor der er marsvin, er flyttet til en anden væg i stuen og fylder nu kun det halve. Det er lissom ikke aktuelt med to meter længere, og det har været en udmattende affære at indtage, så nu sover det lille pelsdyr tungt og godt :-)

'

Det sidste billede der er taget af Cupcake viser tydeligt, hvordan hans pels er helt våd. Det er den fordi han har haft svært ved at tygge og synke maden, og dermed har savlet meget. Det blev først rigtigt slemt de sidste par dage, så der er ingen tvivl om at han har haft det skidt.

Slut for denn gang om Cupcake. Nu må vi se fremad igen og herinde skal der ihvertfald ikke skrives mere om ham, jeg bliver sgu så ked af det, og det er ikke måden at komme videre på. Så tak for nu lille ven, nu sidder du i marsvinehimlen og tygger lystigt på agurk igen..   Knus

Jeg skifter lige billede her

 

 

 

Jeg kan ikke sige så meget mere lige nu, end at jeg er nødt til at sætte et andet billede på her. Mine øjne har ikke set så røde ud siden sidste år, og jeg kan lige nu ikke klare at se billeder af min lille pelsede ven. Han er borte nu, og selvom jeg bagefter er blevet bekræftet i, at det var godt sådan for han VAR syg, ja så hyler jeg som en anden lille pige, og minder om alle de sjove ting han har lavet bliver ved med at cirkle i mit hjerte.

Lige nu vil jeg slet ikke have marsvin mere, men jeg ved jo godt at det går over og så skal Lakridsen have sig en ny lille legekammerat. De næste dage skal han være i centrum og forkæles med masser af knus, for han har været lidt tilsidesat de senere dage. Lige nu gumler han løs, men jeg fornemmer at det ikke handler så meget om sult, men mere om forvirring fordi Cupcake nu er helt forsvundet. Han har helt klart også kunnet mærke at noget var galt, for mange gange har han været henne for at puffe lidt til Cupcake, når han var gemt i sit tæppe. Så har de sludret lidt sammen og Lakridsen er slukøret luntet væk igen. Ingen tvivl om at de er levende væsener med sanser de små. Heldigvis er han et sindigt marsvin, der ikke sådan lader sig slå ud af stilen, men han ved godt at noget er anderledes og det forstår han ikke en dyt af.

 

Måske det i virkeligheden er godt at jeg i morgen skal være sammen med strikkepigerne og deres mænner, der er julefrokost på programmet. Og strik selvfølgelig.. Mon ikke det kan aflede mine tanker lidt. Indtil jeg skal afsted vil jeg lave lidt om på Lakridsens hjem. Det behøver ikke længere fylde så meget, og for min egen skyld må jeg lave lidt om, så jeg ikke skal gå og mindes for meget.  Jeg sludrer og pludrer løs, og nu holder jeg. Bær over med mig, jeg er jo bare hende den sære kvinde med marsvinegalskab ;)