Den bedste nyhed jeg har hørt længe deler jeg med jer

 

 

 

 

Her er et billede af en kage. Jeg har noget at fejre nemmerlig. Det er om ikke årets, så ihvertfald den seneste tids, bedste nyhed til mig. Ej, gu er det den bedste i år.

 

 

Min bil overlever….

 

 

Jeg kan ikke beskrive hvilken lettelse det er for mig, og lige nu kan jeg ikke få armene ned. Der er nogle ting,som skal fikses før den kan gå igennem syn, bla nye bremseskiver, men alt i alt kan det laves, og det kan laves til en fornuftig penge. Meget mindre end de 10-12.000 jeg var stillet i udsigt af den lokale mekaniker,som kiggede på den i forsommeren.

 

Jeg benytter nu en anbefalet mekaniker, der holder til på Falster, og HAN er godt nok en knag. Han hentede bilen for mig fredag. Siden har han ringet jævnligt for at opdatere mig på de ting han har tjekket,og resultaterne af det. I dag har han haft den til et førsyn, for at få en vurdering og evt fejl kan rettes, inden den skal synes rigtigt. Efter det har han ringet endnu engang, og meddelt hvordan det står til.

 

Jeg måtte sætte mig, da jeg hørte hans kommentarer om bilen. Her gik jeg og troede jeg havde en bil, som var nærdød og så viser det sig,at den er i fantastisk stand, i betragtning af de 21 år den har på bagen. Den er nærmest rustfri, og har som sagt kun nogle vedligeholdelses ting, som det vil være super at få lavet, og så bremseskiverne, som jo skal være i top for at den kan godkendes. Alle de ting, store som små er han igang med nu.

 

Og hvorfor troede jeg så at bilen var så elendig, kan man med rette spørge sig selv?

 

Jo ser I, jeg har faktisk gået rundt siden sidste syn i marts 2014 med den opfattelse,at den ikke havde meget tid tilbage fordi mekanikeren,som havde den i hænderne dengang               S A G D E  sådan til mig! Ifølge ham blev den kun lige godkendt, og han frarådede mig at køre lange ture i den igen. Ever… Hans endelige dom var, at den næppe ville overleve endnu et syn, og at jeg måtte være påpasselig med ikke at køre mere end højst nødvendigt!! såjeg har dybest set ikke kørt noget af betydning siden da, og har været skide hamrende nervøs, når jeg endelig har begivet mig ud på en tur. Den har støjet ret meget, og det har jeg troeet var noget frygteligt, men nu viser det sig at det “bare” var udstødningen der var i stykker, og det er nu lavet.

 

Mage til megarøvhul skal man da lede længe efter!

 

Kæft jeg er fortørnet på  ham, men NOJ hvor er jeg alligevel glad for den drejning sagen har taget. Inden længe har jeg min bil tilbage, og SÅ skal jeg bare ud og køre.

 

Nemmerlig.

Starlettens svanesang på dødens motorvej

 

 

 

Lidt af en overskrift ikke :- )

 

 

Jeg tog på tur i går. Et smut til Stevnskanten og hjem igen. Det blev en tur, der var lidt mere anstrengende end ellers, men målet for turen var havesnak og gensyn, og det var det hele værd.

 

 

 

Her er ikke mange billeder fra turen, for mobilen valgte at gå ud næsten med det samme, da jeg ankom oppe hos Esther. Heldigvis nåede jeg da at få et par, af en af kattene og nogle af hendes påplanteskoleniveau mange frølinger.

 

Turen begyndte med, at min lille fikse og limegrønne mobiloplader til bilen var væk. Jeg fatter stadig ikke, hvor den kan være blevet af, da den lissom ikke kan bruges andre steder, men det betød at jeg måtte runde en tank med butik for at finde en erstatning ( som senere viste sig IKKE at du!! ). Der er en motorvejsafkørsel mod fastlandet i Rødbyhavn, så dernede fik jeg tanket og også købt “strøm” til turen. Lidt af en oplevelse iøvrigt, for damen i butikken var helt oppe i det røde felt. Og jeg forstår hende godt, da jeg selv har prøvet at være ekspedient. Det job kan være en udfordring til tider, og her var den helt gal, da der manglede en færge. Det betød kilometerkø. En kø der genererer kunder, som så forventer service på mange niveauer, som butikken så ikke er gearet til akut, som så udløser surhed og frustration, som så går ud over stakkels dame bag disk, og damen er alene på skansen, en hel lang dag… 

 

Jeg fik ønsket hende pøj pøj og kom afsted derudaf.

 

Og hvorfor da ikke kaste sig ud i det virkelige køreliv med det samme, efter næsten eet års pause, når nu det endeligt skal være..  Fra tanken var der lige netop et større færgetræk i gang, så jeg holdt tungen lige i munden og fik accelereret og flettet på fineste vis. Med alle muskler i kroppen spændt til det yderste. Jeg har ikke kørt på motorvej et år som sagt, og min lille elskede racerbil lød IKKE begejstret for, at være skulle præstere mere end 80km i timen. Jeg var ytryg hele vejen derop. På halvejen opdagede jeg, at forbruget af benzin også var anderledes end ellers, og min nervøsitet tog et ekstra nøk opad. At være under genoptræning i total vågenhed, samtidigt med at jeg hele vejen spekulerede som en besat, over alle de ting der kunne nå at gå galt, OG bevidstheden om at dytten nok aldrig mere kan transportere mig ud på langfart, tog simpelthen så meget energi fra mig, at jeg, da jeg kom tilbage i aftes, var fuldstændigt ødelagt.

 

Jeg er nu lidt mere afklaret heldigvis. Jeg har en bil, der fint kan holde til korte og langsommere ture rundt i lokallandskabet, og DET er jeg vældig lykkelig over. Jeg kan få handlet stort ind, og jeg kan komme rundt og opleve, som jeg har udfordret mig selv til at jeg SKAL i år, men jeg siger jer.. min krop i dag gør mere ondt end da jeg tog afsted. Alle mulige muskler værker, mine kraveben har det af underlige grunde, som om jeg har fået bank, og mavepine er også indeover. Alligevel er jeg glad og stolt.

 

Jeg tog afsted. Jeg var på tur. Jeg fik genset Esther og hendes fantastiske have, og jeg fik en nærmest religiøs ( og husk på at jeg ikke tror på noget ) oplevelse med i købet.

 

Landskaberne er endnu ikke i deres fineste tøj, men foråret kan fornemmes derude som man kommer frem. Det er oplivende. Det giver fornyet håb og optimisme, men der er een ting som gør det helt modsatte, og den ting er så sørgelig og også lidt rystende for en sart sjæl som jeg, at det giver en udflugt som min, en lille skygge af tristhed med.

 

Turen var fyldt med død. Døde dyr af så mange arter og i et sådan omfang, at jeg hurtigt opgav at holde mandtal over dem. Harer, fasaner, fugle af enhver slags, ræve og pindsvin. I hobetal lå de på motorvejen og i vejkanten. Blødende og døde. Håber jeg. Med brækkede ben og vinger og nakker. Kropsdele spredt over vejstrækningen. Og jeg blev så ked af det. Ved godt at det moderne samfund har sine ofre, men det var barskt alligevel at se. De små forårskåde væsener, som fejlvurderer deres chancer for at krydse vejen bliver smadret af det, og jeg håber bare at de ikke når at opdage, hvad der rammer dem.

 

Det religiøse aspekt.. Jamen det er bare mig, der har en livlig fantasi, og som er let at røre.

 

Turen hjem var overskyet det meste af vejen. Jeg nærmer mig den smukke Farøbro og netop i det sekund, hvor jeg kører op på den, åbner skyerne sig og solen bryder igennem. Stråler i tusind farver tegner striber over himlen, og i samme sekund når Leonard Cohen, der er sat på min afspiller, til omkvædet af So long Marianne. Et kor af pigestemmer synger så betagende, og hele øjeblikket giver mig gåsehud.

 

Kender I det?  At flere faktorer lige passer sammen uden at det var planlagt, og i et kort øjeblik er alt bare så fyldt med ro og skønhed? Det var jo kun et kort øjeblik, men det satte sig lige fast i mit hjerte en stund. Det skarpe sollys, de stribede skyer, den blåeste blå himmel, Cohens poesi og markante stemme, broens arkitektur. Det hele gav et perfekt øjeblik.

 

Jeg minder her om, at jeg ikke er et menneske, der ellers har sans for poesi eller den slags. Jeg er som sagt ikke, hverken religiøs ( desværre ), eller på anden måde med sans for guddommelighed. Jeg har altid elsket litteratur og ord, men altid været pas på digte, følsomme tekster og andet i den dur. Jeg rammes for det meste af det mere rå, hvis jeg skal formulere, hvad der rører mig. Rockmusik frem for sødsuppe Gospel feks. Seattledepri over pop. Til hver en tid. Så at jeg blev helt rørstrømsk af en åben himmel, og alle de døde dyr var lidt af en mavepuster.

 

Tilbage i virkeligheden brugte jeg de sidste kræfter til lige at runde Aldi. Kørte hjem, fik de sarteste planter sørget for, smed noget frossent i ovnen, krammede Holger en ekstra gang, og inden klokken var ni lå jeg i min seng.

 

 

I dag tilbringer jeg med at restituere. Bilen udenfor er fyldt med mursten, marksten, en masse havemagasiner og flamingokasser til tomaterne. Den bliver ikke tømt i dag. Kun skal de små aflæggere jeg har fået med mig hjem i deres nye potter, og det bliver så dagens to do.

 

Fin fredagsgerning for mig.

 

Torsdag skal jeg på langfart

 

 

 

.. og jeg er en smule nervøs ved det.

 

 

 

Heldigvis bliver vejret mere venligt stemt i morgen, end da dette billede blev taget. Smukt som det er, så ER det altså svært at køre på motorvej i hård frost .. på sommerdæk. SÅ altså jeg triller på udflugt for første gang i et helt år nøjagtigt.

 

Jeg har kørt SÅ meget i min tid, og jeg elsker det. Elsker fart og tempo, fuld knald på musikken, landskaber der suser forbi og følelsen af frihed, men det er en gammel dame jeg efterhånden skal ud at køre i, og det gør mig altså en smule nervøs. Jeg gentager for mig selv, at det nok skal gå og at alt er godt, så jeg ikke følger min allerstærkeste impuls.

 

Aflysning.

 

 

Det vil jeg bare ikke. Og jeg har sørget for at nummeret til autohjælp ligger på mobilen :- )Det er noget forbandet fis, at jeg nu flipper sådan og jeg vil ikke ligge under for min egen fantasi. Og for den underlige lyd der efterhånden kommer et sted fra, når bilen er tændt. Mekanikerne kunne ikke hitte grunden i sin tid, og den har også kørt fint siden.

 

Og Holger. Han bliver hjemme. Jeg har naturrrrligvis sørget for, at der bliver kigget til ham ved middagstid, og at nus og opmærksomhed også bliver leveret, for jeg synes jo det er vanvittigt svært, at efterlade ham heeeelt alene i fem timer. Tænk nu hvis han tror jeg har forladt ham! 

DET HER MÅ I altså bare lige se … , og hvor er jeg egentlig henne?

 

 

 

  …..

Hvad jeg ikke ville give for, at æde mig en mavepine til af den her is. Jeg siger det bare.. Og nej.. så vidt mine halvblinde øjne kan se, så er det vist bare garn, men ideen er da herlig. Og skulle man få lyst til andre gode sager uden kalorier i, sååå..

 

Hvilket tålmod der skal til for at lave sådan noget, tænker jeg bare.

 

 

**************

 

Jeg vender tilbage til sydhavsøerne i morgen, og jeg venter med længsel på gensynet med min have. Jeg kom godt afsted, da først jeg overvandt mig selv. Nød turen. Har ikke lidt hverken nød eller overlast, MEN.. jeg har været møghamrende syg tirsdag nat og onsdag. Sikkert kroppen, der på sin egen overbevisende måde gør opmærksom på, at når man tvinger sig selv ud i noget man ikke har det godt med, så ja.. så er der en pris. Prisen er vanvittig migræne med de nu efterhånden sædvanlige følgeopkastninger, døde arme og synsforstyrrelser. Har kravlet rundt på fremmede gulve, og bare forbandet mig selv langt væk. Dog skal det siges, at jeg omvendt også forsøger at forklare min krop, at der altså ER ting og opgaver her i tilværelsen, som man er nødt til at gøre, uanset om man synes om det eller ej. NÅ!

 

I mit sidste indlæg fik jeg vist også skrevet på en måde, så det kunne misforståes, at jeg er afsted på kursus lige nu. Det er jeg altså ked af, for det var bøvlet skrevet. Jeg ER begyndt i et særligt forløb, som henvender sig til mig og mine lidelsesfæller, og der skal jeg bla lære at håndtere følelser og den slags på en fornuftig måde, men det er IKKE det jeg er i gang med på denne tur. Jeg sukkede derimod over, at jeg ikke allerede ER i besiddelse af de evner jeg nu skal til at lære, for så ville denne udflugt ikke have været så forbandet svær for mig.

 

Uden at gide at forklare i vilde detaljer, så er jeg på langfart for at redde min bil. En øvelse, som betyder at jeg skal være social og glad og på, på en måde jeg bare ikke orker for tiden. Jeg er i selskab uden at ha den fornødne energi, men omvendt så betyder denne tur forskellen mellem INGEN bil, eller bil i endnu to år. Og derfor har jeg ikke kunnet sige fra eller nej. Til tilbud om assistance. Eller til i det hele taget at få lavet det, der skal laves uden beregning. At få sådan et tilbud i min situation er jo en gave fra himlen, og så nytter det sgu ikke, at jeg sidder hjemme i dukkehuset og piver fordi jeg ikke har lyst til, at snakke eller underholde nogen som helst. Det er bare at bøje og takke og iøvrigt være dybt taknemmelig. Og det er jeg. Helt inde fra hjertet. DYBT taknemmelig og meget meget lettet, da jeg lige netop for et par timer siden fik at vide, at bilen er gået fejfrit gennem syn, og at jeg nu kan trille roligt hjemad igen, med den bekymring mindre.

 

Jeg gider heller ikke diskutere for eller imod, hvorvidt jeg i det hele taget kan tillade mig at eje en bil for faktum er, at den er min livline, og de sidste snart otte år om og om igen, har været min redning i flere akutte situationer. Uden den bliver min radius lige præcis så langt som til apoteket i Rødby, og hjem igen. Jeg bliver stavnsbundet til min matrikel, og så kan det godt være at mange ikke fatter, hvorfor jeg ikke bare tager cykel, tog og bus. Til det vil jeg bare sige, at ku jeg så gjorde jeg sgu nok allerede det. Jeg har førhen ELSKET at rejse med tog feks. Hvilket fire ture til London t/r, på netop den facon har bevist. Det er bare ikke sådan mere. Eller.. jo, jeg elsker stadig togture, men de tager så meget på mig, at jeg når jeg er fremme ved bestemmelsesstedet, må gå lige i seng. Lidt lissom ikke det, som er meningen med at rejse til en festlig begivenhed, et strikkemøde, fødselsdage, gensyn med venner, børn og familie, eller på messe, indkøbstur til Garnudsalg.dk, og alle mulige andre ting som jeg faktisk super gerne vil kunne. Bare en gang i mellem. Jeg vil jo gerne, i den udstrækning det er muligt, gøre ting som helt almindelige mennesker kan og gør i min alder.

 

Så jeg synes det er turen, bøvlet, smerterne og bekymringerne værd. Og jeg kan nu se frem til yderligere to år, hvor jeg HAR MULIGHEDEN for at være social, når jeg kan være det. Uden bare at drømme om det.

 

Denne tur har ikke været let, men den var nødvendig. Desværre har den også trættet mig så meget, at jeg ikke i denne omgang kan få hilst på hverken familie eller venner. Omvendt betyder netop denne tur, at jeg nu KAN besøge venner, familie og andre arrangementer. I fremtiden.

 

I morgen triller jeg glad og fro hjem. I baggagerummet ligger sække og poser fyldte med havegodter. Jeg har nemlig også fået et udvalg af stauder og løgplanter med mig. Har haft muligheden for, at være ude i en have også her, når jeg har været frisk til det. Så nu skal der etableres lidt flere bede og nydes lidt mere have. Og køres i bil..

83 timer 27 minutter OG.. 14 sekunder, senere

 

 

Jeg må siges at have været tålmodig ik?

 

 

Jeg vågnede i nat, og halvvejs i søvne kaster jeg et blik på skærmen for at se, hvor langt den nu var nået. I samme sekund var jeg lysvågen, fordi bæstet endeligt var igang med at installere alle opdateringer, men var gået i stå fordi jeg skulle godkende et eller andet. Tror I lige jeg fik gang i lys og lamper og mig selv, for at få overstået sidste del af processen..  Jeg skal jo bruge maskinen altså. Er langt bagud med mails, billeder, skriverier og alt muligt andet praktisk.

 

Derfor er jeg nu selvfølgelig møghamrende smadret, men med en aftale med ny udlejer kl 11, må alle dynedrømme bare vente.

 

Jeg skal vel nok ud på omkring 2762 køreture i min lille bil i denne måned, når jeg fylder den til bristepunktet med alt hvad den kan trække, for at fragte mit rodede livs, ligeså rodede indbo til Rødby, så jeg var da lidt spændt på gårsdagens syn af samme. To små ting skal jeg ha fikset inden d. 30, men jeg har allerede fundet en som kan ordne det for mig, da det ikke er graverende eller mekanikerkrævende. Heldigvis..  I dag tømmer jeg det første læs af, nemlig alt det jeg har kørt rundt med siden Samsø. Sække med garn og lidt småting. Næste læs bliver alt muligt praktisk rengøringsgrej og hvad jeg ellers kan tage med.

 

Bilsyn på Frederikssundsvej

 

 

 

Mit kæreste eje blev set efter i sømmene i går og den gik rent igennem. JUHUUUU

 

Det er anden gang jeg prøver det, og det morsomme er at selvom jeg benyttede den nye serviceafd på Fr.Sundsvej, så var det den samme gut som tjekkede den forrige år. Han var blevet overflyttet dertil, og jeg mente nok at kunne kende ham, så mor her blinkede lide lidt ekstra med vipperne og vi fik os en lille bilsludder. Ikke at jeg tror det hjælper en hujende fis, men man må jo være om sig ik.. ;)

 

Jeg kan nu køre videre i livet i tryg forvisning om at ihvertfald bilen er ok. Der er et par ting det vil være godt at få forbedret, set med de fremsynede briller, så det vil jeg lige holde mig for øje. Jeg håber jo at den kan bringe mig frem og tilbage i mange flere år endnu. Med en ældre bil, er det lidt som en eksamen hver gang man afleverer den til syn, og jeg var også rimeligt nervøs for at der skulle vise sig udgifter til mig, men jeg kørte derfra vældigt lettet.  Og prisen for synet, ja den er til at overkomme syntes jeg. 525 kroner er sgu ok syntes jeg.

Det behøver ikke være kedeligt..

 

.. at tilbringe tid på en tankstation!

 

Ihvertfald ikke når man er mig.  I første omgang besøgte jeg min egen nærstation for at tanke bilen. Det samme ville en masse andre, så der var kø helt ud på gaden. Fint nok for mig for jeg havde god tid, og med solen som følgesvend gad jeg slet ikke hidse mig op over en smule masen og bukseren. Så holder jeg altså der. Venter så pænt og med eet er der plads til, at jeg kan trække til venstre og parkere  min lille dyt for at give den mere brændstof, men så er det at bilisten bagved mig går helt amok!  Kvindemennesket begynder at dytte, råbe og gestikulere fuldstændigt vanvittigt og jeg kigger mig om for at se om nogen er kørt over eller noget??  Hun fortsætter og der går det op for mig at det er MIG hun flipper over. Og hvorfor gør hun så det??  Jojo, fordi jeg PARKERER for at tanke såmænd!!

Jeg stiger ud af min bil, kigger spørgende på min sidemand der tanker på den anden side, og da hans øjenbryn sidder helt omme i nakken tænker jeg, OK så er det sgu her jeg må træde i karaktér. Med faste skridt går jeg hen og spørger damen om, hvad det er hun mener er så fandens irriterende, og det skal jeg sige jer:

 

Hun raser over at jeg tanker!!

 

Jeg mener.. vi er for fanden da på en tankstation. Der er kø ja, og nu er det så tilfældigvis MIN tur. MIN bil er lille og væver, men HENDES er et ordentligt drøn og der har vi måske problemet hehe.  For hendes dæksel sidder i DEN ANDEN SIDE af bilen og hun kan hverken komme frem eller tilbage før enten jeg eller min sidemand er færdige. Hun skal om på den anden side af mig, eller vente på min sidemand og det huer ikke damen. Tough luck moster siger jeg, og fortæller som en ekstra bonus at når jeg er færdig med at tanke, vil jeg gå ind for at handle lidt kaffe og ekstra, så hun må vente.  Der er lissom køkultur her.

 

MAND hun var tosset. Og jeg var ligeglad for herregud solen skinner, og da hun besluttede at holde ind lige her, var der allerede kø som sagt helt ud på gaden, så måske hun mere skulle rase over sin egen fejlvurdering af ventetid og overskud. NÅ! Jeg fik sidemandens brede smil, og min kaffe med på min videre færd ud i verden og jeg grinede hele vejen.

 

 

NÅ, men mit stankstations eventyr stopper ikke her for jeg kører mod Lyngby for at besøge en adresse, der måske, måske ikke huser mine gummisko..  Desværre er mor og far ikke hjemme, så jeg runder impulsivt deres lokale og meget besøgte bilvask. NU skal det sgu være. Den blå skal være ren igen. Jeg har tiden, solen skinner og det er en dejlig lørdag. Foran mig er der fire bilen i køen og det passer mig fint, for så kan jeg jo sidde der og strikke og kigge på mennesker i ventetiden. Langsomt nærmer vi os den magiske vaskemaskine, og da manden foran mig kører ind går der noget i skuddermudder derinde. Han kommer ud og melder om startvanskeligheder i vaskeprocessen.

 

SKIDT da med det tænker jeg..

 

Jeg har nemlig i melletiden fået udsigt til denne smuksak, og ja ja jeg mener ikke den smarte fyr i solbriller, selvom han nu var tjekket nok, men BILEN :-) Den bliver nusset og pusset og jeg kommenterer til fyren, at sådan håber jeg søreme også han behandler sin kæreste. Vi griner og han fortæller stolt at han lige har fået den. Snik snak om lækre biler følger, og efter ti min går det så op for mig at jeg står og sludrer med en af Lyngby’s superligadrenge.. Ja hvad ved mødre om agurkesalat, men jeg erkender åbent min uvidenhed og han tilgiver mig da heldigvis. Smiler bredt og giver mig sit navn, hvilket jeg erkender er så håbløst at udtale, at jeg vil udelade et forsøg her.

 

Endeligt er det min tur og med fast greb om rattet styrer jeg ind i hallen, parkerer og haster ud. Der er et par ansatte der kigger med, for at tjekke at maskinen nu også virker og alt er lutter smil, hjælpsomhed og hurra. Ud med mig for at skyde lidt flere billeder af drengene med de smarte biler.

 

Livet er herligt, mutter her kan stadigt få smilet frem hos de hurtige drenge, jeg nyder min smøg i solen, og får både dytten og vinken til hilsen da de i fuld fart ræser videre. Porten glider op og så er det man kan se smilet på de FEM bilister der holder i kø bag mig falme en kende. Som den typiske kvinde jeg jo er, har jeg nemlig glemt en vigtig ting..

 

Som I kan se holder jeg der så fint, bilen er klar og det er alle andre sådan set også. Bare lidt noget skidt at nøglerne sidder i tændingen

 

INDE I DEN LÅSTE BIL!!!

 

( og ja.. det er jo ikke første gang jeg prøver det vel.)

 

Tror I lige jeg fik viftet med øjenlågene?  Tilbage med skuldrene, frem med kavlérgangen og så ellers ud til de ventende for at forklare min brøde. Bilen kan ikke flyttes. Der kommer til at gå lidt tid. Hjælpen er inden for rækkevidde, men tålmod er vil være godt her. Beklager..  Især fordi den anden vaskehal er i udu.

 

UPS!

 

De tog det pænt  heldigvis. Smil og ih og åh kom frem. Medsamt flere forskellige bilnøgler til at forsøge at åbne dyret med. Forslag om dette og hint. Forsikringer om at DET ikke betød så meget. Og efter et kvarter kom min kære far cyklende i fuld fart med reservenøglen. Pyhh sikke noget altså. Måske jeg sku koncentrere mig om min egen bil, og ikke de smartere modeller i fremtiden *fnis*

En lille krølle på den historie er, at bilen slet ikke var ren da jeg kom ud i solen igen. Maskinen blev erklæret død som en sild, jeg fik mine penge retur og en polet til støvsugeren. Så nu er den ved håndkraft pudset op, støvsuget og så ren som længe set.

 

Det er sgu da ikke nogen dårlig måde at tilbringe en lørdag formiddag i april på :-)))

Jeg prøver igen

 

 

 

Dagen igår begyndte ad h.. til, fumlende og famlende og i næsten søvne. Ved et-tiden ringede min telefon med en besked om, at jeg var savnet hos Anika, min negledame. Hun mente bestemt at jeg havde en tid NU, og jeg kunne slet ikke huske at have set en sms med tid og dato, så der sad jeg i nattøj, sort i sindet og var i hvertfald ikke på vej ud af døren.

Nu er det sådan at hun har til huse uden for min opgang og ti skridt til højre, så hun beordrede mig mildt til at komme i klunset og rubbe neglene ( hihi ). Det tør jeg jo ikke sidde overhørig, for hun er en dame med et travlt og snævert program, mange mange fruer og frøkener lægger deres hænder i hendes, så på fem mirakuløse minutter var jeg ude af døren.

Den næste time gik så med nussen og stille sludren om en fælles bekendt, der er havnet i en fælde af de grimme, en af dem der handler om vold og kontrol, og vores bekymring er til at tage at føle på. Problemet er jo at det er uendeligt svært, for ikke at sige umuligt at gøre noget. Man kan ikke trænge igennem med fornuft og kloge ord, ikke rent fysisk gå ind og flytte hende væk, ikke indgyde hende mod til at fjerne sig fra manden. I stedet kan vi fra sidelinien se på at et ægteskab nu er under opsejling, hendes selvstændige erhverv droppet til fordel for en tilværelse som hjemmegående med hans børn fra et tidligere forhold, og vi er magtesløse.

 

Ikke nogen særligt rar tanke..

 

Da jeg var færdig der, rullede lavinen med flere uforudsete ting, og jeg måtte smide hvad jeg havde i mine ellers tomme hænder, for at komme kæresten til undsætning i Ikea. Belæsset med kommode i papindpakning og andre store og små ting, var kortet i udu ved kassen og gode råd dyrere, end de varer han havde hentet efter en lang arbejdsdag for at glæde mig. Kortet er i mit navn, og proceduren er klar. Er det ikke mig der står med kortet og identifikation i tilfælde af strejke, ja så…

Mig ind i bilen, af sted i myldretidstrafikken på Roskildevej, en youghurt som middel mod koncentrationsbesvær og knurrende mave, og i en bil der har en kæmpe lænestol liggende i baggagerummet, hvilket vil sige OVER DET HELE, da min bil jo er lille og kun lige kan rumme sådan et møbel. Den stol skal retur til udlåner, da datteren ikke syntes om den.. 

Vel ankommet fik jeg et kæmpe knus og en svingtur og kys i massevis.  Benzin til mit bål og jeg kunne pludselig godt overkomme turen hjem igen :)  Faktisk så godt at jeg vejs ende rundede tanken, og fik givet dytten en forårsomgang i vaskehallen. DET var tiltrængt skulle jeg hilse og sige.

 

 

 

I dag skal jeg så bare ha afleveret den pokkers stol på Østerbro, men det klarer jeg nu nok. Det går bedre og jeg tager min dag i små bidder. Solen skinner og det ligner noget der kunne få mig til at smile endda..

Søndag på Vesterbro

Vi var på visit i går, hos venner på Vesterbro.


Jeg var blevet tilbudt et mobilswap, og er nu den nye ejer af en smart tingest der kan alverdens ting, spørgsmålet er så kun om jeg kan finde ud af af bruge den OG om Rasmus kan komme sig over, at hans mor nu er i besiddelse af en model der er smartere end hans? Det mener han nemlig at den er, men han er nu også lidt muggen fordi hans egen er gået i stykker efter ophold i en buskelomme og deltagelse i vild leg i skolegården. Livet er så uretfærdigt nemlig ;)


Da vi skal hjemad bliver kæresten lidt bleg og så sker der følgende:


En mand og en kvinde

Tusmørke

Begyndende slud falder ned fra himlen

En bil...

... og nøglerne i tændingen INDE i bilen!


Min bil er jo en ældre model, og har ikke hverken centrallås eller noget andet fancy og da vi forlader bilen har han simpelthen bare lade nøglerne sidde i, og jeg smækker dørene som altid.


Nu er jeg jo en forstandig kvinde og iøvrigt hjælper hverken gråd, stampen i jorden, råben eller skæld ud, så jeg er klar til at tage hjem ad alternativ vej og så kan han som straf få lov til selv at returnere efter bil og nøgler, inden han får lov at betræde vores varme stue igen. Men næh nej da, ikke tale om , der er da andre og mere kvikke måder at få adgang til dytten på, så her er hvad man gør når man er min kæreste:


MAN tager:

En ledning med en løkke i den ene ende ( venligst udlånt af vore værter)
En kniv ( venligst udlånt af vore værter)
En lommelygte ( venligst udlånt af vore værter)


Derefter sker der følgende:


En kvinde og en mand i en gade på Vesterbro, prøver med kniven at lirke ledningen ind i bilen. Forbipasserende undrer sig overhovedet ikke over det mistænkelige syn, hvilket undrer mig. Tusmørket går over i regulær sort aften, og den udlånte lommelygte som er af slagsen hvor man drejer et håndtag for at lade den op, bliver mere og mere udpint, og løkken der skal fange den lille knap i gulvet, hvormed man kan få bagsmækken op, bliver ved med at dreje i forkert retning. Den ellers varmt påklædte kvinde begynder at fryse, manden forsvinder pludselig i retning af nærmeste kiosk for at erhverve sig en lygte der duer, kolde ting begynder at falde ned fra himlen af, mand dukker op igen med en lygte, kvinde får grineflip fordi situationen er så sindssyg og fordi at tiden nu er sådan, at de kunne være nået hjem og tilbage igen allerede MED en nøgle.

En time senere lykkedes missionen og de to er nu på vej hjem...


Lad mig bare gentage:



Jeg har endnu tilgode at kede mig i dette forhold :)



Atju!

Vel hjemme.. men til hvad??

Endnu en dejlig og nærværende aften i strikkeklubben er gået, og jeg er nu hjemme igen.


Jeg har ikke villet skrive om det før nu, men det er en aften jeg har bævet for i flere dage. Jeg har bare villet afsted, og bare så gerne villet overvinde mig selv, så for mig er det stort at jeg gjorde det. For angsten har sit faste greb i mig når jeg skal køre i mørke. Og endnu værre er det når jeg skal ud og køre i ustadigt vejr, på mørke veje jeg ikke kender og hvor man ikke kan se et ærligt skilt der viser hvor man er. Endnu værre når man har en GPS med sig, jo jo den er en uundværlig hjælp, men den betyder også at jeg skal tage mit stive blik fra kørebanen og de modkørene biler og det er næste mere end jeg kan overskue. Min helt irrationelle dødsangst viser sig i højeste potens på sådan en tur, og med andre ord er det en grænseoverskridende oplevelse hver gang.


Turen mod Bettina var ikke en fest og jeg holdt vejret næsten hele vejen, MEN turen hjem var som smurt i olie. Dels fordi jeg kunne køre af Frederikssundsvejen og den kender jeg trods alt, hjemad er det bare ligeud hele vejen og så bor jeg nærmest lige for enden.. sån ca. Derfor ingen GPS til at tage min opmærksomhed, ingen grund til at spejde efter vejskilte og så var vejret også tørt. Og så har jeg slet ikke nævnt den lille detalje at jeg hver gang jeg skal starte bilen lige skal give den lidt hjælp i form af en gang strøm fra laderen... den tur tog jeg to gange på vejen ud, fordi jeg lige måtte ringe til kæresten og ha hjælp til gps'en. Kom ikke her og bli væk NÅ.

Jeg VIL ikke lade mig kontrollere så jeg ikke kan komme omkring, men er alligevel lettet over at vi nu har aftalt, at så længe det er så mørkt mødes vi hos Pernille og når det så bliver lyst igen, ja så triller jeg glad og gerne til Bettina. Turen i sig selv tager jo ingen tid, det er ikke der skoen trykker.



Den med grænser er jo et ongoing tema her hos mig. Det er sundt at udfordre sine egne grænser, at rykke lidt ved dem, men pokker ta mig om jeg kan leve med at andre overskrider de grænser jeg har. Typisk er det jo ikke noget jeg er blevet spurgt om inden det sker.


Som skrevet står er jeg vel hjemme igen, men til hvad??


Den sure teenager er nemlig igen igen retur. Ikke uventet da det jo har vist sig at vi ikke kan regne en sk.. med de udmeldinger der kommer, men alligevel uventet da det ikke har været aftalt at han skulle komme. Og derfor er det først på vejen hjem jeg erfarer at han så også liiige bliver til søndag! Jeg kan ikke lige overskue det. Syntes lige at han er taget afsted, og nu er der så igen tre lange dage, hvor jeg skal være på sidelinen i cirkus teenager på tværs.


Den må jeg lige vende lidt, og det er muligt at jeg vil prøve at finde et sted jeg kan være indtil søndag. Jeg indrømmer at jeg bare ikke kan holde til at skulle have disse opdage og neddage i en lind strøm. Bedst som jeg er ved at have overskud til at ville lidt hygge i mit hjem, så kan jeg igen ikke andet, end trække mig helt ind i min skal for simpelthen at overleve. Jeg når aldrig at slappe helt af, at få trukket vejret helt ned i maven før jeg igen skal igennem dage med stress og pres og tilbageholdt åndedræt.


Heldigt at jeg i dag fik nået at jule lidt, og pyntet det der skal. Jeg kommer ikke videre før engang i næste uge..

Jeg fik vist aldrig fortalt hvordan det gik med min lille bil.

Den var til syn i mandags, og da jeg ankom til synshallen var der ikke et øje. Jeg var forberedt på at skulle vente i en evighed, så derfor var jeg lettet over at kunne komme til med det samme. Et kvarter tog det, og så var vi - bilen og jeg - ude igen. Den gik glat igennem og mor her er lettet og stolt.

En pære skal skiftes, og et bremserør har en lille bitte rustplet på størrelse med en enkrone. Jeg måtte love at få det ordnet, men skal altså ikke tilbage til synshallen. Nu har jeg jo aldrig selv været inde under bilen, så det var lidt sjovt at stå der inde under og kigge på den. Jeg kunne med egne øjne se, at der ikke var noget at udsætte på den. Bortset fra den lille plet, var den som ny, og mekanikeren var selv temmeligt forundret over dens flotte tilstand. Den er trods alt fra '94.



I dag fredag bliver endnu en langsom dag. Jeg er stadig træt som et alderdomshjem, men her er forholdsvis ro i hytten. Josefine og Rasmus er hjemme, Theis ser vi ikke noget til, han er stadig møgsur på John og mig, og Mira passer sin skole. I eftermiddag bliver hun hentet af sin mormor. Lige nu er selv marsvinene inaktive, vidste jeg ikke andet ville jeg tro at også de er påvirket af det mørke der har været dominerende de seneste dage.

Jeg kan jo se at rundt omkring i blogland, er der mange der har det som både marsvinene og jeg selv.. Mørket og årstiden påvirker, men også mange er syge. Rigtigt mange faktisk og jeg krydser bare fingre for at vi her i huset går fri.


Mon man bliver smittet af at blogge...


Selvom jeg er træt, drænet for energi og lidt uoplagt til andet end at komme til hægterne igen, så har jeg det godt og er egentlig glad. Det syntes jeg må være på sin plads at tage med her. Kæresten og jeg har fundet pladsen ved siden af hinanden igen, vi nusser og hygger og griner som vi også gjorde før balladen begyndte. En ting der om muligt gør vores såkaldt voksne knægt endnu mere negativ og sur, men ham om det. Han har uden tvivl fået sig et mindre chok, da det gik op for ham, at hans opførsel ikke førte til andet end at han blev mindet om at han ikke styrer hjemmet og sin papfar, OG at John ikke er til sinds at skulle miste mig.


Jeg får langsomt hæklet kanten på mit lilla sjal færdigt, og regner med at kunne vise det frem i næste uge, for også pinde og hæklenåle ligger stille.

Bilsyn og børnestatusopgørelse

Jeg skal ha bilen til syn idag.


Jeg er jo selvfølgelig overbevist om, at den går lige igennem, men man ved jo aldrig så jeg er lidt spændt. Heldigvis ligger det ikke langt herfra og jeg må bare bevæbne mig med noget håndarbejde, så jeg ikke får et flip af ventetiden. Jeg er ikke den eneste går jeg ud fra..


Det smarteste er nok at jeg allerede nu, tager kluns på og kommer afsted. Ud i mørket og blæsten..




Status omkring børnene:


Josefine mener ikke at hun er i stand til at gennemføre sin udd!!!

Rasmus er skoletræt og vil ikke i skole..

Mira syntes jeg er ond!

OG

Theis har direkte i en samtale med John torsdag aften sagt at han hader mig som pesten og, at han helt bevidst gør alt hvad han kan for at provokere mig og gøre mig ked af det. John er enig med mig i, at det tyder på at han arbejder på at få mig til at flytte. Det var tydeligt at han håbede på at John ville være med ham i den sag. Under samtalen med knægten, gjorde John det helt klart at han elskede mig ufatteligt højt, og han IKKE under nogen omstændigheder skulle gøre sig forhåbninger om at vi gik fra hinanden. Det blev slået fast at når nu han ikke ville indordne sig, skulle han flytte. Det er jo nyt for mig, da jeg ikke anede de havde haft sådan en samtale. Den fandt sted efter jeg forlod stuen i arrigskab.

I aftes fik jeg så også sagt at jeg IKKE kan bo her meget længere under de forhold, at jeg IKKE kan leve med at skulle chikaneres i eget hjem, men vi aftalte at jeg skal førsøge at gøre mig stærk og IKKE lade mig påvirke, og jeg har forklaret at det kan jeg kun, hvis jeg har hans åbne støtte hele vejen igennem... John fortalte iøvrigt også, at han forgæves havde forsøgt at få knægten til at fatte, at det hele skyldes han egen uvillighed til forandring og at han selv har bragt sig i den situation han er i nu med sin opførsel, men det kan Theis jo slet ikke selv se. I hans øjne er det mig der er årsagen til at hans liv ikke fungerer, og at han er deprimeret og iøvrigt også min skyld at han har fået epilepsi!!! Ja ok, godt så.. så siger vi det.

Heldigvis har jeg det sådan at jeg er ligeglad med at han siger han hader mig, for det samme ville være sket, med en hvilken som helst anden kvinde, John måtte have flyttet sammen med. Det er ikke mig personligt, men de ændringer og de krav der er fulgt med, der har gjort ham så rådden. Men det ændrer ikke på at jeg bliver så skidt tilpas af, at gå rundt sammen med ham hver eneste dag og være under kontrol, blive kritiseret og provokeret. Der er en forskel.






Så alt i alt går det jo forrygende

Toyotaen skal på hospitalet

Og i virkeligheden burde jeg jo slet ikke klynke.

Med 15 år på bagen, og i min varetægt de sidste tre år, UDEN nogen som helst former for sygdom, kun en mindre forkølelse i form af nyde dæk og sån.. Ja så er det vel i orden at den nu knirker lidt.

Og det er meget lidt.

Efter at kæresten har lyttet på patienten med stetoskop, ser det ud til at det er starteren der er gået. Det er jo til at overse, men jeg er godtnok trist for jeg havde jo planer.


Sådan kan det gå og nu skal det så bare lige ordnes, så kører den igen. Og den kører søreme godt.
Inden 10 nov har jeg fået besked på at den skulle til syn, så et eller andet sted er det jo fint, at det sker Nu, og ikke lige når den står dernede hos dommeren over dens videre skæbne, OG min pengepungs indhold. Jeg mener... havde jeg måske ikke lige været inden om garnbutikken og handlet?? og havde jeg ikke lige investeret garn til en ny trøje, der sådan ca koster det samme som en ny starter ( uden arbejdstiden incl) ??

JO det havde jeg, og så er det da søreme uheldigt at jeg allerede har taget hul på garnet og er gået i gang med at strikke. Uppsss!


Og hvad er det så jeg er gået i gang med?


Jo altså første gang jeg så denne ting, var i Nørkleriet. En anden cafegæst var i gang med noget fra dette magasin. Jeg måtte jo lige bladre, men forsiden fangede mit blik..
Anden gang var da Süsling trak bladet frem af tasken ovre ved Pernille. Der er jo masser jeg gerne vil lave, Topstykket feks, men den må vente for jeg er ikke strikkemoden til den endnu. Jeg har været alt for ambitiøs. Små pinde og mange runder med kedelig strik og så dette hersens mønster der er helt umuligt, fik mig til at lægge den til side. Pine er faktisk ogsa en lille drøm. Jeg har småprojekter kørene og noget er færdigjort, men en større ting må der til og nu er den her på mine pinde.



En dejlig lang vams. Jeg har købt garn i koksgrå og så tror jeg nu nok at jeg laver hætte på den i stedet for kraven. Det tror jeg bliver bedre.. Garnet er merino uld, Lana grossa hedder det, og jeg er vild med at det er så superblødt.
Mit halstørklæde er af samme slags, bare fra et andet firma, men jeg hader jo alt der kradser på min hals, så det er helt perfekt.
Holst og Kauni og alle de andre lækre uldkvaliteter er skønne, men de får altså ikke lov at nærme sig min sarte nakke, jeg holder det ikke ud. Uff hvor det kradser.


Når jeg nu ikke kan holde ferie i dag alligevel, kan jeg i stedet strikke og så må jeg desværre tage mig sammen og få vasket bare en lille bitte smule. For det er ikke kun garnet der kradser..

Vaskekrisen kradser også her hos mig, og når der begynder at mangle undertøj og håndklæder er det altså mere end jeg kan klare. Er der ledige tider tager jeg et par maskiner. Men noj hvor jeg ikke gider

Toyota og så må der gerne grines

For mor har endnu engang lagt planer, og endnu engang er de blevet omstødt af vorherres magtfulde skæbneleg.


Jeg syntes måske nok, at han strammer den og derfor har han og jeg nok engang et regnskab at gøre op senere... når jeg står der foran himlens port og banker på.


Indtil da, må jeg bare grine. Det nytter sgutte at hyle i hvertfald, for visse ting kan man bare ikke hamle op med.


Som feks en død bil!


Ja netop... Mor her pakkede sine ting, parkerede ved Nørkleriet for at indkøbe garn til næste projekt af større kaliber end et sjal og den slags, gik i Netto for at hente lidt småting såsom sødmælk til kaffen, og med bilen fyldt, vinduet rullet ned fordi der er fyrre grader inden i min ny røde sweater, kaffe i koppen, lyder der en sindssyg hakkende lyd da nøglen drejes.

En gang mere får mig til omgående at droppe forsøget, for det er ikke en lyd jeg lige har hørt før. Ringer til kæresten, som selvfølgelig lige i dag befinder sig i Roskilde, sidder lidt og gnasker på en småkage.. Hmm

Tænke tænke, hvad gør en klog???


Jo da, ud af bilen, på med de bedende øjne og tju hej får jeg prejet et par knøser der alligevel står og taler i mobiler foran en flyttebil. Om de ku hjælpe??

Et to ti sekunder senere er den ene i fuld sving med at hente ekstrabatteridimsedutoplader frem, ledninger og jeg ved ikke hvad, men selv efter den manøvre og masser ad god vilje, hoster bilen bare videre. Lyden får også den unge herre til at trække sig, han vil ikke gøre ondt værre, så nu har jeg så tømt bilen ( næsten for der var altså meget), slæbt det hele hjem igen og her bliver jeg sgu.

Jeg tror det er vorherres måde at fortælle mutter her, at hun må prøve at tænke rationelt, i stedet for emotionelt. Ring til psykologen, få en tid til en snak om det der med, at sejle derud af i de triste tankers båd, få styr på den dybe kærlighed jeg har til kæresten, så den ikke forsvinder i alle de negative tanker jeg får støbt. Det er jo trods alt noget jeg har temmelig mange erfaringer med.. det der med at tankerne tager overhånd.


I dag bliver jeg i hvertfald hjemme. Og så kan jeg, når bilen er fikset prøve een gang mere med en lille ferie.



Jeg elsker min bil, det gør jeg altså :)