For sjælen ude og inde, eller jeg svælger i lyde i disse dage

 

 

 

 

 

 

Foruden fuglepip, gavner det også min sjæl at lytte til havet. Det ved de fleste, har en god virkning på sindet tænker jeg, og da jeg ved tilfældet er havnet kun fem minutters kørsel fra en strand, ja så har jeg nu endnu en gave, jeg vil til at gøre brug af.

Faktisk filmede jeg en lille sekvens, så I kunne høre lyden af bølgerne, men af en eller anden uforklarlig grund, kan jeg ikke få lov at lægge den på her!  Men så kan jeg i stedet berette, at trods det ellers stille forårsvejr, så var der bølgebrus at høre derude. Ved Kramnitze. Helt og aldeles mutters alene var jeg. Ikke en levende sjæl andre end mig og mågerne synes at dagen var til en tur ved vandet. Dejligt for mig, men egentligt lidt underligt.

Mine børn og min eksmand kan nok bekræfte, at når jeg rammer sandet rettes alle mine sanser mod vand og sten. Det er som om jeg bare MÅ bøje nakken, og kigge ned eller ud. Jeg kan blive ved så længe, at selv børnene bare ikke giiiiiider være der mere, og jeg vil vove at påstå, at om så en hel hær af truttende cirkuselefanter, eller selveste Peter Baier iført trækvogn med friske fyldte chokolader kom forbi, ja så ville jeg ikke ænse det.  Det er alle de interessante former for sten, og lyden af vandet som fylder mig.

 

Der gik da også halvanden time, inden jeg vendte snuden hjemad, og af mystiske årsager vejede bilen noget mere på hjemturen, end da jeg kørte fra huset..

UPS!

 

Måske vægten ikke alene skyldtes strandfund. Det kunne også være fordi jeg tilfældigvis liiige kom til at stoppe op ved en vejkant:

Hovsa!   Der lå lige, hvad jeg skal bruge til det stengære jeg vil ha i gårdhaven. Masser af marksten i en kæmpe bunke ude i grøftekanten. En.. to.. snupti sagde det. Jeg gentager.. jeg ER bare sindssygt taknemmelig for min bil. Den kan bringe mig rundt, og den kan fyldes med alverdens ting og sager.

 

Foruden udflugten, fik jeg både vasket og handlet ind i går. OG smidt maling på det slidte spisebord. I dag har det fået anden omgang, og når det er tørt er det klar til at hygge ved. Det er en hurtig løsning og bliver ikke noget kunststykke udi maleri, men bare bordpladen er brugbar er det fint med mig.

Det hele handler om, at jeg super gerne vil have sorteret og ordnet mit strikkegarn på en pæn og rigtig måde. Og dertil skal bruges et bord at lægge fra på. Gider heller ikke have dug på hele tiden iøvrigt. Når nu trunte her ikke må lege med jord eller spade, så har det vel for pokker ingen skade til at nusse garn. Vel?   det ER da en blød hobby.

 

Og til den går jeg så i dag, og lytter til en anden form for roisjælen lyd:

 

En virkelig fin samling af rolige og lytbare klassiske numre.

Jeg kiggede også ned i går

 

 

 

 

Ovre ved Miri skrives der om, hvordan man som naturglad, evig og altid går med næsen og blikket vendt nedad i denne tid. Her opfører jeg mig på nøjagtig samme måde. Går fra morgen til aften og kigger efter dagens millimeter, og glædes over hver en lille spire som nu kigger frem. I weekenden, har blæsten dog flyttet bunken af møjsommeligt fjernede blade fra komposten, så en del af de små grønne børn er igen dækket til.

 

Søndag var mere blæsende end lørdag på disse kanter, og alligevel ku man se mig tumle afsted langs vandet, godt pakket ind, med kamera og en plastikpose i hånden, ude ved Kramnitze. En pludselig indskydelse fik mig afsted, og faktisk gik jeg også der med blikket nedad. Kulde og blæst til trods, er der næsten intet så befriende som en ensom time i vandkanten. Højt til himlen og langt til nærmeste kakkelovn. Jeg fandt indtil flere hulsten, og et par til at pynte i et kommende bed. Og så fik jeg da også skudt et par billeder:

 

 

 

 

En time var rigeligt. Det ER koldt ved vandet, men efter sådan en tur er det dejligt at smide sig i sofaen med kaffen, mærke kinderne blusse og nyde stuens duft af tulipaner. Hjemmbagte boller ville have været perfekt, men deeet orkede jeg bare ikke realisere. Det blev ved fantasien.

En chance jeg bare IKKE ku lade gå fra mig…

Billedspam følger i dette indlæg…

 

 

Ikke eet ord om boligeproblemer, økonomi eller andre kedelige faktorer og kendsgerninger fra min hverdag i dag. Jeg gider det ikke. Faktisk hænger det mig langt ud af halsen at have med det at gøre, så jeg tager bare een dag ad gangen og gør hvad der er nødvendigt i den sammenhæng.

 

I dag skal det handle om en lørdag med fuld turbo på opleveren og et sååå dejligt gensyn med min Rasmus. Næsten det aller allerbedste nu tænker efter..

 

 

Planen var egentlig at være praktisk og effektiv i weekenden, lige indtil jeg fredag fortrød og alligevel sprang i bilen og kørte afsted til Odsherred. Deroppe bliver jeg nemlig for tiden så godt og grundigt forkælet at jeg næsten ikke kan rumme det. Jeg bliver bespist med gode sager, givet oplevelser jeg ellers ikke lige sådan går rundt og får, OG jeg bliver passet lidt på. Det tager jeg til mig og jeg lever i nuet med det, indtil andet bliver besluttet..

 

I går var altså pludseligt en dag med bezin på programmet. Jeg elsker fart og maskiner, så jeg er i dag søndag fyldt op med indtryk i en sådan grad at jeg bare kan ligge død på sofaen inden jeg igen tager hjem til Lolland mandag. Og her kommer så unde videre ord billeder fra lørdagen:

 

 

 

 

I kan vel næsten selv regne ud hvor jeg har været i går.. hihi

Det hjælper altid på hjemmefølelsen..

 

 

… når man har lidt af sit eget med sig.

 

 

Vel fremme vil jeg så bare nyde at blive forkælet lidt, men allermest at jeg kan få hilst på Rasmus inden længe. Også mor og far skal ha visit inden jeg vender snuden hjemad igen. Jeg ville jo egentlig allerhelst være hjemme, men jeg MÅ finde ud af om kløen forsvinder under andre tag, og så er der ingen vej udenom. MAO.. jeg kan ligeså godt gøre en fest ud af nødvendigheden.

 

Jeg har mine vigtigste ting med mig. Strik, kamera, bil ( selvfølgelig, men med doneret benzin forstås), et lille ekstra garnlager og computeren.

Om at overholde en aftale, eller.. jeg tager afsted i gooood tid

 

 

 

 

Senere i dag tager jeg afsted til en overnatning på sjælland. I morgen kl 09.00 dut, har jeg endeligt en tid til undersøgelse af fingre og hænder, men i tråd med min natur er jeg overdrevet bange for at komme for sent. Overdrevet bekymret for, om jeg nu får beregnet tiden korrekt, så jeg kan komme til hospitalet og få parkeret og komme fra p-plads til den rette indgang, inden jeg skal være på afdelingen. Ikke så meget af respekt for personalets tidsplaner, det indrømmer jeg gerne, men fordi jeg kommer så langvejs fra og har ventet så længe, at jeg ikke kan overskue at måtte køre den lange vej hjem igen, uden mere viden om smerterne.

 

Førhen var det bare noget jeg gjorde, og jeg har godtnok haft mange af den slags aftaler igenne årene, og for de fleste er det også bare et punkt på dagsordenen, bare ikke for mig. I dag. Som jeg fungerer nu.

 

SÅ altså.. jeg tager afsted i meeeeeget god tid. Første etape i dag, og den næste i morgen. Er jeg frisk nok i aften, kan det sgu være at jeg tager en prøvetur, så jeg ved på forhånd hvordan Roskilde hospital er indrettet, og hvordan det er med p-pladserne. Erfaringen fra Kbh er nemlig, at det kan være nærmest umuligt at få en plads i nogenlunde afstand, og jeg skal muligvis beregne gåtid ind også.

 

Små mennesker små problemer, store mennesker store problemer.. jeg ved det, men jeg lever jo også i en lille verden ik..

 

 

Iøvrigt hedder det noget så fint som:

Nerveledningshastighedsundersøgelse, på neurofysiologisk laboratorium. SÅDAN!

 

Jeg har valgt IKKE, at læse op på det på nettet efter jeg fik klikket mig ind på en side, hvor der stod at det kunne handle om Sclerose. I den forbindelse blev der listet andre symptomer op, og der ku jeg selvfølgelig sætte hak ved mange af dem. Man kan hurtigt komme til at lide af alt muligt når man læser om sygdomme, så jeg vælger at tro det kun handler om det der syndrom vi tidligere har talt om herinde.

Karpaltunnelsyndrom. Også et fint ord ik.. :-)

Hvad mere kan man ønske sig, end en nat under åben himmel?

 

 

 

Jeg er træt i dag, for alt andet lige skal man vænne sig til at sove på en båd, når man aldrig har prøvet det før, MEN… jeg er dybt taknemmelig over at være blevet overtalt til at prøve.

 

Der var lige en kort tid, hvor båden vippede ( i mine øjne ) RET voldsomt inden solopgang, men jeg messede en remse om, at jeg IKKE ville drukne, og da jeg ligger her i sofaen og puster i varmen, er jeg altså i live endnu. HA!

 

Ikke ret mange flere ord orker jeg nu, men her er en stemningsrapport:

Det er en af de fedeste oplevelser jeg har haft i år, og følelsen af frihed er ubeskrivelig. For mig, som jo ikke kan få høj himmel og lange udsigter nok, siger det sig selv at jeg er hooked. Lyden af blide bølgeskvulp mod siderne, når man ligger der og skal sove er bare såååå beroligende, og den vuggende bevægelse er det rene sovemiddel…

 

Ihvertfald når det IKKE blæser ;-)