Besøg, og lidt om hvordan det kan ende med åndenød

I går var det endelig dagen, hvor jeg endnu engang skulle have besøg af Pernille og Bettina. Et forsinket fødselsdagsbesøg. De ankom og tog straks køkkenet i besiddelse, for min gave bestod blandt andet i, at de stod for maden. Total luksus bare at byde velkommen, efterfulgt af hygge og gaaaaaver.  Inden længe skulle det dog vise sig, at de bragte gaver der i bogstaveligste forstand fik mig til at miste pusten..

Dejlig dejlig tærte og salat blev fremtryllet, og huset begyndte hurtigt at dufte som det jo ellers sjældent gør. I ventetiden fik jeg de mest vidunderlige gaver. Gaver så smukke og kreative, at jeg slet ikke kan lade være med at kigge beundrende på dem. Bettina gav mig sin gave på forskud, for at jeg kunne få glæde af den henover sommeren. Bløde blå behagelige clogs og et par fine små sandaler med blomstrede såler. Jeg har desværre fået pakket sandalerne væk for i år, så dem kan jeg ikke lige blære mig med nu, men Pernilles gaver kan jeg fremvise, og det gør jeg med stor glæde.

Vi skulle jo have været samlet på dagen d. 12 august, men der kom noget i vejen. En af Pernilles kreationer er derfor helt utroligt veltimet og tilfældig, eftersom ingen dengang vidste, at Holger ville være borte en måned senere. Se lige her:

Mød Holgers efterfølger :- )  er han ikke bare skøn?  Jeg flippede en smule af bare begejstring da jeg så ham, for intet kan vel bedre udfylde Holgers plads i sofaen, end ham her. Han er mere eller mindre str lifesize.

Min nye krammekat sad i en kurv så smuk. Endnu en frembringelse med så meget finesse og nøjagtighed, at jeg ikke fatter det tålmod det må kræve at lave den. Hanken er en gren, der er forarbejdet så fint, at den er blød som smør at holde i.

Sidst, men ikke mindst fik jeg en dejlig blød vaskeklud OG OG OG tre fine klokker, der skal hænge på terassen. De er lavet i ler og har en klar klang når de dingler frem og tilbage.

Jeg udskifter lige snorene, for min erfaring er, at vind og vejr hurtigt vil få de tynde hampsnore til at gå til, og knække. DET må bare ikke ske, så jeg vil erstatte dem med noget læderagtigt snor jeg har liggende i perlekassen. Farverne er ramt helt rigtigt, og i tråd med mine puder og tæpper derude.

Åh jeg kan slet ikke komme mig over, hvor heldig jeg er at modtage så skønne sager.

Hvad jeg heller ikke kan komme mig over er, at selvsamme dejlige damer nær var ved at tage livet af mig!  Hvad fanden er det så lige for en gave at give mig!!

Ej, spøg til side, så blev det helt uventet alvorligt og dramatisk på rekordtid efter, at vi havde sat os til bords. Det har aldrig været noget, der har været aktuelt at tale om, men der er et par ting jeg er allergisk overfor. I over 25 år har jeg ikke oplevet problemer, da det jo bare er noget der sidder på rygraden. Alt hvad jeg indtager, og som jeg ikke selv har købt eller lavet, er altid lige tjekket mentalt for sesam, græskarkerner, birkes og valnødder. Jeg gør aldrig noget stort nummer ud af det, spiser bare noget andet. I går gik det så uventet helt galt da jeg spiste af tærten. Ikke ti minutter efter den første bid, begyndte jeg at føle varme og brand i spise- og luftrør. Det bredte sig lynhurtigt til brystkassen og armene. Jeg siger så henkastet som muligt, at jeg synes jeg får det så underligt, og jeg går ud for at trække lidt frisk luft.

Det virkede naturligvis ikke, og i stuen sad der to som ikke helt vidste, hvordan man forholder sig til en værtinde, der begynder at stønne og pive over smerter i maven, og kvalme. Vi fik hurtigt opklaret at synderen var tærtedejen, som var bagt på sesammel. DET er en af de helt store no go’ere hos mig, ved vi alle tre nu, for selvom jeg altid har vidst  at det kunne jeg ikke tåle, har jeg aldrig aldrig oplevet noget lignende omkring sesam.

Jeg gik ind for at lægge mig, men det fik jeg det endnu værre af, og det endte med at jeg lå på gulvet og hev efter vejret. Bettina fortæller bagefter  at mit ansigt skiftede farve og, at jeg begyndte at tale underligt uklart, men det husker jeg ikke selv. Hvad jeg husker er, at der blev ringet alarm og at der ret hurtigt kunne høres en ambulance med udrykning. Forinden var forposten ankommet, en paramediciner der foretog nogle indledende øvelser.

Tror I lige mor her midt i al dramaet, og iført iltmaske og blodtryksmåler, blev vældigt begejstret over at få noget så sjældent, som opmærksomhed fra hele tre yngre labre løver i eet hug??  HA, jeg siger jer bare, det er ikke løgn hvad man siger.. reddere er totaaalt øjenguf. Knapt så begejstret var jeg så over, at måtte hoste op med min egen alder indtil flere gange, og over at jeg sad der og lignede udskidt ævlegrød. Hvorfor sker sådan noget, når man IKKE er stylet til et 12’tal?  ÆV.

Nå, men enden blev at jeg ikke ville på hospitalet i Nykøbing. På det tidspunkt havde jeg allerede fået det en kende bedre, især fordi jeg selv havde nået at sluge allergimedicin inden hjælpen kom. Pernille og Bettina vil med glæde skrive under på, at jeg ikke hører til i kategorien af stille heltinder, der bider smerten lydløst i mig.. Jeg er med andre ord ganske forfærdelig til at klare smerte. Migræne jo, den siger jeg ikke en lyd af, men i går pev og hylede jeg som et barn, hver gang jeg fik tilbagefald. Og tilbagefald fik jeg selvfølgelig. Flere gange. En tur på toilettet for at fremtvinge opkast var jeg også, og DET var en første gang for mig, og DET var da noget af det mest ubehagelige jeg længe har oplevet. Det hjalp dog, men ikke 100%

For nu at gøre kort proces, var jeg først nogenlunde ude af efterveerne omkring midnatstid. Mavesmerterne kom i bølger med jævne mellemrum resten af dagen og aftenen, og jeg kan af et ærligt hjerte sige, at det var virkelig voldsomt, og meget forskrækkende. Især da mine to dødsengle var kørt hjemad igen, sad jeg og kom i tanke om hvor heldigt det var, at de var omkring mig. TÆNK hvis det var sket, og jeg havde været alene hjemme!  Det gik rasende hurtigt fra jeg sank den første bid, og til at jeg lå med kramper på gulvet uden at kunne nå min telefon. Fanme uhyggeligt!

Nu er det så søndag.

Jeg sidder i sofaen og er helt og aldeles smadret fysisk. En ting jeg ikke kan komme mig over er, hvor ondt jeg fik bagpå kroppen også. Lige der hvor nyrerne sidder var det, som om jeg havde fået et par gedigne spark. Jeg er øm endnu, så alle planer bliver udskudt til en anden dag.  I stedet vil jeg nu bare sidde og strikke i min sofa, imens jeg kigger forelsket på min nye kat :- ) Resterne af lagkagen åd jeg sent i aftes da jeg igen følte mig klar til den slags. Den smagte himmelsk siger jeg bare.

 

En lagkage fyldt med rigtig flødeskum og creme, og med rigtig chokolade på toppen. Kæft’ den var go’.

Nå, men skyerne forsvandt jo og såååå…

 

 

 

 

 

Da jeg får besøg i morgen og derfor må nedlægge våbene indtil jeg igen er alene, kunne jeg bare ikke lade være med at gå i haven, og sådan gik det altså til at jeg nu kun mangler to klumper der skal i jorden. Hold da kæft det er målstregen jeg kan se der lige foran mig.

 

Nu er det tid til at stene foran tv’et og lige nå et par runder med mit nu knapt så succesfulde strikketøj. Knapt så succesfuldt fordi jeg med sweateren har ramt første mur. Den hvor jeg ikke kan koncentrere mig om at strikke med to farver!  Og det smukke sjal jeg har i hovedet er stødt på grund, fordi jeg har overset mængden af nødvendigt garn. Som jeg ikke har i de valgte farver. Mit strikke comeback er med andre ord ikke lykkedes helt så godt, men der arbejdes på alternativer og så længe det står på, er jeg begyndt på et improviseret sjal der ikke kræver nogen form for tankevirksomhed.

 

Garn fra lageret er alt hvad det kræver og limegrøn Arwetta har jeg masser af. Ligeså det stribede strømpegarn, som jeg er vild med og har gemt på i årevis til lige det rette dukkede op.

 

Anderledes succesrig er jeg når det handler om at nå målet i haven. Det mål der går på ikke at bruge hele sæsonen på at grave som en anden jord og betonarbejder. Lige om lidt er jeg der, og SÅ kan jeg bare nøjes med at have det sjovt med finesser og påfund som det nu falder mig for. Fire måneder er der gået siden jeg begyndte mit marathon nummer fire, og i dag blev dagen hvor min bil igen fik sine bagsæder tilbage. Det sidste større læst med affald blev kørt væk i denne omgang og dermed er der kun en seriøs rengøring tilbage, og DET trænger den i den grad også til.

 

 

Sidste weekends voldsomme regnskyl har været en gave for min have, forstået på den måde at jeg med de seneste dages arbejde allerede næsten har tømt den ene af to tønder.

 

 

Her er dagens udvikling. Som altid ser det meste kun halvgjort ud, men det er fordi jeg har fokuseret på at få rette plads frigjort til planterne. Færdig kan jeg altid blive senere, og det gælder såvel kanter som facon på buksbom og andre buske.

 

 

 

Jeg lover hermed alle og mig selv, at jeg i morgen søndag vil hellige mig en let rengøring af huset, og en endnu lettere oprydning så jeg kan ligne en, der har styr på sagerne når jeg får besøg. HA!  Besøget var egentlig først planlagt til på torsdag, men er fremskudt, hvilket får den kiksede betydning at jeg nu kun kan afhente min gæst ved stationen, støttet af en stok og krumrygget som en heks. Planen var nemlig også, at jeg kunne nå at bruge nogle dage på at få rettet mig selv ud igen, inden rollen som superkvinde og overskudsagtigogitopformekskøbenhavnsk værtinde blev kørt i stilling.

 

Så kan man da bare lære ikke, at være for tidlig på den når man skal på landet… :- )

 

Forresten er min gæst ingen ringere end Rene, som jeg efterhånden har kendt i seks år, OG som jeg kærestede med inden jeg flyttede herned. Sidst han var her er to år siden, men han kender mig rigtig godt, og påstår at han efter næsten to års fravær er vældig forberedt på, at jeg ikke længere er den han mødte, da hun stadig boede på krisecenter og var dybt forstyrret, men også mere tjekket og fire størrelser mindre! Ja ja min ven, vi får se gør vi. Spøg til side, så har vi aldrig helt sluppet kontakten, simpelthen fordi vi er lige underlige og egne. Vi taler godt sammen og begge har vi været alene så længe, at tanken om en partner gør os akut paniske og smådårlige. Jeg har dog forsøgt ret længe, at overtale ham til at flytte herned eftersom han elsker udelivet endnu mere end jeg gør. Han sover for eksempel glad og gerne i telt!!! EEEw siger jeg bare, men hvis nogen husker det var det faktisk ham jeg overtalte til, at sove på stranden en varm sommer. Først bagefter fortalte han, at han er totalt bange for vand. UPS!  Han hader dog havearbejde, og DET er jo et ret så stort minus, men omvendt.. han kan godt lide at være stille, hvilket i min optik er afgørende. Så altså, jeg tager mine talegaver i brug igen, og ser hvor hurtigt han smutter hjem til storbyen. Det ville være så fedt at have en god ven tæt på, og det siger jeg til ham igen og igen, især fordi han er dødhamrende træt af at bo på Frederikssundsvej, et af mine ynglingsargumenter for at blive Lollik. Hehe. Han skal jo “bare” lige sælge sin lejlighed, få sig et job her og et lille hus og så er den ged barberet. Syns I ik?

 

PS: da jeg fandt det link, hvor der er billeder af ham her på bloggen, viste det sig at der også er en del billeder af Holger. Dengang var han jo stadig min lille nye katteven, og på billederne er det så tydeligt, hvor meget mindre han var dengang. Blev helt beskæmmet da jeg genså dem faktisk. Han så sgu helt killingeagtig ud dengang. SE bare lige her:

Her er han i august 2014. I øvrigt står han og undrer sig for første gang ligesom jeg, over alt det vand, der kom ned inde i huset. Det var dengang.

Fredagsbesøg

 

 

 

Fredag fik jeg besøg fra København. Det er et heeeeeelt år siden sidst, men det underlige er, at det føles som om det var lige i sidste måned, de to kiggede herned. Det var så dejligt at se dem, og på tre timer fik jeg talt mere end jeg normalt gør på en måned. Vil jeg tro..

 

 

 

Med sig havde de sokker. Masser af sokker. Sidste år fik de garn med tilbage, og nu er garnet forvandlet til dejlige varme og bløde sokker. Til mig. Den rene luksus, som snildt kan holde mine fusser varme vinteren igennem.

 

Bettina havde endda et ekstra par med, hjembragt fra en ferie, og DE slår da bare alt. Prøv selv at se hvorfor:

Der sidder en dame og strikker på dem hihi :- )

Ny erfaring.. Lykken er en svigersøn :- )

Det er ingen hemmelighed, at jeg har haft/har det svært med at min datter er konverteret til muslim. Svært fordi hun med det har afsværget visse danske værdier, som jeg mener er vigtige, og som får konsekvenser for mine børnebørn. Sådan er det med forældre og børn. Voksne børn tager valg, som forældre måske ikke liiige er vilde med, men uanset må de valg respekteres, så det gør jeg selvfølgelig. Selvom det kan være noget af en udfordring. Jeg har jo i højeste grad også taget valg, som har fået mine forældre til at fortvivle. Børnenes far har for eksempel ikke været en fest for dem. I tre år, fra Josefine var et til fire, måtte jeg ikke være i kontakt med min mor og far. På trods af, at vi boede i naboopgange.. De boede 1 sal til venstre, og i opgangen ved siden af boede vi i stuen til højre, hvilket betød at vores loft så at sige stødte op til deres gulv forskudt. I de år gik de rundt og kunne høre, hvordan Josefines far råbte og skreg af hende, og deres hjerter bristede lidt hver dag. Det var en tid, hvor jeg var ude i noget med at snige mig til at besøge dem, indtil den dag hun kunne begynde at fortælle om, hvor hun havde været. Vores bryllup var de ikke med til. Rasmus’ første år gik de glip af. Og sådan har jeg mange ting på lager fra den tid. Mit valg. Dengang..

Nå, men det var lige et sidespor.


Vore børn tager valg vi ingen indflydelse har på, og sådan skal det vel også være.

Jeg har altid syntes, at min datters valg af kæreste og nu ægtemand kunne have været meget værre, selvom jeg som sagt synes det er problematisk med nogle af konsekvenserne. Der ER visse princippper jeg bare IKKE vil fravige i eget hjem feks, og noget har gjort mig decideret hidsig, men alt i alt kunne jeg nok ikke være mere tryg ved nogen mand til min datter, end jeg er ved ham. Han ER nemlig lidt et fund. Hun er tryg med ham, han har gode manerer og sunde værdier, i forhold til det her med at opføre sig ordenligt, han taler pænt og har et roligt gemyt. OG… så vil han vildt gerne hjælpe sin svigermor. STORE piont er scoret på den konto hehe.

De timer de var her i går, var nogle af de mest vidunderlige altså. Vi hyggede, jeg fortalte røverhistorier fra Josefines barndom, han fik babybilleder af se, jeg fik afleveret det arvegods som er fordelt mellem Josefine og Rasmus, vi fik dejlig mad og så fik jeg at se, hvor meget det kan rykke når et ungt friskt sundt mandfolk tager fat. Sammen fik vi lagt den store pressenning ud på det nye areal, og bagefter flyttede han alle ting og bunker hen så den nu ligger fast, og jeg har styr på matrialer. Sække med jord, mursten, fliser, en bunke grene, hegnsmatrialer og andet småtterier. Han fjernede også resten af det ødelagte hegn mellem min og Majbritt’s have. Tju hej hvor det gik.

Inden de tog hjem erklærede han kækt, at han ville tage Rasmus med herned og så kunne de da saaaagtens lige bygge et hønsehus. Jeg tror faktisk de synes det er vildt hyggeligt at nusse rundt hernede. Hønsehus eller ej, så glæder jeg mig vanvittigt til at de kommer tilbage, og allermest vigtigt i hele denne her smøre er, at jeg mærker med al tydelighed at min datter har det godt. Religion til side, eller måske netop derfor, så er hun et helt andet menneske end før i tiden. Hun er så glad. Hun er fuld af håb og tro på fremtiden. Hun har omsider fået sig gode veninder, hun har det dejligt med, hun er blevet social igen, og ja så bliver jeg også mormor en dag lover hun mig, for hun er begyndt at drømme om at blive mor.


Min elskede lille pige er blevet et voksent og helt menneske, på trods af alle de grimme odds der ligger bagved os. Der var en tid jeg ikke troede det ville ske. En tid med fortvivlelse og sorg over, hvordan det mon skulle gå hende, men nu.. er hun i gode hænder. Det føler jeg mig faktisk overbevist om. Min svigersøn har nemlig fortalt mig, at jeg ikke længere skal bekymre mig om hende, for nu passer han på hende og sørger for at hun har det godt. Jeg skal smide den dårlige samvittighed over at jeg måtte flytte væk fra hende væk, og han forkæler hende har jeg opdaget, og det til trods for at jeg også ved, at hun er en strid banan ligesom sin mor. Trunten får på nærmeste lige hvad hun peger på!  Og sådan skal DET da også bare være.

Lørdag er besøg af Josefine med husbond, og omvendtland

 

 

 

 

De har meldt deres ankomst i eftermiddag, og jeg glæder mig vanvittigt til at se dem igen. Af samme grund har jeg givet mig selv totalt forbud mod nogen form for aktivitet, andet end strik, søvn, tv og nå ja.. jeg skal tømme opvaskemaskinen, så jeg kan fylde den igen med alt det, der står i vasken og på bordet. Min snut vil nemlig kokkerere en tyrkisk middag til min ære og hun får et flip på tværs, hvis køkkenet ikke er rent og ryddeligt… TOTALT omvendtland her!  Jeg får flashbacks til et tid, hvor det var mig der flippede over hendes rod!!!

 

Sidst de var her styrtede hun rundt med støvsuger og flydende ajax, fordi det snavsede gulv sprang på hende hehe. Jeg proriterer jo noget anderledes efterhånden, men min datter minder uhyggeligt meget om mig selv da jeg var ung, og iøvrigt tror jeg også at hun gør rent her fordi hun gerne vil hjælpe mig, og det rører mit hjerte dybt.  (Jeg vaskede faktisk tøj i går, alene fordi jeg synes det ville være for pinligt med bunkerne på gulvet, ude i min lille gang. Dem ville de skulle træde over, hver gang de skulle på toilettet.) Igen.. rent omvendtland haha.

 

Det allervigtigste for mig er dog, at være frisk og fri til at nyde besøget. Jeg VIL ikke have ondt i maven eller hovedet, VIL ikke være så mentalt træt at jeg kun kan sove og går og gaber hele tiden, jeg VIL kunne slappe af omkring det, så jeg MÅ tænke på alt muligt andet end netop at jeg får besøg, indtil de står her, for desværre gør det ingen forskel på min tilstand for tiden, om det er fremmede, velkendte, ønskede eller familiebesøg. Alle former for samvær får kroppen til at sparke røv.

 

 

Jeg skal da forresten lige huske at ringe til hende for der er noget jeg har glemt..

 

 

Jeg smutter og vi ses

 

 

Starlettens svanesang på dødens motorvej

 

 

 

Lidt af en overskrift ikke :- )

 

 

Jeg tog på tur i går. Et smut til Stevnskanten og hjem igen. Det blev en tur, der var lidt mere anstrengende end ellers, men målet for turen var havesnak og gensyn, og det var det hele værd.

 

 

 

Her er ikke mange billeder fra turen, for mobilen valgte at gå ud næsten med det samme, da jeg ankom oppe hos Esther. Heldigvis nåede jeg da at få et par, af en af kattene og nogle af hendes påplanteskoleniveau mange frølinger.

 

Turen begyndte med, at min lille fikse og limegrønne mobiloplader til bilen var væk. Jeg fatter stadig ikke, hvor den kan være blevet af, da den lissom ikke kan bruges andre steder, men det betød at jeg måtte runde en tank med butik for at finde en erstatning ( som senere viste sig IKKE at du!! ). Der er en motorvejsafkørsel mod fastlandet i Rødbyhavn, så dernede fik jeg tanket og også købt “strøm” til turen. Lidt af en oplevelse iøvrigt, for damen i butikken var helt oppe i det røde felt. Og jeg forstår hende godt, da jeg selv har prøvet at være ekspedient. Det job kan være en udfordring til tider, og her var den helt gal, da der manglede en færge. Det betød kilometerkø. En kø der genererer kunder, som så forventer service på mange niveauer, som butikken så ikke er gearet til akut, som så udløser surhed og frustration, som så går ud over stakkels dame bag disk, og damen er alene på skansen, en hel lang dag… 

 

Jeg fik ønsket hende pøj pøj og kom afsted derudaf.

 

Og hvorfor da ikke kaste sig ud i det virkelige køreliv med det samme, efter næsten eet års pause, når nu det endeligt skal være..  Fra tanken var der lige netop et større færgetræk i gang, så jeg holdt tungen lige i munden og fik accelereret og flettet på fineste vis. Med alle muskler i kroppen spændt til det yderste. Jeg har ikke kørt på motorvej et år som sagt, og min lille elskede racerbil lød IKKE begejstret for, at være skulle præstere mere end 80km i timen. Jeg var ytryg hele vejen derop. På halvejen opdagede jeg, at forbruget af benzin også var anderledes end ellers, og min nervøsitet tog et ekstra nøk opad. At være under genoptræning i total vågenhed, samtidigt med at jeg hele vejen spekulerede som en besat, over alle de ting der kunne nå at gå galt, OG bevidstheden om at dytten nok aldrig mere kan transportere mig ud på langfart, tog simpelthen så meget energi fra mig, at jeg, da jeg kom tilbage i aftes, var fuldstændigt ødelagt.

 

Jeg er nu lidt mere afklaret heldigvis. Jeg har en bil, der fint kan holde til korte og langsommere ture rundt i lokallandskabet, og DET er jeg vældig lykkelig over. Jeg kan få handlet stort ind, og jeg kan komme rundt og opleve, som jeg har udfordret mig selv til at jeg SKAL i år, men jeg siger jer.. min krop i dag gør mere ondt end da jeg tog afsted. Alle mulige muskler værker, mine kraveben har det af underlige grunde, som om jeg har fået bank, og mavepine er også indeover. Alligevel er jeg glad og stolt.

 

Jeg tog afsted. Jeg var på tur. Jeg fik genset Esther og hendes fantastiske have, og jeg fik en nærmest religiøs ( og husk på at jeg ikke tror på noget ) oplevelse med i købet.

 

Landskaberne er endnu ikke i deres fineste tøj, men foråret kan fornemmes derude som man kommer frem. Det er oplivende. Det giver fornyet håb og optimisme, men der er een ting som gør det helt modsatte, og den ting er så sørgelig og også lidt rystende for en sart sjæl som jeg, at det giver en udflugt som min, en lille skygge af tristhed med.

 

Turen var fyldt med død. Døde dyr af så mange arter og i et sådan omfang, at jeg hurtigt opgav at holde mandtal over dem. Harer, fasaner, fugle af enhver slags, ræve og pindsvin. I hobetal lå de på motorvejen og i vejkanten. Blødende og døde. Håber jeg. Med brækkede ben og vinger og nakker. Kropsdele spredt over vejstrækningen. Og jeg blev så ked af det. Ved godt at det moderne samfund har sine ofre, men det var barskt alligevel at se. De små forårskåde væsener, som fejlvurderer deres chancer for at krydse vejen bliver smadret af det, og jeg håber bare at de ikke når at opdage, hvad der rammer dem.

 

Det religiøse aspekt.. Jamen det er bare mig, der har en livlig fantasi, og som er let at røre.

 

Turen hjem var overskyet det meste af vejen. Jeg nærmer mig den smukke Farøbro og netop i det sekund, hvor jeg kører op på den, åbner skyerne sig og solen bryder igennem. Stråler i tusind farver tegner striber over himlen, og i samme sekund når Leonard Cohen, der er sat på min afspiller, til omkvædet af So long Marianne. Et kor af pigestemmer synger så betagende, og hele øjeblikket giver mig gåsehud.

 

Kender I det?  At flere faktorer lige passer sammen uden at det var planlagt, og i et kort øjeblik er alt bare så fyldt med ro og skønhed? Det var jo kun et kort øjeblik, men det satte sig lige fast i mit hjerte en stund. Det skarpe sollys, de stribede skyer, den blåeste blå himmel, Cohens poesi og markante stemme, broens arkitektur. Det hele gav et perfekt øjeblik.

 

Jeg minder her om, at jeg ikke er et menneske, der ellers har sans for poesi eller den slags. Jeg er som sagt ikke, hverken religiøs ( desværre ), eller på anden måde med sans for guddommelighed. Jeg har altid elsket litteratur og ord, men altid været pas på digte, følsomme tekster og andet i den dur. Jeg rammes for det meste af det mere rå, hvis jeg skal formulere, hvad der rører mig. Rockmusik frem for sødsuppe Gospel feks. Seattledepri over pop. Til hver en tid. Så at jeg blev helt rørstrømsk af en åben himmel, og alle de døde dyr var lidt af en mavepuster.

 

Tilbage i virkeligheden brugte jeg de sidste kræfter til lige at runde Aldi. Kørte hjem, fik de sarteste planter sørget for, smed noget frossent i ovnen, krammede Holger en ekstra gang, og inden klokken var ni lå jeg i min seng.

 

 

I dag tilbringer jeg med at restituere. Bilen udenfor er fyldt med mursten, marksten, en masse havemagasiner og flamingokasser til tomaterne. Den bliver ikke tømt i dag. Kun skal de små aflæggere jeg har fået med mig hjem i deres nye potter, og det bliver så dagens to do.

 

Fin fredagsgerning for mig.