28 oktober 2016

3 x H på tur og et kort besøg

 

 

 

2016-10-28 12.41.53

Det er en nedfældet regel i grundloven, at besøger man Lolland SKAL man også lige besøge mig. Sådan er DET bare ,og det manglede bare også lige andet især, hvis man kommer langvejs fra og måske skal videre over grænsen. Denne weekend er der en forsamling i Maribo med deltagelse af de damer Bettina og Pernille, og da de begge er bekendt med grundloven… hehe

 

2016-10-28 12.41.50

De var her blot et par timer, for mere var der ikke i mig, men det var også bedre end slet ikke, og sådan gik det til at jeg fik et par forsinkede fødselsdagsgaver, OG de blev slæbt med hen i mit nye hus. De var svært glade for at netop det bliver min nye adresse. Det er nemlig et rigtigt godt hus, som jeg hver gang jeg har været i det, bliver ved med at se flere og flere fordele ved.

 

Nu går jeg jo rundt med briller fordi jeg er stæreblind, men skal jeg læse noget kan jeg ikke se et pip, og må skifte til et andet par. Er jeg doven og ikke skifter kan det give nogle besynderlige tolkninger på det læste. Det kan feks lyde sådan her:

 

Næææ, sikke et fin invitation. Og i en ramme er den også. Ei hvor herligt, så skal jeg til fødselsdag. Guuuud det er jo d. 12!  Der har jeg jo også fødselsdag!! Hvor er det bare morsomt.. Har alle gæsterne fået invitation i glas og ramme?? Sikke et arbejde! DEN skal jeg da have op på væggen…

Jeg fik en pakke med en ramme i. Læste med mine almindelige briller og mine kommentarer fik de damer til at fnise, og da jeg tog læsebrillerne på lød det:

 

GUUUUDDDD det er jo MIN fødselsdag jeg er inviteret til!  Jamen.. hvodden det da? Jeg forstår ikke? 

 

..  læse læse videre

2016-10-28 14.35.43

TÆNK engang. De har simpelthen lavet en dag til mig næste år. Jeg kan jo godt regne ud nu, at det skyldes de er i besiddelse af vulkanvarme venindehjerter, og at de ikke var upåvirkede af, at jeg på min 50års dag endte med at sidde ene og alene ( bortset fra de to timer min mor var her).

Jeg glæder mig allerede, og den ramme bliver den første jeg sætter op i huset derovre.

 

 

2016-10-28 17.35.30

 

Og nu det med flytningen. Det afstedkommer jo mangen en bekymring for stakkels Holger tryghedsfis, og her til eftermiddag tog jeg konsekvensen. Jeg tog simpelthen en pose med lidt puder og tæpper over skulderen, og så blev de taget med på en gåtur. De kan ligeså godt lære ruten at kende allerede nu, og tager vi en tur hver dag, hvor de lige kan komme med ind i huset, så er det ikke så fremmed og nyt for dem når det for alvor gælder.

 

2016-10-28 17.35.45

2016-10-28 17.35.50

 

Selve turen gik som det plejer. Holger vil gerne, er nysgerrig MEN han er alligevel lidt loren ved det her med at GÅ. Herman er omvendt langt foran hele tiden. Eller.. lige indtil vi når den lille tværsti med hæk på begge sider. Bum bum. Den strækning blev lidt en dræber fordi det tog sin tid at få snuset til hver en centimeter. Vi nåede helt hen til matriklen, da Herman fik øje på en fremmed kat og SÅ var han væk. Holger gik med mig ind, men var splittet mellem at ville med mig og så også at ville vente på Herman. De to er som klistret til hinanden det meste af døgnet og vil ikke gerne miste den anden af syne.

 

På tilbagevejen fik jeg samlet tropperne og nu ligger de små udmattede pus og snorker i hver sin stol.

 

cats22

Toget kører

 

 

 

2016-10-27 14.18.44

 

Toget har fløjtet til afgang, og jeg vover det ene øje med at fortælle at jeg er kvalmetræt. Nogen har ymtet noget om, at jeg er lige lovligt selvmedlidende!  Det mener jeg så ikke selv, men jeg kan da endnu engang bare anbefale de, der deler den opfattelse OG som mener det bydende nødvendigt at fortælle mig det, at de skrider fra min blog. Sjovt nok bliver jeg sat i bås med, ifølge vedkommende, en tendens i blogland til at pive. Det er så ikke min opfattelse, omvendt finder jeg det umådeligt interessant, at vedkommende ikke selv er blogger. Det er bare et lille menneske som suger på andres liv, og som ikke vil dele af sit eget. Vældig usympatisk.

 

NÅR DET så er på plads, melder jeg lige ud om, at jeg er ok og at ingen skal bekymre sig over den næste tids stilhed herfra. Jeg HAR virkelig bare allermest trang til at kaste op. Og til at sove. Og det har jeg derfor tænkt mig at gøre. ..

 

Sove altså. Ikke brække mig.

 

Når det er gjort, regner jeg med at tage hul på bylden fra på mandag af. Det er derfor ikke sikkert mit overskud er lige til computertid, men der vil være masser af små hurtige nyheder ovre på Instagram, til de af jer der har lyst til at være med på sidelinien.

26 oktober 2016

Det der tynger mest

 

 

 

Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg mentalt ikke forskrækket over endnu en flytning. Nu er det som det er, og det er spild af gode kræfter at tænke deprimerede tanker om det. Moving on. Det, der tynger mig allermest er det faktum, at min krop er slidt og at jeg egentlig ikke kan sådan en omgang igen. Sagt på godt dansk, er jeg fandeme helt ødelagt efterhånden. Der er bare ingen vej udenom, så jeg gør det selvfølgelig, men for hver gang turen er taget, tager det lidt længere tid at restituere, og hver gang støder nye “ødelæggelser” af bevægesystemet til. Jeg bliver lidt mere slidt for hver gang. Og det gør møghamrende ondt. Jeg ved allerede nu, at arme og knæ vil komme på overarbejde og at kan godt grue lidt for, hvad kroppen siger til det. Det ender jo med at jeg ikke KAN lave noget fysisk i en have!

 

1005023_1443116332566555_1323488342_n

 

 

Nå, men efter fem dages følelsesmæssige rutsjebaneture, sidder jeg onsdag og er såååååååå udmattet. Mine problemer med at høre og opfatte betydingen af det, som ligger mellem linierne blev understreget i går nede hos mægleren.

 

Han havde sagt, at det ikke var noget problem, at jeg kørte flytningen over tid, når bare indskuddet var røget ind på kontoen. Det har jeg opfattet sådan, at jeg ville kun tage det roligt og ikke stresse. Som jeg også fortalte om i går.

 

I virkeligheden mente han, at jeg for at få huset, skulle have adresse og betale husleje fra 1. december, hvilket jo også er en helt normal måde at gøre det på. Som han sagde det, ville jeg så frit have hele november til at flytte i, og dermed god tid. Jeg sad som fastfrosset i hans stol, fordi han jo ikke på nogen måde er urimelig, tværtom, de fleste som lever med normale kroppe og sind, ville ikke gå ned på den frist.

 

Men det vil jeg.

 

Der ramte realiteterne mig for uanset, hvornår jeg så end ville have fundet et andet sted at flytte hen, ville det når først aftalen kom på plads, være noget med at pakke på en måned og rykke på en dag. Og det indså jeg lige der på hans kontor. Her har jeg ramt min grænse. Jeg har flyttet så mange gange, og nu KAN jeg simpelthen ikke mere klare den slags på den måde. Tvinges jeg til det, SÅ sætter jeg mig ned gør jeg. Og så må jeg bæres ud herfra. Jeg KAN ikke.

 

Jeg blev bare SÅ træt og var tæt på at tude, men jeg gjorde det da heldigvis ikke. Nu må det sgu være nok med al den flæben overalt hvor jeg viser mig. Jeg accepterede det, fordi jeg nu allerede føler, at jeg kommer til at få det godt der. Og så gik jeg ellers med beton om anklerne tilbage til min bil. Vel hjemme kørte tankerne på højtryk. Flyttekasser, jul med ungerne/hvad ligger hvor, og hvordan gør jeg/hvad med kattene/plastikposer/fyldt bil to tre gange om dagen/løfte/slæbe/op og ned ad trapperne/ husk at drikke/og at spise ordentligt/flere flyttekasser/hvad med transport/og hjælp/kan jeg låne en bil og en trailer så jeg kan gøre det alene uden at belemre andre/ jul med ungerne/op og ned ad trapperne…………. SUK.

 

Alternativet er at betale dobbelt husleje indtil jeg er ude her fra.

 

Det ER reelt ikke en mulighed, så jeg har talt med min nuværende udlejer. Forklaret ham hvilken elendig situation jeg er havnet i. Under normale omstændigheder er det som det er og helt efter bogen, men her taler vi om uendelige og denne gang helt uventet igen, flytninger. Jeg er tvunget ud i det her uden at jeg er kommet mig ovenpå sidste omgang. Det er kun nær 11 måneder siden!  Heldigvis var der fuld forståelse for hvordan jeg har det, og hvad jeg har været igennem. Udlejer er sådan set selv på røven for nu at sige det sådan, forstået på den måde, at han jo heller ikke havde forestillet sig det her.

 

Jeg har fået lov at tømme huset i ro og mag selvom jeg ikke betaler husleje fra 1.december.

 

GUDSKETAKOGLOV.

 

Det skyldes nok allermest, at han slet ikke er nået så langt som jeg er. Mentalt. Han sidder nu som 72årig, og skal til at rykkes op med rode efter mange mange års ægteskab. Den er endnu mindre morsom end min er. Situationen. Her kommer min fortids evne til at handle når det er nødvendigt mig til gode. Der gror IKKE mos på mig. Jeg starter motoren og så kører jeg med det samme. Holder ikke i tomgang og brænder benzin af ud i den blå luft i længere tid. Kan det ikke være anderledes kan jeg lige så godt smøge ærmerne op, jokke sømmet i bund, og så ellers håbe jeg ikke får en fartbøde undervejs. Man flytter intet ved at sidde i sin stol og nøjes med at overveje hvordan man gør det. En dag..

 

Lige nu er jeg dog godt nok smadret.

 

Det må jeg også godt have lov at være, og jeg tænker at jeg vil bruge de næste par dage sådan her:

 

1377558_622252171158876_1401545879_n

 

Derefter banker første november på, og så tager jeg sgu da bare og går i gang. Får fyldt medicinskabet med et lager af smertestillende. Tager en snak med maven om, at den godt lige må tage IKKE at brokke sig over kemien. Aftaler med hovedet, at det altså gerne må se at få styr på migrænen. Ifører mig en rustning af knæbind, håndledsbeskyttelse, indlæg i skoene og ekstra støtte til ryggen. Fylder bilen ( min elskede og endnu engang Uundværlige lille starlet), tager så mange ture jeg orker. Fylder, tømmer, bærer ind og sætter på plads med det samme. I de mange skabe der er i huset. Ud, tilbage og så een gang til.  Sådan kan jeg snildt få rykket en masse.

 

Jeg har jo for fanden gjort det før. Mange mange gange.

25 oktober 2016

Den ide kan jeg da bare godt droppe!

 

 

 

74791_520240671360027_1836070394_n

 

Mandag endte med at give anledning til så meget optur og afklaring, at min ide om at gå tidligt i seng nu er droppet. Jeg gik i seng ved halv elleve tiden, men efter en times speedtænkning og uden at have hørt eet ord af, hvad Bent Otto læste op for mig, gad jeg ikke det fis mere.

 

Nu sidder jeg så her og tømmer hjernen. Det er det eneste, som jeg ved med sikkerhed virker, når nu jeg ikke har nogen at tale med. Eller overhælde med ord i en lind strøm. Når først ordene er formuleret på skrift, bliver der stille derinde igen.

 

Så altså..

 

 

Mandag forløb virkelig interessant, og lige nu er jeg faktisk både lettet og tilfreds, afklaret og tryg igen. Og det er en udvikling, jeg absolut ikke i min vildeste fantasi forudså, da jeg sad der i min stol og stortudede af chok. Det er også uden at det var min plan, gået hen og blevet sådan, fordi det nu engang pludseligt skete, og fordi man nogle gange skal slå til. OG allermest fordi jeg i de sidste tre uger der er gået, er blevet mere og mere bevidst om, at jeg bare ikke orker at bo her et helt år mere. Eller hvor mange måneder det så måtte have endt med at tage når nytåret var overstået. Uanset hvad, er selve det ikke at vide hvad jeg har i vente, nok til at jeg ikke vil have den afgørende ro inden i. Det er uhyre stressende for mig, at være i limbo. Det er ikke godt for mig, og så kan det være nok så fint med et helt år at løbe på.. Det vil være et helt år med underliggende uro, og en konstant tanke på om dette eller hint nu vil kunne betale sig at bruge tid på i haven, fordi jeg ikke ved hvornår eller hvordan. Sådan er det bare. Også selvom jeg er fast besluttet på ikke at lægge mig ned, og på at jeg ikke vil have ødelagt den kommende tid af spekulationer.

 

Det får jeg så heller ikke. Nu.

 

Jeg begyndte formiddagen med at begynde at ringe rundt til de, som skal blandes ind i mine affærer, og bagefter kørte jeg til Fuglse, fordi jeg ved halv elleve tiden fik et tip om et hus. Da det var beset, kørte jeg hjem og fortsatte med at telefonere. Kl 13 havde jeg en aftale med bostøtten, og da hun en times tid senere kørte videre, troede jeg at en lur var på skemaet. Jeg kunne bare ikke sove. Da klokken var tre ringede ejendomsmægleren, og så var jeg igen lige nødt til at gribe knoglen med lidt praktisk. Først ved femtiden var der “ro” på, så jeg gik en runde ude i haven med kattene i hælene, og derefter har jeg “bare” strikket mig igennem aftenen.

 

Og nu sidder jeg så her.

 

To ting har haft afgørende betydning for mig idag.  For det første har min kloge far stillet et spørgsmål, hvor mit svar kom så prompte at jeg ikke længere følte usikkerhed eller tvivl, og for det andet havde besøget i Fuglse samme afgørende effekt. De to hændelser lagt sammen med mine egne overvejelser divideret med en samtale med bostøtten ganget op med den fremtid jeg har mest brug for er lig med, at jeg i morgen skal mødes med mægleren for at få styr på det praktiske.

 

Og det har jeg det rigtig godt med. Nu.

 

Min far stillede mig det spørgsmål, at hvis jeg da jeg sad i Vestergade for et år siden, ikke havde fået Søndergade som en mulighed, men omvendt var blevet tilbudt Kirke Alle, hvad ville jeg så have tænkt om huset og haven?

 

Mit svar var helt uden tvivl, at så ville jeg ikke have blinket et sekund, men klappet begejstret i hænderne, og takket ja. Omvendt vil jeg ikke klappe begejstret over, at skulle ind i flere huse, hvor der er en masse at tage fat på, hvilket nok er en realitet med de fleste bygninger jeg ville kunne betale. Feks var huset i Fuglse en gru og haven uden sidestykke den mest fysisk krævende jeg endnu har set, MEN udsigten og beliggenheden var gudeskøn. Det kan bare ikke nytte noget, for det vil være alt for hårdt i længden at bo sådan, hvis jeg skal tage hensyn til min krops formåen. Og det skal jeg simpelthen. Jeg har også i dag talt med de af godserne jeg har set som muligheder, men her er virkeligheden ( ikke overraskende for mig), at alene indskuddet er en stopklods for yderligere at tænke på det. Derefter kommer huslejen.. Jeg har desværre måtte skyde en hvid pil efter at blive minigodslejer. And so be it.

 

Jeg har lige nu set huset på Kirke Alle fire gange. Fredag aften, lørdag formiddag og igen søndag hvor jeg lige gik en tur derhen, og så i dag. På vejen tilbage fra Fuglse slog jeg et smut forbi, og da jeg satte mig i bilen havde jeg i mit hoved allerede en plantegning klar over, hvordan den have skal se ud med mig som bestyrer. Ja faktisk kunne jeg også allerede der sætte tjektegn ved, hvor de fleste af mine møbler skal stå.

 

Summa summarum er, at jeg nu har afgjort at jeg ikke gider fokusere på køkkenet, som er den kedeligste del. Der er en masse andre fine detaljer jeg er vild med, man kan ikke få det hele og ja.. der er muligheder i matriklen. Feks er baghaven genial til at huse flere seriøse højbede. Der er også et sted, hvor jeg kan have plantebørnehave til en start, indtil jeg får snuset mig ind på, hvad der vokser i bedene rundt omkring. For mig er det en fordel at huset ligger tilbagetrukket, og også at der er forholdsvis åbent ud til vejen, for så er der mulighed for at få hilst på flere nye mennesker. Netop det er en af grundende til at jeg har fravalgt et hus på en mark drømmen. Uanset hvad, så ER det bare bedre for mig, at jeg bliver et sted hvor jeg er ved at være godt stedkendt, og hvor jeg har fået en fint lille netværk. Det er også afgørende, at jeg bor centralt, for der kommer med sikkerhed en dag, hvor jeg er billøs. Den dag er det praktisk at jeg har både apotek, tandlæge, læge og forretninger lige uden for døren.

 

De mange samtaler har nu resulteret i, at jeg ikke kommer i klemme omkring indskuddet. Det har bekymret en del nemlig. Det er nu slået fast, at jeg kan få mit indskud overført til den nye udlejer så snart jeg beder om det. Den nye udlejer har omvendt gjort det muligt for mig at flytte langsomt. Så snart han modtager indskuddet, har jeg råderet over huset, men jeg skal ikke betale husleje før jeg reelt flytter ind. Det betyder at jeg dybest set kan bruge det næste år på at flytte, selvom det selvfølgelig ikke bliver sådan. Jeg kan i stedet se frem til at kunne flytte som jeg nu har overskud til, og så have tid til at alle de ting jeg selv kan håndtere, kan komme på plads. Jeg kan undgå den værste form for flytning, hvor det flyder med flyttekasser og alskens oppakning overalt i huset. Jeg kan sidst men ikke mindst, få haven med mig uden at jeg går helt kold. Eneste jeg synes er svært at overskue er faktisk alle de sk.. løg jeg lige har lagt så systematisk. Over hele haven. Det var ikke en succes  i år, at jeg havde flyttet dem nedgravet i potter og kummer og kasser. De fleste gad ikke rigtig blomstre. Jeg synes omvendt heller ikke at jeg vil efterlade dem, men at lade dem stå til de i juni er færdige, vil også ærgre mig enormt. Den nye have, er så meget en have der bærer præg af, at den har været passet, at jeg ikke vil begynde at grave i den. Og dermed kan jeg ikke grave alle mine egne løg ned på må og få. Store problemer små problemer…

 

Den går jeg nu og tygger lidt på.

 

Nye udlejer er mere eller mindre afkrævet en skriftlig aftale om, at det ikke går ud over mig hvis han skal skilles. Det grinede han ret meget over, for den var sgu ny for ham. Men jeg forklarede ham, at jeg bare ikke vil opleve flere af den slags uforudsete ting. Han har beroliget mig med, at han jo som mægler nok ikke ville behøve, at kræve lige netop mit hus tilbage. Der er ingen restriktioner i haven og jeg har fået dispensation til Holger og Herman. Egentlig må man ikke have husdyr der, fordi huset er helt nyistandsat. Her kunne jeg så berolige ham med, at jeg ikke har et eneste kradsmærke i mine møbler eller på træværket. Den slags gør mine katte sig ikke i da!  Næ nej, de bruger træerne, min skinneben og kradsetræet gør de.

 

Det der driver mig lige nu er også tanken om, at jeg som en bonus vil have noget, der tvinger mit vinterjeg til, at foretage mig noget fornuftigt hver dag. Der er noget at gøre og jeg kan få rørt mig lidt. Og kan jeg intet gør det ikke en hujende fis, fordi jeg ER sikret.

 

 

Det bliver en skøn jul, stuen bliver der nemlig ikke rørt ved før bagefter.

 

2016-10-23 11.44.35

24 oktober 2016

Den defekte del af hjernen

 

 

 

En vigtig del af et menneskes evne til, at komme igennem livet uden for mange skrammer, er den del af hjernen, som ( i samråd med hjertet) kan tænke rationelt for at de rette beslutninger bliver taget. Som man bliver ældre bliver erfaringerne taget med på råd. Det er en ret smart indretning, men desværre er den indretning hos mig i udu.

 

Det er ikke noget jeg mærker noget særligt til, når jeg ellers får lov til at passe mig selv. Fra dag til dag er det ikke de afgørende beslutninger som fylder, og det er sådan set ligesom lidt lige meget for min trivsel, om jeg kigger mod øst eller vest. Jeg behøver med andre ord ikke mærke efter, hvad jeg mener om dette eller hint, eller hvad jeg føler for op eller ned. Jeg kan stå op og gå i seng uden, at have rodet mig ud i et eller andet forkert.

 

Helt anderledes og så meget mere svært får jeg det, når der skal tages afgørende beslutninger.

 

Her går jeg fuldstændigt i frystilstand, og jeg er ude af stand til at mærke hvad der er det bedste, eller modsat ville være katastrofalt at gøre. Borderlinere er evig og altid i tvivl om det de nu gør er rigtigt eller forkert. De har af mange forskellige grunde aldrig fået den fornemmelse, vi ellers bliver givet gennem opvæksten indlært, og man kan på den måde sige, at man så skal klare sig gennem livet med en seriøs programfejl.

 

En programfejl, som om og om igen sender os ud i situationer, der ellers kunne være undgået, OG som vi evig og altid skal mærke kiksede konsekvenser af.

 

 

Samme programfejl er nu i spil igen.

 

 

Jeg har ikke sovet særligt fortrinligt siden fredag, fordi jeg med denne uventede og ind fra højre mulighed, pludselig skal forholde mig til en masse. Jeg skal forholde mig til noget jeg faktisk ikke er parat til, men det vil jeg heller næppe blive uanset om det så er nu eller om fem måneder. Det her er bare for meget for mit system, og endnu mere fordi jeg jo er havnet i denne her valgsituation ufrivilligt. Det er alt andet lige noget nemmere at tage et valg, når man gerne vil tage det.

 

Som jeg er indrettet, kan det at jeg har opstillet min egen fordel/ulempe liste simpelthen bare gøre mig mere “syg”, i det jeg nu er bevidst om noget jeg skal vælge imellem, og den bevidsthed stresser mig på en helt vanvittig måde. Listen har trykket på startknappen, og centrifugen af argumenter og ord, kører nonstop uden at jeg bliver klogere. Eller mere i stand til at mærke mig selv.

 

Skal jeg tage hensyn til min umiddelbare og mest mærkbare følelse, så er jeg ude i noget så skørt, som at jeg ikke vil være i det hus fordi jeg ikke kan lide køkkenet!!!! DET holder jo ikke. Det holder slet ikke når jeg samtidigt minder mig selv om, at jeg efter nærmere undersøgelse i aftes på nettet, kan se at jeg vil få forbedret min økonomi ret så meget. Ikke kvantesprings bedre, men flere penge til mad bedre. Ser jeg det fra den vinkel, er der ikke meget at betænke sig på. Jeg ved jo også godt at kattene nok skal komme sig over det her endnu engang, men åh jeg er ikke glad ved at flytte dem. Igen. Og flyttes skal de jo, om det så bliver til by eller land.

Og ja, så sidder der med sikkerhed et par læsere derude, som tænker at NU må hun fandeme tage sig sammen!  “Hun kan ikke lide køkkenet!” hrmpff altså. Hvad fanden tænker hun på? Hun får tag over hovedet og en have med oveni! Hun er pensionist, så der er ikke så meget hun kan tillade sig, andet end at være taknemmelig over, at hun i det hele taget HAR tag over hovedet og en have.

 

Det må de hellere end gerne tænke, men nu er det bare sådan at selvom man er pensionist OG døjer med seriøse “handicap” af den ene eller anden art, betyder det ikke at man så ikke skal tage trivsel og livkvalitet med i ligningen. Nok nærmere tværtimod nu jeg tænker efter. Jeg siger det bare.

 

2016-10-23 11.48.01

23 oktober 2016

Der er så forbandet meget at tage stilling til

 

 

 

2016-10-22 21.08.13

Hvor ER jeg bare glad for at jeg kan strikke igen. Det må været årets absolutte bedste beslutning, at jeg fik den operation. Den knager stadig i operationsfugerne, arret er helet helt perfekt, men der er lidt bøvl med tommelen stadigvæk, dog KAN jeg strikke og det er min redning sammen med gode dramaserier, så jeg ikke går helt til i spekulationer.

 

 

Der er masser af dem. Spekulationerne. Det er fint nok, at jeg beslutter mig for at tage det heeeelt roligt. Det er udmærket, at jeg ikke vil lade mig knægte. Det er fornuftigt, at jeg først vil være fokuseret efter nytår, MEN det er ikke det samme som, at kroppen bare sådan lige går hen og glemmer eller giver slip. Så selvom alle gode intentioner er igang, har jeg bare smerter nu. Jeg kender dem bedre end jeg kender mine bedste venner, hvilket er mere end jeg synes om, så hver og en af dem ved jeg hvad skyldes, og hvordan skal behandles. At få dem til at forsvinde er derimod umuligt. Det sker først når der er ro på, og det er der åbenbart ikke selvom jeg bilder mig selv ind, at der er det!

 

Pokkers til system. Psyken.

 

 

Jeg har ikke gjort noget aktivt i husfindningsregi, men allligevel gror der ikke mos på mor her. Eller på mine naboer. Og deres venner. Det eneste jeg selv har gjort, er jo at fortælle om situationen til dem jeg er i berøring med, og så har jeg været i kontakt med de af godserne som har udlejningshuse. Der er et par stykker jeg skal tale mere med om det i næste uge. Omvendt er naboerne uden sidestykke hernede, men det ved I allerede for det har jeg glædet mig over mange gange her på siden.

 

I sidste uge talte jeg med naboLinda. Hun mindede mig om, at hendes nabo jo lige var flyttet, og at huset nu stod tomt. Det havde jeg selv helt glemt. Dagen efter havde hun skaffet udlejers navn og nummer, og selv var jeg lige inde på matriklen for at snuse lidt. Huset er pivflot og nyistandsat, men med en meget lukket have. Fredag ringede jeg til manden, som med dyb ærgrelse på mine vegne kunne fortælle, at huset var lejet ud ugen før. Nå, øv og skidt så. Fire timer senere ringede han mig op igen. Han havde grublet lidt over tingene, og var kommet i tanke om, at han jo kendte til et andet tomt hus. Byens ejendomsmægler var ejer sammen en anden, og de ville ikke leje ud til hvemsomhelst, men nu ville han gerne sætte mig i kontakt med dem.

 

Jeg var målløs og helt uforberedt, men også jublende spændt. En samtale senere, og jeg havde en aftale om syn af huset lørdag morgen, klar. Min nysgerrighed var dog til at tage at føle på, så jeg gik stik i mod normalt, ud i aftenmørket og ned af vejen. Det pågældende hus ligger nærmest lige overfor mit nuværende, på den parelleltliggende vej.

 

I mørket så det ret interessant ud, og i dagslys endnu bedre. DOG.. netop lørdag morgen kunne jeg så forsinket sidde og få koldsved over en meddelse på FB, hvori der var taget et billede af en af de her åndssvage dræberklovne, på spil tæt på hvor jeg selv havde været fredag aften. Her i Rødby! Tror da nok lige jeg var gået i koma, hvis jeg havde mødt banditten!!

 

 

Inden jeg fortæller mere om selve huset, vil jeg dele de tanker jeg går og gør mig, med jer. Måske der er noget jeg har glemt eller overset. Som udgangspunkt har jeg jo allerede fortalt at jeg gerne vil benytte chancen til at komme ud af byen igen. Det er der både plus og minus ved:

 

 

PLUS:

Jeg kan gå tur med mine katte

Der er højt til himlen

og solnedgange.

Der er ro og fred

Der er vilde dyr og smuk natur.

 

Omvendt er der det minus at:

Jeg mister centralvarmemuligheden

Jeg mister tætte indkøbsmuligheder

Jeg mister sikkert også den hyppige sociale kontakt med naboer

 

 

Under alle omstændigheder går jeg allerede nu og øver mig i at acceptere, at jeg uden tvivl næppe får så labert et køkken igen. Eller et badekar. Det sidste er jeg virkelig rigtig øv over, for det har forbedret min livkvalitet betydeligt, da det lindrer enormt at kunne ligge i det varme vand. OG at jeg kan ligge når jeg har ondt efter havearbejdet. Det med køkkenet er jo ikke afgørende for at jeg får et godt liv, og jeg kan slet ikke tillade mig at “kræve” samme standard og til den nuværende lejes pris, men det skal ingen hemmelighed være, at har meget mere motivation til at gå i køkkenet, når det er rummeligt og overskueligt og smukt at se på.

 

NÅ, men her går jeg så.

 

Skal det vægte højere at jeg vil mine katte det bedste, eller at jeg bor praktisk og prisvenligt? Man skal nok være kattedame for at kunne følge mig her. Der er ingen rimelig fornuft, vil de fleste tænke, i at det er kattene, som er min største bekymring. Eller at det betyder så meget for mig, at kunne genoptage gåturene, men det er sådan jeg har det. Skal jeg tage chancen og lade et muligt godt blivende sted ryge, og så håbe at der dukker noget andet op? TØR jeg?

 

 

Huset jeg kiggede på, er på alle måder et hus der kunne være perfekt til min situtation. Ikke for stort til een, en overskuelig have med vanvittigt gode muligheder og masser og masser af plads på udendørsarealerne til alle mine fikse ideer. Det ligger godt placeret i hjørnet af en trekant og med absolut fred omkring. Det er ikke en vej der kommer trafik forbi. Det ene nabohus er tomt, så kattene skal ikke slås med nogen derfra. Det er i eet plan, hvilket er dejligt fordi jeg slipper for at skulle slæbe støvsugeren op ad trapperne, og for at kaste op på vejen ned i farten på en hovedpinenat. Omvendt vil jeg savne mine trapper fordi det er så smukt med trapper og lamper på dem.

Der er det mest dødssyge køkken! Et helt i orden i størrelsen køkken der er spritnyt, men præcis ligeså anonymt og ideforladt som alle de plastikkøkkener jeg i tiden har set i de fleste lejligheder i byerne. Røvsyg bordplade der ikke er af smukt træ. ØV, og masser af overskabe endnu mere ØVØV. En lille køkkenvask med en af den slags vandhaner man bare ikke kan vaske en bageplade op i ØVØVØV. Omvendt er der hårde hvidevarer og de er nye, men komfuret er døøøøødkedeligt og jeg ville igen skulle bukke mit legeme ned hver gang jeg skulle åbne ovnen. Måske det endda ikke har varmluft!  ØV

 

I det hele taget har jeg hurtigt vænnet mig til standarden her i “mit” nuværende hus, at jeg er blevet møgforkælet og forvænt.  ØV

 

Nå, men som ventet er det intet badekar, i et badeværelse som nærmest ligner Arildsgårds i Brønshøj til forveksling. Funktionelt, men småt og med anonyme installationer. Positivt igen, er det så at det også er nyt OG at der er lagt nye rør under hele matriklen da køkken/bad blev sat i stand. Derfor er der også fine nye trægulve over hele huset. Det er nymalet og der er masser af skabsplads, med nye custommade trædøre i. De er ret fede. Der er INGEN brændeovn. PIV! Og heller ikke så meget lys udefra som her. Det skyldes at jeg tilgengæld ville få mig en overdækket stor terasse lige ud til haven. Alt i alt er huset faktisk en treværelses lejlighed forklædt som hus. Og med have til. Det er der meget der taler for. Og ikke i mod, for jeg har alt andet lige meget meget mere plads her, end jeg har brugt for. Her er også dejligt højt til loftet, hvilket der ikke er i det hus jeg har kigget på i lørdags. Loftet er omtrent som lofter er de fleste steder og heldigvis ikke så lave som i Vestergade.

 

Har jeg glemt noget? Nå jo, der er det vildeste og herligste bryggers.

 

Måske, men jeg er sikker på at I alle er ved at dø af nysgerrighed ik..?

 

Her kommer fotospam og så vil jeg bare afslutte nu med at sige godnat, for jeg er super træt. Josefine har sovet her i nat, så jeg har været på farten og social hele lørdagen. Jeg er skudt i sænk nu.

 

God fornøjelse:

2016-10-22 09.24.232016-10-22 09.24.422016-10-22 09.24.472016-10-22 09.24.522016-10-22 09.24.552016-10-22 09.24.592016-10-22 09.25.112016-10-22 09.25.362016-10-22 09.25.502016-10-22 09.25.562016-10-22 09.26.032016-10-22 09.26.102016-10-22 09.26.192016-10-22 09.26.342016-10-22 09.32.152016-10-22 09.32.182016-10-22 09.32.442016-10-22 09.32.502016-10-22 09.36.172016-10-22 09.36.212016-10-22 09.39.302016-10-22 09.39.492016-10-22 09.40.342016-10-22 09.40.362016-10-22 09.41.032016-10-22 09.41.292016-10-22 09.42.252016-10-22 09.42.402016-10-22 09.43.222016-10-22 09.43.292016-10-22 09.43.352016-10-22 09.53.40

I morgen får jeg alle praktisk oplysninger om budget og så må jeg lægge hovedet i blød..

22 oktober 2016

En tur i skoven

 

 

 

Er møgtræt og en smule sløj, men jeg har alligevel været en tur i skoven. Her er ophold i  regnen, så det har været en dejlig formiddag, men NU vil jeg heller ikke mere i dag.

 

catscats4

2016-10-22 10.16.162016-10-22 10.17.362016-10-22 10.18.192016-10-22 10.18.362016-10-22 10.21.152016-10-22 10.22.10

2016-10-22 10.24.542016-10-22 10.34.542016-10-22 10.42.312016-10-22 10.42.402016-10-22 10.42.54

cats2

2016-10-22 10.47.17

I den enorme have, som hører til huset har Helle lavet skønne naturskulpturer og jeg kunne snildt have brugt en hel filmrulle ( nå nej, det hedder det jo ikke mere!), på at fotografere dem alle. Ovenfor er blot et par af dem.

 

Hun blev glad for dekorationen jeg lavede til hendes trappesten, og jeg er glad fordi hun blev glad. OG fordi jeg måtte besøge skoven, hvor jeg i samme hug fik en ordentlig bunke matrialer med mig hjem.

 

Alle er glade.

 

 

2016-10-22 10.18.07