I år er det den orange, som jeg er allermest betaget af. Farven kommer slet ikke ordentligt til sin ret her, men den er SÅ intens.
Jeg kan bare godt lide orange
Husker nogen den her:
Nørkleriets orange tunika. De to er næsten samme nuance. Mørk og brændt som sydens terakotta. Perfekt til efteråret nu jeg tænker over det…
Juli sommermåned er lige om lidt historie. Det har været en utrolig måned synes jeg, med varme dovne dage og sol over hele linien. Hvordan august bliver ved vi jo ikke, men sikkert er det at jeg om nogle uger har fødselsdag. IGEN! Jeg hader min fødselsdag. Ikke så meget pga det runde tal som nærmer sig ( eller jo.. også derfor ), men fordi jeg på den dag mærker min egen isolation lidt mere end ellers.
Nå, men jeg sludrer og vrøvler her til morgen. Har ikke sovet i nat. Overhovedet..
Så havde jeg jo ondt i hovedet. Så begyndte det at regne, og det måtte jeg lige mærke efter om var virkelighed. Så var det for varmt og dernæst sku jeg tisse. Efterfulgt af tørst, som blev afløst af lyset der brød frem og SÅ måtte jeg også lige opleve det i regnvejr. Bum bum.. og så blev klokken halv seks og jeg opgav helt at blive under dynen.
Kan godt ske den sidste dag i juli går hen over hovedet på mig.
Migrænen .. I ved.
Så nu ligger jeg underdrejet på sofaen igen, men om ikke andet så kan jeg fryde mig over, at stuen nu næsten er færdig og over at udsigten fra sofaen er så smuk.
Næsten intet rod tilbage, men timers fryd når jeg tager fat på opgaven med at få garnet pakket ordentligt ud og lagt i system igen. Om hjørnet har jeg fundet plads til bøgerne, så der trods de manglende reoler alligevel er nogenlunde tilgængelige.
Lige nu gør jeg alt hvad jeg kan for at koncentrere mig om de glædelige ting omkring mig.. Og så drømmer jeg også om fremtiden:
Foto: http://www.pip-squeakchapeau.com/collection
Det er da en ualmindelig lækker sag, som må kunne strikkes op efter gehør. Når jeg igen kan det.
Andre drømme ku være:
Et sjal som Ulla’s i blåtoner: http://pinterest.com/source/ullaroejkjaer.blogspot.com/
Eller et grønt som Judy’s :
Måske også et vintersjal som :
http://www.ravelry.com/projects/Zilou/heartbreak
Jo jo, der er meget at se frem til når jeg igen kan strikke, og DET fokuserer jeg så på lige netop nu. Blandt andet vil jeg, som Karina har fortalt om på sin blog, finde garn og opskrifter frem, og så pakke det i hver deres projektkurv/æske. Det er et hyggeligt tidsfordriv, og samtidig giver det lidt leg med garnet på hylderne.
Fra Pinterest: http://pinterest.com/pin/102597697734159940/
Fra Pinterest: http://pinterest.com/pin/102597697733544290/
Fra Pinterest: http://pinterest.com/pin/102597697731938882/
http://www.ravelry.com/patterns/library/mon-petit-gilet-raye
Et tæppe mere er jo også en mulighed:
Eller luffer:
http://pinterest.com/pin/102597697732318983/
Så ja, jeg tankeflugter og drømmer. Det må man nemlig godt, når man ligger på langs i sofaen..
http://www.crochetconcupiscence.com/2013/01/100-unique-crochet-shawls/
En tomhedsfølelse har fyldt mig, og jeg ved slet ikke, hvad eller hvordan jeg kan formulere med ord, om årsagen.
Jeg må alligevel prøve, for min egen skyld.
Nogle gange i privatlivet (som i mit tilfælde jo har været offentligt de sidste fire år, på næsten alle fronter) sker der noget, som kan være mere end svært at rumme. Igen.. jeg har måske skullet rumme mere end så mange andre i de samme fire år, og det har jeg så gjort mere eller mindre heldigt.
Der var tiden med de fire teenagere, og alle balladerne i den forbindelse. Der var de tre år hvor jeg ikke måtte/kunne have kontakt med min søn. Der var tabet af kærlighed og forhold, og en indlæggelse på den lukkede. Der var opholdet på krisecenteret, hvor Rasmus og jeg ikke havde det for nemt. Der har været/er bekymringerne over at min datter bor et sted, hvor ikke een, heller ikke to, men hele tre drab har fundet sted lige på hendes trappetrin nærmest.
I mit tidlige liv har der været et ægteskab med en aggressiv, dominerende og kolerisk ægtefælle, to traumatiske fødsler med et ophold på neonathal til følge i det første tilfælde, og hvor et sæt klumpfødder måtte opereres og behandles intensivt et par år, i det andet tilfælde. Der har været en årrække, hvor jeg ikke måtte se mine forældre, og de ikke deres børnebørn, og et bryllup uden mine forældres deltagelse, også pga eks’ens temperement og humør. Der har været et par indlæggelser i begyndelsen af det nye årtusind og derefter et syvårigt behandlingsforløb. Der har været min kamp for hjælp og støtte til mine børn i den forbindelse via alle tilgængelige instanser, og en masse mure at banke hovedet imod, af samme årsag.
Alt det, og sikkert også noget jeg har glemt og fortrængt, har der været siden jeg blev voksen, og jeg er kommet igennem det hele sådan mere eller mindre slidt. Jeg er her ihvertfald endnu, og jeg står oprejst. Det gør man jo, og det skal man jo. Især når man har børn nytter det ikke at kaste håndklædet og give op, selvom jeg har været tæt på flere gange. Børnene er årsagen til, at jeg personligt bare har fortsat med at være i mit eget liv. VI.. de voksne er jo ansvarlige for det liv vores børn har som små, og jeg ved at de konsekvenser mine ( til tider ufrivillige ) valg har fået, er det som har formet og dannet de to jeg elsker så højt. Jeg KAN simpelthen ikke tillade mig at give op, for hvem har de så? Deres far har fravalgt sin datter og erklæret hende død! Min søns forhold til ham er mere svævende og hvor tæt de i dag er knyttet kan jeg ikke lige regne ud. Selv har jeg ikke talt med min eks i syv år, jeg er bare en “ fucking møgluder ”, som har lagt øre til dødstrusler og andre former for ubehageligheder, men i dag er de to i hvertfald under samme tag igen. Jeg respekterer og støtter min søn i de valg han tager og er det det, som er godt for ham lige nu og her, så er jeg glad. Når bare HAN er det.
På samme måde vil jeg altid respektere min datters valg. Være der for hende og sørge for, at hun ved at min kærlighed aldrig vil forsvinde. At jeg vil støtte i den udstrækning jeg nu magter og kan, at jeg vil lytte og råde. At jeg vil være lykkelig med hende, hvis hun er det.
Sådan er det at være forælder, og med mindre børnene kommer i uføre på en måde som slider os helt ned ( narkomani feks), og vi må trække os for ikke selv at gå til grunde, så ER vi der. Hvor grænsen går for støtte ER selvfølgelig individuelt for alle, og nogle kan rumme mere end andre. Det er også forskelligt HVAD vi kan rumme..
Migrænen, som virkelig var grum i går er nok et tegn på ,at jeg lige nu må og skal rumme et barns valg. Jeg skal rumme valgets konsekvenser for os begge, for omgivelserne generelt, og for fremtiden. Jeg SKAL rumme det, men det giver smerte. I mere end een forstand. Jeg tror jeg forstår, hvorfor og hvordan det er endt med det, men det gør ikke sorgen mindre. Det gør det ikke mindre svært at leve med, eller at nemmere at forstå. Og så alligevel… Måske jeg alligevel godt kan forstå noget af det. For valget har givet mit barn, den voldsomt savnede følelse af tilhørsforhold og sammenhold til nogen og noget. Mine børn er ikke i tvivl om min kærlighed, men jeg har jo ikke kunnet være der for dem i de år hvor de udviklede sig til voksne mennesker. Og af samme grund er der savn og hul i deres maver. Det VED jeg bare. Hullet og savnet er i mit ene barns tilfælde nu ved at fjernes og fyldes op. Og jeg står på sidelinien, og håber bare at valget er det rigtige..
Min datter er i weekenden konverteret til den muslimske tro, og bærer ikke længere vestligt tøj offentligt. Min datter er mere stærk end jeg troede, for hun har dermed også valgt en svær situation til. Hun må ikke længere fejre jul eller fødselsdag. Det og mange andre regler og retningslinier, som er fremmede og ufattelige for mig, har hun valgt til og så må jeg til at rumme det også.
Det SKAL jeg bare..
Men jeg græder indvendigt. Og også udvendigt en lille smule
Jeg har set den på Pinterest ( selvføligelig ), og der kan man så følge billedet til Anthropologie, men den er desværre udsolgt. Som om jeg også har råd til at købe den, men det er en helt anden historie hihi.
Anyway, jeg ønsker mig en ringleting til haven/terassen/træet, og en dag så ender det med at jeg laver en selv. Måske ikke en fisk, men så måske en som den her:
Også fra Pinterest..
Der er masser af ting man kan bruge, så det er et godt projekt til den mørke vinter. Og det kan da for pokker ikke være hårdt for hånden hva!
Mandag er næsten væk, men også kun næsten. Migrænen kom forbi igen i nat, og denne gang slog den til i en sådan grad at jeg har taget hele turen med opkastninger, et mindre styrt ned af trappen, og den heftige medicinering, som kan slå en hest til jorden.
Nu er der igen lys forude, men mit skinneben kommer nok til at sladre om mandagens tur i hurlumhejet noget tid endnu..
Det er ikke lige til at se på billedet, men jeg har næsten alle farver på paletten op ad benet. Smukt ik.
Jeg vidste den trappe ville blive et problem, og da den er super stejl må jeg nok indse, at der skal gøres et eller andet ved den udover, at jeg jo ville have den malet. Måske noget med nogle glidfaste striber og et ekstra gelænder. Det bedste vil være, at jeg kan sove i stuen når anfaldene angriber, men det er altså ikke lige aktuelt med den sofa jeg har hihi.
Nå, men som med forleden er det udefrakommende ting, som har udløst anfaldet. Det er jeg bombesikker på, og nu håber jeg bare at jeg kan få bearbejdet årsagen så jeg ikke får flere af den slags dage foreløbig.
Jeg har fået taget min daglige runde i haven nu, og med den et par farverige impulser:
Jeg tror bare resten af dagen skal foregå i sofaen. Med let underholdning og smaskning af fluer med min fluesmækker, som i denne tid følger mig trofast overalt. Som en forlængelse af højre arm, har jeg den med selv i seng når jeg sover.
KLASK! Der røg lige en mere.. HA!
Nej vel..
Blev bare så euforisk glad for den monsunregn, der pludseligt væltede ned sent i aftes, at jeg styrtede rundt og fik sat alt hvad jeg ku finde frem, og hen under de steder hvor tagrenderne er utætte. Alt vand er guld værd, og så snart jeg har muligheden, er der faktisk plads til hele tre vandtønder på strategiske steder..
Jeg selv ku snildt ha deltaget i miss wet t-shirt forresten. Var ude at gå en aftentur for at nyde det varme vand på fusserne, men inden jeg fik vendt om var regnen så voldsom, at jeg var gennemblødt. Det er jo både det vilde og det skønne ved sommerregn… Man kan gå ude i den uden at fryse, og uden ret meget tøj. Det betyder intet. Er bare herligt, og så kan barnet i mig godt lide at klaske rundt i pytterne hihi.
Da ungerne var små, blev de altid trukket med ud så snart det plaskede ned med sommerregn. Hollændervej er nemlig en vej med et godt fald, og i vores ende gik der ikke lang tid før vi ku hoppe rundt i dybe småsøer i vejsiden. Det var noget der ku få dem til at grine så dejligt.
Har sovet ELENdigt, og da klokken var fire gad jeg ikke mere, så jeg stod op og gik mig en lille tur. Trods blæst og nattens tiltrængte regn, er luften varm og her dufter friskt allevegne. Eneste minus er vel sådan set bare, at solen ikke gider op i dag.
Jeg mener.. SÅ stor er den sky altså heller ikke, som stadig hænger i horisonten, men det er som om at lyset ikke helt kan nå ud over kanten.
Sådan her så det ud ved femtiden, og nu hvor klokken er næsten halv seks, er det ikke meget bedre, men heldigvis ved jeg jo at det bliver en solskinsdag igen i dag, så modsat mig sover solen åbenbart bare længe her til morgen.
Det ER jo søndag selvfølgelig ..
Har lige lavet en feberredning af min egen forstand. HADER virkelig flyvemyrer af et godt hjerte, og fra den ene time til den anden vrimlede min lille siddeplads med svulmende æg og myrer med vinger på.
Mig hen og ta fat i æsken med myrehejs, som jeg har haft på lager uden at gide at gøre noget ved det. Ind og fylde vand i kande sammen med DØFLYVEMYREdims. Ud igen, og nu ser det da heldigvis ud til at jeg har fået sat en stopper for deres videre fremfærd. Ku være en fest med dem overalt i stuen ik..
Adr siger jeg bare.
Jeg nåede ikke at få dokumenteret mængderne, men de her sten var sorte af æg og myrer. Her er de en time efter mit angreb, og så er jeg da lidt spændt på hvor længe midlet holder virkningen. Det står selvfølgelig på pakken, meeeen kan man nu også stole på det så??
UFF det klør og kilder stadig overalt når jeg tænker på det.
Trods det, at jeg hver dag glæder mig over den sommer vi er blevet givet i år, så er der enkelte detaljer ved den, som jeg lidt har valgt at glide let henover, men i dag er jeg nok nødt til at respektere realiteterne.
Trods tykke lag af solcreme KAN jeg altså ikke undgå soleksem.
Det klør helt afsindigt på mine øjenlåg og på højre underarm! I det hele taget tér den arm sig sgu virkelig i år. I dag er den gal, og jeg har knopper og kløe, sovende fingre, og den der svidende fornemmelse, som brænder sig op helt til skulderen.
MAO er den lige til lossepladsen hihi.
Så altså.. lørdagen bliver indedag. Her er masser at tage fat i og på (med venstre arm), så sådan bliver det. Lidt oprydning, rengøring, tv og måske lidt frø-deling. Jeg vil nok også senere, bare sidde og kramme et par garnnøgler lidt. Ikkestrikkere kan ikke forholde sig til det, men strikkere KAN. Jeg er nået til det punkt, hvor jeg er grædefærdig af længsel og frustration efter at sidde med mit strikketøj. For hver dag der går bliver det lige lidt mere udtalt, og inden hænderne bliver sat ordentligt på igen, ender jeg sgu nok med at blive bimlende skør.
Forresten er min fremtid som indianer nok lidt usikker, for hernede sydpå er der ikke faldet en dråbe regn i nat. Jeg har ellers gjort mit for det, men ok.. så kan jeg da aspirere til dårekistebeboer måske..
Jeg ved det.. det er måske lidt fjollet, men haven trænger og det gør jeg sådan set også efterhånden. Vand har vi brug for, om så bare for en kortere periode. Så jeg hopper da rundt gør jeg.
Vi har kun det sjov vi selv laver ik.. ;-)
Jeg har ikke flere penge på kontoen, og her i varmen er appetitten heller ikke til de store varme retter, så jeg har gang i den kreative og alternative del af madhjernen.
Jeg har tortillas på lager, og da jeg elsker sprøde grønne sager, ligger det lige for at lave et par varme madder.
Lækre squash fra Esther’s have gør den ene grøn og sprød. Smagen kommer fra en ordentlig omgang timian, thaikarry, feta, olie, friske hvidløg i tynde skiver, salt og peber. Ovenpå revet ost.
Den anden får smag af tomater, masser af basilikum, pinjer, syltet artiskok, skivet hvidløg, olie, salt og peber og revet gouda.
Enkelt, hurtigt og let. Jeg lægger dem på risten og de får en tur under grillen i ovnen ( som er eldrevet og dermed virker hihi ), kun lige i den tid det tager af smelte osten brun. Så slukker jeg for varmen og lader dem stå endnu et par min, for at sikre mig en gennemvarmet tomat. Til sidst får de lov at stå og køle af lidt, jeg ruller dem sammen, og så.. har jeg to stks mættende og varme wraps.
Faktisk har jeg spist dem her i forskellige variationer i flere dage, og de smager forrygende hver gang. Alt hvad jeg har af grønt og halvdød ost, bliver udnyttet til sidste krumme. Sommer Living ala Alsø :-)
Der er gået mere end en uge siden mit havebloggerbesøg, og det er mildest talt for dårligt, at jeg ikke endnu har vist billeder derfra, men I kender det sikkert alle sammen.. Tiden går, ting sker, noget kommer i vejen, mere tid går, man glemmer, synes det bliver uaktuelt, nye oplevelser hænder og sådan bliver det ved, MEN..
.. helt ærligt søster, hvor uaktuelt er det lige et havebesøg kan være midt i højsæsonen?? Ja jeg spørger bare??
Nu er det jo sådan, at min hukommelse er både lunken og hullet, så jeg kan desværre ikke længere helt huske ord og detaljer, men hvad jeg KAN huske er, at timerne fløj afsted, at haven er et mirakel af overflod og udnyttelse af hver en kvm som er til rådighed. Jeg husker inspiration og gavmildhed, husker en smilende og levende kvinde, der begejstret brænder for at se ting vokse og gro. Alt det og så det, at jeg helt glemte at hvile og derfor faktisk var totalt overstimuleret på alle samser da jeg kørte hjem igen hihi. Overstimuleret på den gode måde vel at mærke.
Igen.. her kommer stemningsbilleder fra endnu en tirsdagsudflugt, og måske jeg skulle gøre det til et nyt mål? At tirsdag er udflugtsdag..
Som det kan fornemmes, rummer haven en guldgrube af farver og arter af planter. For slet ikke at tale om, at der i baghaven er hele TO skure med haverelaterede ting og sager. Der er samlinger af pelagonier, løg til at lægge når efteråret rammer. Her er vandopsamling, insekthotel, frugt og grøntsager. Her er skyggeplads og et drivhus, som hænger sammen med huset, hvilket jeg synes er totaaaalt genialt. Her er tomatplanter så store at jeg helt glemte at tage billeder af dem, og så er der et par klatrere som jeg helt tabte mit hjerte til.
De første er to gule arter af klematis. Jeg anede i min haveuvisdom slet ikke, at så smukke og strålende farver fandtes af klematis og jeg håber at de stiklinger jeg har fået med hjem overlever og vokser, så de kan pryde min væg ud til forhaven i årene fremover.
Den ene er helt gul, men den anden er gul og inden i er den lilla. Jeg er virkelig betaget.
Den anden slags klatrer har jeg allerede vist før, men det sjove og gode kan ikke gentages for meget, så her viser jeg lige igen, hvad Esther har i sin have, og som jeg ihvertfald ikke tidligere har set gro andre steder:
I dette tilfælde måtte jeg dog tage hjem UDEN stiklinger.. *fnis*
