27 juni 2016

Lidt mere om den nye status

 

 

 

 

2016-06-27 08.52.11

Det kræver ikke den udvidede ledvogtereksamen at tænke sig til, HVOR fyldt med forhindringer og udfordringer det er, at være kæreste med mig (og for mig at lukke sådan en ind). Det siger sgu sig selv, at jeg er yderst forsigtig og påpasseligt om min egen “sikkerhed”. Jeg kan ikke være andet, og netop derfor er jeg nødt til at gribe sådan en omvæltning helt anderledes an end de fleste er nødt til, og også noget mere restriktivt set fra kærestens stol. HAN har allerede måttet æde flere dusin store skeer fyldt med påbud, forbud og regelsæt:

 

****

“    - jeg kan KUN klare dit selskab i to timer ad gangen

- Du må ikke tale i munden på mig, så bliver jeg stresset

- jeg orker ikke at høre fra dig 50 gange om dagen

- du må ikke sidde og kigge forelsket på mig, for det gør mig nervøs

- når jeg beder dig gå fordi jeg er blevet træt, så skal du skrubbe af NU, og ikke først snige dig til tre fire hundrede ekstra kys

- jeg orker ikke længere udflugter eller oplevelser mere end max een eller to gange, hver fjortende dag

- og iøvrigt kan jeg for det meste slet ikke mærke mine følelser, og derfor kan jeg fremstå som kølig og upåvirket i din nærhed. Sådan er DET bare, men jo jo jeg ER skam forelsket i dig. Kan bare ikke hele tiden vise det.

- PS: jeg bliver midlertidigt sindssyg omkring menstruation, så der må du absolut helt holde dig væk, ellers kan jeg komme til at slå…  

****

 

Det er logik for burhøns, at når man er himlende forelsket er det sin sag, at måtte lægge næsten helt låg på den iver som følger med, fordi kvindemennesket ikke kan rumme ret meget.

 

Det er måden han har håndteret alle disse mere eller mindre urimelige og vanvittige krav fra mig, der har fået mig til at lukke ham ind. Holder han til det allerede inden for de første måneder så ER der faktisk håb i, at han også kan holde til en vintersæson med mig. Og en vinter kommer der jo igen. Så sikkert som mandag efter søndag.

 

 

2016-06-27 08.51.29

Hidtil er jeg blevet ret hurtigt afvist, så snart det mindste tegn på blandt andet trætheden har vist sig på efterårshimlen, og af samme grund har jeg haft den sagesløse herre grundigt i skole fra begyndelsen af. Han er pænt og sødt blevet belært om, hvad der følger med af besværligheder i et liv med mig, og han er også blevet krydsforhørt vel nærmest om, hvorvidt alle disse forbehold er feset ind på lystavlen. Det har uden tvivl været super svært for ham, at skulle forholde sig til midt i hans forestilling om at jeg er totalt skøn, men jeg er bare nødt til selv at føle mig tryg ved at forlader han mig feks, så bliver det IKKE fordi det kommer bag på ham, at jeg er en grøntsag tre måneder om året. Sån cirkus. Der kan ingen garantier gives, men jeg vil IKKE give slip på mig selv, vil IKKE begynde at engagere mig, hvis han allerede nu kender sig selv så godt, at han ved han ikke magter sådan noget. OM han gør er heller ikke til at vide endnu, men han er fanme godt forberedt.

 

Og han er ikke løbet skrigende væk.

 

DERFOR har jeg måttet give det her en chance. DERFOR giver jeg nu mig selv lov til at se, hvad det fører med sig, og DERFOR vil jeg nu se om jeg kan forholde mig til at sofaen ikke længere kan fyldes med garn og strikketøj, fordi der også lige skal være en (lille) plads til ham.

 

Når alt dette praktiske så er klaret, og de betingelser er lagt klart ud, så kan jeg sådan set bare godt indrømme, at jeg synes han er ret så dejlig. Sød og rar, medgørlig (hehe) og fuld af omsorg. Han har en skøn familie og er ikke videre indviklet selv, hvilket er en klar fordel for mig. HA! Han kan holde på både en skovl og vist nok også en hammer, han kan være min chauffør og han er rigtig god at tale med med. Rolig og noget mere laisse faire end jeg selv er. Alt i alt ser det ud til, at jeg er blevet introduceret til en mand, som ligner lige ham der passer til mig.

 

Hvem havde så lige set DEN komme..

26 juni 2016

En hemmelighed afsløres.. ja en bombe eksploderer vel nærmest lidt her i dag

 

 

 

 

2016-06-05 14.29.08

Da jeg besluttede at tage springet endnu en gang, at sige ja til tilbuddet om en bedre bolig, var det umuligt at forudsige, HVOR meget godt det har ført med sig. Jeg mener.. nu har jeg jo lissom pakket ned og pakket ud ikke så få gange efterhånden, og indtil videre har det kun været delvise forbedringer jeg har opnået ved de anstrengelser. Her, i dette hus, med denne have og under disse sunde smukke og dejlige forhold, oplever jeg en ny følelse af tryghed og ro.

 

Med denne ro kommer også mindre hovedpine og færre smerter set over en bred kam. Jeg har dem stadig, når det brænder sammen derinde i knolden på mig, men det sker med længere og længere mellemrum. Jeg fik feks en genopfriskning af hvor “forslået” jeg er indvendigt, da jeg blev afvist af “kompetent” læge dengang i vinter. Da hun ikke mente at vide, at jeg kunne være traumatiseret, DA gik jeg hjem og fik ondt. Overalt. Men i det store hele synes jeg selv, at det går så meget bedre. Nu kan det jo være, at min indre forbedring hænger sammen med sæsonen, og jeg er vældig spændt på at se, hvordan næste vinter forløber. Jeg tænker selv, at uanset om jeg går ned som jeg plejer i løbet af januar eller ej, så vil det være lettere at have det elendigt i et hus man er glad for at være inde i. Det MÅ det sgu da være..

2016-01-17 14.30.01

 

 

At jeg har fået det bedre, at jeg klarer flere og flere ting selv i hverdagen har blandt andet medført, at jeg ikke længere er mandsopdækket af to bostøtter flere gange om ugen. Jeg har ikke brug for det mere simpelthen. Om nogle uger går jeg fra to til een. Efter behov og som udgangspunkt et par gange om måneden. Så ser vi hvad der sker til vinter, og om det igen bliver nødvendigt med en optrapning. Jeg er tilfreds med udviklingen selvfølgelig, men det er ingen hemmelighed, at jeg kommer til at savne hende. som jeg nu tager afsked med. Det bliver kedeligt ikke at få hende på besøg mere. Hun har jo været stand in for den veninde jeg mangler i mit liv hernede, så hvem skal jeg nu sludre med feks. Hun er også den, som har hjulpet med at holde skidtet fra døren så at sige, men det klarer jeg jo fint selv nu, og jeg har jo også Josefine som hjælper sååå…

 

2016-06-15 20.35.22

 

2016 har i det hele taget indtil nu vist sig at være et af de gode af slagsen. Omsider, hvis jeg må have lov at sige det. Hver nytår siden gud ved hvornår, har jeg tænkt om det nu var året hvor alting vendte jeg tog hul på, men igen og igen har jeg ved næste juletid kunnet se tilbage og konstatere, at det var det så ikke. Heller ikke..

 

 

Tidligere i år skrev jeg om, hvordan jeg faktisk slet ikke helt kan rumme al det gode som er fulgt med flytningen. DET har også givet mig smerter! Og hvordan takler man i det hele taget gode ting? Efter år med krisehåndtering, akutte “brandslukninger”, kortsigtede panikløsninger og konstante uforudsete dramaer er det DET, kroppen og sindet kender til. DET som er hverdag og normalt. At tingene bare kører og at det går som håbet, er slet ikke noget jeg har rutine i, og det mærker jeg selvfølgelig stadig hver dag. Det er samme sandhed som den med de langtidssyge, der kan blive helt utrygge ved udsigten til en raskmelding, men det har jeg jo også skrevet om fornylig.

 

SÅ, altså.. her sidder jeg og skribler ord ned i en lind strøm. (Hånden har det bedre igen, skal jeg måske lige tilføje, efter at den i går nev som ind i helvede i stingene. Tror sgu tråden er ved at vokse fast, og jeg glææææder mig til at de skal ud i morgen formiddag.) Jeg skriver linie efter linie uden at komme til sagen, for hvordan faen fortæller jeg nu det jeg har på hjerte??

Efter i årevis at have delt kilometervis af linier om nedture og elendighed, er det nærmest ikke til at finde de rigtige bogstaver og ord, når noget godt skal formidles. Hvor er det åndsvagt ik!

 

 

Nå, men noget tyder nu på at jeg har fået raget en kæreste til mig.

 

Hehe.

 

Sådan en af den slags, som er mere end bare lidt sjov sommerunderholdning.

 

 

I sagens natur har det IKKE været i mine kort, at det nogensinde ville ske igen, for jeg har simpelthen været 1000% lukket helt ned i den retning. Jeg har været så “forslået” indvendigt og så ikkerepareret, at jeg uden at overdrive har oplevet regulær kvalme, hver gang jeg så meget som tænkte på, at en mand skulle kigge i min retning. Ikke at det har været aktuelt må jeg så sige, for jeg har ganske givet heller ikke sendt signaler, som har været indbydende. Tværtom.. der har stået med store usynlige bogstaver, at skulle man få den tanke at nærme sig mig, ville det koste som minimum et par spark lige i kuglerne. Sagt pænt..

 

 

Ham her har jeg så pænt undladt at kastrere.

 

 

 

2016-05-31 17.07.29

Så jeg har altså viklet mig ind i noget, der er mig så ukendt og “farligt”, at jeg ikke helt ved hvordan den lige skal skæres. I de mellemliggende år har jeg for det første glemt, hvordan man opfører sig to sammen, jeg har også indrettet mig vældigt meget, som en udpræget fastlåst kælling med sære vaner, og hang til IKKE at kunne overskue, at ændre på de vaner. Tanken feks om, at dele min nattesøvn med et andet menneske gør mig nærmest en smule småsur for tænk nu, hvis jeg skal til at pakke mine tendenser til at sove med to dyner og fire hovedpuder ALENE, sammen. Nu ligger det jo ikke lige inden for nærmeste fremtid overhovedet, at nogen som helst får noget som helst at skulle have sagt i MIT hus, men alligevel. Fremmede tanker i den retning og mere om tosomhed er begyndt at spøge, og om det kan I høre mere i morgen. For nu vil jeg bare afslutte med at sige, at JA jeg er vandret lige ind i en forelskelse som bliver gengældt, og DET er totalt angstprovokerende.

 

- og nå ja, omtalte herre er ovenikøbet skaffet til huse på foranledning af min nye udlejer!!!

 

 

Jov jov. Den er god nok. Og dermed er ringen sluttet, når jeg her har berettet lidt om, hvad der er hændt af godheder efter jeg flyttede.

 

2016-06-25 13.37.45

25 juni 2016

En dag i Nysted

 

 

( beklager forringet billedkvalitet.. det gik lidt stærkt!)

2016-06-25 16.32.54

 

Lørdag har været varm, men fyldt med sommer i hjertet og godt selskab. Den slags er ikke at kimse af her ved enden af junivejen. Jeg har været i Nysted, og det er nok den fineste by på hele Lolland i mine øjne. Faktisk ville jeg glemme alt (næsten) om mine hidtidige forsværgelser og flytte på stedet, hvis der blev et ledigt hus til leje dernede på kystvejen..

 

Næsten.. blev der sagt

2016-06-25 16.29.17

 

 

Sidder ved min bærbare, men det gør stadig for nas at taste, så mere kan jeg ikke skrive for i dag..

 

 

2016-06-25 13.36.362016-06-25 15.20.272016-06-25 16.40.33

 

 

Jeg elsker altså bare Lolland og livet hernede

2016-06-24 10.20.232016-06-24 19.14.162016-06-24 19.14.43-12016-06-24 19.15.122016-06-24 19.15.292016-06-24 19.15.512016-06-24 19.18.32-22016-06-24 19.19.242016-06-24 19.21.102016-06-24 19.21.212016-06-24 19.24.222016-06-24 20.43.182016-06-25 09.08.49

21 juni 2016

Et lille hej og besøg fra Sjælland




Det er nu seks dage siden jeg fik snittet hånden, og det går sådan set godt. Det er selvfølgelig en udfordring at tage bad feks, men alt i alt er det nemmere end da højre hånd var gennem turen. Hånden er stadig hævet, og jeg er i tvivl om hvornår jeg kan begynde at strække den helt ud. Endnu tør jeg ikke af frygt for at såret sprækker op.. 

        


I dag er første dag jeg har haft duppet forsigtigt på det med vand og lidt sæbe, og nu skal den lige have lidt luft inden jeg tager plaster på igen. 



Ellers går det godt her. Haven fik endelig vand i nat, for første gang i næsten to mdr.. Hidtil har det vand vi har fået, været nærmest fordampet inden det ramte jorden, men nu er der vand i baljerne igen. 




I går var min mor og far hernede og det var SÅ dejligt at se dem. Som altid kom de 
med en fuldt læsset bil, men dog ingen planter denne gang. Inden jul sidste år lukkede min morfar endeligt sine øjne for sidste gang, og der var en mængde sager til mig efter at lejligheden var ryddet. Mine forældre går også selv og tømmer deres kolonihave så småt, for det er nok ikke så mange år endnu de orker den, og for nu at sige det pænt, så har min mor ikke så lidt samlet gennem fyrre års haveliv.. 




De næste dage kan jeg snildt bruge på at sortere i tingene tænker jeg. Både havebord, arbejdsbord, køkkenbord og spisebord er fyldt!  


Haven passer sig selv i det store hele, for jeg kan jo ikke være sååå aktiv, men jeg har da med min lille saks fået begyndt på at studse hækken, og i går morges tog naboen lige ydersiden så den ser skarp ud igen nu. Det er kun indersiden langs vejen som mangler, men det er hurtigt gjort. 




Forresten var det netop d. 14 juni morfar ville være fyldt 105, men i stedet for at sende kort måtte jeg jo i år nøjes med at sende ham en tanke, og forestille mig, hvordan han og mormor nu sidder sammen og kigger ned på min nye have. 



Jeg skriver på iPad, så derfor ser indlægget nok anderledes ud end ellers.. 

15 juni 2016

Nykøbing tur retur og SÅ må det godt gå lidt kvikt tak

       





Så sidder jeg her. I sofaen. Med iPad forsøger jeg lige at give en melding om dagens lille snit i hånden. 


Det er gået fint, selvom jeg slet ikke husker fra sidst, at fingrene bliver SÅ hævede! De er nærmest spændt til bristepunktet, brandvarme og helt følelsesløse. Lige efter indgrebet var de helt normale..

Flink læge var nænsom, og sygeplejersken der tog imod mig, kunne ovenikøbet huske mig fra sidst!! Jo jo, for det var jo mig som måtte tage hjem igen fordi jeg havde kradset mig midt på snitstedet, sagde hun smilende. Bum bum.. Det synes jeg godt nok er utroligt, og også en smule kikset at blive husket på den konto, men nægte kunne jeg jo dårligt. Denne gang fik jeg heldigvis lov at blive, og sådan gik det til, at jeg pga ventetid blev set strikkende helt oppe på operationsgangen. Flink læge havde nemlig givet lov til det, fordi der som sagt var en del ventetid. Strikketøjet fik mange fine ord med på vejen, og flere sygeplejerskedamer gik nærmest i selvsving, fordi lysten til at strikke blev akut, og er så meget sjovere end uddeling af hårnet og plastikfutter. Hihi. 

Ventetiden betød også, at jeg fik en dejlig lur i en seng på næsten halvanden time nede på afdelingen inden jeg blev hentet. 


I det hele taget er personalet og "servicen" på Nykøbing ikke til at brokke sig over. De kan jo ikke gøre for at jeg er en pivskid, og flere gange var klar til at gå igen. Især på selve operationsbordet fik jeg alvorlige betænkninger.. Man ligger lissom der ik. Som en anden slagtegris , der venter på at få snittet, imens personalet gør det sterile hejs klar. Der er varme i briksen og sveden begynder at springe, jo mere gul armen bliver af det stads, som de pensler på. Lyden af nåle og knive der pakkes ud af poser larmer som ind i helvede, og da jeg endelig får nålen stukket ind, kører åndedrættet som en blæsebælg. 


Jeg overlevede. Hvis nogen er i tvivl. 


Nu sidder jeg så her. I sofaen, og med armen lodret. Jeg er alene hjemme, for planlægningen smuttede i svinget, og min operation støder sammen med arrangementer udenfor Rødby for Josefine. Heldigvis har jeg da min højre hånd ledig, og den kan snildt bikse lidt jordbær med fløde sammen feks. Og gribe ud efter lidt chips. Og brygge kaffe. 


Der er faktisk kun tilbage for mig, at være tålmodig og dygtig til at gøre som der bliver sagt. Holde hånden i ro blandt andet. 


        
Det sidste er det sværeste, for NOJ hvor jeg glæder mig til at kunne strikke ordentligt igen. På den der måde, hvor en trøje ikke tager en krig at gøre færdig. 



11 juni 2016

Dimserier fra havets overskudslager og coastal living

 

 

 

 

2016-06-04 21.05.38

Hvert år i sommerperioden kommer barnet op i mig, og jeg MÅ bare lige fedte lidt med mine strandsten. Sidste år nåede jeg slet ikke at øge min samling, og det er vel nærmest uartigt med tanke på, hvor tæt på havet jeg nu bor. Sådan bør det ikke gå denne sommer, for man kan ALTID bruge lidt flere sten. Og skaller. Og drivtømmer. Og sand til at fylde i fine flasker. Bare lige for at nævne lidt af det, som bare ER sommer for de fleste.

 

 

2016-06-04 21.06.07

Indtil jeg ser det blå hav igen, skaber jeg mine egne små kroge, som kan lede tankerne hen på huse ved vandet, og sommer i Danmark. Jeg ville jo allerhelst bo midt på en mark, som I har hørt mig sukke over til bevidstløshed, problemet er bare at jeg SAMTIDIG også ønsker mig at dette hus, som står ved marken i al ensomhed, kun har en halv meter til vandkanten…

 

 

2016-06-04 21.06.29

Ingen skal vove den påstand at jeg er besværlig eller krævende, jeg mener.. det er vel det mindste man kan drømme om er det ik? Hvor svært kan det lige være? En stor mark i ensomt landskab, med skov på den ene side, og en matrikel som støder lige op til det stykke jord mit hus skal ligge på, plus en baghave med en sti der fører durk ned til vandkanten.

 

Indtil jeg får hilst på den hidtil rige ukendte onkel i Amerika, benytter jeg mine evner udi fantasi og hittepåsomhed til, at få min mere ydmyge adresse omvendt til sommeridyl.

2016-06-04 21.06.15

 

 

 

Det er faktisk ikke så indviklet endda. Man tager en røvfuld tæpper af forskellig karaktér, en masse af de føromtalte strandsager, fylder på med diverse tomme flasker som har overlevet fjorten flytninger, potter med stiklinger og inden man får set sig om, har man skabt sig sin egen lille og næstenklartilatblivebesigtigetafenindretningssagkyndig, oase af sommer.

2016-06-04 21.09.482016-06-07 20.43.332016-06-07 20.43.442016-06-07 20.44.16-2

 

 

 

2016-06-11 09.08.58

Det er her på siden også almindeligt kendt, at jeg er vældig glad for hvid og blå om sommeren. Til tider tilsat et stænk rødt. Med andre ord det, som i den store vide indretningsverden kaldes New England/Coastal stilen. Jeg har i den forbindelse fremstillet et par tæpper i disse kulører, foruden jeg gennem årene har samlet mig en hel lille butik af puder og plaider i perfekt disharmoni, det ligger bare sådan, at jeg også lider af en småidiotisk frygt for at slide på samme, så i haven får de ikke lov at ligge..

2016-06-11 09.05.102016-06-11 09.05.45

 

 

SÅ altså, selvom disse så smukke og perfekte hyggeagregater er i min varetægt, så er det de mere kiksede af slagsen jeg bruger udenfor. Sådan må det bare være hos mig. Her, hvor logikken på ingen måde giver mening HA!

2016-06-11 09.04.37

 

 

Noget tyder iøvrigt på at lørdag bliver sidste i denne omgang, hvor jeg kan sidde ude i sol og tørvejr, så det er præcis hvad jeg vil bruge dagen på. At være udenfor. Ofte bliver lolland forbigået om sommeren af den regn som forudses, men jeg vil ikke tage chancen og miste en dejlig dag. Den står på lidt gødning til roserne, og hvad jeg ellers lige falder over af gerninger i bedene, og resten af tiden vil jeg bruge på at strikke min hånd til bevidstløshed, inden jeg i næste uge bliver tvunget til at holde pause med det.

2016-06-10 14.53.50

 

 

 

Hvad byder jeres lørdag på derude mon?

10 juni 2016

Hurtig ekspedition og lyserøde roser

 

 

 

 

2016-06-09 09.55.05

Gårdsdagens undersøgelse endte med en dato for operation allerede på onsdag!  Jeg havde sådan set forventet at der ville gå mindst en måned, men flink læge som vandrer rundt med navnet Per Pallesen, var yderst tillidsvækkende og overbevisende i sin fremtoning. Nu håber jeg så bare at det virkelig ER en læge og ikke en skuespiller, som skal redde mine fingre fra at dø helt..

 

Jeg må lige ændre lidt i planerne, for skæres i det SKAL jeg bare, og helst inden jeg når at fortryde, foruden at jeg er endt med selv at måtte køre mig hjem igen. Og JA JA, jeg veeeed godt at det er lidt hasarderet, men ingen kan returnere mig til Rødby bagefter, og jeg har simpelthen ikke sindelag til at vente på Flextrafik. De gange jeg hidtil har måttet benytte mig af deres ydelser, har jeg måttet vente i mindst et par timer på dem, og da jeg i dette tilfælde jo IKKE kan strikke ventetiden væk, er det bare sådan det må være. Jeg lover at køre forsigtigt og ad de små langsommere veje. Højre hånd er den jeg mest skal bruge til at køre med alligevel jo. Jeg lover også at vente til jeg er klar i bøtten, inden jeg sætter mig ind i bilen.

 

****************************

 

 

2016-06-10 08.39.09

 

I betragtning af mit noget anstrengte forhold til lyserød OG roser, er det på mystisk vis alligevel endt med, at jeg holder mig indtil flere eksemplarer af begge dele. En sommerhave helt uden lyserød ELLER roser, ville nu heller ikke være helt rigtig, så det er som det skal være.

 

På forsiden af huset har forrige lejer sat en rose, som i den grad er vokset godt til, men om den er designet til at se ud som den gør, eller om den er ramt af mutering eller sygdom skal jeg ikke gøre mig klog på. Faktum er, at den fremviser tre forskellige modeller så at sige, af roser i sart lyserød.

 

Den ene er fyldt, og nogle med mørke kanter, og med indtil flere midt’er:

2016-06-08 09.13.49

 

Og så er der en fyldt, som er helt sart lyserød:

2016-06-10 10.16.23

 

Og endelig er der en tæt, men helt ensartet og virkelig fin at se på.

2016-06-08 09.13.23

Jeg forstår mig i virkeligheden ikke en hujende fis på det med naturens regler, biologi eller havebrug, for at en blomster kan opføre sig sådan er mig en gåde.

 

Foruden den foran huset, har jeg så de her lyserøde roser, som oveni al anden herlighed dufter helt sindssygt parfumeret:

2016-06-10 10.16.05

Til venstre og mere pink i det, er det en Rose de Recht. I midten er det en, som jeg er totalt stolt af fordi jeg for tre år siden i den første have, tog en lille stikling som nu er vokset så godt til. Det er den velkendte … hmmm… bum bum.. hvad fanden er det nu den hedder? ALLE har den!! Jeg nyder den nu, for inden længe er den helt væk af rust, som er det jeg næst efter lus er mest irriteret over ved rosendriveri. Til højre står en ny rose. Den har jeg købt hos Blomsterverden.dk dette forår og DEN bliver bare sååå fin allerede i år. Den er vokset godt allerede nu og den første rose stod lidt gemt, så den hapsede jeg til bordet i gården. Rosen hedder forresten Ghita.

 

 

… New Dawn!  Det er da det den hedder. Den i midten :- )

 

Foruden dem jeg har billeder af i dag, har jeg endnu en lyserød fra min mor og fars kolonihave, men den er endnu kun i knop, og så er der en fin hvid på vej, samt en fra Esther som ikke vokser særligt ivrigt i år. Til sidst er den hvide slyngrose ( også fra kolonihaven), som jeg møjsommeligt viklede ud og med fra Vestergade, fyldt med små bitte hvide hoveder. En gul rose har jeg som rosinen i pølseenden fået sat et helt forkert sted, så den har ikke en chance i år. Den er ikke til at grave op før til efteråret, men so be it. Det er jo kun en rose tænker jeg..

2016-06-10 11.37.26

 

2016-06-10 10.12.00