Der er ikke meget andet man kan gøre

Der er dage, hvor jeg som pensionist er dybt taknemmelig over, at være lige netop det. Jeg hylder ikke et liv i lediggang på nogen måde, bare hvis nogen skulle være i tvivl eller begynde at fare i blækhuset, men når livet nu engang har skikket sig sådan for mig, er det af stor betydning for livsviljen/lysten, at jeg kan få mine dage til at rumme mest mulig meningsfuldhed og glæde. Og maximal udnyttelse af de muligheder DET nu giver mig.

At have et arbejde er på mange måder det mest respekterede, et menneske kan opnå i vores samfund. Har man intet arbejde følger etiketter med holdninger i kølvandet, men jeg føler selv at jeg efterhånden har formået at formidle min egen situation så godt, at jeg ikke længere bliver fordømt eller stillet til regnskab for den jeg er, eller det liv jeg har. De, som stadig måtte dømme mig hårdt, gider jeg slet ikke have med at gøre. Ingen skal nemlig være i tvivl om, at jeg da hjertens gerne bytter mine mentale og fysiske problemer, for et raskt helbred, social kontakt og et job. TIL HVER EN TID.

Indtil nogen giver mig en krop uden smerter, og et hoved med en harddisk, der ikke går i sort med jævne mellemrum, så vil jeg uden at blinke tillade mig, at finde glæde og fornøjelse i det jeg nu kan. Og det jeg kan i dag, er en luksus mange jobbere sikkert også gerne ville have. Jeg har den luksus, at jeg kan sidde i min sofa under et dejligt tæppe med kaffe og tændte stearinlys, imens jeg kan høre vinden suse buldre og regnen tromme udenfor. Jeg kan nusse rundt, få vasket lidt tøj, fundet lidt flere lysestager frem, drikke bunker af the/kaffe dagen igennem, og jeg kan lytte til efterårstoner der smører mine øregange med fed og cremet lyd.  Jeg kan nulre min lille Herman på maven og jeg kan være taknemmelig over at jeg har muligheden for alle disse ting. Hver dag. Alle disse elementer af fryd kan jeg tilføre min mandag, og jeg kan på denne måde lade som om jeg ikke har ondt nogen steder. Lysene, musikken, varmen og duftene hjælper mig til at holde fokus langt langt væk fra det, der ellers ville dominere min bevidsthed fra morgen til aften, og ærligt talt..

.. når mandag er fuld af regn og rusk er der ikke meget andet at gøre end at give efter, og lukke efteråret ind i stuen.

Når det er sagt..

 

 

Forleden skrev jeg lidt om læger, og nu har jeg så taget næste skridt til at besøge en igen. Der er ingen vej udenom, selvom jeg godt nok ikke har lyst til det. Et sådant besøg vil helt sikkert være begyndelsen på en ørkenvandring rundt til diverse undersøgelser, som i værste fald betyder lange udflugter til fjerne dele af landet Lolland/Falster. Jeg gider bare ikke!

 

Mine to hænder er nu lavet, og de virker begge igen. Det er en fornøjelse, og derfor motiverer det mig til også at få gjort noget ved andre skavanker, der i høj grad påvirker min hverdag. Hver dag.. Venstre knæ gør stadig pivende ondt efter kun kort tid på benene, og jeg er derhenne hvor jeg ikke længere kan gå uden smerter. Konsekvensen er jo, at min frihed er totalt begrænset, hvilket trods alt ikke er til at acceptere.

 

 

I går fik jeg lyst til at bygge mig en reol ude i gården, og umiddelbart er det en hurtig opgave, som oveni også er hyggelig og fyldt med fornemmelser om det snarlige forår. Allerede første tur fra skuret, og rundt om huset hen til carporten med trillebøren sætter gang i smerterne, så det er ren stædighed der får mig til at insistere på at kunne det her. Jeg nægter simpelthen ikke at kunne lave noget som helst udenfor, men det betyder også at efter halvanden times leg, må jeg stoppe. Resten af dagen kan jeg bare sidde og sidde.

 

Den går bare ikke. Nu er jeg endeligt ved at være der, hvor jeg kan se lyset for enden af tunnelen og hvor min tilværelse kan begynde at være sjov, og så er jeg reelt henvist til bare at kigge på. Fanme nej.

 

Så jeg må til lægen. For jeg har planer.

 

Reolen er kun begyndelsen.

Smerter og donationer

 

 

 

 

De dominerer det hele. Smerterne. Jeg ignorerer dem, og tager livtag med både dem og brændenælderne, der springer frem og i vejret på det nye havestykke jeg har fået. Sikkert ikke hensigtsmæssigt, men gør jeg ikke et eller andet bliver jeg vanvittig. 

 

Ser jeg bort fra det, har dagen været anderledes end forventet, fordi jeg fik besøg af Lizette. Hun fortalte at hun ikke havde glemt, at jeg engang fortalte om, hvordan jeg gerne ville lære at nærme mig heste. Måske enddag sidde på en en dag. Netop nu, hvor jeg som sagt går med en krop der igen er spasset helt ud over en aftale, jeg endte med at måtte lade gå i vasken, var det næsten lidt uhyggeligt, at hun fortalte mig at jeg var blevet anbefalet til et rideterapeutisk forløb, på det nyåbnede ridecenter for fysioterapi inde i Maribo. Det er et center der gør sig i mange sider af menneskelige problemer, og altså også “angst og manglende social relation”, som der blandt andet står på deres hjemmeside.

 

http://www.center-ridefysioterapi.dk/

 

Det lyder lidt specielt, men jeg blev faktisk rigtig begejstret over den mulighed, og hun vil nu søge om mulighed for, at jeg kan komme i betragtning til et forløb. Det sker samtidigt med at jeg har fået en tid ved lægen ( hvor hun kommer med mig ), og hvor jeg SKAL henvises til noget psykonoget af en art. SKAL .. fordi jeg bare ikke vil blive ved med at blive mere og mere ødelagt. Jeg må gøre noget. Et eller andet. Også selv om jeg er panisk ved tanken om smerterne der følger med. Og det nytter ikke, at jeg skal kæmpe med egen læge om smertedækning i den forbindelse. Uden en form for lindring, klarer jeg den ikke. Det er svært nok at acceptere et forløb der kan tage både år og dag, men skal jeg oveni det også døje med en krop der flipper, så nej.

 

Det er sjovt som hjernen kan fortrænge, men kroppen insisterer på at mindes.

 

 

Inden hun gik igen, havde jeg fået hængt mit vasketøj op udenfor, og hun havde ryddet op i mit køkken, og pudset vinduet. Vi havde drukket varm kakao som hun havde taget med i krus til os, og min bil blev tømt for de sten og haveblade, jeg fik med mig hjem sidste torsdag. Det fik sat mig så meget i gang, at jeg også fik kørt på losseplads, og forbi udlejers værksted. Han har nemlig doneret kasser til projekt garnreol, foruden et gammelt vindue, som jeg kan bygge mistbænk af. To tiltag jeg slet ikke var forberedt på, så jeg blev helt overvældet og glad.

 

 

 

 

Det har været en mærkelig dag. Fuld af varme og påmindelser om, at jeg har så meget at glæde mig over. Mit liv har været og er svært på flere planer, men jeg mærker også glæde og lykke midt i det hele. Noget jeg bestemt ikke tager for givet, og en dag for ikke så længe siden, fik det en ekstra dimension. Det her med det svære liv ..

 

 

Dengang jeg begyndte at blogge, var jeg rundt omkring for at lære, læse og finde ud af blogland. Jeg begyndte i det små at strikke og senere at hækle, og i min søgen efter mere information og inspiration førte det ene klik til det andet og jeg kom forbi en blogger, som i den grad fik mig hooked på farver og garn. Og mønstre. En kvinde så kreativ og dygtig, at det er svært at finde hendes lige. Flere år forud for sin tid strikkede hun fair isle strik, noget der jo denne vinter har fået sig lidt af et opsving i strikkeland. De smukkeste kulørte hæklerier, de kæreste små dyr i papmache, illustrationer til en mængde børnebøger. Alt sammen har hun gjort sig i på rørende vis, og i de dejligste farver. Et univers af fantasi ganske enkelt. Og en blog med nærvær og menneskelighed.

 

Jeg er kommet og gået lidt, som årene er gået, hos hende. Har endda mailet med hende på et tidspunkt, i forbindelse med et stykke håndarbejde. Med tiden blev det sjældnere at jeg huskede at få læst med, fordi der er sket så meget her hos mig selv, men så en dag for ikke så længe siden dukkede et skriv op et andet sted i blogland, og jeg fik en rigtig skidt følelse i maven.

 

Bloggen findes endnu. Vanessa gør ikke. Hun døde i december sidste år, men værst af alt og så ganske knusende tragisk er det, at hun selv tog valget. Jeg gik helt i baglås da jeg fandt ud af det. Der er noter mellem linierne på det allersidste skriv hun sendte, som giver anelser om at hendes verden ikke var den samme som før, men det bliver tristheden ikke mindre af, og når jeg i det hele taget nævner hende i dag og her, så er det fordi at jeg selv har perioder, hvor jeg bare synes det hele er FOR svært. Men uanset hvor tungt jeg føler livet, så beholder jeg det, og uanset smerter som i de sidste dage, så kan jeg også se lys og godhed.

 

I dag har jeg tænkt rigtigt meget over, hvor sørgeligt det er når et menneske bare ikke magter mere. At nå dertil, hvor alt det der før gav mening, bare ikke betyder noget mere. Det er ikke til at forstå. Jeg ved vist ikke engang, hvad pointen er med at jeg skriver det her, men jeg er virkelig rystet og berørt over hendes valg og skæbne. Og jeg har tænkt meget over hende. Fordi hun var en kæmpe inspiration for mig, og for en masse andre.

 

 

http://doyoumindifiknit.typepad.com/do_you_mind_if_i_knit/

In memory of Vanessa Cabban ..

Og SÅ er kontrasten ikke meget større..

 

 

 

 

 

 

Totalt overskud mandag. Total hægtet af tirsdag ( migræne..). Og i dag onsdag, ja der har jeg det bare jævnt elendigt! For pokker, hvor det irriterer mig altså. Småallergi. Smerter i arme og ar. Og i hovedet. Og i ryggen efter en nat på en elendig madras. Og med underlige eftertanker af sære og ubehagelige drømme om at være spærret inde!

 

Jeg synes jeg er en mærkelig en, og med en anstengende uforudsigelighed.

Som et kuriosum kan jeg tilføje, at i går var det tirsdag, dagen før DAT. Sidste uge glemte jeg simpelthen alt om kurset i ren fortrængning, selvom aftalen var at jeg lige skulle ringe for at melde ud om, hvorvidt jeg ville fortsætte. Forrige tirsdag, blev jeg jo syg tirsdag. Også..     Og nu gentager historien sig. Nedlagt dagen før dagen.

 

Har forsøgt at ringe til min primærbehandler, men uden held indtil videre, for at sætte en stopper for det her. Jeg magter bare ikke så voldsomme smerter på fast ugebasis. Beklager. Ved godt at mange vil skyde mig i skoene, at jeg giver op og ikke bør springe fra af noget, som i sidste ende skulle give mig et lettere liv, men smerterne er mine og ikke andres. De må meget gerne overtage dem..

 

Jeg fik en blokade i tirsdags

 

 

 

Et medicintjek hos FLINK og MEDGODTID ny læge i Rødby, førte til en opdatering på min hånd. Hans spontane reaktion, efter min beretning om forløbet indtil nu var, at jeg da ku prøve at få lagt en blokade..  Om ikke jeg var blevet det tilbudt allerede? 

 

Stum af overraskelse ku jeg bare svare, at næææh det var jeg sådan set ikke!

 

 

Frem kom sprøjten og mine håndled. UD sprang vilde tanker om, hvordan jeg igen ville kunne strikke og hækle inden længe, og en smule overrasket gik jeg derfra, fordi han efter stikkene spurgte om, hvordan jeg ville betale..  Må indrømme, at der blev jeg helt stum igen. Jeg ved ikke.. måske jeg er gammeldags, eller bare forventer for meget, men i GAMLE dage var den slags her og nu behandlinger ikke noget man betalte for. Jeg fortryder nu ikke at jeg fik det gjort, men jeg ville gerne lige have vidst det på forhånd, for jeg rutter ikke med mine penge for tiden. De går til mad og blomster. Hver uge afvejer jeg mine 400 kroner, så de kan holde mig mæt, og samtidigt glæde min sjæl. Der er ikke plads til andet end det, for nu at sige det pænt.

 

Nå, men i hegnet med det. Tirsdag aften var jeg selvfølgelig HELT nede over, at jeg absolut ingen bedring ku mærke. Faktisk tværtimod..  Pludselige var hele højre hånd ubrugelig, og i går morges da jeg skulle afsted til DAT kurset, var det ikke meget bedre. Derfor var optimismen noget afmålt, og jeg nærmest parat til at ringe til lægen og kræve mine penge tilbage, da jeg ramte de 24 timer fra stikkene blev givet. Jeg mener.. skidtet virker jo ikke! SÅ MÅ man kunne klage ing’

 

Heldigvis handler jeg jo ikke særligt hurtigt, og uden at jeg lige kan sige hvornår, var smerter og trykken og prikken og kulde lettet en smule, da jeg i aftes gik i seng. Det tog så lige halvandet døgn at nå dertil, og nu her til morgen er det første morgen jeg vågner op UDEN en død hånd/arm. Hvilken fornemmelse det er. Jeg må nok stadig afholde mig fra at spille fandago, og gå til angreb med fuld kraft på havens bede, for alt er ikke godt, MEN… det har afgjort hjulpet.

 

Iøvrigt var jeg traditionen tro, lige nede ved kajakklubben i går efter DAT i Maribo, og UHH det var en kold fornøjelse.

 

Ingen hyggelige billeder af mildt vejr og skønt lys derfra i denne omgang, men jeg skød da et par ænder:

Velkommen weekend. Velkommen husarrest

 

 

 

Efter dage med konsekvent, at ignorere alle kroppens og især da hændernes, høje protester over mere arbejde, er det nu tid til at åbne ørene. Godt hjulpet af blæsten udenfor, har jeg givet mig selv husarrest, og må under INGEN omstændigheder bevæge mig udenfor i haven. Eneste fravigelse er skridtene til og fra bilen, for jeg skal lige have handlet lidt ind senere.

 

Jeg burde faktisk gøre som Holger, der på sin egen måde satte punktum for fredagens anstrengelser:

Han lagde sig ganske enkelt lige midt i den bunke med sammenrevet affald jeg møjsommeligt havde samlet sammen i gården.  En lydlys demonstration haha.. STOP så dame. NU er det nok.

 

 

I det hele taget er han ret god til det der med at smide sig ned. Efterhånden har han droppet den altid vagtsomme, ikkeheltafslappede hvilestilling han indtog i starten. Helt tydeligt var hans sanser konstant skærpet, og hans hoved var hele tiden i bevægelse og på udkig, men nu er han som sagt blevet ret god til at slappe helt af.

 

Jeg vil prøve at gøre ham kunsten efter i weekenden..

Når man er fatsvag OG korttidshukommelsen er verschvunden..

 

 

 

Så sidder man her og kan være sur på sig selv, i stedet for at blive opereret. JEPS! den er god nok. Tiden er rykket til d. 31 januar og det er helt min egen skyld.

 

Mandag aften får jeg den tanke at jeg da vist nok fik nogle brochurer med hjem derinde fra, da jeg var til forudersøgelse. Kigge rode lede. Jeg finder dem endeligt blandt andre papirer, som har været i brug i december, og iblandt dem ligger en, som handler om hygiejne før indgrebet. Nu er det sådan, at jeg overhovedet ikke husker, hvad der blev sagt til mig på dagen, ejheller om jeg har læst de små hæfter, så derfor kom det som en stor overraskelse for mig, at man ikke må have rifter eller sår på huden. Det har jeg, for jeg kradser mine hænder om natten uden at vide det, og render stadig rundt med småeksem både der og i ansigtet. Et levn der heldigvis er for aftagende efter Alsøvej, men altså ikke er væk. Man må heller ikke have lange negle, og det øhh.. har jeg jo også. De er ikke sådan lige at fjerne helt.

 

Nå, men så sov jeg selvfølgelig ikke hele natten til i går af bare frygt for, at jeg skulle glemme at ringe til hospitalet for at tale med dem om det. Halvdød og ligbleg fik jeg ringet tidlig morgen, og der er ingen slinger i valsen. Så længe jeg har åben hud er det no go. En ny tid er fundet, og nu skal jeg være meget omhyggelig med cortizonen, så jeg har fine hænder d. 31 januar. Til den tid kan jeg også nå at få sørget for neglene, men NOJ hvor er jeg irriteret på mig selv altså. Kommunen havde sørget for transport frem og tilbage, og min bostøtte var klar til at komme her for at hjælpe mig i morgen, så alt var sådan set klar. Bare ikke min hukommelse. Den er grumset, som en stillestående sø en varm sommerdag i august. Intet trænger op til overfladen..

 

Om det er derfor, eller om det bare er tilfældigt skal jeg ikke kunne sige, men i nat blev jeg så ramt af et anfald migræne. Af den værste slags.  Langsomt og med rystende krop klatrede jeg baglæns ned af trappen, gled ned på alle fire og endte med at ligge på gulvet ude i det lille badeværelse. Jeg kaster op og må ned at ligge igen. Sådan går noget tid, indtil jeg føler mig sikker på, at jeg kan komme videre og ud i køkkenet, hvor de virkeligt stærke midler står på køkkenbordet. Det tager lidt tid, inden jeg får rejst mig op og med lukkede øjne får følt mig frem til den rette pakning. Ind og sidde med tæpper og sjaler i lænestolen. Tør ikke tage turen op ad trappen igen før jeg er sikker på, at kvalmen er fordampet helt. Nogle timer senere ligger jeg igen i min seng, og nu er ca 12 timer jeg er endeligt ved at komme til mig selv igen. Smadret og langsom, men ved bevidsthed om man så må sige.

 

Det kan skyldes mange ting. Det kan skyldes ingenting. En hemmelighed har det været, men nu kan jeg ligeså godt åbne for posen.. Alle de difuse og uforklarlige smerter er tilbage i mit liv igen. Mere eller mindre dagligt. De forsvandt jo da jeg kom til huset på marken, og jeg mærkede intet lige indtil det gik op for mig at jeg måtte derfra igen. Siden er det gået stille og roligt baglæns, og nu er de igen en del af min hverdag. Smerterne. Jeg ved, at det skyldes hele balladen, og at jeg ikke helt er glad for at være hvor jeg er. Jeg arbejder på det, men er ikke nået til begejstringen endnu.

 

I dag tager jeg den helt med ro. Kigger på mine strikkerier, og takker en eller anden skaber for, at jeg trods alt KAN strikke og hækle. De smerter kan jeg leve med lidt endnu, og jeg kan endda ignorere dem så jeg kan nørkle lidt hver dag. Det ER og BLIVER min redning når alt andet kikser.

Når man genoplever en ubehagelig erfaring…

 

 

Jeg ligger under dynen og her bliver jeg lige et par dage. Der skal repareres og samles op. Jeg er stærkere end jeg var, restitution er en kortere proces end tidligere, af den simple grund at jeg har været her før..

 

Efter en nogle måneders intens belejring, fetering, forkælelse, opvartning, hjælp, kærtegn, kys,svimlende sex, omsorg, digte og sange der er lavet til mig, fik jeg i dag besked om, at det er slut. Jeg er droppet med andre ord, i samme moment som jeg tillod mig selv, at give efter og give lidt slip på mig selv.  ( Denne mand kom uventet ind fra venstre, netop da jeg var ved at slette min datingprofil, fordi jeg ikke gad mænd mere. Med ord fangede han mig ind og han fik en chance, så det er helt min egen skyld at jeg nu er ked af det. )

 

 

Jeg var forberedt. Ku se det komme allerede fredag. Sejlturen til Samsø var det mildeste jeg fysisk reagerede på, på den tur… Har kastet op, haft ondt i maven, hovedet , hjertet, og været svimmel i samtlige timer afsted. Alene fordi jeg vidste hvad der ville komme. For at kunne gennemføre turen valgte jeg ikke at konfrontere, før jeg var vel hjemme i egen seng igen, og ja.. sådan er det så. Jeg er åh så sød, dejlig, morsom, lækker, og bla bla hvad har vi, men… ikke NOK til at bygge noget op med.

 

Jeg rejser mig igen, giv mig bare lidt tid. Jeg er lettet over at få DET på plads, så jeg nu kan fokusere på tag over hovedet, hvilket har været svært den sidste uge, netop fordi jeg har mærket noget var undervejs.

 

 

ENESTE JEG FORTRYDER NU, er at jeg lige netop nåede at give så meget slip, at jeg valgte at fortælle her på bloggen at jeg var faldet og forelsket. DET ærgrer mig til hudløshed..

Det skider jeg på, nu tager jeg mig en runde eller to..

 

 

 

Den turkise sweater er på tykke pinde, så måske det ikke gør så ondt.. Jeg tager ihvertfald et par runder, for alternativet er at jeg begynder at rokke uroligt frem og tilbage i sofaen.

 

Og det ville ikke se så godt ud vel :)

Når det ene ikke gør, så gør det andet..

 

 

 

 

Fysisk reagerer jeg virkelig voldsomt på den seneste nyhed i mit liv, og meget mere voldsomt end jeg gør mentalt!  Jeg synes selv at det er overdrevet, men kan ikke rigtigt gøre andet end bare lade det ske, og vente på at det driver over igen. Og ja.. igen i går røg jeg en tur i æltemaskinen med alt, hvad dertil hører af smerter, kvalme og synsforstyrrelser. Kravlede rundt med lukkede øjne, hver gang jeg måtte på toilettet eller have lidt luft. Den rene ynk og hvis nogen ku se mig, ville de tro det var løgn.

 

Efter sådan en omgang siger det sig selv, at min krop har det som efter 12 runder i ringen, og det tager også lidt tid før giften er ude af systemet igen. So be it. Jeg bliver hvor jeg er, og bevæger mig mindst muligt for i varmen ikke at tricke endnu et anfald.

 

 

Når alt det er sagt så handler det hele om, at jeg slet slet ikke endnu ( åbenbart! ) er så meget ovenpå, at jeg kan håndtere de store følelsesudsving på en fornuftig og rationel måde. Den lille mørke djævel på min skulder, borderlineren, han gør også sit effektive stykke arbejde rigtig godt. Netop han betyder at jeg ikke kan styre tingene. Han betyder at alt indeni mig bliver sort og umuligt at sortere i. Han ER i sandhed satan selv, og jeg hader ham af et godt hjerte.

 

HELDIGVIS.. går der jo længere og længere tid imellem de episoder, som får mig til at flippe på denne måde. Jeg ER også blevet ældre, hvilket helt reelt er blevet bevist videskabeligt får selve sygdommen borderline til at mildnes, og det kan jeg faktisk godt mærke, selvom det jo også skyldes at jeg simpelthen ikke socialiserer særligt meget. Borderline er nemlig en lidelse som i høj grad trickes af omgivelser og mennesker. Lidt noget skidt ik..

 

 

Nå, men jeg må bare rejse mig og gå videre.

Ingen arme, ingen småkager fjols

 

 

 

Nej, jeg har ikke stjålet et billede fra retsmedicinsk institut, ej heller en arm fra nærmeste lighus. Med to fingre på venstre hånd, kan jeg taste og fortælle, at det her er sgu min højre arm! Og at NU må jeg bare bøje mig. Vågnede ved halvfemtiden i morges med smerter, der helt klart understreger alvoren. Fra yderste fingertip og helt op til skulderen nu. Så ja, sådan kan det gå, når man bare ikke KAN lade være med at lave noget. Og inden det ender helt galt, må jeg lade tastatur og alt andet også, stå. Venstre hånd er nemlig også begyndt at sove nu..

 

Så inden jeg holder UFRIVILLIG pause fra fotografering, instandsættelse, blomstervanding, haveliv, madlavning, kørsel, strik/hækling, oprydning og, at have det sjovt .. så kan jeg da vise, hvad som altså at der åbenbart har været hovedet på sømmet:

 

Lækre fløjlsbløde hylder og nymalede paneler

 

Glat overflade på bord, og malede ben

 

Nypoleret ( med linole forstås ) arbejdsbord

 

Og undskyld mit sprog, men jeg får sgu lange patter af det her.

 

Jeg kan simpelthen ikke holde ud at være bremset, nu hvor jeg endelig har lyst og energi. Og slet ikke at være bremset, når jeg igen er oppe på beatet og medicinen er på plads. Skal jeg så bare sidde med hænderne i skødet bogstaveligt talt? 

 

Ja, det skal jeg åbenbart.

 

 

Mor er ikke særligt tilfreds.

Ind i hulen igen

 

 

Der er tomt i mit hoved og jeg bliver i min seng i dag. Jeg skal lige bearbejde noget. Hvis jeg altså kan samle mig om det, for kaos og uorden har indtaget alle kroge af hjernen. Det er forskelligt, hvordan mine lidelsesfæller beskriver denne tilstand. Jeg selv har billedet af en centrifuge, der er gået i selvsving og ikke kan stoppe. Dengang og nu, vælter rundt uden at jeg kan skille tingene ad. Jeg er rigtig ringe til at passe på mig selv, og det har bragt mig til der hvor jeg er i dag. Det kedelige er, at jeg bare fortsætter med at gøre mig selv fortræd uden at kunne kontrollere mine handlinger.  En ud af kroppen oplevelse så at sige, for jeg kan både se og høre mig selv begå fejltagelser, UDEN at jeg dog kan forhindre det.

 

Heldigvis er jeg god til at nyde de gode øjeblikke, og til at bygge huler med tryghed og varme omkring mig. Det har jeg altid været, og måske netop hyggen og hulerne er min force, fordi det er så afgørende for at jeg kan klare livet. Jeg kommer ud af min hule om lidt igen. Det er jeg sikker på, og det lover jeg. Så snart smerterne i hovedet og maven har fortaget sig, og når jeg har fået lagt alt på rette hylde i hovedet. Det tager heldigvis ikke så lang tid mere. Nu kan jeg nøjes med dage måske uger, men for år tilbage var det måneder og år jeg blev i hulen.

 

 

DET er da fremskridt i sig selv ik..

 

 

Det her kan simpelthen ikke fortsætte, men hvordan får man en regnorm lavet om til en ståland???

 

 

 

 

 

 

Statistisk set har jeg de seneste to år ihvertfald, haft flere og flere af de voldsomme hovedpineanfald. Alle mulige gode grunde kan jeg remse op, men summen af dem alle bliver den samme. Smertebehandlingen ødelægger min krop, og den bliver kraftigere og kraftigere. Det kan gå begge veje, men jeg har alle dage været meget bevidst om, at hovedpine i sidste ende kan opstå som abstinenser af den smertestillende pille.  Det er skruen uden ende, men jeg tilstår blankt at jeg er rædselsslagen intet mindre, for tanken om detox. Det er blevet mig tilbudt flere gange og nu er jeg nået til et punkt, hvor jeg alvorligt må overveje det. Men bange det er jeg. Bange for smerten, som jeg forestiller mig kan blive ved og ved uendeligt, uden at jeg ved hvornår det holder op. Sjovt nok tager jeg ikke piller til smerter andre steder i kroppen, men hovedet.. det kan jeg altså bare ikke holde ud gør ondt.

 

Det har jeg forresten skrevet om engang før.

 

Nå, men bevidst det er jeg. Noget andet er at gøre noget ved det. Først vil jeg have godt af at få mine organer renset og gjort klar til resten til af livet. Glostrup hovedpinecenter vil kunne hjælpe hvis jeg tør. Dernæst må og skal jeg bare få lavet om på mine vaner, som jeg OGSÅ ( gaaab ).. har skrevet om igen og igen. Det er bare så megasvært. Og nå ja forresten allerførste skridt er vel at erkende, at jeg på hovedpinefronten har et problem. Et misbrug. URRKKK bare at skrive det, er grænseoverskridende. Men det er vel sådan jeg SKAL se på det. De doser jeg tager for at fjerne smerten er så store, at de burde kunne slå en hest i jorden, men oftest mærker jeg intet andet til det end, at jeg kan fungere.

 

 

Sikke noget lort hva?  Ja undskyld sproget, men det er det altså.

 

 

Som med alle former for misbrug, skal man jo erkende før man kan handle på det, og som jeg sidder her og skriver, tænker jeg over om jeg mon er den eneste blogger i universet, som har et misbrugsproblem??  Eller er det noget jeg ikke bør skrive om? Er det FOR tabu eller overskrider jeg flere grænser end mine egne?? MÅ man i det hele taget være SÅ åben? Og får det jer, mine læsere til at drible væk fra mig, og videre til andre og mere behagelige blogliv??

 

Jeg ved det ikke, men i dag har jeg simpelthen bare fået nok. Jeg gider ikke mere sluge alt det skidt i de mængder, og jeg er nødt til at gøre noget ved det, så snart jeg har fået kræfterne tilbage efter denne omgang. Seneste anfald kom nemlig for fuld styrke i morges. BANG! så sad den der igen, og Rene ku heldigvis stå foran apoteket til åbningstid for at være bud for mig. Det har så taget det meste af dagen og lige nu er jeg ok, men hvor længe ved jeg ikke.  Og Mia forresten.. i går tog jeg springet og tænkte at det vel dårligt kan blive værre, så nu er det dag to med de der Feverfew du sendte mig :-)

 

Der skal andre boller på suppen, men jeg kan ikke klare det alene. Det kræver at jeg gør mere end, at tænke på at ændre livsstil med hvad det indebærer af andre kostvaner, mere motion og nye måder at tænke på. At tænke og vide er ikke nok, men bare de to ting er altså nok til at jeg bliver ukoncentreret og overvældet over, hvad der skal til, så ja.. jeg skal ha en form for hjælp. Især fordi jeg ved der kommer en tid nu, med mindre lys og dermed flere sindsformørkede dage til mig. Dage som ikke er dage med overskud til at være obs fra morgen til aften på min krops tilstand.  Jeg vil så gerne, men når det kommer til stykket så bliver jeg en pivende klynkende kælling, som fortryder og ik ve alligevel. Så det kræver stærke kræfter at gennemføre.

 

 

 

På den anden side.. hvis Paprika Steen kan, så kan jeg vel også..

 

 

Dagen der blev væk!

 

 

 

Et tilbagefald og her sidder jeg med næsten et døgn, der er forsvundet. Det er jo prøvet før, og i morgen kommer endnu en sommerdag, men det føles altid lettere forvirrende og underligt, når jeg vender tilbage til overfladen, og opdager at tiden har taget mig ved næsen.

 

 

Tror lige jeg vil strikke et par pinde for i det mindste at have udrettet en smule hvis jeg kan. I morgen skal jeg på en længere køretur som ikke kan aflyses, så jeg håber at afspænding og mere søvn gør underværker. OG på at medicinen er ude af systemet til den tid, for ellers KAN jeg nemlig slet ikke køre.

 

 

Først en godnatsang

 

Og dernæst vidunderlige beroligende lyde ( hvis man altså ikke får tissetrang hehe )

 

 

 

( Det foresvæver mig iøvrigt at jeg har haft besøg i dag, men jeg kan ikke se det klart. Kun pillerne fra apoteket på mit natbord beviser at jov jov..  den gode mand har været her. Håber jeg var klar i bøtten nok til at have takket pænt for hjælpen. Sikke noget )

Når man overvejer at give op..

 

 

 

Mørke skyer samler sig om min forstand. Selv kan jeg ikke samle mig om ret meget. Kulden tærer, og knoglerne gør efterhånden så ondt flere steder, at jeg snart ikke orker mere.  Specielt ansigtet har jeg ondt i. Selve kraniet og hele vejen langs hårgrænsen, kæben og nakken værker på en måde, så jeg har svært ved at koncentrere mig. Briller kan jeg ikke holde ud at have på særligt længe ad gangen.  Fra jeg vågner, og til min krop fungerer bare nogenlunde går der flere timer, og alt i alt har jeg nået et punkt, hvor jeg overvejer at give op..

 

Som jeg skrev forleden har jeg skrantet nærmest uafbrudt siden flytningen, og jeg kan faktisk ikke mere nu.

 

I dag har jeg måttet tage en tung beslutning, som virkelig gør mig ked af det. Min fribase og glæde i hverdagen er sat i bero for en tid, som konsekvens af at jeg er slidt. Hver eneste dag har jeg i månedsvis lovet mig selv, at I DAG.. ville jeg afsted, og så er det endt med at jeg ikke har kunnet alligevel. Det duer ikke. Og det giver mig en unødig stress, at jeg lover mig selv og Sisse, uden at kunne overholde. Jeg har en pligtfølelse som får mig ned med nakken. Det kan man faktisk godt have selvom man er pensionist. Hvis nogen skulle tvivle..

 

Officielt holder jeg nu pause fra forretningen.

 

Det eneste der hjælper på den beslutning er hendes ord om, at hun og jeg har en særlig aftale og at jeg ALTID kan komme tilbage og fortsætte hvor jeg slap, når jeg er klar. Den slags ord får mig til at tude på stedet, for det er ord der varmer og betyder mere end man kan forestille sig.  Når jeg sidder her, efter en nat hvor jeg har drømt sorgfyldte drømme om opbrud fra mit gamle arbejde i boghandelen, som jeg var knyttet til i mange år, føler jeg mig slået. Og nedslået.

 

Jeg tænker over, hvor meget længere jeg har lyst til at kæmpe. Især tænker jeg på, hvorfor det liv jeg er havnet i skal være så svært? Hvorfor der et sted er nogen, der har besluttet at jeg ikke skal få lov til at hvile. At få bare et enkelt år med medgang og let gang på jorden. Bare eet. Et enkelt lille bitte år ud af de mange jeg skal leve. Sådan et af den slags, hvor jeg uden at mærke smerter i kroppen, står op og bare lever dagen. Spiser morgenmad, tager tøj på, går ud i verden, er social, kommer hjem igen, laver mad og går i seng. Og lukker mine øjne fordi det var endnu en dag, der bare var.

 

Jeg trænger til ferie. Helt ærligt. Fra min egen hverdag. Det er seks år siden jeg sidst har været væk fra tilværelsen som pensionist. Sådan rigtigt væk. Måske min eksmand alligevel har fået SIT ønske opfyldt, da han råbte til mig at han håbede mit liv ville blive forbandet. Måske han alligevel har evner som en djævel?  Hans ord om, at han ville gøre alt hvad han kunne for at jeg endte på gaden som et nul i et hul, er måske alligevel ikke tomme trusler? I hvertfald har jeg i dag lyst til at grave mig ned. Helt derned hvor jeg ikke mere behøver at være problemknuser, femkæmper i livet og konstant træt. Derned hvor min mobil ikke ringer, og hvor der ikke trampes, hamres, bores og bankes fra morgen til aften.

 

 

Om lidt tager jeg hen og henter Rasmus. Han har vinterferie nu. I næste uge skal han til nogle undersøgelser af benet, så der skal jeg være klar.  En uge.. det SKAL bare gå. Jeg glæder mig til at se ham. Glæder mig over at jeg har ham, og når ugen er gået ved jeg sgu ikke.. måske jeg der, så kan give mig selv ferie. Og grave mig ned som en bjørn der venter på foråret.

 

Jeg er meget forsigtig i dag

 

 

 

Lægevagten kom rimeligt hurtigt i aftes. Sød og flink og empatisk, MEN uden en eneste form for medicin stærkere end panodil!!!  Det viser sig at mange læger har fravalgt det, af sikkerhedshensyn i det område hvor jeg bor.

 

FEDT ik. Og totttaaaalt betryggende besked. NOT!

 

Nå, men det er jo ikke fordi jeg ikke forstår manden, jeg har så bare et problem i det, at jeg jo netop ringer fordi jeg selv er løbet tør. Flere muligheder var oppe og vende, men i sidste ende fik jeg et skud flydende et eller andet som en  “nuprøvervidet”  løsning. Jeg ku godt få udskrevet præcis, hvad jeg havde brug for nemlig stikpiller, MEN de skulle så bringes ud med taxa fra nærmeste døgnapotek. Summa summarum…  minimum 600 kroner. Hurra sagde jeg, og forklarede at der ku min økonomi sgu ikke lige følge med, og hvis den så havde kunnet det, syntes jeg måske stadigt er det er lige hårdt nok, at jeg skal betale for at bo hvor jeg gør.  Normalt får man jo hvad man har brug for, og kan så senere selv afhente mere, hvis det er nødvendigt. Enten selv, eller måske en pårørende.

 

Nå, men jeg er igennem natten. Har sovet en masse, hvilket nok skyldes den store mængde kemi der har været indtaget  i de seneste døgn. Netop det med kemien har jeg det ikke så godt med, men jeg aner ikke hvordan jeg ellers skal klare mig. Jeg får tilsendt noget natur noget, som jeg kan prøve, af Mia. Sidste gang jeg forsøgte naturmetoden gik det ikke godt, men jeg vil alligevel gerne gøre et nyt forsøg, for alt skal prøves. For min krops skyld.

 

Jeg har kastet op og kan stadigt ikke holde noget i mig. Jeg er tørstig som en kamel, men må tage det i små mængder. Jeg har også ondt i maven, men spiser forsigtigt af små tørre majsgaletter. Jeg er med andre ord lige til lossepladsen i dag, men i morgen går det nok bedre igen. Hovedet er nogenlunde under kontrol, så jeg udfordrer ikke skæbnen med hverken fjernsyn eller for meget computer. Kun skriver jeg her fordi jeg har lyst, og behov for at fortælle. Alt andet lige, er det dødkedeligt at bare ligge og ligge, og jeg kan også mærke at jeg har brug for at være vertikal mere end horisontal hihi. Derfor nyder jeg lige nu at altandøren er åben og den kolde luft der kommer ind i stuen. Når jeg har postet her, vil jeg pakke mig ind i masser af strik, og sætte mig derude for at kigge på den sne, der endeligt også falder her. Stille og smukt er det.  Lige bortset fra de små musvitter og blåmejser, der lystigt hakker solsikkefrø fra min foderdims, men det må de gerne. Pip siger jeg til dem. :)

 

Og pip siger jeg også her. Nok for nu og vil høres ved igen senere, når jeg igen trænger til ord og billeder. God søndag

 

 

Jeg fik et link til blåmejsen

 

 

 

Og se her hvor kær den også er:

 

Denne er godtnok strikket, og jeg tror det var derfor jeg ikke ku hitte den i går. Jeg havde da rent glemt, at jeg har den pinnet på min strikkeopslagstavle.

 

TUSIND tak til Susanne fra Silkeborg, fordi du sendte mig linket. Jeg vil nemlig rigtigt gerne lave mig sådan et par. Jeg vidste slet ikke at du læste med hos mig, så jeg er vildt glad for, at du foruden det også kunne huske, hvor fuglen var fløjet hen.. ;)

 

**************

 

Migrænen bølger frem og tilbage så jeg ligger og venter på lægevagten. Lige nu har jeg et klart øjeblik, men jeg tør ikke tage chancen og tro på, at det ikke bliver nødvendigt med mere medicin, så jeg afbestiller ham ikke.

 

Man bliver sgu så træt af smerter, men jeg vil gerne fortælle at jeg alligevel er glad. Det er som om, at jeg ikke bliver nær så slået ud over disse anfald, som jeg gjorde da jeg var på Østerbro og i Vanløse. Jeg venter på at det går over, og SÅ skal jeg søreme bare videre i livet. Min skat har børn i denne weekend, så han er indisponibel og tilgivet hihi. Ellers tror jeg nok at jeg gerne ville have haft ham her hos mig. Nemlig så ;)

Der er så meget at glæde sig over…

 

 

… så skidt med at det i går skred helt i sømmene. Kontrollen over migrænen forsvandt sent i aftes, og det blev nødvendigt at finde Ketogan frem fra gemmerne. Natten har derfor ikke været særligt morsom, og lige netop nu sidder jeg med eftervirkningerne af skidtet. Vågen for tohundredende gang, skæv og med langsomme bevægelser, tørstig og med dirrende hænder.

 

Men ved I hvad…

 

Det kan ikke slå mig ud, for hvornår var det nu lige sidst at jeg havde sådan en tur??

 

Netop. Det er så længe siden at jeg ikke engang kan huske det, og er det ikke det bedste bevis på ,at jeg har det 1000 gange bedre end for bare et halvt år siden? 

 

Den kraftige dosis betyder, at jeg nok ikke lige skal sætte næsen op efter at få lavet det jeg gerne ville i dag. Rene og jeg havde ellers planlagt en hyggelig fredag med mere indretning af min lejlighed, men nu tror jeg bare at jeg vil overtale ham til at vi er langsomme sammen. DET er vi nemligt vanvittigt gode til han og jeg.

 

At skrive her kræver virkelig koncentration, men jeg gør det alligevel for jeg er jo vågen og kan ikke meget andet. Tager jeg strikketøjet frem nu ender det med garanti galt, masker og tællerier går ikke hånd i hånd med “fuldskab” hihi. Lidt ligesom at skulle gå på line vil jeg tro :)

 

Jeg er nået hertil forresten:

Jeg har endnu engang valgt Kauni. Et nøgle med farveskift og et nøgle ensfarvet, og jeg kan godt sige jer at det er en fryd at strikke med. Af en eller anden grund er den råhvide helt utroligt blød at røre ved, måske er der ikke så meget spindeolie i som ellers. Jeg ved det ikke, men til forskel fra de fleste andre nøgler Kauni jeg har strikket med, er dette her helt ensartet spundet og det glider bare derudaf. På billedet her kunne det godt se ud som om at det farvede er gråt, men i virkeligheden er det jordbrunt og meleret. En skøn og afdæmpet kombination syntes jeg.

Som det lå i sofaen i går, ku jeg gå og ae det lidt. Smile fordi det næsten lyser af sig selv, og midt i min leg med alle de kraftige farver jeg viste i går, var det som en pause for øjnene at kigge på det.

 

 

Måske I fornemmer det samme som jeg. Nogle har endda bemærket overfor mig, at jeg og mine skriverier her er ganske som sjalet på billedet, SÅ meget lysere end sidste år ved samme tid. Indtil en af mine strikkeveninder første gang nævnte det, var det ikke noget jeg selv havde lagt mærke til, men jeg kan godt selv se det nu. At jeg og det jeg formidler lyser.  At der er kommet en anden stemning og person frem af mørket så at sige. Igen i går blev det så kommenteret af en anden der har fulgt mig længe, og NOJ hvor er det dejligt at få at vide.  Helt ærligt kan jeg sige, at det varmer helt ind i krogene på mig. Jeg bliver sgu glad. Endnu mere glad end jeg allerede er :)

 

 

OG derfor er jeg ikke fortvivlet over, at være midlertidigt slået hjem af hovedpinens onde tvilling.  Derfor gider jeg slet ikke bruge energi på at ærgre mig. Jeg KAN slet ikke faktisk simpelthen fordi..

 

 

Der er så meget at glæde sig over :-)

Med ryggen til torsdag

 

 

 

Noget ku tyde på at torsdag kommer til at forløbe sådan her:

Med ryggen til og godt gemt fra lys og lyd.

 

Ja undskyld mig, men det har jeg FANEME ikke tid til lige nu. NÅ!  Migrænen banker lige nu bag det ene øje. Det har den sikkert gjort en tid for styrken tyder på, at jeg har sovet de første par timer af anfaldet væk. Derfor kan det blive lidt af en opgave, at få smerterne til at forsvinde, men jeg giver nu ikke op så let. Derfor begyndte min dag IKKE med sund saft, dejlig kaffe og en let youghurt. Næh nej, her går vi anderledes hårdkogt til værks, med en cocktail at smertestillende og koldt vand. Ned med skidtet og så ellers bare vente..

 

Nu her en time senere er jeg nået til det stadie, hvor min krop er helt summende, en underlig varme spreder sig i hænder og arme, og så den der fornemmelse der enten kan betyde succes eller fiasko.  Det ville være praktisk med succes, for i kælderen er der håndværkere som med alle midler gør opmærksom på, at de er mødt på jobbet. Det er den der med at alle rørene i huset skal skiftes, og de er snart nået til min opgang. Der bores og bankes, hamres og hugges i vægge og gulve, med en kraft der er nøjagtigt så irriterende som den i mit hoved. Mine små elskede pelsede venner har gemt sig med ryggen til, lettere forskræmte af den voldsomme måde de er blevet vækket på i dag.

 

 

Som sagt…..   det her fis jeg har sgu ikke TID til nu. Og jeg gider ikke høre på larm, hverken fra de gutter med hammer og mejsel, der arbejder i kælderen eller på kvisten i min krop.