At svare på det udløser lang tids kiggen på tasterne uden at noget kommer frem. Og sådan har det været i månedsvis. Og derfor har jeg ikke blogget. Jeg går rundt og er helt blank. Tom og uden ord, der kan beskrive, hvad der sker med mig. Det er både skræmmende, beskæmmende og skamfuldt at indrømme, at jeg der udadtil kunne se ud til at have masser at føle for og glædes over, istedet tilbringer mine dage med et følelsesmæssigt ingenting. For hvordan kan jeg tillade mig det? Hvordan har jeg kunnet gå fra skidt til værre på få år, når det nu burde have været omvendt, med tanke på at min situation jo er bedret. På det praktiske plan.
Henover sommmeren, som jeg har ladet komme og gå uden at være i den, har den proces jeg har sat igang i foråret for at få det bedre, indtil videre udløst en ny bevidsthed. Når man ikke foretager sig andet end at eksistere, så mærker man virkelig sig selv på et plan, man ellers ikke når at opfange. Det kan være alt muligt der dukker op til overfladen, forskelligt alt efter hvem man er og det liv man har levet, og i mit tilfælde er jeg blevet opmærksom på noget, som er er SÅ skræmmende at jeg slet ikke ved, hvordan jeg skal håndtere det. Det har jeg så forsøgt at angribe på forskellig vis, men det tager tid og den tid det tager er en dræber for tålmodigheden. Det lys der er gået op for mig, er også så sent som i sidste uge, blevet bekræftet og mig forklaret på et kursus, så selvom det jo er fint og dejligt, at jeg nu har en konkret årsag at forholde mig til, betyder det ikke at jeg så kan hele på ti sekunder. Desværre.
Det jeg har mærket og nu skal til at acceptere og håndtere, er at jeg er gået kold. I ordets værste betydning faktisk. Efter år med udfordringer og krisehåndtering er der kun een eneste følelse som jeg kan mærke, tilbage.
Sorg.
Glæde, håb, begejstring, kærlighed, vrede, raseri, forbitrelse og alt, hvad der ellers er på skalaen, er væk. Den lyst som driver værket er ligså borte. Som i fuldstændigt slettet fra min sjæl. Med et fint og officielt ord kaldes det overregulering, og det er noget vi borderlinere åbenbart er særligt gode til og også særligt i fare for. At vide er at forstå, at reparere er straks en anden sag.
Jeg har skrevet en liste til mig selv, for med min forstand ved jeg at jeg elsker mine børn, elsker mine forældre, er glad for havearbejde, elsker mine katte, holder af at strikke og at skrive, men uden listen glemmer jeg det simpelthen fordi jeg intet kan mærke. Kun sorg. Hvor den stammer fra er jeg smertefuldt klar over, men jeg troede faktisk at det var overstået og fortid. Heldigvis har jeg nu fået forklaret, at når man er indrettet som jeg er det en uheldig, men ikke sjældent set måde at håndtere livet på, når man er blevet kørt over lige den gang for mange. Det er jeg. Det har jeg vidst længe, men at jeg er SÅ hårdt såret har jeg ikke fornemmet før i år. Det blev forklaret på en fin måde for mig, at var jeg i blevet smadret fysisk, ville både jeg selv og andre kunne se med det blotte øje, de skader jeg gik rundt med. I form af gips måske, eller en kørestol, eller måske krykker og bandager. Der kunne være blå mærker og sår. Buler og skrammer.
I stedet render jeg rundt med skader på sind og sjæl, og dem har hverken jeg eller andre for den sags skyld kunne se graden af. Skader jeg selv troede var helet for længst, eller… jeg har ihvertfald ikke mærket dem efterhånden. Det gør jeg så nu. I allerhøjeste grad. I form af fysiske smerter, som jeg godt har vidst var somatiske, men nu ved jeg så også hvor de kommer fra. Næste bliver at finde en måde at fjerne dem på.
Jeg har sat en masse i gang, medicingennemgang, kiropraktik, hverdagsøvelser, øreakupunktur, og så altså en form for et forløb på Maribo psyk. Det sidste er lidt af en ørkenvandring, men det er nu min egen skyld, for jeg fik allerede sidste år begyndt på DAT, men magtede ikke at gennemføre og nu, hvor jeg er ved at være parat mentalt, er der kilometer kø og det har lange udsigter med det. Mht til medicineringen er jeg mere loren og også i vildrede. Loren fordi min nyeste læge til forskel fra hende jeg talte med i forsommeren, nu mener at jeg slet ikke har brug for antidepressiver mere. Af mine ord udleder hun, at de er uden effekt. Det kan hun måske have ret i, men for mig er det virkelig en bet, efter at have ædt det lort i årevis, OG hvis ikke de er brugbare længere, hvad gør jeg så? De har virkelig været til gavn. En gang. Nu ved jeg hverken ud eller ind, for hurra det ville være skønt at være foruden, men gisp skal jeg så gå rundt som en død resten af livet? Og nej, jeg ved da godt at intet er stationært, men det skræmmer mig til døde at have det som jeg har det nu. Det skræmmer på den anden side ligeså meget, at mine organer viser tegn på belastning nu, efter de samme mange år med kemi. Så..
Hver dag står jeg op. Fordi det gør man jo.
Hver dag soignerer jeg så godt jeg kan. Fordi jeg synes jeg bør.
Hver dag aer jeg katte og går tur i haven. Fordi jeg erindrer noget om, at det er godt for mig.
Hver dag har jeg strikketøjet i hænderne. Fordi jeg ved at det er tid godt brugt.
Jeg taler med mennesker. Uden at det betyder noget for mig.
Er ligeglad med hvad jeg har på.
Eller spiser
Om solen skinner
Eller om flygtninge kører hid eller did.
Eneste jeg egentlig har lyst til at sige til det hele er
Rend mig!
Det gør jeg så ikke. Jeg står op hver dag. Og gør det jeg nu skal. Jeg eksisterer og er.
Men så heller ikke mere.
Nu har det naturligvis heller ikke ligefrem været befordrende for noget humør, at jeg først blev ramt af smadret skulder og sidenhen gik i næsten to måneder med den vildeste svampesporeallergi. Man bliver sgu så træt af den slags, og nu hvor DET så er ved at være på plads, ja så har migrænerne igen taget fat i mig. Det ene afløser det andet, og som jeg begyndte med at fortælle ( og som jeg har fortalt tit og ofte og til døde om herinde), ja så ved jeg godt at det er selvforskyldt det hele. Jeg ved bare ikke, hvornår og hvordan jeg skal få vendt skuden. Så sådan ligger landet lige nu. Og en tid fremover vil jeg tro. Det skal være skidt før det bliver godt, og det MÅ det jo ende med at blive, så elendigt som jeg har det lige nu. Sidst men ikke mindst bliver elendigheden total om halvanden måned, medmindre det mirakuløst lykkedes mig at finde en udvej, for der står jeg til at måtte sende bilen til skrot. Den skal til syn, og de reperationer som kræves har jeg ikke råd til at få fikset. Til det vil flere sikkert bare sige, at jeg som alle andre mindre forkælede møgunger og pensionister, må til at komme rundt på andre måder. Og jeg vil svare som jeg altid har gjort… Fint nok. For dem. Nu er det bare sådan, at jeg ikke sidder på min matrikel i ugevis uden at komme nogen vegne, for sjov. NÅR jeg så bliver ramt af et pludseligt overskud, eller energien er til den slags så nytter det ikke, at det overskud og den energi så skal bruges på, at køre med en bus eller en cykel hid og did. Skal jeg det, er jeg færdig inden jeg er nået frem, og så har jeg ikke engang taget transport af indkøb med i ligningen. Kun frem og tilbage til enten sociale ting, aftalte møder og udflugter til seværdigheder.
Der ER dog forresten een ting som har givet mig fornøjelse.
De buketter jeg har illustreret med. DET har jeg haft det godt med at nulre med. At vide at nogen har glæde af dem, betyder rigtig meget for mig, så jeg går tidligt i haven, udvælger og klipper hæmningsløst af stort og småt, og så lader jeg fantasien bestemme resten. Jeg mærker ikke glæden, men jeg ved den er der. Og at det gavner mig at gøre noget.
Jeg ved, at dette skriv kan være i den grad provokerende for nogle. Til det vil jeg bare sige : “bare ærgeligt Sonny Boy”. Det er sådan det er, og jeg gør alt hvad jeg kan for at ændre på det, men tingenes tilstand er nu engang ikke til at skjule, heller ikke herinde.
