Her sidder jeg. I min sofa. Under tæpper og med tyk sweater på. Og med en ligeså sweatertyk og slidt kliche så fatter jeg simpelthen ikke, hvor pokker tiden går hen, hvor dagene er blevet af eller, hvordan det lige gik til, at 2014 allerede har brugt de ni at sine tolv måneder! Jeg synes virkelig, at jeg et blevet rigtig god til at mærke hver dag, til at være i nuet, ikke skue for meget frem eller tilbage, men alligevel suser den ene måned efter den anden bare forbi. Jeg ved det, jeg har skrevet det før og gør det med garanti også igen, men jeg synes bare det er så meget mere mærkbart i disse år.
Nå, men Trine har jo ret, så jeg tror at mandagen bare skal ha lov at komme og gå i eget tempo. At september er næsten forbi får mig til at huske, at jeg helt har glemt at poste min traditionelle video, som jeg elsker og altid har haft postet til jer når ja.. september rammer os. I år skal ikke springes over så værsågod:
I haven er der stadig smukke blomster at finde. Dog ikke så mange længere, for efteråret er ikke en tid, hvor jeg har så meget mere haveenergi i mig, og derfor har jeg ikke bevidst sat planter som skal fylde op derude nu. I stedet nyder jeg dens stille forfald. Plukker alt, hvad plukkes kan indtil jeg ikke har mere at tage af og ser frem til oktober, hvor jeg håber at få lige de kræfter der skal til, så alle mine løg kan komme i jorden. De ligger her. Er købt ind og lagt i kø. Måske de får lov at overhale et andet gøremål i havekøen. De mange hundrede frø jeg har samlet er alle tørre nu, og klar til at komme i kaffeposer og i dåse, så de kan overvintre på behørig vis. Nogle skal sendes videre ud i verden.
Jeg har fint styr på hvad der er hvad, værre er det med det kaos og rod som (også) er at finde i skuret, hvor de befinder sig. Det skal der rettes op på, så det er også en del af havenkøen. Forleden opdagede jeg til min store forundring, at en spire kan spire endda uden, hverken vådt eller tørt!
Er det ikke utroligt? Uden min hjælp har den lille smækker vokset sig ud af sit frø helt på egen hånd.
Et andet haveunder er nogle knolde ingefær, som har været både glemt og ladt alene hele sommeren. De er nu i gang, og så har jeg et problem for jeg aner faktisk ikke, hvad jeg nu skal gøre ved dem. Har læst både på Pinterest og hos havefolket, men jeg kan alligevel ikke helt hitte rede i, hvordan jeg får dem til at overleve vinter og, hvordan jeg skal få dem til at blive til knolde jeg kan tage af. Men stolt er jeg nu alligevel over, at de sådan har villet leve i min have.
Om lidt er det rigtige efterår i fuld gang. Farverne ændrer sig og vi skal være hurtige, hvis ikke vi skal gå glip af den palet, som naturen viser os. Den er overvældende, men holder kun kort. Det er så fantastisk, og på en vindstille dag i oktober findes der næsten ikke noget mere trygt og beroligende, end efteråret og dets indbydelse til gåtur og varm chokolade i en sofa. Præcist så smukt som det ser ud, lyder det også. Bare hør her:
Og nej.. det nytter ikke at skue for meget tilbage, men disse melodier, jeg altid smider på her på denne årstid, betyder vanvittigt meget for mig. Der ligger en historie i dem. Fra min barndom, ungdom og fortid, som rummer al den tryghed, ro, fred og harmoni, jeg i dag bare ikke har liggende i mit sind, som noget selvfølgeligt. Så derfor. Derfor spiller jeg dem for mig selv og for jer. De skal sende os ind i vinteren med øje for det, som foruden mørket og kulden og hulebjørnetendenserne, OGSÅ følger med den årstid. Nemlig hyggen. De levende lys. Duftene. Sneen ( som jeg elsker og, som jeg trods alt håber også vil falde i den kommende vinter ). Varmen. Tæpperne. Det strikkede sjal og de gode film. Den krydrede the, og de kraftige gryderetter, som jeg håber at få lavet bare et par stykker af til mig selv. Og min fryser. Som nu bor hos naboen, fordi hun flippede helt ud da hun opdagede, at jeg have tænkt at den skulle stå i min spisestue. DET nægtede hun simpelthen at acceptere. Selv var jeg tilfreds, da en fryser i stuen er bedre end slet ingen. Så nu står den hos hende og husbond, og der kan jeg så bare gå ind når jeg skal lægge i eller tage op. Ved gud jeg hylder det gode naboskab, og ved gud hvor jeg dog savner Viola. Hun burde være her også. De to kvinder og så ville min vinter ikke være helt så mørk.
Og sådan gik det til, at jeg kom vidt omkring igen idag. Når man skriver så uregelmæsstigt, hober der sig ting og sager op på fortællekontoen. På den er også sat beretninger ind om min ombytning af de to små stuer i dukkehuset, af hvordan jeg har tænkt mig at komme ved om manglen på opbevaringsplads, OG om hvad jeg har tænkt mig at strikke nu, hvor vintergarderoben er på plads. I dag vil jeg dog ikke hæve mere, for jeg har været en evighed om at skrive dagens tekst. Frem og tilbage har jeg vandret mellem tastatur og have, køkken og soveværelse. Jeg er mega ukoncentreret. Ubeslutsom ku man også kalde det, men nu har jeg besluttet at resten af mandagen skal bruges på at klæde bloggen behørigt på til sæsonen.
Og Hello Fall..
