Velkommen til den første side her i min “havebog” årgang 2018

At jeg har ændret mit fokus på bloggen til at handle om haven er helt bevidst, men jeg føler mig vældig åndet over det, fordi jeg bare ikke KAN hitte ud af kun, at skrive grønne tekster! Der kommer alt muligt andet i vejen derinde på de snørklede gangstier, som min hjerne er bygget af. Den består også af enormt mange skyggesteder, gemte hjørner, glemte bunker og tilvoksede stier, hvor ord om alt andet end jord og vækster hober sig op. Det viser sig, at det er sværere end som så, at ændre blogger identitet! Ikke fordi jeg på nogen måde vil af med min bloggerfortid. Jeg er enormt stolt af, hvad det har ført med sig for mig, at jeg har været ærligblogger og problemblogger. Uden bloggen var mit liv i sandhed blevet et helt andet efter 2010 dramaet. At en blog reelt kan ændre forløb og begivenheder i et liv, var ikke noget jeg i min vildeste fantasi kunne forestille mig, da jeg trykkede på det første bogstav dengang i 2009.

Så jeg er glad for min plads i bloggeruniverset, glad for det jeg har formået at formidle om psykiske problematikker, dog kunne jeg bare så godt tænke mig at mine issues kom lidt i baggrunden, og at håb/optimisme/livsglæde og tilpashed blev dagligdag herinde. Det skal nu nok komme tror jeg. Alt ting tager sin tid og det har også taget tid at etablere mig som blogger da jeg begyndte. Jeg har helt bevidst ikke villet hive læsere i land med giveaways og andet af den slags kneb, jeg har satset på at vinde læsere på at være skribent om et liv. Intet andet. Da bloggen var på sit højeste og jeg var mest aktiv med flere skriv hver dag, var der selvsagt enormt mange der kiggede forbi, men man er kun så læst som man er aktiv så at sige, og lige nu er der droslet så meget ned for aktiviteterne herinde, at jeg næppe tror jeg vælter nogen statistik.

Med mit ændrede fokus går jeg nye veje, men det er allermest for min egen skyld, at jeg vil berette om min(e) have(r). Det hjælper mig til at huske mine oplevelser i det grønne. Havebloggersegmentet for nu at bruge et labert ord, er i de senere år eksploderet, og jeg ved at jeg på ingen måde kan gøre mig håb om, at kunne markere mig iblandt den hårde kerne af grønne tanker. Jeg er simpelthen ikke interessant eller ambitiøs nok. Har aldrig været ambitiøs omkring noget som helst generelt, det ligger ikke i mig simpelthen. Har heller aldrig været et konkurrencemenneske, nu vi er ved karaktéregenskaber.  For at markere skal man ud og networke, og her kommer jeg helt til kort. ( Lægger I lige mærke til, hvor mange fancy ord jeg kan?)   Ikke kun af mangel på drive. Jeg er desværre ude af stand til at deltage i messer, markeder, åbne haver, udstillinger og plantebyttedage. Jeg ville ellers gerne, det ved alle der har fulgt bare lidt med herinde. Åhh hvor jeg bare gerne ville. Tænk sig at kunne møde ligesindede og endnu bedre.. at kunne tale med andre om en interesse. I timevis. For mig er min begrænsning ikke kun grøn, den er også ulden. Det er ikke kun haveinteressen, jeg så gerne ville kunne tale med andre om, det er også strikkeriet og garnet jo, men det er en helt anden historie. Mit liv er indrettet så jeg fungerer bedst muligt, men det er bare ikke det liv jeg drømmer om, eller det liv jeg er gladest for at være i. Inde bag smil og begejstring, skaberglæde og hittepåsomhed, fokus på de små ting i tilværelsen og livets smukke gaver og bla bla bla, sidder mit ægte jeg og græder over isolationen. Græder over manglen på knus og kram, smil og latter og over, at selve lyden af stemmer kan gøre mig så træt så træt. Nu jeg tænker over det… måske et forhold til en stum er løsningen! 

ANYways..

Som haveblogger har jeg ikke det store at komme med. Jeg ved godt, at jeg gør tingene på min egen måde, og at det kan inspirere og interessere, men som sådan mangler haveblogland ikke det jeg kan bidrage med, så hvorfor i det hele taget insistere på at ville..

   ..  fordi jeg elsker mit haveliv så højt, at jeg bare MÅ dele det med nogen, og kan jeg ikke gøre det irl, kan jeg i det mindste gøre det virtuelt. Jeg lader alle de andre om at konkurrere på viden, nyeste drivhus, største havedam, bedste terasse, fleste arter, fedeste ildsted, smarteste tools og trendi’este farvekoordinerede bede. Jeg lader de andre om, at kloge sig på nørdeniveau omkring jordtemperaturer, vækstbetingelser, latinske betegnelser, og mest korrekte måde at anlægge stier på. Alt det er ikke det jeg har at byde på herinde.Tværtom.

Her byder jeg på et haveliv bygget op af det forhåndenværende søms princip. Jeg byder på selve muligheden for, at bygge en have for selv de mindst bemidlede, hvis bare man tænker alternativt og ikke er bange for, at efterlyse starthjælp i form af plantedeling og aflæggere. Det var den måde jeg byggede mig en fire haver på, og det kan alle andre også gøre. Hvis altså man har et stykke med jord til sin rådighed. Det kræver ikke networking og vidensdeling på universitetsniveau. Alt det kræver er lyst, google, knofedt og en god kiropraktor.

Velkommen til Genbrugshaven og 2018.

Farvel til 2017 og goddag til 2018

Det er nytårsdag lige nu og jeg vil lige huske at ønske alle et rigtigt godt nytår. Jeg kan af et ærligt hjerte sige, at 2017 skulle vise sig, at blive et rigtigt jubelår for ungerne og mig. Kun Holgers død har været årsag til sorg og tristhed i hjertet.

Jeg ser frem til 2018 og glæder mig til en masse hyggelige timer her igennem vinteren, med strik og tv og lidt “armchair gardeing”.

Den fredeligste nytårsaften kom og gik

 

 

 

 

Holger og jeg kom godt og fredeligt ind i det nye år. Her i kvarteret var her så stille og lydløst at jeg næsten troede jeg var havnet på en anden planet. DET har jeg godt nok aldrig oplevet før. Det har nok lidt at sige, at værtshuset ved siden af var lukket, hvilket jeg var virkelig overrasket over. Eneste bang og brag kom fra gader der lå længere væk, og der gik vel kun omkring en halv time, så var det bal forbi. Virkelig underlig oplevelse, men også virkelig rar.

 

Holger viste sig at være en rigtig dygtig lille en.

 

 

Hele aftenen lå han ved siden af mig her i sofaen og sov. På et tidspunkt rykkede han hen i kufferten, og der lå han så da klokken slog til midnat. Ved lyden af den første “bombe”, sprang han ind under spisebordet og gemte sig. Der sad vi så en stund han og jeg. Jeg fortalte ham, at der ikke var noget at være bange for, at jeg nok skulle passe på ham og at det snart ville være overstået igen. Lige pludseligt rejste han sig op, skred ud mellem stoleben og vasktøjet fra tørrestativet og direkte hen i kufferten. Der har han så ligget og snorket resten af natten. Jeg er så stolt af ham altså.

 

 

Nu er det 1. januar, og her er selvsagt endnu mere stille end ellers i min lille del af verden. Eneste der forstyrrer roen og følelsen af verdensfred, er min nabo på den anden side af væggen. Han har åbenbart fået penge på lommen, for han er i den grad vågen, stangstiv og højtråbende!  Der har ellers været stille derinde fra en tid, så det irriterer mig enorrrrmt at lige præcis i dag, hvor det altid er så fedt at være vågen, fordi alle andre ligger brak, ja så skal man i ekkoet fra stilheden lytte til fuldemandsmeninger udgydet ud ad vinduet og over hele gaden. Nå, men det er i virkeligheden bare en bagatel så fred være med det messer jeg til mig selv.

 

 

Jeg gik sent i seng, er stået sent op og nu forsøger jeg at få min hjerne til at fungere. Måske det bliver en håbløs mission, og i så fald vil torsdag stille og roligt gå over i fredag uden at jeg opdager det, og igen..

 

… ..  så fred være med det.

 

Happy new yeaaaaar 2014, godt nytår og vi ses i 2015

 

 

 

Ja altså, jeg har faktisk ikke eet eneste billede med noget der bare minder om nytår på, så I må nøjes med ovenstående foto fra tv forleden hihi.

 

 

Jeg fortsætter med at slumre en stor del af dagene væk, og i dag er ingen undtagelse. Dog har jeg været ude halvanden time med Holger. Vi gik vores fastlagte rute, og på vejen så jeg en kæmpe mængde mos, som jeg har slæbt med tilbage. Jeg vil gerne have, at det bageste af haven med al skyggen bliver til skovbund, så jeg har været på jagt efter mos. Købte noget i december, men det rækker jo ingen vegne, og iøvrigt er det jo fjollet at købe, når jeg ved at gå en tur kan finde det helt gratis, så altså.. nu ligger der en begyndelse på en lille bakke med mos omkring kanstanjen. Håbet er at det bider sig fast, og at det vil sprede sig med tiden.

 

 

 

Nu vil jeg ønske alle jer derude et rigtig godt nytår. Jeg håber I får lige den aften I har det bedst med, og at I kommer godt ind i det nye år. Selv vil jeg bare nyde at jeg er her. I mit eget hjem. Med Holger at passe på. Jeg købte lidt kransekage i går, men det er jeg kommet til at spise allerede.. UPS!  og det endda til trods for, at jeg ikke syntes det var bagt nok, men sådan er det med mig, og  derfor må jeg så sidde og skamme mig når klokken rammer 24. SÅ kan jeg da lære det kan jeg.

 

Tak for alle de skønne kommentarer I har skrevet til mig i 2014, og bare kom med flere i 2015. På gensyn der og lad nu være med at brænde for mange kroner af på krudt ing..

 

Året fortalt af Holger

 

 

 

Holger hankat, også kaldet fedtemus, boede på matriklen da jeg kom hertil. Fra begyndelsen kunne jeg se ham husere derude, og igennem vinteren og foråret blev han mere og mere tryg ved at jeg gik rundt udenfor.

Så tryg faktisk, at han stille og roligt fik sneget sig til at smutte indenfor. Først i køkkenet og sidenhen i stuen. Det har været en lang øvelse, og der gik mange måneder fra hans første potetrin over dørtrinet til, at han nåede helt hen til entreen og trappen til første sal i den anden ende af huset. Man SKAL også vare sig hvis man skal overleve, så hankatten har fået lov at tage tingene i eget tempo, DOG med undtagelse af den dag, hvor jeg besluttede at NU skulle han gøres til en holden kat. Han fik eget nummer og navn en dag midt på sommeren, og siden er han så at sige ikke veget mange meter fra min side. Han går kun sjældent ud på fortovet feks. I stedet for at risikere noget, følger han mig på vej et stykke hen ad indkørslen, og så sidder han simpelthen og venter på at jeg vender hjem igen. Det er helt utroligt for mig at opleve.

 

Holger og jeg går ofte ture sammen. Ud gennem hegnet i baghaven og ned langs de næste haver, helt til vi rammer en hestefold længere væk. Han er også altid med når jeg arbejder derude. Ligger med pote og snude helt tæt på det interessante, indtil han synes at NU skal der pauses, hvorefter han smider sig i nærheden for at hvile ud. Det kan være en trættende opgave at overvåge kattedamens aktiviteter. Nemlig.

 

Holger er kongen af nummer 12. Det har han selv sørget for..

 

 

Her er Holgers revir og udvikling i rækkefølge, fra de første spæde dage     ( og jeg advarer.. det har været svært at vælge ud, så her er måske nok lige vel rigeligt med billeder, sorry )

 

Februar og marts

Først blev jeg overvåget fra en afstand

 

Så nærmede han sig skålen med mad

 

Så røg skålen indenfor og han turde slumre lige ved døren

 

En dag lå han så her, da jeg kom ind udefra

 

Kort efter var han listet ind i stuen hihi, og samme eftermiddag krøb han forsigtigt af sig selv op på mit skød. Åhhh mit hjerte smeltede af glæde.

Stadig i marts fandt han ret hurtigt ro i mine møbler og med mig rundt omkring. Han lærte at jeg hverken sparker eller skælder ud, og at jeg altid er i nærheden.

 

 

 

2.april blev jeg opereret og stor var min overraskelse, da han samme aften af sig selv krøb op til mig og ikke veg en meter fra mig. Fra den dag af, er det bare gået slag i slag

 

Maj

 

 

Juni

 

Juli

 

August

 

September

 

Oktober

 

November

 

December

 

 

 

Jeg elsker min pelsede ven, og takker ham for at have valgt mig som menneske.