Den første lille forberedelse til blomsteråret i haven

I dag prøver jeg forsigtigt at genoptage bloglivet. Igen. Jeg er megaglad over at få bekræftet at det ikke kun er mig, der er træt af påståelige og stædige læsere, så tusind tak alle sammen, for lige at hjælpe mig videre.

Det er jo allerede lige på falderebet til februar, og endnu har der ikke her i mit lokalområde været synderligt meget vinter. Det kunne ellers være virkelig sundt og godt, hvis vi fik en måned med reel kulde, for især rotter og andre skadedyr trivedes lige et nummer for godt efterhånden. Som det er nu netop i disse dage, er det mildt og gråt. Faktisk så mildt og så gråt og så vindstille, at vejret har været perfekt til at få spredt mine valmuefrø i bedene. Jeg har, foruden alle dem jeg selv har produceret og høstet sidste sommer, også investeret i lidt nye farver og faconer. Især de sarte pasteller fra Sarah Raven glæder jeg mig til at se irl, men jeg går også og venter på at modtage en sending af vidunderlige frø fra Floret i USA. Jeg har fulgt dem et par år på Instagram og min betagelse af deres blomster er nærmest umålbar, så da de sidste år begyndte at sælge frø også til EU i større stil, var jeg på pletten, men der blev udsolgt vildt hurtigt. I år lykkedes det mig at få hamstret til hobe heldigvis.

I det hele taget er det lige netop nu, at havemennesker lægger store planer over det ganske land. Alle er vi allerede nu i fuld sving med at planlægge den nært forestående nye sæson udenfor, og der sorteres frø, organiseres i farver og højder, tegnes og fantaseres, gennemlæses bøger, magasiner og internet. Havesæsonen er muligvis på stand by, men ikke helt. Faktisk er jan/feb og marts tre virkeligt hyggelige havemåneder, hvilket jeg i år får rigtigt lov at mærke, fordi jeg for en gangs skyld ikke er optaget af at flytte.

Hurra hvor er det bare herligt.

PS: jeg har nu status af eksryger og røgfri og det går fint med det. Jeg savner mine smøger i visse situationer, men generelt er det værste overstået og jeg kan se frem til en havesæson uden røgpauser, men bare kaffepauser. Det er så skønt altså, og jeg har selvfølgelig store planer for de millioner af formuer jeg nu sparer op haha. Indtil videre er første bunke brugt på garn og strikkebøger, men hvis jeg ellers kan holde mig fra “købknappen” i uldland, så skal næste portion kroner lægges i jord. Så at sige.

Vågeblus i haven

På denne årstid er det i manges øjne begrænset, hvad der kan laves i en have. Det ER da også både vådt og koldt nu, og det mere end vi ellers har oplevet i november de seneste år, men helt på vågeblus er min have ikke.

Hvis vejret ellers arter sig, hvilket hos mig betyder tørt og vindstille/let vind, smutter jeg i tøj i lag og går ud. Det meste af mit liv har jeg været inde om vinteren, men nu benytter jeg enhver mulighed for at være ude. At kunne gå ud uden at skulle planlægge en udflugt er en gave for mig. Det sene efterår og hele vinteren er nemlig lige præcis der, man kan tulle rundt og lave nogle af de ting, man ikke har tid til når havesæsonen er i gang.

I forrige weekend øjnede jeg således en chance for lidt jordforbedring. Vejret var fint. Luften frisk og solen høj.

Jeg ringede til naboens datter, som holder opsyn med huset, og spurgte om det var i orden, at jeg gik over og rev alle bladende sammen, der lå i et tykt lag på plænerne. Hun blev mildest talt en smule forbløffet, men da hun havde sundet sig lidt over den besynderlige københavners vintervaner, var hun mere end glad for at jeg gad. Jeg forklarede hende, at det for mig betød dejlig udetid, dyrebar gødning til et par bede med dårlig jord, og sidst men ikke mindst følelsen af at gøre en smule nytte. Med det samme begyndte hun at fable lidt om betaling i form af rødvin eller noget, men jeg fik på det bestemteste slået fast, at det IKKE var meningen. At jeg ringer og beder om at få hendes halvdøde bladaffald, er min gevinst jo.

Så sådan gik det til, at jeg brugte et par timer ( med indlagte pauser) på, at indsamle alle de blade jeg kunne, og nu ligger der et tykt lag, som bare skal have lov at formulde stille og roligt gennem vinteren. Til foråret har jeg planer med netop det stykke jord, og når tiden kommer vender jeg resterne i jorden.

Begrebet genbrug kan dække over rigtig mange ting og metoder. I dette tilfælde genbruger jeg naboens sommerhave til, at forbedre min vinterhave. Bladende ligger som et beskyttende lag indtil foråret samtidigt med at de fodrer regnormene.

Win Win.

Den første frost i haven

Vi har december nu, og i dag har min have fået den første dosis af frost. Det svinger jo rigtig meget lokalt om der er frost som bebudet, og her hos mig blev det altså i dag, jeg kunne stå op til smukke hvide kanter på husløgene. Sådan en chance vil jeg ikke lade gå fra mig, så før alt andet, selv kaffen .., smuttede jeg i nattøj og røjser ud med kameraet. Solen stod højt på himlen og det var kun et spørgsmål om tid før den hvide glasering igen forsvandt for denne gang.

På sådan en tur mærker jeg savnet efter Holger, selvom Herman og jeg har fundet os selv i en ny hverdag nu. Holger er stadig så meget en del af mit haveliv, at det især er når jeg går rundt derude, at jeg mærker min lille vens fravær. Herman er mere på farten end Holger nogensinde var, så mine timer i haven er mere “ensomme” nu. Herman ER med og han har helt styr på, hvornår jeg er udenfor, men hold nu op det er som at forsøge at fange vinden, når jeg vil have et foto af ham! Holger fulgte mig nysgerrigt rundt, og holdt sig som oftest lige i nærheden når noget aktivt skete, Herman.. ja han er absolut også nysgerrig, meeeeen her er vi mere ovre i noget med at spunse rundt i en nyindsamlet bunke blade, eller determineret opgravning af en plante jeg lige har sat i jorden.

Det er forresten sjovt så forskellige de to’s adfærd er/har været. Holger var stille men royalt insisterende, hvorimod Herman “råber” op når han mener jeg ikke giver ham nok opmærksomhed. På min tur rundt i dag, tog han sig allernådigst lige tid til at følge lidt med rundt, men så snart jeg standser op går det bare for langsomt, og han styrter igennem hækken og tilbage til sin private legeplads på den anden side. Han er væk, dukker op og kalder, er væk igen, kalder, spæner, kalder osv osv osv.

Lad mig sige det sådan.. Herman har ingen problemer med at holde vægten! Hans nye vinterpels har givet ham den skønneste halskrave, men han er i fin form.

Min have er jo ikke, som den feks var i Vestergade, hvor jeg decideret kunne gå tur fra den ene ende til den anden fordi den var så lang, men gå tur gør jeg nu alligevel. Nu er det bare mere noget med at gå rundt og rundt, og jeg kan dvæle længe ved en eller anden detalje som fanger mit øje. Den luksus har jeg nemlig. Og jeg er meget bevidst om, at jeg endelig er et sted og på en plet, hvor jeg kan sige at stress ikke længere fylder mig op konstant. Det er lidt sjovt, at med det lille og forholdsvis kedelige liv uden matrielt overforbrug jeg lever…

… så lever jeg til overflod med vore dages mest eftertragtede luksus.  Jeg har tid. Tid til at dvæle. Tid til at lave det jeg har lyst til og til at hvile så meget som jeg behøver. Kunsten for mig er så ikke at bruge for meget af den tid på, at spekulere og tænke mig selv til døde over alt det jeg ikke kan ændre eller forstå.

Har jeg har spekulationer eller uro, kræver det kun at jeg klæder mig på efter vejret og går i haven. Jeg mærker den indre ro overtage allerede inden mine fødder rammer gummistøvlerne. I øjeblikket er der ikke lige noget som overvælder hjernen, men roen i haven mærkes ekstra meget på en frostklar og stille lørdag morgen:

En lille halv time brugte jeg derude i dag. Ville gerne mere, men det er trods alt for koldt, og så er det da fantastisk, at jeg med den tid jeg har og som er min helt alene, kan beslutte at resten af dagen skal bruges henslængt på sofaneseren. Med julefilm i flimmeren og lidt uld mellem hænderne.

Den personlige sejr

 

 

 

 

I lørdags fik jeg hentet nogle halmballer, så mine planter kunne blive pakket ind og beskyttet mod den frost, vi blev forberedt på ville ramme om tirsdagen. I betragtning af bilens noget sørgelige tilstand var det ikke den store katastrofe, at transportere de  tre baller i bilen, men ok.. nu ligner bilen ikke kun en trillebør indvendigt, men også en kostald!  Den er med andre ord totalt “smadret”, og trænger i den grad til en kærlig omgang med støvsuger og sæbe, men den er min. Og den kan køre, og den har virkelig været min tro følgesvend igennem firetusindfemhundredeotteoghalvtreds flytninger.

 

Søndag blev så dagen, hvor det aller aller sidste fra Søndergade blev flyttet. Det var de tungeste og mest uhåndtérbare sager og planter der manglede, og alene stædighed og vilje og assistance fra udlejer gjorde, at jeg nu bare kan ånde lettet op.  Jeg har siden december været lidt i gang så ofte som vejret har tilladt det i min nye have med, at få stillet på plads og flyttet væk så her ikke ligner en losseplads, men lige nu er det lige hvordan her ser ud. Hillemænd hvor kan halm bare svine helt vildt meget..

På den anden side er mine planter nu godt beskyttet, og så må der bare fejes til foråret. 

 

 

Ham her.. HAN er godt nok kommet sig lige lovligt hurtigt, og min plan om lidt ro på med alle drengestregerne blev nærmest nedstemt før den blev tænkt. Det er som om de tre dages invaliditet har sat en lavine igang med ALT det der kan give sjov i gaden, og senest i dag røg der et par potter med pelargonier, da utysket mente sig i stand til at liste bagom i en vindueskarm. Han er virkelig ikke til sinds at gå glip af noget som helst! Så snart jeg sætter mig med stof og en saks er han PÅ. Lyden af saksen gør ham helt balstyrisk og da den er skarp som et barberblad, bliver det ikke til meget jeg får klippet når han er vågen.

 

 

Omvendt er min elskede fredelige Holger noget mere håndtérbar, selvom også han lige pludseligt har slugt en forårskådhedstablet. Han spurter gennem hus og have med en iver han sjældent gider svinge sig op til, og allervigtigst er det at tumle med minikatten OVENPÅ mor med dyne på i sengen. Tager jeg en lur, SKAL de to partout ligge der på samme tid, men det ender konsekvent med kluddermor og så tager de en løbetur mere gennem huset. De er så sjove sammen, og jeg er lykkelig for at de har hinanden. De sørger for at soignere hinandens pels og ører og snuder og nakker, de “kysser” når de mødes i vindueskarmen og de deles fint om alt legetøjet.

Iøvrigt har det været lidt af en udfordring at finde en gangbar metode til at få de små lyserøde bitre piller ned i Hermans mave. ALT bliver afvist på et sekund, også de små kugler med leverpostej omviklet i tyndt kyllingekød!  Pillen blev pulveriseret til ukendelighed, rullet ind i midten af en lille kugle af postej, men pokker tage mig om han ville spise den. Skide sur vendte han ryggen til og nægtede, men jeg har sejret har jeg for kattemalt er åbenbart så kraftigt i smag og duft, at det kan camouflere kemien, så nu slubrer han glad og fro den seje karamelagtige masse i sig to gange om dagen. HA!  Mor bestemmer. Lader han mig tro..

 

I virkeligheden er det kong Holger og prins Herman der kører løbet her. Og de ved det.

Det blev jul, det blev nytår og så blev det frostklar fredag

 

 

 

 

Og sådan gik der to uger.

 

I går vågnede jeg med den onde migræne, og så er der ingen vej udenom et anfald, der virkelig slår hårdt. Skæbnen ville, at da jeg første gang måtte ud for at kaste op, ja så var der oversvømmelse i toilettet!  Totalt kikset, og ikke et problem jeg på nogen måde er i stand til at forholde mig til, når smerter får mig til kun at kunne kravle rundt med lukkede øjne.

 

Så jeg ringede til bostøtten, som ringede til udlejer, som kom med det samme. Forinden var hun selv forbi for at gå i haven for at finde en spand ( som jeg ikke ejer en eneste af til indendørsbrug!!), den blev fint pakket ind i plastik, sat ved min seng med en toiletrulle og på den måde kunne jeg nøjes med bare at ligge og ligge. Imens jeg lå der og var så pinligt sølle, fik udlejer slået fast at et eller andet ikke var i orden, og idag har han så i første omgang med optimisme været forbi ved halv nitiden for at grave op i gården. DET kunne jeg så godt have fortalt ham ikke ville blive let, jeg mener.. det er jo 12 frostgrader! I fællesskab har vi nu aftalt, at det lige må vente til næste uge hvor det igen er tø. Det lille skyl virker nogenlunde, så jeg kan sagtens klare mig indtil da. Hovepinen er overstået, og fredag er derfor dedikeret til at blive menneske igen. Så langt så godt.

 

Og nu det med en spand ved min seng..

.. ja så har jeg altså efter tre år uden, endelig fået mig en rigtig en slagsen. Juhubiduuu siger jeg bare.

 

Mine forældres julegave til mig.

 

Den har en størrelse, som kan være i rummet OG flyttes af almindelige mennesker, men jeg skal da lige vænne mig til at den ikke er så bred, som jeg ellers foretrækker. At den ikke er det, kan nu ikke oveskygge det faktum at jeg simpelthen er så lykkelig over igen at kunne sove på et underlag, der ikke smadrer kroppen mere end det heler. Den er høj, den er hård og den er et mirakel. Og når jeg i fremtiden vågner med akut kvalmemigræne, så skal jeg ikke OP fra gulvet for at vakle hen ad en lang gang, klamre mig til et gelænder ned ad en vindeltrappe, igennem et par stuer og et køkken, før jeg endeligt når til toilettet..

Nu kan jeg bare rejse mig og spæne fire lange skridt.

 

Hold nu kæft jeg er en heldig Sulejma.

 

Og i dag er det en frostklar solrig fredag. Det er heller ikke ringe. Jeg orker godt nok ikke at gå ud, men jeg har min terasse, og den runder jeg et par gange på sådan en dag.

 

Op til jul, og særlig også inden nytår benyttede jeg mig af det milde og stille vejr vi havde. Et par timer i haven med praktisk arbejde betyder, at jeg er ved at få gang i følelsen af at høre hjemme også der.

Jeg har gang i en masse skitser og notater, og en plan er ved at tage form.

Der bliver ændret og rettet og ændret lidt mere, men det store forkromede billede er klar i mit hoved.

Nytårsdag greb jeg spaden fordi jeg bare liiige måtte igang.

 

I ugen mellem jul og nytår fik jeg også sat juleroserne på en blivende plads. Dem ville jeg rigtig gerne have ned inden frosten, og nu står de ved en smuk rød kornel der allerede var i haven.

Jeg har fået stynet et par træer og nogle buske, som er skønne at skue, men mere høje end fyldige. Det rettes der op på nu. I den forbindelse talte jeg med naboen på venstre side, og vi fandt sammen i et fælles ønske om lige, at få lidt styr på højden af hele beplantningen mellem de to haver inden foråret.  Meget meget dejligt, at jeg ikke er alene om den tjans synes jeg, for når jeg skriver at jeg har stynet ( klippet og beskåret med grensaks) træer og buske, ja så er det altså noget jeg har gået og gjort over de første fire uger jeg boede her. Det kræver flere kræfter i armene end jeg efterhånden har, så det er lidt her og lidt der. Først træet på den ene side, og så en anden dag kan jeg tage den anden siden. En halv time her og der. Det er fint, men absolut ikke så effektivt, som hvis man er to.

Grenene er blevet sorteret og nu ligger de længste og tykkeste af dem bag i gården, så jeg kan bruge dem som plantestøtte senere på sæsonen. Intet går til spilde her. Nemlig.

 

Gaven fra mine forældre var en pengegave, og straks gik min hjerne jo helt amok i havedrømme. Store og små. Praktiske og pyntelige. Alle er det drømme, som jeg har på en liste, men drømmene veg altså i første omgang for den mere fornuftige og langsigtede gode seng. Da jeg havde betalt var jeg en tid en smule utilpas, for sjældent knalder jeg penge af på den måde, og af sådan en størrelse. For nogen er det selvfølgelig ikke noget at tale om, bare et greb i lommen, men ikke for mig. For mig er det noget med, at jeg synes jeg får mere for pengene, hvis jeg kan få en masse mindre enheder for dem, en blot een stor. Jeg gik hjem fra Lars Larsen i en mindre tåge af tvivl, men jeg stod fast. Og ved gud jeg er glad for det. At sove godt om natten er ja.. en drøm, og noget jeg ikke har reelt har gjort de sidste tre et halvt år. SÅ.. havedrømmene skal nok også blive realiseret. Bare spredt over længere tid og i mindre doser. Det sgu ok.

 

Jeg fik feks fortalt udlejer om mine planer her til morgen.

 

Viste tegninger og fortalte om det jeg gerne vil gøre her i haven. Jeg slog fast, at det er noget jeg gør udelukkende for egen sundheds skyld, men at jeg også har mine begrænsninger når det kommer til gode varige løsninger og forbedringer. Jeg vil blandt andet åbne bagsiden af carporten op, så man får et langt kig hele vejen ned langs siden af huset. Der har jeg allerede gravet jorden jævn og lagt klar til bede. Jorden ville jeg allerhelst gerne dække af med ukrudtsdug og et småstenslag ( har ikke kræfter til at lægge fliser feks), men det er ikke en udgift jeg synes jeg vil eller kan sætte mig i. Ikke at jeg ikke udmærket ville kunne hitte på fikse alternative løsninger, men det kunne være så fint for helheden med en ordentlig belægning.  Foruden er det den vej der ligger mest lige for at gå frem og tilbage mellem bil/have og hoveddør, og med kun jord bliver det hurtigt noget mudret ballade om vinteren. Og han var enig.

Jeg vil nu få leveret en røvfuld stengrusagtigt matriale, som jeg så kan lege med efter behag.

 

Fik jeg sagt, at jeg er ret glad for tiden?

 

Lidt træt, men meget glad. Lidt for træt til at kunne fortælle så detaljeret og meget om jul og nytår, men jeg har lidt billeder. Og en erklæring om, at det har været den dejligste jul i 100 år og jeg lever..

 

Jeg er kommet godt igang med 2017. Det fandens år 2016 er smuttet, og selvom jeg overordnet set ikke havde et annus horibilis, så er jeg glad for at jeg nu kører frisk start over hele linien med i helt nyt år. Tre store stjerner nåede lige på et hængende hår, at forlade denne verden inden nytår, og med dem blev 2016 ihvertfald et trist år for underholdningsbranchen.