Den sædvanlige regning betales

September har været mere urolig end jeg kan klare i hovedet, så jeg betaler prisen, og har mere eller mindre ikke foretaget mig noget som helst i et par uger. Jo jeg har jo både haft gæster og fået aflivet min lille ven, men ind i mellem de to dage og efterfølgende, har jeg efter vanligt mønster været så udmattet, at jeg kun har kunnet sidde i min sofa og strikke.

Mine dage ser nogenlunde således ud:

Vågne.

Sidde på kanten af sengen imens jeg venter på, at jeg kan rejse mig. Som regel går der ti minutters tid.

Fodre Herman og brygge en kop kaffe.

Åbne døren ud til haven.

Sidde i sofa med strikketøj og et eller andet seriehalløj på tv eller computer. Jeg kan slet ikke finde ro, hvis ikke der er noget til at distrahere min hjerne, og komplet stilhed er mere trættende end lav sniksnak.

En langsom runde udenfor måske.

Sidde i sofaen igen.

Sove et par timer.

Brygge mere kaffe.

Fortsætte i den rille indtil sengetid.

Hele dagen igennem, giver jeg også Herman al den kæl og nus jeg kan komme afsted med selvfølgelig.

Ind i mellem er der selvfølgelig måltiderne. Når jeg har det som beskrevet, er mad simpelthen det sværeste at finde ud af, så jeg indtager hvad der lige er ved hånden, og som kan tænkes at få problemet med, at maven knurrer til at forsvinde. At få handlet er så uoverskueligt at jeg, når jeg endelig er afsted efter forsyninger, slet ikke kan hitte rede i behov og udbud. I sidste uge feks var jeg en smule i stødet om fredagen. Kørte til Rema, og kom hjem med et stykke til en flæskesteg, som jeg tænkte jeg ville lave og så spise af de næste par dage. Jeg købte en røvfuld mælk til risengrød også. Senere samme dag, kom jeg så i tanke om, at det var næste dag (lørdag), at jeg fik besøg af Pernille og Bettina. I dag har jeg smidt både stegen og mælken ud!

På intet tidspunkt har jeg kunnet tage stilling til hvad jeg skulle gøre med de indkøb, når nu de ikke blev brugt som tænkt. Der er blevet kigget på dem ofte, men harddisken er frosset så at sige, og de to signaler der skal forbindes til hinanden i hjernen, for at få mig til at handle på hvad jeg ser, ja de er simpelthen blevet brændt af og kan derfor ikke få enderne til at mødes. Maden må kasseres. Jeg er konstant sulten. Og bliver mere og mere udmattet.

Denne underlige uhensigtsmæssige cirkel triller afsted, hver gang jeg afviger fra hverdage uden nogen form for social kontakt. Det er sådan det er, og nej.. jeg er mildest talt ikke tilfreds med betingelserne, men jeg har lært at leve med det. Jeg ved at efter de døde uger, som kan være mange, kommer jeg på benene og begynder at fungere igen.

Indtil da står alt stille på adressen.

Jeg elsker moderne tider

 

 

Jeg vil begynde med at takke for de svar jeg har fået i forrige indlæg. Det er er stor hjælp at I fortæller og reagerer, og jeg har læst kommentarene flere gange med glæde, men jeg er jo træææt så jeg magter ikke at svare hver enkelt desværre. Derfor får I et fælles kæmpe knus her :)

******************

 

 

 

Klokken bliver nemt to halv tre før jeg har tøj på i disse dage. I går tirsdag, da jeg ventede besøg af Josefine tilbragte jeg hele dagen i sengen, og stod først op ved aftenstide. Jeg forsøgte af flere omgange at stå op, men det kiksede hver gang. Første gang ved ottetiden faldt jeg i søvn lige durk foran lyslampen!! Det burde ellers være umuligt da den skinner 1 million watt eller noget der ligner. Anden gang var ved middagstid, men der faldt jeg i søvn i sofaen. Jeg sad ellers og drak kaffe og så nyheder men..  Min krop er simpelthen helt slukket nu. Så er det jeg glæder mig over, at jeg lever i moderne tider, for da min Josefine skulle hjemad igen var jeg lige præcis klar til at hoppe i gummistøvlerne og køre hende. Vi rundede Liedl på vejen, og det er lige netop den mulighed jeg hylder nu. TÆNK at jeg kan handle når JEG har kræfterne til det..  Jeg kan ikke som økonomien er for tiden, bestille madvarer leveret fra nettet, det er ellers også en super ting for mig, og jeg har benyttet mig af det flere gange, men jeg kan handle ind klokken godnat om aftenen i stedet for, og det er lige netop der jeg har det bedst. Så jeg fik lidt mælk, friskbagt brød, nogle julesmåkager ( ja jeg indrømmer skamfuldt at jeg elsker dem ), lidt juice og andet småt med mig hjem igen. Nu kan jeg klare de næste dage, og for at det ikke skal være løvn fik hun og jeg hakkebøffer med broccoli og spejlæg til. Et fyrstemåltid for os begge, da hun ikke har noget køkken og jeg ikke generelt får lavet varm mad så tit.

 

 

 

Alt ialt var tirsdag aften bare god, og jeg fik krammet min smukke pige. Så beder jeg ikke om mere lige nu.

Det skal nok gå, og jeg bider lige tænderne sammen

 

 

 

Jeg er hjemme igen. Den planlagte længde på min flugt fra hjemmet er forkortet ret så meget, men knægten skal jo hentes og bringes hjem på en eller anden måde. Jeg har været nødt til at gå i lettere selvterapi, for at opbygge overskuddet til den uventede ændring af min hverdag. Det skal nok gå selvfølgelig, men jeg har faktisk og desværre ikke kræfterne til det, når jeg skal være helt ærlig.

 

En stor teenager der ikke kan andet end at kalde på mig, mere nødvendig madlavning, flere ture til supermarkedet og, hvad der ellers følger af at være to i stedet for een, kan godt overvælde mig. Selv er jeg slet ikke i orden og jeg er kun langsomt ved at få færre hovedpiner. Skal jeg blive i det mørke hjørne kan jeg lige se det for mig..  Mig der kravler rundt med migræne, og Rasmus der hverken kan rejse sig eller hjælpe til med noget. Jeg undskylder lige for mit midlertidige pessimistiske humør.

 

Vel hjemme igen har jeg lige fået fjernet de værste bunker. Der er også skrevet en lille huskeseddel om indkøb jeg skal gøre i dag og jeg fik talt med lægen om, hvordan jeg skal forholde mig til Rasmus og de kommende ture til mere røngten af hans knæ. En lille detalje jeg ikke har lyst til at tale så meget om fordi jeg skammer mig over det, er også de bivirkninger der følger når man tager ketogan. Kun vil jeg fortælle at pga de gentagne anfald i sidste uge, følger der derfor nu en nedtrapning som bla betyder flere nætter og dage med rykkede rytmer. Abstinenser med andre ord. Det forsvinder heldigvis igen, men lige nu er det vældigt upraktisk at jeg først falder i søvn ved tre halv fire tiden.. Håndværkerne begynder deres arbejde ved syvtiden og det mærkes som bekendt.

 

Derfor må sønnike og jeg have os en snak om, hvordan vi takler tingene i næste uge. Når han igen er tilbage på skolen har jeg lige en uge og så er der vinterferie. BAGEFTER vil jeg ikke satse på, men bare drømme om, at behovet for en rolig og fredelig hverdag kan blive en realitet.

 

 

 

Af de mere lyse oplevelser går det fremad med blomsterne, men det må I høre om senere idag… jeg tager lige og prøver at sove lidt mere inden jeg må til dagens gøremål.

Jeg er gået hjemmefra

 

 

 

 

Fuglen er fløjet.

 

 

 

Jo den er god nok. Hjemmesyetfast som jeg er, har jeg alligevel vristet mig fri af mine egne vaner, har pakket lidt dit og dat, og er udvandret.

 

Ikke langt væk, men nok til at jeg får det jeg har behov for lige nu. Nemlig fred og ro, også i maven. Den søde mand har til huse tæt på, og i hans hybel slapper jeg nu af. Som en ægte praktiker bor han enkelt, ja nærmest spartansk når man hedder Henriette… , og der oppe under taget med udsigt til tagene, vil jeg nu forsøge at komme til hægterne igen.

 

Sidste år tilbragte jeg mange timer her når jeg trængte til pause fra min hverdag, og her har jeg hver gang mærket roen sænke sig over sindet. Hvorfor ved jeg ikke. Det er bare sådan det er. Jeg elsker mit hjem, det kan ingen vist være i tvivl om, men i går ku jeg ikke holde til mere. Der tog tagmænd med hammer og mejsel for alvor fat. De begyndte i min ende af huset. Kl halv syv. Med mit hoved stadigt skævt syet på, føltes det meget voldsomt, og så vil jeg alligevel ikke klage for NOJ hvor arbejder de hurtigt. Et par timer og de var allerede forbi mig, og videre henover naboen og hans nabo igen.

 

Nu er tagballaden muligvis andledning til min retræte, men det handler faktisk allermest om, at jeg ikke har været her siden juli sidste år. SÅ svært har jeg ved at være væk fra mig selv. Der har ikke været problemer med det, vi har været hos mig og det er fint, det er bare så fjollet for jeg kan faktisk rigtigt godt lide at være her. Her hvor der ikke er meget der kan stresse øjne eller ører. Her hvor der stort set aldrig bliver set tv, og her hvor der er masser af rumplads og ikke mange møbler. Med andre ord.. her, hvor der er så meget mere anderledes end hos mig selv.

 

Siden jeg flyttede for snart et halvt år siden, har jeg nærmest været konstant syg. og det har jeg gået og summet lidt over. Påfaldende, men nok ikke så underligt når jeg tænker efter, for jeg har levet i et ( for mig ) voldsomt stressende og hårdtspændt miljø, i henved to år inden da. Fra januar til sommer klarede jeg det fint efter omstændighederne. Kørte kækt ( for det meste ), frem og tilbage imellem Østerbro og Vanløse. Da august ramte var jeg mentalt brugt op. Jeg fik flyttet og er kommet næsten på plads, men jeg orker faktisk ikke mere nu. Migrænerne og de forskellige infektioner har gjort mig så træt, at jeg på det nærmeste ikke har været i forretningen siden.

 

Jeg har talt med min læge i går. Trængte til lige at vende tingene med ham, og han mindede mig om at jeg IKKE har været hos psykologen siden januar sidste år, OG at jeg jo faktisk fik skrevet i min journal dengang i novemer 2010, at jeg udover dyb sorg ankom med symptomer på ptsd. Jeg ved han har ret, jeg ved jeg mangler samtale og bearbejdning af de chok jeg fik dengang i ‘09 og 10. Inde i mig sidder de stadigvæk og i hverdagen mærker jeg det i form af mere og mere tilbagetrækning fra hverdagen udenfor dørene. Jeg mærker det i form af alverdens smerter og dårligt immunforsvar. Jeg mærker det når jeg uden forståelig årsag flipper helt ud og mister fatningen i en strøm af tårer og afmagt. Og jeg mærker det ved denne sindssyge træthed.

 

Jeg ved det hele, men jeg har ikke gjort noget ved det. Har tænkt at det vender sikkert om lidt, og når jeg får ro og fred omkring mig.  I går fik min læge “ sat mig på plads”, og mindet mig om at det sind jeg går rundt med, SKAL ha aflastning og hjælpes videre, hvis jeg vil have det bedre end jeg har haft det på det sidste. I dag får jeg fat på psykologen, og i går pakkede jeg sammen og tog på “ferie”. Det kan jeg heldigvis fordi jeg ikke har børn derhjemme lige nu. Hvor længe ved jeg ikke, men lige nu nyder jeg det bare.

 

Jeg har ellers kæmpet hårdt for at komme videre i livet. Fokuseret virkeligt meget på de små ting og de positive vinkler. Har været optaget af håndarbejde, bloggeri, redebygning, kæreste, og når jeg ku, strikkedamer og frivilligt arbejde. Og samtidigt har jeg ganske langsomt trukket mig mere og mere. Har fået sværere ved at gå ud. Har fået sværere ved de praktiske ting, såsom tøjvask og oprydning. Særligt turen ned i vaskekælderen volder mig vanskeligheder. Jeg kan ikke forklare hvorfor.  Det første halve sidste år gik ret godt socialt, det sidste har været noget mere svævende, og det kan ikke blive ved med at gå. Jeg VIL ikke ha det. Sådan.

 

I hyblen er der derfor pludseligt kommet garn og hæklerier ind i mellem alle chiliplanterne:

 

Jeg er alene hjemme indtil arbejdsdagen er slut, og skal/kan ikke tage stilling til andet end den næste blomst jeg vil hækle.

For nemhedens skyld har jeg nemligt pakket hæklerier og ikke strikketøj. Jeg har sat mig for at hækle videre på vennetæppet, og at gå i gang med at øve blomster. I mange afskygninger.

De to bøger har jeg med hjemmefra, og så er der jo enorme mængder pinnet til min opslagstavle. Det er bare at beslutte hvilken slags og hvilke farver.

 

 

DET kan sgu da ikke stresse mig. NÅ!

Det ser da vist helt fint ud

 

 

 

Så er bloggen opdateret lidt, og klædt på til efterårets komme. Jeg har længe været opmærksom på, at min tæller var gået i udu, så jeg har skiftet den ud, og nu har jeg en der virker igen.

TJEK*

 

Jeg har også været irriteret på udseendet, så jeg er tilbage igen igen til det gode gamle design. Det hvor jeg kan give mine billeder pæne runde hjørner feks.

Tjek*

 

I eftermiddag får jeg besøg af Pernille og Anders. Resultatet skulle gerne være et par ting, der kommer op at hænge og på plads. Jeg glæder mig, og lover at jeg alligevel vil forholde mig helt passivt. Jeg er nødt til det, og for nu at være helt ærlig så svinger humøret som vinden blæser, lige sidder jeg sgu og småtuder lidt. Jeg er så hamrende træt. Og jeg har det ikke helt godt fysisk endnu, en stressfaktor i mit hoved, jeg ikke helt har under kontrol. Om lidt vil jeg derfor gå ind og sove lidt igen. Bare lægge mig under dynen og prøve at forstå med min knudrede forstand, at jeg nok skal ende med at bo trygt, pænt og godt igen.

Tjek*  ( lige om lidt )

 

 

Et bad må der til. Måske det også hjælper.. Det gøres efter min lur.

Tjek*   ( om et par timer )

 

Og så er her hvad jeg skal prøve at få hjælp til senere:

 

- Hente posten nede i stueplan

- Hente min lyslampe op fra kælderen

- Hente hylder og knægte op fra kælderen

- Få samlet det bord jeg har fået af Pernille

- Finde min kogeplade frem så jeg kan koge risengrød i nærmeste fremtid

 

 

Mon ikke det er nok for i dag??   Og nå ja.. så er der også..

 

 

Dagens mantra :

“ det skal nok gå alt sammen, det skal nok gå alt sammen “.

Jeg slap sgu ikke…

 

… for at betale prisen.

 

Det troede jeg ellers da mandagen gik i et fredeligt og stille tempo, og jeg kun var træt fysisk. Men uh altså, tirsdag morgen ved femtiden vågnede jeg med migrænen hamrende igennem hele kroppen på mig, i form af følelsesløshed i hænder og arme, kvalme og opkastninger, og så denne altfortærende smerte i hovedets venstre side. Jeg forsøgte først med en dobb dosis Imigran, men det var allerede for sent, så et par timer senere så man mig kravle rundt på gulvet, med lukkede øjne for at finde ketoganen frem.

Og undskyld min direkte ordforklaring, men nu ved jeg hvad betydningen i hoved og røv også kan bruges til, for i går var jeg mildest talt medicineret i ja.. hoved og røv! Virkningen var kun so and so, ketoganen gør mig sindssygt sløv, og jeg ender i en tilstand af bedøvelse og ude af stand til at holde øjnene åbne, men smerten forsvandt først helt, da jeg om eftermiddagen to imigran igen.

SÅ lysnede dagen lige så langsomt. Faktisk var jeg først helt klar i knolden igen ved midnatstide. I dag er jeg så helt vissen. Krop og sjæl er endnu mere færdig end i mandags, og jeg kan absolut intet. Det jeg gerne ville må jeg droppe, og også tændlægen og butikken er afmeldt. Istedet sidder jeg så her og bare kigger ud i luften. Som altid når jeg er igennem sådan en tur, rammes jeg af en overvælden tristhed og følelse af håbløshed. Intet skal der til for at jeg tuder, som feks i morges.. Rasmus er jo ikke den mest initiativrige her i hjemmet, og hans utilbøjlighed til at samarbejde får mig helt i knæ. Jeg orker det bare ikke. SLET ikke i dag. Jeg kan også tude af fortvivlelse over, hvorfor alle mine koder til div steder på nettet, pludseligt ikke virker. Det er den slags jeg bare ikke har forstand på, og jeg kan blive helt desperat af spekulation over hvad det handler om?? Sådan skal der så lidt til i dag, men jeg ved jo at det går over igen. Når jeg får energien tilbage. Og trods alt er det jo kun en reaktion på en superweekend jeg ikke ville have undværet ik..

 

Jeg har ikke glemt dig Rikke, og skal nok kontakte dig når jeg er ovenpå igen, men lige nu kan jeg ikke. Ejheller har jeg glemt at læse alle jer andres søde kommentarer til min weekend, men igen.. jeg må hvile nu, og bare læse med glæde, at I har fulgt mig på turen til fyn :-))

Rigtig god onsdag. Solen er stadigt på himlen og DET glædes jeg også over.

Ustabil

 

 

 

 

Jeg er vanvittigt ustabil i øjeblikket. Eller.. jeg har fået et tilbagefald. Til der hvor jeg gerne vil en hel masse men INTET orker. Om morgenen når jeg vågner er bare tanken om, at jeg skal op og i tøjet nærmest uoverskuelig. Jeg har simpelthen ikke lyst. Har heller ikke lyst til at arbejde, skrive her på bloggen, ikke lyst til at gå nogen steder, ikke lyst til at være praktisk..  ikke lyst til noget som helst!

 

Energien og lysten kommer i små doser, som feks i lørdags. Da var jeg frisk nok. Men siden har jeg været helt flad igen. Det er muligt det er helt normalt, min situation taget i betragning, men det gør mig ked af det. Jeg vil så gerne være i live hver dag. Give af mig selv og være noget for alle, men jeg kan ikke.

 

Selv strikkeriet som jeg er så glad for kan jeg ikke tage mig sammen til. Jeg er jo klar til et nyt projekt, men jeg kan ikke samle mig om det. Har påbegyndt flere forskellige, men så igen lagt det fra mig. Lysten.. I ved. Det eneste jeg faktisk har lyst og energi til, er hækling. Det kræver intet andet end “lige ud af landevejen”, og at række ud efter en tilfældig ny farve. De to kanaler jeg har på mit lille tv er rigeligt med underholdning sammen med min lydbog.  Mere kan jeg nærmest ikke rumme.

 

Måske det skyldes migrænen som rammer i flæng og uden varsel. Det tager flere dage inden det er overstået igen og trætheden derefter er overvældende. Måske det skyldes at jeg bare bruger enorme mængder af kræfter på at motivere mig selv. Til netop IKKE at gå ned. Til at nægte at lade mig kue af huset her. Til IKKE at tænke på pengene som hele tiden er for få.  Til at få sønnike af sted hver dag. Til alt det der hele tiden ikke fungerer.

 

Aftaler er svære at overholde og derfor nok åndsvage at lave. I går var jeg inviteret til Lysfest i Tivoli feks. En ven havde et par fribilletter liggende og jeg har ikke været der i flere år såå… Jeg endte med at aflyse. Faktisk var der tre aftaler i går jeg aflyste! Dømte dagen til huledag simpelthen. Delvis også fordi mandagen var migrænedag og den stærke medicin sløver mig længe efter. Om aftenen lod jeg mig alligevel overtale til at gå ud. Bare til en kop kaffe. Jeg tilbragte timerne med at længes hjem!

 

Jeg ved sgu ikke..   Hvad der sker med mig. Men jeg ved at det her krisehjemnoget, det tærer på mig. Og er der iøvrigt nogen der gider slukke for himlens vandhane og tænde for lyset igen??

Stedet at hvile

 

 

 

Her prøver jeg af al magt, at slippe tankerne og ikke maskerne ;-)

 

Jeg føler mig godt tilpas fordi jeg har det jeg skal bruge lige ved hånden, og tv’et med kanaler der virker i tilpas afstand fra sofaen.  Der er heldigvis længe til søndag, og jeg har taget fri i morgen, så eneste punkt for mig, bliver at få kroppens indre i ro. Laaaangsomt.

 

Så var det lige jeg blev mindet om..

 

 

… den der forbandede begrænsning. Ikke et sekund fortryder jeg weekendens garn eventyr, det har en stor betydning for mig, men også i dag bliver en dag med nærmest fysisk lammelse. MAND jeg er færdig. Faktisk endnu mere end i går. Mine arme kan næsten ikke løftes, min hjerne er helt gået i stå, jeg har ondt i maven og det bliver ikke bedre af at jeg har måttet aflyse en aftale. Jeg føler skyld over at svigte, men omvendt så er det bare sådan det er.  I nat har jeg også siddet ret op og ned med migræne der jo altid er værre fordi jeg kan have haft det længe før jeg vågner af det, og så virker medicinen ikke så effektivt. Jeg klager ikke, konstaterer bare at pensionen er velbegrundet..

 

Jeg tager en dag mere her, og håber så at jeg kan være klar igen i morgen, når butikken åbner igen.

 

Een dag ad gangen ik.. ;)

 

Så rammer den igen..

 

 

Følelsen af afmagt.

 

Min datter har kun mig.

 

Min søn har kun mig.

 

Mine grænser tæller ikke.

 

Mine ord bliver ikke hørt.

 

Jeg elsker mine børn, men jeg bliver ædt op ind til benet.

 

De få kræfter jeg har, bruges til at kæmpe for min korte tid i ro.

 

Men jeg skal undskylde, forsvare og forklare, om og om igen.

 

Tynges af skyld over ikke at orke 24 timers døgnvagt som rådgiver/problemknuser og organisator.

 

De har kun mig, og de ved det.

 

Jeg er så træt og vil bare ligge under dynen. Gemme mig og slippe for menneskelig kontakt. Den slags der skal bruge mig til noget.

 

Bare jeg sad på en øde ø.

 

UDEN mobil…

Det handler om strik (og særligt sensitiv..)

 

 

Det er ved at være længe siden at jeg har postet om strik. Jeg har ikke ligget på den lade side, men der har været så meget andet, der har fyldt mine linier herinde. Jeg skammer mig lidt over at skrive det, men også i dag er jeg ikke særligt frisk. Det er som om jeg ikke kan rejse mig igen, efter sidste uges mange sociale oplevelser og denne uges tredages migræne. Træt er hele tiden nøgleordet, og i dag har jeg så også ondt i maven. Derfor ligger jeg stadig på langs, orker ikke noget og hvad mere er..

Jeg har ikke LYST til noget.

Allerhelst kunne jeg ønske mig at være alene, når jeg har det sådan, for min dårlige samvittighed over ikke at være en hurra og aktiv mor og kæreste, når nye højder og tynger mine skuldre helt ned til gulvet.  Jeg har været bombarderet med telefonopkald og problemer, der skulle tales om i timevis fra et af mine børn, noget jeg selv mener jeg burde kunne klare, jeg bør jo være til rådighed 24/7 ikk..?  Både nat og dag har mobilen ringet, men nu kan jeg bare ikke mere.

Nedenstående er lånt fra en artikel i et nyhedsbrev jeg fik forleden. Det handler jo om mig, og den diagnose jeg også har. Når jeg læser det, bliver jeg passende mindet om, at der er en grund til at jeg går ned med flaget…

**************

Er du også særligt sensitiv?“.. Omkring hvert femte menneske har et nervesystem, der er mere fintfølende end andres. De oplever og bearbejder påvirkninger på en mere deltaljeret og nuanceret måde end andre mennesker og opfatter indtryk, følelser og stemninger, som andre måske ikke lægger mærke til.
Særligt sensitive mennesker er ikke så robuste og er i højere grad disponeret for at føle sig udmattede og stressede. For dem handler det derfor om at lære at tage vare på sensitiviteten, som også indeholder mange særdeles positive elementer…”

“…en bog, som giver læseren en grundig forståelse for, hvad det vil sige at være særligt sensitiv. Med bogen følger konkrete råd og værktøjer til, hvordan man skaber de bedste rammer for sin sensitivitet, og hvordan man forebygger og håndterer overstimulering..”

(Ord og illustration er lånt herfra: http://www.kvindeguiden.dk/default.asp?thdid=24631&bid=12311&page=)

********************

Her springer ordet OVERstimulering lige i øjnene på mig, for det er jo sådan det er. Alt for mange indtryk, alt for meget at absorbere.

Nå, men strik var egentlig det jeg ville skrive om lige nu. Strik som gør mig så godt og som får mine nerver til at hvile og slappe af,  og min hjerne til at holde ferie fra det der ellers kører rundt i ring. Jeg har en masse at fortælle, garn og projekter jeg vil dele med jer, men nu får det alligevel vente til jeg har pauset lidt. Indtil da kommer her et sneakpeak:

  

Ja jeg siger ikke mer.. ;-)

Akut handlingslammet

 

 

 

 

 

En opringning fra min datter har efterladt mig handlingslammet og helt slukket. Havde ellers planer for dagen, hvoraf den ene af dem bare ikke kan aflyses. Min datter har brug for mig og min søn har brug for mig, hver på deres måde, men kræfterne er der ikke. Jeg må fordele tingene. Reaktionen er instant og til at tage at føle på. Kvalme, hovedpine og svimmelhed. En altfortærende træthed der lammer mig og bringer tårene frem i mine øjne.  Min egen manglene lyst til udgang i verden, har betydet et køkken der er gabende tomt, og i dag jeg skulle have overvundet mig selv, hentet varer, hæklepinde og migrænemedicin, men nu kan jeg bare ikke. I stedet går jeg hvileløst rundt, er hvileløs på nettet og hvileløs i mine tanker.

HAN har et meget stort ønske om min deltagelse i et forældre arrangement i eftermiddag kl fem.   Frederiksberg Have, medbring selv alt og vær social med smil på..

HUN er ensom, netop hjemmkommet efter nogle dage hos mormor og morfar. Ønsker sig en bytur med indlagt frokost.

Og jeg..

Ja jeg ønsker mig evig søvn under dynen i total stilhed og mørke.

 

Istedet har jeg ringet ( igen! ) til hendes sagsbehandler, tudet i stride strømme fordi jeg ikke ku lade være, forsøgt at lave aftaler om bare et eller andet til hende, og igen forklaret at jeg ikke magter det her. Ikke magter skyldfølelsen over for min datter, der sidder der alene og er ensom. Alt det jeg har råbt, skreget, fortalt, terpet og stille forklaret hende siden 2006,  er blevet til den barske virkelighed. Hendes selvvalgte isolation, selvvalgte ønske om ikke at ville andet end mig/os, kæresten og hendes søskende IKKE er nok. Nu står hun der..  Og jeg er den hun vender sig mod, den hun søger i sin ensomhed. Nu hvor hun er flyttet er det gået op for hende på den hårde måde, det som hun slet ikke betragtede som et problem da hun stadigt boede her. Da behøvede hun ikke andre, og selv vores tilstedeværelse irriterede hende grænseløst. Vores krav og bare væren der, var kilde til evige skænderier. Da hun boede her var det manglende sociale netværk ikke et problem, og slet ikke et hun ville beskæftige sig med..  den tid den sorg var hendes replik. Men det er også min sorg og mit problem nu, som forudset og frygtet.

Hun er nødt til at gøre noget selv for at få kontakt med andre, men hvad??  Det er sin sag, og hun kan ikke bare sætte sig ned i sandkassen og spørge “ skal vi lege?? “, noget hun ellers er blevet opfordret til af den behandler på hospitalet, hun talte med i fredags !   Hvad fanden tænker han på ??  Hun er jo ikke fem år vel. Hendes jævnaldrende har nok i sig selv og deres egne venner naturligt nok.  Så det er mig der står for skud, mig der får så dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan eller måske endda har tid til at holde hende med selskab. Hver dag, hver uge, hver måned indtil der dukker noget op.  Fredag kørte jeg hende nemlig til den længe ventede samtale med en behandler. En samtale som egentlig skulle klares på egen hånd. Selvfølgelig var henvisningen dertil blevet misforstået og han var igen ude i noget med ventetider, da der så skulle laves om på hendes tilbud om behandling.  Jeg fik et flip på tværs, og sagde “ du begynder ikke at tale om ventetid IGEN “, og gjorde klart at DEN var helt uacceptabel. Vi kan ikke vente længere. Nu har hun en aftale om at ringe i morgen for at høre hvad han kan tilbyde, og jeg har presset kommunen til at gå vejen om vores læge for at få hende til distriks psykiatrien. Der må køres flere muligheder i stilling, men alt tager tid og vi/hun sidder her..

Skyld og sorg tynger mig til gulvet og mine arme er tunge som beton.

Jeg er magtesløs, men i aften kommer hun med Rasmus og jeg. Kæresten kan ikke deltage og Mira VIL ikke deltage, så det er os tre sammen. Jeg tager med, men vil bare hjem igen.

Beklager

Regn og torden

Ja ok…  vejret og det manglende lys hjælper ikke på humøret. Jeg har begyndende tristhed og modløshed at fornemme inde i hjertet, men jeg ved jo godt at det ikke bunder i noget specielt eller så dybt endda.

Jeg putter og holder humøret oppe ved at nørkle og underholde hjernen med de ting der kan få mine tanker til at være lette i stedet for tunge.  Skammer mig fordi jeg ikke glæder mig til de næste fire dage som alle andre mødre gør. Man skal hygge med familien på helligdage og i ferier, jeg ved det godt jeg kan bare ikke. 

 

Forresten er jeg blevet henvist til en røngten klinik, og jeg skal bare ringe efter en tid. Ikke nogen svær øvelse, men jeg udskyder det lige lidt endnu. Måske på mandag..  Nu går det jo bedre og jeg vil ikke ud.

 

Karamellen er enig med mig…   Huler er bare det bedste ;)

Fra nu af og til 1 maj..

 

…vil der nok ikke lyde så mange pip herfra.

 

 

Jeg har egentlig masser på hjerte, og mange ting der gerne vil ud, men jeg orker det ikke. Den sidste måneds tanker og møder, og det at vi er fem i huset igen, har taget hårdt på mig, og mine resourcer.

Jeg kan ikke helt forklare, hvad præcist det er der gør det, men her er bare mere uro. Flere lyde, flere søskendekontroverser, råb og bevægelse konstant omkring mig. Mere rod og mere snavset, mere rengøring og mere oprydning. Musik og tv der kører nogle gange til langt ud på natten, børn der er hjemme fra skole af alle mulige og umulige grunde, det hele er med til at køre mig i sænk.

Dag for dag har jeg mærket mine kræfter og mit menneskelige overskud svinde ind, mere og mere har jeg lyst til at bare gemme mig, synke ned under dynen hvor der er blødt og stille og lyddæmpet. Beskytte min ører og min hjerne for alt det der får den til at summe. “Lad mig være” lyder det inde i mig, lad mig få lov at hvile, men grænserne er ikke rigtigt til at forstå for de “små”, som ikke er så små endda.

Jeg elsker mine børn, men jeg er desværre en mor der kører på halv kraft, og det mærkes når der ikke er de stille timer hver dag, hvor ingen gør krav på min sjæl og min krop. Jo mere de opsøger mig, jo mere trækker jeg mig ind i mig selv, for at beskytte mig imod det, der føles som en invadering. For tiden er der ikke respekt og accept, og jeg oplever børn der mukker og giver mig skyldfølelse når jeg siger fra.

 

For raske  mennesker må det lyde fuldstændigt vanvittigt, og ja..  det er det vel også, men det er jo også det jeg er.

 

Lidt vanvittig…  eller i hvertfald ikke helt rask i hovedet.

 

Jeg læser med i blogland, men orker ikke at kommentere som jeg gerne ville, jeg mangler at besvare mails, glemmer at ringe tilbage, overser hjørner og slår mig fordi jeg indimellem dingler helt rundt. Mine elskede små spirer skal plantes videre i større potter, og det bliver nok det eneste jeg må tvinge mig selv til at gå i gang med i weekenden, for det ville gøre mig trist at se sommeren komme, uden de smukke farvepletter på altanen.

 

 

 

 

Godt jeg har mit strikketøj ;)

At tage tyren ved hornene.. OG OG ... en rød afslutning ;)

Ja jo, jeg ved at illuatrationen er lilla, men sån er det. Den burde være rød, men ku ikke lige finde noget jeg syntes var fint..


Nå, men altså. At tage tyren ved hornene er altså ... ikke let.

Jeg skal finde de rette ord til at formulere hvad der sker med mig, når jeg tager fat om nældens rod.

Jeg blev reelt sendt hjem med en sygemelding fra min egen hverdag i går, og det er jo egentlig helt forrykt. For hvordan kan man det?? Bliver man sygemeldt fra sit arbejde, ja så tager man hjem, men hvad gør man når det omvendte sker? Det går jeg så lige og funderer lidt over.

Jeg kommer ikke til Køge i dag, som jeg drømte om. Jeg har ikke kræfterne til den lange køretur, men jeg mener helt ærligt heller ikke, at jeg ville være et hit i det selvskab lige netop nu. Et strik in i helt fremmedes selskab skal knagme være en herlig og hyggelig eftermiddag, og jeg kan ikke bidrage med andet end tristhed og øv, så jeg har skrevet til Marianne og meldt fra. Det er jeg da ikke glad for, men på den anden side.. Jeg kan altså godt selv se at det er det bedste for de strikkedamer der ellers har meldt deres ankomst. Jeg får nok en anden mulighed en dag.

Kæresten skal til begravelse i dag og jeg deltager ikke. For at være helt ærlig, så gider jeg bare ikke at være med til det. Jeg kendte ikke afdøde, kender kun hans bror en smule, og hvorfor skulle jeg?? Jeg bliver her, og får tænkt over hvordan jeg skal få afleveret den besked, at jeg er blevet sygemeldt...

Jeg ku jo være så heldig at det fik noget til at klikke her i huset, men det tror jeg faktisk ikke på.


For ikke at det hele skal gå op i den rene elendighed og tudetale, så er der een hurraoplevelse på programmet fra i aftes.

Jeg fik som de andre aftener, klart bedring i knolden efter otte, og jeg fik SGU DA ( sgjuse my frensh) strikket den sidste maske på den røde sweater.


JUHHHUUUUUUU OG HURRRAAAAAAAAAAAAAAA


Nu er den syet sammen, og da jeg aldrig har lært hvordan dette egentlig gøres sådan helt proff, blev det bare som jeg syntes det skulle gøres. Den ligger her ved siden af mig og jeg glæder mig til senere at tage billeder af den. Om jeg i første omgang selv er inden i den når det sker kan jeg ikke love, for jeg er IKKE noget kønt syn i disse dage. Halsen på trøjen er lidt underlig, men jeg tror jeg kan få den til at arte sig, skal lige se hvordan den ser ud på mig.

Jamen der er ingen ende på min stolthed jeg kan mærke at en ny er under opsejling. Uhh at begynde på et nyt projekt er altid spændende. Men hvilket???


Det siger jeg ikke endnu. He he

Fredagsforberedelse

Dagen i dag må være en rolig dag for mig..


Som det er nu hvor jeg syntes mit overskud er helt i bund, må jeg her til formiddag tage den helt helt med ro. Generelt er weekenden jo noget jeg ser frem til, men i dag ku jeg nu godt have udskudt den et par dage mere. Josefine kommer hjem om nogle timer, og med hende en masse ballade. De sidste par uger har der været en tråd i hendes besøg hjemme. Hun kommer hjem, og straks er der brok og utilfredshed omkring mig, husets andre beboere, menuen osv. Theis er træt af sit formiddagsjob! Han syntes ikke at han orker de to timers daglige tjans og har nu fået tildelt ferie i de næste fjorten dage.. Hans humør er iøvrigt igen for nedadgående og det mærkes bla i hans sprog. Dagligt er vi ude i noget med at Rasmus skal holde kæft og skride ind på sit værelse, at Josefine skal skride ud fra badeværelset, for det hun laver derude er jo ikke noget af betydning!!, og mere af samme ubehagelige skuffe. Det ku godt se ud til at jeg igen må ud en en samtale med ham.

Om en uge er der efterårsferie og det betyder så at her er tre unger hjemme, tre som hele tiden syntes de andre to er i vejen.
Jeg skal virkelig arbejde med mig selv her...

Lige nu vil jeg pakke vores soveværelse sammen, bære dyner og puder, tøj og strikkekurve ind i stuen, så der er klar til at Josefine kan være der.

Marsvin og aflysning nr 2...

I dag er jeg træt og uoplagt..

Jeg skal til tandlægen i Lyngby og jeg gider bare ikke. Der er langt derud, eller sådan føles det fordi jeg ikke har sovet så mange timer i nat. Reperationerne skal genoptages og der er masser af tage fat på.


OG NU har jeg så aflyst!

Jeg orker det bare ikke. Et eller andet sted er det jo fjumset, at jeg ikke kommer afsted, men sådan må det være. Heldigvis kender de mig rigtigt godt, kender min situation og også min psyke, så vi har lavet en aftale for længe siden om, at jeg altid kan ringe og aflyse. Når jeg får en ny tid, får jeg altid flere ad gange, netop for at jeg så hele tiden har en jeg kan bruge. Ventetiderne er temmeligt lange på klinikken, og jeg kan ikke bare lige få en dagen efter feks.
Jeg er taknemmelig for at de er så fleksible, det er sgu pænt af dem.


Godt så. Nu er det altså "tilladt" for mig bare at være her. Der var strikkecafe i dag kl 10, men på det tidspunkt kunne jeg slet ikke åbne øjenene. I aftes forberedte jeg mig ellers godt på besøget i butikken. Bøger blev fundet frem, der var forskelligt jeg ville vise hende. Mit sjal er nået til blonden og jeg har ændret lidt på den for at få den til at passe bedre til det kraftigere udseende det har fået, med de to garner i kombination.

Det er muligt at jeg prøver at komme afsted i morgen aften i stedet, nu får vi se. Et foto af creationen på også vente.. tænk jeg gider bare ikke hive kameraet frem. SÅ er den altså helt gal Hihi


Nej hvor er jeg lettet lige nu. Lille chokofant ligger her ved siden af mig. Den har bygget hule i mit tæppe og jeg kan mærke dens små bevægelser.



For tiden har vi skilt dyrene ad i to hold. I stuen er for tiden Chokofanten og Karamellen. Hos Josefiner er så Cupcake og lakrids. Det er nødvendigt for Cup og Karamel er for tiden IKKE gode ved hinanden. De strides og kommer op og slås for et godt ord. Det er ikke ualmindeligt at hanner ikke kan være i "stue" sammen, men det er først nu vi oplever at det kan blive virkeligt hedt. Det flyver med pels i stuen og der er rifter at se på dem begge to. Indtil videre har vi sådan været obs på det, og har ved et par lejligheder skilt dem ad. Det kostede både Kæresten og Rasmus nogle gevaldige rifter og bid. Biddene er ikke rettet mod os mennesker, vi kommer bare i vejen for deres kampe. Den går ikke i længden..

Vi er nu ved at finde en løsning på det problem. De elsker generelt at være sammen i flok, og de kalder på hinanden, når der er nogen der er væk. Et større bur må bygges for det de er i nu, er ikke rummeligt nok, de er jo vokset helt enormt alle fire. Hver dag er de ude og muntre sig i sofaen, der bliver dækket af tæpper. Men alligevel skal de altså have plads i buret også.


Gaab og på gensyn.


Forresten...

Jeg har læst jeres kommentarer til indlæggende jeg skrev i går. Jeg takker mange gange og smiler fordi de gør mig så glad, men jeg svarer ikke på dem i dag. Det er ellers noget jeg går meget op i, for jeg syntes det er vigtigt, når nu alle er så søde at gide skrive. I dag er jeg bare helt død i sværen. :-/

Jeg kan ikke finde mit smil

Dette indlæg er ikke så fyldt af muntre ord. Beklager..


Min blog her er jo ment som en aflastning for mig selv, men heldigvis er det jo oftest glade og lyse indlæg jeg kommer med. Sådan er det ikke i dag. De seneste måneder har jeg været mere og mere præget af en hverdag der belaster mig alt for meget. Det piner mig at skrive det, for det gør det ligesom officielt, at jeg har det forfærdeligt og ikke magter min hverdag. Men sådan er det altså.

Jeg har aldrig været god til at sige tingene på en indpakket måde, jeg orker det ikke. Det nemmeste er at kalde en spade for en spade, og på min blog må det være på samme måde. Jeg ved at det muligvis vil støde nogle, men i så tilfælde anbefaler jeg at smutte videre til andre skrivere.


Da jeg måtte kaste håndklædet i ringen og lade mig pensionere, var det efter flere forgæves forsøg på at bestride et arbejde. Både i form at skånejob og flexjob og hvad det nu ellers hedder. Det gik bare ikke, især fordi jeg når jeg kom hjem intet havde tilbage at give af til mine børn. Jeg var brugt simpelthen.

Efter min skilsmisse, i de år jeg boede alene med Josefine fik jeg indhentet min energi og mit overskud igen, lidt efter lidt og det var især fordi jeg fik et roligt og stabilt privatliv. Det var ikke noget jeg var forvænt med, men det hjalp utroligt meget at jeg selv havde styringen over min tilværelse. Ikke at jeg ikke rendte ind i kedelige oplevelser der tog pusten fra mig, men jeg havde hele tiden selv kontrol med de valg jeg tog. Mit savn efter Rasmus var der hele tiden, men jeg var nødt til at pakke det lidt væk, for at kunne komme videre og leve mit liv selv sammen med min datter, der jo også havde brug for mig.

I dag lever jeg med min elskede. Sidste år var det lykkeligste jeg har oplevet i mit voksne liv. At møde ham, vendte op og ned på de erfaringer jeg har fået igennem livet, med mænd og den måde man behandler hinanden på i et forhold. At vi skal være sammen er givet og vi vidste begge fra starten af at det her ikke er noget man møder hver dag. Vi elsker hinanden så meget og vi vil hinanden 100%.

I efteråret tog vi konsekvensen og flyttede sammen, det var ligesom det eneste rigtige for os.


Jeg anede ikke dengang at jeg med det valg, lidt efter lidt ville blive mere og mere dårlig og træt. At hverdagen med tre teenagere der ikke fungerer som de fleste og med hver deres psykiske last, ville tappe mig fuldstændigt for det overskud jeg har brugt flere år på at opbygge.

Jeg er dybt ulykkelig nu. For jeg elsker min mand af hele mit hjerte, men vores fælles hverdag med børnene er mere end jeg kan klare. Jeg går rundt og græder i tide og utide, ofte helt uden grund og uden at jeg kan styre tårene. De render bare..

I dag har været et eksempel på at jeg ikke har mere overskud. Vi skulle begynde vores ferie i sommerhus og som altid er de planer vi har lagt, blevet skudt i sænk og jeg har bare tudet af desperation over det. Normalt ville man jo bare trække på skuldrene og så tage det som det kommer, men det kan jeg slet slet ikke. Jeg er helt væltet.

Historien kort er sådan her:

Vi skal afsted efter aftale med ejeren af huset efter kl 14. Vi kunne ikke bruge det før, da husets anden ejer gerne selv ville benytte det indtil da. Det kan vi jo ikke sige noget til, men klokken to er vi parate til at tage afsted. Det er en tur i flere dele..
Bilen er så lille, at vi må køre to gange og første læs er med vi to voksne, dyrene og vores baggage. Da vi kommer derop er huset endnu ikke tomt. Det viser sig så, at de to ejere ikke helt har talt ordentligt sammen, og vi får besked på at trække tiden ud, når vi er hjemme efter sidste læs, som består af de feriestemte og glade unger. Der skal nemlig skiftes sten på taget, har ejer nr 2 aftalt med en anden husejer på vejen.
Så vi tager hjem igen og venter på en opringning om fri bane. Nu er det bare sådan at jeg skulle være blevet deroppe for at få et par timer i ro for mig selv, og så når resten af holdet var vel ankommet, måtte jeg tage bilen retur, fordi jeg ikke har kunnet få lov, at flytte det berammede møde i morgen tidlig kl halv ni, i amtet. Jeg skal jo bruge bilen til at komme derop igen bagefter.
Nu var jeg så nødt til at tage med hjem igen, vente... og så tage med derop een gang til, og så endnu engang køre hjem. For så at køre retur i morgen formiddag. Da vi endelig kom derop igen ved nitiden, var begge ejere slet ikke kørt hjem endnu og jeg gik helt i baglås. Tog bilen og nærmest flygtede hjemad.

Den slags ændringer slår mig helt ud. Jeg kan simpelthen ikke håndtere det på en positiv måde og har bare tudet hele vejen hjem i bilen.

Tudet fordi jeg har brug for at tingene bare fungerer, og tudet fordi jeg ikke kan give mere af mig selv. Min Rasmus ser nu sin mor som hun var dengang hun flyttede fra hans far. Træt, opgivende, uden smil i ansiget, ude af stand til at vise glæde og give knus helhjertet. Det er et deja vu for os begge og jeg er knust fordi jeg så gerne ville, at han så sin mor som hun blev efter skilsmissen, nemlig raskere end han har oplevet før. Uden medicin der sløver og med livsgnist i øjenene.Jeg vil at han skal kunne mærke min glæde over, at han bor her og er i mit liv igen. Men der er slet ikke overskud til at finde de følelser frem. Jeg kan ikke finde dem..

Livet med de fire børn er simpelthen for meget for mig. Og det gør mig så fortvivlet. Jeg har mindre og mindre overskud til at klare en aspergerpige, der er helt uden for rækkevidde når det handler om sociale færdigheder og fornemmelse for almindelig hensyntagen til andres behov end dem hun selv har her og nu. Jeg kan ikke overskue min egen datters sociale forbi og hendes fremtidsudsigter. Hendes behandling som endnu ikke er kommet igang. Min papsøns sløve indtilling til alt andet end ham selv, og også hans behandling for den mulige epilepsi. OG for min søns mén af den behandling han har fået af sin far.

Når alt det er remset op er der så mig selv...

Alle mine kræfter går til de fire og jeg må ignorere mine egne behov,og resultatet er nu at jeg inderst inde ved hvad vej vinden blæser. Nemlig mod øget medicinering for at undgå sammenbrud og indlæggelse igen.

Jeg elsker min kæreste, men vores liv sammen gør mig ikke godt.

Jeg kan ikke finde mit smil og mærke mine følelser. Jeg er helt blank.. Nu græder jeg igen..

Jeg syntes mit liv ligner det her lidt..





På fredag er det kærestens fødselsdag og vi har ikke rigtigt overblikket over hvad vi egentlig orker,men da det jo også er en helligdag OG en fredag, bør vi næsten udnytte muligheden for lidt fejring, men gud hvor jeg ikke gider for at være helt ærlig. Bare tanken om lagkage og hjemmebagte boller og flag og hurra og gæster ell fredagskoncert i tivoli er bare mere end jeg kan rumme.

På lørdag er der en ekstra arbejdsdag til ham, og jeg håber at han bliver helt fit for fight igen inden da, han skranter jo lidt lige for tiden, for ellers er der vist grund til ekstra citroner i vandet herhjemme. Søndag skal vi nemlig til konformation, og i den anledning har vi lige måttet anmelde at vi nu bliver seks i stedet for fem gæster. OBS til mig selv: HUSK gave..

Pyhh jeg tror jeg må have en slapper. Jeg er slet slet ikke gearet til sådan et tempo, og jeg begynder at miste overblikket lidt.

I sidste uge lovede vi, at få orden på visse praktisk ting omkring kommune og socialrådgivere, til både Josefine og Mira. Det var i forbindelse med det møde vi havde omkring Miras Aspergerdiagnose og vores families generelle trivsel. Desværre kan jeg i dag, slet ikke huske hvad der blev talt om, og jeg må derfor ringe til Bispebjerg for at få et referat, helst på skrift, det gør det nemmere for mig. Jeg har pga alt det med Rasmus slet ikke fået det ordnet endnu.

Adresseændring, børnebidrag og penge, flytning, indkøb, tandlægebesøg opringninger til hid og did.. alt det må simpelthen vente for lige nu er jeg overvældet bare ved tanken om at skulle i bad og have tøj på.

Når jeg er nået dertil, er det tid til at standse vognen. Ellers knækker filmen, og jeg tror ikke lige det ville være så heldigt alt taget i betragtning. :-)

Oj oj

Jeg er bare så træt idag.

Dette er faktisk mit andet forsøg på at skrive lidt her på bloggen. Det første gik helt i ged, og jeg kom til at slette det..

Nu sidder jeg så bare her og er lidt tom i hovedet.

Der er mange ting jeg egentlig skulle gøre idag, men jeg hiver mit praktiske stik ud. Tandlægen troede jeg var idag, men det viser sig at det først er i morgen og heldigvis for det. Den midlertidige tingest, der er lagt i tanden er godt nok røget ud i går, men jeg håber jeg kan køre den igennem alligevel.

Jeg har ringet til Rasmus skole for at orientere om hans situation lige nu, og det bliver hvad jeg kan rumme i dag.

Mandagstemaet som jeg holder rigtigt meget af, må også lige vente lidt. Det er et godt ord som altid, og der er masser af muligheder i det, men jeg kan slet ikke koncentrere mig om det.

Hækling vil være min form for beroligelse og så måske jeg vil sove lidt mere senere.

ÆV for en møgdag.