Det nye liv er ikke længere så nyt, så nyt navn til bloggen forude

 

 

 

Jeps!  efter grundig overvejelse er beslutningen taget. Intet bliver dog ændret andet end bloggens navn. Heller ikke adressen i søgefeltet.

 

I sin tid passede det jo helt fint, at bloggen hed de fem i byen. Siden, da det ikke længere var en realitet, blev bloggens navn ændret til det nye liv, for det var jo det jeg skulle ud i og nu, efter fire år, synes jeg ikke længere det er så nyt, og jeg håber ved gud heller ikke, at flere “nye” grunde dukker op. Mit liv skulle gerne ikke ændres særligt meget fra det, som det er nu. Eller jo, hit da gerne med en million eller to, eller en overnaturligt fleksibel og accepterende kæreste, et bedre socialt overskud, og et sundere liv, og og og..

 

Som I kan regne ud er det, der skal til for at jeg endnu engang får et nyt liv, helt ude i hampen på realitetsskalaen og netop derfor synes jeg, det er på tide at bloggens navn bliver opdateret så det stadig afspejler, hvad det er man finder når man kommer her forbi.

 

Og hvad finder man så?

 

Man finder Holger, haven og jeg. Plus strik og lidt elendighed, men i det store hele er det jo haven og fedtemusen det drejer sig mest om, så det bliver bloggens navn.

 

Holger, haven og jeg.

 

Hvad synes I om det? 

 

Jeg skifter i morgen onsdag, så der er tid til input og andre forslag.  Er  “Holger, haven og Henriette” bedre måske? Navne som dukkehuset, på grænsen til vandet, livet på landet og andre knapt så rammende eller fine har været vendt, men selv synes jeg ikke de lå så godt på tungen.

 

 

 

 

Og ja, vi har været i haven igen i dag. Ved middagstid brød solen igennem, og så var det bare om at ryge i røjserne. Der er blevet rodet og regeret som altid, men NU vil jeg altså hækle lidt. På genhør onsdag, hvor jeg er spændt på om mit nye navn er blevet godkendt eller dømt ude.

Tidlig morgen. MEGET tidlig morgen. Og så var den mandag lissom sat

 

Fredag, lørdag og søndag var min nattesøvn mere end tvivlsom, og natten til mandag var den slet ikke. Derfor ku man se en københavner dingle tåget omkring i sin lollandske have, allerede da lyset kom frem ved firetiden. Hvem er det også lige der har sagt, at man kun kan passe have mellem 08 og 22 hva?  Et eller andet sted er det da også totalt fredfyldt ( når man ser bort fra fuglelivet, som i den grad er en mega   S T ØJ E N D E  affære ), at gå rundt derude på den tid. Det er også dejligt at sidde helt stille og strikke lidt, med en snorksovende hankat ved siden af sig. Iøvrigt en hankat, der i alt sit væsen viser, at det hersens menneske må være helt fra snøvsen. Et løftet hoved. Et par ører der lige bliver bevæget lidt i hver sin retning. Et par halvlukkede øjne der sløvt kigger ud bag øjnelåg. Og så en krop, der ikke bliver rykket en meter på det tæppe der ligges på. Det er alt hvad man tildeles af opmærksomhed når klokken kun er vanvid, og damen vandrer rundt med sin vandkande i natbukser.

 

Billedet er fra sidste uge, men kunne ligeså godt være fra i går. Eller i dag for den sags skyld. Han ligger nemlig derude igen. Dog uden tæppet hihi. Det er jo mig der har puttet ham på billedet, og det har jeg så ikke lige gjort i nat.

 

 

Mandag var foruden Bilkaposehævede øjne også Henriettenuudentelefonforbindelse!  Praktisk dame fra kommunen har nemlig ikke betalt mit abb! Post har udover det vist, at det samme gælder mine forsikringer, min Refa OG mit internet ( som i dag af uvisse grunde virker?? ).  Jo jo, her er  der styr på tingene..   Onsdag i sidste uge lå der rykkere, som jeg straks fik ringet til de forskellige instanser omkring. De ku dog ikke gøre andet, end at registrere mine beskeder. Flink dame fra kommune ku jeg nemlig ikke træffe telefonisk. Torsdag og fredag var kommunen lukket. Mandag var dame ikke at træffe. Og nu er det tirsdag. Der er hun på sin pind i eftermiddag, og HVIS hun husker at reagere på mine og Annelises lagte beskeder, kan jeg måske få rede på, hvad der foregår. Hvis ikke.. så er det onsdag i morgen, og kommunen har lukket torsdag, fredag OG mandag…  Med andre ord, bliver regning på telefon IKKE registreret betalt enten i dag eller i morgen, ja så er jeg uden linie ihvertfald indtil midten af næste ude. Mit internet er det også uvist med. Det virkede ikke i går feks.

 

Uanset, så har jeg et møde med hende tirsdag formiddag i næste uge, og så håber jeg at blive klogere på, hvordan hun fordeler mine penge. Meget er jeg nødt til at undvære, men mobilen er ikke en af dem, og med det in mente at det skal aflaste mig, at hun tager sig af min økonomi, så er det altså forholdsvis IKKEaflastende, at jeg aldrig kan få fat i hende og at disse ting ikke er i orden. Nå, men der er sikkert et forklaring. Der er bare lang tid til, at jeg kan få den. Og det stresser mig. Måske det er derfor jeg ikke sover.

 

Nu sidder jeg så her. Skynder mig at få skriblet lidt, for uden internet heller er jeg afskåret fra mange ting. Også at lade jer vide, at jeg er i live feks. Kan ikke rigtig forstå, hvorfor det virkede søndag, ikke mandag og så nu igen. Og at det ikke virker på mobilen, for begge dele kommer samme sted fra, og har samme forfaldsdato. Måske min fatteevne er inhabil fordi jeg er så bimsetræt. Den kører sgu lidt langsomt deroppe på øverste etage for tiden. Og så nok om det.

 

 

Solen skinner. Det er sommer. Lyst.  Og trods mine økonomiske besværligheder, er jeg jo et rigt menneske. Og jeg er i stand til at påskønne det på overskudsdagene. Jeg har mine to øgleunger, som er voksne og rigtig gode mennesker. Jeg bor i hus. Jeg har en have. En masse søde mennesker har bidraget med planter til, at den i dag er så smuk så smuk. En masse andre mennesker rundt omkring fra space, som følger med og tænker på mig. Jeg har en bil. Er adopteret af en kat. En kreativ åre og evner for at genbrug. Og strikkegarn. Og en højre hånd der er ved at fungere helt godt igen. (Den venstre taler vi ikke højt om, for den betaler nu prisen for at højre har været sat ud saf spillet. Og det er en helt anden historie ). Jeg skal ikke kæmpe mod giganter, for jeg HAR været igennem møllen, og i dag er jeg pensionist med, hvad der følger af fred fra stress i den forbindelse. Jeg har også en seng at sove i, og en vaskemaskine. Så jo.. jeg er i sandhed rig. Og jeg sætter stor pris på det. Alle drømmene om det jeg IKKE har og IKKE kan, lurer hver dag i baggrunden, men på denne årstid er det svært at være fortvivlet hele tiden.

 

 

 

 

Gud ske tak og lov

 

 

Henriette… nu efterlyst af politiet!!

 

 

 

Vi begynder lige med nogle solskinsblomster. Alt andet lige, har jeg da dem at glæde mig over.

 

Og ja.. jeg er nu efterlyst af politiet, som jeg skrev i forrige indlæg. Det lyder både vildt og vanvittigt, og det er da heldigvis også en misforståelse, men ikke desto mindre en, som altså har gjort mig til “flygtning”. HA!   Staks jeg opdagede min nye status greb jeg knoglen. MÅTTE bare fortælle sønnike, som ellers normalt er den der er god til at rode sig ind i alt muligt, at han nu har en mor der er kategoriseret som forbryder…  Man er nødt til at ha humor når man lever som jeg gør.

 

 

Det hele er en misforståelse. Eller rettere…  det skyldes en sagsbehandlers ferie og en aftale, som fremover er justeret ind, så jeg ikke ender i samme situatione een gang til.

 

Siden første feb i år har jeg haft en personlig adminstrator på kommunen. Hun varetager mine interesser og alt, hvad der har med min økonomi at gøre. Regninger. Telefonsamtaler med mine tre kreditorer, banken, AAB og Ikea. Hvad det handler om, har jeg jo skrevet side op og side ned om allerede, så det gider jeg ikke gentage her. Sød kommunedame og jeg har indgået og underskrevet en aftale om tingene, og alt kører efter planen. Især banken har jeg jo slåsset forgæves med i nu tre år, men med hendes hjælp har jeg fået ny bank, og dermed nemkonto. På den måde kan vi holde det tårnhøje afdrag på lånet til banken tilbage, da de indtil videre har nægtet at imødekomme vores anmodninger om, at forlænge perioden og nedsætte ydelsen. Banken kan godt se at jeg ingen penge har at leve for, men det er ikke grund nok til at hjæpe. Så altså.. vi må mødes i fogedretten, og så tage den derfra.

 

Så langt så godt.

 

Al min post går videre til hende. Hver torsdag afleverer jeg, hvad jeg måtte have modtaget af regninger osv til sød dame. Aftalen er, at det gøres uåbnet for at give mig så meget ro som muligt. Hun overfører hver uge de 400 kr, som jeg har at leve for. Og det har fungeret fint. Lige indtil sidste uge..

 

Jeg var syg torsdag. En kontaktperson fra naboen/ distrikspsyk hentede de ventende breve og afleverede dem på kommunen i Maribo for mig, og i går lå der så et brev fra fogedretten til mig i postkassen. Af uvisse grunde fik jeg den indskydelse at åbne det på trods af aftalen, og der stod det så. Sort på hvidt. Jeg er nu blevet meldt til politiet. For ikke at have mødt til påbudt tid i retten. Jeg kan forvente at blive afhentet enten på min adresse, på mit arbejde, på vej til flyet eller hvor jeg ellers måtte befinde mig, når politiet finder mig. Sker dette ved aftenstide, bliver jeg afleveret i detentionen og skal blive der til første åbningsdag i retten.

 

Min første tanke handlede om, at nå.. så får jeg da også prøvet det! Dernæst fik jeg ondt i maven. Så tænkte jeg, at noget simpelthen måtte være kikset et sted, for jeg har jo ikke tænkt mig at flygte fra noget som helst, så jeg ringede til retten. Der kunne de informere om, at jeg kan nå at afværge politi og brandvæsen, hvis jeg møder mandag morgen mellem kl  9  og 10, så det gør jeg selvfølgelig. Dernæst ringede jeg til sød dame fra kommunen. Som er på ferie..

 

Det viser sig, at min post aldrig er nået frem til hende. Den er afleveret jo. Men efter at hun var gået hjem, og hun har været på ferie siden. I bunken af de breve der ligger på hendes skrivebord, befinder sig altså også et brev fra retten med en mødedato i den forgangne uge, hvilket jeg jo intet har hørt om. Så altså, fremover chekker jeg afsender inden jeg afleverer alle breve videre. Og så ruster jeg min iøvrigt til at skulle i fogedretten. Den del af det er jeg helt afklaret med. Min kontaktperson tager med, og jeg kan med rette erklære at jeg ikke i mellemtiden er kommet til penge. Håbet er jo at ihvertfald banken vil bøje sig, og se fornuften i at jeg gerne vil afdrage, men at jeg ikke kan med så høj en sum, som de forlanger nu. Interessant er det også at jeg i feb i år, fik sat den mdr afdragsydelse OP!  Jeg har i flere år fast lagt 2500 kr hver måned, men fra og med feb i år blev det forhøjet til 2700 kr.  Helt i hegnet og umuligt for mig at efterkomme. Nu får de slet ikke noget. Så lang er den. Indtil de bøjer sig og går ind på en aftale om en mindre ydelse. Fra flygtningen Henriette ..

 

Meget kan man sige om mig og mit liv, men aehm.. kedeligt er det altså ikke.

En pyramide af livsforbedring

 

 

 

 

I disse måneder gøres der en vældig indsats for, at jeg igen kan få et ordentligt og fungerende liv. Det er så at sige en pyramide der bliver bygget, men det sjove er, at jeg ikke rigtigt kan finde ordene til at fortælle om det. Jeg har rent ud sagt, udliciteret en del af mit liv fordi der er andre, der på nogle punkter er bedre til det end jeg selv.

 

Kort sagt:

 

- Kommunen arbejder nu for mig, og på vegne af mig, for at få min økonomi til at fungere. Det går ret godt. Mere må komme om det en anden dag.

- Psykiatrien er ansat til, at få genoprettet ro og orden i den del af min hjerne, jeg ikke har kontrol over. Deeeeet er jeg mere loren ved, men jeg begynder på onsdag i et ni mdr’s forløb. Igen.. mere må komme om også det, en anden dag.

- Min bostøtte arbejder med mig på, at få genindlært de daglige rutiner, som jeg har mistet hen ad den lange vej hertil, siden 2010. Det går so and so med det, og mere må komme om det en anden dag.

 

 

Alt dette er de første solide lag i min livskvalitetspyramide, og det burde fylde så meget i mig, at jeg ku skrive om det, men jeg kan bare ikke. Ikke endnu. Det jeg selv gør i nuet, for ikke at gå til i vintermørket, og efter sidste års rutsjebanetur er nemlig det, der ligger mig mest på sinde. Det er DET som fylder mest, og det er DET som jeg hver dag lige nu har mest glæde af.

 

Jeg spasser, for nu at sige det sådan, helt ud i farver…

( jeg advarer de af jer, som er mest til sort og hvidt om, at I KAN risikere at få traumer af resten af indlægget.. )

 

 

 

 

 

Og ja.. det virker. Jeg bliver i godt humør af det. Jeg får lyst til, at lege med flere forsøg udi hækling. Jeg gider det, i stedet for ikke at orke noget som helst, og der er da lidt solskin i det ik..

Siden sidst og kort sagt

 

 

Jeg har fået taget lidt billeder med mobilen i denne uge, og dem bruger jeg til at fortælle sidste nyt fra syden.  ( obs: igen et laaaangt skriv )

 

Jeg sover SÅ ringe i øjeblikket. Ja faktisk har jeg tre nætter i rap slet ikke sovet, og den ene af dem, var natten med det sne vi fik i denne omgang. Ved tretiden tog jeg en rask beslutning og gav fanden i fornuft, trak i tykt tøj og støvler. og stornød den SJÆLDNE ro, stilhed og fred man finder i Rødby. ( beklager folkens.. det er muligt at Rødby bliver betragtet af storbyfolk (( incl mig selv FØR 1. dec)), som en død by. Det er IKKE tilfældet, og faktisk er her til tider ligeså meget uro, støj, bilræs og ballade, som midt i Brønshøj! ) Nå, men jeg tog de første skridt i sneen på fortovet. Gik ned gennem haven og hen til skolen og tilbage igen. Åhh det var fantastisk. Og jeg indrømmer her, at jeg i den grad har svært ved at komme videre. Ved godt det vil få nogle op af sofaen og skælde ud, fordi jeg er en forkælet pensioneret kælling, der ikke kan klage sålænge jeg dog har tag over hovedet. Det er bare sådan JEG føler det. I mit lille dukkehus, som har mange fine, og for andre også skønne muligheder, sidder jeg altså. Og aldrig før har jeg boet SÅ mørkt et sted. Jeg er 161 cm høj og jeg kan røre loftet med hænderne, hvilket måske bidrager til den underlige fornemmelse jeg har af, at hovedet bliver trykket ned i lungerne på mig. Jeg har det ligså skidt her, som da jeg sad på krisecenteret, og der var vinduet større end her! Da huset ligger ud til fortovet kigger alle forbigående ind i min stue, så jeg synes ikke om at trække persiennerne op. Kun dreje dem lidt, og det giver ikke lyset nemme forhold at komme ind under. Som det sky menneske jeg er i den virkelige verden, er det virkelig svært at vænne sig til, men.. jeg ved at jeg er en dør til at vænne mig til nye omgivelser, og uanset hvordan jeg kæmper er følelsen af uprivathed ikke til at slippe af med.. Den fylder mig når jeg sidder ude i haven for, at få lidt rum over mig og luft ind i mig, og jeg ligeså tydeligt kan høre det brage ud af værtshuset med den knaldrøde gummibåd, og samtidigt også kan høre en nabo brokke sig over manglende sex og for lidt bajere.. Ja undskyld, men det er altså det jeg har at arbejde med, og min tanke er at når det bliver sommer, så vil det næsten stensikkert være en saga blot med stille aftener i haven. Man kan vænne sig til alt, også jeg. Så det kommer jeg vel også til, men ro og fred DET er der ikke her. Heller ikke når der sent om aftenen i mørket pludseligt lyder råb og løben.. Fra ukendte teenagere, som bruger min indkørsel og have til at spæne igennem, når de skyder genvej et eller andet sted hen. Og jeg næste morgen kan gå ud og samle tomme dåser, slikpapir og plastikaffald op. I min have..

 

 

HOV!   Det var slet ikke meningen at jeg ville fortælle om det her. Frygter i den grad blive skudt i skoene, at jeg er både utaknemmelig og tvær. Det føler jeg nemlig ikke selv jeg er. Jeg føler mig kun ked af det. Og lidt fortabt. Her. For enden af Danmark. På en ellers helt vidunderlig ø.

 

Undskyld. Vi skynder os videre:

 

 

I sidste weekend fik jeg strikket mig en cardigan. I den lækreste uld. Kæmpe og oversize var den, men øh.. ikke da den var nænsomt koldskyllet og tørret. Beklager at jeg ikke har klædt mig fint på for at vise den frem, men som det ses går den ikke længere ned til knæene eller har dejligt lange brede ærmer. Det er som det er, og jeg må bare lære at lige præcis dette garn ER krympevenligt. Det er 3. gang jeg prøver det, sååå jeg tror jeg må finde nye måder at bruge resten af garnet på. Selve trøjen er bare lavet. Først en bred hæklet krave/kant. Så ret derudaf, med udtagninger et godt stykke ned. Så videre og til sidst strikke ærmer. Afsluttet med mere hækling og HEP! så har jeg nu en fin frisk forårscardigan. I den virkelig verden er den skønt æblegrøn, meeeen det kan man ikke se her.

 

 

Har også strikket et halstørklædeagtigt sjal. Nomineret til det underligste af slagsen EVER. Jeg kan bare ikke fastholde mig i noget særligt længe lige nu, så det blev aldrig helt som tænkt, men når det sidder om halsen ser man ikke hvor kikset det er hihi. Blødt.. DET er det heldigvis, og det vil være super som haveting.

Egentlig er det for pinligt at vise frem, men ok.. ingen er ufejlbarlig så her er væsenet:

Var jeg fortsat med striberne var jeg aldrig blevet færdig og det var endt så langt som et ondt år.

 

 

Nu er jeg så igang igen. Med en sommerting a la den her:

Er spændt på hvor meget jeg kan få den til at ligne, da jeg ikke kan koncentrere mig om opskrifter jo. Her strikkes der som sagt kun frit fra leveren, og så må jeg håbe det bedste. Laber synes jeg altså at den er.

 

I haven står tulipaner. Jeg har besluttet at de skal stå der, for de bliver de sidste jeg kommer til at købe i en rum tid fremover. Fra 1. feb overtager kommunen alt omkring mine papirer og min økonomi, hvilket jeg håber bliver en kæmpe lettelse i hverdagen for mig. Dog bliver netop hverdagen også lidt en fortsat udfordring. Jeg har selv bedt om at få min pension udbetalt på ugebasis, fordi jeg ikke kan overskue og forvalte pengene fornuftigt. 400 kr bliver det til. 400 kroner mere end jeg er vant til, men ikke desto mindre 400 kroner som er meget svære at få til at række til alt incl. Deraf de søvnløse nætter..

 

 

Til sidst.. Et syn jeg KUN kan frydes over. Smukke smukke duer i en helt særlig farve. Lige der på en stolpe i min have. Åh jeg har siddet derude og bare stirret på dem med smil og varme i maven. Jeg kender en vis hr. ynglingsoplæser, som i den grad ønsker mine to duers søstre og brødre helt ned i helvede, fordi de holder ham vågen om natten med deres kurren, men JEG må bare indrømme at jeg elsker dem. Synes der er en ro over dem, som de sidder der og puster sig op. Måske jeg ikke er helt almindelig, jeg ved det ikke..

 

 

Ugen der gik er gået. Jeg er gået med. I min stue står endeligt den sovesofa jeg bestilte i december. Her står grene til drivning og et par hyacinther. Her er heldigvis tørt og varmt og jeg ved det godt.. mange har det værre end jeg. Så jeg kæmper da bare videre. Og håber jeg bliver fri for skældud, fordi jeg ikke længere synes det er så skide fedt at være bybo..