30 september 2009

Strikkeklubbens 2. møde og en rekord for mig udløser en konkurrence


Det andet møde i strikkeklubben bliver d. 8 okt kl halv syv.


Jeg vil bede alle der gerne vil deltage om at maile til mig, så jeg kan få et overblik over hvor mange vi bliver. Jeg vil også mægtigt gerne høre fra dem der gerne vil lægge kvm til, så jeg kan sende besked til alle om hvor det bliver.

Jeg håber at det bliver ligeså hyggeligt som sidst og ser frem til en aften med strik og snak og inspiration :)

Min mailadresse står under billedet i højre side af bloggen. Øhh sikke noget sludder! VENSTRE side af bloggen.. Altså




I går så jeg pludselig at jeg har nået en personlig rekord i faste læsere, og det er jeg faktisk meget benovet over. Faktisk så benovet, at jeg har besluttet at lege med i den bølge af giveaways, der ruller her i blogland for tiden. Da jeg for ikke længe siden begyndte at blogge, var det fordi jeg ville give mig selv og mit hoved en mulighed for udluftning. Jeg ville fortælle om at savne et barn, om at leve med underlige diagnoser og mange børn i trange rum. Med tiden udvikler sådan en blog sig så, og min har efterhånden fundet et rytme og en stil, der passer mig.

I går stod der så altså fra det ene sekund til det andet 40 faste læsere, og jeg kan konstatere at jeg ikke har ramt helt ved siden af når jeg går til tasterne. For at få lidt spænding i tilværelsen, og måske lidt flere af de ukendte ud af busken, så vil jeg når jeg runder de 50 ( et pænt rundt tal ik..) trække lod blandt alle der står hos mig, om en lille gave. Kæresten bliver den der får æren af at finde den heldige vinder. Hvor længe det tager og hvornår det bliver kan kun tiden vise. ;)



Hvad gaven skal indeholde vides ikke endnu, måske det ender med at blive en julgavegiveaway.. Vi får se




I dag skal er en langsom dag og i aften står den på FOF og strik. Jeg er spændt på hvordan det kommer til at forløbe eftersom sidst jo var noget kaotisk. Der er udsendt en mail fra FOF om lokaliteterne, og så satser jeg da på at der i det mindste er mulighed for at tisse hvis det skulle være aktuelt! Jeg tager min sok med, for den nåede jeg ikke videre med i går, og jeg KAN altså ikke for min død finde ud af hvordan der skal komme en hæl på. Tiden er ved at være inde til at tage sådan nogle på fusserne, her er begyndt at blive lidt fodkoldt. Indtil nu har jeg ellers ikke haft strømper på, men der er nok ikke nogen vej uden om. Det ER blevet rigtigt efterår nu og i går var da også min første dag udenfor iført andet en bare tæ'r og små sko.

29 september 2009

Hvad tirsdagen bragte..

Her kommer lidt om en hel masse..




Min sweater er nu samlet og jeg er videre med raglanærmerne.


Jeg mødte på strikkecafeen kl 10, og tog først derfra igen kl halv to. Normalt er det to timer, man kan sidde og hygge og få hjælp, men i dag var der hamrende travlt i biksen fra åbning af, og det var lidt mere indviklet for mig end sån lige.. Så jeg fik lov at blive indtil jeg havde fattet humlen i opskriften, og nået et par runder med det hele samlet på een pind.
Hun er altså alletiders hende Cisse og jeg kan kun anbefale at alle der bor omkring at kigge ind forbi hende.


I aftes fik jeg snuppet et par billeder med Johns mobil, og her er så den bedagede herre, der underholdt på ganske rutineret og proffesionel vis. Bemærk de vomsede herrer der står og kigger på..



I eftermiddags da jeg kom hjem, var jeg lidt brugt og jeg måtte lige snuppe mig en lille lur. Det betyder at jeg nu igen er klar i hovedet, så jeg er klar til at fortsætte med nogle runder på trøjen, lidt Lukusfælden på tv, efterfulgt at dokiumania på DR2. I aften er det med Depeche Mode, det band der kan få MIG til at stå og ligne en der ikke har styr på krop og ansigt når jeg ser dem live.. ;)))

Dave Gahan forsanger og gud. INTET mindre



Forresten så jeg til min skræk at DR2 har påbegyndt en genudsendelse af en virkelig god dokumentar, jeg i sin tid også har set på BBC. History of Britain hedder den, og jeg kan virkelig anbefale anglofile at se den. JEG vil ihvertfald øremærke de kommende programmer i min kalender.

Ham her er fortæller i programmet og han ved virkelig hvad det handler om.

Og sådan ser det ud, hvis man som jeg gerne ville købe sig til historien på nettet.. ;)


Nu må det være på tide at nyde kaffen i koppen, så velkommen aften og hygge

Tilbagelænet koncert for voksne

Ja altså jeg kom jo afsted i aftes, og det gav bonus..


Bonus på humørfronten, bonus på underholdningskontoen, og bonus på holdeihåndognusse-opsparingen ;)


Jeg havde jo lovet kæresten ikke at trække mig, og en lille peptalk fra den kloge kone gav mig det sidste skub, så jeg sprang i bad, trak i rockchick klunset, glattede håret ( virkelig klog beslutning, eftersom det regnede og krøllerne sprang ud igen to min efter jeg havde sat mig i bilen..), OG fik pyntet ansigtet med make up.

Jeg fortrød ikke et minut da først vi var indenfor. Det kunne faktisk godt være endt mindre behageligt, eftersom jeg med alle mine tumpede tanker, fik tricket en migræne få minutter før vi skulle ud af døren. Det er helt klassisk, og handler ikke om at jeg lide af hovedpine, men mere om at man rent faktisk kan være i stand til at provokere sådan et anfald frem, alene ved frygten for at det skal ske. Imigran er min redning og da musikken gik i gang var jeg frisk igen.

I døren rendte vi på dørmanden og trommeslageren, et par af Johns venner, og sådan nogle er ikke dårlige at kende når man skal til koncert. Vi kom gratis ind, blev plantet i "VIPloungen", og med en kold Cola og kæresten i hånden syntes jeg faktisk at det ikke var så ringe endda. Hr trommeslager tog hjem igen på et tidspunkt, han har en alm hverdag som kuffertslæber i lufthavnen og skulle tidligt op, så derfor sad vi der helt alene bare os to, og bare var kærester. Åhh det trængte jeg til..



Musikken som sådan var ok, sådan lidt old American rock'n roll med en forsanger på over tres og iført langt gråt hår og glimmerskjorte hihi. Publikum var heller ikke vårharer, og hvor var det sjovt at sidde der og observere deres ansigter imens de lyttede og sang med. Normalt står jeg jo lille som jeg er, plantet bag en masse glatnakker og kan ikke se en hujende fis, men i aftes ku jeg se hvordan jeg selv må have set ud, når jeg henført og begejstret har sunget med på mine egne ynglingsbands numre. Jeg skal lige hilse og sige at det ser rimeligt tåbeligt ud. Det er åbenbart et band der har mere end 25 år på bagen, og derfor var den gennemsnitlige alder hos publikum også derefter. Er I klar over at jeg har en meget smuk og velholdt kæreste?

Min egen nørrebrobørste, har en kraftig hårpragt, dog helt helt kort trimmet, han er slank og velholdt, (bortset altså fra den tand der røg ud og som er ved at blive erstattet hihi ), han går i tøj der sidder ordentligt og så er han ren og lækker, hvilket man ikke kan sige om de herrer på gulvet. Og herrer var der klart flest af i aftes. Kiksede, overvægtige, fedtede og iført tøj der ville få Hr. modediktator Mads Christensen til sig at forbarme. Hvad er det med middelalderlige danske mænd og deres selvrespekt?

Ingen kvinde med respekt for sig selv, ville tage en aften i byen iført falmede t-shirts, uformelige jeans med hængerøv og seler, udjokkede gummisko og fedtet hår. Det sker bare ikke. I alle miljøer, punk, rock, jazz, klassisk osv, er kvinder uanset holdninger, status og stil, altid bevidste om at de tager sig bedst ud, når de går ud. Mænd er åbenbart bare ligeglade..

Her røg jeg lige af sporet, men summa summarum, jeg nød min aften, var godt underholdt og kom glad hjem igen.


Nu har jeg lidt travlt, for jeg skal jo i strikkecafeen om lidt. Det er vigtigt at jeg kommer derhen, for jeg skal have hjælp til at komme videre med den røde sweater og mine sokker. :-)


Tju hej jeg må løbe

28 september 2009

Tanker der flyver som blæsten

Jamen jamen...


Jeg har egentlig masser af ting på hjerte, men jeg kan slet ikke få noget ned på tastaturet. Jeg har påbegyndt en sætning flere gange, men hver gang syntes jeg det lyder forkert, og hele molevitten er slettet på et sekund igen.

Sådan er det jo nogle gange og jeg tror bare at jeg er lidt uinspireret. Måske det skyldes vejret, måske jeg er brugt efter endnu en weekend, måske det skyldes bekymringer omkring børn og det faktum at jeg skal ud i aften. Noget jeg egentlig syntes kunne være hyggeligt, men som jeg alligevel syntes er totalt kikset på en mandag.

En sen koncert på the Rock, med afgang her fra ved otte-nitiden..

GUD hvor jeg ikke syntes jeg orker det. På det punkt er jeg splittet og husker hvor meget glæde jeg har haft af levende musik førhen. I dag er det ligesom om jeg er forbi det stadie og ikke rigtig gider så sene hverdagsaftener ude mere. Men kan det virkelig være rigtigt?? Jeg mener..
Jeg er jo ikke en gammel kone med stok og høreapperat, er stadig frisk og vital, så jeg burde jo være klar til lidt tjuhej.
Faktum er at det er jeg bare ikke.. Jeg syntes det er for sent, jeg gider ikke dresse mig op, gider ikke støjen, og gider slet ikke stå et sted med et klientel der er på det halve af min egen alder. Jeg kan mærke at mit selvværd også spiller en rolle her, for jeg orker heller ikke være omgivet at chicks der valser rundt på høje hæle og i korte kjoler eller stramt kluns, altimens jeg selv står på mine flade konvolutter, en gevaldig topmave, og mit trætte ansigt lagt i de rette folder.


Som jeg skriver disse ord, kommer der følelser frem i mig jeg ikke selv var klar over var der, da jeg gik i gang med at skrive for fem min siden!

Hvad er der inden i mig?

Måske handler min uvilje i virkeligheden mere om den usikkerhed jeg besidder. Den indre bevidsthed der fortæller mig, at jeg slet ikke er god og smuk nok til min kæreste. Jeg ved at han som alle andre mænd kigger på kvinder, at han elsker og nyder syntes af en smuk kvinde, men derfor er det også helt uden for min fatteevne at han er sammen med mig. Det er dog aldrig noget han praktiserer når vi er ude sammen, der er han obs på mig, men jeg forestiller mig alle de tanker, der når at gå igennem hovedet på ham på sådan en aften.. tanker om hvor fedt det kunne være hvis han istedet at hænge på mig, kunne gafle en af de herligheder der vimser om på sådan et sted.

Gud hvor det bare flyder ud af ørene på mig nu..


Måske det er fordi vi begge er så trætte generelt, med den familiestruktur vi har sammen med de fire børn. Der er ikke meget privatliv, og uden at jeg skal gå i detaljer det er jo en pæn blog det her, så savner jeg den nærhed man kan have når man kan gå i seng bag en lukket dør, og bevidstheden om at der er ro i hytten. Det er som om romantikken og lysten er sat på stand by, og selvom jeg ved at de ydre omstændigheder har skylden, er jeg et eller andet sted sikker på, at det også handler om mig... Jeg er bare ikke en ordentlig kvinde!

Jeg startede med at være ordløs, men nu hvivler det rundt med skidt og møg der inde i min hjerne. Det er egentlig en ret så god beskrivelse af hvordan jeg fungerer. Jeg kan aldrig vide hvornår det skrider for mig.


Sikke noget da, denne mandag er pludselig blevet til en sort mandag.. Jeg må vist tage mig sammen og finde smilet frem igen.

27 september 2009

Efterårsglimt

Jeg har været på besøg ved Roskilde Fjord i dag..


Det er et stykke tid siden sidst og i mellemtiden har naturen skiftet ham. Der er, som på alle årstider så smukt så smukt, men specielt om efteråret er farverne helt fantastiske. Jeg fik knipset en masse og har leget lidt med min photoscape og sat lidt sammen.

Bær i smukke farver, havskum, en lille ensom sommerblomst, en våd fjer og så mig med mit helt eget hjemmelavede sjal.


Der var en hel pose græs og grønt med hjem til mine pelsede, pinde og kogler er også noget de elsker, så der var høj jubel i burene da posen blev åbnet.. Posen er så fyldt, at der er nok med græs til de næste par dage. Jeg selv fik en blandet buket med hjem til den "berømte" pantervase.



Sjalet igen.., og så fik jeg altså heldigvis hæklet videre på min firkant. Både i bil og ved kaffebordet var der mulighed for at nørkle og jeg har nu besluttet, at jeg bliver ved og ved med at køre rundt i firkanten, helt til vi når julen. Til den tid vil det være et kæmpe tæppe som XXX skal have i julegave. Det er det perfekte stykke håndarbejde at sidde med, når jeg også skal koncentrere mig om andre ting. Det er nemlig så nemt at jeg ikke engang behøver kigge, når jeg hækler. Til sidst de smukkeste farver garn, modtaget forleden fra Holst.

Alt i alt, det rene efterår over hele linien... :-)))

Fridag


Jeg tager mig en fridag fra bloggen i dag. :)
Røjserne er pakket og sommerhuset og vandet venter Jubiii

Ønsker alle en rigtig dejlig søndag og så "ses" vi igen i morgen.

Kærlig hilsen Mummimor

26 september 2009

Ingen strik i dag

Jeg har altså været noget slap i koderne i dag :)


Jeg faldt først i søvn ved halv femtiden og det mærkes når man ikke er ung længere. Jeg har luntet rundt i en underlig døs i dag, har ikke fået strikket, ikke fået badet, ikke fået lavet noget som helst, men hva pokker.. Det er jo lørdag.

Af bar dovenskab har vi fået hjemmelaven risengrød, kogt på sødmælk og med masser af vanillie i. Skal det være, så skal det være ordentligt. Den blev tyk og blød og for mit eget vedkommende, helt skøn uden noget som helst til.

Det der med strikkeriet huer mig ikke. Jeg har faktisk ikke rørt mine pinde de sidste tre dage, torsdag var jeg bare for uoplagt, fredag nåede jeg det ikke, og i dag.. tjaaa der var jeg så træt igen. EEn ting er sikker, kan man ikke se lige og fokusere så kan man ikke strikke. Og synet er det der først viser mig at jeg ikke er frisk. Jeg kan simpelthen ikke styre mine øjne selv med briller på.


Nu er det heldigvis aften og jeg satser på en god nats søvn, for i morgen er vi inviteret i sommerhuset. Det står næsten færdigt og jeg glæder mig til at se resultatet af de sidste års anstrengelser.
Jeg er ligeglad med vejret, det må faktisk gerne regne for min skyld, for jeg elsker at gå ved vandet i gråvejr og med røjser på.


Come rain, come shine sunday is mine... :-)

Nat, tanker og min lille bil


Her sidder jeg i mørket og kan ikke sove..


Ikke så praktisk eftersom klokken er kvart i tre og jeg allerhelst ville være frisk i dagslys. Sådan kan det gå og jeg gider ikke ligge og glo op i loftet, vende og dreje mig, så jeg tager konsekvensen (hihi), og sidder nu her. Der er oplæsning i mit øre, hækletøj i mine hænder og kun lyset fra den bærbare. Min elskede ligger jo ved siden af og sover dybt.

Mange tanker flyver gennem mit hoved, det er der ikke noget nyt i, men da jeg har haft alt for god tid i denne uge på langs, har de bevæget sig steder hen, hvor jeg ikke bryder mig om at de skal være. Jeg kommer til at dvæle ved de ting der giver mig indre forstyrrelser.


Siden mit 18'ende år har andre mennesker på skift, styret den retning mit liv skulle tage. Jeg selv har siden da forsøgt på alle mulige og umulige måder, og mere eller mindre ubevidst, at generobre den. Jeg syntes egentlig først det lykkedes da jeg i 2006 forlod min mand. Der fulgte så nogle år hvor jeg befandt mig i en tilstand, der må minde om den der opstår når nogle har bestiget et bjerg. De første mange måneder var jeg simpelthen høj. Jeg fik efter et halvt års tid, muligheden for at købe mig en lille brugt bil, og følelsen af total kontrol da jeg trillede afsted med den fra forhandleren er ubeskrivelig. Den blev symbolet på min frihed fysisk og mentalt.

Det var første gang jeg helt selv havde taget en beslutning om noget stort, om noget der fik indflydelse på mig og min dagligdag. Noget der handlede om økonomi og valg, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg havde truffet en god og fornuftig beslutning. Ligeså var det første gang jeg helt selv stod for at klare en flytning og alt det praktiske der følger med. Min bolig var min egen, bar kun præg af mig, i det hele taget lærte jeg at handle på egen hånd. Jeg var virkelig stolt og tilfreds med de valg jeg tog om stort og småt.

Måske er det derfor jeg i perioder nu, bliver så trist og træt.

Jeg elsker den mand der ligger her ved min side så højt og jeg vil ikke være ham foruden. I ham har jeg fundet den mand jeg har drømt om... intet mindre, men jeg kæmper med savnet af den kontrol jeg var så længe om at få over eget liv. Som min tilværelse er lige nu, er det som om jeg bare flyder afsted som før, uden at kunne styre noget som helst. Mit hjem sejler, her er ikke så ordentligt og rent som jeg egentlig har brug for at der er for at kunne trivedes, min energi er hele tiden i fare for at smuldre, og jeg er nødt til dagligt at lukke øjnene for tingenes tilstand.


Så er det jeg må minde mig selv om, at vi begge har oplevet at måtte skære ned på vores idealer om et liv sammen. Jeg må minde mig selv om, at situationen ikke er stationær, at det inden for overskuelig fremtid vil blive noget lettere, idet vi jo har to store børn som ikke bliver her så meget længere. Jeg må minde mig selv om, at jeg valgte tosomheden og kærligheden, nærheden og fællesskabet med en sjæleven, fremfor et liv alene.


For jeg tror jo på kærligheden, og på at man skal gribe efter den, når den viser sig..





Her triller jeg ud fra forhandleren, og jeg skal hilse at sige at det var et super køb. Den er fra '94, har ingen rust, ingen buler, alle mekaniske dele fungerer upåklageligt, den var som ny fordi den indtil da aldrig havde stået udenfor om vinteren, nysynet og med nye dæk, og ja.. den kører bare.

Med den har jeg fået mulighed for at transportere mig selv rundt og vidt omkring. til steder jeg slet ikke ville kunne overskue især på de dårlige dage. Den har bragt mig rundt i Jylland, på fyn og det meste af Sjælland. Jeg har sørget for at der er sat penge af på en konto så jeg ikke skal bekymre mig om økonomien i det, de næste par år. Og hvordan kan det så gå til, spørger den nysgerrige læser.. hun er jo pensionist.

Tjooo det kunne hun fordi at eksmanden som i sin tid da hun var syg, solgte hendes pensionsopsparing og aktier, og bla på det grundlag blev dømt til at betale hustrubidrag, og da han i mere end syv måneder nægtede, endte det med at der faldt en større sum med tilbagevirkende kraft.

Summa summarum, en "opsparing" af en sum penge, jeg aldrig får mulighed for at besidde igen.
De kunne være blevet klattet væk, men istedet blev de brugt til at cementere mit nye liv.


Det er et valg jeg aldrig har fortrudt...

25 september 2009

Konsekvensanalyse




Dette ord har ringet i mine øre i dagevis...


Selve ordet er poppet op, fordi Stieg Larsson er glad for det, og bruger det ofte i den bog jeg har haft i ørene i denne uge. Jeg er netop færdig med den første og nu pauser jeg lige lidt. Men altså dette ord...


Dette at kunne se fremtidige konsekvenser for sig, og handle ud fra det, har ikke altid været min stærke side. Jo jo, jeg har da sagtens kunne regne konsekvenser ud, men har jeg gjort det? eller endnu mere vigtigt.. har jeg handlet ud fra det?? NIKS


Som det følelsesmenneske jeg er, har jeg meget ofte fulgt mit hjerte fremfor min hjerne. Og konsekvenserne har i visse henseender været livsændrende. Som dengang jeg bare troede, at det ville gøre mig glad hvis nu jeg fik barn. Det var da jeg ikke vidste at jeg egentlig rendte rundt med en begyndende sygdom, dengang var jeg virkelig tynget af tristesse og mange ting blev prøvet i forsøget på at finde glæden ved livet. Og så var det altså at jeg fik den tanke at det jeg manglede i mit liv var en baby.

Her er det på sin plads at jeg slår fast, at jeg virkelig elsker det barn der fulgte, men omstændighederne burde have været anderledes. I min higen efter sjælefred fik jeg dette barn med den helt forkerte mand. Han dukkede op på det "rigtige" tidspunkt, jeg selv troede ikke at jeg nogensinde ville kunne få kærlighed fra sådan en slags mand jeg drømte om, og ham her ville mig, så konsekvensen blev at vi slog os sammen og fik vores første baby. Allerede dengang var der bimlende alarmklokker der ringede som en hel koncert, men jeg lukkede ørene og ignorerede det faktum, at jeg faktisk fra dag eet vidste den var gal. Når jeg fik min baby ville alt blive godt.

Det blev det selvsagt ikke.

Livet som mor blev ikke som der stod i bøgerne og jeg knækkede fuldstændigt sammen. Stod der med min dejlige lille pige og bare græd når sundhedsplejesken kom på sin cykel. Mine forældre trådte til og aflastede i så stor en grad, at de i dag har et helt særligt bånd til deres barnebarn. Min sygdom som lå og spirede har helt afgjort været en faktor i den måde jeg IKKE magtede at være den mor jeg skulle være, men det vidste jeg ikke dengang. At jeg levede med en mand der havde daglige sammebrud og natlige anfald af angst gjorde det bestemt ikke lettere. Der sad jeg med et spædbarn på armen og med en mand, der som på klokkeslet fik det "skidt" når jeg skulle til at amme/give flaske, eller som gik og smækkede med døren med beskeden om, at jeg ikke ville høre mere til ham, før politiet bankede på min dør med beskeden om at han var fundet død.
Jeg burde været gået, men jeg turde ikke. Jeg burde have fået behandling, men dengang var det ikke en mulighed, for hvad ville der så ske med baby? Manden kunne ikke tage sig af hende og hvem skulle så???

Livet fortsatte og jeg kæmpede videre. Ledte efter måder at få det godt på. Jo mere tiden gik jo mere blev jeg viklet ind i problemer med den mand, der bare slet ikke var den rigtige. Han kom i konflikt med mine forældre og fik mig til at tro på at jeg skulle være 100 % loyal mod ham, da han jo var min "mand". Konsekvensen af det var, at der så kom en række år hvor jeg slet ikke så eller talte med mine forældre. Jeg turde simpelthen ikke for konsekvensen var utålelig. Dagevis med tavshed og kulde fra manden. Raserianfald og opslidende skænderier. Han friede til mig, meget velplanlagt på en overrumplende måde og jeg sad i en situation hvor jeg ikke kunne afslå. Konsekvensen blev et bryllup UDEN mine forældre...( Og flere år hvor min datter ikke måtte se sine elskede bedsteforældre.)

Han ville ikke se dem, og de ville ikke med. Så jeg blev fulgt op af gulvet af en af mandens kammerater... I dag fatter jeg det ikke

Sådan er der så mange konsekvenser i gennen livet og de valg vi træffer. Jeg kunne blive ved i et indlæg så langt som en toiletrulle, om de valg og deraf følgende konsekvenser, jeg traf i forbindelse med denne meget dominerende og kontrollerende mand. Det ville blive en historie om konstante forandringer for at finde roen i mig selv, men alle de valg jeg traf for at slippe for at komme ud i et kæmpe drama, fik den konsekvens at jeg blev virkelig godt og grundig syg, måtte indlægges og resten har jeg skrevet om før. En årelang kamp for at komme tilbage med den styrke jeg altid havde savnet, og det endelige brud som blev et drama af dimensioner.


Konsekvensanalyse...


Det er et godt ord, men svært at efterleve syntes jeg. For de rationelt tænkende er det garanteret en helt naturlig ting, men altså ikke altid for mig.
Helt frem til nutiden har jeg nok ikke været god nok til at se konsekvensen af at følge mit hjerte. Havde jeg været det, er det muligt at jeg ville have kunnet forudse, at prisen for at leve med min elskede ville være et liv med evig frustration over skidt og møg i hjemmet, rod og ballade, trængsel, konflikter og savn efter ordnede forhold. Evig træthed og lysten til at opgive.
Så ville jeg muligvis have ventet med at flytte, og fortsat med at have styr på mit liv.


Det nytter ikke at se sig tilbage, men jeg tror jeg skal blive bedre til at kigge frem...

24 september 2009

Life is wonderfull... Hmmm


Lad mig lige slå fast..


Jeg er glad, har det godt i min hjerne, nyder alle mine garner og glæde mig over at jeg har tiden til at "lege" med dem. :-)


Fysisk er det dog knaaaap så fantastisk!


Jeg mærker alderen trykke. Op det noget så eftertrykkeligt i dag. Josefine tog først tilbage til sin skole i går eftermiddags, og den historie kommer på et andet tidspunkt, men det har jo så betydet at vi har sovet i stuen siden fredag.

Det er både godt og skidt. Godt fordi sovesofaen er ny og rigtig god for min ryg. Jeg har ingen smerter i bækken, ben eller ryg når jeg sover der, men skidt fordi jeg savner at sove i mit eget soveværelse. Derinde er der mere ro og der er mulighed for at lukke døren.

I aftes kunne vi så genindtage vores egen seng og jeg nød at sidde i den og læse lidt inden jeg faldt i søvn. Min MP3'er skulle lige genoplades, så det blev til en af de bøger jeg købte i bogklubben i sidste måned. Så langt så godt...


I dag ku jeg unde mig selv at sove længe, inde bag min lukkede dør. John fik alle unger op og ud af røret, så ingen pligter til mig denne morgen. Jeg burde nok været stået op som altid fordi min krop kan slet ikke tåle at ligge så længe i denne gamle møgseng.

Jeg er låst igen! Ude af stand til at bevæge mig, kan kun kigge lige ud og med ret ryg.

Vågnede op ved titiden og kunne ikke komme op at sidde. Prøvede forsigtigt at vende mig som da jeg var gravid i sin tid, rulle om på siden og laaangsomt sætte mig op. Det gik fint og jeg var ude af sengen i en enkelt bevægelse. Dyrene er det første jeg tænker på når jeg sådan er sent på den, de er vant til at få deres grønne mad allerede tidligt på dagen, og jeg ved at ingen andre end jeg tænker så langt, så derfor er jeg som det første ude i køkkenet efter salat og frugt til dem.

KNÆK! ..... sagde det og så ku jeg så stå der i en skæv vinkel med frugten i hånden, og ude af stand til at rette mig op. På alle fire har jeg så været rundt med maden til mine elskede pelsede, de hopper glade rundt og jeg er langsomt kravlet tilbage køkkenet igen. Jeg vil have min kaffe vil jeg.


Resultatet er at jeg nu sidder hvor jeg sidder, og der kan jeg blive siddende på ubestemt tid.
Jeg kan simpelthen ikke bevæge mig. Ryggen er låst og det gør så skrigende ondt, at man bliver husket på det faktum, at duer ryggen ikke, duer INTET.


Vi er altså nødt til at finde en måde at få en ny seng på. Den er så blød, og skæv og bulet og buet i madrassen, at jeg generelt altid har ondt når jeg har ligget i den. Det plejer så at gå over igen, når jeg havner i sovesofaen i stuen i weekenden. Så efter dage med kvalme og utilpashed, er min elendighed nu drejet over i regulære smerter og immobilitet.


Var der nogen der sagde noget om motion??
Ja ja jeg ved det godt, og det er en af mine uendelige planer over ændringer i min hverdag, jeg er bare ikke nået dertil endnu. Det er muligt at rækkefølgen af planer og projekter skal revideres..


Godt at jeg har alt inden for rækkevidde, hyggefis som jeg er. Jeg kan klare mig indtil jeg kan blive reddet af en eller anden.



Happy Happy, livet er godt og jeg er glad, men hold da op hvor gør det helvedes nas det liv ;))






Udate..

HJÆLP!

Jeg skal tisse og jeg kan ikke komme derud!

Jeg har et problem...

23 september 2009

om at huske og glemme






Godmorgen til en ny dag..


Jeg har ikke meget på hjerte lige nu, lidt underligt for i aftes lige inden sengetid, var der masser jeg havde lyst til at skrive om. Det føg om ørene på mig med inspiration og ord der ville ud. Da det var sent måtte det vente og tænk..

Nu kan jeg ikke huske en bønne af hvad det handlede om!

Nu sidder jeg så her, med hænderne på tasterne, roen har sænket sig over huset, men jeg er helt tom. Ikke een eneste ting dukker op. Sådan går det tit, og jeg husker hvordan da jeg var yngre altid fik en masse kreative ideer når jeg lå der i mørket og skulle sove. Der har været nætter hvor jeg desideret vågnede midt om natten, fordi en ide poppede ind i hjernen og måtte ud, så jeg havde dengang altid en blok liggende ved min seng, ellers kunne jeg slet ikke falde i søvn igen.

Mangen en sen aftentime, har jeg pludselig været helt ustoppelig og har flyttet rundt på møbler og bøger, billeder eller hvad det nu kunne være. Jeg husker hvordan min far rev sig i håret, fordi jeg nu igen havde ændret på indretningen, og han måtte igang med at flytte hylder og lamper.

Sådan et der fortsat helt frem til idag.

Eneste periode hvor min kreativitet har været sat på stand by, var da jeg var på Lithium. Det får man, når man ikke kan stoppe tankemylder. Desværre stopper det også alt andet. Man bliver som en zombie, der langsomt går rundt uden for sig selv. Alt sker i slowmotion og man tænker en tanke men kan ikke handle på den. Det er umuligt at beskrive, og absolut ikke noget jeg vil ha igen, medmindre altså at jeg bliver så syg som dengang. Der var ikke nogen vej udenom. Efter måneder uden nattesøvn, og ustoppelige ord der fræsede rundt i mit hoved, var det en befrielse at kunne slappe af, men der er en pris der skal betales.

Man mister sig selv og sin personlighed.

Med alt det jeg ellers også går og må notere ned, bør jeg måske igen til at have en blok ved min seng. Det er nemlig ikke første gang, at jeg har ligget der og "skrevet" en tekst i mit hoved. Haft en virkelig god formulering og PUF, næste morgen er der ikke eet eneste ord lagret på min indre harddisk.


Det er da irriterende...


Generelt er min hukommelse blevet for ringe syntes jeg. Sygdommen har sin del af skylden, der er flere sorte pletter tilbage i tiden, og korttidshukommelsen led et knæk da jeg gik ned, men desværre må jeg til at indse at det nok også handler om min alder og min hverdag.

Jeg syntes ikke der er nogen i min omgangskreds der ikke klager over at de glemmer. Alle som en går vi der og skriver sedler og lister, noterer i lommebøger, kalendere, på mobil og computer. Bliver der ikke skrevet ned, bliver det glemt.

Jeg har bare også en lumsk mistanke om at vore hjerner bliver sløve fordi vi har så mange hjælpemidler idag. Selv har jeg feks været eminent til at huske tal og numre.. FØRHEN!
Der var ikke det telefonnummer, cprnr og kontonummer jeg ikke kunne udenad. I dag, hvor alle mine telefonnumre er listet under navn i mobilen, aner jeg selv ikke hvad mit hjemmenummer er. Jeg kan simpelthen ikke huske det.

En anden sløver er at gå hjemme. Det er ikke befordrende for ens tankevirksomhed, ikke at blive udfordret hver dag. Mange ældre mennesker holder deres hjerner i gang med kryds og tværs'er, en form for gymnastik til hukommelsen. Det er jeg meget bevidst om, og jeg prøver at holde mit hoved lidt i gang, men faktum er at jeg ikke tænker så hurtigt som førhen, glemmer fra næse til mund, og hele tiden slæber rundt med sedler og andet med beskeder til mig selv.
Nogle gange kan jeg f... ikke engang huske hvorfor jeg har sedlerne på mig.



Og hvorfor var det lige at jeg sad og skrev dette indlæg? Det har jeg da rent glemt.. :-)

22 september 2009

Noget får jeg da lavet..

Jeg er søreme ikke helt frisk endnu..


Det er virkelig noget der irriterer mig, for jeg har bare ikke lige lyst til at ligge her og flyde. Det gør jeg så rigeligt på de dage hvor jeg SELV vælger det, hvor jeg ikke lige orker verden.


Og hvor er det typisk egentlig.


Jeg er jo generelt en rigtig hyggefis. Elsker at slænge mig på sofa eller i seng. Sengen er ikke så meget en seng for mig på den måde, at jeg som Maud må under dynen, ikke mere ihvertfald :-)
Men den er så herlig at bygge rede i. Så sidder jeg der med alle mine uundværlige ting spredt over det hele, og bare hygger i nattøj. Computer, MP3, bøger, magasiner, kaffe, både strikke og hæklekurv og telefon selvfølgelig. Som regel er det sådan min mandag bliver brugt. Efter weekenden med familien har jeg givet mig selv lov til at få den vane, og bruger den første ugedag på mig selv på den måde. Uden at skulle ud, uden pligter og i eget selskab. På den bærbare kører en film eller afsnit af en eller anden krimi og så nyder jeg bare livet.

MEN nu når jeg SKAL/ikke kan andet, gider jeg bare ikke. Jeg vil på strikkecafe i dag. Den røde sweater er så langt at jeg skal have hjælp til at komme videre med at få ærmerne på det rundstrikkede for og bagstykke.

Min første sok, skal jeg lige have vist hvordan jeg kommer videre med, jeg er nemlig nået dertil hvor jeg skal til at strikke under og overfod. Den kan jeg ikke lige greje.

Min firkant i Zauberball bliver bare større og større og jeg skal i dag til at tage hul på bold nr 2. Garnet er fantastisk at strikke i og så blødt at man tror det er løgn.

Jeg blev i aftes færdig med min mors julegave, sjalet og nu er et nyt projekt under opsejling. Jeg "kom til" at bestille denne her, efter at have kigget på hende hersens side.. FY hvor er det slemt af hende at friste mig til at besøge den side.

Det er et projekt der er meget ambitiøst for sådan en som mig, men nu kaster jeg mig ud i den. Måske jeg slet ikke når at blive færdig inden det er sommer igen, men så kan jeg da bruge den om et års tid. Jeg er loren ved at skulle strikke så langt et stykke, mon det bliver kedeligt i længden? Jeg håber det ikke, for jeg ville være så stolt af at kunne trække den over hovedet. :-)


Nu er det jo ikke fordi jeg ellers mangler inspiration, men kjolen sprang bare lige på mig. Jeg MÅTTE eje den. :-)

Ikke nok med at jeg syntes det er spændende strik der kommer fra dette firma, jeg ku heller ikke stå for deres logo:


Det er da herligt



( Billeder af omtale projekter og færdige ting, skal nok blive postet, men jeg er ikke i hopla til kamera og tjhuhejfidus endnu. Kvalmen vil ikke rigtig trække sig. )

20 september 2009

Sygemelding :-)

Jeg skriver lige kort med en sygemelding..

Vagtlægen er lige gået, og jeg har IKKE fluen, men hold da op hvor har jeg været syg her til morgen. Det går lidt bedre nu, men jeg kan ikke sidde op uden at få kvalme og mit hoved dunker med en pine der er værre en jeg ved ikke hvad. Imigran hjælper ikke, så det er ikke migræne, og derfor vender jeg tilbage når jeg igen kan se ud af øjenene.


John er min sygepasser og marsvinene nusser rundt om mig, som om de kan mærke den er gal.

God søndag til alle derude.:-)

19 september 2009

Tidligt op og seeent i seng

Gaaabb jeg kom alt alt for sent i seng i nat..


Begyndte jo fredagen tidligt som jeg plejer, men til forskel fra andre dage, faldt jeg ikke i søvn igen. Jeg skulle på visit på havnen, og tog glad afsted i sol og med forventning om samtale og godt selskab, med en klog og direkte kvinde.

Jeg blev bestemt ikke skuffet.


For det første må jeg lige nævne at jeg ikke kommer i den del af byen særligt tit, og det er en skam for hold da op hvor er der dejligt. Stemningsfuld, smuk og med karakter breder bydelen sig ud, med vand og kanaler, sejlbåde, kanalrundfart, cafeer og meget mere. Og som om det ikke er nok, har min nye bloggeveninde ( hvis jeg må være så fri at kalde hende det ), den mest fantastiske udsigt til de fleste af byens kirkespir, Nyhavn og længere ude operahuset.





Jeg tog det hele ind med slet skjult begejstring og endnu mere, da vi fik pakket ud og bænket os i solen ved havenfronten. Jamen så er det altså at jeg syntes at livet ikke har meget bedre at byde på, på sådan en fredag i september.


Nu er " damen" jo i min verden, ikke netop kendt for at være den gængse hausfrau- og juhublogger, men en kvinde der kun skriver når der er noget der trykker eller vækker til eftertanke. Det er netop derfor jeg holder så meget af hendes blog, en spire vokser og bliver til et indlæg der stort set altid får mig til at tænke, stoppe op, nikke genkendende og råbe JA sådan har jeg lige netop også tænkt om dette og hint. Det er så fedt.

Men hun har faktisk masser af andre kvaliteter end bare at være skarp skribent. Jeg blev trakteret med hjemmegjort saft, brød og marmelade. Og lad mig lige slå fast.. det kan hun sgu godt finde ud af. :-)



Der sad vi så, hende og jeg. Først i skygge og så i sol, faktisk så meget at jeg i dag, er nærmest det man kan kalde lidt småforbrændt i ansigtet! Vi er altså i september og den er på vej væk fra vores breddegrader, men alligevel var den stærk og varm og nu ligner jeg en indianer.



Efter timer med en masse seriøse emner og kun en lille bitte teeny weeny smule om strik..., vendte jeg snuden mod Vanløse igen. Trafikken var en helvede og jeg var træt i knolden, så det tog sin tid at finde hjem. Hjem til den ventede kæreste og ikke ret meget andet. Rasmus og Mira er ikke hjemme, Josefine kom først sent og er forresten ramt af noget der kunne være influenza, dog ikke svinet, men det er der andre der er på hendes skole. De har været syge hele bundtet og nogle af dem er endt på hospitalet, men det er en helt anden historie..


Jeg fik sovet et par timer, og så skulle der ellers gang i pinde og film på fjerneren, men det var søreme en noget pauver affære så jeg tog lyttebøffer på og så sad vi ellers der i vores tosomhed John og jeg. Lidt god whiskey fik fredagen til at ende perfekt.


Nu er det lørdag og her skal ikke ske en hujende fis. Præscis som jeg ønsker det. Vi har morgenhygget med marsvin og kaffe, så hvad kan jeg ønske mig mere af i dag???



Ingen verdens ting. Jeg har hvad jeg skal bruge og mangler intet. Jeg er sgu lidt lykkelig.



Og jeg var i går morges nået så langt med mit firkantede tæppe. Nu er det blevet større og det er stadig den første Zauberball jeg er igang med. Det garn rækker langt må man sige.

18 september 2009

Fredagsaftale

I dag har jeg en aftale med Susling. :-)


Jeg har som altid været tidligt oppe, MEN i dag kan det ikke nytte at jeg efter familien er smuttet, falder i søvn igen. Jeg skulle jo gerne være der til tiden.. ;)

Vejret ser ud til at blive brilliant for årstiden, og jeg håber der vil være mulighed for at dingle med benene nede ved kajen.

Jeg holder fridag fra bloggen i dag, har ikke glemt jeres kommentarer fra i går, men jeg skal liiige nå nogle ting inde jeg skal afsted.

Rigtig god fredag til alle og på "gensyn" i weekenden :-)))

17 september 2009

På skolebænken igen

Jeg var et smut på skolebænken igen i aftes..


Første lektion på FOF's aftenskolehold i strik og hækling foregår på Rasmus' skole. Vi mødte op og det var til at begynde med lidt småforvirret, for det meste af skolen er under ombygning, og vi var derfor blevet forvist til et alm klasselokale i stedet for der, hvor der normalt er håndarbejdesundervisning. Jeg syntes egentlig det virkede lidt kikset og ved ikke om det er et tilfælde, men hele skolen var nærmest lukket af, og da en af eleverne skulle tisse ku det faktisk bare ikke lade sig gøre! Først forsøgte jeg at sende hende derhen, hvor jeg vidste fra Rasmus, at der er toiletter, men de var der ikke mere.. Så rendte hun lidt rundt på den aflåste skole og kunne ikke komme til der heller, jeg ringede til Rasmus for at høre, hvad eleverne gør når de nu skal på toilettet, og han kom med en rute hun kunne følge, den samme rute som vores lærer fik, da hun ringede til skolens pedel for at få hjælp. Det viste sig bare at pågældende sted var lukket med en hængelås!!!

Inden næste gang skulle vi så få besked fra FOF, hvor vi skal være forhåbentlig fremover, men sandheden er nok, at vi risikerer at skulle møde flere forskellige steder.
Jeg syntes måske nok at skole og FOF kunne have kommunikeret lidt mere omkring situationen, og det er da helt håbløst at man ikke kan komme på toilettet.

Efter lidt tid med det, kunne vi endelig komme igang og holdet som sådan er spredt. Nogle er helt nye i strikkeuniverset, andre ved en smule og så er der dem der er erfarne strikke/hæklere. Iblandt dem er jeg!!!

Det kom i nogen grad bag på mig, da jeg første genoptog strikkeriet i feb/marts, OG jeg har først lært mig selv at hækle lidt senere. Det vakte iøvrigt forundring da jeg fortalte at jeg havde lært det af mig selv og med hjælp fra nettet og min blog. :-)

Jeg kan godt se at det virker helt utroligt, men sådan er det nu altså. Ikke at jeg syntes det var nemt da jeg gik igang med hæklepinden. Jeg husker så udemærket de første fire-fem-ti rækker i bølgetæppet. Fyldt med fejl, og om igen, masser af eder og forbandelser og med gentagene kig på instruktionsvideoen fra en af de engelske bloggere. Opskriften blev læst og nærlæst om og om igen, men det lykkedes for jeg VILLE bare lære det og havde ingen der kunne hjælpe mig på det tidspunkt.


Der sad vi så, 11 kvinder parate og klar. Jeg og nogle få af de andre havde allerede gang i pindende, resten ventede på at gå i gang. Vi tog en præsentationsrunde og fik fortalt hvad vi gerne ville have ud af kurset, derefter blev vi delt op og så var det bare at klø på for dem der var helt nye. Jeg selv vil jo gerne lære at strikke snoninger, hækle de lapper jeg er så uvenner med, og så endelig også igang med et sjal med blonder.

Nu kan jeg lapperne, og har endelig styr på hvad de forskellige hæklemasker er og hvad de hedder. Er jeg lige begejstret...? MON ikke :))))


Alt i alt syntes jeg det var en god start, jeg har lovet at tage mine bølger, sjaler og et par opskrifter med næste gang og det vil jeg selvfølgelig gerne. Jeg er jo selv så stolt af mit arbejde.
Næste gang skal jeg lige huske også, at tage lidt at spise og drikke med, for kurset begynder allerede halv seks og jeg nåede at blive godt sulten og tørstig inden jeg tog hjem igen ved ottetiden.

På det tidspunkt er det forresten allerede halvmørkt og underligt er det nu altså, at stå der nede på gaden, kigge op på mine gamle stuevinduer, se farverne på væggene som jeg selv har været med til at bestemme, persienner og gardiner jeg har trukket for og fra igen og igen engang, og INGEN blomster i vinduerne. Jeg ønsker mig på ingen måde tilbage til det liv, men det gibber i mig alligevel ved tanken om hvor glad jeg var for at BO her i området, og jeg syntes det er så trist at vide at den store vidunderlige lejlighed, nu bebos af min koleriske og aggresive eksmand, som slet ikke gider vedligeholde den og derfor bare lader den forfalde. Vide at der siden jeg flyttede ikke er ændret noget overhovdet. De 170 kvm står som de stod den dag jeg rejste, og de huller det efterlod er ikke blevet fyldt ud igen.

Trist trist trist..


Nå, men det er ikke mit problem og jeg er glad. Glad efter en god aften og fordi jeg når jeg gør ugen op kan fortælle mig selv, at jeg har lært en masse. Jeg er ved at få styr på strømpepinde og sokkestrikning. Jeg har også lært at hækle firkanter og hexagoner, så nu har jeg udsigt til endnu flere projekter at gå i gang med denne vinter. Godt jeg syntes om at skifte imellem flere arbejder, for jeg kan bestemt ikke holde mig til eet ad gangen.

Lige nu er der i kurvene her i huset:

Sjalet til min mor, som lige mangler de sidste fem seks blondetakker. Jeg har nu modtaget det sidste nøgle jeg manglede.

En påbegyndt grå ragsok

Mit vinterbølgetæppe som får et par nye rækker hver dag

Den røde sweater hvis ærme nummer to, blev tyve cm længere i går

Mormorfirkanten jeg begyndte på i aftes og som er hæklet i Zauberball. Det første farveforløb er hæklet og jeg vil lige overveje og jeg skal klippe tråden og lave seperate firkanter, eller om jeg skal fortsætte så det bliver et tæppe i een stor firkant og et løbende farveskift. Og lad mig lige tilføje at det garn altså er perfekt til det projekt. NOJ hvor er det skønt at have med at gøre ..

Hmm er der mere??? Nej det tror jeg egentlig ikke. Ikke endnu ihvertfald.


Her er billeder fra skolen, jeg fik lov til at fotografere nogle af dem:


Dyb koncentration. Vi lærer at hækle og det er bestemt ikke nemt til at begynde med


En rutineret strikker. Hun deltager fordi det er hyggeligt og for at få inspiration til nye ting


Min første sok, og den lille spæde begyndelse på min firkant


Der var medtaget en masse strikke og hækleprøver vi kunne kigge og føle på


Strikketantens første "skoledag" er vel overstået og hun er nu en glad julegris :))

16 september 2009

Og der lå hun så..

.. og sov som en anden gammel kone med strikketøj og historie i øret.



Jeg faldt i søvn i aftes, inde i min seng med strikketøjet og lyttebøf i øret. Vågnede fordi John hviskede til mig, " skat du sover med dine briller på".
Og ganske rigtigt, der lå jeg med strikketøj,briller og lyd. Midt i en maske og uden at vide hvornår, var jeg gået kold. Han viklede mig ud af garnet, tog headsettet af og puttede mig under dynen.


Jeg er blevet til en ægte tante..



I dag tager jeg det langsomt. Jeg er ved at pejle mig ind på hvad jeg får noget ud af at lytte på, og den bog jeg er igang med nu, er så komprimeret med ord, at jeg kun kan klare den i små bidder. Oplæseren er god, historien er super, men at lytte på den er som at lytte til en massiv menneskemængde. For mig altså..

Den første bog tog jeg jo i eet hug, men det ved jeg nu er fordi den ikke er nær så krævende i teksten. Så jeg har allerede lært at vurdere hvad der fungerer for mig. :-)

Den bog jeg købte forleden om meditation har en vedlagt cd med lette øvelser, så den skal jeg nu have lagt på min MP3'er. Den kan jeg så bruge til at lære at slappe af med. Jeg er lidt spændt på hvordan det føles, men jeg har jo dengang jeg var indlagt, prøvet at få instruktioner ved at lytte, så jeg tror faktisk at jeg får rigtig meget glæde af den.



I aften er der premiere på FOF's aftenskolekursus og der skal jeg være frisk og klar i knolden, for jeg glæder mig vildt til det. Det er muligt jeg ikke tager et kursus i verdensøkonomi, eller vikingernes færden gennem England, men det er ny viden jeg skal suge til mig af, og også endnu et skridt for mig i social sammenhæng.



Jeg har tænkt over det.


Efter jeg begyndte at blogge har min verden og hverdag ændret sig markant. Og kun til det bedre. Jeg har ikke let ved at komme ud, og i perioder kan der gå dage hvor jeg ikke går uden for en dør. Pga bloggeriet har det dog forbedret sig, og jeg er i dag i mere kontakt med min omverden end jeg har været i flere år.

Jeg syntes virkelig jeg selv har gjort en masse for at ændre på min situation. Jeg har lyttet til de råd jeg har fået om ikke at isolere mig herhjemme, selvom jeg ikke selv har syntes at det har været et problem. Jeg har haft det fint med at tulle rundt og ikke tale med nogen, før John kom hjem, men jeg har da godt vidst at det ikke er hensigtmæssigt. Man bliver lidt skør i bolden af det. Alle de tanker der snurrer bliver ikke afbrudt og man får ikke afløb for den helt naturlige trang der er til at kommunikere med andre.

Så jeg har i løbet af foråret og sommeren bevæget mig lige så stille og roligt et andet sted hen, end der hvor jeg hidtil har været, sådan rent menneskeligt.

Nu skriver jeg stille og roligt, for det er sådan det ser ud udefra, men jeg må alligevel indse at jeg nogle gange går for hurtigt frem, og bliver træt som et alderdomshjem. Sådan er det og det ok.


Hvad har jeg så oplevet og gjort, der er forskelligt fra hvad jeg plejer??

Jeg begyndte med et blogtræf i Hillerød
Så gik jeg en dag på strikkecafe
Jeg mødtes med en bloggeveninde uden at kende hende på forhånd andre steder fra
Så fandt jeg på at lave en strikkeclub
Så meldte jeg mig på et aftenskolehold
Jeg har aftale med Susling
Jeg skal til kagekalas
Og endnu et blogtræf i Hillerød
Og nu pønser jeg så småt på, at tage initiativ til at finde ud af om der er interesse for i bloggeverdenen, at jeg arrangerer lidt byvandringer og gåture i naturen...


Når jeg sådan lister det op, er det egentlig et kvantespring jeg har taget og jeg er sgu stolt af mig selv.


Jeg er blevet til hende her:

Selvtilfredse Trine.


Hun fulgte mig på min første blog og jeg itroducerer hende her igen. Hende kan man møde, når jeg er tilfreds med min egen indsats fremover. :)


Og så er jeg jo også hende her:

Hun sidder godtnok og syer, men hun er alligevel en tante syntes jeg


Jeg er i menneskelig bevægelse..

15 september 2009

Lyt og strik

Jeg strikker og glæder mig til i morgen aften...


Der begynder mit aftenskolekursus nemlig. Jeg skal til strik. Trods det at jeg også kommer i strikkecafeen, så er jeg allerede fyldt med planer om det jeg gerne vil lære inden kurset slutter inden jul.

Strømper, visse hæklefiduser, helst også lidt blonder til sjaler og så snoninger. Jooohh der er masser jeg skal nå, men i morgen tager jeg bare lidt blandet garn med, og så tager vi den derfra.

Det bliver også spændende at møde og se, hvor mange og hvilke kvinder der møder op. Det kunne være sjovt hvis der var nogle jeg kendte i forvejen. Kurset er jo på Rasmus' skole og ligger på min gamle vej. Måske der kommer nogle fra lokalområdet..

Nu står den på rød sweater og lydbog. Jeg har investeret i den første Larsson, for den HAR jeg læst, og derfor kan jeg måske bedre forholde mig til at lytte på den.
Jeg har nemlig en ting at fortælle...

Nr to lyttebog jeg købte i går, prøvede jeg her til formiddag og ved I hvad???


Oplæseren er FORKØLET!!! Han sidder fa.... og snøfter hele tiden. DET kan jeg altså slet ikke ha med at gøre. Det forstyrrer oplevelsen og jeg gad slet ikke lytte færdig. Hvorfor pokker laver man sådan en optagelse OG tager penge for den?? Er det bare mig der er kræsen??


Nu venter Larsson og en oplæser der hedder: Torben Sekov. Jeg syntes jeg kender navnet, og stemmen er ihvertfald bekendt.

Schyyyy jeg lytter.. ;))

At lytte til en bog


Det prøvede jeg i går..


I føtex var der i går også en del lyttebøger til en billig penge. Faktisk var der rigtigt mange, også at de store titler. Jeg valgt dog en jeg ikke endnu selv har læst, og i aftes skulle den så prøves af.

For en del år siden, dengang en lyttebog kunne købes på kassettebånd, købte jeg i London en udgave af en bog jeg ikke orkede selv at læse. Jeg havde forsøgt flere gange, men jeg kunne ikke fastholde koncentrationen, og desuden syntes jeg jo det er smart, at man kan nørkle samtidigt.

Båndet var en kæmpe skuffelse for mig. Jeg valgte at sidde og følge med, med bogen i hånden. Ved ikke lige hvorfor jeg fik den ide, men stor var min skuffelse da jeg kunne høre OG læse, at der simpelthen var lange passager der blev sprunget over!!

Det kan man simpelthen ikke. Alle de ord der er skrevet er jo vigtige for handlingen, det hele skal med, ellers er der jo ingen ide med at lytte til en bog.

Jeg tog så chancen igen i går, og jeg har en fornemmelse af, at det er noget man skal vænne sig til. På et par timer havde jeg " læst" bogen, og det var som om der aldrig rigtig skete noget inden i mig. Jeg ved ikke om det er fordi jeg ikke selv har siddet med den, eller om det simpelthen er fordi bogen bare ikke er særligt godt skrevet. Det skal jeg ikke kunne sige, men jeg har endnu en bog af Jungstedt, så det må jeg lige chekke ved at læse den selv.

Den anden lyttebog jeg købte har jeg i forvejen, men den er ikke læst endnu, så jeg prøver igen. Sker det samme, så ved jeg at det er fordi jeg ikke kan forlige mig med oplæsning. Det er altså noget andet end at sidde med bogen.

På den positive side, er det fedt at kunne nørkle derudaf, samtidig med at man er underholdt i ørene. Derfor vil jeg ikke give opgive helt, men prøve at købe en af de store titler jeg selv allerede har læst og ved er god. Så kan jeg ad den vej, se om det bare er mig der er besværlig.. Jeg satser også på at oplæseren har en betydning, og at betoninger og stemmeføring også har noget at sige.


I dage er der strikkecafe, men om jeg får hømmet mig afsted, er et spørgsmål. Jeg er træt og Rasmus er hjemme idag. Der foregår et eller andet i klassens drengegruppe, og han var ked da jeg vækkede ham. Det skal jeg lige finde ud af hvad handler om, men ærgeligt er det, for der skulle være et projekt i dag, som han ville have haft gavn af at deltage i. Med fortiden in mente vil jeg bare ikke presse ham for meget, så nu er han altså her hos mig.

Vi kan altid hygge lidt sammen. :-)

14 september 2009

TIlbudsaviser og Sommerfuglen

I aftes sad jeg for en gangs skyld og trevlede tilbudsaviser igennem..



Det foregik samtidig med at jeg havde gang i den bærbare og strikketøj, så alt i alt en omgang multitasking. Jeg fik bla en nyhedsmail fra Sommerfuglen, hvor de reklamerer for denne bog.
Det fik mig til at spærre øjnene op, for den selvsamme bog havde jeg lige for et sekund siden set til salg i Føtex til under den halve pris..

Nu er jeg jo af natur ikke en kundetype der elsker at brokke, men forskellen er så markant, at jeg skrev en mail til dem. I den har jeg simpelthen gjort opmærksom på problemet, og også givet udtryk for at jeg har Føtex mistænkt for at lave fiduser. Jeg er jo selv fra en lille butik og ved hvad det betyder når store kæder laver brancheglidning. Jeg huskede så også lige at slå fast, at jeg er en yderst tilfreds kunde, der er glad for den gode service jeg ellers har oplevet derfra.

Her til morgen fik jeg så et svar derfra.

Hun var virkelig oprevet og også lidt ked af af fremstå som en der sælger for dyrt. Efter skriveri frem og tilbage med Politikens forlag, kunne vi så bare konstatere, at Føtex har fået lov til at købe et enormt parti af denne bog, OG lov til at sælge den dagen før officiel udgivelsesdato.

Tænk jeg er så forarget over forlagets måde at sælge deres varer på. Denne vidunderlige lille butik, kan nu finde sig i at føle sig rent til grin og at mange sikkert vil gå andet steds hen.

Indehaveren sluttede af med at takke mig for at gøre opmærksom på det, så hun nu er forberedt på, hvorfor salget af denne nye bog muligvis svigter, OG så skrev hun at hun syntes jeg skulle købe den i Føtex og at hun iøvrigt selv ville have tjent mere på bogen hvis hun havde købt den der, og solgt den videre, istedet for at købe den direkte fra forlaget...


Det er sgu stof til eftertanke.


Jeg vil ikke betale overpris for mine varer, men jeg syntes samtidigt at det er vigtigt at vi husker at handle de små steder. Det er der man får den gode service og hjælp. Det ville være trist hvis alt skulle handles ind i de store kæder. Men nu har jeg da været nede og hente to ekspl af bogen, den ene er nemlig en gave til en kvinde jeg kender der er super. :-)


Der var også masser af gode lytttebøger til kun 79 kr... Jeg hoppede i med to, og håber at de er værd at lytte til.. Sorry Boghandel, jeg er kun en fattig pensionist, der må spare hvor jeg kan..

13 september 2009

Pædagogen kiggede forbi i går, og asperger blev skubbet lidt

Og pædagogen det var mig...


Tro det eller lad være, jeg selv fattede ikke hvor det kom fra, for jeg er ikke særligt flink til at lære fra mig i køkkenet.
Ikke desto mindre var jeg i aftes den, der stod ved siden af og underviste i hakkebøffer, kartoffelkogning, sovs og grønt. Og hvem spørger I så...?


Ja det var såmænd Mira der var den glade elev.:-)


Hun viser stor interesse for at være med, og jeg har hidtil slet ikke haft lyst eller overskud til, at have føl med i det lille køkken. I aftes tog fanden ved mig , og jeg ved at det er fordi jeg har læst flere steder om andre bloggeres børn, der lige tager tjansen i køkkenet. DET har været noget jeg virkelig har tænkt over, for er der noget jeg kan se fidusen med, så er det da at jeg kan få aflastning af den vej.

Det lyder lidt egoistisk, men der er jo flere super grunde til, at jeg kommer over min modvilje mod flere i køkkenregionen, og det er den helt basale grund, at det er smadder godt at hun vil.
At hun har lysten og gerne vil lære. Jeg har aldrig selv været i køkken med min egen mor, hun var som jeg er nu, og jeg kan se det dumme ved at insistere på at gøre det hele selv.

Mira har jo så meget mere brug for end andre, at lære nye ting og rutiner, så jeg må lægge mig selv til side her. Iøvrigt har John været den der har haft hende med når han har haft været kok, så jeg tror på at hun nok skal blive en ørn til det.

Asperger viser sig forresten også her.

Hun undrer sig virkelig, når jeg viser hvordan og med hvad hun skal håndtere maden, for FAR gør jo slet ikke sådan.. Når først hun har set en metode, så er det næste umuligt at forstå hvorfor jeg gør det på en anden måde. Det får mig dog ikke til at give op, for hun kan sagtens lære at hun også selv kan finde lige den måde der passer hende bedst. Feks hvordan hun skal holde på redskaberne, at hun ikke skal være bange for at røre ved maden, at hun skal vaske sine hænder efter kød og grønt og at hun ikke skal være bange for at svine, så gør man bare rent bagefter.


Maden smagte godt og hun var stolt som en pave :-))



Nu skal jeg bare også have Rasmus med. Han ved jo at mor ikke gider selskab, men han vil også så gerne være med, så det skal han have lov til. Stille og roligt og på skift må de lege med, og i mit tempo, men så tror jeg også på at det bliver godt.

12 september 2009

Duften af nybagte boller

... det er bestemt ikke noget vi er forvænt med her i huset på en lørdagmorgen.


MEN, her vokser vores træer lidt tættere på himlen, for jeg har netop sat plade nr to i ovnen. Jeg var søreme så overskudsagtig, at jeg forberedte dejen i aftes, og det efter en dag der bare var helt ud i hampen for mig.


Jeg var godt nok ikke meget værd og fik det faktisk bare værre efterhånden som dagen skred frem, men da husbond kom hjem og fik købt ind, jeg selv fik mig en tur under bruseren og der var udsigt til nem nem nem madlavning, så fik jeg det bedre. Det endte jo også med at jeg både fik hæklet og skrevet nærmest rekordmange indlæg her, inden jeg faldt i søvn.


Nu er jeg altså her. Vågen, i forklædning som bagerjomfru og med udsigt til en god lørdag. Dyrene skal have rene huse og det er tid til at flytte rundt på dem igen. Den kommende uge er det Cupcake og Lakrids der skal muntre sig herinde i stuen. Karamellen og Chokofanten tager lige de sidste spæneture under Johns dyne. Han ligger nemlig og snuer endnu, men det gider de ikke finde sig i. Da jeg stod op stod de og hylede fordi de ikke kunne komme til under den. Vi havde glemt at lukke lågen inden vi slukkede lyset, og det betød at klokken ret tidligt mærkede vi små pelsede klovne kilde os under tæerne. Nu er der lavet gange og huler over hele sengearealet, og det er kun lige at vi kan få lov til at benytte den selv. :-)


Boller og morgenkaffe venter.

... Og ja det ER sent, men jeg sov altså først ved halvtretiden, for jeg GAD bare ikke ligge mere i den seng, efter fredagens øvtur.

11 september 2009

Strikkeklub aften2


Min dag begyndte med tomt hoved, men man må da sige at jeg nærmest tager rekorden med dette sidste indlæg for nu..


Jeg har jo lovet at diske op med nye datoer for strikkeklubbens sammenkomster, og da jeg helt har glemt det de sidste par dage OG nu kom i tanke om det her til aften, ja så kommer de her:

Oktober: tirsdag d. 6 eller torsdag d. 8 kl 18.30

November: tirsdag d. 3 eller torsdag d. 5 kl 18.30

December: tirsdag d. 1 eller torsdag d. 3 kl 18.30


Når jeg kommer med to datoer i hver måned, er det fordi jeg vil tage pulsen og se hvilken dag der er flest der kan komme. Når jeg har fået lidt tilbagemelding om det, så melder jeg ud hvilken dag det ender med at blive.

Jeg kunne klart mærke en interesse for at deltage, så jeg håber at flere vil komme, i allefald glæder jeg mig allerede til næste møde. :-)

Hvor det skal være, finder jeg lige ud af, og hvis der er en der har mod på at få strikkehøns på besøg så skriv endelig. Og husk så..

Man behøver ikke lige strikke, vil man hellere komme med sit sytøj eller andet nørkleri, så er det bare om at komme ud af busken med det.


Mange kærlige hilsener og rigtig god fredag aften
Henriette strikkemummi

11 sept 2001

Det slog mig lige i dette minut, at det i dag er otte år siden verden væltede..


Den dag glemmer vist ingen.


Jeg selv sad hundesyg i sofaen, bedøvet af beroligende medicin. Tilfældigvis var jeg på rundtur, og da jeg rammer CNN, ser jeg det første fly flyve direkte ind i det høje tårn.

Jeg troede ikke mine egne øjne, og var helt paralyseret i timerne derefter. Som alle andre kunne jeg slet ikke fatte hvad der foregik, og efterhånden som det næste fly ramte, tårnene væltede, og det tredje fly i så også styrtede, rendte tårene ned af mine kinder.

Det var så forfærdeligt og uoverskueligt at hjernen ligesom ikke kunne rumme informationerne.


Mit sind var på det tidspunkt helt åbent, mit filter helt væk og mit hjerte blødte allerede, så jeg gik helt i sort, og mærkede angsten for alle de tragedier, der måske lå og ventede rundt omkring i resten af vores verden. Også her i Danmark. Jeg turde slet ikke bevæge mig ud i den første uge, og jeg slappede først af efter en grundig samtale om perspektiv og livetgårvidere med Ester.



Det slår mig at nu her otte år efter, er det slet ikke det første man husker når man kigger i kalendere.


Godt eller skidt jeg ved det ikke...


Kan I huske hvor I var da det skete??

Så røg jeg næsten ud af sengen..

Hende her har nemlig sendt mig en award.


På sådan en dag med flere indlæg om æv og øv, er det da noget jeg bliver så super glad for.


Jeg vælger nemlig at se det på den måde, at der altså er minimum een der mener, at jeg ville kunne finde på noget interessant at fortælle.


hmmm

Tænke tænke

Nu er jeg jo egentlig i forvejen ikke karrig med at fortælle helt ind til benet, om mig selv og mit liv, så hvad mangler jeg egentlig??


Hmmm


Jeg tror jeg starter med punkt 1:


JEG:

1 HADER at føle mig strammet op. Derfor har jeg (muligvis til kærestens store ærgelse) aldrig undertøj på hjemme. Jeg færdes og trivedes bedst i løst og blødt tøj.

2 Syntes jeg burde være 1.stram, 2.sexet og 3.ustyrlig lækker hele tiden, men jeg 1.kan ikke være det, 2.orker det ikke og 3.finder det for anstrengene i længden.

3 Har ønsket mig sådan en de sidste næsten 10 år. Ved at det ville være godt for sindet og helbreddet, og en dag så VIL jeg altså bo et sted med tilladelse.


NØJ hvor er det svært...


4 Ville gerne leve af sushi

5 Har en søn født med klumfødder. Han går fint idag, men sådan så det ikke ud da han kom til verden

6 Er kun 161 cm, og har alle dage ikke kunnet se en fis til koncerter

7 Drømmer om at vågne en dag med en historie i hovedet der bare må skrives. Jeg vil nemlig gerne være forfatter. Kun er det lidt kikset når man ikke har noget at fortælle

8 Er enebarn og elsket af mine forældre. Derfor er det underligt at jeg hele mit voksne liv, ikke har elsket mig selv.

9 Har haft en blog tilbage i 2006, men den måtte nedlægges pga chikane..

10 Er løve, og har så ubetinget fået dens egenskaber.. Når jeg har spist er der kun en vej for mig, og det er den direkte til sofaen. Jeg elsker at ligge ned ( desværre), jeg gider helst ikke fange (tilberede..) maden selv og mine unger er der ingen der skal genere. Iøvrigt har jeg også altid elsket fyldigt og langt hår (manken), selvom mit eget ikke helt ser sådan ud længere. Nå ja og så har jeg jo mine lange kløer hihi


Pyhh det holdt hårdt.

På den tidligere blog fik jeg også et par awards og det glæder mig søreme lige så meget nu, som dengang. :-)

Nu til den lette del:


De tre jeg sender den videre til er:

Anita den skønne kvinde

Pernille den milde fe

Gittemay med de helende ord og den kulørte manke


God fornøjelse He he



UPDATE...


Pernille har allerede fået så jeg giver den tredje videre til:

Jeanette Mariae Englen på engen


Jeg bliver fortæret af..

... dårlig samvittighed som jeg ligger her


Følelsen af svigt og frygten for rygter om dovenskab er enorm.


Ved nærmere eftertanke ved jeg, et jeg nok var lidt vel kvik i sidste uge.

Jeg er superdårlig til at fordele mine kræfter og min energi ligeligt over tid, og nu kommer så prisen.


Så er de jeg tænker at jeg alligevel ikke skulle have været i et forhold, for så kunne jeg lade verden være uden at skulle undskylde. Så ville jeg ikke have ansvaret for at familien kommer hjem til et tomt køleskab og rod i soveværelset.

På den anden side gør det mig ked, at der ikke er vilje til at tage over uden at jeg først skal bede pænt om det, efterfulgt at undskyldninger og forklaringer.


Der venter sure børn og en træt mand om ikke så længe og jeg gemmer mig for dem.


Det gør mig faktisk endnu trættere..

Mummimor i tomgang

Jeg er gået helt i tomgang..

Min hjerne står stille. Ingenting sker der. Jeg ved jeg skal et eller andet, men hvad var det nu lige det var. Min kalender er ligeså blank som min hjerne, så det er altså noget jeg ikke har noteret på dagen i dag. Hmmm


Jeg tror jeg lader fredag være fredag og Josefine være Josefine. Hun må selv tage hjem fra skole og indkøb må ordnes af andre for jeg er kun til een ting... Dynedag.

Vejret er brilliant og perfekt for september, livet er godt og weekenden banker på, det er bare ikke noget jeg overhovedet kan ha med at gøre lige nu.


Hvorfor nu det????

10 september 2009

Hverdagens små fornøjelser..


Denne kande har alle dage fremkaldt gys hos mine nærmeste..


Både i ægteskabet, senere forhold og nu med John oplever jeg en udpræget afsky for denne unikasag.

Sjovt nok er jeg den eneste der syntes den er lidt sjov.


Historien er simpel. I bryllupsgave for snart 14 år siden fik vi bla også kontanter. De skulle jo formøbles og den sidste rest ville jeg bruge på en kande. I lyngby ligger der ved møllen en lille butik der hedder... øhh det har jeg lige glemt! Men det er altså sådan en lille kunsthåndværkerbiks lige over for Lyngby Mølle og den store græsplæne. De forhandler lertøj, stentøj, hørtøj, strik og mere af forskellige kunsthåndværkere.

På en hylde står så denne kande med den gule leopard på. Jeg kan ikke stå for den, fordi den er så egen og så er den sjov syntes jeg. Da jeg kom hjem med dem, var det næsten den direkte vej til skilsmisse.

Efter ægteskabets forlis, har jeg stadig måttet kæmpe for min kande. INGEN syntes om den, og nu er jeg nærmest nået dertil at den må ryge. Jeg bruger den aldrig, men den står da fremme i køkkenet sammen med de andre kander. Jeg ville gerne bruge den til blomster, men glemmer at jeg har den, så leoparden må da være helt ked efterhånden.


Jeg har samlet på kander i en årrække og ved skilsmissen, måtte jeg af pladshensyn vælge ud og efterlade halvdelen. I Lyngby hvor jeg flyttede til, røg der et par stykker mere, da en hylde faldt af væggen med et kæmpe brag. Nu er samlingen reduceret til 8-10 stykker. Drømmen var dengang at de skulle hænge på række i et stort køkken, i dag står de rundt omkring i lejligheden. Nogle ved min arbejdsplads, nogle i køkkenet, et par stykker i stuen og det er egentlig fint.






En kande kan man aldrig undvære...