17 september 2017

Besøg, og lidt om hvordan det kan ende med åndenød




20170916_114950


I går var det endelig dagen, hvor jeg endnu engang skulle have besøg af Pernille og Bettina. Et forsinket fødselsdagsbesøg. De ankom og tog straks køkkenet i besiddelse, for min gave bestod blandt andet i, at de stod for maden. Total luksus bare at byde velkommen, efterfulgt af hygge og gaaaaaver.  Inden længe skulle det dog vise sig, at de bragte gaver der i bogstaveligste forstand fik mig til at miste pusten..


20170916_123315

Dejlig dejlig tærte og salat blev fremtryllet, og huset begyndte hurtigt at dufte som det jo ellers sjældent gør. I ventetiden fik jeg de mest vidunderlige gaver. Gaver så smukke og kreative, at jeg slet ikke kan lade være med at kigge beundrende på dem. Bettina gav mig sin gave på forskud, for at jeg kunne få glæde af den henover sommeren. Bløde blå behagelige clogs og et par fine små sandaler med blomstrede såler. Jeg har desværre fået pakket sandalerne væk for i år, så dem kan jeg ikke lige blære mig med nu, men Pernilles gaver kan jeg fremvise, og det gør jeg med stor glæde.

Vi skulle jo have været samlet på dagen d. 12 august, men der kom noget i vejen. En af Pernilles kreationer er derfor helt utroligt veltimet og tilfældig, eftersom ingen dengang vidste, at Holger ville være borte en måned senere. Se lige her:

20170916_12250820170916_182507

Mød Holgers efterfølger :- )  er han ikke bare skøn?  Jeg flippede en smule af bare begejstring da jeg så ham, for intet kan vel bedre udfylde Holgers plads i sofaen, end ham her. Han er mere eller mindre str lifesize.

20170917_091438

Min nye krammekat sad i en kurv så smuk. Endnu en frembringelse med så meget finesse og nøjagtighed, at jeg ikke fatter det tålmod det må kræve at lave den. Hanken er en gren, der er forarbejdet så fint, at den er blød som smør at holde i.

20170917_09131020170917_091325


Sidst, men ikke mindst fik jeg en dejlig blød vaskeklud OG OG OG tre fine klokker, der skal hænge på terassen. De er lavet i ler og har en klar klang når de dingler frem og tilbage.

20170916_122525

Jeg udskifter lige snorene, for min erfaring er, at vind og vejr hurtigt vil få de tynde hampsnore til at gå til, og knække. DET må bare ikke ske, så jeg vil erstatte dem med noget læderagtigt snor jeg har liggende i perlekassen. Farverne er ramt helt rigtigt, og i tråd med mine puder og tæpper derude.


Åh jeg kan slet ikke komme mig over, hvor heldig jeg er at modtage så skønne sager.


Hvad jeg heller ikke kan komme mig over er, at selvsamme dejlige damer nær var ved at tage livet af mig!  Hvad fanden er det så lige for en gave at give mig!!


Ej, spøg til side, så blev det helt uventet alvorligt og dramatisk på rekordtid efter, at vi havde sat os til bords. Det har aldrig været noget, der har været aktuelt at tale om, men der er et par ting jeg er allergisk overfor. I over 25 år har jeg ikke oplevet problemer, da det jo bare er noget der sidder på rygraden. Alt hvad jeg indtager, og som jeg ikke selv har købt eller lavet, er altid lige tjekket mentalt for sesam, græskarkerner, birkes og valnødder. Jeg gør aldrig noget stort nummer ud af det, spiser bare noget andet. I går gik det så uventet helt galt da jeg spiste af tærten. Ikke ti minutter efter den første bid, begyndte jeg at føle varme og brand i spise- og luftrør. Det bredte sig lynhurtigt til brystkassen og armene. Jeg siger så henkastet som muligt, at jeg synes jeg får det så underligt, og jeg går ud for at trække lidt frisk luft.


Det virkede naturligvis ikke, og i stuen sad der to som ikke helt vidste, hvordan man forholder sig til en værtinde, der begynder at stønne og pive over smerter i maven, og kvalme. Vi fik hurtigt opklaret at synderen var tærtedejen, som var bagt på sesammel. DET er en af de helt store no go’ere hos mig, ved vi alle tre nu, for selvom jeg altid har vidst  at det kunne jeg ikke tåle, har jeg aldrig aldrig oplevet noget lignende omkring sesam.


Jeg gik ind for at lægge mig, men det fik jeg det endnu værre af, og det endte med at jeg lå på gulvet og hev efter vejret. Bettina fortæller bagefter  at mit ansigt skiftede farve og, at jeg begyndte at tale underligt uklart, men det husker jeg ikke selv. Hvad jeg husker er, at der blev ringet alarm og at der ret hurtigt kunne høres en ambulance med udrykning. Forinden var forposten ankommet, en paramediciner der foretog nogle indledende øvelser.


Tror I lige mor her midt i al dramaet, og iført iltmaske og blodtryksmåler, blev vældigt begejstret over at få noget så sjældent, som opmærksomhed fra hele tre yngre labre løver i eet hug??  HA, jeg siger jer bare, det er ikke løgn hvad man siger.. reddere er totaaalt øjenguf. Knapt så begejstret var jeg så over, at måtte hoste op med min egen alder indtil flere gange, og over at jeg sad der og lignede udskidt ævlegrød. Hvorfor sker sådan noget, når man IKKE er stylet til et 12’tal?  ÆV.


Nå, men enden blev at jeg ikke ville på hospitalet i Nykøbing. På det tidspunkt havde jeg allerede fået det en kende bedre, især fordi jeg selv havde nået at sluge allergimedicin inden hjælpen kom. Pernille og Bettina vil med glæde skrive under på, at jeg ikke hører til i kategorien af stille heltinder, der bider smerten lydløst i mig.. Jeg er med andre ord ganske forfærdelig til at klare smerte. Migræne jo, den siger jeg ikke en lyd af, men i går pev og hylede jeg som et barn, hver gang jeg fik tilbagefald. Og tilbagefald fik jeg selvfølgelig. Flere gange. En tur på toilettet for at fremtvinge opkast var jeg også, og DET var en første gang for mig, og DET var da noget af det mest ubehagelige jeg længe har oplevet. Det hjalp dog, men ikke 100%


For nu at gøre kort proces, var jeg først nogenlunde ude af efterveerne omkring midnatstid. Mavesmerterne kom i bølger med jævne mellemrum resten af dagen og aftenen, og jeg kan af et ærligt hjerte sige, at det var virkelig voldsomt, og meget forskrækkende. Især da mine to dødsengle var kørt hjemad igen, sad jeg og kom i tanke om hvor heldigt det var, at de var omkring mig. TÆNK hvis det var sket, og jeg havde været alene hjemme!  Det gik rasende hurtigt fra jeg sank den første bid, og til at jeg lå med kramper på gulvet uden at kunne nå min telefon. Fanme uhyggeligt!



Nu er det så søndag.



Jeg sidder i sofaen og er helt og aldeles smadret fysisk. En ting jeg ikke kan komme mig over er, hvor ondt jeg fik bagpå kroppen også. Lige der hvor nyrerne sidder var det, som om jeg havde fået et par gedigne spark. Jeg er øm endnu, så alle planer bliver udskudt til en anden dag.  I stedet vil jeg nu bare sidde og strikke i min sofa, imens jeg kigger forelsket på min nye kat :- ) Resterne af lagkagen åd jeg sent i aftes da jeg igen følte mig klar til den slags. Den smagte himmelsk siger jeg bare.

20170916_153212 

En lagkage fyldt med rigtig flødeskum og creme, og med rigtig chokolade på toppen. Kæft’ den var go’.

15 september 2017

Og så blev det pludselig fredag …




2017-09-10 11.46.52


… og med fredag kommer også weekenden. I morgen får jeg besøg af Bettina og Pernille, og det ser jeg virkelig frem til. Intet er så helende, som strikkevenner og varme knus. Dybest set er jeg i vanlig stil, hele tiden ved at aflyse med alle mulige dårlige undskyldinger, fordi jeg er som jeg er, og altid får lyst til at gemme mig under dynen.


Jeg gør det dog ikke.


Jeg ved, at med dem kan jeg tage de hvil jeg har brug for, og hvis ellers jeg selv kan holde kæft, behøver jeg heller aldrig tale mig selv halvt ihjel i deres selskab. Det er så befriende.



IMG_8220IMG_8221IMG_8222IMG_8224IMG_8226


Holger tænker jeg på næsten hele tiden. Næsten. Jeg gør nemlig en stor indsats for ikke at hensynke i gråd og elendighed. Det går ikke. Herman gennemgår også sine faser, og det er som han i løbet af i går indså, at Holger ikke kommer tilbage, og da det skete gik han simpelthen ind og lagde sig. Og siden har han ikke haft lyst til noget som helst! Alle hans katteillusioner brast, og nu venter jeg så bare på, at se hvad næste fase bliver. Jeg har været virkelig om ham, og er ofte inde for at nusse ham, hvor han nu ligger. Det er enten på min dyne, eller på den pude der ellers normalt var Holgers. Jeg har hverken kunnet lokke ham med ud i haven, eller til at spise lækkerier.


20170915_175444

Jeg har brugt fredagen på systematisk at klippe haven ned, og det var først omkring ved femtiden, at min lille ensomme ven vovede sig ud. Glad blev jeg, og endnu mere da han ikke længe efter, kom retur med en solsort i gabet.. Ikke at jeg glæder mig over fugledrab, men det var næsten som om også Herman forsøgte, at gøre noget normalt for at komme tilbage til hverdagen. Jeg mener.. han plejer jo snildt at hjembringe et par småfugle og mus og andet småtteri dagligt. Der har mildest talt været fri bane for mus i flere dage her i byen haha.

20170915_180032




Der er noget rensende og befriende ved bare at gå til den med saksen. Orden og overblik gør hjernen klar igen. Man ´gør sig fri af sæsonen, og gør klar til den næste, som man ved bliver endnu en begyndelse på noget smukt og livgivende.

20170915_18015720170915_17542320170915_17543320170915_17545020170915_17545720170915_18004420170915_180104


Jeg ved, at mange havemennesker vælger, at lade haven stå. Lade den forfalde og stå vinteren over. Det er også godt som frostbeskyttelse, men selv kan jeg ikke holde ud at se på det. Jeg bliver nærmest manisk klippelysten, og må have ryddet op. Det er nok bare mig, men sådan er fungerer jeg bedst, hvis jeg også skal have ro i hovedet. Alt i alt er også nedklipningen og oprydningen for mig, en super god måde at holde afstand til stress. Jeg nyder at gå rundt, og tro mig det går laaaangsomt, og bare klippe. Stille og roligt uden at have travlt. Systematisk lade alt afklip ligge hvor det falder, for sidenhen når alt er ordnet, tage bunke efter bunke og klippe det op i små bidder, som så kan kompostere i løbet af vinteren.


Kære venner lykke ER bare en have. På alle måde og i alle situationer.


20170902_195226

14 september 2017

Dagen efter uvejret




IMG_3738

Jeg behøver jo ikke sige at jeg er trist, men i dag har en ny fornemmelse ramt mig, og jeg føler mig uendeligt tom indvendigt! Som om jeg slet ikke kan føle noget og så alligevel.. Tristheden er der.



Trist var det så også at stå op her til morgen, og kigge ud ad vinduet.



Forresten.. da jeg vågnede lå Herman sådan her:


20170914_100328


Han vækkede mig første gang omkring kl fire, og jeg stod op for lige at berolige ham lidt. Normalt sover jeg med lukket dør fordi han har et eller andet med, at han når han kommer ind udefra SKAL sikre sig, at han ikke er glemt. Dag OG nat!  Det orker jeg jo ikke, så hidtil har den stået på lukket dør og ørepropper. Kræet giver nemlig ikke sådan lige op overfor en lukket dør. Næ nej, han hyler og kalder og hamrer på døren ret så længe faktisk, men jeg kan sove fra det når jeg har propper i. Det har han gjort lige siden han blev stor nok til at kunne hamre, og tiden har altså ikke ladet ham vokse fra den uvane.


IMG_1874

Siden Holgers forsvinden fra Hermans liv, har jeg dog ikke nænnet at nægte ham adgang til tryghed og nus, så jeg har haft døren åben, hvilket har betydet at jeg er sååååå udmattet af vækning ca hver anden time. I nat var det heldigvis kun een gang, og da jeg så vågnede i morges ja så lå min lille raket så sammen med mig. Det er jo ikke til at stå for trods alt. Og rart også nu hvor jeg er trist.


Synet, der viste sig for mig udenfor, var altså godt nok heller ikke særligt opmuntrende. Trods det, at det “kun” har været et voldtsomt uvejr, og ikke hverken skybrud eller orkan, så har haven fået virkelig mange tæsk, og det meste ligger simpelthen ned!

20170914_10534320170914_10540620170914_10542820170914_10555820170914_10561420170914_10564020170914_10565020170914_105703


Kan vi ikke bare slå fast, at sæsonen er slut for mit vedkommende. Jeg er sådan set parat og står klar med saksen så snart det bliver tørvejr i mere end ti minutter. Der er også noget rensende ved simpelthen bare at tage fat, klippe i bund, rydde op, fjerne og lukke ned. Når man er ked af det, er det en enorm god øvelse i mangel af en boksebold til at tæske på, eller hvis man er løbet tør for lommetørklæder.


Indtil vejret tillader mig at gå grassat derude, har jeg dækket mig ind med en flæskesteg i køleskabet og mælk til en seriøs omgang risengrød. I rusk og regn har jeg lige været ude for at handle lidt ind til weekenden, og da jeg stod I Rema og kiggede på ned i en køleboks fyldt med steger, var det indlysende at weekenden skulle bestå af trygge dufte og masser af tændte lys.


Holger min Holger jeg savner dig, men jeg gør hvad jeg kan for at kompensere for dit selskab.


IMG_3884

Første billede af Holger, der var luntet ind i huset. Det var i marts ´14, og jeg husker hvordan han uden en lyd bare lå der, indtil jeg pludselig opdagede ham. Det var kærlighed ved første blik hihi.

13 september 2017

Den truende udsigt




I søndags flyttede jeg rundt på møblerne, så jeg kan se årstiderne udenfor skifte. Faktisk foregik det med Holger som assistent, for han var som altid nysgerrig efter, hvad jeg NU havde gang i. Især var det spændende da jeg formåede at vælte en reol fyldt med sager og discs og pynt og dims. Bunken på gulvet bagefter blev efterset af en snude, og siden gik han ud for at tage sig en lur. At se mig kravle bandende rundt var lige et nummer for kedeligt tror jeg.


2017-09-10 12.28.22

20170907_145756


Så her sidder jeg altså. Alene i sofaen, men dog med Herman på plads i stolen lige ved siden af.


20170912_164438


Jeg kigger ud på et uvejr der er ret voldsomt, allermest er det blæsten som åbenbart er nervøs for, at vi mennesker ikke skulle tage det alvorligt. At det er efterår. At efterår betyder blæst, og at blæst ikke er til at spøge med. At bo i et hus er dejligt, men når det blæser bliver jeg altid utryg. Kan ikke rigtig vænne mig til at det knirker og knager og brager alle vegne fra. Ganske, som jeg ikke helt kan vænne mig til den tomme plads ved siden af mig. Jeg tager mig i, at række ud og mærke efter, men nej han er der jo ikke.


Indtil nu har jeg ikke grædt i dag. Jeg har brugt en masse energi på ikke at dvæle for meget. Jeg ved skam godt at sorg og gråd er i orden og at det må til for at komme videre, men der er bare lige den lille hage ved min psyke og sorg/gråd. Får gråden/sorgen først lov at tage fat, bliver den næsten ikke til at komme af med igen. Jeg personligt går i selvsving, og sorgen accelererer helt ud i det åndssvage. Det bliver en svælgen i sørgelige tanker, som æder sig ind på min forstand. Det bliver usundt og næsten ikke til at komme tilbage fra igen. Jeg skal sådan passe på mig selv hele tiden, for at balancen ikke tipper.


Alle, der har mistet, kender den der frygtelige tanke man bliver overvældet af. TÆNK, hvis man skulle gå hen helt og glemme. Tænk  hvis det skulle ske, at man forglemte sig, og kom til at gøre noget ikke sorgagtigt.. Så ville det jo være som at man slet ikke savnede, eller at tabet intet betød. Vi ved med fornuften, at den mistede jo ikke aner en dyt om, at man er “troløs” og går videre i livet, en dag endda med glæde og optimisme. Det er kun i os selv, at den tanke bor. Jeg grubler over, om det vil være bedst at slette alle spor af hensyn til Herman feks. Han kom forbi den kurv Holger lå i allersidst, og straks begyndte han at snuse til den. Hvis han skal vænne sig til, at Holger er væk, er det måske noget skidt at han hele tiden støder ind i hans duft, og måske så tror at han er kommet tilbage..


Selv er jeg vendt 80grader siden i går. Nu bærer jeg ikke tanken om, at fjerne Holger fra bloggens brevhoved! Ejheller bærer jeg at slette alle spor efter ham i hjemmet. Selv kattebakken står her endnu. Det er en hårfin balance mellem fornuft og vanvid. Jeg vil ikke være det menneske, der opbevarer den mistedes “tøj i klædeskabet” i årevis. Jeg kan heller ikke forlige mig med, at leve videre som om han aldrig var her, så det må komme når det føles fornuftigt.


Den der mister, bærer på tabet meget længere end alle de, som befinder sig i nærheden. På den måde får sorg en dobbelt ensomhedseffekt.


Så jeg sidder altså her som sagt. Er næsten igennem onsdag. Dag tre. Herman er ligeså. Vi to Herman og jeg. Hvem skulle nu have troet det!  Jeg har hele tiden været overbevist om, at Herman ville være den der forsvandt først, alene fordi han kommer så meget til skade og laver ulykker jævnligt.


Jeg tog fejl.




Dagens haveterapi:


20170912_17492120170912_17493220170912_17512620170912_17521420170912_17523920170912_175250



Holger skal bo under solsikker blandt andet har jeg besluttet.

Efter Holger. Dag 1







Vejret udenfor bider fra sig på den hårde måde i dag. Det bider så meget fra sig, at vinduerne i min stue knager og brager, og jeg kan både se og høre blæsten rive og flå i den sidste solsikke udenfor. Ellers er her stille.





Stilheden er ny for mig for Holger var en kat, som jeg altid kunne høre hvor var. Han havde det med, at brumme kommentarer til verden når han lå og kiggede ud af vinduet. Han snorkede når han sov, og han kunne give de dybeste suk. Jeg kunne altid høre ham trække vejret. Nu er han stille hvor han er, og der er stille her, hvor han ikke længere er.









En af mine yndlingssange giver med eet helt ny mening på en dag som i dag:













I går var dag et efter Holger, og det var naturligvis en tung tung dag. Ind i mellem voldsom gråd forsøgte jeg, at aflede tankerne med dagligdags vaner. Og jeg overgav mig ved middagstid til kemien, og gjorde brug af noget beroligende, som det ellers er lang tid siden jeg har taget. Tirsdag var tung. Minder og billeder skyllede ind over mig i en lind strøm, og for første gang i flere år følte jeg mig ensom. På den der grundlæggende og omklamrende frygtelige måde. Med Holgers fravær blev det tydeliggjort, HVOR meget han fyldte i dagligdagen, og hvor lidt jeg mærker Herman. Jeg har ellers altid ment at Herman var den der fyldte allermest, fordi han konstant lavede numre og kom til skade. I virkeligheden ser jeg nu, at Herman fylder meget lidt alene fordi han jo ikke er hjemme særligt meget i løbet af dagen. Det var Holger.





Så her sidder jeg altså.



For første gang i tre år helt alene i det hus jeg bor i. Mærkeligt. Tomt. Og stille..







Hermans søgen aftog en smule i løbet af eftermiddagen i går. Han var mere hjemme for at sove, men jeg ved selvfølgelig ikke, hvad han laver og tænker når han er ude. Der har altid været et klart hieraki opstillet af Holger, så Herman kom sjældent til mig når Holger lå på mig. Det gør han jo ikke nu, og det var tydeligt, at når der ikke er en Holger så kommer Herman til mig. Når der ikke er en Holger, så må Herman komme til det næstbedste efter nus og kontakt. Det siger sig selv at hele dynamikken vil ændre sig, så jeg er bare spændt på hvordan den gør det. En lille ting er, at Herman altid smider sit legeme på gæstesengen i det lille værelse, når han sover inde i huset. Udenfor har det som regel været i nærheden af Holger. I går eftermiddags lagde han sig til at sove i en stol inde i stuen. I nærheden af mig...







Jeg VAR i haven også i går. Her er endnu et bevis på, at haveterapi er fantastisk godt for sjælen. Det er en meget meget trist oplevelse lige nu, selvfølgelig fordi Holger ikke er med mig, men alligevel lykkedes det haven at aflede mine tanker for en stund. Mandag var det alle solsikkerne der blev sakset, og i går var det sommerblomster der blev revet op. Inden solen gik helt ned fik jeg endda lavet mig en lille samling af gule blomsterhoveder. Jeg ville gerne vise jer billeder af resultatet, men det bliver først i næste indlæg. Jeg vil nemlig så gerne bruge videoen overfor i dag, og så må jeg benytte bloggers egen skriveside. Det betyder omvendt, at jeg ikke kan poste billeder, for den funktion virker simpelthen ikke her!!









I dag er det onsdag og det er dag to efter Holger. Den er slem, men dog alligevel en smule nemmere end dag et. I morgen kommer dag tre og derefter dag fire. Præcis som altid går livet videre, og uden at lægge mærke til det, vil jeg en dag vågne op og gå rundt uden at tænke på, hvad jeg havde konstant og hele tiden. Det er sådan det skal være, og det er noget jeg har prøvet så mange gange før, at jeg ved jeg får det godt igen.  Som en sidste men ikke uvæsentlig note han jeg fortælle, at en af Holgers mange fans har sørget for, at jeg kan få Holger hjem om nogle uger. Hans urne bliver lagt ude i haven. Det er et uventet tilbud, der rummer så meget omtanke, at jeg naturligvis hylede endnu mere og endnu højere da det pludselig blev muligt for mig. Jeg havde ellers afskrevet enhver ide om, at Holger skulle hjem.







Det kommer han nu.






12 september 2017

R.I.P søde særlige og Uundværlige ven Holger




20170911_112551


Dette er ikke et indlæg jeg havde troet jeg skulle skrive før om længe.  Jeg kan næsten heller ikke, for jeg græder og græder og græder og græder så lidt mere, uden at kunne holde op.


Holger døde i går mandag.


Jeg er helt knust.


Lille Herman er helt ude af flippen.


Verden er lige nu helt væltet.


Holger er borte.



IMG_0893



Ingen har vidst hvor gammel Holger egentlig var, og jeg har altid været klar over, at jeg derfor aldrig ville kunne vide, hvor længe jeg kunne beholde ham. Det er bare ikke det samme som, at jeg var parat til at sige farvel da jeg kørte til dyrlægen i går formiddags. Slet slet ikke. Jeg ved i mit hjerte, at det var den rigtige beslutning jeg tog da jeg afgjorde, at han måtte herfra og jeg var i det øjeblik ret så fattet. I det øjeblik. Da først han lå og var faldet i søvn inden den sidste sprøjte, mistede jeg fuldstændigt grebet om mig selv, og jeg har hylet uden for al kontrol lige siden.


Turen hjem i bilen husker jeg ikke helt klart, den var sløret af våde øjne og chok.


IMG_7508

Mandagen er som en tåge, jeg var nærmest bare  på autopilot, og det er reelt først her til morgen virkeligheden har ramt mig for fuld styrke. Min bedste ven, min tro væbner og trofaste sidemand kat er ikke længere omkring mig. Ikke i sofaen når jeg strikker, ikke på min dyne når jeg sover om eftermiddagen, ikke i en kurv ved siden af mig på terassen, ikke i haven når jeg arbejder, og ikke når jeg tager mine gåture rundt på matriklen for at klippe snegle og nippe blomster. Hans legepind ligger stille hen derude nu, og puden i stuen har stadig hans aftryk.


Jeg tænker på, hvor ked af det jeg er lige nu og på, hvor meget værre det så ikke bliver den dag jeg ikke længere har min mor og far!  For nej, ingen kan nogensinde erstatte en mor eller en far, og ingen kan nogensinde erstatte en Holger. Jeg har mine børn og de betyder også alt for mig. Jeg har Herman og han betyder ligeså en masse. Faktum er bare at min mor og far og så Holger, har været mit fikspunkt i nogle meget svære år.


IMG_1415


Holger kom bogstaveligt talt vandrende en mild og tidlig forårsdag. Lige ind i mit hus og ind i mit hjerte. Der var ikke så meget at diskutere, han var kommet for at blive, og siden forlod han mig aldrig frivilligt.



Ikke før nu. Og bestemt ikke frivilligt. Det er jeg sikker på.



I lang tid har jeg mere eller mindre dagligt tænkt bekymret på hans trivsel. Tøvet med at tage affære og overvejet alle tænkelige scenarier for, hvorfor pokker jeg har haft den der fornemmelse af, at noget var galt. Jeg har ikke kunnet sætte fingeren på årsagen, men jeg tror jeg har udskudt en undersøgelse så længe fordi jeg inderst inde har været virkelig bange for udfaldet..


Flere ting var afgørende for, at jeg i sidste uge greb knoglen og bestilte tid til undersøgelse. Han var igen begyndt at slikke pelsen af, og maveskindet nærmest til blods. Han virkede anderledes afhængig af mine kærtegn og hang bogstaveligt talt på mig uafbrudt. Han nægtede at spise sit tørfoder, og var begyndt at mijave på en helt uvant måde. Som om han ville sige mig noget.


DET var for meget for mig og jeg måtte bare lytte.


Min nabo Tina kom ind for at hjælpe mig med at få ham ind i kassen, og da klokken var 11.00, blev vi vist ind i klinikkens undersøgelsesrum. Holger var tavs. Kærlig, rolig og klar til nus som altid, men tavs. Der blev kigget og trykket og mærket og kæmmet. Muligheder blev vendt og løsninger blev drejet, men virkeligheden var for mig ikke til at ændre. Han måtte aflives. Min egen lille Holgers tandkød og tænder var rigtigt dårlige. Tandkødet helt mørkerødt og tænderne uden emalje tilbage. En behandling til mange mange MANGE tusind kroner, og et svært efterforløb kunne tilbydes, men jeg sagde nej. Min økonomi er ikke til det, og jeg ville ikke byde Holger det. Tog jeg ham med hjem igen, ville det blive meget værre og han ville få endnu mere ondt. DET fortjente han ikke.


Så enkelt kan det siges, og så “nemt” kan en svær beslutning tages.


20170911_112543


Nogen af jer vil måske kunne huske, hvordan jeg hylede dengang jeg måtte af med lille Cupcake og senere Kaninen Fister. De to var også særlige, men jeg siger jer nu, at DET HER tager prisen. Holger var min lille kælepotte, som altid insisterede på at vi skulle ae lidt. !00 gange om dagen. Han havde en særlig sans for mine sindsstemninger, og var på pletten når jeg var nede eller syg.


2016-12-19 11.25.39

Herman er en helt anden kat. Han er klovnen. Den sjove, forblæste og fremadstormende lille raket, fuld af numre og energi, men samme følsomhed besidder han ikke. Ihvertfald har han ikke vist det endnu. Det kan jo være, at han bliver en anden kat nu, hvor Holger er borte, og jeg kan fortælle jer at han siden i går har været fuldstændigt ude af flippen. Han har forgæves ledt og ledt efter Holger KONSTANT siden jeg kom hjem. Hele dagen, aftenen og natten med har han været i bevægelse, og først nu sover han. Da klokken blev 05 og han endnu engang kom ind udefra helt desperat, gav jeg ham en dobbelt dosis beroligende, så han kunne få lidt hvile. Det hjalp og han sover nu i min seng.


2016-11-28 08.52.56-1

Herman er absolut også en kat for sig. Han er tæt knyttet til Holger, og har været tryg i sin verden fordi Holger var i den. Uanset hvor meget på farten den lille fis har været, så har han som det første altid fundet hen til Holger og så jeg, efter han returnerede fra en farefuld færd. Lige hen og slikke Holger i nakken og lige hen til mig for at nusse. Bare to minutter og så var han afsted igen. Hans verden har været, at de to gamle var konstante. Altid hjemme, altid at finde, altid stabile. Og altid klar til at redde ham fra ulykker. I går blev hans verden grundigt rystet, og her bagefter ærgrer det mig, at jeg ikke var den side af Herman bevidst. Det er først nu her bagefter, at jeg pludselig ser, HVOR meget han har elsket sin “storebror”.


IMG_1532IMG_1535


Jeg tog hjem uden at tage Holger med mig. Han var så stor, at jeg ikke ville kunne grave ham et hul dybt nok. Derfor besluttede je,g at han måtte kremeres. Jeg tænkte slet ikke på, at jeg kunne have taget ham med hjem, have ladet Herman snuse til ham, og så køre tilbage til klinikken. I øvrigt ville det også have været en nærmest umulig handling for mig. Ubærligt simpelthen. At køre rundt med min døde kat!  Jeg har dog fortrudt den beslutning, men for sent. Jeg talte med nattevagten sent i aftes, og det kunne uden problemer lade sig gøre, at jeg kom i dag og hentede ham, men han ville sikkert have mistet sig selv og sin lugt allerede pga ophold i kølefryser.


Jeg KAN bare ikke gøre det.


Jeg har talt med klinikken igen her til morgen, og nu er planen at jeg skal fortsætte med at berolige Herman noget tid endnu. Han skal, som jeg, nok komme videre, men ikke uden at det vil ændre på ham. Hvor meget ved jeg ikke. Det vil tiden vise.


Hvad jeg ved med sikkerhed allerede nu er, at jeg har mistet min kælepotte og, at Herman ikke er en erstatning. Herman er sin egen. Herman giver sig ikke af med tidskrævende og stillesiddende kælenus, dertil er der for mange mus og fugle at fange og for meget andet at gøre. Herman er flygtig og fræk, og først om aftenen vil han have lidt kæl. Som regel kommer han blæsende som en hvirvelvind, smider sig på mit skød og begynder at vaske sig. Efter en ti minutters tid er han igen over alle bjerge.

20170909_185043


Til sidst vil jeg bede jer om, at bære over med mig, for inden længe fjerner jeg Holgers kontrafej og navn fra bloggens hoved. Jeg kan simpelthen ikke bære at han er der, men ikke her. Der kommer til at gå lidt tid, før jeg vil kunne klare at se billeder af ham. Når jeg er færdig med at tude, må jeg kigge en anden vej og finde mig et andet holdepunkt, og det nytter ikke at holde fast i noget som er borte uafvendeligt. Der har været så meget sorg i mit liv. Mere end rimeligt synes jeg jo selv. Når sorgen efter Holger fortager sig, nægter jeg at modtage mere på den konto, før den dag jeg må se den i øjnene igen når jeg mister min mor og far. Jeg VIL ikke mere sorg. Jeg nægter.


Jeg ved at mange derude ikke kan forholde sig til min reaktion over en skide kat. Det er helt i orden. Man skal for det første have haft et kæledyr for at kunne forstå. Man skal også være i besiddelse af en vis form for kærlighed til dyr, OG så skal man frem for alt kunne fatte, hvor meget jeg har knyttet mig til Holger og hvorfor jeg har det. Han er symbolet på selve den transformation jeg har været igennem i netop de tre år jeg har haft ham. Han kom da jeg var virkelig ensom, og han gav mig bogstaveligt talt sin pote til at holde i når alt var for svært.


Det er skæbnens ironi at jeg i sidste uge sagde farvel til min bostøtte, og så nu Holger. Begge har jeg haft i min dagligdag i tre et halvt år. Begge har de været der for mig når ingen andre var, og begge har de aldrig svigtet.



Nu står jeg for alvor på egne ben og alene, og jeg beklager Annelise, men dig kan jeg godt undvære.



Holger er en helt anden sag.


20170610_191237