For sjælen ude og inde, eller jeg svælger i lyde i disse dage

 

 

 

 

 

 

Foruden fuglepip, gavner det også min sjæl at lytte til havet. Det ved de fleste, har en god virkning på sindet tænker jeg, og da jeg ved tilfældet er havnet kun fem minutters kørsel fra en strand, ja så har jeg nu endnu en gave, jeg vil til at gøre brug af.

Faktisk filmede jeg en lille sekvens, så I kunne høre lyden af bølgerne, men af en eller anden uforklarlig grund, kan jeg ikke få lov at lægge den på her!  Men så kan jeg i stedet berette, at trods det ellers stille forårsvejr, så var der bølgebrus at høre derude. Ved Kramnitze. Helt og aldeles mutters alene var jeg. Ikke en levende sjæl andre end mig og mågerne synes at dagen var til en tur ved vandet. Dejligt for mig, men egentligt lidt underligt.

Mine børn og min eksmand kan nok bekræfte, at når jeg rammer sandet rettes alle mine sanser mod vand og sten. Det er som om jeg bare MÅ bøje nakken, og kigge ned eller ud. Jeg kan blive ved så længe, at selv børnene bare ikke giiiiiider være der mere, og jeg vil vove at påstå, at om så en hel hær af truttende cirkuselefanter, eller selveste Peter Baier iført trækvogn med friske fyldte chokolader kom forbi, ja så ville jeg ikke ænse det.  Det er alle de interessante former for sten, og lyden af vandet som fylder mig.

 

Der gik da også halvanden time, inden jeg vendte snuden hjemad, og af mystiske årsager vejede bilen noget mere på hjemturen, end da jeg kørte fra huset..

UPS!

 

Måske vægten ikke alene skyldtes strandfund. Det kunne også være fordi jeg tilfældigvis liiige kom til at stoppe op ved en vejkant:

Hovsa!   Der lå lige, hvad jeg skal bruge til det stengære jeg vil ha i gårdhaven. Masser af marksten i en kæmpe bunke ude i grøftekanten. En.. to.. snupti sagde det. Jeg gentager.. jeg ER bare sindssygt taknemmelig for min bil. Den kan bringe mig rundt, og den kan fyldes med alverdens ting og sager.

 

Foruden udflugten, fik jeg både vasket og handlet ind i går. OG smidt maling på det slidte spisebord. I dag har det fået anden omgang, og når det er tørt er det klar til at hygge ved. Det er en hurtig løsning og bliver ikke noget kunststykke udi maleri, men bare bordpladen er brugbar er det fint med mig.

Det hele handler om, at jeg super gerne vil have sorteret og ordnet mit strikkegarn på en pæn og rigtig måde. Og dertil skal bruges et bord at lægge fra på. Gider heller ikke have dug på hele tiden iøvrigt. Når nu trunte her ikke må lege med jord eller spade, så har det vel for pokker ingen skade til at nusse garn. Vel?   det ER da en blød hobby.

 

Og til den går jeg så i dag, og lytter til en anden form for roisjælen lyd:

 

En virkelig fin samling af rolige og lytbare klassiske numre.

Godmorgen Danmark, godmorgen mandag og .. godmorgen sommer

 

 

 

Altså lige nu er skyer begyndt at samles let, men da jeg stod op ved sekstiden skinnede solen så smukt over mit lille matrikel.

 

 

En ny rutine er indført hernede. En af den slags som jeg bestemt ikke er utilfreds med. Når jeg er i tøjet, ( eller stadig i nattøjet ), snupper jeg kaffekoppen og tager mig en runde i haven. Åhhh, jamen tænk at jeg kan skrive sådan!  Det  er stadig slet ikke sevet helt ind, at jeg virkelig har en have og en høj himmel.

 

I stedbedet er blomsterne endeligt begyndt at sætte sig til rette og bare vokse

 

En stor vild rose vokser sig smuk, men desværre på den forkerte side af min hæk

 

Bonderoserne er knopklar til at springe helt ud

 

Mere rose

 

 

I dag vil jeg iføre mig den hvide dragt, og tage fat så småt på at male. Allerede i aftes tyvstartede jeg de første par meter, for jeg ku bare ikke vente på at finde frem til en stor rulle, og helt ærligt tager det ikke lang tid alligevel, for vækkene er korte.

 

 

Jeg ved ikke med jer, men JEG har taget hul på mandagen :-)

Nu haster det vist lige lidt.. heldigvis

 

 

 

 

Mine mange anmodninger om sne og frost ser ud til at virke. Ihvertfald til dels, for om den lovede sne når at ramme min bydel er vist ikke helt sikkert, men jeg får ihvertfald brug for vanter, og derfor må jeg vist hellere se at få vante nummer to strikket færdig. Jeg gik lidt i stå forleden så jeg mangler en hånd og to tomler. Det er til at overse tænker jeg, inden torsdag.

 

Jeg har en let hovedpine her til morgen, Fister ligger stadig og snuer i min seng og lyset glimrer ved sit fravær.

 

Det bliver vist en dag hvor der er brug for masser af de her:

 

I smuk forening med det her:

En lille time med barokken er godt for min sjælefred

Ind i hulen igen

 

 

Der er tomt i mit hoved og jeg bliver i min seng i dag. Jeg skal lige bearbejde noget. Hvis jeg altså kan samle mig om det, for kaos og uorden har indtaget alle kroge af hjernen. Det er forskelligt, hvordan mine lidelsesfæller beskriver denne tilstand. Jeg selv har billedet af en centrifuge, der er gået i selvsving og ikke kan stoppe. Dengang og nu, vælter rundt uden at jeg kan skille tingene ad. Jeg er rigtig ringe til at passe på mig selv, og det har bragt mig til der hvor jeg er i dag. Det kedelige er, at jeg bare fortsætter med at gøre mig selv fortræd uden at kunne kontrollere mine handlinger.  En ud af kroppen oplevelse så at sige, for jeg kan både se og høre mig selv begå fejltagelser, UDEN at jeg dog kan forhindre det.

 

Heldigvis er jeg god til at nyde de gode øjeblikke, og til at bygge huler med tryghed og varme omkring mig. Det har jeg altid været, og måske netop hyggen og hulerne er min force, fordi det er så afgørende for at jeg kan klare livet. Jeg kommer ud af min hule om lidt igen. Det er jeg sikker på, og det lover jeg. Så snart smerterne i hovedet og maven har fortaget sig, og når jeg har fået lagt alt på rette hylde i hovedet. Det tager heldigvis ikke så lang tid mere. Nu kan jeg nøjes med dage måske uger, men for år tilbage var det måneder og år jeg blev i hulen.

 

 

DET er da fremskridt i sig selv ik..

 

 

Jeg holder en pause fra bloggen

 

 

 

 

Det er pludseligt fredag igen, og jeg ser der er gået en uge siden sidste indlæg. Jeg må erkende at jeg ikke føler mig så informativ for tiden, så jeg tager konsekvensen og melder ud, at jeg holder en feriepause.

Jeg ved med sikkerhed at jeg vil genfinde skrivelysten, det er sværere at sige hvornår, så derfor holder jeg ferie på ubestemt tid. Der sker en masse indeni mig i øjeblikket, og jeg kan faktisk slet ikke formulere hvad det handler om, andet end at jeg syntes jeg er ved at forandre mig som menneske.  Jeg ved ikke helt om jeg bryder mig om det, for som forandringshader er det vanvittigt svært at skulle forholde sig til, at man ikke kan genkende sig selv længere. Jeg er splittet imellem to jeg’er, det gamle og det nye. Det nye som jeg gerne vil favne, og det gamle som jeg kender og har svært ved at slippe..

 

Jeg har bruger mine dage på og i mit hjem, på min lille nussebasse kanin, og på min noget større trygge og trofaste krammebamse alias René. Bruger tid på at overvinde den socialfobi, der igen er dukket op efter min lange tid hjemme. Det har været tiltrængt med roen, men jeg ryger hurtigt tilbage til min vante og beroligende isolation. Opsøger ingen, hverken via mobil, mail, blog, facebook eller irl. Bevæger mig kun sjældent udenfor faktisk. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg bare ikke orker det. Jeg har lissom ikke rigtigt plads inden i mig til at rumme mennesker. DESVÆRRE er det slet slet ikke godt i længden, at være alene på den måde, så jeg VED at jeg må kæmpe mig ud af min skal igen, og det er svært. Der gør mig træt og giver mig hovedpine.

 

 

Humøret er der ellers ikke noget galt med.

 

 

Jeg vender tilbage og indtil da.. nyd foråret og god sommer.

 

Jeg er gået hjemmefra

 

 

 

 

Fuglen er fløjet.

 

 

 

Jo den er god nok. Hjemmesyetfast som jeg er, har jeg alligevel vristet mig fri af mine egne vaner, har pakket lidt dit og dat, og er udvandret.

 

Ikke langt væk, men nok til at jeg får det jeg har behov for lige nu. Nemlig fred og ro, også i maven. Den søde mand har til huse tæt på, og i hans hybel slapper jeg nu af. Som en ægte praktiker bor han enkelt, ja nærmest spartansk når man hedder Henriette… , og der oppe under taget med udsigt til tagene, vil jeg nu forsøge at komme til hægterne igen.

 

Sidste år tilbragte jeg mange timer her når jeg trængte til pause fra min hverdag, og her har jeg hver gang mærket roen sænke sig over sindet. Hvorfor ved jeg ikke. Det er bare sådan det er. Jeg elsker mit hjem, det kan ingen vist være i tvivl om, men i går ku jeg ikke holde til mere. Der tog tagmænd med hammer og mejsel for alvor fat. De begyndte i min ende af huset. Kl halv syv. Med mit hoved stadigt skævt syet på, føltes det meget voldsomt, og så vil jeg alligevel ikke klage for NOJ hvor arbejder de hurtigt. Et par timer og de var allerede forbi mig, og videre henover naboen og hans nabo igen.

 

Nu er tagballaden muligvis andledning til min retræte, men det handler faktisk allermest om, at jeg ikke har været her siden juli sidste år. SÅ svært har jeg ved at være væk fra mig selv. Der har ikke været problemer med det, vi har været hos mig og det er fint, det er bare så fjollet for jeg kan faktisk rigtigt godt lide at være her. Her hvor der ikke er meget der kan stresse øjne eller ører. Her hvor der stort set aldrig bliver set tv, og her hvor der er masser af rumplads og ikke mange møbler. Med andre ord.. her, hvor der er så meget mere anderledes end hos mig selv.

 

Siden jeg flyttede for snart et halvt år siden, har jeg nærmest været konstant syg. og det har jeg gået og summet lidt over. Påfaldende, men nok ikke så underligt når jeg tænker efter, for jeg har levet i et ( for mig ) voldsomt stressende og hårdtspændt miljø, i henved to år inden da. Fra januar til sommer klarede jeg det fint efter omstændighederne. Kørte kækt ( for det meste ), frem og tilbage imellem Østerbro og Vanløse. Da august ramte var jeg mentalt brugt op. Jeg fik flyttet og er kommet næsten på plads, men jeg orker faktisk ikke mere nu. Migrænerne og de forskellige infektioner har gjort mig så træt, at jeg på det nærmeste ikke har været i forretningen siden.

 

Jeg har talt med min læge i går. Trængte til lige at vende tingene med ham, og han mindede mig om at jeg IKKE har været hos psykologen siden januar sidste år, OG at jeg jo faktisk fik skrevet i min journal dengang i novemer 2010, at jeg udover dyb sorg ankom med symptomer på ptsd. Jeg ved han har ret, jeg ved jeg mangler samtale og bearbejdning af de chok jeg fik dengang i ‘09 og 10. Inde i mig sidder de stadigvæk og i hverdagen mærker jeg det i form af mere og mere tilbagetrækning fra hverdagen udenfor dørene. Jeg mærker det i form af alverdens smerter og dårligt immunforsvar. Jeg mærker det når jeg uden forståelig årsag flipper helt ud og mister fatningen i en strøm af tårer og afmagt. Og jeg mærker det ved denne sindssyge træthed.

 

Jeg ved det hele, men jeg har ikke gjort noget ved det. Har tænkt at det vender sikkert om lidt, og når jeg får ro og fred omkring mig.  I går fik min læge “ sat mig på plads”, og mindet mig om at det sind jeg går rundt med, SKAL ha aflastning og hjælpes videre, hvis jeg vil have det bedre end jeg har haft det på det sidste. I dag får jeg fat på psykologen, og i går pakkede jeg sammen og tog på “ferie”. Det kan jeg heldigvis fordi jeg ikke har børn derhjemme lige nu. Hvor længe ved jeg ikke, men lige nu nyder jeg det bare.

 

Jeg har ellers kæmpet hårdt for at komme videre i livet. Fokuseret virkeligt meget på de små ting og de positive vinkler. Har været optaget af håndarbejde, bloggeri, redebygning, kæreste, og når jeg ku, strikkedamer og frivilligt arbejde. Og samtidigt har jeg ganske langsomt trukket mig mere og mere. Har fået sværere ved at gå ud. Har fået sværere ved de praktiske ting, såsom tøjvask og oprydning. Særligt turen ned i vaskekælderen volder mig vanskeligheder. Jeg kan ikke forklare hvorfor.  Det første halve sidste år gik ret godt socialt, det sidste har været noget mere svævende, og det kan ikke blive ved med at gå. Jeg VIL ikke ha det. Sådan.

 

I hyblen er der derfor pludseligt kommet garn og hæklerier ind i mellem alle chiliplanterne:

 

Jeg er alene hjemme indtil arbejdsdagen er slut, og skal/kan ikke tage stilling til andet end den næste blomst jeg vil hækle.

For nemhedens skyld har jeg nemligt pakket hæklerier og ikke strikketøj. Jeg har sat mig for at hækle videre på vennetæppet, og at gå i gang med at øve blomster. I mange afskygninger.

De to bøger har jeg med hjemmefra, og så er der jo enorme mængder pinnet til min opslagstavle. Det er bare at beslutte hvilken slags og hvilke farver.

 

 

DET kan sgu da ikke stresse mig. NÅ!

Havetjans

 

 

I går var jeg forbi Roskilde fjord. Alt for lang tid er det siden sidst så jeg nød det, især fordi jeg fik lov at hjælpe til i haven. Sidst jeg var der, så der sådan ud:

 

Som tak for lån af træ og hængekøje er det vel også kun rimeligt, at jeg hjælper med at fjerne den million milliard blade træet har smidt på plænen. Eller rettere… over alt i haven, bedene, buskene, og næsten også i fiskenes vand.

 

 

Systematik må der til.

 

Lange rækker, derefter fejet sammen til bunker og så ned i sækkene. Det blev til otte sorte sække og to der tager dobbelt mængde i denne omgang. Der har allerede været fjernet blade een gang tidligere, så sådan et træ kan virkeligt sætte gang i søndagsmotionen. Nu er der som støvsuget igen, og haven kan stå klar til at modtage næste vintergæst…. Sne i rå mængder. Jeg er klar når det sker for jeg elsker sne, og i år VIL jeg have billeder derfra med sne på, om jeg så selv skal skovle mig frem dertil hihi.

 

Midt i alt det brune og grå, kørte jeg forbi en have med resterne fra sommeren. Rester så smukke og farverige, at jeg stoppede dytten for at tage kulørene med mig hjem. Ikke i form af tyvegods, men som billeder jeg kan kigge på og glæde mig over, også herinde:

Det er da fantastisk, at vi her i november kan se frodighed og farve i haverne endnu. Intet under at netop georginer er en af mine ynglingsblomster.

 

I min vens have er der også stadigt små sjove detaljer og farver at finde, og de kom også med mig hjem. Både i form af matrialer til et lege med, og billeder til bloggen:

Heldigvis er det ikke ofte jeg kommer på besøg. Heldigvis forstået på den måde, at jeg hver gang jeg skal hjem igen bliver lidt trist. Der er så dejligt at være, naturen er fantasisk og både omgivelser og mit sind er i ro og harmoni. Hverken bystøj, maskine- eller menneskeskabt huserer eller forstyrrer deroppe, og selvom jeg er glad for at bo i byen, kan lide mulighederne lige uden for døren, så ER det bare noget andet at være på landet. Ku jeg, havde jeg pengene og muligheden ja så gad jeg sgu godt bo ved Roskilde Fjord.

 

 

Ham her var ingen steder at se, og fordermesteren har en lumsk mistanke om en nabo, der har lokket med et foderhus tættere på dens hemmelige hule. Personligt mener jeg jo at den slags bør anmeldes til politiet ;)))  Og hvad er det lige med dyr og troskab spørger jeg bare??

 

 

Nå, men i dag er det mandag og her har der allerede været håndværkere på færde i en rum tid. Til forskel fra det lille stille egern, er de igang i kælderen og DEM kan man ihvertfald høre…

 

 

Godmorgen til dem og alle jer derude.

Hvad vil jeg selv?

 

 

Tjaaa. Lige nu befinder jeg mig i en situation, hvor netop det jeg selv vil og har brug for, hele tiden må skubbes til side. Hver dag dukker problemer op der skal løses. Af mig. Andres problemer, behov og dårlige planlægning, ryger direkte ned i mit skød og det bliver mit ansvar at få tingene til at gå op i en højere enhed.

Jeg er ufatteligt dårlig til at sige fra. Og KAN man sige fra hele tiden? Uden at stå tilbage som den dårlige mor eller, hvad jeg nu er for dem jeg skal være der for?

 

Jeg ved det.. det lyder som en klagesang. Det lyder som om jeg har ondt af mig selv. Det er måske ikke helt forkert, men jeg kan bare ikke holde til det. Når man tænker på at jeg ( godtnok ufrivilligt dengang ), fik mit liv tilbage som Henriette, har jeg ikke flere kræfter til at være blæksprutte, end da jeg var i et forhold og havde fire børn. Jeg prøver hver dag, at være opmærksom på mine egne grænser og behov, for ikke at brænde sammen, og alligevel gør jeg det. Hopper, springer og brænder sammen.  Aflyser det jeg selv gerne ville. Får ikke set dem jeg gerne ville se. Får ikke læst og blogget så meget som jeg har lyst til. Får ikke arbejdet i butikken så ofte som jeg har brug for. Får ikke hvilet nok. Får ikke strikket så ofte som jeg trænger til.  Hver dag er det spændende om jeg kommer hjem til en ulåst hovedør, alt lys tændt og fjernsynet kørende, trods det at ingen er hjemme. Når jeg er et sted, er det spændende hvor længe der går, inden opringningen kommer. Den jeg VED kommer. Om et eller andet akut og meget vigtigt, der kræver at jeg pakker mig selv ned igen, og straks tager afsted for at assistere. Hver dag har jeg dårlig samvittighed over ikke at kunne være der, hvor andre ønsker jeg skal være. Og hver eneste dag har jeg dårlig samvittighed over for mig selv.

 

 

For hvad vil jeg selv? Udover det ovenfor nævnte?

 

 

Hvis jeg ku ville jeg bare tage ferie. Ferie fra alt og alle. Være alene i en hængekøje. Eller sidde for enden af en badebro, med kun fuglene som selskab. De beder mig ikke om noget.

 

 

Kigge på den stille vand, hvor kun vandmænd og både duver. Der behøver jeg ikke tale eller give af mig selv.

Hvis det var muligt ville jeg slet ikke lave andet end det jeg selv havde lyst til, og det interessante er at det burde være muligt. Jeg er kun mig selv. Mine børn er store. Hvad er problemet?

 

Jeg er bange for vreden og utilfredsheden. Ganske enkelt. Den der kommer når jeg siger fra. Jeg skylder jo at være der ik…?

 

 

**********************

Ingen stress tærskel at have, er svært at leve med. En hverdag som mange ikke regner for noget, kan vælte mig på kort tid. Mange input får mit hoved til at snurre og min krop til at smerte. Jeg ved at det jeg har det skidt med, sansynligvis ikke er noget særligt, men det er sådan jeg er og jeg kan kun være fortvivlet over, at jeg ikke formår at formidle netop DET, så dem jeg har nærmest kan forstå det og respektere det.

 

Nu skal jeg til Vanløse/Husum for at hente flyttekasser til Josefine. Til Vangede for at hente festivaludstyr for Rasmus. Køre til Frederiksberg for at aflevere det til den adresse det skal leveres til. Tilbage til Valby og vente på at Josefine er klar til at modtage kasserne. Køre til Østerbro for at skifte og hvile, og så skal jeg til Frederiksberg for at være med til fest for klassens afslutning.  Jeg har aflyst at møde på arbejde, og aflyst min egen plan om indkøb til køleskabet. I morgen vil jeg aflyse jobbet for at kunne hjælpe Josefine med at pakke og være klar hvis Rasmus har brug for mere transport. Jeg skal huske at min mor har fødselsdag, og så vil jeg tage til Frederikssund for at overholde min egen længe planlagte aftale, og håbe at jeg ikke bliver alt for skidt tilpas i løbet af dagen. Søndag håber jeg at jeg kan få fri, men skal muligvis flytte lidt mere for min datter. Og så har vi mandag. OG tirsdag og …