Så langt.. så godt..

 

 

 

Jeg er gået fra og til hele dagen. Altså fra og til min blog. Der er stadig ting der nager mig, og jeg bliver ved med at prøve, at rette ind og gøre ved. Noget er blevet bedre, blandt andet har jeg alligevel fået lavet mig nogle ekstra sider, som ihvertfald på den ene er blevet fyldt op med lidt af hvert. Det der er så underligt er det med de dersens sider.. på layoutet i Artisteer, er de ekstra sider BÅDE vist i form af knapper, OG med mulighed for at lave undersider. Det viser sig bare ikke når jeg uploader det. Jeg ved at der er et eller andet jeg har overset, så jeg maser videre. Faktisk har jeg endda været inde og rette i koderne!!  Jo jo den er god nok, kodeamøben fandt pludselig de vises sten, og ved hjælp af vejledning fra google og blogger, fik jeg rettet noget til.  Sikke en følelse det giver, når man endelig fatter russisk :-)

 

Endnu syntes jeg at sidebaren ligner noget der er løvn. Teksten er alt for krampet sammen, det roder og er ikke opdelt ordentligt i felter eller kasser. Det er også noget jeg ellers har så fint på skabelonen, så også der skal jeg redigere lidt i det.  Med tiden kommer det som nok til at ligne en side der repræsenterer mig og den jeg er.

 

Vær tålmodig er min lille bøn, for hurtigt går det ikke.

 

Hele dagen har jeg sagt til mig selv: “ NU pauser du, lukker for den pokkers maskine og laver noget helt tredje”.  Og hver gang er der ikke gået mere en en halv time, så sad jeg her igen. Sku bare lige…  Og snupti var der gået tre timer, min blære var ved at eksplodere, for tisse ku jeg ikke lige finde interesse for, mine øjne sved og min hjerne klikkede med alt for mange informationer og farver.  Kæresten griner i skægget og er mægtigt gammelklog og fro.  “ Sådan er det at være nørd” er hans replik. Han mener at jeg er ved at få computervirussen, der handler om tid der forsvinder ud i space, når man går i gang med programmer og nettet. 

 

Her kan jeg dog godt love, at det ALDRIG kommer til at ske. Det er kun lige med bloggen, at jeg lader mig rive med af min egen perfektionisme.  Jeg vil jo meget hellere bruge tid på at

 

 

STRIKKE   ;-)

 

 

 

Træk vejret ind, og ånd laangsomt ud..

 

 

 

 

 

Disse ord har jeg sagt til mig selv et utal af gange siden i går morges. Der fandt jeg nemlig uden jeg husker hvordan, et program hvor jeg selv ( med få undtagelser ) kan designe min blog. Siden da har jeg siddet limet til skærmen, opslugt af at prøve alle mulige og umulige kombinationer. Min tålmodighed har været sat på en voldsom prøve, men jeg har været stædig.  Nu har jeg så udgivet det nye udseende, og skal liiige vænne mig til det. Kun få ting er umulige, blandt andet kunne jeg godt tænke mig en tegning, der bryder et af de to hjørner øverst på selve blogarealet. Bare sådan lige for at det ikke skal være så ensartet hele vejen rundt.

 

Min tanke har været noget i retning af en tegning der forestiller enten mig der strikker, fire små personer i tændstikudgave, eller en blomstertingest. Bobler eller en ranke ku også være fint, men det er altså lige for meget at kræve af programmet :-)

 

Jeg overvejer lidt, om det hele er for ferskt. For pænt og ordentligt og kedeligt simpelthen..

 

Det jeg gerne vil udtrykke er jo den jeg er, og jeg kan godt lide orden, men også at der er lidt der springer i øjnene. Altså et blikfang. Noget der ikke er inde i en kasse.  Lige nu har jeg dog fået mere end rigeligt af det her nørderi, så nu bliver det sådan.

 

 

Programmet hedder Artisteer og her er et link til siden:

 

http://www.artisteer.com/Default.aspx?p=home

 

Prøv det.  Der er mange timers leg med farver, fonte, billeder og former i det, og jeg kan godt anbefale det.  Dog må jeg lige tilføje at jeg har brugt noget tid på også at skulle hente et offentligt fotoopbevaringsprogram, hvilket der kræves hvis man gerne vil bruge egne billeder i layoutet.  Også her måtte jeg fedte voldsomt med det praktiske, for i tråd med min begrænsede intelligens omkring programmer, skulle jeg også bruge tid på at fatte ideen og hvordan og hvorfor osv..  Nu udgiver jeg dette indlæg, som er skrevet i WLW og jeg er spændt på hvordan fonten bliver. Skifter den mon over til det jeg har forudbestemt i Artisteer, eller kommer den frem som den skrift jeg bruger herinde??  Vi får se..

 

 

 

Fra et nørdeprojekt til et andet går jeg nu. Lukker maskinen og bruger mine hænder på fibre og pinde i stedet.

 

 

Jeg skal bare liiiige sove lidt igen ;)

Det handler om strik (og særligt sensitiv..)

 

 

Det er ved at være længe siden at jeg har postet om strik. Jeg har ikke ligget på den lade side, men der har været så meget andet, der har fyldt mine linier herinde. Jeg skammer mig lidt over at skrive det, men også i dag er jeg ikke særligt frisk. Det er som om jeg ikke kan rejse mig igen, efter sidste uges mange sociale oplevelser og denne uges tredages migræne. Træt er hele tiden nøgleordet, og i dag har jeg så også ondt i maven. Derfor ligger jeg stadig på langs, orker ikke noget og hvad mere er..

Jeg har ikke LYST til noget.

Allerhelst kunne jeg ønske mig at være alene, når jeg har det sådan, for min dårlige samvittighed over ikke at være en hurra og aktiv mor og kæreste, når nye højder og tynger mine skuldre helt ned til gulvet.  Jeg har været bombarderet med telefonopkald og problemer, der skulle tales om i timevis fra et af mine børn, noget jeg selv mener jeg burde kunne klare, jeg bør jo være til rådighed 24/7 ikk..?  Både nat og dag har mobilen ringet, men nu kan jeg bare ikke mere.

Nedenstående er lånt fra en artikel i et nyhedsbrev jeg fik forleden. Det handler jo om mig, og den diagnose jeg også har. Når jeg læser det, bliver jeg passende mindet om, at der er en grund til at jeg går ned med flaget…

**************

Er du også særligt sensitiv?“.. Omkring hvert femte menneske har et nervesystem, der er mere fintfølende end andres. De oplever og bearbejder påvirkninger på en mere deltaljeret og nuanceret måde end andre mennesker og opfatter indtryk, følelser og stemninger, som andre måske ikke lægger mærke til.
Særligt sensitive mennesker er ikke så robuste og er i højere grad disponeret for at føle sig udmattede og stressede. For dem handler det derfor om at lære at tage vare på sensitiviteten, som også indeholder mange særdeles positive elementer…”

“…en bog, som giver læseren en grundig forståelse for, hvad det vil sige at være særligt sensitiv. Med bogen følger konkrete råd og værktøjer til, hvordan man skaber de bedste rammer for sin sensitivitet, og hvordan man forebygger og håndterer overstimulering..”

(Ord og illustration er lånt herfra: http://www.kvindeguiden.dk/default.asp?thdid=24631&bid=12311&page=)

********************

Her springer ordet OVERstimulering lige i øjnene på mig, for det er jo sådan det er. Alt for mange indtryk, alt for meget at absorbere.

Nå, men strik var egentlig det jeg ville skrive om lige nu. Strik som gør mig så godt og som får mine nerver til at hvile og slappe af,  og min hjerne til at holde ferie fra det der ellers kører rundt i ring. Jeg har en masse at fortælle, garn og projekter jeg vil dele med jer, men nu får det alligevel vente til jeg har pauset lidt. Indtil da kommer her et sneakpeak:

  

Ja jeg siger ikke mer.. ;-)

En god sags tjeneste med gevinst på

 

 

 

 

 

Alle kreative og strikkende medbloggere, skynd jer at klikke over til Christunte. Hun har en rigtig god udfordring med indbygget velgørenhed kørende indtil 1. dec i år. Hjælp neonatal afd på Hvidovre med varme tæpper, og vær med i konkurrencen om skønt garn. Der er fem præmier, og dermed fem muligheder for gevinst.

 

 

 

Jeg har allerede været i gang i et stykke tid, men gik i stå inden sommerferien. Dette er en god ide og jeg tager straks fat i det hæklede tæppe endnu engang. Min egen Josefine har ligget på Neonatal i Glostrup, og dengang var jeg utroligt rørt over at se hendes lille bitte bare krop, der foruden slanger og alverdens bipting, også var iført hjemmestrikket hue og små futter.  Det vil jeg bestemt gerne bidrage til, at andre og kommende mødre også kan opleve på en ellers deprimerende afd.

Leg med bogstaver

 

 

Når nu jeg ikke evner at redesigne bloggen, kan jeg heldigvis finde ud af at scrable.  Rasmus og jeg har spillet, og hygget med de små brikker både på bord, og i hjerne.

 

 

 

 

Rasmus snød og jeg vandt ;-)

Jeg holder meget af at spille, men kan ikke altid finde roen i mig selv til det. Jeg har dog lovet at næste gang bliver det yatzy han skal have tæsk i    hehe..

Det gider jeg bare ikke NÅ!

 

 

Det der høvl med faneblade kan de godt stikke op, hvor solen aldrig skinner ovre på bloggers kontor. Nu har jeg prøvet at skrive et nyt indlæg til fanebladet om lydbøger. Ja hej du, i stedet for et nyt indlæg er det første slettet og det viser sig som en side man kan kommentere på. Man kan IKKE, som på blogdelen scrolle ned og se hvad der tidligere er skrevet, og ikke skrive uden gå ind i redigér indlæg.

Eller måske kan man, JEG kan bare ikke hitte ud af det.  Een ting er, at jeg gerne vil have flere muligheder for opdeling af min blog, en anden er at jeg syntes det er hamrende kedsommeligt at bruge tttiiiiimmer på at fatte det.

Næ nej, så hellere en mad – eller strikkeopskrift. Det har jeg da ( næsten ) ingen problemer med at hitte rede i. Ihh guder hvor er jeg hidsig nu.  Min tålmodighed er bare ikke til det, og jeg får galloperende blodårer i panden af det.

Jeg forlanger at blogger kommer HJEM til mig på adressen og så kan jeg beskrive hvad jeg vil have de skal lave med min blog.

AARRRHHH!!   !”/&%#%§**#”&(“&(“§§§§>>¤¤###”!!!&/%&#”#¤%&/()  !

Jeg sletter mine faneblade igen gør jeg. 

ÆV

Jeg fedter videre…

 

 

Med min blog og derfor skal ingen undre sig hvis den hele tiden forsvinder og kommer tilbage hehe ;-)

Hovedet sidder stadigt skævt på, og jeg er omhyggelig med ikke at overanstrenge min øjne. ALT hvad der kan tricke et nyt anfald holdes på en arms længde..

Har sovet dårligt, spist et stykke chokolade efter frokosten, nusset med de pelsede og altanen. Min samvittighed er ren som sne over at jeg resten af dagen intet andet vil foretage mig end, nørderi herinde og sove sove sove.

Og drømme om at sommeren aldrig forsvinder fra mig. Jeg savner at have dyppet tæerne i vandkanten nemlig, men måske jeg finder et sted jeg kan overskue at køre til en dag, inden det hele visner ned og varmen forlader landet.

 

 

Jeg opsender en prøveballon

 

 

 

 

 

 

 

 

Er ved at finde ud af hvordan WLR kan udgive indlæg til de forskellige sider jeg har forsøgt at tilføje bloggen. Beklager hvis der opstår forvirring i nærmeste fremtid :-)  Næste fase af blogfornyelsen er indtrådt, vi får se hvordan det så kommer til at gå.

 

 

Ok, det virkede så ikke..  hvordan får jeg dette indlæg til at vises under fanen håndarbejde i stedet for under fanen bloggen??  Øv altså hvor er det bare besværligt IKKE at være computerkodenørd

Navigationslinien

 

 

HVORFOR kan jeg ikke længere vælge at have en usynlig navigationslinie??  Det irriterer mig i dén grad, at den skal hænge der og skæmme min blog. Førhen var den gemt, og kom så frem nå musen opholdt sig inden for dens enemærker..

Jeg er ikke vild med forandringer :-((

.. Kun dem jeg selv laver :-))

Award

 

 

Jeg har modtaget en award fra hende her.

Jeg ved at mange har et lidt ambivalent forhold til de awards der sendes rundt, og jeg kan godt forstå synspunkterne. Det ER ikke nemt at skulle sidde og vælge nogle fra og andre til, når den skal videre, men jeg har det altså sådan at jeg bliver så utroligt glad for at få dem. De giver mig bekræftelse og får mig til at tro på, at min blog har sin plads imellem alle de mange mange andre interessante blogs i universet af skrivelystne.  Derfor tager jeg med glæde imod, siger tak og prøver så at hitte tre andre modtagere, som gerne vil lege med.

Awarden er denne:

Med den følger så en opfordring til at skrive tre ting, som jeg godt kan lide ved mig selv..  Hmmm, noget af en opgave mener jeg nu nok, men here goes

1  Jeg har et varmt hjerte

2  Jeg er god til at skrive ;)

3  Jeg er ikke kræsen

Det sidste er jeg ret så stolt af, for jeg er en nem gæst hehe.

Awarden sendes videre til:

Claus Dalby : fordi han om nogen netop giver det lille ekstra hver dag på den blomstrende blog.

Prophecy : fordi hendes ekstra, er hendes mod til at skrive om sig selv i et forhold uden for normerne.

Donald : fordi han altid kan skrive så fint til mig, og fordi han som mand gider læse med

Hvad kan man med smerte ?

 

 

 

 

 

 

Ja det er jo et rigtigt godt spørgsmål..

Svaret er mangesidet, for som med mennesker er smerte meget forskellig og opleves også på mange måder, alt efter hvem der har den. Jeg selv har lært at leve med, og indrette mig efter den. I hvertfald langt hen ad vejen og ihvertfald med den jeg har i hovedet, men der hvor jeg bliver væltet er med sådan en slags smerte, som den jeg har haft i dag.

HOLD da op. Har man aldrig haft ondt i knolden, er det ikke til at forholde sig til, HVOR invaliderende det er. Der er grader af hovedpine og efter 19 år med migræne som regelmæssig følgesvend, har jeg simpelthen bare besluttet, at det gider jeg ikke leve med og lide under, så der benytter jeg mig af mirakelmidlet Sumatriptan, også kendt under navnet Imigran. De første mange år fandtes de slet ikke, og jeg var henvist til at leve smerten ud indtil den forsvandt igen. Da de endelig kom på markedet, kostede de 700 kr for en pakke med seks styks!  Det siger sig selv, at det har været noget af en udgift, men en jeg bare har taget med, når midlerne var til det. Efter de obligatoriske 10 – 12 år med patent på, blev de så frigivet og i dag kan man få en kopi til sølle ca 40 kr. Så altså..  migrænen bestemmer JEG over. At den ikke helt forsvinder skyldes sikkert mange ting, men under min indlæggelse gennemgik jeg en mængde undersøgelser, og konklusionen fra hjernespecialisten var såre simpel. For det første er den hormonelt betinget ( første anfald kom under min første graviditet), den er sikkert også en del af min arvemasse, da de meste af min mødrene familie lider af den, MEN det mest sansynlige ( pga hyppigheden..), er at det er psykisk betinget. Når jeg er ude af balance accelererer anfaldende.

I dag har været et af den slags tilfælde, hvor ingen kan forklare hvad der lige skete. Jeg stod op, fodrede de pelsede og DOOIINGG, fra et sekund til det næste eksploderede det simpelthen inde bag det ene øje. Uden varsel og uden at jeg kunne nå at handle på det. Medicinen skal nemlig tages INDEN et anfald går i gang, men her var intet forvarsel. Fra syv morgen til otte aften har jeg så været helt væk. Rigtig dårlig og ude af stand til at se eller tænke. Sove har også været umuligt, og alle stillinger har været lige smertefulde. Med en kold klud over ansigtet har jeg ligget og bare ligget. Min overbo har været en guldklump, og cyklede til apoteket efter piller, fordi jeg ikke havde nogle liggende. Men lige meget hjalp det, og jeg ringede så til sidst efter vagtlægen. Og nu kommer så det mærkelige:

Inden han nåede frem, forsvandt smerten lige så pludseligt som den var kommet!

Jeg ringede op igen, og afmeldte besøget, hvilket forresten fik lægevagtemanden til at udbryde et kæmpe tak. Han var målløs, for det havde han ikke oplevet før. Men jeg mener…  hvorfor spilde tid på at besøge mig forgæves?? Jeg har haft det godt siden, og har kun været mast som efter 12 runder i ringen. Helt naturligt med tanke på den energi kroppen bruger under sådan et anfald.  Min egen læge var bange for at det kunne skyldes en hel masse andre ting, eftersom migrænemedicinen slet ingen virkning havde, men det tror jeg nu ikke. Jeg lader det ligge, og håber der går mindst et år indtil næste gang. Det er nemlig godt et år siden sidst såå..

Det jeg egenligt ville skible lidt om, er det med hvad man kan med smerte i kroppen. De fleste herinde i blogland ved jeg, har prøvet at have ondt i ryggen, hold i lænden og at være låst til saltstøtte af pludseligt opståede smerter i bevægeapparatet. At have rygsmerter giver en bevidsthed om, HVOR meget ryggen har af indflydelse på vores bevægelser, MEN man kan faktisk alligevel en del, selv når man ligger i en eller anden sindssyg stilling, og er ude af stand til at flytte sig.  Feks kan man udemærket lytte eller læse en bog, se tv, høre musik, spise, drikke og måske endda nørkle lidt, hvis man er havnet på langs og kan sidde med lidt støtte. Toiletbesøg er en anden sag, og enhver der har prøvet at låse fast og ende på gulvet, ved at DET er noget af en udfordring ;)  Smerter i fødder og ben, arme og skuldre er også øv, men ikke sådan at man ikke kan fordrive tiden med et eller andet, under en eller anden form.

Undtagelsen er når smerten sidder i hovedet, hvad enten det er hovedpine, tandpine, ørepine eller betændelse i bi, pande eller kæbehuler.  DET kan man simpelthen ikke ignorere på samme måde. Når smerten sidder lige netop der, så er man bare henvist til at have ondt. Det fylder så meget, at alt andet er no go. Man kan ikke holde musik ud, ikke se ud af øjenene, ikke spise eller sove/hvile. Med andre ord, er smerter i hovedet

HAMRENDE belastende.

PS: Jeg ved godt at der er mange grader, og at vi alle oplever smerte forskelligt. Jeg selv er en pivskid, og hader at have ondt i kroppen. Men af alle smerter syntes jeg bare at denne er den værste, fordi jeg ikke kan lave andet imens det står på. Det passer ikke min natur, at være henvist til at være passiv. Ihvertfald ikke når jeg ikke selv har lyst til at være det.  NÅ!

Vagtlægen

 

 

Den voldsomme hovedpine der eksploderede i mig tidligt i morges, er nu så slem at jeg venter med længsel på vagtægen. Jeg fryser som et espeløv samtidigt med at sveden hagler af mig, jeg har kastet op og er svimmel.

 

Mon ikke det er ok at forstyrre lægevagten på sådan et grundlag??

 

 

Jeg skriver fladt liggende, for alt andet får maven til at vende sig, men jeg syntes lige jeg ville pippe lidt herinde.

Søndag med duft

 

 

 

 

 

 

Jeg holder mig en stille søndag med duft på. Langt om længe sprang de første ærteblomster ud i sidste uge, og ud over at de er vanvittigt smukke med de sarte farver, så dufter de også helt vidunderligt.  Utroligt som sådan en lille blomst kan markere sig i mit retreat :-)

Efter en herlig og dejlig aften i selskab med søde mennesker, tager jeg nu de næste dage med ophøjet ro. Kun er jeg klar til endnu en tur med kæresten, hvis der skulle dukke sådan en mulighed op. Indtil videre ved vi ikke om det sker, men med mandagen kommer også nye og akutte problemer rundt omkring på de varme arbejdspladser, så nu må vi se. 

Jeg er klar, både til at få indhentet lidt energi igen, og til at tage med på tur med mit strikketøj :-)

Pip

 

 

 

 

 

 

Jeg opsender et lille pip, med besked om at jeg er i live endnu, men også at det ikke føles  sådan lige nu. Et par rigtigt gode dage, med masser af dejlige oplevelser og god snak, betyder at jeg siden eftermiddagen i dag har ligget udstrakt som en anden kristus på korset. Helt og aldeles smadret både fysisk og mentalt. Ikke at jeg ville have været dagene foruden, det ville jeg bestemt ikke, men jeg glemte altså lige spillereglerne. Dem I ved nok, der handler om, hvad jeg kan og må, hvis jeg ikke skal betale en pris der er for dyr.

 

Først nu kan jeg se ud af mine øjne, og tale uden at snøvle, høre uden at lukke helt af og sidde oprejst uden kvalme. Ja jeg ved det..  det lyder vildt og voldsomt, men sådan har det altså været siden kl halv to, hvor jeg var hjemme igen efter et hyggeligt møde med en anden blogger der som jeg, lider af borderline. Vi havde sat hinanden stævne for at se om det ville være noget, at vi mødtes og måske også kan ses ind i mellem på sigt, for simpelthen at kunne dele erfaringer og tale om den sygdom der fylder livet med bøvl. Ikke at det skal være en tudeseance, eller dyrkning af selvmedlidenhed, men mere som et middel til større selvforståelse, og måske især for at opdage at det, der er så specielt for os, alligevel er noget også andre kender til. Den der med at …  “sådan har jeg det også..”

 

Egentlig er der to andre vi også meget gerne ville have med til sådan et møde, men de bor langt fra os, så indtil nu er det bare June og jeg der har drukket goddag i kaffe og sodavand på et strøg i en by.  For mit eget vedkommende har det været et ønske, fordi jeg ikke tidligere har været i kontakt med borderlinere. Ikke en eneste faktisk, heller ikke da jeg var indlagt. Sjovt nok..   For mig er det helt fantastisk at opdage, at jeg ikke er alene om de symptomer jeg render rundt med, og jeg vil mægtigt gerne i den udstrækning jeg magter det, følge op med flere møder. Jeg ved endnu ikke om June også tænker sådan, og er det ikke tilfældet er det helt ok. Det er jo ikke givet at man falder i hak, eller syntes at det alligevel klikker efter at have talt IRL, så vi får se. Jeg fik i hvertfald et godt indtryk af en kvinde der kæmper som jeg selv, og som desuden skal være mor for et mindre barn. Det er ikke altid lige morsomt.   

 

Små to timer sad vi og sludrede forsigtigt og lidt nervøst om stort og småt, og mere skal der ikke til for mig. Inden vi sagde farvel var jeg træt i hovedet og fyldt af ord som skulle finde sin plads, og turen hjem i bilen gik kun lige. Koldt vand og åbent vindue hjalp, og heldigvis skulle jeg ikke køre så langt, men jeg bliver stadigt tosset over at sølle to timer kvæster mig sådan.  For fanden da, det er sgu da så ligetil. To mennesker, lidt samtale og så er den ged barberet ik…   Men nej.  Det er og bliver bare noget jeg SKAL forholde mig til. Om og om igen har jeg skrevet om netop dette, men jeg er stadig ikke helt afklaret med at jeg ikke kan mere end det.

 

 

Nå, men i morgen følger endnu en dag og kan jeg, så er der en der har tilbudt at gå tur med hunden ( mig *fnis*) og er jeg sød, får jeg måske lov til at gå helt uden snor hihi.  Bare sådan en lille tur, måske med indlagt bænk og strik til.  DET ser jeg frem til, men mere må det heller ikke være, for igen lørdag aften skal jeg være i selskab med andre en John og børn, så der skal jeg være frisk og klar i bøtten.

 

Jeg tror jeg går ind og lægger mig.. :-)

Ingen dybder i dag :-)

 

 

 

 

 

 

I dag orker jeg ikke være dyb..  Jeg har masser af tænke over, efter at have fået virkelig god respons på mine forrige indlæg. Det er virkelig noget der batter og sætter mine små grå på arbejde, men det er på den gode måde, for jeg lærer af det. Hvem ved.. måske jeg endda rykker lidt også rent menneskeligt?

Man har jo lov at håbe :-)

Det har været en kvælende varm dag, og jeg nåede at købe lidt ind, inden det blev for varmt ude. Dyrene er sluppet fri på altanen og jeg har sovet en del. Al denne tankevirksomhed trætter, men også det er ok. Når jeg sover, kan jeg heldigvis ikke bekymre mig. Jeg mangler lige at afrunde med kæresten, omkring det med min frygt for at melde ud og fra. Ellers slapper jeg mere af nu.

Lige indtil næste gang…

I morgen skal jeg med på job. Vi har aftalt, at de dage han skal på langfart, tager jeg med fra morgenstunden af. Pakker min strikketaske og en masse vand og kaffe, og så kan jeg snildt beskæftige mig selv både i bil og i by. Holbæk er målet, og om det tager hele dagen eller kun den halve, finder vi ud af når vi rammer stedet med den ventilation, der ikke virker. En pude skal jeg også ha med, for så kan jeg hvile knolden, skulle det blive en daglang tur. Han syntes det er hyggeligt at jeg gider, og jeg syntes det er skønt at komme på tur og se nogle af de byer der ligger langt væk, og som jeg ellers aldrig besøger. Disse køreture med konen på slæb, er noget der begyndte forrige jul, da han skulle bruge hjælp til at dele firmaets julegaver ud over øen her. Siden har jeg været med et par gange, og nu gør vi altså også sommeren til en ting vi har sammen. I det hele taget er det noget han aldrig har praktiseret før han mødte mig, det med at have en partner med på den måde, og jeg tror faktisk at han syntes rigtigt godt om det. Det er vores ting nu, noget vi har og som giver os masser af gode minder. Faktisk var det netop et af de minder, der fik os begge til at hyle højt af sorg, dengang vi i december troede at det nu var slut. Ingen af os kunne forholde os til, at det skulle vi aldrig gøre mere..

Er der nogen af jer, der har noget der er helt særligt for lige det forhold I er i nu?

Jeg skal tidligt i seng, for ellers kan jeg ikke vågne ordenligt når kl er seks, men nu er der Hercule Poirot hører jeg i min hørechokoladebolle, så jeg smutter.  Jeg elsker at strikke til et hyggeligt lille drab hehe..

PS: er der nogen det kender en god strikkebiks i Holbæk??

Den taburiserede vrede

Som dagene er gået efter torsdag har jeg fået masser af fornuftige og gode kommetarer, til historien om manden og kvinden. Det er noget jeg er vældigt glad for, men det er også noget der sætter ting i gang, og som gør hamrende ondt. Der er dukket en dyb indre smerte frem fra gemmerne, en som jeg egentlig troede jeg var ret så afklaret overfor og som var godt gennemarbejdet og i kontrol.

Jeg tog fejl..

Faktum er, at min smerte lever i bedste velgående og stadig styrer en masse af mine handlinger og tanker på det ubevidste plan. Jeg hader det.  Hader at jeg ikke KAN komme ud over og videre fra det der gør ondt. De ar jeg har på sjælen kan jeg ikke fjerne hverken med laser eller medicin. Der er skrevet og sagt igen og igen, og helt korrekt.. at elsker jeg ikke mig selv, så er det ikke nemt for andre at komme til det eller få lov. Hvad er det for mekanismer der holder så godt fast i mig??

Et af de vigtige elementer i min sorg, og som er sværere at leve med end som så, er min “stilling” som pensionist. Generelt syntes jeg jo at jeg har vænnet mig til det, vænnet mig til at sådan er mit liv nu, jeg syntes at jeg gør hvad jeg kan for at udfylde dagene med det jeg nu magter, med andre ord får det bedste ud af mit liv, men dybt inde i hjertet er der en der fortæller mig at mit liv ingen værdi har. Jeg har lært at som menneske skal jeg skjule mig selv og mine dårlige sider, for ellers kan jeg ikke elskes. Som menneske har jeg intet at byde på, for hvad kan jeg egentlig fremvise som “produkt” af mine dage når det kommer til det??

INTET som helst.

At leve i et forhold er altid en kunst og en balancegang. Men for mig vil det altid og uanset hvem jeg måtte leve med, være et forhold i ubalance, af den simple grund at jeg lever indadvent og det gør min partner ikke. Min sygdom præger min hverdag..  hver eneste dag, på den facon at jeg har svært ved at komme ud. Svært ved at overvinde mig selv og gå ud i verden. Jeg har voldsomt brug for, at nogen tager mig ved hånden og fører mig med sig, ellers bliver jeg bare hjemme. Helt tilfreds med trygheden her og de ting jeg omgiver mig med. At jeg skulle være den, der tager kæresten ved hånden og siger at NU er det nu er næsten umuligt, men jeg må prøve alligevel. 

Ubalancen vil helt naturligt være årsag til sådanne episoder som jeg har fortalt om i torsdags. Igen og igen vil det ske og den opdagelse der har rystet mig, er den at jeg simpelthen er ude af stand til at føle vrede. Jeg kan bare ikke. Istedet sørger jeg. Bliver ked af det på en måde der er voldsom og meget svær at glemme igen. Sådan har det ikke altid været. Inden jeg blev syg var vrede nærmest min eneste følelse. Nu jeg tænker over det var den faktisk den eneste følelse. Den overskyggede alt andet i mit liv, og forhindrede mig i at føle kærlighed selv til mine elskede børn. Vreden havde en årsag som ikke skal uddybes lige her og nu, men ved siden af sygdom og fortid, jeg levede i et skidt ægteskab og jeg vidste det. Frustrationen over ikke at kunne se en vej ud af det, gjorde mig så vred at ting og sager bogstaveligt talt fløj gennem luften, når jeg mistede besindelsen.  Vandmelon, stearinlys, gulerødder, mælkekartoner, bøger og nøgler er nogle af de ting jeg husker at have kastet efter min eksmand, når han har presset mig ud over kanten. Jeg har råbt og skreget som en sindssyg, ude af stand til at stoppe for derefter at synke sammen med ondt i halsen af skrigeriet og en udmattelse som er ubeskrivelig. Efter sådanne raserianfald, har jeg været fuld af sorg og forfærdelse over mig selv, opfyldt af den der nagene usikkerhed over, om jeg mon en dag kunne komme til at gå for vidt. Simpelthen begynde at slå..    Det er sket een gang. Josefine gik det ud over og hun husker det heldigvis ikke selv, men jeg har fortalt om det mange gange til hende.  Jeg var rystet og forskrækket, og helt ude af mig selv over det meget længe efter. Min lille prinsesse, den lille sol med det glade smil havde jeg givet en syngende lussing, og hvorfor..  fordi JEG havde et problem. Den dag i dag får jeg kuldegysninger ved tanken om episoden.

Tidligt i livet lærte jeg at vrede og utilfredshed betød kulde og afvisninger, som jeg skrev forleden. Den er ikke acceptabel. Min eksmand kunne feks gå rundt i dagevis uden at tale til mig, hvis jeg var kommet på tværs, noget mine unger også har oplevet masser af gange desværre. Jeg tror selv, at grunden til at jeg var SÅ aggresiv i de unge og tidlige voksenår, var dyb frustration og sorg over at jeg ikke måtte være mig. Borderline spiller også ind her, for det er klassisk at vi reagerer med en fuldstændigt afsindig vrede og et raseri der ikke så let lader sig styre, på det vi ikke forstår eller rummer.  Da jeg så blev indlagt på psyk til behandling for både det ene og  det andet, gik den årelange process igang med at forsøge at hele mig.

Af en eller anden grund er resultatet at jeg idag overhovedet ikke kan finde vreden frem, selv når den er berettiget. Jeg aner ikke hvordan det er sket, men den er lissom sevet langsomt ud af mig, og tilbage er nu kun sorgen. Og den fasttømrede overbevisning om at jeg ikke har værdi som menneske. På de gode dage ( og i de gode uger og måneder der også er), føler jeg mig egentlig god nok, men det er en tynd line jeg balancerer på. Stort set intet skal der til, før jeg igen falder ned og der kommer nye skrammer. Skrammer som jeg pakker ind, og bare venter på skal hele af sig selv. Flere og flere ar får jeg på den måde, og jeg kan se nu at det ikke kan blive ved. Igen denne enten/eller reaktion. Enten raseri, eller slet ingen synlig eller hørbar reaktion. 

Vi er alle produkter af vores fortid og liv, også min elskede. Hans fortid rummer mange mange voldsomme svigt og en alt for tidlig overladelse til eget ansvar. Det er af den grund ikke mærkeligt, at han har svært ved at finde ud af det med at dele af sig selv og sine bekymringer og glæder. At han helt automatisk handler ud fra eget behov og egen impuls. Inden han mødte mig, har han fortalt, har der aldrig været nogen så tæt på, at han har følt sig tryg ved at være åben om sig selv. Når man helt op i vores alder, er sådanne handlingsmønstre svære at ændre på, og selvom jeg stadig syntes han burde prøve at øve sig i at være bedre til at være to, forstår jeg udemærket hvorfor HAN er som han er. Det er bare ikke let…


Vi er begge to skrammede sjæle

Tidlig stilhed

 

 

Sidder her på den sidste feriedag og nyder stilheden og fuglenes kvidren udenfor. Klokken er otte. Ved siden af mig ligger min elskede og sover tungt, og i rummet ved siden af ligger Rasmus i samme tilstand. Mira er stadigt hos sine bedsteforældre.

Jeg er vågnet med en kold arm der har ligget forkert. Min strikkearm faktisk og derfor er jeg nu iført en langærmet t-shirt der skal få varme tilbage igen. I det hele taget er jeg ikke helt i orden fysisk. Jeg aner ikke hvorfor, men mine øjne er totalt hævede og jeg ligner en bokser efter kamp, så med en halvvissen arm og svuldent blik sidder jeg her for at skrive lidt. Et kønt syn.. 

Mange har prøvet det før jeg, også jeg selv forøvrigt, men den sidste feriedag gør mig trist og lidt tudevorn. IKKE fordi jeg har været lidt ude af flippen over skuffede forventninger, men mere fordi den årlige ferieslutning også symboliserer, at så går vi imod næste årstid med hastigere skridt end før. Jeg ved godt at sommeren er lang endnu og at der kommer minimum to gode måneder inden mørket og kulden vender tilbage igen, men det ændrer ikke på denne stemning jeg er i lige nu.  Som efter barndommens jul, får jeg nærmest en efter-ferie-nedtur.  Bare sådan en lille bitte en af slagsen, der suger i maven.  Kender I det?? Jeg HADER nye tider. Hader, at noget længe ventet og trods alt godt er slut, og at nyt skal begynde.

Jeg vil have min ferie tilbage…

Jeg fik virkelig noget at tænke over af kommentarene til torsdagens historie, men inden jeg nåede at vise kæresten hvad jeg havde skrevet, skete endnu en ting og så knækkede filmen simpelthen. Jeg tudede og fik usammenhængende fortalt hvad jeg følte. Uden at gå i detaljer reagerede han med først at blive sur og ikke fatte en meter, men efter en tid kunne han godt se min pointe, og det her handler om flere ting. Der skal ikke herske tvivl om at vi skal have rundet problemet igen, men mit budskab gik ind, og nu er spørgsmålet så bare om det ændrer ved noget..? 

Tog jeg en forkert beslutning, da jeg valgte at blive i december??  Indtil nu har jeg faktisk ikke følt det sådan, for uanset hvilket forhold man er i, vil der altid være skuffelser og frustrationer, og jeg er ikke så naiv at jeg tror man kan finde den ufejlbarlige partner.   Bare tag et kig på mig..  Hvordan mon det er at være den der elsker mig??( Umuligt.. hvis I spørger mig selv )  Gør man det, skal man samtidigt stå model til IKKE at vide, hvornår jeg reagerer på et eller andet, fordi jeg ikke pipper før jeg er ved at dø af sult. Jeg mener stadig at han har handlet ubetænktsomt, men måske er skylden også lidt min egen, fordi jeg ikke siger noget allerede første gang. Ingen kan læse tanker desværre.. Igennem mit liv og helt fra jeg var lille, har min oplevelse været at jeg ikke har ret til at føle vrede eller skuffelse, eller at sige fra og give udtryk for utilfredshed. Jeg er altid blevet mødt med afvisning og endda isolation, og er gang på gang endt med at stå alene tilbage. Jeg har brugt år på, at forsøge at lære at være tro mod mig selv, men nu kan jeg så se at det er næsten umuligt at blive det gamle mønster kvit. Uden regelmæssige terapitimer til hele tiden at støtte mig, ryger jeg tilbage til udgangspunket..  Vrede er mig helt umuligt at indeholde. Ihvertfald når det handler om dem jeg er bange for at miste. Jeg KAN bare ikke finde følelsen frem. I stedet går jeg i dvale indvendigt, lukker det inde, lukker ned og bliver dårlig i stedet for.

Tryghed er nøglen her. Hvis jeg kunne føle mig helt tryg i forvisningen om at jeg IKKE bliver elsket mindre, eller bliver forladt fordi jeg er mig, så ville jeg nok langsomt kunne ændre på det, og her rammer vi så nøglen til de problemer jeg har, og som derfor også min elskede får.Jeg føler mig stadigt ikke tryg i forholdet. En sørgelig og frygtelig følge af hele det drama der var sidste efterår og jul. Nogle rejser sig hurtigt, nogle går bare deres vej, nogle kommer sig ALDRIG over det, og andre igen bliver, glemmer og går videre. JEG ruger stadig. Ikke hele tiden og hver time af dagen, men sådan når der opstår ting og situationer jeg ikke forstår. Så er det jeg vender tilbage til udgangspunktet og tror at NU bliver jeg forladt..igen.  Faktum er at det gør jeg ikke. Om og om igen bliver det sagt til mig at jeg er elsket, at der ikke er tvivl om kærligheden til mig, og at der ingen tvivl er fra kærestens side af græsplænen. Jeg syntes måske nok det her ville have været et godt træk, netop i tiden efter dramaet, at kæresten udsendte tydelige signaler over for omverdenen, at han elsker mig, og det har jeg sagt til ham nu. Desværre må jeg så også her tilstå, at jeg faktisk godt er klar over, at han har sat de mennesker omkring ham, der ikke er “tilfredse” på plads, men jeg har ikke kunnet “høre” det. Han har faktisk meldt klart ud, men punktummet ville jo være mere markant hvis han også demonstrerede det syntes jeg.

En anden ting er, at jeg ikke rigtigt kan forstå at forhold generelt kan ændre sig. Jeg har læst at det går i faser og, at den første forelskelse forsvinder til fordel for noget andet og dybere, men her er jeg anderledes åbenbart. Jeg er stadigt dybt forelsket,og jeg kan ikke forstå at det ikke er som det var i begyndelsen. Hvorfor ændrer det sig? Hvorfor hvorfor..  jeg bliver bare ved med at have disse stærke følelser. Voldsomt og heftigt og altopslugende til tider. Igen… en borderliners klassiske problem.. ALt eller intet, sort eller hvidt, enten eller, kold eller varm, og ja eller nej.  Ingen gråzoner og mellemveje. Enten elsker man 100 % hele tiden, ellers også gør man slet ikke.

Pyhh nu er jeg blevet helt træt af mig selv og mine skriverier..  at sætte ord på livets store problematikker er død hårdt, og jeg keder mig selv nu, hvilket betyder at jeg nok også er begyndt at lulle mine læsere i søvn på dette tidspunkt. Summa summarum er, at jeg skal have mig en snak med min elskede om det jeg har skrevet om her. SLUT

Kom så.. OP med jer, UD med jer. Ikke sidde her og læse om psykisk uligevægtige væsener med bøvl i hjertet. UD i sommeren og VID SÅ, at jeg nok skal komme op og videre også.

Lige om lidt.

 

100 og hvad der videre hændte

 

 

 

 

 

 

Inden jeg fortsætter på historien om kvinden og manden, skal jeg lige råbe højt hurra :-)

Jeg er nemlig stolt som en pave, og benovet som et barn foran julemanden. At tænke sig..  jeg har rundet de 100 faste læsere!  Det havde jeg aldrig i min vildeste fantasi troet skulle ske for mig, da jeg begyndte at blogge. Jeg er jo bare lille mig, der bøvler med alt muligt og som ikke kan præstere hverken DIY’s eller 15 daglige indlæg med beretninger fra et interessant liv. Jeg syntes selv at jeg har noget på hjerte, men har også hele tiden været bevidst om, at mange muligvis ville finde mig lige lidt FOR åbenhjertig, FOR tæt på, og FOR trist til tider. Det er alt andet lige lettere, at forholde sig til de mere upersonlige emner og glade tidener, men altså der har jeg åbenbart troet forkert.

Glad er jeg, for det giver mig jo en voldsom incitation til at blive ved med, at gøre det jeg nu syntes jeg gør godt. At fortælle og bruge ord på en måde, så den vide verden får indsigt i, og større forståelse for, hvordan livet former sig for en kvinde med pukkel på ryggen. En pukkel der alt for ofte betyder nedture og dårlige dage, men som ikke vejer så meget, som den gjorde en gang.. trods alt. Der er masser af faktorer i hverdagen der giver mig glæde, jeg er bare ikke så dygtig til at se dem til tider.

Jeg har skrevet det mange gange før og jeg gør det lige igen. At blogge har givet mig SÅ meget, se bare her:

- Respons og andre vinkler på mine tanker. Input fra en bunke intelligente og livserfarne kvinder, med hvert deres at komme med og som de med glæde giver mig lov til at bruge af, så min egen hverdag kan blive lettere. En masse sparringspartnere, der hver især har hjulpet på deres måde, når jeg har brugt bloggen til at græde snot, eller bare pive på. Inge har nogensinde beklaget sig over, at jeg kan være en tudemarie eller en klagemoster.

TUSIND tak for det allesammen :-)

- Også et par enkelte søde og dejlige mænd har givet deres besyv med her, hvilket i dén grad er en overraskelse for mig. Tænk sig at de gider..  At de gider læse med på en udpræget feminin og kvindagtig blog, er da fantastisk ikke? 

- Et helt nyt liv som ivrig strikkenørd, ramte mig kort efter jeg begynte at skrive her. DET har været en gave simpelthen. Det hjælper mig hver eneste dag, og betyder en helt ny form for terapi når jeg hænger med snuden. Jeg elsker det simpelthen og det fylder meget i mit liv nu. Tak til alle de smukke og inspirerende strikkedamer, der også blogger og som deler af deres erfaring. Mange af dem har glædet mig ved at gide læse med her hos mig amatør.

- Min hverdag som pensionist, og dermed hjemmegående har fået mere kulør på, og jeg har fået mere kontakt socialt pga bloggeriet. De fleste ved jo nu, at jeg døjer virkelig meget med at komme ud og deraf kommer til at isolere mig alt for meget. Alle de mennesker jeg har “mødt” her, og dem jeg har mødt IRL, har givet min hverdag en helt anden dimension og jeg er ikke længere så huleboeragtig. TAK for det allesammen. Man bliver mærkelig i hovedet af IKKE, at kommunikere med andre, og I har vel egentlig reddet mig fra at gå helt i frø. Noget min familie helt bestemt har mærket og er glade for på mine og egne vegne. Det er nemlig ikke nemt at leve omkring mig, det ved jeg godt. At jeg nu får oplevelser jeg kan fortælle om, gør at jeg ikke suger så meget på dem når de kommer hjem. Forstår I hvad jeg mener??

Alt i alt elsker jeg at blogge, selvom jeg også tit er for træt eller uoplagt til det. For ikke så længe siden erkendte jeg her, at jeg for min egen skyld skulle sætte det mål at skrive bare et enkelt indlæg hver dag. Det tvinger mig nemlig til at bruge hovedet og til at stå op på de sorte dage. Bare nogle få ord eller et billede er nok. Ikke hver dag er jo en kilde til de store fortællinger, det ved vi alle der skriver :-)  Det har virket godt for mig, og bortset fra min ferie-næsten-pause har jeg holdt det tror jeg nok..

Pyhh nu blev jeg helt træt efter alt det takkeri og denne lange “tale” hihi, jeg venter lige et par timer før jeg vender tilbage med en opfølger på forrige indlæg. Jeg kan godt afsløre, at jeg har haft gavn af de mange kommentarer, og jeg har det langt bedre i dag. Heldigvis da.

Heldigt er det forresten også at det her er overskyet, for jeg trænger til at få luftet ud både her i huset og inde i mit hoved. Det har værket de sidste dage og den friskere luft er en lise.

Vi “ses” senere..

Mænd og kvinder og forventninger

Efter en lang, mørk, våd og kold vinter, trængte kvinden til at vågne lidt af sin dvale. Hun var som alle andre træt af de mange dage indendørs og med stille sysler, så en aften spurgte hun sin mand “ skal vi ikke tage i byen snart? Du ved sådan en med god musik og lidt godt at drikke. Jeg trænger til at blive luftet lidt, få rørt den sociale muskel og se andre mennesker.”

“Mjoo”svarede manden, det kunne da være hyggeligt nok. Hun bliver glad og han fortsætter med det han er igang med.

Ved aftenstide dagen efter sidder familien omkring middagsbordet, ungerne pludrer og weekenden står for døren. Der tales lidt om planer for dagene og manden indskyder “ du skat jeg er forresten ikke hjemme i morgen aften. Ole Henrik har lokket mig med til koncert, og efter den er der en halv times fri bar, så jeg kommer nok først sent hjem”.

Kvinden stirrer på ham, og venter lidt på en fortsættelse, men da han lidt efter går over i mere sludren om andre emner, må hun indse at hun ikke er inkluderet i den aftale. Aftenen fortsætter i vante rammer, men kvinden kan ikke rigtigt finde en måde at få hovedet til at køre naturligt igen. Hendes indre er på en eller anden måde, ramt af mandens dårlige timing. At han ikke skænker hendes eget forslag en tanke, men i stedet selv fører hendes ønske ud i livet.  UDEN hende

Foråret kommer og hun nævner i ny og næ sit behov for lidt sjov og ballade, men manden slår det hen og giver udtryk for andre ting der trækker, såsom hjemmeaftener og afslapning da han har et travlt hverdagsprogram.  “Nå ja” tænker hun, “det er jo sandt og jeg har det vel også udemærket her”, er hendes rationelle tanke. Dagene lysner og aftenerne bliver længere og mildere. Det nærmer sig sommer og dermed muligheden for udeliv og mere aktivitet, og en weekend i forsommeren skal de to til en fest. Turen dertil går gennem en by fuld af sol, mennesker og eventyrlig stemning. Lydene af liv er allevegne og det mærkes at det nu virkelig er ved at være sommer. I bilen siger kvinden, “ skat vi MÅ altså tage os sammen og komme ind til byen. Bare sådan en tur med timer på en bænk og masser af mennesker at kigge på. Vi kunne jo sidde der og bare være sammen, nyde en kold øl og livet.”

“ Jamen du har da ret, det skal vi da” siger manden. “ Min sommerferie står for døren og så er det jo lige til at udnytte, at vi har tiden til det.”Kvinden smiler og glæder sig. Glæder sig til at skulle nyde manden, kærligheden, lyset og at de to bare er sig selv et par timer. I tiden inden ferien, taler hun tit om de planer de har for sig selv, når børnene er optaget af deres eget i de lange sommerdage. Vinteren og foråret har været hårdt. Ganske som i andre familier har de haft ting der skulle håndteres og børn der skulle hjælpes, så ferien er ventet med længsel og endelig når de den første fredag, der skyder ferien igang. Ungerne er ikke til at skyde igennem, skolen er forbi og foran venter kun friheden og freden fra lektier og pligter.

Kvinden har det på samme måde, og glæder sig over at også hun har udsigt til fornøjelser og afslapning med sin elskede og børnene. Lørdag minder manden hende om, at han har en aftale med Ole Henrik hele søndagen. Han har lovet at hjælpe med noget praktisk og det vil han gerne have overstået med det samme.“ Forståeligt nok” tænker kvinden. Der er masser af muligheder for en skøn søndag og hun trøster sig ved tanken om de tre uger der ligger og venter på dem. En dag uden hinandens selskab ødelægger ikke noget. Hele søndagen laver hun og børnene absolut ingenting andet end at slappe af. Timerne går, og først henad halv elleve om aftenen dukker manden op igen. En lang dag tænker hun ømt, lige indtil han glædesstrålende fortæller om en fest han lige har været til..  De var blevet enige om, at det var alt alt for varmt til at arbejde indendøre, og så lå det lige så heldigt, at Ole Henrik kendte til en fest i nærheden. Som sagt så gjort, og de to havde hygget med dejlig mad og muntre mennesker det meste af dagen og aftenen.

Kvindens indre går helt i kludder. Ingenting fatter hun. Hendes tanker kredser om det faktum, at han ikke på noget tidspunkt har haft tanke for at ringe til hende. Ikke har følt det aktuelt lige at orientere om, at han nu laver noget andet end pligter, og muligvis endda kunne have spurgt om også hun kunne tænke sig at komme med. Hun ved, at sådan ville hun selv have handlet i samme situation. Ved udsigten til ændrede planer og et selskab ville hun slet ikke have overvejet, at deltage uden at hendes elskede var der, eller i det mindste var blevet spurgt om han havde lyst. Hun går i dagevis og er underligt forvirret. Forstår det ikke. Undrer sig over, om det mon er hende der er for meget og hun ryster sin skuffelse af sig. Det er jo ferie og den første uge har været dejlig nok. Masse af sol og varme, daseri og skønne timer i harmoni med børn og mand. Dog foreslår hun med jævne mellemrum, at de skulle tage og bruge tiden lidt mere udendøre. Udnytte mulighederne for frihed og køre ud til vandet, eller gå ture i byen. Manden afslår, han vil allerhelst bare nyde at han kan gøre det han har lyst til hjemme, og pointerer at det er hans opfattelse af ferie. IKKE at skulle noget som helst.  “ Ok så”, svarer hun, fuld af forståelse og kærlighed. Han er jo meget ophængt i jobbet..

Anden uge af ferien bringer uventede pligter med sig, men det tager de begge i stiv arm, solen skinner og alt er dejligt. Børnene er glade og der er masser af sport i fjernsynet til den ivrige ungersvends store fornøjelse. Sidste uges ferie nærmer sig med hastige skridt, dagene er varme som i helvede og intet orker de andet end, at indtage litervis af vand og så forsøge at finde kølige hjørner at opholde sig i. Kvinden og manden nyder at have tid til hinanden også. De nyder at dage og nætter går ud i eet og at være nære, men ud går de ikke. Hun vælger at affinde sig med det, men taler alligevel lidt om at den sidste ferieuge gerne måtte være mere udadvendt.  Manden brummer lidt, ikke helt afvisende, men heller ikke jublende.


Den sidste mandag går sin gang og telefonen ringer. De to sidder på terassen og spiser en let frokost. Hun lytter til mandens sludren og kan fornemme en aftale er under opsejling. “ Hvor herligt” tænker hun, og glæder sig over, at der med den aftale følger lidt udeliv i en kolonihave og masser af sludren og lidt hygge.  “ Vi ses i morgen”siger manden og ringer af. Forventningsfuldt kigger hun på sin elskede og venter på at høre mere. “ Det var Erling” siger han forklarende og runder af med at fortælle at HAN  ikke er hjemme tirsdag.. “ Er du ikke?” spørger hun, velvidende at det er HUN.  Resten af dagen bruger hun på at bekæmpe en begyndende undren, og tårer der presser sig på. Igen forstår hun ikke hvad der rører sig i den mand der sidder ved siden af hende. Hvad tænker han på? Hvor er hans tanker om hende henne??  OG allermest.. hvornår mon han har lyst til at foretage sig noget med hende i ferien?? Hun er nedslået da hun den aften siger godnat.

Hun rejser sig igen og tilbringer tirsdagen med at stønne over varmen og den manglende vind. Gør som hun plejer og venter på at manden kommer hjem, hvad tid ved hun ikke.. Onsdag morgen ringer telefonen igen. Denne gang er det Olfert der vil høre om aftalen med manden onsdag aften står ved magt.. den med de der lamper der skal op på huset gavl.  “ Ja da, jeg regner med at vi ses ved tre-tiden” siger han.  Kvindens hjerte begynder at skrumpe og hun skal bruge mange kræfter på ikke at gå itu. Hun tilbringer dagen og aftenen med at forsøge at samle sig om andre ting, end tanken om at noget er forkert. Da manden kommer hjem sent, lyser hans øjne og kuløren er frisk. De to har været på tur op og ned af Strandvejen, med indlagt middag på en thairestaurant på Østerbro. Kvinden er tavs og manden pludrer om solen og bilerne og oplevelserne på turen, giver udtryk for herligheden i sådan en oplevelse af sommeren.

Den sidste del af ferien er igang og torsdag begynder langsomt. Der er udsigt til børnefri weekend og hun glæder sig til at de to nu kan være sammen de sidste dage. Helt alene..  Hun tænker at denne sidste weekend så skal nydes i fulde drag. Ved middagstid ringer telefonen...
Fredag eftermiddag og aften skal manden mødes med Ole Henrik til lidt hygge! Kvinden er tavs og ved, at ferien er forbi om et øjeblik. Undrer sig og forstår ikke hvad det er der foregår. Hendes tanker om egen Ubetydning får ny næring og følelsen af ensomhed og savn overvælder så meget, at det er svært for hende at skjule. Hun går rundt med ondt i maven og kan nu ikke vente på at ferien er forbi. Hverdagen er trods alt bedre. De forskellige signaler med masser af kærtegn hjemme og ingen interesse i at være sammen ude, forvirrer hende og gør hende fortvivlet.



Kvinden strikker videre og VED at hun ikke er rask.  Det er nok derfor..

Jeg har det ad pommern til…

 

 

 

 

Ham her er så sløv i varmen at han bliver i bevæglesen af løb, og ikke engang orker at trække begge ben op på puden. Der ligger han så i hele og halve timer og bare kigger på mig. 

 

“ MOR, jeg har det alt for varmt “..

 

 

 

 

Jeg selv kæmper med sygdommens grimme fjæs. Ved godt, at de sidste næsten tre ugers få ferieskriv har været solrige, og fyldt med glæde og sådan er det da også, men inde bag ved…  helt inde i hjertet har jeg det alt for tit skidt.  Den med, at borderlinere blandt andet ikke kan rumme modsatrettede følelser, er i dén grad min plageånd. Forvirring, sorg, og ekstrem træthed, kvalme og hovedpine er følgen og hele tiden i hælene på mig.  Alt alt for ofte “udsættes” jeg for information, jeg ikke kan reagere på på en fornuftig og rationel måde. En underlig konsekvens af de mange års terapi er, at jeg i dag er sindssygt bevidst om AT jeg reagerer, men på een og samme tid, kan jeg ikke finde ud af om mine reaktioner er fornuft eller sygdom…  Om reaktionerne er sygdommen eller om de er rimelige og som andre ville reagere. Jeg aner ikke hvordan jeg skal håndtere stormen indvendigt. Det betyder at jeg trækker mig helt ind i mig selv og bliver stille,  hvor jeg før terapien “bare” reagerede spontant, rasede ud eller hvad jeg nu gjorde. I dag lægger jeg hele tiden bånd på mig selv for ikke at være en hystade.

 

Indtil jeg en dag får et udvidet kursus i at sætte grænser og sige fra, vil smerten aldrig forsvinde. Tårer vil rende mere eller mindre i en jævn strøm de dage jeg går i stykker, og i skjul må jeg forsøge at reparere mig selv.

 

 

Jeg har det rent ud sagt ad helvede til

En stor verden..

 

 

 

 

Jeg har brugt det meste af det sidste døgn på at surfe som en gal, alle mulige og umulige steder, efter lige det design jeg kunne tænke mig, at bruge til bloggen min.  HOLD da op hvor er der mange steder og mange muligheder, men ikke eet eneste sted blandt de dusinvis af blogs, hvor man kan hente gratis det ene og det andet, kan man få noget der har med strik og garn at gøre. Det var det ene jeg havde i tankerne. Heller ikke noget maritimt, med New England stilen og de rød hvide blå farver , er der at finde. Eneste mulighed er at reklamere for Amerika’s nationaldag eller sånt, og det gider jeg ikke.

Jeg leder videre og nu er jeg blevet stædig..

Jeg er så småt ude i noget med tutorials til at lave min egen baggrund, men nu ser jeg om det er noget jeg kan forholde mig til :-)

Jeg roder videre, og imens er himlens sluser åbnet og der drypper tiltrængte dråber ned over VAND.. ( hihi)løse   ;-))

 

Legestue..

 

 

 

Endnu en gang gør jeg forsøget og leger lidt med blogger og min side

Her roder nok lidt de næste dage, hvis altså vejret og mit humør arter sig :-)

 

Sidste ferieuge om hjørnet

Den sidste ferieuge for John er lige om hjørnet og vi skal nyde den i fulde drag og til sidste svedige dråbe. Indtil nu kan ingen, der læser med herinde vist være i tvivl om, at vi har slappet fuldstændigt af, og i et tempo der er så langsomt at det ikke kan være sløvere, uden at vi holder op med at trække vejret :-)

Min trang til at sidde ved computeren har været minimal. Både fordi det simpelthen er for varmt at sidde ved den, men også fordi min hjerne er smeltet. NU har jeg nået grænsen for hvor varmt det må være. Når vi rammer mere end de der 27-28 gr og let vind, så bliver jeg simpelthen skidt tilpas og vandrer hvileløst rundt som en hund i kort snor. Intet sted finder jeg ro, og alt er bare ubehageligt. Værst er det dog at jeg ikke kan strikke som jeg lyster, for garnet varmer mig simpelthen for meget. UFF det er ikke ok nej. De sidste dage har altanen været umulig at opholde sig på, kun tidlig formiddag og meget sen aften. Resten af tiden har jeg kapituleret og tilbragt i husets køligste rum..  soveværelset.






Her er dejligt svalt så alt hvad jeg har brug for, for at være glad og fro er stablet op i sengen og jeg selv iført minimal beklædning har så lyttet til bøger, fedtet lidt med først det ene strik og så det andet. Langsomme skridt og ikke meget er det blevet til, men det går fremad med det store varme grønne sjal, som er beregnet på de kolde dage i vintermørket. Min cardigan som jeg begyndte på, er søreme også vokset og jeg er næsten helt tilfreds med den indtil videre. Bølgetæppet får en række mere i ny og næ og så har jeg ellers abstinenser af de helt store fordi jeg i disse sommermdr IKKE har råd til at indkøbe garn.  Kun et lille bitte teeny weeny lækkert bundt er krøbet ind af brevsprækken, men jeg venter med at fortælle om det til senere. Kun kan jeg fortælle at det hedder Watermelon, er super smukt og helt i tråd med sæsonen. Alle tilbudsbreve i min indbakke bliver slettet med hård hånd og kun de allermest fristende får lov at åbenbare farver og fibre for mine øjne.    Det har taget de værste rystelser og jeg tror jeg klarer den til der igen er overskud på kontoen. 

MEN  jeg lover ikke noget. ;)




Josefine har lovet at besøge os i morgen, med det ene formål at bage en kæmpe stabel pandekager til os. Jeg mener hun må være fuldstændigt fra snøvsen, for sådan et projekt i denne varme er det rene galimatias, men hende om det. Jeg skal nok være den der napper et par stykker hehe.

Forresten har ferien ikke heeelt været ferie på den ferieagtige måde, for Johns arbejdsplads har haft bud efter ham hele tre gange i de sidste to uger. Første uge var han afsted i næsten en hel dag, og denne uge var tirsdag og onsdag også arbejdsdage. Jeg var solidarisk og tog med tirsdag. Helt til Kalundborg gik turen, så vi stod tidligt op, jeg pakkede strik og drikkevand, og så tog vi turen derned sammen. Flettede fingre undervejs og lyttede til P3’s sommerradio. Som når vi kører julegaver i decembar var det dødhyggeligt og de timer han ordnede den lokale banks airconditionanlæg vandrede jeg en tur på byens strøg. Jeg tog faktisk også flere billeder, men tror i jeg kan finde dem??  NIKS!  De er væk og borte et eller andet sted i space. Der var ellers både billeder af vand og by sku jeg hilse og sige :-)

Jeg styrede direkt mod byens eneste garnforhandler, snoldede for en rund 100 kr seddel, og derefter fandt jeg et toilet og en smuk broderet pude til 30 kr i byens genbrugs. Selve byens butiksstrøg er i en sørgelig forfatning, og mange mange lokaler stod gabende tomme. Næsten ingen mennesker var der, og det virkede helt forkert på sådan en sommerdag, der normalt er fuld af liv og med både lokale og turister i gaderne.  Trist syntes jeg det er.  Butikken med garn blev styret af en utroligt flink og sød dame, der var både snakkesalig og serviceminded. Jeg gik glad derfra med lidt mere bomuld til mit tæppe, og et par opskrifter til at drømme om.




Jeg har været et smut omkring Frederiksberg for endnu engang at få bekræftet en omgang blærebetændelse!  Jeg har lovet højt og helligt IKKE at udsætte mit underliv for træk og så ellers drikke mere vand end jeg gør allerede. Skvulp siger jeg bare..



Jeg elsker den bydel og tog afsted i god tid til, at sidde på Frederiksberg Alle’s runddel med lidt strik og en kage fra den bedste bager i byen.  Man er vel kvinde for lidt forkælelse..


Det var vist ugens højdepunkter og jeg håber så bare at der ikke er mere arbejde til kæresten resten af ferien. Eneste + er at det skæpper godt i pengekassen med sådan en omgang feriearbejde..  HEHE  (  = mere garn til mig måske??   ) Jeg håber at alle I søde bloggere derude også har en dejlig sommer og, at de af jer hvis ferie er igang, også nyder den i fulde drag. Min er ihvertfald den bedste jeg har haft i flere år.. :-)))





Rigtig god weekend, jeg vender tilbage for fuld kraft om en uges tid, men mon ikke jeg også lige kigger forbi en kort stund inden da?  

Det gør jeg sgu nok ;-)