Den ide kan jeg da bare godt droppe!

 

 

 

 

Mandag endte med at give anledning til så meget optur og afklaring, at min ide om at gå tidligt i seng nu er droppet. Jeg gik i seng ved halv elleve tiden, men efter en times speedtænkning og uden at have hørt eet ord af, hvad Bent Otto læste op for mig, gad jeg ikke det fis mere.

 

Nu sidder jeg så her og tømmer hjernen. Det er det eneste, som jeg ved med sikkerhed virker, når nu jeg ikke har nogen at tale med. Eller overhælde med ord i en lind strøm. Når først ordene er formuleret på skrift, bliver der stille derinde igen.

 

Så altså..

 

 

Mandag forløb virkelig interessant, og lige nu er jeg faktisk både lettet og tilfreds, afklaret og tryg igen. Og det er en udvikling, jeg absolut ikke i min vildeste fantasi forudså, da jeg sad der i min stol og stortudede af chok. Det er også uden at det var min plan, gået hen og blevet sådan, fordi det nu engang pludseligt skete, og fordi man nogle gange skal slå til. OG allermest fordi jeg i de sidste tre uger der er gået, er blevet mere og mere bevidst om, at jeg bare ikke orker at bo her et helt år mere. Eller hvor mange måneder det så måtte have endt med at tage når nytåret var overstået. Uanset hvad, er selve det ikke at vide hvad jeg har i vente, nok til at jeg ikke vil have den afgørende ro inden i. Det er uhyre stressende for mig, at være i limbo. Det er ikke godt for mig, og så kan det være nok så fint med et helt år at løbe på.. Det vil være et helt år med underliggende uro, og en konstant tanke på om dette eller hint nu vil kunne betale sig at bruge tid på i haven, fordi jeg ikke ved hvornår eller hvordan. Sådan er det bare. Også selvom jeg er fast besluttet på ikke at lægge mig ned, og på at jeg ikke vil have ødelagt den kommende tid af spekulationer.

 

Det får jeg så heller ikke. Nu.

 

Jeg begyndte formiddagen med at begynde at ringe rundt til de, som skal blandes ind i mine affærer, og bagefter kørte jeg til Fuglse, fordi jeg ved halv elleve tiden fik et tip om et hus. Da det var beset, kørte jeg hjem og fortsatte med at telefonere. Kl 13 havde jeg en aftale med bostøtten, og da hun en times tid senere kørte videre, troede jeg at en lur var på skemaet. Jeg kunne bare ikke sove. Da klokken var tre ringede ejendomsmægleren, og så var jeg igen lige nødt til at gribe knoglen med lidt praktisk. Først ved femtiden var der “ro” på, så jeg gik en runde ude i haven med kattene i hælene, og derefter har jeg “bare” strikket mig igennem aftenen.

 

Og nu sidder jeg så her.

 

To ting har haft afgørende betydning for mig idag.  For det første har min kloge far stillet et spørgsmål, hvor mit svar kom så prompte at jeg ikke længere følte usikkerhed eller tvivl, og for det andet havde besøget i Fuglse samme afgørende effekt. De to hændelser lagt sammen med mine egne overvejelser divideret med en samtale med bostøtten ganget op med den fremtid jeg har mest brug for er lig med, at jeg i morgen skal mødes med mægleren for at få styr på det praktiske.

 

Og det har jeg det rigtig godt med. Nu.

 

Min far stillede mig det spørgsmål, at hvis jeg da jeg sad i Vestergade for et år siden, ikke havde fået Søndergade som en mulighed, men omvendt var blevet tilbudt Kirke Alle, hvad ville jeg så have tænkt om huset og haven?

 

Mit svar var helt uden tvivl, at så ville jeg ikke have blinket et sekund, men klappet begejstret i hænderne, og takket ja. Omvendt vil jeg ikke klappe begejstret over, at skulle ind i flere huse, hvor der er en masse at tage fat på, hvilket nok er en realitet med de fleste bygninger jeg ville kunne betale. Feks var huset i Fuglse en gru og haven uden sidestykke den mest fysisk krævende jeg endnu har set, MEN udsigten og beliggenheden var gudeskøn. Det kan bare ikke nytte noget, for det vil være alt for hårdt i længden at bo sådan, hvis jeg skal tage hensyn til min krops formåen. Og det skal jeg simpelthen. Jeg har også i dag talt med de af godserne jeg har set som muligheder, men her er virkeligheden ( ikke overraskende for mig), at alene indskuddet er en stopklods for yderligere at tænke på det. Derefter kommer huslejen.. Jeg har desværre måtte skyde en hvid pil efter at blive minigodslejer. And so be it.

 

Jeg har lige nu set huset på Kirke Alle fire gange. Fredag aften, lørdag formiddag og igen søndag hvor jeg lige gik en tur derhen, og så i dag. På vejen tilbage fra Fuglse slog jeg et smut forbi, og da jeg satte mig i bilen havde jeg i mit hoved allerede en plantegning klar over, hvordan den have skal se ud med mig som bestyrer. Ja faktisk kunne jeg også allerede der sætte tjektegn ved, hvor de fleste af mine møbler skal stå.

 

Summa summarum er, at jeg nu har afgjort at jeg ikke gider fokusere på køkkenet, som er den kedeligste del. Der er en masse andre fine detaljer jeg er vild med, man kan ikke få det hele og ja.. der er muligheder i matriklen. Feks er baghaven genial til at huse flere seriøse højbede. Der er også et sted, hvor jeg kan have plantebørnehave til en start, indtil jeg får snuset mig ind på, hvad der vokser i bedene rundt omkring. For mig er det en fordel at huset ligger tilbagetrukket, og også at der er forholdsvis åbent ud til vejen, for så er der mulighed for at få hilst på flere nye mennesker. Netop det er en af grundende til at jeg har fravalgt et hus på en mark drømmen. Uanset hvad, så ER det bare bedre for mig, at jeg bliver et sted hvor jeg er ved at være godt stedkendt, og hvor jeg har fået en fint lille netværk. Det er også afgørende, at jeg bor centralt, for der kommer med sikkerhed en dag, hvor jeg er billøs. Den dag er det praktisk at jeg har både apotek, tandlæge, læge og forretninger lige uden for døren.

 

De mange samtaler har nu resulteret i, at jeg ikke kommer i klemme omkring indskuddet. Det har bekymret en del nemlig. Det er nu slået fast, at jeg kan få mit indskud overført til den nye udlejer så snart jeg beder om det. Den nye udlejer har omvendt gjort det muligt for mig at flytte langsomt. Så snart han modtager indskuddet, har jeg råderet over huset, men jeg skal ikke betale husleje før jeg reelt flytter ind. Det betyder at jeg dybest set kan bruge det næste år på at flytte, selvom det selvfølgelig ikke bliver sådan. Jeg kan i stedet se frem til at kunne flytte som jeg nu har overskud til, og så have tid til at alle de ting jeg selv kan håndtere, kan komme på plads. Jeg kan undgå den værste form for flytning, hvor det flyder med flyttekasser og alskens oppakning overalt i huset. Jeg kan sidst men ikke mindst, få haven med mig uden at jeg går helt kold. Eneste jeg synes er svært at overskue er faktisk alle de sk.. løg jeg lige har lagt så systematisk. Over hele haven. Det var ikke en succes  i år, at jeg havde flyttet dem nedgravet i potter og kummer og kasser. De fleste gad ikke rigtig blomstre. Jeg synes omvendt heller ikke at jeg vil efterlade dem, men at lade dem stå til de i juni er færdige, vil også ærgre mig enormt. Den nye have, er så meget en have der bærer præg af, at den har været passet, at jeg ikke vil begynde at grave i den. Og dermed kan jeg ikke grave alle mine egne løg ned på må og få. Store problemer små problemer…

 

Den går jeg nu og tygger lidt på.

 

Nye udlejer er mere eller mindre afkrævet en skriftlig aftale om, at det ikke går ud over mig hvis han skal skilles. Det grinede han ret meget over, for den var sgu ny for ham. Men jeg forklarede ham, at jeg bare ikke vil opleve flere af den slags uforudsete ting. Han har beroliget mig med, at han jo som mægler nok ikke ville behøve, at kræve lige netop mit hus tilbage. Der er ingen restriktioner i haven og jeg har fået dispensation til Holger og Herman. Egentlig må man ikke have husdyr der, fordi huset er helt nyistandsat. Her kunne jeg så berolige ham med, at jeg ikke har et eneste kradsmærke i mine møbler eller på træværket. Den slags gør mine katte sig ikke i da!  Næ nej, de bruger træerne, min skinneben og kradsetræet gør de.

 

Det der driver mig lige nu er også tanken om, at jeg som en bonus vil have noget, der tvinger mit vinterjeg til, at foretage mig noget fornuftigt hver dag. Der er noget at gøre og jeg kan få rørt mig lidt. Og kan jeg intet gør det ikke en hujende fis, fordi jeg ER sikret.

 

 

Det bliver en skøn jul, stuen bliver der nemlig ikke rørt ved før bagefter.

 

Der er så forbandet meget at tage stilling til

 

 

 

Hvor ER jeg bare glad for at jeg kan strikke igen. Det må været årets absolutte bedste beslutning, at jeg fik den operation. Den knager stadig i operationsfugerne, arret er helet helt perfekt, men der er lidt bøvl med tommelen stadigvæk, dog KAN jeg strikke og det er min redning sammen med gode dramaserier, så jeg ikke går helt til i spekulationer.

 

 

Der er masser af dem. Spekulationerne. Det er fint nok, at jeg beslutter mig for at tage det heeeelt roligt. Det er udmærket, at jeg ikke vil lade mig knægte. Det er fornuftigt, at jeg først vil være fokuseret efter nytår, MEN det er ikke det samme som, at kroppen bare sådan lige går hen og glemmer eller giver slip. Så selvom alle gode intentioner er igang, har jeg bare smerter nu. Jeg kender dem bedre end jeg kender mine bedste venner, hvilket er mere end jeg synes om, så hver og en af dem ved jeg hvad skyldes, og hvordan skal behandles. At få dem til at forsvinde er derimod umuligt. Det sker først når der er ro på, og det er der åbenbart ikke selvom jeg bilder mig selv ind, at der er det!

 

Pokkers til system. Psyken.

 

 

Jeg har ikke gjort noget aktivt i husfindningsregi, men allligevel gror der ikke mos på mor her. Eller på mine naboer. Og deres venner. Det eneste jeg selv har gjort, er jo at fortælle om situationen til dem jeg er i berøring med, og så har jeg været i kontakt med de af godserne som har udlejningshuse. Der er et par stykker jeg skal tale mere med om det i næste uge. Omvendt er naboerne uden sidestykke hernede, men det ved I allerede for det har jeg glædet mig over mange gange her på siden.

 

I sidste uge talte jeg med naboLinda. Hun mindede mig om, at hendes nabo jo lige var flyttet, og at huset nu stod tomt. Det havde jeg selv helt glemt. Dagen efter havde hun skaffet udlejers navn og nummer, og selv var jeg lige inde på matriklen for at snuse lidt. Huset er pivflot og nyistandsat, men med en meget lukket have. Fredag ringede jeg til manden, som med dyb ærgrelse på mine vegne kunne fortælle, at huset var lejet ud ugen før. Nå, øv og skidt så. Fire timer senere ringede han mig op igen. Han havde grublet lidt over tingene, og var kommet i tanke om, at han jo kendte til et andet tomt hus. Byens ejendomsmægler var ejer sammen en anden, og de ville ikke leje ud til hvemsomhelst, men nu ville han gerne sætte mig i kontakt med dem.

 

Jeg var målløs og helt uforberedt, men også jublende spændt. En samtale senere, og jeg havde en aftale om syn af huset lørdag morgen, klar. Min nysgerrighed var dog til at tage at føle på, så jeg gik stik i mod normalt, ud i aftenmørket og ned af vejen. Det pågældende hus ligger nærmest lige overfor mit nuværende, på den parelleltliggende vej.

 

I mørket så det ret interessant ud, og i dagslys endnu bedre. DOG.. netop lørdag morgen kunne jeg så forsinket sidde og få koldsved over en meddelse på FB, hvori der var taget et billede af en af de her åndssvage dræberklovne, på spil tæt på hvor jeg selv havde været fredag aften. Her i Rødby! Tror da nok lige jeg var gået i koma, hvis jeg havde mødt banditten!!

 

 

Inden jeg fortæller mere om selve huset, vil jeg dele de tanker jeg går og gør mig, med jer. Måske der er noget jeg har glemt eller overset. Som udgangspunkt har jeg jo allerede fortalt at jeg gerne vil benytte chancen til at komme ud af byen igen. Det er der både plus og minus ved:

 

 

PLUS:

Jeg kan gå tur med mine katte

Der er højt til himlen

og solnedgange.

Der er ro og fred

Der er vilde dyr og smuk natur.

 

Omvendt er der det minus at:

Jeg mister centralvarmemuligheden

Jeg mister tætte indkøbsmuligheder

Jeg mister sikkert også den hyppige sociale kontakt med naboer

 

 

Under alle omstændigheder går jeg allerede nu og øver mig i at acceptere, at jeg uden tvivl næppe får så labert et køkken igen. Eller et badekar. Det sidste er jeg virkelig rigtig øv over, for det har forbedret min livkvalitet betydeligt, da det lindrer enormt at kunne ligge i det varme vand. OG at jeg kan ligge når jeg har ondt efter havearbejdet. Det med køkkenet er jo ikke afgørende for at jeg får et godt liv, og jeg kan slet ikke tillade mig at “kræve” samme standard og til den nuværende lejes pris, men det skal ingen hemmelighed være, at har meget mere motivation til at gå i køkkenet, når det er rummeligt og overskueligt og smukt at se på.

 

NÅ, men her går jeg så.

 

Skal det vægte højere at jeg vil mine katte det bedste, eller at jeg bor praktisk og prisvenligt? Man skal nok være kattedame for at kunne følge mig her. Der er ingen rimelig fornuft, vil de fleste tænke, i at det er kattene, som er min største bekymring. Eller at det betyder så meget for mig, at kunne genoptage gåturene, men det er sådan jeg har det. Skal jeg tage chancen og lade et muligt godt blivende sted ryge, og så håbe at der dukker noget andet op? TØR jeg?

 

 

Huset jeg kiggede på, er på alle måder et hus der kunne være perfekt til min situtation. Ikke for stort til een, en overskuelig have med vanvittigt gode muligheder og masser og masser af plads på udendørsarealerne til alle mine fikse ideer. Det ligger godt placeret i hjørnet af en trekant og med absolut fred omkring. Det er ikke en vej der kommer trafik forbi. Det ene nabohus er tomt, så kattene skal ikke slås med nogen derfra. Det er i eet plan, hvilket er dejligt fordi jeg slipper for at skulle slæbe støvsugeren op ad trapperne, og for at kaste op på vejen ned i farten på en hovedpinenat. Omvendt vil jeg savne mine trapper fordi det er så smukt med trapper og lamper på dem.

Der er det mest dødssyge køkken! Et helt i orden i størrelsen køkken der er spritnyt, men præcis ligeså anonymt og ideforladt som alle de plastikkøkkener jeg i tiden har set i de fleste lejligheder i byerne. Røvsyg bordplade der ikke er af smukt træ. ØV, og masser af overskabe endnu mere ØVØV. En lille køkkenvask med en af den slags vandhaner man bare ikke kan vaske en bageplade op i ØVØVØV. Omvendt er der hårde hvidevarer og de er nye, men komfuret er døøøøødkedeligt og jeg ville igen skulle bukke mit legeme ned hver gang jeg skulle åbne ovnen. Måske det endda ikke har varmluft!  ØV

 

I det hele taget har jeg hurtigt vænnet mig til standarden her i “mit” nuværende hus, at jeg er blevet møgforkælet og forvænt.  ØV

 

Nå, men som ventet er det intet badekar, i et badeværelse som nærmest ligner Arildsgårds i Brønshøj til forveksling. Funktionelt, men småt og med anonyme installationer. Positivt igen, er det så at det også er nyt OG at der er lagt nye rør under hele matriklen da køkken/bad blev sat i stand. Derfor er der også fine nye trægulve over hele huset. Det er nymalet og der er masser af skabsplads, med nye custommade trædøre i. De er ret fede. Der er INGEN brændeovn. PIV! Og heller ikke så meget lys udefra som her. Det skyldes at jeg tilgengæld ville få mig en overdækket stor terasse lige ud til haven. Alt i alt er huset faktisk en treværelses lejlighed forklædt som hus. Og med have til. Det er der meget der taler for. Og ikke i mod, for jeg har alt andet lige meget meget mere plads her, end jeg har brugt for. Her er også dejligt højt til loftet, hvilket der ikke er i det hus jeg har kigget på i lørdags. Loftet er omtrent som lofter er de fleste steder og heldigvis ikke så lave som i Vestergade.

 

Har jeg glemt noget? Nå jo, der er det vildeste og herligste bryggers.

 

Måske, men jeg er sikker på at I alle er ved at dø af nysgerrighed ik..?

 

Her kommer fotospam og så vil jeg bare afslutte nu med at sige godnat, for jeg er super træt. Josefine har sovet her i nat, så jeg har været på farten og social hele lørdagen. Jeg er skudt i sænk nu.

 

God fornøjelse:

I morgen får jeg alle praktisk oplysninger om budget og så må jeg lægge hovedet i blød..

Dagen efter dagen

 

 

 

 

Fredag kom og gik, men i timerne fra jeg stod op til jeg gik i seng igen, var jeg igennem både mavekramper, hovedpine og diffuse smerter. Og en sjælden fornemmelse af ikke at kunne få luft. Den slags udmatter og tager pusten fra mig.

 

Fredag var også en trøst på sin vis.

 

Bag ved min adresse ligger der et stribe huse, hvori der blandt andet bor et ældre ægtepar. De har fra starten været ualmindeligt søde til at byde mig velkommen i kvarteret, og det er blandt andet dem, som i sommer forærede mig en samling sager, der for mig er guld, men for dem var no go. Lanterner, havestole, en bordgrill og haveredskaber var noget af det jeg måbende tog i mod. Det var også herfra Josefine og jeg fik assistance da hun skulle flytte til Nakskov.

 

Med andre ord, har alle de steder jeg indtil nu har været hernede, budt på naboer som har vist sig at være guld værd. Viola på Alsøvej. Majbritt i Vestergade og nu John og Rita i Søndergade.

 

I går formiddags sad jeg solformørket i deres lille køkken og tudbrølede! Præcis som jeg har gjort i Violas køkken. Og i Majbritt’s. Arhem hvad fanden er det her for noget altså? Til alt held tog de to søde ældre mennesker det med oprejst pande og løftede våben så at sige, for da de hørte hvad der er “overgået” mig, gik begge helt i chok. De kender perifert min udlejer, og ser man bort fra det ulykkelige i en skilsmisse og i, at heller ikke de havde set DEN komme, så var første spontane reaktion, at det ikke skulle få lov at slå mig i gulvet. Pokker tog ved Hr. John og han fik mig til at love, at jeg nu slår koldt vand i blodet og tager det heeeeelt roligt. Deres årelange netværk hernede er så omfattende, at det er utænkeligt at der ikke dukker et godt sted op til mig inden der er gået et år. Jeg har tiden for mig, til at mærke efter, hive fornuften og erfaringen frem, så der ikke bliver truffet hovedkuls beslutninger.

 

Så langt så godt.

 

Intet kan dog fjerne skammen i, at jeg for gud ved hvilken gang, IGEN skal rundt med violiner og sang for at finde assistance når flyttedagen kommer. For det er næsten det, der slår mig mest ud. Een ting er at jeg skal pakke ned og ud. Det kan jeg vel nærmest i søvne og udgive ekspertbøger om, en anden og værre er, at en flytning jo ikke bare er noget jeg lige gør. Jeg skal rundt igen og høre om nogen vil stille tid, bil og trailer til rådighed. Jeg skal rundt igen for at høre om nogen vil være muskelkraft. Jeg skal rundt igen for at bede på mine knæ med andre ord om, at nogen vil vise sig storsindet nok til at flytte for mig. Jeg HADER HADER HADER den situation. Det er ikke særligt morsomt og det er ikke særligt stolthedsudviklende. Ydermere er den kommende flytning så ekstra kompliceret ved det, at jeg jo har arvet en del ekstra møbler, som ikke tidligere har skullet med i flyttelæsset. Og ved at jeg denne gang ikke kun har en dårlig skulder men nu fanme og sgu også dårlige knæ. Især det venstre har svært ved at finde tilbage til de gode bevægelige tider. Det gør rent ud sagt stadig møghamrende ondt, hver gang jeg forsøger at gå på hug.

 

HOLD nu kæft jeg er lige en smule træt. Igen..

 

Der er også mine to pelsdyr. Mine to uundværlige livsglæder. Herman er jeg ikke så bekymret for, idet han nøjes med at surmule helt åndssvagt en tid, men hurtigt glemmer. Holger er omvendt en helt anden natur. Her på matriklen har det taget næsten fem måneder før han var helt sig selv igen. Han blev så stresset af den voksende bunke af flyttekassser og og det nye hood, at han tabte al pelsen på maven. Det er først ved at vokse frem igen nu! Det er ubærligt og måske for nogen ikke til forstå, men for MIG ubærligt at han skal udsættes for det een gang til.

 

 

Nu det lørdag. En kold og blæsende lørdag. Og der er lidt mere ro på mig, for visse fakta er jeg allerede nu helt afklaret omkring.

 

Det her er noget som åbenbart er min skæbne og derfor noget som “bare” må tages oppefra og ned. Ret hurtigt slog det ned i mig, at når nu det ikke kan være anderledes, ja så går jeg målrettet efter at jeg VIL udenfor den umiddelbare by. Er jeg ufrivilligt tvunget til at flytte, ja så bliver det edderbukkeme til et hus der ligger på en mark. Eller noget der ligner. Basta. Det her må jeg se som chancen for at ende der, hvor jeg allermest drømmer om at bo. Der, hvor solopgange og solnedgange er lige uden for døren. OG der, hvor der er stille. OG natur. Og vilde dyr. Og hvor Holger, Herman og jeg kan gå ture i fred. Sammen.

 

Så sådan bliver det.

 

Hvis altså lige at det ligger i mine kort. Og om guderne vil. Og hvis månen går rundt om en stjerne på en ulige dato med solen i ryggen og det er vindstille vejr. NÅ!

 

At jeg så igen måske ender i et hus, uden plads til overnattende gæster, eller hvor der måske ikke er så lyst som her, eller hvor køkkenet er grimt og badet fra min barndom, det gider jeg simpelthen slet ikke bruge energi på at ærgre mig over. Lige nu går min energi på, at være sindssygt frustreret over, at ovenstående i det hele taget er på dagsordenen. I mange måneder fremover.

 

Endeligt kan jeg afslutte tiraden her, med den oprigtige nedtur jeg har over at jeg, med den slidte krop i baghovedet, er en smuuuuuule øv over haven. KAN jeg i det hele taget rent fysisk køre det show for fjerde gang? Jeg har jo bevist overfor mig selv og den store verden, at man rent faktisk kan flytte og etablere en smuk have på en enkelt sæson, men kan kroppen? Endnu engang?? Lige nu virker det umuligt, men tiden må jo vise det. Sandt er det, at jeg (med fare for at blive skudt i skoene, at jeg er en naiv idiot), virkelig denne gang troede at det var anstrengelserne værd, at tage fat og gribe spaden. Jeg vil slet ikke begynde at fable om de penge jeg har lagt derude. I mulden. Tænker jeg på det, er der ikke tvivl i mit sind, det hele skal med. IGEN! Absolut.

 

Og så er vi tilbage til udgangspunktet.

 

For skal også haven og hele udstyret af ting og sager og krukker og redskaber og paller og sten og.. med, vil det kræve yderligere velvilje fra de, som forbarmer sig over mig. Når jeg skal flytte. Uanset hvordan jeg vender og drejer situationen, så er og bliver det bare ikke det jeg lige har brug for. OG det er og bliver noget lort.

 

Og ja.. man kan altid finde andre, der har det værre end een selv. Og ja, man skal da naturligvis altid glæde sig over i det hele taget at være i live og over at man, som psykiateren så kvikt forklarede mig, jo ikke er på flugt fra hverken krig eller tortur sååå…

 

 

Jeg er da så heldig er jeg.

 

 

Den højere enhed ….

 

 

 

Mandag er endt som håbet, men med en masse nerver på højkant og følelser i spil. Umiddelbart er det ligetil med sådan en opsigelse, men her er det på marginaler min fremtid ligger, og efter endte regnestykker, uendelige telefonopringninger og en enkelt skuffet tåre midt i kaos, er min opsigelse nu afleveret og jeg nåede det lige på et hængende hår. Modtager har kvitteret og lovet at finde en måde at overbringe min rettidige melding.

 

Det bliver ikke første eller anden gang, at jeg ligger i flytterod i december, underligt nok. Ejheller er det første gang, at jeg afleverer en opsigelse i sidste sekund. Det er SÅ nervepirrende og fyldt med hverdagsdrama, at jeg er helt færdig nu.

 

Nu håber jeg faneme sgu helvede pokker i trut, at det bliver sidste gang. Ihvertfald i dette årti!

 

I sidste sekund, på et hængende hår, og en smule nervepirrende

 

 

 

 

Det her med det gule hus og fremtiden er gået hen og blevet lige en smule for spændende efter min mening, for i går blev det som sagt slået fast, at “kun” økonomien er det springende punkt. Som om det ikke også er nok.

 

Her til morgen gik det så lige op for mig, at med tre måneders opsigelse, kunne jeg risikere at det efter tirsdag ville være en ventetid helt til marts jeg måtte finde mig i. Som det er nu, er det bare enormt lang tid at gå med rotter i væggene og våde gulve. Og vanvittige eksistenser..

 

 

 

Nu sidder jeg så her. Det har været en lørdag, som absolut er begyndt på en måde jeg ikke er tilfreds med, og til orientering har jeg en brugt killing til salg, om nogen skulle have lyst. Herman er bare SÅÅÅÅ rastløs i regnvejr, så de første mange timer er dybest set gået med, at forhindre ham i at bide i alle ledningerne, at hænge i alt hvad kløerne kan hænge i, at splitte så meget som muligt ad, at lyde som om han er ved at dø af sult, at klatre på kanten af alle overflader, at skubbe til blade og garnlager og og og.. HOLD nu op jeg er helt forpustet. Alligevel nænner jeg ikke at forvise ham til den silende regn udenfor, hvor det også blæser koldt. Nu, endelig har han overgivet sig, og der er ro på både ham og naturligvis Holger stoneface. Samtidigt med mine anstrengelser udi opdragelse, fik jeg et tilbud fra uventet kant, så

 

 

JEG ER REDDET.

 

H U R R A A A A A A A

 

 

Min lettelse kan ikke beskrives, og glemte følelser af lykke, håb og tro ruller gennem hele mit småslidte system. Tænk sig, jeg har fået muligheden for at betale indskuddet, som er nødvendigt, OG at skrive en opsigelse lige meddetvuns. Der blev hjulpet fra en uventet kant, så jeg når det ovenikøbet inden første december gør jeg. Hvor hulen skal jeg så aflevere den henne forresten? Nå, det må jeg se om jeg kan finde ud af, faktum er at jeg kan komme væk herfra. Uden overdreven hast og i ro og orden. Arhmen jeg ved slet ikke helt, hvordan jeg skal opføre mig eller, hvor jeg skal gøre af mig selv lige nu. Alt det praktiske får jeg hjælp til på mandag af Annelise, så det vil jeg ikke spekulere over nu. Eneste jeg vil er at splatte helt ud med tv, knitrende ild, kaffe og strik. Ikke mere spænding til mig. TAK. Jeg er helt færdig faktisk.

 

Op på hesten igen og så derudaf

 

 

 

Jeps! der er jeg nu. Fredag er godt nok endnu mere fysisk smadret end torsdag, men hovedet og jeg er enige om, at den voldsomme episode faneme ikke skal knække mig. Ikke på vilkår om jeg også vil være mærket på psyken af den, der er lissom nok at tage af, af fortid og “krigstraumer” på lageret, der kan lægge mig ned. NU må det bare være nok. Punktum.

 

Den lille familie er lige nu samlet her i sofaen, der er ild i ovnen og vi har været et smut i haven. Det sidste er det, som stadig er sværest at tage ind. Det ER sørgeligt, at der kommer en dag, hvor gåture i egen have vil begrænses, men heldigvis ved kun jeg det. Jeg skal nok få indrettet og kreeret nye legepladser til dem et andet sted, så derfor flytter jeg i videst muligt omfang, alt det jeg overhovedet magter med af byggematrialerne, som jeg har fået samlet sammen her. Pokker tage mig om jeg vil efterlade noget. EEn ting er økonomien(energien) i at skulle samle nyt, en anden er at selvom jeg skal forfra og om igen, så nægter jeg at begynde fra bunden, når nu jeg allerede har et lager af sjov og ballade at bruge af. Det er jo det rene haveguld. Brændestabel, træstubbe, grene til at lave buer af, sækkevis af næringsrig kompost, paller, stolper, sten, fliser og alt muligt andet hejs. Nogle vil mene det er forrykt og underligt, at det betyder noget for mig, andre vil udemærket forstå.

 

Jeg rykker hele lortet gør jeg. Og hjælp er jeg allerede nu garanteret fra forskellige kanter.

 

Det hele handler om at se med de briller på, som kan tilpasse sig den størrelsesorden der leves i. I eventyrhaven har jeg skullet tænke i store linier og brede bede, en i mindre have skal der tænkes i højden og med forskellige niveauer af stenbede og indretninger. Hvis nogen vil se, hvad der kan gøres på endnu mindre plads end den jeg måske får, så kig bare ind i Esthers have. Tror reelt ikke min havevendinde kender til begrebet “det kan ikke lade sig gøre”!  Den er nærmest vanvittig i sine løsninger..  på den gode måde. Man tror ikke sine egne øjne, hvad der er på de kvm hun har til rådighed. Derfor tror jeg, at jeg får det totalt sjovt i en mindre have. Når bare jeg har alt, der skal bruges til det ved hånden.

 

Den dag jeg med sikkerhed kender min nye adresse, griber jeg handskerne og går i gang. Det bliver et større og længerevarende arbejde, at afmontere en hel kæmpe have, og med både dårlige arme og en øm ryg in mente, er det bare at gå i gang fra en ende af. Stille og roligt. Det bliver noget med at fylde gårdhaven op, så alt er lige til at tage og læsse, når det bliver tid.  (Og sende hestebud i forvejen til de som skal hjælpe, så de ikke går i koma når de møder op. Hehe)

 

Som det er nu, er eneste forhindring mod det gule hus, de tre mdrs indskud/forudbetalt husleje. Haven er frigivet til brug, og kattene må også gerne komme med, så nu er det faktisk kommunedamen, som holder min fremtid i sine hænder. Hun har fået status af god fe eller ond heks, alt efter udfaldet..

 

Sikken magt hun har hva!