27 oktober 2017

Når verden sover og her er helt stille




IMG_20171024_214609_986


Jeg er vågnet tidligt i dag. Meget tidligt! På en sommerdag er klokken 06.00 morgen ikke noget særligt, men en morgen sidst i oktober er det en palle-alene-i-verden følelse der rammer.


Der hvor jeg er i livet lige nu, gør det mig ikke noget. Jo, jeg ville langt hellere have den lyse morgen, hvis jeg selv kunne bestemme, men nu kan jeg rumme disse kulsorte morgener. Jeg kan finde rundt i dem så at sige. Jeg bliver ikke ramt af livslede, men tænder i stedet et par stearinlys og tillader stilheden og blæsten udenfor, at være det det er. Bare mørkt og blæsende.


Onsdag besluttede jeg, at lyskæden skulle op igen. Det er nu så tidligt mørkt, at det må være på sin plads, at lyse den ellers mørke villavej op, og når vintertiden er på plads på søndag, ja så er det nærmest et must. SÅ er det for alvor lystændingstid.


IMG_20171027_060733_096

21 oktober 2017

Følelser for en have




20171017_111653


I løbet af sommeren har en træthed sneget sig ind på mit havehjerte. Jeg mistede pludselig både lyst og inspiration ti,l at foretage mig noget som helst derude. Heldigvis var planen jo også, at med alt knokleriet gennem vinteren ville jeg kunne have en have, jeg ikke skulle bruge så meget energi på i sommerhalvåret, og jeg har da også virkelig bare nydt at være i den. Bare at være og glæde mig over at have en have.


Det nye for mig er, at jeg slet ikke har haft lyst til at smide strikketøjet og tage fat på et eller andet, og fantasien har været helt væk. Det måtte jo komme. Alle de forbandede flytninger HAR virkelig tæret og slidt på mig, og i år kom reaktionen så. Jeg har simpelthen bare ikke gidet eller orket eller magtet eller villet eller kunnet noget som helst med en spade.


Mine aktiviteter derude har derfor (også efter planen) været, at jeg kun har vedligeholdt. Græsset er blevet slået. Frø indsamlet. Blomster klippet og buketter sat sammen. Helt ærligt har det alt sammen været noget, jeg har måttet tvinge mig selv til fordi jeg har vidst, at så snart jeg kom i gang ville jeg jo blive både glad og opløftet, men åhh.. de smertende knæ og de deraf følgende sidegevinster i form af smerter i hofte, fødder og ryg kan helt tage pippet fra mig. Det ER bare en dræber, ikke at have sin normale bevægefrihed. Jeg mener.. jeg er sgu da kun 50 51!! Behandlingerne fra lægen har afgjort hjulpet, men kun delvist og indtil jeg er smertefri, går jeg bare og tænker at nooooj, hvor er der meget liv tilbage at leve, uden at kunne gå bare en kort tur sådan helt normalt. Jeg har helt glemt, hvordan det er at kunne gå uden, at det er noget jeg tænker over. At kunne tage for givet at kunne gå.


Der er ingen tvivl om, at kroppens svagheder påvirker min virkelyst udenfor.


Helt give op gør jeg dog ikke. Det nægter jeg fanme. Så inden længe tager jeg den tredje tur med binyrebarkhormon efter aftale med sød ung pæn læge, for de to første HAR nemlig haft positiv effekt, og bliver det ved efter samme mønster, ender det forhåbentlig med, at jeg igen kan gå en tur uden at ligne klokkeren fra Notre Dame! Der skal gå tre måneder mellem behandlingerne, så det må jeg affinde mig med.


IMG_20171018_180139_379

Når alt det så er sagt, så har jeg faktisk planer for havens videre udvikling, og jeg har de seneste to uger så småt været i gang igen, men det går sindssygt langsomt. Jeg er nede på at kunne være aktiv i max to timer, hvoraf den sidste er ren stædighed fordi jeg allerede efter et kvarter begynder at have det som om min knæskal er på vej om i hasen, men jeg VIL ikke sidde ned i min sofa fra morgen til aften, så to timer er et must for min forstand. Frisk luft og lys er et must for min forstand. Bevægelse er et must for min forstand.  Så sådan er det lige nu. Lidt har også ret, og det jeg normalt ville kunne effektuere på et par timer, tager i øjeblikket tre fire dage, men så går der sgu da tid med det. HA!


20171019_175646

Man kan altså også nå en del på et par timer, så jeg er ligeså langsomt ved at få sat skik på efterårshaven. Der bliver systematisk klippet ned, revet sammen, flyttet bunker, indrettet, sorteret, ryddet op og sat på plads. Der bliver leget med muligheder og ideer fødes. Blandt andet har mit første år her vist mig, at jeg ikke benytter baggården på samme måde, som jeg gjorde i de andre haver, så jeg er ved at lave den om til en kommende køkkenhave. En køkkenhave med højbede vel at mærke, for mine aktiviteter i køkkenet er jo mildest talt minimale, hvilket betyder at det ville være ren overkill, at begynde på det helt store grøntsagseventyr. Der skal bare være lidt kartofler, løg og hvad har vi, til mit lille forbrug. Jeg elsker kål, men nægter at gro dem i min have fordi kållarver er noget af det mest forbandede, og de ødelægger alt i fire kilometers afstand. Desværre. Jeg ved godt at jeg bare kan have fiberdug over og alt muligt, men det er såååå besværligt i mit hoved altså. Så jeg starter i det små. Og det passer mig fint. Jeg har blandt andet flyttet pottereolen og samlet den sidste stigereol. Og åbnet et stykke af hækken, så jeg nemmere kan komme om på bagsiden når der skal klippes hæk. Den tjans er nemlig også tæt på at tage livet af mig! 

20171017_111405

Jeg har over et par uger taget et spadestik eller fire hver dag, og nu er næsten hele komposten fjernet. Det skulle gerne ende med en fin “bagdør” ud til den nedlagte sti, som kommunen ikke vedligeholder. Forresten har jeg da også haft fat i nakken på Park og Vej. De har været forbi og jeg har vist dem, at der altså er et areal som på en eller anden måde skal vedligeholdes, for ellers kan jeg ikke gøre mit. Jeg har foreslået en lokumsaftale, men om de vil acceptere den er uvist endnu. Hvis de skærer min hæk af med 30 cm, og samtidigt sørger for at fræse hele arealet og dækker med et tykt lag træflis, så er det ok med mig, at jeg selv skal stå for at klippe deres side af hækken. Som det er nu kan jeg bare ikke vedligeholde helt alene. Meterhøje nælder, tidsler, blandet ukrudt og brombærrankler, skal væk hver gang jeg skal tage kommunens side af hækken. Det nægter jeg. Den vokser så idiotisk hurtigt, at jeg har klippet den to gange på en sæson. I det hele taget ville jeg elske at få hele hækken skiftet ud med et hegn! Der kan man vokse ting op ad, og så det det. NÅ!

Der er elementer fra både Vestergade og Søndergade jeg virkelig er ked af, at måtte undvære. Jeg prøver ikke at dvæle for meget ved det tabte, og i stedet gør jeg så forsøget og finder på nye særheder, som er lige netop denne haves signatur. Allermest savner jeg Holger. Virkelig meget. Hver dag. Jeg græder stadig hver gang jeg ser hans bamseansigt på et billede, og ville så gerne mærke hans bløde poter bare een gang mere. Heldigvis har jeg jo Herman, men det er ikke helt det samme. Holger min Holger..


IMG_0548

IMG_2070



Lige om lidt tager jeg arbejdstøjet på, og så går jeg ud og saver nogle grene. Naboen har nemlig en motorsav..

06 oktober 2017

Varm strik og levende lys





IMG_20171004_181904_160



De seneste dage har været mørke og kølige, og torsdag var så absurd våd at hele min have nærmest stod i vand til knæene. Det er da heldigvis sunket igen, og i dag er der mere lys på himlen, men faktum er at det nu er tid til de lune sweatre og tændte lys.


Jeg har bunken med sæsonens nye varmekilder klar, og mere ligger i strikkekurvene og venter.

20171006_082948

20170911_13412020170925_102913IMG_20170903_082232_199

20170701_144329IMG_20170731_183502_887


Det er den vildeste luksus for mig sådan at kunne forsyne min garderobe med nystrikkede sager hver sæson, men sådan tror jeg de fleste strikkere føler det. Selve det at kunne producere selv, at have muligheden og evnerne, at have tiden og roen til at lade verden fare forbi uden at tage tempoet derude, ind.  At kunne have blødhed og farver i hænderne hver eneste dag. Alle er de elementer af noget, som rigtig mange i dag betragter som den største rigdom i en verden af kaos og stress. God tid, indre ro, kreativitet, hjemmelavet, rene råvarer og udnyttelse af de resourser der er ved hånden. Alt dette har jeg i mit liv og jeg er taknemmelig. Jeg er også taknemmelig fordi gavmilde engle i mit netværk, betænker mig med matrialerne til denne så helende beskæftigelse. I foråret modtog jeg feks en sort sæk fyldt til randen med uldgarn fra Garnudsalg. Giveren mente, at jeg ville få større glæde af det end hun selv, hvilket jeg mistede mælet over en stund. For der var meget. Som i virkelig meget. Garn til chunky strik og garn til lette sommermodeller. Garn i varme vinterfarver og garn i lyse sommerfarver. Mohair og alpakka, lammeuld og fåreuld.

Summen af det hele er, at jeg trods min status som pensionist med begrænsede midler, alligevel er rig.

Jeg er rig på et stort og varmt netværk over hele landet. Mennesker der tænker på mig. Jeg er rig på evner, der kan få genbrug til at se godt ud, og haven til at bugne af farver og jeg er rig på tid. Det sidste er endda nok det mest værdifulde.


IMG_20171003_155514_916

04 oktober 2017

De mørke timer inden solopgang




..eller jeg skulle måske skrive den mørke time, for endnu er det heldigvis kun en enkelt time der er tale om, i tiden fra lille Herman vækker mig og til, at lyset begynder at bryde frem.


IMG_20171004_065315_994


I den mørke time altså, sidder jeg med min morgenkaffe og mit strikketøj. Sidder og lytter til vinduerne der knirker fordi blæsten har godt fat udenfor. Jeg prøver at indstille mig mentalt på, at sådanne morgener vil der være mange af fra nu af og i månederne som kommer, men jeg synes ikke helt jeg er klar til den del af sæsonen endnu. Jeg har hyldet efteråret og dets farvepalet, jeg har gjort mit til at I alle husker at kigge op og se naturens forfald, men åh det er ikke det samme som, at jeg er parat til at slippe lyset. Det livgivende lys jeg er så afhængig af, og som jeg synes jeg mærker at kroppen ikke har fået nok af.


20171002_080914


De seneste uger har jeg været mere end træt, ja nærmest udmattet til et punkt, hvor kaffekoppen vejer mere end jeg orker at løfte! En mindre rundspørge fortæller mig, at det ikke kun er mig der oplever at være ramt af sovesyge. Det er tidligt den sætter ind synes jeg. Men alle er vi enige om, at det må skyldes den alt for korte sommer. Den har ligesom ikke fået fyldt vores depoter op med energi vi kan trække på.


Sådan er årene så forskellige.


Det giver plads til den melankoli jeg har indbygget i sjælen. Melankolien, der helst ikke må have lov til at få overtaget. En smule er i orden, men ikke i større doser. Store doser af melankoli, i kombination med ensomhed, kan sætte gang i et lyntog af tristesse, og passer jeg ikke på ender det med at overtage hele køreplanen for vinteren. Det duer ikke.

For år tilbage havde jeg ikke redskaberne til at nå nødbremsen, men heldigvis har jeg dem i min rygsæk nu. Jeg ved, hvilke metoder der virker mod mørkets tankespind, og derfor læner jeg mig tilbage og lader dagene, som hurtigt bliver kortere og kortere, snige sig ind på mig. Endnu er jeg ikke helt parat, men de kan bare komme an, jeg skal nok forstå at kontrollere dem.


****************


Jeg savner Holger. Holger, der altid var klar til at lægge ryg til nus, og kys på næsetippen.

2016-12-02 10.36.08

Jeg savner hans bamseansigt og det finurlige sind. De små kæmpepoter, som villigt lod sig holde rundt om.

IMG_2374

I det hele taget er Holger savnet. Hver dag.


2016-11-28 08.52.56-1

På sin egen måde savner Herman ham også. Det mærker jeg især udenfor, hvor de jo altid havde gang i en omgang “hvem kommer først”, men også indenfor når Herman går hvileløst rundt på jagt efter underholdning. Med Holger borte er det nu mine fødder, der må stå model til angreb af farlige fjender og skarpe tænder!

20171004_080626

Det er så tilfældigt, men samme dag Holger døde blev også dagen, hvor vejret og vanerne ændrede karaktér. Herman og jeg måtte både vænne os til livet uden Holger, og til at livet på terassen ikke længere gik fra tidlig morgen til sen aften. Det er stadig en svær omstilling, men vi bliver bedre og bedre til at være sammen, os to alene.

20170930_122748

02 oktober 2017

Der er ikke meget andet man kan gøre





IMG_20171002_081617_973


Der er dage, hvor jeg som pensionist er dybt taknemmelig over, at være lige netop det. Jeg hylder ikke et liv i lediggang på nogen måde, bare hvis nogen skulle være i tvivl eller begynde at fare i blækhuset, men når livet nu engang har skikket sig sådan for mig, er det af stor betydning for livsviljen/lysten, at jeg kan få mine dage til at rumme mest mulig meningsfuldhed og glæde. Og maximal udnyttelse af de muligheder DET nu giver mig.

At have et arbejde er på mange måder det mest respekterede, et menneske kan opnå i vores samfund. Har man intet arbejde følger etiketter med holdninger i kølvandet, men jeg føler selv at jeg efterhånden har formået at formidle min egen situation så godt, at jeg ikke længere bliver fordømt eller stillet til regnskab for den jeg er, eller det liv jeg har. De, som stadig måtte dømme mig hårdt, gider jeg slet ikke have med at gøre. Ingen skal nemlig være i tvivl om, at jeg da hjertens gerne bytter mine mentale og fysiske problemer, for et raskt helbred, social kontakt og et job. TIL HVER EN TID.


IMG_20170929_225614_577

Indtil nogen giver mig en krop uden smerter, og et hoved med en harddisk, der ikke går i sort med jævne mellemrum, så vil jeg uden at blinke tillade mig, at finde glæde og fornøjelse i det jeg nu kan. Og det jeg kan i dag, er en luksus mange jobbere sikkert også gerne ville have. Jeg har den luksus, at jeg kan sidde i min sofa under et dejligt tæppe med kaffe og tændte stearinlys, imens jeg kan høre vinden suse buldre og regnen tromme udenfor. Jeg kan nusse rundt, få vasket lidt tøj, fundet lidt flere lysestager frem, drikke bunker af the/kaffe dagen igennem, og jeg kan lytte til efterårstoner der smører mine øregange med fed og cremet lyd.  Jeg kan nulre min lille Herman på maven og jeg kan være taknemmelig over at jeg har muligheden for alle disse ting. Hver dag. Alle disse elementer af fryd kan jeg tilføre min mandag, og jeg kan på denne måde lade som om jeg ikke har ondt nogen steder. Lysene, musikken, varmen og duftene hjælper mig til at holde fokus langt langt væk fra det, der ellers ville dominere min bevidsthed fra morgen til aften, og ærligt talt..


.. når mandag er fuld af regn og rusk er der ikke meget andet at gøre end at give efter, og lukke efteråret ind i stuen.

IMG_20170930_124452_703

01 oktober 2017

I følge statistikken …





230405_451220201595408_592091107_n




I dag er det første oktober, og kigger man lidt bagud med statistiske briller, bør jeg nu forberede mig på lidt af hvert. Det siger sig selv at netop statistikken betyder, at jeg får et lille sug i maven over oktober, selvom jeg gør mig umage med IKKE, at lade fortiden diktere nutiden.




05122010126_resize

I oktober ´10 var jeg så syg, at begyndelsen til enden var igang, og inden november var slut mistede jeg mit fundament. Efter en måned på den lukkede, og med sneen væltende ned i hidtil uhørte mængder, blev julen en ensom affære. Rasmus og jeg på et krisecenter uden adgang til hverken tv eller internet. Vi boede der indtil august 2011.



Efterår og jul var i 2011 uden drama. Jeg fik mine to elskede marsvin tilbage, da jeg igen fik min egen bolig.



IMG_1614

I oktober ´12 modtog jeg et varsel om, at der skulle nyt tag på bygningen og, at huslejen dermed ville stige til et punkt, der lå over min formåen og dermed blev den indre uro vækket igen. Hele vinteren spekulerede jeg som en gal, og det endte jo med at jeg tog springet og flyttede herned. Det var dog ikke noget jeg kunne vide noget om da jeg det efterår indså, at jeg måtte videre. Igen. Julen var uden drama, men med en uvis fremtid i baghovedet.



IMG_7807

I 2013 flyttede jeg i maj, og da vi nåede oktober var jeg endnu en gang fyldt med stress og bekymringer. Mit hus var voldsomt angrebet af svamp, og flyttekasser fyldte sammen med uvisheden om næste bolig hele min bevidsthed. Julen kom og gik i delvist flytterod.



IMG_0201

I oktober ´14 var der sådan set “ro” på, kun utæt tag og vand i spande gav mig tanker om fremtiden. Julen svømmede i vand, og to dage før juleaften måtte skadesservice tilkaldes akut!



2015-11-25 09.34.58

Året efter, i oktober ´15 blev rotter og spande under utæt tag i køkkenet startskuddet til endnu en flytning. Julen var pakket ned sammen med resten af huset og jeg rykkede d. 27 december.



2016-11-21 12.03.19-1

Og så.. i oktober 2016 blev jeg sagt op og måtte atter indse, at jeg endnu ikke var nået i mål. Turbulente måneder fulgte, men det lykkedes mig at få et hjem færdigt inden jul. Vi tilbragte juleaften i hyggelige rammer, med orden og ikke een flyttekasse i sigte.



…..



I dag har vi så oktober igen.


IMG_1928

Det er en måned jeg elsker højt pga farverne i naturen, men som jeg også er endt med at have et ret anstrengt forhold til. Uden at ville det, holder jeg vejret og fortæller mig selv, at INTET udefrakommende i år, vil fjerne fokus fra den smukkeste og hurtigst forandrende årstid vi er så heldige, at leve med på disse breddegrader.  På en måned går vi fra mørkegrøn og igennem rød, gul og orange, indtil vi omkring november ender i alle nuancer af brunt. Foråret er fantastisk. Sommeren er smuk. Vinteren er grå, men efteråret ..  det er bare SÅ intenst, fordi man ved det varer så kort. De gyldne og brændte farver kan nærmest fra den ene dag til den anden visne og falde til jorden, så det gælder om at være nærværende, og bruge sine øjne til at se. Til at få sjælen med ind i vinteren.




I år håber jeg at jeg får lov at fokusere på ilden i naturen og ikke mig selv.


2016-10-01 18.20.17-1


( bonusinfo: man taler om syv års ulykke.. jeg har forgæves forsøgt at huske tilbage for at se om jeg smadrede et spejl i 2009, men erindrer det ikke. Nu håber jeg så bare at de syv år er betalt!)