I løbet af sommeren har en træthed sneget sig ind på mit havehjerte. Jeg mistede pludselig både lyst og inspiration ti,l at foretage mig noget som helst derude. Heldigvis var planen jo også, at med alt knokleriet gennem vinteren ville jeg kunne have en have, jeg ikke skulle bruge så meget energi på i sommerhalvåret, og jeg har da også virkelig bare nydt at være i den. Bare at være og glæde mig over at have en have.
Det nye for mig er, at jeg slet ikke har haft lyst til at smide strikketøjet og tage fat på et eller andet, og fantasien har været helt væk. Det måtte jo komme. Alle de forbandede flytninger HAR virkelig tæret og slidt på mig, og i år kom reaktionen så. Jeg har simpelthen bare ikke gidet eller orket eller magtet eller villet eller kunnet noget som helst med en spade.
Mine aktiviteter derude har derfor (også efter planen) været, at jeg kun har vedligeholdt. Græsset er blevet slået. Frø indsamlet. Blomster klippet og buketter sat sammen. Helt ærligt har det alt sammen været noget, jeg har måttet tvinge mig selv til fordi jeg har vidst, at så snart jeg kom i gang ville jeg jo blive både glad og opløftet, men åhh.. de smertende knæ og de deraf følgende sidegevinster i form af smerter i hofte, fødder og ryg kan helt tage pippet fra mig. Det ER bare en dræber, ikke at have sin normale bevægefrihed. Jeg mener.. jeg er sgu da kun 50 51!! Behandlingerne fra lægen har afgjort hjulpet, men kun delvist og indtil jeg er smertefri, går jeg bare og tænker at nooooj, hvor er der meget liv tilbage at leve, uden at kunne gå bare en kort tur sådan helt normalt. Jeg har helt glemt, hvordan det er at kunne gå uden, at det er noget jeg tænker over. At kunne tage for givet at kunne gå.
Der er ingen tvivl om, at kroppens svagheder påvirker min virkelyst udenfor.
Helt give op gør jeg dog ikke. Det nægter jeg fanme. Så inden længe tager jeg den tredje tur med binyrebarkhormon efter aftale med sød ung pæn læge, for de to første HAR nemlig haft positiv effekt, og bliver det ved efter samme mønster, ender det forhåbentlig med, at jeg igen kan gå en tur uden at ligne klokkeren fra Notre Dame! Der skal gå tre måneder mellem behandlingerne, så det må jeg affinde mig med.
Når alt det så er sagt, så har jeg faktisk planer for havens videre udvikling, og jeg har de seneste to uger så småt været i gang igen, men det går sindssygt langsomt. Jeg er nede på at kunne være aktiv i max to timer, hvoraf den sidste er ren stædighed fordi jeg allerede efter et kvarter begynder at have det som om min knæskal er på vej om i hasen, men jeg VIL ikke sidde ned i min sofa fra morgen til aften, så to timer er et must for min forstand. Frisk luft og lys er et must for min forstand. Bevægelse er et must for min forstand. Så sådan er det lige nu. Lidt har også ret, og det jeg normalt ville kunne effektuere på et par timer, tager i øjeblikket tre fire dage, men så går der sgu da tid med det. HA!
Man kan altså også nå en del på et par timer, så jeg er ligeså langsomt ved at få sat skik på efterårshaven. Der bliver systematisk klippet ned, revet sammen, flyttet bunker, indrettet, sorteret, ryddet op og sat på plads. Der bliver leget med muligheder og ideer fødes. Blandt andet har mit første år her vist mig, at jeg ikke benytter baggården på samme måde, som jeg gjorde i de andre haver, så jeg er ved at lave den om til en kommende køkkenhave. En køkkenhave med højbede vel at mærke, for mine aktiviteter i køkkenet er jo mildest talt minimale, hvilket betyder at det ville være ren overkill, at begynde på det helt store grøntsagseventyr. Der skal bare være lidt kartofler, løg og hvad har vi, til mit lille forbrug. Jeg elsker kål, men nægter at gro dem i min have fordi kållarver er noget af det mest forbandede, og de ødelægger alt i fire kilometers afstand. Desværre. Jeg ved godt at jeg bare kan have fiberdug over og alt muligt, men det er såååå besværligt i mit hoved altså. Så jeg starter i det små. Og det passer mig fint. Jeg har blandt andet flyttet pottereolen og samlet den sidste stigereol. Og åbnet et stykke af hækken, så jeg nemmere kan komme om på bagsiden når der skal klippes hæk. Den tjans er nemlig også tæt på at tage livet af mig!
Jeg har over et par uger taget et spadestik eller fire hver dag, og nu er næsten hele komposten fjernet. Det skulle gerne ende med en fin “bagdør” ud til den nedlagte sti, som kommunen ikke vedligeholder. Forresten har jeg da også haft fat i nakken på Park og Vej. De har været forbi og jeg har vist dem, at der altså er et areal som på en eller anden måde skal vedligeholdes, for ellers kan jeg ikke gøre mit. Jeg har foreslået en lokumsaftale, men om de vil acceptere den er uvist endnu. Hvis de skærer min hæk af med 30 cm, og samtidigt sørger for at fræse hele arealet og dækker med et tykt lag træflis, så er det ok med mig, at jeg selv skal stå for at klippe deres side af hækken. Som det er nu kan jeg bare ikke vedligeholde helt alene. Meterhøje nælder, tidsler, blandet ukrudt og brombærrankler, skal væk hver gang jeg skal tage kommunens side af hækken. Det nægter jeg. Den vokser så idiotisk hurtigt, at jeg har klippet den to gange på en sæson. I det hele taget ville jeg elske at få hele hækken skiftet ud med et hegn! Der kan man vokse ting op ad, og så det det. NÅ!
Der er elementer fra både Vestergade og Søndergade jeg virkelig er ked af, at måtte undvære. Jeg prøver ikke at dvæle for meget ved det tabte, og i stedet gør jeg så forsøget og finder på nye særheder, som er lige netop denne haves signatur. Allermest savner jeg Holger. Virkelig meget. Hver dag. Jeg græder stadig hver gang jeg ser hans bamseansigt på et billede, og ville så gerne mærke hans bløde poter bare een gang mere. Heldigvis har jeg jo Herman, men det er ikke helt det samme. Holger min Holger..
Lige om lidt tager jeg arbejdstøjet på, og så går jeg ud og saver nogle grene. Naboen har nemlig en motorsav..